Sidst opdateret 31. januar 2017

Denne side er under opbygning.

Raketbatteri Gunderød (FLD531)

Sergentskolen

Operationscentralen i Ejbybunkeren (FLD530)

Sammenhold

Ejbybunkeren genåbnes

Jeg blev indkaldt til session 6.6.1963 efter at havde fået den udsat aht. studierne. Jeg mener, at det foregik på Skt.Jørgensskolen (måske Reimarsskolen?) og efter et antal skriftlige prøver var der lægekontrol

Indkaldt til militærtjeneste i flyvevåbnet.

Rekruttid i Karup fra 3.august 1964. Den var på to måneder, men da jeg blev udtaget til befalingsmand, fik vi en måned mere inden vi fordelt.
17.8.1964 er jeg uheldig da jeg skal fjerne bajonetten fra mit gevær. Den siddder fast, og da jeg med magt får den rykket fri lander den lige ved mit øje, og jeg ryger på Herning sygehus.

Jeg skulle møde i Gedhus, som var et trinbrædt uden for Karup Flyvestation, og herfra gik vi så til lejren, hvor vi under kommando fik udleveret udstyr. Vi klædte om i det fri, og vores civile tøj blev pakket i sække og sendt hjem.

Mit soldaternummer var 642 123.

Den første periode måtte vi ikke forlade området. Man ville sikre sig, at vi kunne begå os som soldater. Derefter kunne man tage til Herning eller Viborg, men uden nattegn skulle man være tilbage og i seng inden kl.22.

Når man havde forlænget orlov kunne vi rejse til soldaterpris. Turen til København kostede 34 kr. og vi fik udbetalt ca 33 kr. om ugen, så der var ikke meget at slå til Søren med, når man også skulle have sin pibetobak og på KFUM om aftnen til kaffe og wienerbrød.

Et par gange prøvede jeg at stoppe til Sønderborg, Det kan godt være, at det var billigt - og i øvrigt ret udbredt, da uniformen ofte blev betragtet som adgangsbillet. Men der var langt mellem bilerne fra Karup, så det kunne tage lang tid at få ‘bid’ og jeg har også prøvet at måtte skifte til tog i Kolding.

Selve rekruttiden var egentlig god. Vi havde en meget sympatisk sergent Ejsing, der var forstmand af uddannelse.

Det tradionelle billede af hele rekrutholdet august 1964.

Stuerne var naturligvis flersengsstuer, og der var koldt vand til morgen toiette. Der var en ugentlig badedag, hvor vi blev ført til badefaciliteter med varmt vand.

Holdet bestod af mange lidt ældre unge, som havde afsluttet en eller anden uddannelse, og det bevirkede en  behagelig og kultiveret omgangstone. Vores tillidsmand var Fischer Thomsen, jurist, som senere fik eget advokatfirma.

Her i august er vejret jo ofter stabilt, og jeg husker egentlig mest godt vejr. Lyngen på eksecerområdet blomstrede, og generelt var der ikke mudret på heden.

Vi fik udleveret garand-gevær (7 mm), og var et af de første hold der fik udleveret en såkaldt ABC-uniform - i tilfælde af atom- eller kemisk krig. Den blev kun brugt undtagelsesvis, og normalt blev der brugt drejlstøj, som blot var noget tyndt stof.
Vi havde både et sæt korte og et sæt lange støvler. Til de korte hørte gamascher, der skulle ˜pibes” med gråt. Messingspænderne på bæltet skulle pudses, og støvler €˜gejles”, dvs. pudses omhyggeligt med skosværte og vand for at give en stærk, blank hinde.
Vi var de første, der fik udleveret den ny udgangsuniform til erstatning for det todelte battledress.

Når vi var ude i området, kom der en ˜tut”-vogn, som medbragte bl.a. wienerbrødstænger, og med den fysiske aktiivtet vi havde, var det ikke noget problem at sluge en hel stang på den korte pause, der blev bevilget, og hvor man også måtte ryge. Jeg holdt nu op med at tage min pibe med, da jeg knækkede en under øvelsen og man alligevel ikke havde tid til en ordentlig pibe tobak. Det var afmålt efter cigaretrygerne.

Efter dagns dont gik aftnen så med at vaske sit drejlstøj, pudse støvler, pibe bælte og gamacher - og skille/samle og pudse gevær.

