Sidst opdateret 30. september 2012

Denne side er under opbygning.

Jeg blev indkaldt til session 6.6.1963 efter at havde fået den udsat aht. studierne. Jeg mener, at det foregik på Skt.Jørgensskolen (måske Reimarsskolen?) og efter et antal skriftlige prøver var der lægekontrol

Indkaldt til militærtjeneste i flyvevåbnet.

Rekruttid i Karup fra 3.august 1964. Den var på to måneder, men da jeg blev udtaget til befalingsmand, fik vi en måned mere inden vi fordelt.
17.8.1964 er jeg uheldig da jeg skal fjerne bajonetten fra mit gevær. Den siddder fast, og da jeg med magt får den rykket fri lander den lige ved mit øje, og jeg ryger på Herning sygehus.

Jeg skulle møde i Gedhus, som var et trinbrædt uden for Karup Flyvestation, og herfra gik vi så til lejren, hvor vi under kommando fik udleveret udstyr. Vi klædte om i det fri, og vores civile tøj blev pakket i sække og sendt hjem.

Mit soldaternummer var 642 123.

Den første periode måtte vi ikke forlade området. Man ville sikre sig, at vi kunne begå os som soldater. Derefter kunne man tage til Herning eller Viborg, men uden nattegn skulle man være tilbage og i seng inden kl.22.

Når man havde forlænget orlov kunne vi rejse til soldaterpris. Turen til København kostede 34 kr. og vi fik udbetalt ca 33 kr. om ugen, så der var ikke meget at slå til Søren med, når man også skulle have sin pibetobak og på KFUM om aftnen til kaffe og wienerbrød.

Selve rekruttiden var egentlig god. Vi havde en meget sympatisk sergent Ejsing, der var forstmand af uddannelse.

Stuerne var naturligvis flersengsstuer, og der var koldt vand til morgen toiette. Der var en ugentlig badedag, hvor vi blev ført til badefaciliteter med varmt vand.

Holdet bestod af mange lidt ældre unge, som havde afsluttet en eller anden uddannelse, og det bevirkede en  behagelig og kultiveret omgangstone. Vores tillidsmand var Fischer Thomsen, jurist, som senere fik eget advokatfirma.

Her i august er vejret jo ofter stabilt, og jeg husker egentlig mest godt vejr. Lyngen på eksecerområdet blomstrede, og generelt var der ikke mudret på heden.

Vi fik udleveret garand-gevær (7 mm), og var et af de første hold der fik udleveret en såkaldt ABC-uniform - i tilfælde af atom- eller kemisk krig. Den blev kun brugt undtagelsesvis, og normalt blev der brugt drejlstøj, som blot var noget tyndt stof.

Vi havde både et sæt korte og et sæt lange støvler. Til de korte hørte gamascher, der skulle ‘pibes’ med gråt. Messingspænderne på bæltet skulle pudses, og støvler ‘gejles’, dvs. pudses omhyggeligt med skosværte og vand for at give en stærk, blank hinde.

Når vi var ude i området, kom der et ‘tut--vogn, som medbragte bl.a. wienerbrødstænger, og med den fysiske aktiivtet vi havde, var det ikke noget problem at sluge en hel stang på den korte pause, der blev bevilget, og hvor man også måtte ryge. Jeg holdt nu op med at tage min pibe med, da jeg knækkede en under øvelsen og man alligevel ikke havde tid til en ordentlig pibe tobak. Det var afmålt efter cigaretrygerne.

Vi var de første, der fik udleveret den ny udgangsuniform til erstatning for det todelte battledress.

26.9.1964 jeg udtaget til befalingsmandsskole.

Jeg blev udtaget til Luftværnsgruppen, som var den enhed, der stod for raketbatterierne omkring København. Jeg anede ikke, at vi havde raketter i Danmark.

Luftværnsgruppen bestod dels af Nike/Ajax-batterierne (531-534), dels af Hawkbatterier (541-544) mod lavtgående fly. Luftværnsgruppen havde administrativt sæde i Avedørelejren, hvor oberst K.W.Hansen var chef.

I bogen “Flyvevåbnet. Historie og udvikling” er der et afsnit om Luftværnsgruppen, som ved bogens udgivelse i 1966 var en ret ny organisation.

