|
 |
|
|
|||
 |
|||||
Templer, tigre og Taj Mahal28.sept. - 7. okt. 2011Siden er aldrig blevet helt færdig
Sidst opdatert 18. maj 2017 Et længe næret ønske om at gense Himalayas bjerge fik os til at tage til Politikens rejsemesse i foråret, hvor vi bl.a. hørte et fremragende foredrag om Bhutan. Flere af udstillerne havde tilbud dertil, men det blev Kipling Rejser, der blev valgt. Der var tre pladser tilbage i oktober på en tur til Darjeeling, Sikkim og Bhutan.. Senere besluttede vi, at udvide turen med en rundtur i Nordindien, dels fordi det lyder spændende – og nu var vi jo kommet derud – dels kunne vi så markere min fødselsdag, da jeg ikke ønskede nogen stor fest. Natur Delhi sightseeing Første mål: Jaipur Elefanter og en enkelt tiger
Overblik Vi kørte jo ganske vidt omkring på rundturen, så der var naturligvis skift i naturen, men generelt er strækningen fra Delhi og sydpå ret fladt, Gennem Rajasthan går hovedvejen stort set på kanten til ørknen i vest (som også er årsagen til dromedarens rolle som transportmiddel). Omkring Jaipur ligger bjergkæden Aravalli som strækker sig ganske langt, og som til dels er befæstet KulturKultur sammenhæng?? betel se indien s.8 Mobiltelefoner er tilsyneladende blevet hvermands eje.
miljøgrisseri Med mere end 20 millioner indbyggere i Delhi siger det sig selv at der er trængsel. Det der slår en er derfor mængden. Derefter at de fleste kvinder går i deres farvestrålende klædedragter. Man ser også mænd i det hvide 'Nehru-tøj', men her har cowboybukserne taget over. Der er rigtig mange gadesælgere i Delhi, som enten har en bestemt rute eller en bestemt standplads. Typisk er den en dertil indrettet cykelrickshaw, hvor man f.eks. kan få friskpresset lemonjuice, få lavet en omelet (eller anden ægret). Skopudserne har jævnt hen også noget at bestille, og reparerer også sko på stedet. Det er et interessant mylder at iagttage: om morgnen kommer mange gående med en lille spand med låg. Det er deres frokost. Skolebørnene har – naturligvis – skoleuniformer efter bedste engelske mønster (nederdele, sportsstrømper til pigerne, skjorte og slips til drengene). Rajasthan er konservativt, og her ser man kurtaer (en knælang skjorte), dhotier (et stort stykke stof, mænd snor om sig) og sarier (også et stort klæde, som kvinder draperer omkring sig). I Rajasthan ses der også mange med turban, som naturligvis beskytter hovedet mod den stærke sol.
kastesystem Veje og trafikTrafiktætheden er stor i Delhi. Man har ganske vist bygget et Metro system i Delhi til at prøve at tage presset fra vejnettet. Der er endog en speciel metro til den nye lufthavn, som kører hvert kvarter. Men lige meget synes det at hjælpe. Antallet af biler har været kraftigt stigende de sidste år, fordi man er gået fra kontantkøb til afbetaling. Bilparken er relativ ny og præget af mindre biler. Stort set alle bilmærker, som vi kender, bygges også i Indien. Den store spiller er Tata, som producerer alt fra busser og lastbiler til flere personbiler, herunder den lille Nano, som er verdens billigste bil: ikke ret stor, men med fire døre. Günther havde faktisk en Nano, som han var yderst tilfreds med. Med kneben plads må man jo lære sig nogle kneb. Der er altid plads til én til, og egentlig i god og ro orden kan man sagtens udvide antallet af vognbaner, så der på den måde bliver plads til flere. En udfordring er også, at