Sidst opdateret 18. maj 2017

Tordendragens land  i fest og farver

Et længe næret ønske om at gense Himalayas bjerge fik os til at tage til Politikens rejsemesse i foråret, hvor vi bl.a. hørte et fremragende foredrag om Bhutan. Flere af udstillerne havde tilbud dertil, men det blev Kipling Travel, der blev valgt. Der var tre pladser tilbage i oktober.

Senere besluttede vi, at udvide turen med en rundtur i Nordindien, dels fordi det lyder spændende – og nu var vi jo kommet derud – dels kunne vi så markere min fødselsdag, da jeg ikke ønskede nogen stor fest.

Turen er således en del af en længere rejse, hvor beretningen fra turen er opdelt i Indien (her) og  Darjeeling og Sikkim (her)
 

Billederne fra uren er placeret i de eneklte afsnit.

Vi kommer til et festklædt og farvestrålende Bhutan: der er farvede flag i klare farver, lange bånd på husene, små kulørte lysguirlander. Der er nationalflag i alle lygtepæle – og store portrætter af årsagen: deres populære konge har giftet sig d.13.oktober med en pige af folket.

Selv ind- og udrejsedokumenterne, som man skal udfylde, er prydet med portrættet af det unge par.

Det afføder store fester i takt med at de kongelige besøger de større byer, og dermed også lukker for nogle af seværdighederne, som indgår i ceremonierne.

Kongen, Jigme Khesar Namgyel Wangchuck er den 5 konge, siden slægtens første konge blev udnævnt i 1907. Han overtog rollen i kronet i 2006 efter at hans far abdicerede, men med hensyntagen til astrologien, som betyder meget i forbindelse med store beslutninger, blev han først kronet i 2008.
Men det var en ekstra bonus at opleve.

Her er et Bhutankort i pdf-format, så det kan forstørres.

Oversigt

Natur
Kultur
Befolkning
Husene
Kulinarisk
Veje og trafik

Indrejse i Bhutan
Lang dag til Thimpu
Tashichoedzong
Thimpu og Punakha
Punakha Dzong
Mod Paro
Wangdue Phhodrang Don
Dumtse Lhakhang
Kyichu Lhakang
Taksang-klostret
Byfest i Paro
Hjemtur

Overblik

Bhutan er et lille land med kun ca. 700.000 indbyggere.

Danmark er en af de største bidragydere til udviklingshjælp til landet, og har bidraget aktivt til indførelsen af demokratiske valg. Det ændrede kongens stilling i 2007.

Over halvdelen af befolkningen lever af landbrug og kvægavl og står for ca halvdelen af BNP, og derudover skovbrug.

Naturligvis har Bhutan et ‘bruttonationalprodukt’, men de har implementeret for c. 30 år siden  - og styrer efter et ‘lykkeindeks’, kaldet Gross National Happiness’ (GNH), hvor man måler befolkningens ‘lykke’, dvs kvaliteten af befolkningens liv  f.eks. er der adgang til rent vand, er der skolegang, hospitaler, fungerer infrastrukturen mm. Det har også strikse principper for, hvordan man skal håndterer økologi og bæredygtighed, f.eks. skal der være 60% skov, og prohjekter må ikke sættes igang uden vurdering af hele belastningen. Således er der ikke minedrift, men man sælger bl.a.elektricitet fra vandkraft og kartofler til Indinen.
I luftfartselskabet “Drukair”s magasin, Tashi Delek, var der tilfældigvis en artikel om GNH (pdf-fil) ‘

Den nye åbning for turister har betydet meget for økonomien og er næststørste indtægtskilde efter strøm til Indien. Ud over hvad den enkelte turist lægger på hoteller og indkøb, er hver indrejse belagt med en afgift til staen.

Generelt er der trukket en streg mellem det noget beskidte Indien og så et rent, velordnet Bhutan.

Der er orden på renovationen. Der er affaldsbeholdere med mulighed for sortering, og i byerne er renoveringen sat i system med opsamlings- og afhentningssteder.

Mobiltelefonerne synes at være hvermandseje, og på hotellerne er der gratis trådløst internet, ligesom tv har flere kanaler, end du kan overskue: Udover den nationale kanal både amerikanske, engelske og kinesiske m.fl.

Møntfoden i Bhutan hedder 'ngultrum' og værdierne er direkte kompatible med indiske rupees, som også kan bruges som betalingsmiddel.

Natur

Landskabet er igen bjergrigt med dybe slugter, grønt bevoksede bjergsider.

Vi befinder os på højder mellem XX og op til 3150, og bekymringen for evt. højdesyge blev heldigvis gjort til skamme.

Man gør meget for at beskytte naturen, og landet er næsten blevet et foregangsland på dette område. Man har således besluttet af 60% skal være dækket af skov, en stor del reserveres til naturparker og beskyttede områder.