Fld531

26.9.1964 jeg udtaget til befalingsmandsskole på Flyvevåbnets sergentskole, som lå i Værløse.,
Jeg blev udtaget til Luftværnsgruppen, som var den enhed, der stod for raketbatterierne omkring København. Jeg anede ikke, at vi havde raketter i Danmark. Det betød også, at vi ikke bare fortsatte på sergentskolen, men først kom i jobtræning på de forskellige detachementer.

I bogen Flyvevåbnet. Historie og udviklingâ€� er der et afsnit om Luftværnsgruppen, som ved bogens udgivelse i 1966 var en ret ny organisation.

Jeg kom til Sjælsmark kaserne 26.10.1964 og skulle gøre tjeneste i FLD531 (FLD=FlyverDetachment) i Gunderød i Nordsjælland. 
Indkvarteringen var i den moderne kaserne på Sjælsmark, hvor flyvevåbnet havde de fjerneste barakker, mens det ellers var Dronningens artilleriregiment og en del af rekrutterne fra Livgarden, som ellers lå i Sandholm et stykke derfra..

Det lå dermed uden for alfarvej, og da jeg ikke havde bil, lagde jeg billet ind hos de kollegaer, som alligevel skulle til og fra staden.
Jeg lejede et værelse på Tølløsevej 71 i Brønshøj. Det var et stort, pænt værelse. Jeg fik en hylde i køleskabet, og badeværelset blev delt med husets fire beboere. Det var nu ikke noget problem at få næsten faste tider.
Hyppigst kørte jeg med John Stolpe, som samlede mig op ved Husum station, men jeg har også kørt med mange andre, bl.a. Holger Thuesen og sergent Lundgren, som boede inde på Hulgårdsvej..

FLD531 bestod af at kontrolområde og et affyringsområde, hvor der var 2 batterier med Nike Hercules raketter (sektion A & B) og et med de mindre Ajax-raketter i sektion C. Kontrolområdet, hvorfra man styrede afskydningen, blev til daglig kaldt ˜Bjerget” da det lå på en bakketop. Her blev Mogens Johnsen på et tidspunkt chef.
 

Chefen var Lundbye, næstkommanderende Nørballe. Sidstnævnte var en lidt speciel person, men jeg husker han engang kom på inspektion i sektionen og undrede sig over at operatørerne sad i rummet, men han kunne ikke finde noget at sætte sin finger på i området. Alt var fejet, sat på plads og OK. Han gik uden yderligere kommentarer.

Administrationsbygningen og maskincentralen var reelle bygninger, mens man var gravet ned i små bunkers i de enkelte affyringssektioner

Der var dobbelte slusedøre både ved indgangen fra affyringsområdet og bagudgangen til dieselgeneratoren til nødstrøm. I baggangen var der plads til at de menige kunne sove. Det vigtige rum var naturligvis midt i hvor affyringskonsollen stod, og hvor der var to bænke langs væggen, hvor man kunne sidde.

Her gik vi så sammen med ˜de gamle’, som f.eks. Finn Hansen, Torben Malmstrup.

Dagen startede med at tiltrædende vagthold blev kørt ud fra Sjælsmark, og der blev foretaget overdragelsesforretning mellem ældste befalingsmand, så man havde en status at gå ud fra. Med overdragelsen af nøglen til affyringspanelet, havde man skiftet vagthold, og nøglen blev hængende i dens kæde omkring halsen til næste morgen.
Hvis ikke raketterne var i beredskab skulle de køres ud fra hangaren, og uanset hvad, skulle de have et dagligt tjek mht fastspændte skruer og trykket i brændstoffet.
Derudover skulle hangar og området være rengjort.

Øvelser blev startet med sirener, og man slap, hvad man havde i hændene og gik bunkeren. Her ventede man så på ordrer fra ‘Bjerget’ om evt. affyring.

Jeg kan se ud af andre papirer, at jeg i september søger fritidsjob på Bibliotekscentralen, fordi jeg havde 24-timers vagter med to efterfølgende fridage og altså kunne arbejde ca. 14 dage om måneden.