trafikanterne er blandet af alle type kategorier: personbiler, lastbiler, varebiler, de små trehjuledes XXX som enten er til passagerer eller last, cykelrickshaws – også både til passagerer eller gods. Så er der alle de tohjulede, som snor sig ind og ud mellem bilerne, ofte besat med hele familien inkl. børnene. Der dyttes – men egentlig kun for at sig ' pas på – her kommer jeg'. En god chauffør kender sit køretøj, uanset om det skal parkeres eller skal igennem de smalle gader. Ofte er der kun lakken mellem køretøjerne, og det er ofte nødvendigt at slå sidespejlene ind for at kunne passere hinanden. På turen sydpå kommer vi først ud af Delhi-området, som er et selvstændigt område (ligesom Washington DC), og det betyder at der skal kontrolleres og betales ved indrejsen til delstaten Haryana. Ikke at der er gjort noget stort ud af det: man stopper køretøjet, og i en lille uprætentiøs bygning kan man så stå i kø udenfor til det bliver ens tur. Det er dog kun chaufføren, der skal bringe orden i papirerne. Det gentager sig ved indrejsen til Rajasthan og senere da vi kører ind i Pradesh, hvor Agra ligger. Derudover er der indtil flere betalingsstrækninger, hvor vejene måske er lidt over standard. Hovedvejen ender i Mumbay, og der er usandsynligt mange og lange, tungtlæssede lastbiler på vejen – oftest kørende i overhalingsbanen. Når man så passerer de mindre byer kan man se dem holde i lange rækker langs vejen, hvad enten der skal holdes pause eller køretøjet skal repareres eller have nye dæk. Vejsiden er totalt besat af den ene lille forretning efter den anden, selv om en væsentligt del er beregnet til lastbilservice. De indiske lastbiler er typisk ret høje, og formentlig relativt enkle i deres konstruktion, så man ser ofte en lille inder sidde (ikke ligge) inde under bilen med adskilt bagtøj. Utroligt også, at de kan skifte hjul med fuldt læs... Men der sælges naturligvis alle mulige andre livsfornødenheder: grøntsager, frugt alt sammen flot stablet, små spisesteder, barberer og bygningsartikler osv. Naturligvis møder vi også overfyldte busser og ladvogne, hvor folk hænger ud på siderne og bagsmæk eller tager turen på taget sammen med øvrige pakkenelliker. Også på hovedvejen er der blandingstrafik med alle typer: langturslastbiler, personbiler, trehjulede og cykler, for ikke at tale om de mange dromedarer i Rajasthan. De bruges enten som lastdyr i karavaner eller forspændt mindre to-hjulede kærrer med normale bilhjul.
Vores hotel Godwin har faktisk et udmærket køkken med et pænt spisekort, og der serveres indisk krydret mad med smag. Køkkenet ligger på 5. sal ud til en tagterrasse, som dog på tidspunkter kan være for varm at benytte. De er i øvrigt modtagelige for specialordrer (Ulla fik fremstillet sin gode spinatret ragan josh). Deres naanbrød kunne man blive helt forfalden til: tynde og krydret efter ønske. På turen blev der holdt spisepause mellem 11 og 13 afhængig af strækningen, og muligheden for et 'sikkert' måltid og et ordentligt toilet. Det fungerede godt, og da man her spiser efter spisekort kan man vælge retter, som efter behov passer i smag og mængde. På hotellerne var maden også god. Vi spiste rigtig meget 'mutton', og generelt var det autentisk indisk krydret. Ølflaskerne er 66 cl f.eks. Kingfischer, og selv om der efter sigende skulle være udmærket indisk vin, nåede vi aldrig dertil.