Rismarker, bl.a. med rød ris, som er lidt klæg.

Man dyrker kartofler, som også eksporteres til Indien

Tilbage til toppen

Kultur

I Bhutan er nationalreligionen buddhisme (vajrayana), som føles af ca 3/4 af befolkningen, og der er templer og bedesteder findes overalt. Bedeflag hænger i guirlander eller står som faneborge i tusindvis, og jo højere man kommer op, jo flere så bønnerne lettere kan nå deres mål.

Under busturen holdt Christian et spændende og tankevækkende oplæg om begreber, forskelle og ligheder mellem hinduisme, buddhisme og kristendom.

Templer og dzong

Konstruktionen

Tempelgårdenes stilhed maner til eftertanke og indre ro

Der er normalt to tempelgårde, men der kan også være tre.

Mens man gerne må fotografere udenfor templerne bliver fototilladelsen udenfor sammen med dine sko. Det stiller store krav til din erindringsformåen, da der er mange fællestræk og alligevel store forskelligheder – ikke mindst hvis man har gjort sig til vane at dokumentere med sit kamera.

Fresko og vægmalerier både udvendig og indvendig, hvor vægge og lofter er rigt bemalede, vægmalerier enten med de traditionelle historier eller mængder af den samme figur træværk rigt ornamenteret

Templerne har store, massive søjler, forgyldt eller med plader

alter, 'tronstole' til præsten, vand i kar, vand i kande

mange munkefigurer bag glas

Der er mulighed for at give en skærv, og gør man det, som vores guide gjorde, kommer munken med en kande (bumpa) med helligt vand. Der hældes lidt i besøgerens hænder, som drikker lidt af vandet og kommer resten på hovedet.

Desuden står der 7 sølvskåle fyldt med vand til randen. De repræsenterer også ofringer til de beskyttende dæmoner eller guder.

Buddha-figuren er jo ikke bare en, men flere som repræsenterer forskellige versioner, ofte står der tre kæmpestore, gyldne skulpturer i templet. XXX, XXX. XXX

Sakyamuni repræsenterer den nuværende buddha, siddende på et lotusblad og med sin højre hånd pegende ned på jorden, som 'vidne'.

Jampa er den fremtidige buddha.

Tordenkile ?

Mandala (= illustration svarende til tanga), deities, wheel of life (

Dzongerne ligger ofte højt på en bjergtop og strategisk ved en flod. Ydermurene skråner lidt indad, og indenfor forsvarsværkerne ligger så tempelgårdene, typisk to, med deres farvestrålende vægmalerier og bånd.

De ligger ofte lidt højere med trapper op til templet, og med høje dørtrin, som skal holde de onde ånder ude.

Tagkonstruktionen er bambus, hvortil tagspærrene er bundet og tagets træbrædder fastgjort. Dertil kommer så halvstore sten, som modvirker tagskader ved storm. De fleste steder er træet opgivet til fordel for moderne materialer, oftest metalplader.

de små bedetempler = chortens

Husene

Husene er et særligt kapitel. De er stort set alle bygget over samme læst: i flere etager, afsluttende med et tørreloft lige under tagkonstruktionen. Og det er ikke tilfældigt, idet et kongeligt dekret i 1998 bestemte, at sådan skulle husene bygges.

De er malet i neutrale farver, som ikke skæmmer naturen, men til gengæld rigt forsynet med smukke håndmalede dekorationer, som gør husene meget seværdige. Murene afsluttes med smukt udskårne trækonstruktioner til taget, som også forsynes med mønstre (nogle nyere bygninger snyder dog, og laver i stedet betonskabeloner, som ligner til forveksling). Dertil kommer velproportionerede smukke vinduespartier og døre i træ. Det er ganske simpelt fascinerende.

Skal det være helt rigtigt bruger man ikke søm til trækonstruktionerne.

Befolkningen

Det der først slår en, er ikke at menneskerne generelt er små, men deres klædedragt: Mændene går i gho, som er en knælang dragt, som holdes sammen af et stramt stofbælte (kera). Det giver en stor 'lomme' over bæltet til mobiltelefon, papirer og hvad man ellers skal have ved hånden.
Dertil kommer sportsstrømper og normalt sorte sko. Er det rigtig fint går man i høje skindstøvler, som vi så det i Paro. Alle der har et offentligt eller udadvendt job, har pligt til at bære dragten.

Kvinderne går i kira, som er et stort stykke stof, som man binder tæt til kroppen og som bliver som en lang nederdel. Dertil en kort jakke (toego) med stort ærmeopslag, og ofte af silkestof.

Når man ser på mangfoldigheden af mønstrene, får man associationer til Skotland og klanmønstre, og tilsvarende er det her social status og klasse, der er bestemmende for stof og mønstre.

