Barndomserindringer

Sidst opdateret 28. januar 2017

De, der falder over siden, m√• tage til takke med, at jeg langsomt graver i erindringen og pr√łver at f√• styr p√• stoffet.

Billedstof

De gamle familiealbum er ved at blive scannet. Det √¶ldste er scannet og rummer √•rene fra min f√łdsel og til midt i halvtredserne.

Den del, der vedr√łrer min og Meretes barndom, Polly og tidlig Ringridervej er samlet i Min barndom.

Albummets billeder i √łvrigt findes i Fra det gamle familiealbum.

Vi brugte ikke betegnelsen morfar og farfar, men ‘lille bedstefar’ og ‘store bedstefar’. Da min farfar ikke havde nogen kone, var bedstemor min mormor.

Min barndom

For at siden ikke skal blive for stor, er noget af stoffet flyttet til separate sider:

Mine forældre

Familierne i Horsens

Dagligdagen

Fritidssysler

Familietraditioner

Servicesamfundet

Indholdet af denne side

Pt kan jeg ikke få linkene på siden til at fungere korrekt
 

Konfirmation 1956
 

Min mors beretning fra mine tidlige år

Min mor har skrevet en bog om mine f√łrste √•r. Ikke omfattende, men spredte indtryk fra dagligdagen - og festlige dage.

Med skam at melde fik jeg f√łrst l√¶st den i efter√•ret 2013, og kan ikke huske, hvorn√•r jeg fik den overdraget. Indtil videre er her den ‘rene’ vare.(Mors fort√¶lling)

 

Jeg blev f√łdt 4.oktober, f√• dage efter at min far var blevet udn√¶vnt til kriminalbetjent.
F√łdslen foregik p√• hospitalet p√• Kongevejen (billedet), som blev revet ned i 1975 og omr√•det omdannet til park.
Kathinka var der i dagene omkring f√łdslen, og rejste tilbage dagen efter.

 

Sdr.landevej 7
P√• det tidspunkt boede vi p√• Sdr.Landevej 7 i et murermesterhus med 3 lejligheder. 
I fars beretning (side 47) kan man læse om erhvervelsen af lejligheden

Vi boede i stuen og premierl√łjtnant R.M.Larsen med familie boede p√• f√łste sal. Han var l√¶rer p√• sergentskolen.

Det er ikke noget, jeg kan huske, for jeg har slet ingen erindringer om nummer 7, men det er personer, som vi senere i min opvækst var sammen med.

Da Larsen flyttede kom Lis og Villy Christensen. Han var ogs√• milit√¶rmand (l√łjtnant). Han blev senere ekspedient i Centralm√łbellageret. De flyttede til Amager, hvor vi bes√łgte dem et par gange, og hvor jeg fik frim√¶rker af ham (han var frim√¶rkesamler).

Sdr.Landevej  er forl√¶ngelsen af Finsensgade, hvor Kamgarnspinderiet l√•, og str√¶kningen fra Parkgade til Ringgade bestod af r√łde murstenshuse som enten havde et par lejligheder, eller var en decideret villa for √©n familie. Der var langsg√•ende stakit foran haverne, hvor hortensierne p√• s√łnderjysk vis var hyppige og store.

Husene var relativt moderne med centralvarme, som blev passet af beboerne.

Sdr.Landevej var udkanten af S√łnderborg mod √łst. Der var ganske f√• bygninger √łst for Ringgade, bl.a. H√•ndv√¶rkerskolen, men derfra var der dyrkede marker og den store milit√¶re √łvelsesplads, ‘Exe’, som vi kaldte omr√•det.
De store blokke på Ringgade mellem Sdr.landevej og Ringridervej blev bygget i denne periode og var meget moderne tænkt med en forretning i kælderplan i hver blok på vestsiden af Ringgade.

Vores naboer til nummer 7 blev vi ved med at komme sammen med. Det var f√łrst og fremmest Carlsbergdepotets bestyrer, J√łrgensen i nummer 9. De boede i hele villaen, som p√• traditionel s√łnderjysk vis havde buede ruder i vinduerne.

I nummer 5 boede Kluth, som  var togkondukt√łr, og som man af og til kunne tr√¶ffe, n√•r man rejste med toget til Horsens.

Overfor boede postbud Tækker, som vi ofte var sammen med..

 

 Krigen

Jeg har ikke mange specifikke erindringer af krigsårene.

Fra politiet blev taget 19.september 1944, gik far under jorden og mor og jeg flyttede til Sundvej hos mine bedsteforældre.

Sjovt nok, kan jeg huske turen tilbage til S√łnderborg hvor vi k√łrte med en af Rodemeiers lastbiler i april 1945. Vi blev sat af i Gr√•sten og cyklede derfra. Vi m√•tte g√łre ophold oppe p√• Dybb√łl Banke, fordi der var luftalarm. Da den blev afbl√¶st fortsatte vi hjem.