Blandt kollegerne kan jeg lige nu komme i tanke om

Oversergent Vingaard
oversergent S.G.Pedersen, som ofte benyttede Spies tilbudsrejser, når flyene skulle fyldes op.
Løjtnant Søren Kaiser Nielsen, som jeg senere har truffet på CA World et par gange. Som jeg husker det, kørte han på motorcykel. Han havde den specielle evne, at kunne oplever omverdnen. På turen til Gunderød kunne der være stof til en halv times historier. 18.02.2013 var der en dødsannonce i Politiken.
Løjtnant Erik.Schmidt Nielsen
Zølner i sektion C, som senere kom til den militære del af kontrolcentralen i Købehavns lufthavn.
Sergent Holger Thuesen, som jeg ofte kørte med ind til byen. Han blev senere formand for Luftvet - Foreningen af Luftforsvarets Veteraner.

Sergentskolen 1965

Efter perioden med hvor vi gik i jobtræning, gik turen 27.4.1965 går til Flyvevbnets sergentskole. Sergentskolen lå i Værløse, og Luftværnsgruppen havde sine egne sergenthold.

Faciliteterne var gode, men træningen hård - og med de kendte stresprøver: udkald om natten  i fuld feltmæssig, korte tidsfrister for klargøring osv.

Beffalingsmændene var OK. Jeg kan desværre ikke huske, hvad vores daglige oversergen hed. Jeg mener, at jeg har nogle billeder fra felten liggende, men de skal lige scannes..

Området ved Melby var ofte øvelsesområde, og her blev der både kastet med håndgranater (ananas) og skudt med panserværnsraketter. Normalt blev vi altid kørt på lastbiler med bænke langs siderne.

Billeder fra øvelse(r) formentlig ved Melby.

Jeg har også fundet et par billeder fra en tur, vi åbenbart har haft til bl.a. Radiohuset i Rosenørns allé og Christiansborg, men som jeg ikke har relateret til sergentskoletiden.

Det blev til en enkelt flyvetur (når man nu var i flyvevåbnet!), hvor turen gik til Karup, hvor vi fik set ‘storebrors’ operationscentral. Det var formentlig en Dakota, vi fløj med. Indretningen var sparsom og ubekvem, og selve flyvningen var heller ikke morsom. Dertil var der for mange lufthuller.

Jeg har fået to særlige præmier: det ene for et terrænløb, hvor jeg valgte et atlas (med inskription) - og så tror jeg det var for min førsteplads på sergentskolen, at jeg fik Tom Kristensen: Hærværk. Jeg husker, at den befalingsmand, der stod for det, mente, at det var velvalgt, men jeg tvivler på, om han ikke blot hentydede til titlen.

Da jeg forlod sergentskolen var jeg i absolut fysisk topform som ingensinde senere. Når vi skulle løbe med de menige kunne jeg løbe lige så hurtigt baglæns, som de kunne løbe forlæns.

24.7.1965 var jeg til eksamen, og det lykkedes mig at blive nummer 1 på mit hold med deraffølgende portrætophængning på gangen..

Derefter gik turen tilbage til FLD531, hvor jeg primært havde med Hercules-raketterne at gøre - primært i sektion B. 
Befalingsmændenes indkvartering var moderne enkeltværelser, men man var der jo kun sjældent, fordi man kunne tage hjem.

Udgangsuniformen var battledresset, men man kunne også købe fratræednede sergenters engelsk prægede uniformer med rigtig jakke og bælte i almindeligt gråblåt klæde. Det gjorde jeg, fordi jeg synes det gav mere pondus og adskilte sig fra de menige.
Senere blev der så fremstillet en egentlig udgangsuniform, som dog ikke havde spændebælte.

Ud over en beskytelseshætte over afskydningsknappen på konsollen, skulle der bruges en sikkerhedsnøgle, før der kunne foretages en afskydning, og den nøgle gik man som raketbefalingsmand med omkring halsen.

Vagtoverdragelesen bestod i, at man sikrede at der var tryk på raketterne, og at skruerne var spændt med det rette moment. Når det var kontrolleret, og evt. udeståender til dagens program var drøftet, kunne nøglen overdrages til næste vagthold.
I en lang periode delte jeg sektion med  John Stolpe, som den dag i dag er en af mine bedste venner.

Maden blev kørt ud i sektionerne fra Sjælsmark Kaserne og blev indtaget i den lille bunker, hvor vi havde afskydningskonsollen og siddepladser til holdet. Bagved var der køjer, så der kunne soves. Endelig havde hver sektion sin egen generator, som skulle klare strømforsyningen, hvis den offentlige strøm forsvandt.

