|
Sidst opdateret 25. marts 2017
Denne side er kun på planlægningsstadiet.
Indholdet af denne side
Huskøb
Bryllup
Vores familie
Hjortespring
Økonomi
Mærkedage
Flemming & Christian
Kæledyr
Generationerne
Venner
Källaremoen
Kong Alkohol
Jeg traf Ulla, da jeg i november 1966 skiftede tjenestested til luftværnsgruppens FLD530 (Flyverdetachment), som lå i Vestvolden i Rødovre.
Vores tjeneste er beskrevet for os begge to, selv om vi har fælles soldatertid. (Min soldatertid, Et liv med vinger)
Det var et noget andet tjenested: masser af officerer, befalingsmænd, et par menige til tansportkørsler - og så Kvindelige Flyvere
Når man ikke havde faste opgaver kunne man sidde i opholdsstuen og tale med officerer og de kvindelige KF'er.
Nogle af kvinderne var lidt ældre og nogle overført fra hæren, men der var også en del unge, kvikke piger med lyst til skæg og ballade.
Blandt dem bed jeg hurtigt mærke til Ulla. Lille, med opsat hår og nogle utroligt levende øjne, kvik i bemærkningen og rigtig sød.
Hun var selvsagt eftertragtet mål for de mange unge mænd.
For mig var det utænkeligt at lægge an på hende.
Vi havde begge to vagt nytårsaften 1966/67, og da jeg sad i vagten om aftnen, kom Ulla ud for at snakke og lære at spille skak.
Det blev nu mest til snak. Ulla var en af de absolut mest eftertragtede af de unge piger, så det var en stor fornøjelse, at sidde og snakke.
 |
For at gøre en lang historie kort, brændte vi sammen, og efterfølgende sås vi dels på mit værelse i på Tølløsevej i Brønshøj og i Ullas kælderværelse på Veronavej.
Vi var ikke i tvivl om, at det skulle være os. Vores kollegaer i bunkeren var tæt på at vædde på, at det aldrig ville gå: dertil var vi for forskellige.
Jeg faldt godt til hos Annelise og Axel. Annelise var en smuk og temperamentsfuld kvinde, som bestemt sagde sine meninger, og det skulle man lige vænne sig til.
Der var et utroligt tæt forhold mellem Ulla og hendes mor, som jo havde opbragt hende alene indtil ægteskabet med Axel i 1955.
Og derefter gik det stærkt.
Jeg havde erhvervet kørekort i december 1966, var med en soldaterkammerat på Gran Canaria i februar 1967.
Da jeg kom hjem besluttede vi, at vi skulle købe en bil, og min onkel HH i Esbjerg, som var folkevognsfan skaffede os en god kontakt til en brugt VW fra 1961.
Den kostede 11.000 kr, som Ulla medbragte i kontanter til Esbjerg-firmaet til deres store fortrydelse og undren.
Det kunne jo ikke holdes hemmeligt, at jeg havde købt bil, så efter købet gik turen til Sønderborg (19.02.1967).
Jeg havde meddelt far og mor, at jeg ville aflægge dem et besøg sammen med en soldaterkammerat, og stor var deres forbløffelse, da det var en lille pige, der stod ud fra bilens førerside. De tog det nu pænt, og var ikke utilfredse med, hvad de oplevede - noget der skulle udvikle sig til et meget kærligt og tæt forhold mellem dem.
 |
Forlovelse og boligjagt
21.april 1967 blev vi forlovede på Veronavej under et besøg, hvor Lisbeth og Viggo var på besøg. Jeg husker ikke, hvor de boede, men det har formentlig været hos Ella på Emil Slomannsvej
Så begyndte vi at lede efter et sted at bo. Vi var begge vant til at have omkring os, og vi satsede slet ikke på at se på lejligheder.
Det var ikke helt enkelt, for vi havde ikke mange penge selv til udbetaling, og for det, vi umiddelbart havde råd til, kunne man få et havehus uden faciliteter.
Der blev set på mange dårlige bosteder. Håbløst kolde, kakkelovnsopvarmede kolonihavehuse til 60.000 kr.
Men så fandt vi et lille hus langt ude på landet i Herlevs nordlige udkant i Hjortespring. Der var marker og grøfter, ingen fliser på fortovet, men solen skinnede og det lille rødstenshus virkede tilforladeligt til prisen. 190.000 kr. med 10.000 ud.
Det var et selvbyggerhus med deraffølgende skavanker, som vi dog ikke havde fokus på.
Vi havde senere vores kollega John Lindquist med ude at se på huset, og benyttede Ullas farmors advokat til at ordne papirarbejdet.
Far lånte i Politiets Sprogforening 5000.- kr., som vi naturligvis betalte tilbage i små rater.