Vi var nu t√¶ttere p√• krigen og bombningerne af Tysklandl, og der var mange luftalarmer, som sendte os i k√¶lderen, hvorfra vi kunne h√łre dr√łnene og se lysene. Der var beskyttelsesrum i Finsensgade, og jeg kan ogs√• huske, at jeg har v√¶ret der, men normalt brugte vi k√¶lderen som beskyttelsesrum, n√•r der var luftangreb over Flensborg eller Kiel.

Jeg kan også huske, at der var mangel på varer, og at far gennem sit job havde forbindelser b.a. hos Hans Hansen, som kunne finde ting under disken. Generelt var det sparetider - genbrug af papir, æsker, bånd; og den lille skrædder Murerkilde fik fars gamle underformer og vendte dem, og syede nyt til mig. Hjemmesko var nu forsynet med såler bildæk.
Sivsko var gode at have i de fodkolde lejligheder.

Plasticposer fandtes jo ikke, s√• k√łbte men noget - f.eks. i en t√łjforretning - blev det pakket ind i brunt karduspapir og ombundet med snor. Var det noget st√łrre var det emballeret i en papkasse - som senere kunne anvendes til at gemme papir, julepapir, b√•nd og  - var det fint med en b√¶repind.

Havens gr√łntsager var et n√łdvendigt supplement til den daglige kost, og alle de eksotiske frugter vi nyder i dag, var der ikke adgang til. Det var f√łrst efter vi var flyttet til Ringridervej, der begyndte at komme import fra udlandet. Min f√łrste kokosn√łd fik jeg, da HH bes√łgte os, mens han var i Itzehoe i den engelske bes√¶ttelseszone.

M√łrkl√¶gningsgardinere var jeg jo vandt til, og det samme gjaldt rationeringsm√¶rker.
Tr√¶erne fik malet hvide b√•nd, da der jo var m√łrkl√¶gning af billygter, og for at blive set blev sk√¶rmene p√• cyklerne malet hvide.
Benzin var mangelvare, s√• mange private biler blev ‘klodset op’, og de biler, der var p√• vejen havde generator og fyrede med tr√¶, hvis gas drev motoren.

Tyske soldater i Jernbanegade lige efter befrielsen blev afvæbnet af amerikanske soldater.

Man fik indprentet, at man skulle være påpasselig med, hvad man sagde og i tagetagen havde vi tyskeren Rantzau boende.

Efter befrielsen (juni 1946) kom kong Christian X p√• bes√łg i Kongeskansen - der var langt at g√•, men man forstod p√• far og mor og alle de andre, at det var v√¶sentligt.

Sdr.landevej 16
En datter til ejeren af nummer 7 skulle have vores lejlighed, så vi skulle have fat i en anden.
Også her kan historien om erhvervelsen læses i fars beretning (side 57).
Via Hartvig Pedersen, som havde boet på Sundvej, havde forbindelse til ejeren af nummer 16, og vi overtog lejligheden på 1.sal 1.oktober 1944. Far var under jorden, så det var min morfar, der sammen med Kluth og Tækker hjalp med at flytte.

Mor og jeg k√łrte med min morfar tilbage til Horsens, hvor vi s√• boede indtil 23.april 1945.

N√•r man kom ind ad d√łren til lejligheden, tr√•dte man ind i en korridor, som dengang havde et flettet papirt√¶ppe
Tv lå soveværelset, hvor hele familien sov, Merete og jeg i udtrækssenge.
Th for enden af korridoren l√• toilettet med et stort badekar, og th herfor l√• k√łkkenet med en altan. Til madlavningen var der gasapparater p√• et tr√¶k√łkkenbord (med zinkplade), og man skulle passe p√• at gasslangerne ikke kom for t√¶t p√• blusset.
Der var intet k√łleskab eller isskab, og k√łkkengrejet stod bag et t√łjforh√¶ng under et langt arbejdsbord. 
Kun et kosteskab og et opbevaringsskab. Ellers et langt bord med hylder under og stof  til at tr√¶kke for. Der var ogs√• et lille spisebord, som senere endte som arbejdsbord i k√¶lderen p√• Ringridervej, og som nu er bord i sovev√¶relset p√• K√§llaremoen.

Det var f√łr man havde k√łleskab eller fryser, m√•tte man k√łbe ind oftere og opbevare tingene p√• en anden m√•de. Der var en altan, som i den kolde periode kunne bruges som k√łleskab.

Midt i korridoren var der s√• tv indgang til spisestuen, som l√• mod syd, og dagligstuen, som l√• mod nord. Vendet√¶pper og vendegardiner (gr√łnt og rustr√łd).

Bortset fra de snedkerede m√łbler fra snedker Jacobsen i Ulkeb√łl, var der i spisstuen ogs√• plads til en sofa /chaiselong, som vi dels kunne bruge, n√•r der kom g√¶ster, dels blev brugt af far i middagspausen. Den kom med til Ringridervej og blev brugt de f√łrste mange √•r der. Snedkerm√łblerne blev overtaget af Museet p√• S√łnderborg Slot, da far flyttede p√• plejehjem.

