|
 |
|
|
|||||||
 |
|||||||||
|
Sidst opdateret 28. januar 2017 De, der falder over siden, mÃ¥ tage til takke med, at jeg langsomt graver i erindringen og prøver at fÃ¥ styr pÃ¥ stoffet. Billedstof De gamle familiealbum er ved at blive scannet. Det ældste er scannet og rummer Ã¥rene fra min fødsel og til midt i halvtredserne. Den del, der vedrører min og Meretes barndom, Polly og tidlig Ringridervej er samlet i Min barndom. Albummets billeder i øvrigt findes i Fra det gamle familiealbum. Vi brugte ikke betegnelsen morfar og farfar, men ‘lille bedstefar’ og ‘store bedstefar’. Da min farfar ikke havde nogen kone, var bedstemor min mormor. Min barndom For at siden ikke skal blive for stor, er noget af stoffet flyttet til separate sider: Indholdet af denne side Pt kan jeg ikke fÃ¥ linkene pÃ¥ siden til at fungere korrekt Min mors beretning fra mine tidlige Ã¥rMin mor har skrevet en bog om mine første Ã¥r. Ikke omfattende, men spredte indtryk fra dagligdagen - og festlige dage. Med skam at melde fik jeg først læst den i efterÃ¥ret 2013, og kan ikke huske, hvornÃ¥r jeg fik den overdraget. Indtil videre er her den ‘rene’ vare.(Mors fortælling)
Jeg blev født 4.oktober, få dage efter at min far var blevet udnævnt til kriminalbetjent.
Sdr.landevej 7 Vi boede i stuen og premierløjtnant R.M.Larsen med familie boede pÃ¥ føste sal. Han var lærer pÃ¥ sergentskolen. Det er ikke noget, jeg kan huske, for jeg har slet ingen erindringer om nummer 7, men det er personer, som vi senere i min opvækst var sammen med. Da Larsen flyttede kom Lis og Villy Christensen. Han var ogsÃ¥ militærmand (løjtnant). Han blev senere ekspedient i Centralmøbellageret. De flyttede til Amager, hvor vi besøgte dem et par gange, og hvor jeg fik frimærker af ham (han var frimærkesamler). Sdr.Landevej er forlængelsen af Finsensgade, hvor Kamgarnspinderiet lÃ¥, og strækningen fra Parkgade til Ringgade bestod af røde murstenshuse som enten havde et par lejligheder, eller var en decideret villa for én familie. Der var langsgÃ¥ende stakit foran haverne, hvor hortensierne pÃ¥ sønderjysk vis var hyppige og store. Husene var relativt moderne med centralvarme, som blev passet af beboerne. Sdr.Landevej var udkanten af Sønderborg mod øst. Der var ganske fÃ¥ bygninger øst for Ringgade, bl.a. HÃ¥ndværkerskolen, men derfra var der dyrkede marker og den store militære øvelsesplads, ‘Exe’, som vi kaldte omrÃ¥det. Vores naboer til nummer 7 blev vi ved med at komme sammen med. Det var først og fremmest Carlsbergdepotets bestyrer, Jørgensen i nummer 9. De boede i hele villaen, som pÃ¥ traditionel sønderjysk vis havde buede ruder i vinduerne. I nummer 5 boede Kluth, som var togkonduktør, og som man af og til kunne træffe, nÃ¥r man rejste med toget til Horsens. Overfor boede postbud Tækker, som vi ofte var sammen med..