Rejsens forløbAfrejse (onsdag 28.09.2011) Vores 'egen' taxachauffør Ali kørte os som så mange gange før til lufthavnen, hvor vi tilbragte ventetiden i Diners Lounge. Ude ved gaten mødte jeg Jens Lassen og hans kone, som også var på vej til Indien. Jens havde firmaet Nova, som vi arbejdede sammen med om mikrofilm, og hvor vi havde en fælles sag med Folketinget, som sprang fra en aftale. Finnair bragte os via Helsinki til Delhi. Det er ikke noget at skrive hjem om: betjeningsniveauet er både kvalitetsmæssigt og mængdemæssigt gået en del ned, siden vi sidst fløj med dem til Kina. Fra Helsinki er der 6:10 timers flyvetur (AY021, Airbus330), og vi landede lidt før planlagt 5:05. Turbanklædte sihker i lufthavnen er med til at give følelsen af, at nu er vi kommet til Indien.. Afhentningen var uproblematisk, og vi havde et hotelværelse som stod klar, da vi ca. 6:30 var blevet kørt til vores hotel Godwin Deluxe. Nydeligt hotel i en lidt miserabelt kvarter, som stort set var besat af hoteller, da det ligger meget tæt ved Delhis jernbanestation.. Vi tog os en skraber til ca. 11:30. Desværre havde Ulla det lidt skidt efter flyveturen, så motivationen til at gå ud i varmen og studere området endsige få noget at spise var der ikke lige overskud til. En væsentlig ting under vores Delhi-besøg var et aftalt besøg hos min gamle skolekammerat, Günther Adolphsen, som som boet som korrespondent i New Delhi siden 2001 (men med flere tidligere ophold der), og som jeg sidst så ved vores 25-års studenterjubilæum. Så da vi havde sundet os, fået vekslet lidt penge, fået netværket til at fungere, ringede vi sammen og fik aftalt tidspunkt. Vi løb ind i nogle misforståelser, da vi bad hotellet skaffe en taxa. Günther havde fortalt, at det ikke burde koste mere end 200 rupees, og hotellets vogn ville have 500. Det fik dem til at annullere bestillingen uden at sige det til os, så vi sad og ventede en rum tid, før det blev afklaret, at man ikke ville praje taxi, fordi hotellet havde sin egen vogn- og fast pris. Vi krøb til korset og kørte en lille halv time gennem Delhis sindsoprivende trafik.
Besøg hos min skolekammerat Günther bor sammen med sin kone i Sundernagar-området, som ligger lige op ad Zoologisk have. Lejligheden er stor med højt til loftet, tagterrasse og udover kontorer til dem hver, en afdeling hvor de to tjenende ånder bor. Indrettet med smag og stærkt præg af lokal kunst. Her blev vi vel modtaget, fik the mens snakken gik livligt. Vi fik den korte version af Günthers mange spændende job rundt om i verden, bl.a. for DANIDA, DR radio og tv, Politiken m.fl. men derudover også meget om landets politik, levevis og....Den gode snak med mange informationer om byen og landet og befolkningen.
Vores medbragte tørrede kantareller og friske valnødder synes at falde i god jord, så atter sejrede Ullas hitte-på-somhed. Sidst på eftermiddagen fik vi serveret champagne, inden vi sammen med Marie-France og et en bekendt (Jerome), som var på gennemrejse, drog på muslimsk restaurant i nabolagetNizamuddin . Rigtig god, velkrydret mad. Aftnen blev afsluttet med en runde gennem et basarområde, som også rummede et SUFI-muslimsk område med syngende og bedende, og hvor vi måtte gå på bare fødder, mens vores fodtøj blev bundet og holdt under opsyn for en mindre skærv. Det var et spændende område med masser af gadekøkkener og små butikker – noget vi for det første ikke selv ville have fundet, og endnu ikke har fået hår nok på brystet til at forvilde os ind i. En taxa bragte os hele tilbage til hotellet. Videoapparatet er holdt i ro, og der er kun taget ganske få billeder.