I k√¶lderen var der fyrrum med centralfyret og plads til br√¶ndsel. T√łrv, briketter, koks, gasv√¶rkskoks, b√•ret ind i flettede kurve.Central varme - v√•de t√łrv, heldig, hvis far kunne skaffe ‘gasv√¶rkskoks’
I de f√łrste √•r fik man leveret v√•de t√łrv med gr√łnt gr√¶s, og vandet fl√łd henad gulvet.
Senere blev der r√•d til briketter og en smule koks, som var god til at fyre over med. Skulle det v√¶re rigtig godt, kunne far komme hjem med en s√¶k med gasv√¶rkskoks. som  var sm√• efter at have v√¶ret anvendt til gasproduktionen.

Der var en vaskek√¶lder med gruekeddel og tr√¶kar til skyllevand. 

Haven deltes man om.

Da Aar√łe Hansen fraflyttede stueetagen i efter√•ret 1945, kom familien Bjerregaard. Han arbejdede p√• Solofabrikken (margarinefarbik), og de havde datteren Karen, som var j√¶vnaldrende med mig. Ja, faktisk mener jeg, at hun havde f√łdselsdag et par dage f√łr mig.

  

 Merete kommer

10.februar blev (Inge) Merete f√łdt. Jeg var sendt ned til T√¶kker. Jeg kendte dem jo rigtig godt, men det var gr√¶nseoverskridende, at jeg ogs√• skulle sove der. Det var jeg ikke meget for.

Moster Astrid var kommet for at hj√¶lpe ved hjemmef√łdslen med vores l√¶ge Zimmermann, og der har vel ogs√• v√¶ret en jordemoder (?).

Da jeg kom hjem n√¶ste formiddag, havde jeg s√• f√•et en lilles√łster.

Min mor beskriver i min bog (s.59), at jeg var betaget og stolt over min s√łster, men ogs√• om efterf√łlgende jalousi og trods, som medf√łrte √łret√¶ver.

 

 

 

 

Ringridervej
Det var formentlig for at skaffe Merete og mig ud af soveværelset og give os vores eget område, at vi flyttede til Ringridervej.
Forretningsf√łreren for andelsforeningen, Aar√łe Hansen, boede i Sdr. Landevej 16, da vi flyttede ind, og man kan jo mist√¶nke, at det har v√¶ret medvirkende til, at vi fik lejligheden.

Det var 10 andelsboliger i fem dobbelthuse af Andelsboligforeningen af 1942, som var under opf√łrelse. De blev kaldt 'politihusene', fordi af  10 af husene var beboet af 5 politim√¶nd.

Da de var under bygning, kunne man f√• indflydelse p√• mindre √¶ndringer. Far og mor valgte s√•ledes  at ersatte en almindelig d√łr mellem spisestue og dagligstue med en bred d√łr√•bning, og en k√łkkenelevator, som placeret i et k√łkkenskab kunne hejses op og ned til den k√łligere viktualiek√¶lder, som kompensation for at vi ikke havde isskab eller k√łleskab.
Der blev ogs√• etableret bruser.og h√•ndvask i vaskek√¶lderen, s√• man ikke skulle have alt snavset fra haven med op til badev√¶relset p√• f√łrste sal.

V√¶ggene var malet med limfarve, som havde den s√¶rlige evne, at det kunne smitte af, og heller ikke var synderlig praktisk op ad trappen til f√łrste sal, s√• her blev den senere erstattet af oliemaling.

 Vores nabo var en √¶ldre politiassistent Schmidt. Han hvade som s√łnderjyde v√¶ret med i 1.verdenskrig p√• tysk side. Konen havde v√¶ret/var lotte. Det var flinke mennesker, og de havde en smuk irsk setter. Den blev lukket ind i k√¶lderen til nyt√•r, da den blev desparat, n√•r der blevt fyret fyrv√¶rkeri af. Et √•r var det lykkedes den at komme ud af det lille, meget h√łjtsiddende k√¶ldervindue og var forsvundet i flere dage.
I en h√łj alder k√łbte Schmidt en folkevogn. Det √łgede ikke trafiksikkerheden, men gav os mulighed for en gang imellem at l√•ne bilen.
P√• de sidste dage blev han  tungh√łr, og da hans kone var d√łd og ikke kunne korrigere ham, blev der skruet ganske h√łjt op for hans tv. Husene var ganske vist dobbelthuse, men lydisoleringen var ringe - om nogen -, s√• vi kunne d√•rligt h√łre vores eget tv.
S√• gik far ind ogringede til ham. S√• var han n√łdt til at skrue ned, og s√• lagde far r√łret p√•.S√• hjalp det i hvert fald en stund.

I det n√¶ste hus boede ogs√• en politimand, H.C.Hansen, og der var s√• to b√łrn Stig og Dorrit.

I det hus boede en maskinarbejder (?) Jacobsen, som arbejdede p√• Kamgarnsspinderiet. Der var en √¶ldre pige, og Inge, som var nogenlunde j√¶vnaldrende med Merete.
Pudsigt var det at notere sig, at i week-end’en skippede far jakken og slipset og if√łrte sig sit arbejdst√łj, mens Jacobsen ofte blev set i jakkes√¶t.