Jeg har ikke mange specifikke erindringer af krigsårene. Fra politiet blev taget 19.september 1944, gik far under jorden og mor og jeg flyttede til Sundvej hos mine bedsteforældre. Sjovt nok, kan jeg huske turen tilbage til Sønderborg hvor vi kørte med en af Rodemeiers lastbiler i april 1945. Vi blev sat af i Gråsten og cyklede derfra. Vi måtte gøre ophold oppe på Dybbøl Banke, fordi der var luftalarm. Da den blev afblæst fortsatte vi hjem. Vi var nu tættere på krigen og bombningerne af Tysklandl, og der var mange luftalarmer, som sendte os i kælderen, hvorfra vi kunne høre drønene og se lysene. Der var beskyttelsesrum i Finsensgade, og jeg kan også huske, at jeg har været der, men normalt brugte vi kælderen som beskyttelsesrum, når der var luftangreb over Flensborg eller Kiel. Jeg kan også huske, at der var mangel på varer, og at far gennem sit job havde forbindelser b.a. hos Hans Hansen, som kunne finde ting under disken. Generelt var det sparetider - genbrug af papir, æsker, bånd; og den lille skrædder Murerkilde fik fars gamle underformer og vendte dem, og syede nyt til mig. Hjemmesko var nu forsynet med såler bildæk. Plasticposer fandtes jo ikke, så købte men noget - f.eks. i en tøjforretning - blev det pakket ind i brunt karduspapir og ombundet med snor. Var det noget større var det emballeret i en papkasse - som senere kunne anvendes til at gemme papir, julepapir, bånd og - var det fint med en bærepind. Havens grøntsager var et nødvendigt supplement til den daglige kost, og alle de eksotiske frugter vi nyder i dag, var der ikke adgang til. Det var først efter vi var flyttet til Ringridervej, der begyndte at komme import fra udlandet. Min første kokosnød fik jeg, da HH besøgte os, mens han var i Itzehoe i den engelske besættelseszone. Mørklægningsgardinere var jeg jo vandt til, og det samme gjaldt rationeringsmærker. Tyske soldater i Jernbanegade lige efter befrielsen blev afvæbnet af amerikanske soldater. Man fik indprentet, at man skulle være påpasselig med, hvad man sagde og i tagetagen havde vi tyskeren Rantzau boende. Efter befrielsen (juni 1946) kom kong Christian X på besøg i Kongeskansen - der var langt at gå, men man forstod på far og mor og alle de andre, at det var væsentligt.
Sdr.landevej 16 Mor og jeg kørte med min morfar tilbage til Horsens, hvor vi sÃ¥ boede indtil 23.april 1945. NÃ¥r man kom ind ad døren til lejligheden, trÃ¥dte man ind i en korridor, som dengang havde et flettet papirtæppe Det var før man havde køleskab eller fryser, mÃ¥tte man købe ind oftere og opbevare tingene pÃ¥ en anden mÃ¥de. Der var en altan, som i den kolde periode kunne bruges som køleskab. Midt i korridoren var der sÃ¥ tv indgang til spisestuen, som lÃ¥ mod syd, og dagligstuen, som lÃ¥ mod nord. Vendetæpper og vendegardiner (grønt og rustrød). Bortset fra de snedkerede møbler fra snedker Jacobsen i Ulkebøl, var der i spisstuen ogsÃ¥ plads til en sofa /chaiselong, som vi dels kunne bruge, nÃ¥r der kom gæster, dels blev brugt af far i middagspausen. Den kom med til Ringridervej og blev brugt de første mange Ã¥r der. Snedkermøblerne blev overtaget af Museet pÃ¥ Sønderborg Slot, da far flyttede pÃ¥ plejehjem. I kælderen var der fyrrum med centralfyret og plads til brændsel. Tørv, briketter, koks, gasværkskoks, bÃ¥ret ind i flettede kurve.Central varme - vÃ¥de tørv, heldig, hvis far kunne skaffe ‘gasværkskoks’ Der var en vaskekælder med gruekeddel og trækar til skyllevand. Da Aarøe Hansen fraflyttede stueetagen i efterÃ¥ret 1945, kom familien Bjerregaard. Han arbejdede pÃ¥ Solofabrikken (margarinefarbik), og de havde datteren Karen, som var jævnaldrende med mig. Ja, faktisk mener jeg, at hun havde fødselsdag et par dage før mig.
10.februar blev (Inge) Merete født. Jeg var sendt ned til Tækker. Jeg kendte dem jo rigtig godt, men det var grænseoverskridende, at jeg også skulle sove der. Det var jeg ikke meget for. Moster Astrid var kommet for at hjælpe ved hjemmefødslen med vores læge Zimmermann, og der har vel også været en jordemoder (?). Da jeg kom hjem næste formiddag, havde jeg så fået en lillesøster. Min mor beskriver i min bog (s.59), at jeg var betaget og stolt over min søster, men også om efterfølgende jalousi og trods, som medførte øretæver.