Delhi sightseeingTorsdag 29.09.2011 Vi har aftalt med Günther, at vi kan tage en standard sightseeingtur om formiddagen. Den har vi købt hjemmefra hos Kipling Travel. 'Vores' chauffør og en guide er klar lidt i 9, og turen går så til den sydlige del af Delhi, hvor første ophold er ved Bahá'î-templet – også kaldet lotustemplet, fordi bygningens cementskaller, som er beklædt med græsk marmor ligner en lotus. Bahá'i-templer er altid 9-kantede, fordi 9 er det højeste encifrede tal og symboliserer det altomfattende, enheden og helheden. B
Bahá'i-troen kom til Indien i 1844, men dyrkes også i andre lande. Denne religion tillader alle religioner, og der er ingen udsmykning i den store sal, der kan rumme 1300 mennesker. Der er ingen prædiker eller ritualer, men vi oplevede dog, at der blev læst op af bahá'i-troens hellige skrifter. Til vores store forundring får vi udleveret en folder på dansk, fordi der har været danske arkitekter involveret. Fra bygningens højereliggende plateau er der vid udsigt ind mod Delhi, bl.a. mod den nye arena og større hindutempler. Vores bil bliver i øvrigt sikkerhedsundersøgt på vejen ind med spejle under vognen og kik i motorrummet... Selv om det er varmt, føles det rart, fordi der blæser en blid brise. Qutb MinaNæste punkt er et stort område kaldet Qutb Minar-komplekset, som stammer fra 1200-tallet, ganske vist bygget på en tidligere by fra omkring år 1000, som så gav byggematerialer til det muslimske projekt.
Midt på den store plads står en 7 m høj jernsøjle, som stammer fra 300-tallet. Den er fortsat rustfri pga materialets store indhold af fosfor. Guiden har et par ekstra overraskelser: Et besøg i en handycraft-forretning. Den er eget af en familie fra Kashmir, og her viser den ihærdige sælger, hvorledes man knytter et ægte tæppe, efterfulgt af mange smukke kvalitetstæpper. Men vi har heldigvis ikke plads til flere ægte tæpper, har ikke brug for tøj af cashmere eller pyntegenstande, så det bliver ved oplevelsen. Guiden finder en restaurant til frokost. Det er en kæderestaurant, maden OK, men priserne er også næsten dobbelt så høje som i går aftes. De hjælper os også til at få købt øl og vand, så vi har noget til turen i morgen – og endelig kører de os direkte til Günther, så vi ikke skal tilbage til hotellet og have en taxa derfra. Den hundetække som normalt fungerer, virkede ikke for husets to hunde. Den store gøede seriøst, og så ikke ud, som om den var til at spøge med, mens den lille nok havde været lettere at komme i kontakt med – hvis ikke lige den skulle være solidarisk... Delhibilleder http://www.ujr.dk/Jalbum/Delhi_1/ Sightseeing med Günther
Sydpå til stort tempelområde i Chattarpur med det ene hindutempel efter det andet og store skulpturer.
gennem slum, strækninger med mange små, skure med alle slags forretninger Stort udvalg af lertøj og kurveflet Køer i rabatterne, geder, somme tider svin Meget affald hober sig op. I jagten på et sted at få noget at drikke i varmen – trods bilens aircondition – kommer vi gennem bydele med veletablerede, pæne villakvarterer. I milionforstaden Gurgaon kører i langs og gennem store, nyopførte højhuse med lejligheder. Konklusion: Så må der også være et indkøbscenter. Og vi finder det. Bedste bud er en kaffeshop, hvor priserne er skyhøje i forhold til niveau, vi ellers har set. Det tager os to timer at komme hjem gennem myldretidens trafik, som virkelig er en oplevelse. Endnu nogle timers god snak med Günther og Marie-France før der serveres punjab-kylling efterfulgt af is. Vi springer kaffen over, da vi trods alt har mange indtryk, der skal fordøjes, og vi skal have pakket til turen til Jaipur i morgen. I øvrigt viste taxiens taxameter 180 INR, så han fik 200, svarende til det, vi tidligere havde betalt på en aftalt pris. Vi kan efterfølgende konstatere fælles fornøjelse af gensynet, og uden at overdrive skulle der være grundlag for fortsat kontakt.