Da vi flyttede den lille kilometer til Ringridervej var det som at komme p√• landet. Der var et hus eller to lidt l√¶ngre ude, men b√•de overfor og bagved var der mark. Lidt l√¶ngere ude ad Ringridervej boede dyrl√¶ge Andersen. Han havde en  Citroen Berlin, og et par gange fik man tiltusket sig en tur, n√•r han skulle ud p√• praksis og se p√• bes√¶tninger. Det var gr√¶nseoverskridende at se ham stikke hele armen op til albuen ind i koens r√łvhul og t√łmme tarmen for aff√łring.
Der boede ogs√• en lidt sp√¶ndende, √¶ldre dame Barnikow i nr.64. Det var noget af et klunkehjem, med store glaslysekroner. Hvordan jeg kom i kontakt med hende, har jeg ingen erindring om.

Nu skule vi ikke l√¶ngere dele have, men den skulle grundl√¶gges fra bunden. Haven skulle jordforbedres, og det klarede  vi ved at hente muldlag nede fra marken. Det var ikke mindst ‘store bedstefar’, der hjalp med det. Han var morgenmand og st√¶rk, og k√łrte mange b√łrfulde ind i haven.

Den familiære forbindelse til Lomborgs planteskole i Vejgård ved Ålborg sikrede leverance af frugttræer, frugtbuske og roser og andre stauder. Vi modtog langt flere roser, end der var bestilt, så haveplanerne måtte ændres med5-6 rosenbede med hver 9 planter.

H√¶kplanter til l√¶ for terassen blev skabt af af 10-15 cm endeskud fra ligusterh√¶k, som fik fjernet det yderste lag, og s√• stukket ned i jorden. Det tog sin tid, inden h√¶kken blev h√łj og t√¶t, men det var billigt – og det fungerede.

Salamandre og haletudser var helt almindelige 
Der blev fanget haletudser i sm√•s√łerne, og det var sp√¶ndende at se deres udvikling. Problemet opstod, n√•r haletudserne begyndte at f√• lemmer i henkogningsglasset – s√• blev de smidt ud – formentlig gennem toilettet.

 

 K√¶ledyr

P√• Sdr.Landevej havde vi en sort kat, der hed Pussi. Den var ganske s√łd, men indr√łmmet: jeg blev ofte  revet, n√•r jeg ikke kunne lade v√¶re med at drille den, f.eks. n√•r den havde lagt sig til rette p√• en spisebordsstol under bordet, og man lige kunne stikke h√¶nderne ind mellem tremmerne for at puffe til den.
For ikke at tale om, at man kunne √łdel√¶gge dens sikre balancegang p√• badekarrets kant, ved at puffe den ned i vandet. Ja, det var ikke flinkt.

Engang da vi sad og spiste, opdagede mor, at Pussi sad h√łjt oppe i et tr√¶ i Gydesens have (VVSfirma nede ad Ringgade). Hvorfor ved vi ikke, og det tog sin tid, inden den vendte hjem igen.

Den kom ikke med til Ringridervej, s√• den er formentlig afg√•et ved d√łden inden, uden at det har sat sig pr√¶g i min hukommelse.
Til geng√¶ld fik vi s√• vores sorte puddel i 1950, som kom til at hedde Polly, og som senere blev mor til et kuld hvalpe.
Jeg skrev en stil om den: Vores hund.

 

 Legekammerater

 

P√• Sdr.Landevej legede jeg prim√¶rt med Robert Jensen i nr 18, Bent Thiessen overfor, Pittelkow overfor (tandl√¶ge, hvor for√¶ldrene til en f√łdselsdag opf√łrte et skyggeteater bag et lagen. Meget dramatisk med tandudtr√¶kning, benamputation mm).

Lige efter krigen blev der naturligvis leget tyskere og englændere. Jeg hsuker, at Bent var i besiddelse af en rigtig stålhjelm, og det var jo ikke til at slå. Våbnene var ellers hjemmegjorte trævåben.

Sandkasser var et sted, vi tilbragte meget tid, men naturligvis legede vi også gemmeleg, og her var de store hortensiaer gode at gemme sig under.

Hos Robert, som b√•de havde en stores√łster og vist ogs√• en storebror, var der en kanariefugl i k√łkkenet, hvor vi fik serveret sigtebr√łd, eventuelt amagermad med puddersukker.
De havde en stor opholdsstue, hvor der stod et flygel, og Robert og jeg brugte gammeldags træklemmer til at bygge veje med, når vi skulle lege med biler.
Selv om vi legede rigtig meget sammen, holdt venskabet ikke længe efter vi flyttede til Ringridervej.

Her var der ogs√• basis for at hente en roe eller k√•lrabi (dem kunne man hente p√• de n√¶rliggende marker), som man kunne udhule, s√• man kunne s√¶tte et stearinlys i den, n√•r man sammen med de andre b√łrn i eftersomnerens skumring drog rundt og sang 

    Lanterne lanterne,
    nu lyser aftenens stjerne,
    i den m√łrkeby, i den m√łrkeby,
    lyser vor lanterne ny.
    Hvor vi ej kan se at gå,
    lyser vor lanterner små.
    Filium bum bum, filium bum bum, filium bum bum bum bum.