Ringridervej Det var 10 andelsboliger i fem dobbelthuse af Andelsboligforeningen af 1942, som var under opførelse. De blev kaldt 'politihusene', fordi af 10 af husene var beboet af 5 politimænd. Da de var under bygning, kunne man få indflydelse på mindre ændringer. Far og mor valgte således at ersatte en almindelig dør mellem spisestue og dagligstue med en bred døråbning, og en køkkenelevator, som placeret i et køkkenskab kunne hejses op og ned til den køligere viktualiekælder, som kompensation for at vi ikke havde isskab eller køleskab. Væggene var malet med limfarve, som havde den særlige evne, at det kunne smitte af, og heller ikke var synderlig praktisk op ad trappen til første sal, så her blev den senere erstattet af oliemaling. I det næste hus boede også en politimand, H.C.Hansen, og der var så to børn Stig og Dorrit. I det hus boede en maskinarbejder (?) Jacobsen, som arbejdede på Kamgarnsspinderiet. Der var en ældre pige, og Inge, som var nogenlunde jævnaldrende med Merete. Da vi flyttede den lille kilometer til Ringridervej var det som at komme på landet. Der var et hus eller to lidt længre ude, men både overfor og bagved var der mark. Lidt længere ude ad Ringridervej boede dyrlæge Andersen. Han havde en Citroen Berlin, og et par gange fik man tiltusket sig en tur, når han skulle ud på praksis og se på besætninger. Det var grænseoverskridende at se ham stikke hele armen op til albuen ind i koens røvhul og tømme tarmen for afføring.
Den familiære forbindelse til Lomborgs planteskole i VejgÃ¥rd ved Ã…lborg sikrede leverance af frugttræer, frugtbuske og roser og andre stauder. Vi modtog langt flere roser, end der var bestilt, sÃ¥ haveplanerne mÃ¥tte ændres med5-6 rosenbede med hver 9 planter. Hækplanter til læ for terassen blev skabt af af 10-15 cm endeskud fra ligusterhæk, som fik fjernet det yderste lag, og sÃ¥ stukket ned i jorden. Det tog sin tid, inden hækken blev høj og tæt, men det var billigt – og det fungerede. Salamandre og haletudser var helt almindelige PÃ¥ Sdr.Landevej havde vi en sort kat, der hed Pussi. Den var ganske sød, men indrømmet: jeg blev ofte revet, nÃ¥r jeg ikke kunne lade være med at drille den, f.eks. nÃ¥r den havde lagt sig til rette pÃ¥ en spisebordsstol under bordet, og man lige kunne stikke hænderne ind mellem tremmerne for at puffe til den. Engang da vi sad og spiste, opdagede mor, at Pussi sad højt oppe i et træ i Gydesens have (VVSfirma nede ad Ringgade). Hvorfor ved vi ikke, og det tog sin tid, inden den vendte hjem igen. Den kom ikke med til Ringridervej, sÃ¥ den er formentlig afgÃ¥et ved døden inden, uden at det har sat sig præg i min hukommelse.