Turen til JaipurLørdag 1.10.2011 Nu starter så den egentlige rundtur. Vinod Kumar, vores chauffør på turen er den samme som de forrige dage, og han er der lidt i 9. Da vi stiger ud af bilen i Jaipur har vi været undervejs ca 7 timer (233 km), men også fået vores indtryk af Indien suppleret. Vi kører ud mod lufthavnen, og genser strækningen fra vores ankomst. Derfra går det af HR8, som løber fra Delhi til Mumbai. Det indebærer en enorm trafik af lastbiler, ja, vi har aldrig tidligere set en sådan koncentration nogetsteds. Uanset om der er to eller tre kørebaner falder valget ofte på den højre (De har venstrekørsel). En del af strækningen er forbeholdt motorkøretøjer, men ellers optræder der også cykelvogne, fodgængere og køretøjer, der kører mod færdselsretningen. Det holder i hvert fald chaufføren vågen. Og da praksis i øvrigt er, at der altid er plads til en bane mere, så bliver der kørt tæt. Når vi så tillægger kameltrukne vogne og elefanter, så er billedet fuldstændigt. Flere gange skal der betales afgift, og to gange passerer vi en grænse til en delstat: Mellem Delhi og Harayana, og ind til Rajasthan.
Selv om det er 'high way', så er status skiftende mht krydsende og tilstødende til- og frakørsler. Da der ydermere på lange stræk er flere kilometer med vejbutikker, gøres der holdt på kørebanen for at holde pause, sætte folk af eller måske reparere lastbilen, skifte dæk (og dem var der rigtig mange af), så opstår der mange 'situationer'. Det letter heller ikke trafikken, at der investeres enorme summer på at udvide vejstrækningen, med deraf følgende indsnævringer, opbrudte vejstrækninger mm. Nogle få gange står der betjente, som forsøger at dele sol og vind lige for at komme videre. Og hvordan det er gået en ung mand, som dinglede rundt midt på kørebanen i en brandert, ved vi heldigvis ikke. I tillæg kørte vi så gennem et landskab, som næsten hele vejen var grønt agerbrugsland. Selv om vi har set mange køer spankulere omkring i Delhi og omegn, var der rigtig mange i Harayana: Store flokke med hyrder blev ført langs vejen. Landet er Indiens førende mælkeproducent, i sin tid hjulpet i gang af danskerne. Senere fulgte store områder med majsmarker, som netop var ved at blive høstet. Ved 12-tiden holdt vi en frokostpause . Først da vi nærmede os Jaipur var der bjerge – tilsyneladende ubeboet – men dog med resterne af fordoms befæstninger. Chaufføren var venlig at tage den gamle vej til byen, så vi kunne se den store fæstningsmur og Amber Forts storhed på afstand. Trafikken gennem byen var mildest talt kaotisk, måske også fordi mange troende er i byen til en festival. Vi skulle gennem centrum og ud på den anden side, så i fik en lille forsmag på morgendagens sightseeing i 'den røde by', som man også kalder Rajasthans hovedstad. Vi bliver indkvarteret på en mindre hotel et stykke vej fra centrum. Shahpura House er et såkaldt 'heritage-hotel, dvs et lille hotel indrettet i en adelig families palæ. Det emmer af historie både i byggestil og interiør, og selv dørlåsen er her massivt messingbeslag og hængelås. Der var restaurant på tagterassen, hvor vi kunne nyde middagen i blød aftenluft og med optræden med musikere og dansere. Ad landevejen til Jaipur (fotoserie) Jaipur sightseeingtur (søndag 2.okt.2011)Vi starter som sædvanlig kl. 9, hvor chafføren og den nye guide, Naval, afhenter os. Vi starter med at køre mod Amber fort, som ligger ca 10 km. nord for byen.
På vejen dertil laver vi fotostop, så vi kan fotografere facaden til Vindenes tempel med sol på. Da det er søndag er mange butikker stadig lukket og trafikken er overkommelig, om end det kræver tålmodighed at komme gennem de snævre byporte (mere om byens opbygning i opdelte firkanter).