Detachmenterne turnerede om at have 24-timers tjenesten, så når man var ude af beredskab, skulle der leges soldat med de menige, men jeg husker også afholdelsen af en enkelt fest på Karlebo Kro.

Her lærte man at sætte pris på gode håndværkere, som var baggrunden for de fleste menige i Luftværnsgruppen. De optrådte disciplinerede og udførste deres job samvittighedsfuldt.

Det betød dog ikke, at jeg undgik stuearrest i forbindelse med, at et par kabler blev kørt over på vej ud til affyringsramperne. De var ikke blevet befæstiget forskriftsmæssigt. Irriterende!

Jeg tror kun, at jeg en enkelt gang har råbt højt af en menig under en udgangsparade.

Skydningen i USA (El Paso) nåede jeg ikke at deltage , da jeg flyttede til FLD530 inden det blev ‘min’ tur.

FLD 530

Efter relativ kort tid søgte jeg om at komme til kontrolcentralen (FLD530), som var beliggende i en stor betonbunker i Vestvolden i Rødovre. Det var tidligere nævnte Finn Hansen og Torben Malmstrup, der kunne berette om tjansen, når man mødtes til Luftværnsgruppens fælles skydeøvelser.
Der skulle en ekstra 'clearing’ til, men det gik også i orden. Jeg mener, at jeg kom dertil i november 1966.

I princippet gik man vagt 24 timer, for derefter at have to dage fri. I ferieperioder var det dog ikke muligt, og så gik man 'kineservagt', dvs. hveranden dag. Det var Finn Hansen, Torben Malmstrup og mig der normalt lavede vagtskemaet for befalingsmændene, og vi var ofte sammen på vagt..

Vi havde få menige, som bidrog til vagten i dagtimerne og for transport, bl.a. efter maden, som blev hentet i store tønder i Avedørelejren, som var Luftværnsgruppens hovedsæde. De hentede også de sergenter, der ikke boede hjemme, og som derfor var indkvarteret på Østerbro Kaserne, har Torben Malmstrup fortalt. Vognen - et folkevognsrugbrød - samlede så KF’ere op på vejen.

Bunkeren lå inde i Vestvolden, og adgangen foregik gennem en sluse, hvor vagten kunne kontrollere personerne inden der blev lukket op. Vi fik leveret en lang række aviser, og det gav i disse år rig anledning til at vurdere de enkelte aviser og deres ståsted.

Ved siden af vagtlokalet var der en seng, hvor man kunne hvile. Forudsætningen for at komme ind, var at man ringede på, hvorefter man gennem et glukhul kunne se, hvem det var. Man kunne så åbne den store ståldør. og så personellet og besøgende kunne komme ind i slusen og vise adgangsbevis, hvorefter den inderste ståldør bev åbnet.

Man skal forestille sig en betonbunker i to plan, hvor den nederste var under jorden. Der var ingen vinduer, så under vagten var det kun, når der kom folk udefra, at man vidste om det var sol eller regn.

På første sal – indgangsniveauet – var der en gang, som gik omkring hele operationsrummet. Langs ydersiderne var der befalingsmændenes kvarter, spisestue, chef kontor og rum for dagens operationschef.

Der var skydedøre ind til balkonen, hvor operationschefen sad med de officerer, der stod for kommunikationen til batterierne mht måangivelsel og affyring. Befalingsmændene sad ved siden af officererne med høretelefoner og fulgte med i kommunikatonen og opretholdt forbindelsen til batterierne og noterede minutiøst med mål, høje hastighed, affyringstidspunkt og 'kill', når de havde simuleret en afskydning og dens resultat. Under store øvelser var det ganske krævende, når der var stor aktivitet..

I underetagen var der tilsvarende en gang rundt om operationsrummet. Her var kvarteret for KF'erne, det aflåste signalkontor med fjernskrivere, telefoncentralen af den gammeldags slags med snoretræk, kvarter for officerer på vagt, samt teknikernes hule.  Lige op til det operative område var en opholdsstue, hvor man kunne slappe af mellem ens daglige opgaver.