PÃ¥ Sdr.Landevej legede jeg primært med Robert Jensen i nr 18, Bent Thiessen overfor, Pittelkow overfor (tandlæge, hvor forældrene til en fødselsdag opførte et skyggeteater bag et lagen. Meget dramatisk med tandudtrækning, benamputation mm). Lige efter krigen blev der naturligvis leget tyskere og englændere. Jeg hsuker, at Bent var i besiddelse af en rigtig stÃ¥lhjelm, og det var jo ikke til at slÃ¥. VÃ¥bnene var ellers hjemmegjorte trævÃ¥ben. Sandkasser var et sted, vi tilbragte meget tid, men naturligvis legede vi ogsÃ¥ gemmeleg, og her var de store hortensiaer gode at gemme sig under. Hos Robert, som bÃ¥de havde en storesøster og vist ogsÃ¥ en storebror, var der en kanariefugl i køkkenet, hvor vi fik serveret sigtebrød, eventuelt amagermad med puddersukker. Her var der ogsÃ¥ basis for at hente en roe eller kÃ¥lrabi (dem kunne man hente pÃ¥ de nærliggende marker), som man kunne udhule, sÃ¥ man kunne sætte et stearinlys i den, nÃ¥r man sammen med de andre børn i eftersomnerens skumring drog rundt og sang Lanterne lanterne, Man kunne dog ogsÃ¥ bruge købte, japanske papirlanterner I Fritidssysler er der beskrevet flere lege og legetøj . Om vinteren kunne man bygge snehuler, og boldbanerne ved Ringriderpladsen blev oversprøjtet, sÃ¥ man kunne løbe pÃ¥ skøjter. Jeg har dog aldrig haft skøjter. Egentlig troede jeg heller ikke, at jeg har haft skistøvler, men mor har skrevet, at jeg fik et par i fødselsdagsgave i 1946. Der var i øvrigt i 1947 (?) en stor spejderjambore pÃ¥ 'Exe', hvor Henning Jensen (søn af Astrid) deltog. Da vi flyttede til Ringridervej var der et andet udvalg af legekammerater. Først og fremmest var der vores nabos Stig Duus Hansen (f.1944), og vi legede meget sammen, bl.a. i deres store sandkasse. Stigs og mit værelse vendte mod hinanden, og derfor var fristende det fristende at kunne signalere til hinanden. Det startede med en simpel ‘semafor’løsning, hvor vinger af pap med deres farve eller placering kunne fortælle, om man var tilgængelig. Børnefødselsdage Børnefødselsdage var ikke noget med at invitere hele klassen. Var man kammerat, fik man en skriftlig invitation pÃ¥ et kort ' Det ville glæde Jørgen at se … til fødselsdag' osv. Typisk var man vel 5-8 stykker – og som jeg husker det ingen piger. Familielivet Mors hverdag var ret rutinemæssigt: rede senge, gøre rent, vaske op, lave mad, som blev indtaget pÃ¥ fastsatte tidspunkter, bestemt af sendetiden for ‘Pressens Radioavis’. Det var klokken 12, 19 og 22. Den hed sÃ¥dan, fordi stoffet blev redigeret af dagbladene. Mor havde selvfølgelig ogsÃ¥ ansvaret for de tilhørende indkøb. Mange varer kunne kun købes mod samtidig med aflevering af rationringskort, og selv om rationeringen blev lempet lidt efter lidt, sÃ¥ hold den ved til midt i 1950'erne. Det var naturligvis ikke kun hverdagsbehov som sukker, smør osv, men f.eks. ogsÃ¥ chokolade, og vi har aldrig fÃ¥et sÃ¥ meget fin chokolade, som da vi skulle bruge vores ration, og far kom hjem med chokoladekonfekt fra Johanne Borch i Kastanieallé. I øvrigt var det ikke sÃ¥ tit vi handlede med den lokale købmand, for fars gamle garderkammerat Jørgen Lyck havde en købmandsforretning i Dybbøl og en gang om ugen kom kommis Matzen, og noterede i sin bog, hvad mor bestilte, og varerne blev sÃ¥ leveret efterfølgende. Jeg kan ikke huske, hvorledes der blev afregnet - ugentligt eller mÃ¥nedligt – men jeg hsuker, at man ved bestillingen skulle aflevere de nødvendige rationeringsmærker. Under strygningen blev der sunget mange sange fra sangbogen sammen med mor, og der lærte jeg i sagens natur en stor del af den danske sangskat. Det var ogsÃ¥ rigtig hyggeligt, nÃ¥r mor kunne fÃ¥ tid til at sætte sig til at strikke, for sÃ¥ kunne hun samtig