Man kunne dog ogs√• bruge k√łbte, japanske papirlanterner

I Fritidssysler er der beskrevet flere lege og leget√łj .

Om vinteren kunne man bygge snehuler, og boldbanerne ved Ringriderpladsen blev overspr√łjtet, s√• man kunne l√łbe p√• sk√łjter. Jeg har dog aldrig haft sk√łjter. Egentlig troede jeg heller ikke, at jeg har haft skist√łvler, men mor har skrevet, at jeg fik et par i f√łdselsdagsgave i 1946.

Der var i √łvrigt i 1947 (?) en stor spejderjambore p√• 'Exe', hvor Henning Jensen (s√łn af Astrid) deltog.

Da vi flyttede til Ringridervej var der et andet udvalg af legekammerater. F√łrst og fremmest var der vores nabos Stig Duus Hansen (f.1944), og vi legede meget sammen, bl.a. i deres store sandkasse.
Hos Jacobsen, som arbejdede p√• Kamgarnsspinderiet var Inge, og p√• hj√łrnet til Sundsvallsgade boede Karen Skovgaard.

Stigs og mit v√¶relse vendte mod hinanden, og derfor var fristende det fristende at kunne signalere til hinanden. Det startede med en simpel ‘semafor’l√łsning, hvor vinger af pap med deres farve eller placering kunne fort√¶lle, om man var tilg√¶ngelig.
Senere blev det mere avanceret, da vi trak to ledninger mellem husene: en til et ringeapparat, og en til et samtalesystem.
Jeg havde overtaget fars gamle Magnavox-radio, og ved hj√¶lp af ekstra h√łjttalere kunne man b√•de tale og h√łre. Vi  k√łbte brugte radioh√łjttalere i Radiomagasinet oppe i Perlegade. Der handlede far og mor, og her var kittelbetjent ekspedient (ejeren), som hjalp med at finde nogle gamle h√łjttalere ude p√• v√¶rkstedet.

B√łrnef√łdselsdage
Inden jeg kom i skole havde jeg naboens Robert og underboens Karen til min f√łdselsdag.

B√łrnef√łdselsdage var ikke noget med at invitere hele klassen. Var man kammerat, fik man  en skriftlig invitation p√• et kort ' Det ville gl√¶de J√łrgen at se … til f√łdselsdag' osv.

Typisk var man vel 5-8 stykker – og som jeg husker det ingen piger.
Man kom typisk kl 14 og havde s√• en to-krone med, p√¶nt indpakket i stanniol eller noget andet. S√• var der boller og chokolade og en lagkage. S√• blev man sendt ud at lege, og sidst p√• eftermiddagen kunne der serveres r√łde p√łlser eller evt. is.

Familielivet
Vi var jo begunstiget af, at mor altid var hjemme, og vi har derfor aldrig været i institution.

Mors hverdag var ret rutinem√¶ssigt: rede senge, g√łre rent, vaske op, lave mad, som blev indtaget p√• fastsatte tidspunkter, bestemt af sendetiden for ‘Pressens Radioavis’. Det var klokken 12, 19 og 22. Den hed s√•dan, fordi stoffet blev redigeret af dagbladene.

Mor havde selvf√łlgelig ogs√• ansvaret for de tilh√łrende indk√łb. Mange varer kunne kun k√łbes mod samtidig med aflevering af rationringskort, og selv om rationeringen blev lempet lidt efter lidt, s√• hold den ved til midt i 1950'erne.

Det var naturligvis ikke kun hverdagsbehov som sukker, sm√łr osv, men f.eks. ogs√• chokolade, og vi har aldrig f√•et s√• meget fin chokolade, som da vi skulle bruge vores ration, og far kom hjem med chokoladekonfekt fra Johanne Borch i Kastanieall√©.

I √łvrigt var det ikke s√• tit vi handlede med den lokale k√łbmand, for fars gamle garderkammerat J√łrgen Lyck havde en k√łbmandsforretning i Dybb√łl og en gang om ugen kom kommis Matzen, og noterede i sin bog, hvad mor bestilte, og varerne blev s√• leveret efterf√łlgende. Jeg kan ikke huske, hvorledes der blev afregnet - ugentligt eller m√•nedligt – men jeg hsuker, at man ved bestillingen skulle aflevere de n√łdvendige rationeringsm√¶rker.

Under strygningen blev der sunget mange sange fra sangbogen sammen med mor, og der lærte jeg i sagens natur en stor del af den danske sangskat.

Det var ogs√• rigtig hyggeligt, n√•r mor kunne f√• tid til at s√¶tte sig til at strikke, for s√• kunne hun samtig l√¶se historier h√łjrt. Det kunne v√¶re H.C. Andersens eventyr, B√łrnene i Nyskoven, Marryats b√łrn, Jules Verne mm. P√• den m√•de fik jeg lysten til b√łger ind med ‘moderm√¶lken’. I √łvrigt husker jeg ogs√•, at b√•de far og mor l√¶ste op af Sigrid Undsets Kirstin Lavransdatter p√• Ringridervej. Der var ikke flere tv-kanaler, der lagde beslag p√• aftenhyggen.

