Sidst opdateret 12. februar 2017

Ulla som jeg mindes hende

I afsnittet ‘Vores familie’ har jeg forsøgt at beskrive vores 48 års samliv: fra vi faldt for hinanden nytårsaften 1966/67 til Ulla døde 21.september 2015.

Men i dette afsnit vil jeg prøve at samle op omkring mennesket Ulla, samt beskrive hendes sidste dage..

Det sociale menneske

Ulla var til fest og farver, og ville gerne bidrage med hjælp og arrangere noget for andre.

F.eks Viggos og Jørgens ‘100 års dag’ (60+40 år i oktober 1981)

Til gengæld havde hun ikke lyst til selv at være midtpunkt.  Derfor måtte der laves en konspiration, for at vi alle kunne hylde hende til hendes 50-årsdag. Som hun selvfølgelig blev rigtig glad for, da hun var kommet sig over at være trådt ind til selskabet med curlere i håret. Når jeg senere har villet kassere de billeder af Ulla fra barn og opefter, og som gæsterne stod med, så blev det pure afvist.

Initiativrig var hun og impulsiv, når der skulle inviteres mennsker eller arrangeres en skt.hansaften i det fri med genboerne

Og mange ture og rejser har hun overtalt Lisbeth og Viggo til at deltage i.

Ulla opfandt damejulefrokosten, hvor omgangskredsens damer kom med en ret hver, lavet i en rigelig portion, så der var til mænd og børn, som kom efter fyraften. Kvinderne havde spisebordet, mens mænd og børn blev henvist enten til tennisbordet i kælderen eller køkkenet.

Ulla havde et stort hjerte, som hun gavmildt delte ud af. Hun rejste til Sønderborg for at hjælpe i svære perioder, og da HH på et tidspunkt var blevet opereret, gik der ikke mange timer, før Ulla var på vej til Esbjerg.
Brev til Viggo efter Lisbeths begravelse

Hun var god til at komme i snak med mennesker, og havde flere ældre mennesker på vejen, som hun fast kom til og fik en god snak. Hun besøgte i flere år fru Lind lige indtil hun døde (og de hyggede sig åbenbart rigtig meget i fortrolighed), hun mødtes med den gamle rektor Christensen ovre på hjørnet, og hun tilbød gamle Ramsnæs i nr.14 et måltid og holdt øje med ham.

Ulla var til at tale med folk fremfor mail og sms, og pc’en interesserede hende ikke - overhovedet. Mobiltelefonen var også et nødvendigt onde i Sverige, og hun holdt fast ved sin standard Nokia til det sidste. I Herlev var det altid fastnettelefonen, der blev benyttet fra køkkenet.

Den kreative

Ulla var en kreativ sparringspartner, når der skulle laves indbydelser, findes opgaver til vores sommerfester og mange andre ting. Ulla præsenterede ideen uden hensyn til realiseringen, men med sparring  udvikledes ideerne, som så typisk blev bearbejdet af mig og ført ud i i livet med Ullas godkendelse.

Ikke mindst lagde hun et stort arbejde i planlægningen af vores sølvbryllup i 1992, hvor den bærende idé var H.C .Andersens eventyr.

Selv om hun havde et stort socialt og venstreorienteret hjerte, så var hun på andre områder ganske konservativ: det skulle være som det plejede, Tingene skulle stå samme sted osv

Ulla var professionel med en symaskine. Den ultimative prøve var, da hun ombetrak vores Ejlersen-sofa, som vi havde købt til førstesalen. Det var ganske enkelt imponerende og meget vellykket.

Ulla havde gået på tilskærerkursus og syede tøj til både sig selv og drengene – og et jakkesæt til Jørgen, og hun var rigtig god til det.

Ulla var til kvalitet og havde en meget sikker smag. Hun kunne gå igennem en forretning – og spottede i mængden lige det, hun faldt for. Jeg prøvede at spore mig ind på, hvad der var fællestrækkene, men det lykkedes aldrig rigtigt.
Hun var stofnarkoman, og hun elskede at købe stoffer i Liberty i London, som blev anvendt til stilsikre jakkker,nederdele, benklæder eller festkjoler i dyr silke.. Desværre blev der ikke plads til at sy de sidste mange år, og der ligger kasser med rigtig gode og dyre stoffer tilbage.

Trods hendes meget økonomiske sans og sparsommelighed, så var hun villig til at betale prisen for kvalitet, uanset om det var skræddersyet skindtøj i Østrig eller indkøb hos Bally i London, som leverede sko og  tasker
På langt sigt var det økonomisk: Ullas tøjforbrug var næsten ingenting, for tøjet holdt jo, og det var tidløst i sin stil.