I bygningens centrum var operationsrummet med radarskærme, hvor officererne kunne følge flytrafikken, og hvorfra varslingsoperatørerne rapporterede skærmbilledet til pigerne bag de store plastiktavler. De var opdelt i felter, som svarede til et net på radarskærmen. Herfra - og ved større øvelser også fra luftmeldekorpset, blev de enkelte ‘track’ rapporteret mht felt, retning, højde og hastighed. Det nedfældedes så - spejlvendt, fordi KF’erne stod på et lille podie bag tavlerne - med en fedtblyant retning, hastighed og højde. Blyanten var i øvrigt lavet, så den hurtigt kunne 'spidses' ved at man rullede et stykke papir af.
I siden var en tavle med status på de enkelte detachmenter, dvs. beredskabsgrad, raketstatus osv
Der var fluoriserende lys i operationsrummer, således at man kunne se at arbejde og samtidig aflæse radarscoperne. Lyset var ikke mindst til glæde for de mange frimærkesamlere, der nemt kunne identificere fluorisernede mærker.

Der kunne etableres linkforbindelse til de forskellige radarstationer, og ikke mindst var det en stor forbedring, da man fik Hipar (?) i Tune ved Roshilde.

Når der blev blæst til øvelse startede det med en infernalt sirenelarm på alle gange, og folk kom strømmende til og indtog deres operationelle pladser. For at det kunne give mening, skulle der jo være nogle mål i luften, som man kunne illudere som mål.

Vi kunne selv starte øvelser med de batterier, der var på vagt, eller øvelserne kunne initieres fra Karup, hvor vi normalt tog action på, om 'B.J' var på vagt.

Men det hændte også, at det var reelt, at man så flere fly, som kom fra det daværende Østtyskland DDR. Så blev der 'scramblet' en jager eller to fra vagthavende flyvestation, Karup, Ålborg eller Skrydstrup, og det var imponerende at se, hvor hurtigt jagerne kunne flytte sig mellem de enkelte sweep på radaren.

Vi oplevede flere kriser i min periode, hvor vi kom i højt beredskab, bl.a. under den russiske invation af Tjekkoslovakiet.

En gang imellem var der ˜TAC EVAL (Tactical evaluation), hvor der pludselig stod et hold – dag eller nat -, med både danske og udenlandske officerer, der skulle kontrollere, at vi havde styr på det. Det gik nu godt hver gang..

På et tidspunkt måtte vi forlade bunkeren, fordi den skulle renoveres. Det må sket ganske kort tid efter min ankomst, for nytårsaften 1966/67 havde jeg vagt i Hendriks hus. Det var i øvrigt den aften jeg faldt for en af de unge KF’ere, Ulla Ravn, som jeg blev gift med senere i 1967, og som jeg stadig er gift med.
Vi flyttede den operationelle del over i 'Hendriks hus' (jeg mener efter den ‘grønne’ fænrik, som var tilknyttet stedet), som lå inden for indhegningen, og nu måtte der etableres en egentlig vagt, dog uden skilderhus for der var en klokke, man skulle ringe på, og så sendte man fra vagtlokalet en bevæbnet mand ud for at lukke op. Det blev også nødvendigt at indføre sikringsrunder langs hegnet døgnet rundt.

Personellet blev installeret i et antal skurvogne, ligesom der var toiletvogne.
Den hyggelige opholdsstue gav grobund for det sammenhold der var blandt det operationelle personel.

.Nu kunne man pludselig se lyset og få frisk luft, og i week-enden, hvor aktiviteterne var begrænsede, blev der passet og plejet biler - og lavet gale streger helst overfor KF’erne, som f.eks. at putte sten i navkapsler eller bytte bildøre på Birgitte Strøms og ?’s ? Renaulter, som jo ikke havde samme farve. Det kunne lade sig gøre, fordi dørene blot var hæftet med en låsestift.

Der var flest officerer, og dagofficerene blev delvist erstattet af ‘natløjtnanter’ (af reserven) om aftnen. Vi var fire befalingsmænd, dels til at passe adgangen, dels tl at følge og dokumentere kommunikationen med batterierne.

Vi kunne på vagtholdt mønstre to værnepligtige, som dels skulle hente maden i Avedøre og køre andre ting.

Om dagen var der desuden administrativt personale med chefen, signalofficeren Merstrand, våbenmesteren Wiedenbein og senere Erik Rasmussen mfl.