Fld531

Jeg kom til Sjælsmark kaserne 26.10.1964,
FLD531 (FLD=FlyverDetachment) i Gunderød i Nordsjælland.
Indkvarteringen var i den moderne kaserne på Sjælsmark, hvor flyvevåbnet havde de fjerneste barakker, mens det ellers var Dronningens artilleriregiment og en del af rekrutterne fra Livgarden.

FLD531 bestod af at kontrolområde og et affyringsområde, hvor der var 2 batterier med Nike Hercules raketter (sektion A & B) og et med de mindre Ajax-raketter i sektion C. Kontrolområdet, hvorfra man styrede afskydningen, blev til daglig kaldt ‘Bjerget’ da det lå på en bakketop. Her blev Mogens Johnsen på et tidspunkt chef.
 

Chefen var Lundbye, næstkommanderende Nørballe. Han var en lidt speciel person, men jeg husker han engang kom på inspektion i sektionen og undrede sig over at operatørerne sad i rummet, men han kunne ikke finde noget at sætte sin finger på i området. Alt var fejet, sat på plads og OK. Han gik uden yderligere kommentarer.

Her gik vi så sammen med ‘de gamle’ som f.eks. Finn Hansen, Torben Malmstrup.

Oversergent Vingaard

oversergent S.G.Pedersen, som ofte benyttede Spies tilbudsrejser, når flyene skulle fyldes op.

Kaiser Nielsen

Løjtnant E.S.Nielsen

Zølner i sektion C

Sergentskolen

Efter perioden med hvor vi gik i jobtræning, gik turen 27.4.1965 går til Flyvevbnets sergentskole.

Sergentskolen lå i Værløse, og Luftværnsgruppen havde sine egne sergenthold.

Faciliteterne var gode, men træningen hård - og med de kendte stresprøver: udkald om natten  i fuld feltmæssig, korte tidsfrister for klargøring osv.

Bfefalingsmændene var OK. Jeg kan desværre ikke huske, hvad vores daglige oversergen hed. Jeg mener, at jeg har nogle billeder fra felten liggende, men de skal lige scannes..

Området ved Melby var ofte øvelsesområde, og her blev der både kastet med håndgranater (ananas) og skudt med panserværnsraketter. Normalt blev vi altid kørt på lastbilerne med bænke langs siderne.

Jeg har fået to særlige præmier: det ene for et terrænløb, hvor jeg valgte et atlas (med indskription) - og så tror jeg det var for min førsteplads på sergentskolen, at jeg fik Tom Kristensen: Hærværk. Jeg husker, at den befalingsmand, der stod for det, mente, at det var velvalgt, men jeg tvivler på, om han ikke blot hentydede til titlen.

Da jeg forlod sergentskolen var jeg i absolut fysisk topform som ingensinde senere. Når vi skulle løbe med de menige kunne jeg løbe lige så hurtigt baglæns, som de kunne løbe forlæns.

24.7.1965 var jeg til eksamen, og det lykkedes mig at blive nummer 1 på mit hold med deraffølgende portrætophængning på gangen..

Derefter gik turen tilbage til FLD531, hvor jeg primært havde med Nike-raketterne at gøre.
Befalingsmændenes indkvartering var moderne enkeltværelser, men man var der jo kun sjældent, fordi man kunne tage hjem.

Ud over en beskytelseshætte over afskydningsknappen på konsollen, skulle der bruges en sikkerhedsnøgle, før der kunne foretages en afskydning, og den nøgle gik man som raketbefalingsmand med omkring halsen.

Vagtoverdragelesen bestod i, at man sikrede at der var tryk på raketterne, og at skruerne var spændt med det rette moment. Når det var kontrolleret, og evt. udeståender til dagens program var drøftet, kunne nøglen overdrages til næste vagthold.
I en lang periode delte jeg sektion med John Stolpe, som den dag i dag er en af mine bedste venner.

Maden blev kørt ud i sektionerne fra Sjælsmark Kaserne og blev indtaget i den lille bunker, hvor vi havde afskydningsudstyret og siddepladser til holdet. Bagved var der køjer, så der kunne soves. Endelig havde hver sektion sin egen generator, som skulle klare strømforsyningen, hvis den offentlige strøm forsvandt.

Detachmenterne turnerede om at have 24-timers tjenesten, så når man var ude af beredskab, skulle der leges soldat med de menige, men jeg husker også afholdelsen af en enkelt fest på Karebo Kro.