Ulla havde ikke mange smykker, men skiftede heller ikke meget med dem hun havde. Hun bar en guldring med topas, som hun fik til vores bryllup, en ring i hvidgulde med diamanter, som hun fik til vores sølvbryllup og et halssmykke i hvidguldskæde med en pæn diamant. De øvrige blev sjældent anvendt.
Ulla havde ikke huller i ørene, så det passede hende godt at få et par øreringe i sølv fra guldsmed Kirsten Pontoppidan, som skulle ‘drejes’ ind i øret. De blev i de senere år brugt til store fester.

I de senere år var det forretningerne med friluftsudstyr ved Covent Garden, der tog hendes tid med at prøve støvler, jakker, rygsække.

Det var i høj grad Ulla som varetog opdragelsen af vores drenge med tildeling af meget stor frihed under ansvar Som Ulla sagde: man skal ikke bare sige ‘nej’, når børnene spørger om lov til et eller andet. Giv dig tid til agt høre deres argumentation.

Juli 1973 blev jeg ansat i Flyveledelsen. Det var rart at komme til at gå vagter igen efter 5 år. Dejligt at have meget mere tid hjemme hos ungerne.
Vi havde i en periode(1½ år) ung mand i huset. Det var noget drengene kunne bruge. (fra Ullas egne notater)

Hun nød, at hun havde de vagtfrie dage, hvor hun kunne tage en (cykel) tur med dem - tage en sejltur på Mølleåen.

Hun var stolt af drengene, når det gik dem godt, glad for de ægtefæller, de fik, og ikke mindst for de børnebørn,, som hun satte stor pris på.

Vi havde en praktisk opdeling af opgaverne i dagligdagen.
Ulla stod for det meste af det huslige (rengøring, tøjvask, blomsterne) og det var Ullas ønske, at vi fik drivhus, som primært blev hendes foretrukne sted at sidde og læse avis i det tidlige forår.

Jeg fik over draget pc-arbejdet og det overordnede styring af økonomien, men ikke uden Ulla fulgte godt med.
Økonomien omkring huset og papirarbejdet i Sverige var Ullas gebet,med arkivering af dokumenter i både Sverige og Herlev.
Byggearbejde med anvendelse af diverse  maskiner blev udført af mig, men altid efter, at vi sammen havde tegnet konstruktionstegninger og planskitser.

Ulla var ikke bange for at udføre håndværksopgaver, og i genbrugsforretningen Erikshjälpen i Sverige fandt hun jernspyd, lægtehammer mm.
Engang jeg kom hjem fra en rejse, var vindfanget helt nyt med nyt tapet og nylagte fliser, og hun lagde senere fliserne i kælderbadeværelset

Hun bidrog, da vi lavelde hul i væggen over kældertrappen, så vi kunne få sat et skab ind i entreen.

Ulla forestod nedbrydningen af vægge og skabe mellem børneværerelserne

Vores ægteskab har været præget af stor enighed – også selv om Ulla var den, der kom med det endelige ja eller nej, når der skulle købes større ting.
Skænderier og kasten med ting har vi ikke haft, selv om vi naturligvis ikke var enige om alt. Men så talte vi os tilrette.
Jeg har glemt årsagen, men på et tidligt tidspunkt i en diskussion gav jeg Ulla en lussing. Resultatet var en kontankt returnering, og siden har vi aldrig lagt hånd på hinanden

Naturmennesket

Ulla spøgte med, at hun aldrig skulle være kommet ned fra træerne.
Måske var det derfor hendes kropslige blufærdighed ikke var stor. Det var naturligt for hende at iføre sig så lidt som muligt, når vejret var til det.

Det skuffede hende, at jeg ikke var en vandhund. Ulla var vild med havet, og fik sine lyster opfyldt på nogle af vores rejser: Brasilien,Argentina, Vietnam, Mexico.Det noget afkølede Atlanterhav omkring Madieira i januar, kunne heller ikke afskrække hende.

I hele livet var hendes interesse naturen, ikke mindst fuglene – og landskaber og geografi generelt.- Hendes viden om lande og deres fauna var omfattende.

Vores store atlas blev brugt rigtig meget, og i de senere år klippede Ulla artikler ud om rejsemål, og placerede dem, så de lå i opslaget med de pågældende steder.

Det med GPS var ikke noget for Ulla. Hun ville have et kort, hun kunne sidde med, og vi har et stort antal detailkort fra mange steder, inkl. vores rejsedestinationer. Men derudover havde hun en rigtig god orienteringssans, som kom til sin ret, når hun havde lokket os ud på smalle veje uden vejskilte, eller når vi vandrede i Sverige.