Bemandngen var flest officerer, og dagofficerene blev delvist erstattet af ‘natløjtnatrer’ (af reserven) om aftnen. Vi var fire befalingsmænd, dels til at passe adgangen, dels tl at følge og dokumentere kommunikationen med batterierne.

Vi kunne på et vagtholdt mønstre to værnepligtige, som dels skulle hente maden i Avedøre og køre andre ting.

Der var 4 hold kvindelige varslingsoperatører (KF’ere), som stod for at følge sporene på radarskræmene og rapportere dels til de store plastiktavler, hvor retning, hastighed og højde blev anført, dels forsyne batterierne med samme information.

Varslingsoperatørernes chef var fru Hammer, en høj og statelig kvinde. Holdene havde hver deres leder. 

Hold 1 havde Lübcke. Det var det friske hold, hvor de unge piger som Ulla, Birgitte Strøm og Anette m.fl.hørte til. Her var også Laura Nielsen, som var god til at holde sammen og feste. Laura besøgte vi langt senere i et lille hhus i tilknytning til en gård i Nordsjælland..
Hold 2 var under kommando af Nordby, som ikke var så meget til tant og fjas.
Hold 3 havde Lis Agger, og endelig havde
hold 4 fru Dyrmose, som var noget ældre end de øvrige, og som havde været lotte.

På signalkontoret var ‘smukke Kate’ Hansen (og hun var meget flot) og Zinckernagel. Kate Hansen blev gift med oberst K.W.Hansen
Signalofficeren var K.M. Merstrand, som var der fra 1965-68. Jeg kan ikke huske, hvem der afløste ham.

Bunkeren blev bygget 1952-54 til brug for luftforsvaret af København. I 1954 blev den blev overtaget af forsvaret. Luftværnsgruppen blev oprettet i 1962  som en del af flyvevåbnet. I 1971 blev kommandocentralen flyttet til Vedbæk, og bunkeren kom tl at rumme udstyr til militær kommunikation. I 2005 blev anlægget overdarget til Naturstyrelsen.

Sammenhold

Det var et behageligt tjenestested at være, præget af god tone og omgang mellem alle. og med et fantastisk sammenhold, som gav sig udtryk i en god tone, stor ansvarlighed og fælles fester.
Her skal nævnes afskedsfesten for major Høgild på Flakfortet, HOT-lover-fester hos medlemmerne, fester hos Laura.
Det blev også til en opfølgningsfest i Vedbæk med de ˜gamle’ 530-medarbejdere, mn jeg kan ikke huske hvornår.

HOT-lovers (Hof & Tubog elskere) blev en gruppe bestående af Mogens Johnsen, E.S.Nielsen, Finn Hansen, Torben Malmstrup, Erik Rasmussen, Leif Christensen samt mig selv. I princippet gjaldt det om, at man skulle have  - jeg tror 4 øl i sit skab, så man havde noget til aftnens kortspil. Jeg spillede nu ikke, men det gav sammenhold, og vi holdt mange gode private fester, hvor hustruerne naturligvis også deltog.

Deltagerne i HotLovers kom også sammen privat, lidt på kryds og tværs - og til fælles fester. Her er et udvalg af billeder.
Der var også fælles fester, som f.eks. en hjemsendelsesfest i 1967 (Billederne er affotograferede fra Torben Malmstrups album)

Lige nu skal der nævnes nogle navne, som senere må uddybes:

Oberstløjtnant Thetmark var en utrolig behagelig person. Han kaldte mig altid Højriis efter den navnkundige danske flyver, var den første danske pilot, som fløj over Atlanten. Efter pensionen flyttede han til Bornholm, hvor vi besøgte ham sammen med børnene under vores Bornholmsferie i 1975.

Major Høgild havde en særlig status, og da han fratrådte blev der afholdt en stor fest på Middelgrundsfortet, hvorfra jeg har et udvalg af billeder.

Mogens Johnsen, som blev en af vores gode venner, og som vi besøgte flere gange, da han var udstationeret i Belgien. Fik en blodprop umiddelbart efter sin pension. Flyttede til Dybbøl.

Løjtnant Schrøder, som kørte MG og som ofte sås sammen med løjtnant Hagesen.

Major Fahle, lidt striks om altid snoende sit overskæg og som vist kom fra Karup.