I nummer 16 l√łb der nogle varmer√łr til radiatoren bag en l√¶nestol inde i dagligstuen. De var vel placeret i ca.40 cm h√łjde, og derfor passede de til at sidde p√•. Det varede jo lidt, inden varmen tr√¶ngte gennem bukserne, og s√• m√•tte man jo flytte fra balle til balle, n√•r det blev for varmt. Det irriterede mor, som ville holde op med at l√¶se, hvis jeg ikke kunne forholde mig rolig. Jeg var n√łdt til at krybe til korset og sige, at jeg br√¶ndte min bagdel, og s√• fandt jeg en anden plads.

Jeg kan forst√•, at jeg kunne v√¶re ganske trodsig som barn. Det kunne f√• min mor op i ‘det r√łde felt’, og s√• gav det endefuld. I f√łrste omgang med h√¶nderne, men mor havde tendens til at der var en blod√•re i en finger, der fik det til at g√łre ondt, s√• bel√¶rt af det blev der skiftet til brug af t√łjb√łrster.

Jeg kunne ogs√• f√• ‘stuearrest’. Det bet√łd normalt, at man blev lagt i seng og skulle forholde sig der, til man var blevet god igen. Det havde ikke altid den √łnskede effekt, for en del leget√łj befandt sig i kl√¶deskabet, og s√• kunne man jo st√• op og f√• tiden til at g√• med at lege med det.

Nu lyder det, som jeg fik tæv efter noder. Sådan var det ikke, og i min erindring er jeg kommet til den konklusion, at jeg fik som fortjent.

Normalt cyklede far på arbejde. Han havde jo tjenestecykel, men når han havde week-end vagt hændte det, at han havde tjenestebilen med hjem.

Den han normalt brugte var en stor Chevrolet  √Ü400 med reservehjul i forsk√¶rmen og drejelig projekt√łr i taget. Og ikke mindst sp√¶ndende var resterne af nogle blodpletter p√• bags√¶det, som stammede fra opsamlingen af en engelsk flyver, som var faldet ned.
En sj√¶lden gang kunn man f√• lov til at k√łre med p√• en tur, n√•r han skulle ud at afh√łre folk – men naturligvis skulle man blive i bilen.
Så medbragte far den lille rejseskrivemaskine, papir og carbonpapir til at lægge mellem siderne, så man fik lavet en kopi af det skrevne.

Det skete ikke s√• sj√¶ldent, at jeg var med p√• Politig√•rden i Perlegade (11?). Kriminalpolitiet gik ind ad bagd√łren ved garageanl√¶gget.
Kontorerne var ikke store, men det kontor far delte med Helge Madsen var nu OK med deres to skriveborde stående op mod hinanden.

Sp√¶ndende og lidt uhyggeligt- var det naturligvis at pr√łve at blive sat i detensionen. En underlig fornemmelse at v√¶re i det lille rum uden h√•ndtag p√• d√łren.

Jeg husker, at bilerne under krigen  havde nedbl√¶ndede lygter. Udrykning var sirenefri (ogs√• for andre udrykningsk√łret√łjer). I stedet satte man et gult udrykningvimpel p√• forsk√¶rmen.
Vi overtog udrykningsflaget til Æ400 efter fars flytning på plejehjem, og det blev overdraget til Politimuseet i 2017.

Det h√¶ndte ogs√• at far havde arrestantrejser. Det foregik med tog, og hvis det var en kvinde kunne mor og jeg komme med. Det h√¶ndte nu ogs√•, at vi kom med, hvis turen skulle g√• til Statsf√¶ngslet i Horsens, da man s√• lige kunne bes√łge familien. Der var min farbror Ejler v√¶rkmester i v√¶verriet, og de to br√łdre kunne s√• hygge sig med, at far afleverede arbejdskraft, og far kunne f√• at vide, hvorledes den indsatte havde det.

I √łvrigt var det ikke us√¶dvanligt, n√•r man gik p√• en bytur, at personer p√¶nt hilste p√• far, kunne han sige: N√•, det var ham jeg satte i f√¶ngsel for.....Mit indtryk er, at far var en god opdager, men ogs√• behandlede folk ordentligt.

Selv sm√• gryder har √łrer, s√• far var tlbageholdende med, hvad han fortalte om sit arbejde da vi b√łrn var sm√•.

N√•r der var ildebrand, blev det frivillige brandv√¶rn tilkaldt ved hj√¶lp af byens sirener, og brandm√¶ndene forlod deres job og kom cyklende til brandstationen oppe p√• R√łnhave Plads. Havde far vagt kunne man n√¶sten v√¶re sikker p√•, at telefonen ville ringe lidt efter. Billedet af far i store gummist√łvler og kraftig regnfrakke – der var jo v√•dt efter slukningen – st√•r tydeligt i min erindring - og gummist√łvlerne lever i bedste velg√•ende i Sverige.

 

Måltiderne
Mor havde været på husholdningsskole og var en god husmor og lavede god mad.

Far havde det fint med, at have hjemmeg√•ende husmor, som s√łrgede for, at der var mad til de faste spisetider. Han satte ogs√• pris p√•, at der blev spist godt.