læse historier højrt. Det kunne være H.C. Andersens eventyr, Børnene i Nyskoven, Marryats børn, Jules Verne mm. PÃ¥ den mÃ¥de fik jeg lysten til bøger ind med ‘modermælken’. I øvrigt husker jeg ogsÃ¥, at bÃ¥de far og mor læste op af Sigrid Undsets Kirstin Lavransdatter pÃ¥ Ringridervej. Der var ikke flere tv-kanaler, der lagde beslag pÃ¥ aftenhyggen. I nummer 16 løb der nogle varmerør til radiatoren bag en lænestol inde i dagligstuen. De var vel placeret i ca.40 cm højde, og derfor passede de til at sidde pÃ¥. Det varede jo lidt, inden varmen trængte gennem bukserne, og sÃ¥ mÃ¥tte man jo flytte fra balle til balle, nÃ¥r det blev for varmt. Det irriterede mor, som ville holde op med at læse, hvis jeg ikke kunne forholde mig rolig. Jeg var nødt til at krybe til korset og sige, at jeg brændte min bagdel, og sÃ¥ fandt jeg en anden plads. Jeg kan forstÃ¥, at jeg kunne være ganske trodsig som barn. Det kunne fÃ¥ min mor op i ‘det røde felt’, og sÃ¥ gav det endefuld. I første omgang med hænderne, men mor havde tendens til at der var en blodÃ¥re i en finger, der fik det til at gøre ondt, sÃ¥ belært af det blev der skiftet til brug af tøjbørster. Jeg kunne ogsÃ¥ fÃ¥ ‘stuearrest’. Det betød normalt, at man blev lagt i seng og skulle forholde sig der, til man var blevet god igen. Det havde ikke altid den ønskede effekt, for en del legetøj befandt sig i klædeskabet, og sÃ¥ kunne man jo stÃ¥ op og fÃ¥ tiden til at gÃ¥ med at lege med det. Nu lyder det, som jeg fik tæv efter noder. SÃ¥dan var det ikke, og i min erindring er jeg kommet til den konklusion, at jeg fik som fortjent. Normalt cyklede far pÃ¥ arbejde. Han havde jo tjenestecykel, men nÃ¥r han havde week-end vagt hændte det, at han havde tjenestebilen med hjem. Den han normalt brugte var en stor Chevrolet Æ400 med reservehjul i forskærmen og drejelig projektør i taget. Og ikke mindst spændende var resterne af nogle blodpletter pÃ¥ bagsædet, som stammede fra opsamlingen af en engelsk flyver, som var faldet ned. Det skete ikke sÃ¥ sjældent, at jeg var med pÃ¥ PolitigÃ¥rden i Perlegade (11?). Kriminalpolitiet gik ind ad bagdøren ved garageanlægget. Spændende og lidt uhyggeligt- var det naturligvis at prøve at blive sat i detensionen. En underlig fornemmelse at være i det lille rum uden hÃ¥ndtag pÃ¥ døren. Jeg husker, at bilerne under krigen havde nedblændede lygter. Udrykning var sirenefri (ogsÃ¥ for andre udrykningskøretøjer). I stedet satte man et gult udrykningvimpel pÃ¥ forskærmen. Det hændte ogsÃ¥ at far havde arrestantrejser. Det foregik med tog, og hvis det var en kvinde kunne mor og jeg komme med. Det hændte nu ogsÃ¥, at vi kom med, hvis turen skulle gÃ¥ til Statsfængslet i Horsens, da man sÃ¥ lige kunne besøge familien. Der var min farbror Ejler værkmester i væverriet, og de to brødre kunne sÃ¥ hygge sig med, at far afleverede arbejdskraft, og far kunne fÃ¥ at vide, hvorledes den indsatte havde det. I øvrigt var det ikke usædvanligt, nÃ¥r man gik pÃ¥ en bytur, at personer pænt hilste pÃ¥ far, kunne han sige: NÃ¥, det var ham jeg satte i fængsel for.....Mit indtryk er, at far var en god opdager, men ogsÃ¥ behandlede folk ordentligt. Selv smÃ¥ gryder har ører, sÃ¥ far var tlbageholdende med, hvad han fortalte om sit arbejde da vi børn var smÃ¥. NÃ¥r der var ildebrand, blev det frivillige brandværn tilkaldt ved hjælp af byens sirener, og brandmændene forlod deres job og kom cyklende til brandstationen oppe pÃ¥ Rønhave Plads. Havde far vagt kunne man næsten være sikker pÃ¥, at telefonen ville ringe lidt efter. Billedet af far i store gummistøvler og kraftig regnfrakke – der var jo vÃ¥dt efter slukningen – stÃ¥r tydeligt i min erindring - og gummistøvlerne lever i bedste velgÃ¥ende i Sverige.