Naturen blev nydt i fulde drag ved de lejede huse i Sverige og på de talrige ture i de østrigske Alper,

Efter flere års søgen fandt hun en ødegård i Sverige, som rummede alt det, hun ønskede sig. Frihed, en rig fauna med dyr, fugle, sommerfugle, og hurtigt blev hendes yndlingplads at sidde på verandaen med sin kikkert og iagtage fuglene, som hun flittigt fodrede.
Efter vores pension har vi opholdt os mere i Sverige end i Danmark i årets 8-9 måneder. Der levede hun, og hun kunne sidde og nyde pladsen på bænken på 'bjerget', vurdere hvilke træer, der skulle nedlægges, for at udsynet blev bedst muligt.

Desværre satte osteoporosen ind, så vores elskede vandreture måtte aflyses, og dermed også mange af de feriemål, som vi ellers gennem årene har nået at hjemsøge. Der blev købt vandrestokke, men det gjorde ondt trods smerteplastre, og tempoet var langsomt og strækningerne korte.

Naturens sommerfugle og planter fik jeg ansvaret for.

Sidste udfording blev 15 dage i Grønland for i juli-august 2015, 1½ måned før hendes død. Jeg tror, det var en stædig trang til at få dette store  ønske opfyldt, der gjorde, at hun klarede det over al forventning, og hendes begejstring var stor.

Den pligtopfyldende

Ulla var omhyggelig, og udførte de opgaver, hun blev pålagt eller påtog sig.

I forbindelse med arbejdet på Teknisk Bibliotek i Luftværnsgruppen og til sidst i Naviair havde Ulla blik for at forbedre og systematisere arbejdsgangene.

En aftale var en aftale, og det var først konflikten med alkoholen, som fik hende til at bøje ærligheden, og det tog nogen tid inden jeg måtte erkende, at den hidtidige totale ærlighed ikke holdt.

Helbredet

Det varede ikke længe efter Christians fødsel, før Ulla lod sig sterilisere

Pletyfus efter Nepalbesøget og var virkelig syg, og det var først, da hun kom til en specialist i tropesygdomme på Amager, alvoren blev erkendt og behandlet.

Håndoperation

Øjnene som betød at hun måtte forlade det operative arbejde i Navair.

Maveproblemer

Hofteproblemer

Nedsunket bækken

Osteoporose

Vinterdepressioner

Tænder

De sidste dage

Fredag d.18.09.2015
Ulla var meget svækket i morges, og skulle have min hjælp til at gå på toilettet.
Senere på formiddagen måtte hun konstatere, at hun kunne rejse sig, men ikke havde kræfter til at bevæge sig fremad.
Kl. 15 ringede jeg til 1813, fik hurtigt forbindelse til en sygeplejerske, som rekvirerede ambulance.
Da det ikke var akut, kom den ca ½ time efter. Vi opgav at give Ulla tøj på og fjernede hendes smykker. De pakkede de 46 kilo ind i et tæppe, og kørte hende på båren ud i ambulancen, hvor de straks startede en række målinger og lagde drop. Redderne så bekymret ud - det var alvorligt.
Og så gik det med horn og blå lygter til Herlev Hospital.

Her riggede man udstyret op. Hun var kraftigt dehydreret, havde lavt blodtryk og alt for lav blodsukkerprocent. Fire forskellige læger kom og så på de forskellige målinger, ordinerede forskellige drops og indsprøjtninger af alt muligt.
Efter to timer havde de fået hende på et niveau, hvor de mente at kunne fortsætte behandlingen.
Hun blev kørt på opvågningsafdelingen, hvor de baksede med hende i ca to timer, før jeg blev kaldt ind til den kvindelige læge, som meddelte mig det triste resultat af deres prøver: skrumpelever, akut leverproblem, mulig indre blødning: mavesår eller....
Jeg orienterede drengene ved 18-tiden og ved 20-tiden med den bekymrende besked. Flemming var netop landet i Kastrup ved 19:30 tiden, og han og Marianne kom på hospitalet, så vi var hos Ulla, inden hun blev lagt i narkose. Det var ca. kl. 22

Christian havde ikke set beskeden, men vi fik hidkaldt ham, så vi alle kunne sidde sammen ovre hos Flemming og Marianne - og så kørte Marianne mig hjem.

Søndag morgen
Ulla ligger i respirator, fordi den ene lunge åbenbart heller ikke virker.
Leveren fungerer ikke, og nyrerne er formentlig også stået af.
Hun er medicineret, så man ikke kan komme i kontakt med hende, men jeg tog alligevel derover senere.  Alle var på stuen i løbet af dagen.

Drengene orienterede Axel og Bodil om Ullas indlæggelse (og tak for det), og de besøgte hende både på hospitalet og i kapellet.