Amber FortVi ved jo, at de har en af deres store religiøse fester, og det viser sig bl.a. ved tusindvis af mennesker, som på motorcykel, cykel, gåben eller bil, så jo tættere vi kommer på Amber fort, jo større bliver trængslen. Amber fort ligger ca. 10 km udenfor Jaipur og var hovedsæde indtil men flyttede til Jaipur på pga vandmangel i begyndelsen af 1700-tallet. Den ældste del af komplekset er bygget 1592. Turen op til fortet skulle være foregået på elefantryg, men elefanterne er reserveret til de religiøse optog, så vi må med en jeep. Guiden har valgt at tage os ind gennem udgangen, og det var den helt rigtige disposition, når man så hvor mange der snoede sig op til hovedindgangen, hvor de skal besøge Shila Devi Templet inde i Amber Fort. Templet fik vi ikke besøgt, da menneskemængden gjorde ventetiden urimelig lang. Fortet/paladset er imponerede med sine tre afdelinger, haver, marmor og mønstre udskåret i limsten. Det skal suppleres med billeder for at forstå begejstringen.
Da vi er kommet ind ad bagvejen kommer til de fire sektioner af paladset i omvendt rækkefølge (i forhold til at komme ind ad hovedporten 'Sun gate') Den første plads vi kommer til er således området, hvor kvinderne – både de fyrstelige og konkubiner - opholdt sig. Alle rum har adgang til den samme gårdsplads, og der er små vagttårne vejen rundt. Kvinderne kunne se ud gennem de gennembrudte sandstensvinduer, og det var kun fyrsten som havde (indtil flere) adgangsveje til denne afdeling.Næste gårdsplads rummer en flot have, hvor vandet føres frem gennem kanaler, bl.a. indtil et stjerneformet bassin med fire springvand. Den ligger i aharajaens private område Her ligger bygningen Sheesh Mahal med spejlsalen,. Der er tale om små stykker glas i loft og vægge, som må have givet en fantastisk belysning i stearinlysenes skær. Her er dekorationer udskåret i marmoren. I den sydlige del ligger den ældse del, Palace of Man Singh I, med en åben pavillon båret af søjler. På den anden side af haven hedder bygningen Sukh Mahal. Derefter kommer området, hvor der blev holdt audiens. Der er dels audienssalen, dels et antal lokaler langs ydermuren, hvor embedsmændene stod til rådighed. Jaleb Chowk er den plads, hvor soldaterne tidligere stillede op. Den ligger ved hovedindgangen, og det er her vi ser den store menneskemængde, der skal i templet, der ligger modsat porten. Kroge til at hænge kokustæpper op, som vandet siver stille ned ad for at skabe kølighed – ligesom de metertykke mure. Udsmykning med spejle, ornamenter er imponerende. Udsigten over mod 'den kinesiske mur' tilhørende et stort fæstningsanlæg og de omkringliggende templer nedenfor.
På vejen tilbage gøres fotostop ved et lystslot, Jai Mahal, hvor der efterfølgende er er lavet en kunstig sø.øb
På indkøbVi undgår jo heller ikke et besøg hos en forretning, som kan vise, de bloktryk, som Jaipur er kendt for. (Påfuglen ændrer farve i sollys, tæpper vaskes og klippes). Det ender med at vi køber en bomuld/silkedug med servietter, et cashmeresjal og.. Det var rigtig pæne ting, der blev solgt.
Jantar Mantar obervatoriumAllerede i 1700-tallets begyndelse byggede maharaja Jai Singh, et stort område med meget store astronomiske bygninger – monumentalt – som den dag i dag præcist kan måle tid og sted, solens position, og stadig bruges til at stille horoskoper. Det er et af fem anlæg, men det i Jaipur er det mest velbevarede. Det er helt unikt, og i dag indlemmet i UNESCO's worldheritage. Det var virkelig overraskende anderledes.
|
|||||
Minareten er 72.5 m høj, rigt dekoreret med mønstre og korantekster. Senere blev der påbegyndt endnu en minaret, som skulle have været endnu højere, men det blev ikke realiseret, og her er kun de nederste meter tilbage. Det afslører dog også, at tårnet er bygget af natursten, hvorefter man har lavet den smukke yderbeklædning.
Vi er enige med chaufføren om, at vi hellere må starte tidligt, for at slippe for køen og så komme videre. Men selv om vi er kommet tidligt, er der allerede en pæn kø.
Ferie i fare