Slutsedlen blev underskrevet i juli, i øvrigt af John Lindquist på Ullas vegne, da hun jo ikke var myndig.
Indflytning kunne blive i august så vi kunne begynde at tænke på en bryllupsdag.
Ulla havde ottoman, sofabord og gode stigereoler med skuffer.
Jeg havde hængereoler i teak, sofa, stereoanlæg, gulvtæppe også en ottoman – og så min fine 'Ægget'-stol.
Jeg havde, mens jeg kom sammen med Karen, købt service i kongeligt procelæn (Hvedekorn) og sølvbestik (Savoy). Det var Ulla lidt ked af, for hun ville hellere have haft 'blå kant', men nu havde vi det, og pengene hang jo ikke på træerne.
Men meget manglede: potter og pander, rengøringsredskaber, tallerkner, dækketøj, håndklæder osv. Ulla kørte til DaelsVarehus, hvor det var billigt og Ulla syede gardinerne.
Spisestuestolene blev købt hos FDB-møbler (de befinder sig nu i Sverige). Spisebordet blev snedkereret af en spånplade og med ben fra Panduro Hobby.
Lamperne var de billige japanske papirslamper.
På en af vores ture med Torben og Ilse i Sverige var vi i den daværende eneste Ikea, som lå i Älmhult ikke så langt fra ødegården i Loshult. Det var helt nyt og anderledes den gang, og vi købte lamper og spejle
Bryllup
Den blev som bekendt d. 2.september. Ulla fik sit 'kongebrev', da hun jo ikke var myndig, og vielsen fandt sted i Skt.Jakobs kirke på Østerbro.
Bryllupsbuketten var sammensat af en af mine soldaterkammerater, som havde en butik i Rødovre, og i dag kan jeg jo se, at det lige var til Ulla.
Det var et lille bryllup deltagermæssigt, men mange venner og familiemedlemmer var i kirken.
Vores 'brudekaret' var en almindelig bil, som tilhørte en af Axels kollegaer.
Han kørte os til fotografen på Nørrebros Rundel og senere tilbage til den efterfølgende middag på Restaurant Park for den nærmeste familie.
Viggos tale
Der var bestilt fotograf til at tage billeder ved bordet, men vores økonomi var dengang ikke til at købe billeder, så dem har vi først erhvervet efter Lisbeths og Viggos død.
Billeder fra bryluppet
Det blev en god fest, og Ullas oldemor var en af de sidste på dansegulvet.
Jeg tror, vi begge svævede på en lyserød sky hele dagen med store smil. Jeg gjorde i hvert fald.
Bryllupsrejsen
Den jyske familie samt Axel og Annelise blev inviteret til middag dagen efter, hvor de fik gryderet og kunne besigtige vores nye bopæl.
Vi tog derefter på bryllupsrejsen, som gik til Sverige, hvor vi havde lånt/lejet en ødegård ved Loshult ejet af en major Helsteen - et sted vi havde været flere gange med soldaterkammeraterne Finn og Torben. Lidt primitivt, men svævende på den lyserøde sky var her al den frihed og fritid man kunne ønske sig til bare at være os to sammen.
Det var ikke planlagt sådan, men på den tur fik vi en morgenstund lagt grunden til familien, da Ulla blev gravid med Flemming.
.
På vejen hjem samlede vi Lisbeth og Viggo op i Odense, hvor de var på besøg, da vi ville aflægge besøg hos min farfar i Horsens, som var forhindret i at deltage i brylluppet på grund af sygdom.
Vi fortsatte derfor til Sønderborg, hvor vi fyldte bilen med en del af mine ejendele med hjem og far tilbød os jordbærplanter med hjem (10.09.1967).
Jeg havde pådraget mig en af mine generalforkølelser og var ikke til pæn brug, så det blev Ulla der måtte knokle med at få planterne ned i den hårde lerjord - der var kun græsplæne i hele haven.
Hverdagen begynder som ny familie. Og der begynder vores familiehistorie så.
Vores familie
Huset var ikke stort, da det pga lånereglerne, da det blev bygget, skulle holde kvadratmeterne under 100. Det var så 85 samt en halv kælder.
Stuen var delt med en foldedør af fire almindelige døre, og bag dem lavede vi så vores sovearrangement på to brikse med de uldtæpper som 'polstring' og sengemagasin. Der var to indbyggede, smalle garderobeskabe.
Vi havde i bryllupsgave fået dækketøjsskabet, som lige passede i hjørnet i den 'store' stue.
De to børneværelser var på ca 9 kvm hver, langt fra dagens standard, og badeværelset var reduceret til toilet med siddebadekar.
Hvad der ellers er sket med huset gennem årene findes her.