Her lærte man at sætte pris på gode håndværkere, som var baggrunden for de fleste menige i Luftværnsgruppen. De optrådte disciplinerede og udførste deres job samvittighedsfuldt.

Det betød dog ikke, at jeg undgik stuearrest i forbindelse med, at et par kabler blev kørt over på vej ud til affyringsramperne. De var ikke blevet befæstiget forskriftsmæssigt. Irriterende!

Jeg tror kun, at jeg en enkelt gang har råbt højt af en menig under en udgangsparade.

Skydningen i USA (El Paso) nåede jeg ikke at deltage , da jeg flyttede til FLD530.

FLD 530

Efter relativ kort tid søgte jeg om at komme til kontrolcentralen (FLD530), som var beliggende i en stor betonbunker i Vestvolden i Rødovre. Det var tidligere nævnte Finn Hansen og Torben Malmstrup, der kunne berette om tjansen.
Der skulle en ekstra ‘clearing’ til, men det gik også i orden.

Fantastisk sammenhold som gav sig udtryk i en god tone, stor ansvarlighed og fælles fester.
Her skal nævnes afskedsfesten for major Høgild på Flakfortet, HOT-lover-fester hos medlemmerne, fester hos Laura.
Det blev også til en opfølningsfest i Vedbæk med de ‘gamle’ 530-medarbejdere.

HOT-lovers (Hof & Tubog elskere) blev en gruppe bestående af Mogens Johnsen, E.S.Nielsen Finn Hansen, Torben Malmstrup, Erik Rasmussen, Leif Christensen samt mig selv. I princippet gjaldt det om, at man skulle have  - jeg tror 4 øl i sit skab, så man havde noget til aftnens kortspil. Jeg spillede nu ikke, men det gav sammenhold, og vi holdt mange gode private fester, hvor hustruerne naturligvis også deltog.

Deltagerne i HotLovers kom også sammen privat, lidt på kryds og tværs - og til fælles fester. Her er et udvalg af billeder.

Der var også fælles fester, som f.eks. en hjemsendelsesfest i 1967 (Billederne er affotograferede fra Torben Malmstrups album)

I princippet gik man vagt 24 timer, for derefter at have to dage fri. I ferieperioder var det dog ikke muligt, og så gik man ‘kineservagt’, dvs. hveranden dag. Det var Finn Hansen, Torben Malmstrup og mig der normalt lavede vagtskemaet for befalingsmændene.

Vi havde få menige, som stod for vagten og for transport, bl.a. efter maden, som blev hentet i store tønder i Avedørelejren, som var Luftværnsgruppens hovedsæde.

Lige nu skal der nævnes nogle navne, som senere må uddybes:

Oberstløjtnant Thetmark, som vi besøgte sammen med børnene under vores Bornholmsferie i 1975.

Major Høgild havde en særlig status, og da han fratrådte blev der afholdt en stor fest på Middelgrundsfortet, hvorfra jeg har et udvalg af billeder.

Major Høgild havde en særlig status, og da han fratrådte blev der afholdt en stor fest på Middelgrundsfortet, hvorfra jeg har et udvalg af billeder.

Mogens Johnsen

Schrøder, som kørte MG og som ofte sås sammen med løjtnant Hagesen.

Major Fahle, lidt striks om altid snoende sit overskæg og som vist kom fra Karup.

Kaptajn F.H. Rasmussen, som havde været i Gaza, og som anbefalede mig at ryge latakia-tobak (My own blend) fra Paul Olsen (Østerport)

Rottschildt, ældre hyggelig gnavpot, hvis knallert vi på et tidspunkt bandt ind i toiletpapir og placerede på ‘balkonen’, dvs der vor de operationelle officerer sad sammen med os.

Major Helsteen, som havde en ødegård ved Loshult, som vi kunne låne mod at fylde vinreolen op og udføre opgaver. Her har vi været med både Finn og Torben adskillige gange, og her købte vi ind i IKEA mange år før det kom til Danmark (se  nederst på siden).

‘JELS’ som jeg mener hed Nielsen.

Erik Schmidt Nielsen (ABC-officer) som boede med sin kone Inge i Kettinge ved Roskilde, hvor vi besøgte dem flere gange. Jeg mener også, at han var medlem af HOT-lovers

Rykjær

Bruun

Den ‘flyvende tønde’ Jensen.

løjtnant Holm, som havde et øgenavn, jeg har glemt, men som relaterede sig til hans biler. På det sidste havde han en Ford Anglia med skrå bagrude.