Mandag d.21-09.2015
Vi blev kaldt til hospitalet ca 8:30. Drengene og jeg mødtes ca. kl.9, og vi gik så til samtale med lægen og to sygeplejersker, som bekræftede, at der ikke var mere at gøre. De indre organer fungerede ikke længere.
Da vi har haft et par dage til at sunde os og komme til klarhed, var vi enige om, at det måtte så blive afslutningen. En udgang, som vi hen over week-enden havde taget stilling til.
Ca 9:15 blev apparaturet slukket og kørt ud af lokalet, og så skulle Ulla klare sig selv. Det gjorde hun stille og fredeligt, og kl. 9:33 trak hun sin sidste vejrtrækning.

Cathrine, Marianne og Oliver kom lidt efter. Ikke mindst Oliver var dybt berørt, og vi andre fældede også nogle tårer.
Vi fik en kop kaffe, mens de fjerne alle slangerne, hvorefter vi kunne tage en sidste afsked med en rengjort og fredfyldt Ulla.
Ulla ønskede ikke nogen begravelse, præst eller gravsten. Selv om det kan undre efter dåb, konfirmation, kirkebryllup, drengenes dåb, konfirmation og kirkebryllup. Men det vil vi respektere.

Ullas dødsattest.

Drengene og deres familier tog afsked med Ulla i kapellet mandag. Oliver var blevet alene tilbage, og havde taget sin helt personlige, hørlige samtale med Ulla. Jeg havde besluttet, at jeg ikke behøvede at se Ulla mere.

Men efter at have sovet besluttede jeg  mig for, at jeg alligevel ikke bare vil lade rustvognen køre fra kapellet uden at være til stede, så jeg fik aftalt, at jeg kunne se Ulla i kisten og se den blive kørt bort kl.14. (22.09.2015)
Under morgenmaden kom der en buket fra Merete og Mogens.

Jeg mødtes med Nana, som havde talt med Merete, ved kapellet klokken lidt i 14. Hun havde taget en buket med.
Vi stod en stund ved kisten, og jeg hjalp med at lægge låget på, hvorefter buketten fra Nana, Merete og Mogens samt mine røde roser blev lagt på kisten, som straks blev kørt til universitetet. Bilen havde i øvrigt kendingsbogstaverne UR.. 

Det hele gik for hurtigt. Der skulle hele tiden træffes beslutninger, så jeg nåede ikke rigtigt at få følelserne med.
På sin vis var det en ønskeafslutning uden langt sygeleje og pinsler. Men som det gik, fik vi ikke mulighed for at sige hinanden farvel og tak for den gensidige støtte og sammenhold, vi havde givet hinanden gennem de 48 år.

Jeg kan ikke forlade tanken om, at Ulla, som de gamle indianerne, havde besluttet sig for at dø og bevidst trukket sig tilbage: Livet indeholdt ikke længere det, der gjorde hendes liv værdigt og levende. Det begrænsede hendes lyst til udfoldelser og naturoplevelser at have så ondt, når hun gik.

Urnen fik vi i december 2015, og asken skal spredes på hendes yndlingsplet på jorden, Källaremoen.

Vi nåede at markere vores 48-års bryllupsdag 2.sept. 2015 på en god restaurant og en stor buket roser, som Ulla bragte med sig fra etage til etage de næste par uger..

Flemming udtrykte i en mail Ullas betydning for ham og deres familie.

Det sidste farvel

Familien tog definitivt afsked med Ulla d.6.maj 2016.
Det blev aftalt, at Kristi Himmelfartsferien var velegnet. Christian med familie ankom 5.maj, Flemming med familie 6,maj.

Omkring middagstid d.6. samledes vi på Ullas udkikspunkt på ‘bjerget’, hvor jeg havde plantet en Kristtjørn, som Ulla havde hjembragt fra en skov ved Bad Salzufeln (nær Hannover) i 1999, hvide og blå anemoner og pomerans høgeurt. Efterfølgende købte familierne ‘forglemmigej’..

Jeg tømte urnen og sagde farvel med disse ord:

Vi er samlet her i dag for at sprede dine jordiske rester.
Du var min elskede, min eneste ene, mine børns mor, og bedstemor for den næste generation.
Du var også min fortrolige og bedste kammerat.
Kong Alkohol lagde på det sidste forhindringer for vores lykke og familiesammenhold. Og du du gav ham dit liv.

Vi er sikre på, at du ikke selv kunne have fundet på en bedre beslutning, end at sprede din aske på dette dit yndlingssted i verden, hvor du har nydt naturen, fuglene - og at det var dit kongerige.

Hvil i fred.

Nu har vi alle et sted, hvor vi kan mindes Ulla - ikke de ukendtes grav.

Så er det på en måde slut, men der går ikke en dag, hvor jeg ikke mindes hende og savner hende.Tænker på, hvad hun ville have glædet sig over: forårets blomster, fuglene, de små ting i naturen.
Vores små, faste traditioner, arbejdsfordelingen, vores rejser. Det kommer aldrig igen.

Jo, Gud er det svært.

ve