Annelise dør
Vi havde ikke været gift ret længe før den første ulykke skulle ramme os.
Annelise havde været syg af kræft allerede, da vi blev gift.
Hun blev indlagt på Sundby hospital, men det gik ned ad bakke.
D.23.januar 1968 var der folketingsvalg, og Ulla og jeg havde holdt valgaften hos vores venner E.Schmidt Nielsen (løjtnant) og Inge i Kattinge.
Da vi kom hjem, blev vi mødt af Axel, der havde nøgle til huset.
Han skulle overbringe det smertelige budskab, at Annelise var afgået ved døden blot 42 år gammel.
Hun havde glædet sig over at se Ulla gift, og nu ventede et barnebarn. Men det skulle hun ikke opleve.
Det var helt uvirkeligt, og ikke mindst for Ulla et stort tab af den mor, som i så mange år alene havde sørget for at tage sig af hende.
Billeder og mere stof findes på Ullas hjørne
Hjortespring dengang
Vi var virkelig kommet på landet. Grøfter med blomstrende valmuer og dyrkede marker.
Bebyggelsen var koncentreret om krydset ved Klausdalsbrovej/Skinderskovvej. Her var købmand,slagter, grønthandler(som også havde telefonboks), mejeriudsalg, Hjortespringmesse med manufakturhandel med legetøj.
Vores grund er udstykket fra Højergård, som stadig ligger for enden af Højergårdsvej. Der var nogle små parcelhuse på omkring 100 kvm, men der var endnu en del kolonihave huse, som naturligvis et efter et blev erstattet af nyere og større villaer.
Der havde været frugtplantage, og området havde mange gartnerier med deres forskellige specialiteter.
Klausdalsbrovej var vejen til Ballerup og var som en asfalteret markvej. Den løb langs kolonihaverne (hvor Nordea ligger i dag) og løb ud i Frederikssundsvej ved Lautrupgård. Hele Lautrupparken var dyrkede marker.
Vi var atter heldige, da de begyndte at bygge Herlev44 i beton og i en stil, der slet ikke passede til de små etplanshuse, som området ellers bestod af. De lå tilpas på afstand af Højergårdsvej.
Der, hvor der nu er 18-hullers golfbane, var åbent, udyrket landskab i den ‘grønne kile’ i den såkaldte ‘fingerplan, som skulle sikre et grønt bælte.
Her var små vandhuller med fisk og svømmefugle. Drengene legede og fiskede, og ræven boede i skrænterne, og man kunne iagttage hvalpenes leg. Det forsvandt under store protester til fordel for en pleget golfbane. De første år kunne vi benytte området til aktiviteterne ved vores sommerfester.
Efterhånden som der blev bygget motorveje, kom vi til at ligge rigtig godt, og havde stort set blot 20 minutters kørsel til venner og familie.
Bodil kom til at bo i Hjortespring, da hun blev gift med Villy, Bente og Birger flyttede til også til Herlev.
Økonomien
Der var ikke meget at slå til Søren med, men vi var jo begge opvokset i hjem med sparsommelige forældre, så egentlig var det ikke nyt at skulle lave budget og regnskab og vende 5-øren..
Til at bidrage til økonomien var udlejning af det ene børneværelse i en periode.
Biografture, teaterture, restaurationsbesøg var utænkelige, da vi startede og har heller ikke før tiden efter 2000 fyldt meget i vores økonomi. Men vi var jo heldige, at vores venner havde det ligeså, og vi sås tit til fælles spisning og hygge..
Vi overtog farmors brugte 17” sort/hvide Tor-fjernsyn, som vi malede almueblåt og placerede med en stueantenne i soveafdelingen.
Vi købte ind i ismejeriet på vej hjem fra jobbet, og vi brugte grønthandleren. Herlev by var koncentreret omkring kirken og kroen og det store kryds ved ring 3. Der var naturligvis butikker: en stor isenkram på hjørnet ved krydset, Bangs Torv var en tømmerhandel, biblioteket lå i en barakbygning, men udvalget af forretninger var begrænset..
Det var jo et nyt område at udforske, og vi kørte til Glostrup Center, som ikke var overdækket, Rødovre Center, som var en del mindre,men hvor vi jo var kommet i forbindelse med fødslerne. Senere blev det mest Lyngby Centret, vi benyttede, og hvor vi naturligvis havde vores favoritforretninger, f.eks. Gazelle med kvalitetsskindtøj.
Da Ulla kom i lufthavnen fik hun mulighed for at blive medlem af LIC (Lærernes Indkøbs Central), hvor vi gennem mange år lagde rigtig mange penge.
Der blev også oprettet en indkøbsforening i lufthavnen, som vi var medlem af, og som gav rabatter i forskellige forretninger - og havde en benzinstander med billig benzin.
