Hvad “bjerget” består af

På grunden er en klippe, som vi betegner som “bjerget”. Den bstår af en bjergart, der næsten udelukkende består af det mørke mineral hornblende. Den sorte (sortgrønne) farve skyldes et indhold af jernatomer. Indhold af jernatomer i et mineral vil næsten altid farve det sort. Hornblende går i stykker efter nogle plane brudflader. De reflekterer lyset som små spejle med et kraftigt genskin. Hornblendekornene er så små, at refleksionen bedst ses i lup (4-10 gange forstørrelse). Hornblende hører til en mineralfamile, som hedder amfibolerne. Bjergartens navn er afledt heraf, den hedder amfibolit. Den indeholder endvidere nogle få procent af et sort glimmermineral, biolit. Den rustne farve på mindre partier af stenen skyldes forvitring af disse jernholdige mineraler; der dannes simpelthen rust. De rustne pletter findes især på en af stenens sider, som har et silkeagtigt skær. De fine lyserøde (så vidt jeg kan se på billederne) striber består sikkert af mineralerne kvarts og feldspat.

Kigger man på en af de lange sider, der står næsen vinkelret på "silkesiden", kan man se, at der er en svag stribning i stenens længderetning. I lup kan man se, at hornblendekornene er stænglede og alle sammen parallelle. Det er det forhold, der betinger stribningen, man siger at bjergarten er folieret. Denne struktur har sin helt egen forklaring.

Amfibolit forekommer som linseformede eller s-eller u-formede legemer i gnejs, som er en stribet grå eller rødlig bjergart. Gnejs udgør sammen med granit (grå eller rød uden stribning), det, der kaldes grundfjeld. Det findes på alle Jordens kontinenter og udgør de ældste dele af disse, ofte med en alder på 1.000 - 3.500 millioner år (= 1 - 3,5 milliarder år). Særlige egenskaber kendetegner grundfjeldsbjergarteme gnejs og amfibolit karakteristiske mineraler, foliation/stribning og forekomsten af foldestrukturer. Det har været en af geologiens store gåder, hvordan disse bjergarter, og dermed grundfjeldet, er dannet. I dag ved vi, at de er dannet 20 - 30 km nede i jorden i forbindelse med de processer, der danner bjergkæder. De opstår som resultat af sammenstød mellem to af de mange, store plader, der med en tykkelse på ca. 100 km udgør det yderste af Jordens skorpe. Dernede hvor gnejs og amfibolit er dannet er temperaturen 400 - 500 grader C og trykket er adskillige tusinde atmosfære. Processen varer måske 100 millioner år.

Grundfjeldsområdet i bl.a. Småland har været mindst to gange gennem vridemaskinen (dvs. været påvirket af to bjergkædefoldninger) 1. gang for ca. 1700 mio. år siden og 2. gang for ca. 1000 mio år siden.

Under det voldsomme pres, når to jordskorpeplader støder sammen, bliver bjergartens oprindelige mineraler ustabile, og der dannes nye mineraler bl.a. hornblende, som på grund af det store pres vokser ensrettet og vinkelret på presset. Det giver den fine foliation som homblendekornene danner. Temperaturen i dybet kan nå højder, hvor de lyse mineraler, kvarts og feldspat, smelter og samler sig i lyse partier i den sorte bjergart. Ved den næste bjergkædefoldning valses de lyse partier ud til de fine lyserøde parallelle striber, som også er parallelle med foliationen i amfibolitten, så vidt jeg kan se på billederne.

Før amfibolitten kom igennem vridemaskinen var den noget andet. Bjergkædefoldningen ændrer mineralindholdet i de oprindelige bjergarter, og processen kaldes metamorfose. Derved ændrer bjergarten udseende og får et nyt navn. Amfibolitten var altså helt oprindelig noget andet nemlig den sorte lava basalt.

Resume

Denne komplicerede forklaring dækker over en historie, der kan kortes ned til nogle hovedpunkter.

Oprindelig var et område på jordoverfladen udsat for vulkansk virksomhed, der producerede lava som størknede til bjergarten basalt.

Området blev på grund af pladesammenstød inddraget i en bjergkædefoldning for ca. 1700 mio år siden. Basalten føres gennem dette lange tidsrum 20 - 30 km ned i jordskorpen og metamorfoseres til amfibolit. Gennem endnu en række millioner år eroderes bjergkæden ned og grundfjelds-bjergarterne bliver blotlagt.

Endnu en gang for ca. 1000 mio år siden ryger området med i en bjergkædefoldning. Amfibolitten metamorfoseres endnu engang og dens mineraler ensrettes efter den nye foldning. Denne bjergkædefoldning kan erkendes i et strøg fra Blekinge til Østfold i Sydnorge. Også denne bjergkæde eroderes ned gennem millioner af år og amfibolitten bliver endnu en gang blotlagt. Sprækkerne i amfibolitten på billederne skyldes den hævning fra 20-30 km dybde til jordens overflade, som er et resultat af bjergkædens erosion. Trykket er væsentlig mindre ved jordoverfladen og trykaflastningen får grundfjeldet til at sprække.

For 1,6 mio år siden blev Jordens klima koldere og en serie af istider og mellemistider begyndte. Der har formodentlig været mindst 13 istider. Under istiderne har gletscherne bredt sig ned over Skandinavien og er vokset sammen til en indlandsis, som er skuret hen over landskabet, grundfjeldet og har høvlet og slebet overfladen af med det resultat, som ses på billederne. Isen har også revet brudstykker af f.eks. amfibolit med sig og transporteret dem med til bl.a. Danmark, hvor man kan finde dem på stranden som sorte, tunge sten eventuelt med hvide striber.

Jeg håber ikke den lange forklaring keder dig, men der skal lange forklaringer til for at fortælle en stens historie, når dens oprindelige dannelse ligger måske 1800 mio. år tilbage i tiden, det svarer til 40% af Jordens alder.

Udarbejdet af Jørn Waneck