MÃ¥ltiderne Far havde det fint med, at have hjemmegÃ¥ende husmor, som sørgede for, at der var mad til de faste spisetider. Han satte ogsÃ¥ pris pÃ¥, at der blev spist godt. Maden bestod af sæsonens danske grøntsager og frugter, hvoraf vores have bidrog med rigtig meget. Morgenmaden var for mit vedkommende havregryn med mælk, men ellers var det sønderjysk rugbrød (det er ikke bagti form) og franskbrød suppleret med ost og marmelade. I provinsen var det kutyme, at der var middagspause, hvor folk kunne tage hjem i middagspausen. Middagsmaden var de varme mÃ¥ltider, indtil vi begyndte i skolen. Jeg havde madpakke med i skolen i grundskolen i den bekendte røde ‘Velbekomme’ metalæske, men pÃ¥ statsskolen valgte jeg at vente, til jeg kom hjem. Mor havde normalt smurt en tallerken med rugbrødsmad, og det blev sÃ¥ indtaget, mens jeg læste ‘Politiken’ eller et ungdomsblad, jeg abonnerede pÃ¥. Der var normalt to retter: en forret med frugtsuppe (hyldebær - evt. med rester af fløjlsgrød -, sagosuppe mm), mælkeretter med rugbrødstern ('dykænder’), og sÃ¥ en hovedret. Lørdag var lidt speciel: det var grøddag. Merete og jeg skiftedes til at bestemme grøden – næsten – sÃ¥ der blev skiftet mellem risengrød, mannagrød, fløjlsgrød, havregrød, vandrisgrød, boghvedegrød (som var min favorit). Og bortset fra vandrisgrød – ofte med æblemos – var det noget jeg satte pris pÃ¥. Ved særlige lejligheder blev der kompenseret med efterfølgende pandekager. Der blev drukket sødmælk (der var ikke let-, mini- eller skummetmælk) og kærnemælk, som far og jeg drak. Sodavand, øl og vin var forbeholdt fester og evt.gæster. Generelt havde vi ikke vin i huset, men det var heller ikke en almindelig købmandsvare, men skulle købes i specielle vin- og spiritusforretninger. Is var noget ekseptionelt, som man købte til festlige lejligheder. Det skulle bestilles, og islagkagen – for det var det altid - blev sÃ¥ leveret i en papkasse med træuld og kulsyreis, som man skulle holde nalderne fra, da det brændte/ætsede en.
PÃ¥klædning I den kolde tid gik man i plusfours med spændetampe forneden og med elastikker om strømperne for at holde dem oppe, da man ikke havde indstrikket elastik i strømpekanten. I underskolen brugte vi ‘genbrugsbutikker’, nÃ¥r det drejede sig om vinterovertøj. Man voksede sÃ¥ meget, at det kun var til én sæson – og der var tale om vamsede uldfrakker, som man sÃ¥ byttede fra Ã¥r til Ã¥r. PÃ¥ hovedet havde jeg russisklignede skindhue med øreklapper og senere kasket – ligeledes med øreklapper. I øvrigt var det jo det mest almindelige, at man gik med hat. Det gjaldt sÃ¥vel kvinder som mænd, og der hørte ritualer til. NÃ¥r man hilste pÃ¥ folk, løftede man hatten, og selv jeg tog hatten af, nÃ¥r man var inde i en butik. Skoene var med ’bjørnelæder’ og far satte selv tÃ¥- & hælestød pÃ¥ for at forlænge levetiden og reparerede f.eks. hæle for at spare penge. De blev altid købt sÃ¥ store, at man startede med at have en sÃ¥l i dem. Byens førende skotøjshandler var Anker Holst i Perlegade. Her var skoæskerne placeret pÃ¥ hylder, som gik fra gulv til loft i selve forretningsomrÃ¥det, sÃ¥ de ansatte mÃ¥tte benytte sig af stiger for at komme op og finde den rigtige sko/størrelse. Terylene dukkede op som noget helt eventyrligt: det kunne holde pressefolder, og mit jakkesæt til min konfirmation blev syet af stoffet. Det blev af samme grund almindeligt, at kvinderne fik med plisserede nederdele. Nylonskjorter – ogsÃ¥ ved flyvevÃ¥bnet Lommepenge Jeg havde ikke noget stort behov for penge. Jeg var sparsommelig eller nærigalt efter synsvinkel. Jeg solgte ben fra Schmidt, som havde en kontakt restauranten i Østergade og klude/uld, metal. Karakterbøgerne fik man en gang i kvartalet, og det udløste karakterpenge efter faste takster. I skolen kunne mine kammerater lÃ¥ne smÃ¥beløb mod skyhøje renter, som jeg havde noteret pÃ¥ en seddel, og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde er blevet snydt. Overskred man betalingsfristen, sÃ¥ var der strafrente. Det var ogsÃ¥ først i gymnasiet, jeg brugte penge pÃ¥ Sissecks Isbar og til biografbilletter til 3.25 - helst pÃ¥ balkonen.