På kolonialvareområdet lå der en lavprisforretning, Suma, med storkøb på grænsen til Ballerup i en del af Mileparken, som nu er bebygget af Løven. Her handlede vi i rigtig mange år. Forretningen flyttede senere til Lautrupparken under navnet ‘Superstore’ (nu er det Føtex, der ligger der).
Vi kender alle det, at vi pludselig ikke kan forstå, hvor pengene blev af. Der var budget og regnskab og rimelig styr på de faste omkostninger, men hvor blev de resterende penge af?. En hjælp til at få det overblik var den lange periode, hvor vi indberettede alt det, der blev indkøbt til husholdningen - specificeret med mærke, vægte, pris, forretning, evt.rabat - til Dansk Husmoderpanel. Vi overførte ugens forbrug til små sedler, så vi kunne følge udsvingende forbrug.
Når året var gået blev beløbene lagt sammen, så vi kunne sammenligne med tidligere år. I en parantes blev indkøb af drikevarer opført.
Årsopgørelserne fra 1992 -2004, hvor vi ophørte, er scannet.
Belønningen var, at man for opsamlede point kunne købe fra en særligt katalog, og på den måde fik vi bl.a. samlet vores Tivoliglas, men også andre nyttige ting.
Telefon fik vi først efter Ulla blev ansat i Statens Luftfartsvæsen. Ellers måtte man bruge telefonboks – enten oppe i grøntsagsforretningen eller senere ved tennisbanerne.
Derimod blev ferieoplevelser prioriteret, hvilket man kan overbevise sig om ved at se på oversigten over vores rejseaktiviteter.
Ulla var en god økonom, og der blev spist ganske meget billigt kød (f.eks. lever, hjerte, tunge, kyllingehjerter).
Vores fester – barnedåb, konfirmation, housewarming, kobberbryllup og mange andre stod vi selv for. Ulla var god til at få ideer og planlagde med stort og spændende overblik de enkelte menuer, borddækning osv, og kun i få tilfælde havde hun rekvireret hjælp udefra til servering.
Og menuerne var altid lidt alternative og hun skaffede de spændende ingredienser, der var i de moderne retter, og så stod vi i fællesskab om at gennemføre eksperimenterne.
Ulla ville have kunnet genfortælle menuerne for alle de store fester, for der var ikke overladt noget til tilfældighederne.
I de første mange år blev vi begunstiget af stigende inflation, så husomkostnigerne blev en mindre del af vores indtægter, og med min oversergentløn og tilskauddet fra timerne på Bibliotekscentralen kunne vi spare sammen til forbedringer i huset.
Vores mærkedage
Housewarming 1974 (7.12.1974)
Efter færdiggørelsen af førstesalen holdt vi housewarming. Ud over familien var deltagerne E.S. og Inge Nielsen, Torben og Ilse Malmstrup og Mogens og Line Johnsen fra forsvaret samt fra Bibliotekscentralen Erik og Lillian Kristensen, Jørgen Christiansen og Ruth Funck samt Ove Gundberg med kone.
Pejsewarming 1975 (8.11.1975)
Efter lang sagsbehandling blev brændeovnen på første sal endelig indviet.
Kobberbryllup 1.3.1980
Jørgens mærkedage 40, 50, 60 og 75 år (1981, 1991, 2001, 2016) og receptioner på BC/DBC
Sølvbryllup afholdes 2.9.1992 på Liselund Slot-
Det var helt igennem et Ulla projekt med mange gode ideer.
Tilfældigvis var der et nationalt projekt, som opfordrede alle til at beskrive, hvad de lavede 2.september. Vi havde bestemt noget fortælle og indsendte denne beretning.
Regning for arrangementet.
Menukort 1992, som er et godt eksempel på Ullas kreativitet. Hun havde gennem årene samlet kravebenene fra hønsefugle, og nu fandt hun anvendelse for dem.
Ullas mærkedage (30, 50 og 60 år samt jubilæum)
Flemming og Christian
Her havde det jo været rart, hvis kapitlet var skrevet, mens Ulla levede, for det var i høj grad hende, der varetog børnenes opdragelse, og derfor havde alle de gode minder om skovture, cykelture mm.
Ulla havde en god barselsperiode, hvor hun fik en udpræget trang til ‘sukkerknald’ (hugget sukker), så hun somme tider ofrede sin gode søvn for at gå i køkkenet. Hun bar Flemming rigtig flot under den spencer, der nu blev hendes uniform.
Hun solgte i øvrigt sin urin i graviditetsperioden. Den blev afhentet af en varebil forklædt som en blomsterleverandør.