Maden bestod af s√¶sonens danske gr√łntsager og frugter, hvoraf vores have bidrog med rigtig meget.

Morgenmaden var for mit vedkommende havregryn med m√¶lk, men ellers var det s√łnderjysk rugbr√łd (det er ikke bagti form) og franskbr√łd suppleret med ost og marmelade.

I provinsen var det kutyme, at der var middagspause, hvor folk kunne tage hjem i middagspausen. Middagsmaden var de varme måltider, indtil vi begyndte i skolen.

Jeg havde madpakke med i skolen i grundskolen i den bekendte r√łde ‘Velbekomme’ metal√¶ske, men p√• statsskolen valgte jeg at vente, til jeg kom hjem. Mor havde normalt smurt en tallerken med rugbr√łdsmad, og det blev s√• indtaget, mens jeg l√¶ste ‘Politiken’ eller et ungdomsblad, jeg abonnerede p√•.

Der var normalt to retter: en forret med frugtsuppe (hyldeb√¶r - evt. med rester af fl√łjlsgr√łd -, sagosuppe mm), m√¶lkeretter med rugbr√łdstern ('dyk√¶nder’), og s√• en hovedret.
Der var faktisk altid k√łd til hovedretten, som oftest af hakket k√łd (frikadeller, krebinetter, b√łf, medisterp√łlse), men ogs√• en del simremad, som vi kalder det i dag. Men man fr√•dsede ikke med k√łdet: det var kartoflerne, der skulle m√¶tte. Det var heller ikke til diskussion, at man skulle spise den mad, man havde √łst op p√• tallerknen, og man skulle i hvert fald smage p√• maden, inden man udtrykte sin mening.
I efteråret, når vi havde fået æbler fra store bedstefar med fragtmanden i store kasser og hvert æbel pakket ind i avispapir, fik vi ingen forret, men frugt som dessert.

L√łrdag var lidt speciel: det var gr√łddag. Merete og jeg skiftedes til at bestemme gr√łden – n√¶sten – s√• der blev skiftet mellem risengr√łd, mannagr√łd, fl√łjlsgr√łd, havregr√łd, vandrisgr√łd, boghvedegr√łd (som var min favorit). Og bortset fra vandrisgr√łd – ofte med √¶blemos – var det noget jeg satte pris p√•. Ved s√¶rlige lejligheder blev der kompenseret med efterf√łlgende pandekager.

Der blev drukket s√łdm√¶lk (der var ikke let-, mini- eller skummetm√¶lk) og k√¶rnem√¶lk, som far og jeg drak. Sodavand, √łl og vin var forbeholdt fester og evt.g√¶ster. Generelt havde vi ikke vin i huset, men det var heller ikke en almindelig k√łbmandsvare, men skulle k√łbes i specielle vin- og spiritusforretninger.

Is var noget ekseptionelt, som man k√łbte til festlige lejligheder. Det skulle bestilles, og islagkagen – for det var det altid - blev s√• leveret i en papkasse med tr√¶uld og kulsyreis, som man skulle holde nalderne fra, da det br√¶ndte/√¶tsede en.
Man havde jo ingen fryser, så det skulle være stabilt frostvejr, hvis man selv skulle lave is. Jeg husker, at mor engang lavede hjemmelavet is i en aluminiumsgryde gryde på altanen på Sdr.Landevej 16 i frostperiode.

 

Påklædning
Fra ca. 1 maj (n√•r der var 10 grader p√• udend√łrstermometeret inden man skulle g√• i skole) m√•tte man f√• korte bukser p√•. Det var helt klart det, alle gik i i sommerperioden, og det havde den praktiske fordel, at n√•r man legede og faldt, var det ikke bikserne men kn√¶et, det gik ud over.

I den kolde tid gik man i plusfours med sp√¶ndetampe forneden og med elastikker om str√łmperne for at holde dem oppe, da man ikke havde indstrikket elastik i str√łmpekanten.
Cowboybuksernes udbredelse er et meget senere f√¶nomen fra 1960’erne.

I underskolen brugte vi ‘genbrugsbutikker’, n√•r det drejede sig om vinterovert√łj. Man voksede s√• meget, at det kun var til  √©n s√¶son – og der var tale om vamsede uldfrakker, som man s√• byttede fra √•r til √•r. P√• hovedet havde jeg russisklignede skindhue med √łreklapper og senere kasket – ligeledes med √łreklapper.

I √łvrigt var det jo det mest almindelige, at man gik med hat. Det gjaldt s√•vel kvinder som m√¶nd, og der h√łrte ritualer til. N√•r man hilste p√• folk, l√łftede man hatten, og selv jeg tog hatten af, n√•r man var inde i en butik.
Dengang var begravelsestogets hastighed bestemt af, at rustvognen var forsp√¶ndt et par heste, og at s√łrgetoget, som fulgte, var g√•ende. Al trafik standsede, og man stillede sig ud til kantstenen i √¶rb√łdighed med hovedbekl√¶dningen ned foran sig mens optoget passerede- og bilerne k√łrte ikke udenom.