Barndommens ferier Jeg havde det skidt med at køre – blev køresyg, og da det var før plastikposernes tid, sad jeg altid med en blikskÃ¥l, som jeg kunne ofre i. Europa lÃ¥ jo i ruiner, sÃ¥ feriemÃ¥lene var familie og bekendte, og turen gik med tog. Billetterne var smÃ¥ papstykker med farvekoder, og konduktørernes tænger havde forskellige klip. Man skulle typirsk skifte i Tinglev og Fredericia. Mens det første var røvsygt, var det spændende at se de forskellige lokomotivtyper, der passerede Fredericia banegÃ¥rd. Her kunne man ogsÃ¥ se de ‘røde lyn’, der som lyntog kunne føre en til København Vognene var typisk kupevogne med plads til 6-8 pesoner, billeder af danske lokaliteter pÃ¥ væggene og flettet bagagaenet. NÃ¥r man var pÃ¥ toilettet kunne man se direkte ned pÃ¥ skinnerne, og der landede indholdet og toiletpapiret fløj videre. Havde man mere, end man kunne medbringe i kufferter, eller mere end man selv kunne transportere, kunne man dagen før indlevere kufferter, cykler osv, som sÃ¥ blev fragtet med toget i en særlig vogn, og kunne afhentes, nÃ¥r man nÃ¥ede frem. PÃ¥ et flere ugers besøg i Horsens blev der brugt en stor flettet kiste, som kunne have alt vores habengut. Heldigvis blev vi oftest hentet pÃ¥ banegÃ¥rden i bil, da den ikke var sÃ¥dan at slæbe rundt med. Da jeg kom i skole kunne man fÃ¥ fribilletter til bumletogene, og dem har jeg brugt hvert Ã¥r, mens jeg gik i underskolen, og fik transporteret min cykel med.
Selv i biografen til ’Havets helte’ blev jeg syg – og jeg har derfor heller aldrig været i gynge eller rutschebaner. Mommarkfærgen
Manillamærker
I haven med Store Bedstefar På torvet med Lille bedstefar Købte Poltiken bøger i Kattesund i Horsens
Esbjergferie Stationsforstander Fournais
|
|||||||||
Vores nabo var en ældre politiassistent Schmidt. Han hvade som sønderjyde været med i 1.verdenskrig på tysk side. Konen havde været/var lotte. Det var flinke mennesker, og de havde en smuk irsk setter. Den blev lukket ind i kælderen til nytår, da den blev desparat, når der blevt fyret fyrværkeri af. Et år var det lykkedes den at komme ud af det lille, meget højtsiddende kældervindue og var forsvundet i flere dage.
Nu skule vi ikke længere dele have, men den skulle grundlægges fra bunden. Haven skulle jordforbedres, og det klarede vi ved at hente muldlag nede fra marken. Det var ikke mindst ‘store bedstefar’, der hjalp med det. Han var morgenmand og stærk, og kørte mange børfulde ind i haven.