Barselsorloven var på 12 uger, og selv om hun kunne træde fra nogle uger før forventet fødsel, så havde Flemming ikke tid til at vente, da Ulla besluttede sig for at gå på barsel, men valgte at komme dagen efter - oven i købet en søndag til week-end-takst.
Fødslen fandt sted på Gyda Wengs klinik i Rødovre Centrum, og alt gik godt.
Barnets ankomst var jo forberedt. Der var købt en ny barnevogn på Christian Møllers Plads, moseskurv, ny seng mm. Der blev konstrueret puslebord oven på en kommode.
Babytøj, bleer og hvad der ellers skal bruges blev linet op.
Ulla havde masser af mælk, og var nødt til at tømme sine bryster med en lille pumpe og opbevare det i køleskab.
Med et barn kunne Ulla ikke blive i operativ tjeneste, og blev overført til Luftværnsgruppens tekniske bibliotek.
I begyndelsen kogte vi alt tøjet i en stor gryde. Jeg vil ikke påstå, at jeg syntes det var morsomt at komme hjem til lugten af kogt sæbelud.
Gennem sergent Finn Hansen fik vi fat i en vaskemaskine, som blev boltet fast i fyrkælderen. Det var en stor lettelse.
Christian blev ligeledes født på klinikken i Rødovre. Hans ankomst var midt i den politiske krise omkring Tjekkoslovakiet. Den betød, at forsvaret var i højeste beredskab, og alle skulle blive på deres positioner. Derfor var jeg ikke med til fødseln, men fik dog fri en times tid, da Ulla havde ringet og berettet endnu en vellykket fødsel.
Billeder - der kommer flere
Flemming
Christian
De to brødre var næsten altid sammen, og derfor er der mange billeder, hvor de optræder sammen.
Drengeårene
Studenteråret 1988 , hvor både Flemming og Christian bliver studenter fra Herlev Gymnasium
Der var ingen børneinstitutioner i Hjortespring, så Flemming blev først passet i privat dagpleje på Tvedvangen tæt ved.
Vi indgik så i den forældregruppe, som stod bag opførelsen af institutionerne på Lindehøj, og som skabte venskabet til Asger og Addi Pilegaard.
På det tidspunkt var Klausdalsbrovej slutningen på Herlev. Der var flere store gartnerier, planteskole og store åbne rarealer, hvor man kunne nyde naturen med små søer, hvor der kunne fiskes, rævegrave med hvalpe - altsammen noget der forsvandt, da den oprindelige natur blev jævnet og anlagt som golfbane. Fristedet for børn og voksne for naturoplevelser forsvandt.
Ikke underligt skulle vi ikke have 'ung pige' i huset, men søgte en ung mand. Det fik så. En rigtig flink dreng fra Møn, hvis primære opgave var at passe drengene. Jeg kan ikke huske, hvor længe vi havde ham.
Hun blev overordentlig glad, da hun fik jobbet i Statens Luftfartsvæsen, fordi der var mange skiftevagter og vagtplanen gav fridage på hverdage. Den fritid nød hun ikke mindst sammen med drengene.
Det betød også, at de herefter stort set ikke var i institution.
Begge drenge har benyttet sig af sundhedsvæsnets gratis ydelser, og det har hver gang været Ulla, der har skullet vente på skadestuen.
Det er ikke tilfældigt, at Ulla på vores køkkentavle kommenterede en magnetbrik med påskriften ”Hvis jeg havde vidst, at børnebørn var så sjove, ville jeg have fået dem først” med ordene: Næ! jeg kan ikke undvære mine egne børn.
Ulla havde det princip, at man ikke skulle sige 'nej', før man havde lyttet til børnenes argumentation. Hun ønskede at give dem frihed under ansvar, og jeg vil tilskrive hende, at vi stort set ikke har oplevet teenageoprør.
Til gengæld var vi også enige om opdragelsen, og havde den ene afgivet svar eller besked, så var det den, der gjaldt.
Drengene fik lommepenge et efter belønningssystem, som var tilpasset de opgaver, man skulle deles om..
Senere supplerede Flemming sin økonomi med at køre med morgenaviser (Jyllandsposten) og senere bijob på plejecentret.
Christian ville hellere sove længe.
Ulla havde været spejder, og sørgede for, at de begge blev indmeldt. For Flemmings vedkommende blev det en kortvarig periode: det interesserede ham ikke.
Derimod passede det Christian fint. Han fik gode venner, og det kulminerede med at de var fire: Jacob, Karsten, Thomas og Christian der tog jagttegn og drog ud i den Nordcanadiske ødemark på Anderson River.
Ulla fortalte ofte om hendes glæde ved at spille blokfjløjte, selv om hendes små fingre dårligt kunne række over hullerne, og da der blev oprettet en musikskole i Herlev blev drengene indmeldt.