Kaptajn F.H. Rasmussen, som havde været i Gaza, og som anbefalede mig at ryge latakia-tobak (My own blend) fra Paul Olsen (Østerport)

Major Rottschildt, ældre hyggelig gnavpot, hvis knallert vi på et tidspunkt bandt ind i toiletpapir og placerede på ‘balkonen’, dvs der hvor de operationelle officerer sad sammen med os.

Major Helsteen, som havde en ødegård ved Loshult, som vi kunne låne mod at fylde vinreolen op og udføre opgaver. Her har vi været med både Finn og Torben adskillige gange, og her købte vi ind i IKEA mange år før det kom til Danmark (se  nederst på siden).

Løjtnant ‘JEL’ som jeg mener hed Nielsen.

Løjtnant Erik Schmidt Nielsen (ABC-officer) som boede med sin kone Inge i Kattinge ved Roskilde, hvor vi besøgte dem flere gange. Jeg mener også, at han blev medlem af HOT-lovers

Rykjær

Major Bruun

Den ‘flyvende tønde’ løjtnant Jensen.

løjtnant Holm, som havde et øgenavn, jeg har glemt, men som relaterede sig til hans biler. På det sidste havde han en Ford Anglia med skrå bagrude.

Jens Roel, som kom som ganske grøn løjtnant og skulle spille op overfor de gamle oversergenter.

Sergent Svendsen, som jeg var på Gran Canaria sammen med i 1967.

Sergent Torben Malmstrup, som var uddannet elektriker, og som vi kom meget sammen med privat. Han flyttede senere til Skanderborg og senere til Århus. Vi har for et par år siden genoptaget kontakten.

Sergent Finn Hansen, som blev kaldt Fup-Hansen (Finn Palle Hansen). Han var også elektriker af uddannelse, men havde også en gård i Sigerslev Øster. Finn gik ind i politik, og var gennem mange år  inden kommunalreformen en populær borgmester i Skævinge.

Sergent John Lindquist, som senere blev gift med Birgitte Strøm, som var en af KF’erne.

Sergent Erik Rasmussen, som senere blev våbenmester. Han var ivrig filatelist.

Sergent Leif Christensen, som overtog våbenmesterjobbet efter Erik.

Sergent Finn Tüchsen, som jeg havde gået på sergentskole med.

Oversergent Mollerup

Blandt teknikerne husker jeg den store, godmodige Anthonsen og Frederiksen.

Jeg blev oversergent efter værenpligtens udløb og blev der, indtil min kontrakt udløb i 1969, og jeg blev ansat i Bibliotekscentralen, hvor jeg havde haft min gang på mine fridage.

Der er flere billeder fra major Helsteens ødegård ved Loshult, hvor Ulla og jeg dels var der med Torben og Ilse og Finn, dels lånte det selv, bl.a. i forbindelse med vores bryllup.
Billeder fra ophold på ødegården-

Ejbybunkeren genåbnet

D.15.september 2012 blev den gamle bunker genåbnet i forbindelse med projektet om Vestvolden. Første offentlige adgang var d.16.sept., og jeg måtte jo ud for at se min gamle arbejdsplads,
Ak hvor forandret, og dog genkendelig. I forbindelse med etableringen af oplevlsesscentret, er der lavet en del bygningsmæssige ændringer, så det er svært at få indplaceret brikkerne fra vores tid i den nye rumfordeling. Rummene, gangene vakte minder, men desværre har man ikke fået reetableret rummene med inventar fra tiden (hvilken vel delvist burde være muligt), så rummene står umøbleret: ingen militære køjesenge, forsvarets møbler, en telex osv.
Mest skuffende var dog nok, at operationsrummet ikke lignede det, der er i erindringen.
De gamle radarscoper på balkonen var erstattet af en moderne opsæting, hvor operatøren har ryggen på de store plottetavler, som nu heller ikke er genopsat, ligesom statustavlen over bredskab og de enkelte detachementers status ikke er der, endsige de radarscoper på gulvet, hvor officererne sad og pladsen, hvorfra der blev givet plottebesked til pigene bag plottetavlen. Der var i øvrigt to: den ene plottede data fra scopets radarbillede , den anden som var data fra luftmeldekorpsene.
Og der var ikke noget plottebord. Men pyt, det var alligevel morsomt at gense det hele, og på et tidspunkt kunne man måske få lavet et rum med  historien fra bunkerens rolle som raketoperationscentral.
Der er en kort faktuel hjemmeside, som omtaler FLD530.