Roel, som kom som ganske grøn løjtnant og skulle hamle op mod de gamle oversergenter.

Sergent Svendsen, som jeg var på Gran Canaria sammen med i 1967.

Sergent John Lindquist, som senere blev gift med Birgitte Strøm.

Sergent Erik Rasmussen, som senere blev våbenmester. Han var ivrig filatelist.

Sergent Leif Christensen, som overtog våbenmesterjobbet efter Erik.

Sergent Finn Tüchsen.

Oversergent Mollerup

Blandt teknikerne husker jeg den store, godmodige Anthonsen og Frederiksen.

Der var 4 hold kvindelige varslingsoperatører, som stod for at følge sporene på radarskræmene og rapportere dels til de store plastiktavler, hvor retning, hastighed og højde blev anført, dels forsyne batterierne med samme information.

Varslingsoperatørernes chef var fru Hammer, en høj og statelig kvinde. Holdene havde hver deres leder.
Hold 1 havde Lübcke. Det var det friske hold, hvor de unge piger som Ulla, Birgitte Strøm og Anette hørte til.
Hold 2 var under kommando af Nordby, som ikke var så meget til tant og fjas.
Hold 3 havde Lis Agger, som senere blev gift med oberst K.W.Hansen.
og endelig havde hold 4 fru Dyrmose, som var noget ældre end de øvrige.

På signalkontoret var ‘smukke’ Kate Hansen (og hun var fuldendt) og Zinckernagel.

Vi kunne selv starte øvelser med de batterier, der var på vagt, eller øvelserne kunne initieres fra Karup, hvor vi normalt tog action på, om ‘B.J.’ var på vagt.

En gang imellem var der ‘TAC EVAL’ (Tactical evaluation), hvor der pludselig stod et hold, der skulle kontrollere, at vi havde styr på det. Det gik nu godt hver gang..Vi oplevede flere kriser i min periode, hvor vi kom i højt beredskab, bl.a. under den russiske invation af Tjekkoslovakiet.

Bunkeren lå inde i Vestvolden, og adgangen foregik gennem en sluse, hvor vagten kunne kontrollere personerne inden der blev lukket op. Vi fik leveret en lang række aviser, og det gav i disse år rig anledning til at vurdere de enkelte aviser og deres ståsted.

I bygningens centrum var operationsrummet med radarskærme, hvor officererne kunne følge flytrafikken, og hvorfra varslingsoperatørerne rapporterede skærmbilledet til pigerne bag de store plastikskærme. Det nedfældede så - spejlvendt - med en fedtblyant retning, hastighed og højde. Blyanten var i øvrigt lavet, så den hurtigt kunne ‘spidses’ ved at man rullede et stykke papir af.
Der var en balkon, hvor bl.a. vi sergenter sad med høretelefoner og opretholdt forbindelsen til batterierne og noterede, når de havde simuleret en afskydning og dens resultat. Under store øvelser var det ganske krævende, når der var stor aktivitet.

På et tidspunkt måtte vi forlade bunkeren, fordi den skulle renoveres. Vi flyttede den opretionelle del over i ‘Hendriks hus’, som lå inden for indhegningen, og nu måtte der etableres en egentlig vagt, dog uden skilderhus for der var en klokke, man skulle ringe på, og så sendte man fra vagtlokalet en bevæbnet mand ud for at lukke op. Personellet blev installeret i et antal skurvogne.
Den hyggelige opholdsstue gav grobund for det sammenhold der var blandt det operationelle personel.

Det blev til en enkelt flyvetur (når man nu var i flyvevåbnet!), hvor turen gik til Karup, hvor vi fik set ‘storebrors’ operationscentral. Det var formentlig en Dakota, vi fløj med. Indretningen var sparsom og ubekvem, og selve flyvningen var heller ikke morsom. Dertil var der for mange lufthuller.

Der blev jeg oversergent og blev der indtil min kontrakt udløb i 1969, og jeg blev ansat i Bibliotekscentralen.

Der er flere billeder fra major Helsteens ødegård ved Loshult, hvor Ulla og jeg dels var der med Torben og Ilse og Finn, dels lånte det selv, bl.a. i forbindelse med vores bryllup.
Billeder fra ophold på ødegården-