Flemming spillede blokfløjte, Christian lærte at spille klarinet.
Artikel i ‘Herlevbladet’
Ulla sørgede også for, at der blev anskaffet klaver, og endnu engang måtte vi erkende, at vores to drenge var vidt forskellige – og det er de jo fortsat.
Flemming var bestemt ikke til skalaer, men havde heldigvis en god musikpædagog, som tillempede skemaet..
Ulla berettede med slet skjult stolthed oplevelsen af, at Christian havde siddet og spillet på gymnasiets flygel, mens der blev ventet på, at Flemming fik sin hue.
Begge kom til at gå på den nybyggede Hjortespring skole, og senere på det nystartede Herlev Gymnasium. Flemming tog 10.klasse med, og således komme de til at følges i gymnasiet på forskellige linier til deres studentereksamen i 1988..
Det var naturligvis også Ulla, der besluttede, at punktummet for deres skoletid skulle markeres med maner.
Hendes mange overtidstillæg blev konverteret til en måneds rejse til Brasilien og Argentina i 1988 for os allesammen..
Derefter skiltes deres veje: Flemming gik i gang med uddannelsen til sygeplejerske, mens Christian tog til RUC for at blive cand.adm.
Men på andre felter har de haft parallelle forløb:
- De blev begge færdige med deres uddannelser i 1995 og fik straks job
De boede en periode tæt ved hinanden på Østerbro
De blev begge gift i 1998
Begge par købte hus i Skovlunde i 1998
Begge par fik første barn i 1998
Begge par fik andet barn i2003
Flemming blev konfirmeret 24.april 1983
Fars tale
Christian blev konfirmeret 31.marts 1984.
Fars tale
Vores kæledyr
Vi har haft nogle få kæledyr.
Da Flemming og Christian var små havde vi et marsvin i bur. Ovenstående billede er det eneste, der findes af Rasmus.
Vi havde gulerødder i en skuffe i køkkenet, og når den blev åbnet, peb marsvinet af forventning om et snarligt måltid.
27.august 1972 kom Topper til. Det var en rødbrun cockerspaniel, som vi havde meget glæde af.
Desværre var vi ikke gode til at få den opdraget ordentligt, så den hoppede op af folk af glæde, tiggede forgæves ved bordet, og kunne blive utrolig lang, hvis der lå noget på et bord, den gerne ville have.
Den har praktiseret at spise en hel æske med fin, fyldt chokolade, en bageplade med kokusmakroner i Esbjerg.
Den havde sin egen sti bag espaliertræerne, hvor den skældte ud på besøgende til koteletgrunden.
Topper blev far til et flot kuld helt sorte hvalpe med Godftfredsens sort/hvide spaniel. Godfredsen boede henne om hjørnet på Grønhavevej, og vi var kommet til at lære dem at kende gennem Kurt og Lis. Den hvalp, vi skulle have ud af det, blev købt af Ullas kollega Erik Schlüter.
Topper fik problemer med ørerne, primært fordi vi ikke tog os af symptomerne. Turen gik til dyrlægen, som ikke kunne love bedring og efter en kort drøftelse med dyrlægen besluttede Jørgen, at den måtte aflives (9.marts 1983). Det var en tung beslutning at tage alene, og trist at komme tilbage uden vores hund.
Ulla købte dværgvagtler, som blev installeret i drivhuset. Hannen hed Alfred, og horede flere hunner til døde. Der blev lagt æg, men der kom aldrig noget ud af dem, men de var hyggelige at iagttage..
At vi skulle have høns var også Ullas idé. Fra Ole Hovman og Kristine fik Ulla en høne af dvægracen Wayandotte, og de første æg blev lagt til udrugning under en varmelampe i 2002. Med tiden fulgte hønsene Ulla i hælene, når hun gik i haven, og ikke mindst den gamle ‘Neller’ kunne tålmodigt stå på måtten udenfor terrassedøren.
Kommunen tillader én hane, og derfor måtte Ulla svinge øksen og halshugge to haner.
Ulla sørgede for foder og vand og hyggede sig med dem, og efterhånden fik de lov til at gå frit i haven, når Ulla var ude.
Det skulle vise sig at blive skæbnefyldt, da Mikkel ræv ved højlys dag, mens vi sad og læste morgenavisen, i løbet af ingen tid tog alle bortset fra ‘Neller’. Den jævne strøm af friske æg, som vi havde haft stor glæde af, blev så kraftigt reduceret.
Senere fik Flemming og Marianne en dejlig sort labrador, Plet, som vi havde den glæde ofte at kunne passe, dels i Herlev, dels i Sverige. Ikke mindst Jørgen havde stor glæde af at gå lange ture med den til fælles fornøjelse.