Skoene var med ’bj√łrnel√¶der’ og far satte selv t√•- & h√¶lest√łd p√• for at forl√¶nge levetiden og reparerede f.eks. h√¶le for at spare penge. De blev altid k√łbt s√• store, at man startede med at have en s√•l i dem.
Far forl√¶ngede levetiden ved at s√¶tte kramper p√• h√¶l og t√• og eventuelt klistre en gummis√•l under n√•r der var slidt hul gennem f√łrste lag.
Senere kom så sko med 'rågummisåler', som var mere slidstærke.

Byens f√łrende skot√łjshandler var Anker Holst i Perlegade. Her var sko√¶skerne placeret p√• hylder, som gik fra gulv til loft i selve forretningsomr√•det, s√• de ansatte m√•tte benytte sig af stiger for at komme op og finde den rigtige sko/st√łrrelse.

Terylene dukkede op som noget helt eventyrligt: det kunne holde pressefolder, og mit jakkesæt til min konfirmation blev syet af stoffet. Det blev af samme grund almindeligt, at kvinderne fik med plisserede nederdele.

Nylonskjorter Рogså ved flyvevåbnet

Lommepenge

Jeg havde ikke noget stort behov for penge. Jeg var sparsommelig eller nærigalt efter synsvinkel.

Jeg solgte ben fra Schmidt, som havde en kontakt restauranten i √ėstergade og klude/uld, metal.

Karakterb√łgerne fik man en gang i kvartalet, og det udl√łste karakterpenge efter faste takster.

I skolen kunne mine kammerater l√•ne sm√•bel√łb mod skyh√łje renter, som jeg havde noteret p√• en seddel, og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde er blevet snydt. Overskred man betalingsfristen, s√• var der strafrente.

Det var ogs√• f√łrst i gymnasiet, jeg brugte penge p√• Sissecks Isbar og til biografbilletter til 3.25 - helst p√• balkonen.

 

Barndommens ferier
Biler var ikke hvermands eje, og vi levede h√łjt p√•, at ‘Lille bedstefar’s (morfars) ford X1766 ofte hentede og bragte os enten med bedstefar eller HH ved rattet.

Jeg havde det skidt med at k√łre – blev k√łresyg, og da det var f√łr plastikposernes tid, sad jeg altid med en bliksk√•l, som jeg kunne ofre i.
Turen tog ca 3timer, og man kunne nå at punktere mange gange på de dårlige krigsdæk, der var på, så efter reservehjulet var brugt, måtte man finde værksteder eller tanktstationer, hvor man var villige til lige at tage sig af en punktering. Dengang var der altid knyttet et værksted til en tankstation - og ingen selvbetjening.

Europa lå jo i ruiner, så feriemålene var familie og bekendte, og turen gik med tog.
Der var de almindelige bumletog, som standsede ved alle stationer - og så blev turen langvarig.
Havde man r√•d kunne man k√łbe billet til et eksprestog, som sprang de sm√• stationer over.
De fleste var med lokomotiver, som med tiden blevudskiftet med motortog.

Billetterne var sm√• papstykker med farvekoder, og kondukt√łrernes t√¶nger havde forskellige klip.

Man skulle typirsk skifte i Tinglev og Fredericia. Mens det f√łrste var r√łvsygt, var det sp√¶ndende at se de forskellige lokomotivtyper, der passerede Fredericia baneg√•rd. Her kunne man ogs√• se de ‘r√łde lyn’, der som lyntog kunne f√łre en til K√łbenhavn

Vognene var typisk kupevogne med plads til 6-8 pesoner, billeder af danske lokaliteter på væggene og flettet bagagaenet.
Man kunne naturligvis √•bne vinduet halvt, men derudover var der mekanisk luftudluftning, hvor man ved at dreje p√• et h√•ndtag kunne f√• luft gennem en kanal i taget. Under turen var det en d√•rlig id√© at √•bne vinduet, for man risikerede med stor sandsynlighed at f√• kulst√łv i hovedet.

N√•r man var p√• toilettet kunne man se direkte ned p√• skinnerne, og der landede  indholdet og toiletpapiret fl√łj videre.

Havde man mere, end man kunne medbringe i kufferter, eller mere end man selv kunne transportere, kunne man dagen f√łr indlevere kufferter, cykler osv, som s√• blev fragtet med toget i en s√¶rlig vogn, og kunne afhentes, n√•r man n√•ede frem. P√• et flere ugers bes√łg i Horsens blev der brugt en stor flettet kiste, som kunne have alt vores habengut. Heldigvis blev vi oftest hentet p√• baneg√•rden i bil, da den ikke var s√•dan at sl√¶be rundt med.

Da jeg kom i skole kunne man få fribilletter til bumletogene, og dem har jeg brugt hvert år, mens jeg gik i underskolen, og fik transporteret min cykel med.

 

Helbred

Selv i biografen til ’Havets helte’ blev jeg syg – og jeg har derfor heller aldrig v√¶ret i gynge eller rutschebaner.

Mommarkfærgen

 

Manillamærker

 

I haven med Store Bedstefar

På torvet med Lille bedstefar

K√łbte Poltiken b√łger i Kattesund i Horsens

 

Esbjergferie Stationsforstander Fournais