Plet fik en kræftknude ved rygsøjlen, og blev aflivet 6.september 2013.
 |
Sammenholdet mellem generationerne
Vi havde et meget tæt forhold til vores respektive forældre/svigerforældre.
Axel og Tove var hyppige gæster i Herlev (i en periode med betegnelsen 'onsdagsnasserne') og der blev givet mangen en hjælpende hånd af den ene og den anden. Og vi var tilsvarende meget på Veronavej.
Vores første lange udenlandstur til Sri Lanka var med Axel og Tove, besøget i Lofer, hvor Axel og Tove var på camping blev vores første besøg i Østrig, og vores første tur til London var at overraske Axel og Tove.
Flere gange oplevede vi, at Axel og Tove ville køre en omvej for at besøge os, hvor vi nu måtte have lejet en hytte (Alsace, Østrig)
Ulla var utrolig opfindsom til at invitere Lisbeth og Viggo med på ferieture, lokkede dem også til at tage med Englandsbåden med drengene til London, hvor vi og Axel og Tove befandt os.
Mere forbløffende var det, at det faktisk altid endte med, at de sagde ja-tak, også selv om de flere gange selv måtte lægge bil og benzin til.
Alt dette livsbekræftende forsvandt med Lisbeths (1987) og Viggos (2001) død, og kontakten til Axel og Tove blev afbrudt i 2002.
Vores vennekreds
Vi var nogen af de første, der havde eget hus, og dermed et fristed for familie og venner. Døren stod altid åben, og da vi ikke havde telefon, måtte man jo tage chancen.
Og dem var der heldigvis mange af, og man kunne jo i øvrigt så planlægge næste besøg, nå man var sammen.
Det blev til rigtig mange gode, improviserede måltider og samvær.
Mange er afgået ved døden, men jeg kan her i 2017 stadig se tilbage på venskaber, der går meget langt tilbage:
Stig og Herdis
John og Solveig med deres børn. Nok dem, vi er kommet mest sammen med i hverdag, fest og på rejser.
Torben (og Ilse, nu Rita)
Finn
Men gennem årene har der været rigtig mange trofaste venner, som var fast inventar til Sommerfesterne, som i øvrigt også var Ullas opfindelse.
Sommerfester
Det samme gjaldt, da hun opfandt 'damejulefrokosterne', som var et sammenskudsgilde med de kvindelige venner og kolleger, og hvor mændene spiste rester i køkkenet eller kælderen, når de kom for at hente deres koner.
På Ullas foranledning tilbød vi Mogens og Line Johnsen at deres ældste søn, Søren, kunne bo hos os et år for at gennemføre sin skolegang i Herlev, da Mogens skulle til NATO i Belgien.
Stig Duus har boet her en periode, og ligeså Nana Winkler efter at have færdiggjort sin uddannelse.
Källaremoen
Lige fra vi lærte hinanden at kende, har vi tilbragt rigtig meget tid i Sverige. Startende med lån (der blev betalt med vin) af Helsteens ødegård til mange ophold på ødegårde udlånt gennem Novasol. Ikke at forglemme de mange ture til Tomtebo, som var ejet af min første chef, Ole Hovman.
I år 2000 fandt vi omsider et hus, som vi bare faldt for, og opholdene på Källaremoen blev åndehullet i naturen.
Kong Alkohol
Desværre fik Ulla efter år 2000 et problem med alkohol. Jeg burde have opdaget det, da Ulla holdt op med at bage marengs til sommerfetserne, og min egen indsats ved samme blev mere omfattende.
Men som et lynnedslag blev jeg kontaktet af Ullas firma, som mente at have konstateret, at der var noget galt. Ulla blev kørt direkte på Majorgården, men selv professionel behandling fik kun midlertidig virkning.
Det er klart, at de mange år ligger som et traume og frustration.
Situationen bragte desværre skår i familiekredsen, som ikke stod til at redde. Det skuffede hende mere, end hun gav udtryk for.
Da Ulla var kommet på behandling på Majorgården under firmaets auspicier i 2002 (21.7 - 22.8), besøgte jeg naturligvis Ulla hyppigt. Hun kunne afgjort ikke lide at være begrænset i sine udfoldelsesmuligheder.
Hun kunne også godt se, at de andre havde store problemer. Det havde Ulla ikke, og hendes mål var ikke at blive alkoholfri, men at kunne drikke socialt.
Jeg undrede mig over, at Axel og Tove ikke dukkede op, og det skete kun en enkelt gang, og da efter at jeg havde ringet til Axel og bedt dem komme.
Ulla havde en efterbehandling på Majorgården 4.-12.4.2003. (Farvelhilsen fra C-holdet)
Denne manglende interesse for Ulla fik mig i 2005 til at skrive et brev til Axel, hvor jeg i diplomatiske (og selv efter disse mange år mener jeg, at det var et skoleeksempel på et diplomatisk udformet brev) vendinger fortalte, at han ikke kunne være bekendt at være ligeglad med Ulla.
Selv om det var en mail til Axel medbragte han den til Bodil, så der var ikke megen brevhemmelighed.
Det førte ikke til nogen reaktion, og siden har der været 'væbnet neutralitet', da jeg havde meddelt, at jeg ikke havde lyst til at have noget med ham at gøre, før han evt. havde brug for min hjælp.
Ulla var både ked af det og ikke mindst skuffet over Axel, som hun ellers havde sat stor pris på.
Nu var det et brev fra mig til Axel og vedrørte ikke Ullas forhold til Axel. Det forstod Axel åbenbart ikke, så fra den dag var Ulla ikke en del af familien: blev end ikke inviteret til hans 80-årsdag, ejheller hans 85-årsdag, endskønt han til Olivers fødselsdag havde slået ud med hænderne, at alle omkring bordet var velkomne til hans fødselsdag
Det førte nu ikke til, at Ulla blev inviteret – ej heller selv om hun ringede til Axel og spurgte hvorfor.
I et forsøg på at hjælpe Ulla med at forstå alvoren bag drikkeriet, besluttede drengene, at vi blev forment adgang til børnebørnene. Det var et hårdt slag for os begge, selv om jeg bestemt havde forståelse for deres disposition. Et år til jul står stærk i min erindring: Christian med familie ringede på døren, og julegaverne blev fordelt med familien stående på trappen. Det gjorde ondt.
Her er to notater, det ene fra 2005, det andet udateret, som begge illustrerer hendes fortvivlese.
Mailudveksling med Christian i 2006.
De forsøg Ulla efterfølgende gjorde på at nå Axel førte ikke til noget – eller også blev der slet ikke svaret.
Et af Ullas store spørgsmål var: hvad er min familiære status i relation til Axel. Hun forsøgte at finde ud af det gennem Formynderiet, men det gav ikke noget resultat. Trods adskillige opkald og mails, blev det uforståeligt nok aldrig dokumenteret.
Da Ulla og jeg skulle have lavet vores testamente, gik det op for os, at Axel retsligt skulle have skiftet, da han giftede sig med Tove. En henvendelse desangående forblev ubesvaret, så på den måde blev Ulla snydt for den arv, der tilkom hende efter hendes mors død.
Vi savnede ikke pengene, men var sammen skuffede over, at man trods jura kunne slå hånden af sin datter – og samtidig i andre kredse begræde, hvor bedrøvet var man var over situationen.
Jeg havde lovet Ulla, ikke at sende hende i behandling igen, så mit alternativ var at flytte hjemmefra en periode i håb, om hun så ville vælge alkoholen bort.
Jeg flyttede i påsken 2009 til Islevholm, hvor Johns afdøde mors hus stod ledigt.
Det gav tid til overvejelse, som resulterede i at jeg valgte at fortsætte med at leve sammen med Ulla, ob jeg flyttede tilbage 6.10.2009. Jeg fortryder ikke den beslutning, selv om det til tider har været noget problemfyldt. Jeg var bange for, at Ulla ville gå helt i hundene, hvis hun skulle være alene. Det kostede desværre Ullas tætte forhold til Solveig (og John), som havde stillet Johns afdøde mors hus til min rådighed.
Ulla skulle altid lige se noget i fjernsynet, når jeg syntes, vi skulle gå i seng. Det varede noget, inden jeg indså, at den egentlige årsag var muligheden for at kunne tage sig en tår. Da jeg opdagede det førte det til adskillige ordvekslinger, som jo desværre ikke førte til noget, og vores seksualliv døde. Selv et kys ville være afslørende, så den legemlige kontakt blev kraftigt reduceret.
Det var slemt, at den bundærlige Ulla pludselig ikke var til at stole på.
En konsekvens blev, at jeg forlængede min arbejdstid, for jeg vidste jo ikke, hvad jeg kom hjem til. Muligvis en forkert disposition, men jeg orkede det ikke.
På den måde gik vores gode rejser hen og blev afslappende frirum, fordi der var styr på alkoholindtaget, og der genoplevede vi i perioder vores kærlighed til hinanden..
Jeg fik hende overtalt til at tage imod kommunens tilbud på Kagsgården, og behandlingen var godt i gang, da de skiftede medarbjeder, og Ulla ikke ‘gad’ starte et nyt fortrolighedsforhold.
Ulla sidste tid og død har jeg placeret på siden Ullas hjørne.
|