I byerne er munkene meget synlige i gadebilledet i deres nærmest bordeauxrøde kutter.

På hotellerne blev man overrasket over, at blive modtaget af en skare små, smilende kvinder, som håndterede vores tunge kufferter som noget helt naturligt, mens mændene sad i receptionen.
Man kunne ikke lade være med naturligt at give en hånd med, selv om det nok var forkert.

På festpladserne, hvor alle dukkede op, var der rig lejlighed til at iagttage forskelle i karaktertræk, som naturligvis afspejler de forskellige egne, folk stammer fra.

Fællestrækket er en smilende og imødekommende befolkning.

Nationalsporten er bueskydning, men desværre fik vi ikke lejlighed til at opleve den, selv om der er en stor konkurrenceplads i Thimpu.

Kulinarisk

Jeg er bange for, at turismen allerede har taget det meste af særpræget fra den mad, hotellerne serverede. Der er suppe, ris og flere kødretter på buffeten, men det er hele tiden variationer af kylling, ofte blot hugget i stykker med ben og det hele (som kineserne også gør). Der var også flere grøntsagsretter, som kunne være både spændende og anderledes. Vi fik også fisk, som dog krævede lidt tålmodighed, da der var rigtig mange ben at passe på.

Taget i betragtning, at bhutaneserne dyrker masser af chilli, som de bruger som grøntsag og meget i deres egne retter var måltiderne meget neutrale i den måde, de var krydret på. Enkelte gange kunne man dog supplere med en af deres meget stærke grøntsagstilbehør.

Desserten kunne være frugt.

Veje og trafik

Fra Sikkims jordskælvsramte bjergveje og til Bhutan var forskellen ikke altid stor. Ikke at der havde været jordskælv, men der var rigtig mange vejarbejder, som skyldtes ønsket om at udvide vejbanen og det er ikke nemt, når vejen hænger på en stejl klippe.

Det gav lange strækninger med manglende belægning og dårlige passageforhold.

Men det må siges, at det kunne være påkrævet. Store lastbiler og busser fylder stort set en hel vejbredde, og selv om man generelt ikke må bruge hornet i Bhutan var det en undtagelse når man kørte ind i et hårnålesving. Under disse vilkår skal chaufførerne virkelig vide, hvor de har deres køretøj. Ofte må det ene hjulpar køre i den dybe rendesten, og passer man ikke på, kiler lastbilen sig fast under et klippeudspring, og skaber lange køer.

Ufarligt er det ikke: Vi så en lastbil, der var kørt i afgrunden, og da vi var i Paro var der en skolebus, der var kørt i en kløft og 5 var blevet dræbt.

Som i Indien går køer og geder rundt som det passer dem.

I højlandet sidder der masser af aber, som dog ikke nødvendigvis er venligtsindede, hvilket Vivian fik at mærke, da hun blev angrebet et arrigt eksemplar. Heldigvis skete der ikke noget alvorligt.

Indrejse i Bhutan

Ilørdag 15.10.2011.

Ved 10-tiden drager vi så for sidste gang af sted i vores fire biler, for at køre ind i Bhutan. Der er stadig store områder med themarker, det lange tog som kører på banen langs vejen, og som vi også så i går, ser vi igen.

Gennem indisk immigration med flere papirer og stempler, og så et sidste nøk gennem den indiske grænseby til vi passerer Bhutan gate, og dermed befinder os i en lille grænseby Phuntsholing.

Og morsomt nok, begyndte det at regne stille, da vi rejser ind i Bhutan.

Vi får taget afsked med vores fortræffelige guide Lochan Dewan, og vores dygtige chauffør Ujal Moktan.

Vores hotel The Orchid Hotel er af høj standard, så vi har opholdsstue, sengeafdeling og et stort badeværelse.

Kongen blev gift d. 13. okt, men det fejres stadig i det lille kongedømme, og det lokale TV har stort set ikke andet på programmet..

En tur ned i byen giver ikke noget stort indtryk af indkøbsmulighederne (Ulla får dog købt en neglelak), da mange forretninger har lørdagslukket – og så skal der være fest i byen senere..

Der er en festplads lige overfor hotellet, hvor de er ved at forberede aftnens festligheder med boder og musik. Omkring kl. XX strømmer folk i alle aldre til til fods og i biler, og så går det løs.

Et pludseligt regnvejr kl XXX får mange til at forlade arrangementet.

Flere fra gruppen var på pladsen for at opleve stemningen.

Billeder fra indrejsen.

Lang dag til Thimpu

Søndag 16.10.2011

Søndagen vil bringe os til hovedstaden Thimpu i løbet af en 6-7 timer, men nu hedder det bus.

Bussen har lige nøjagtig tilstrækkeligt med sæder, og bl.a. får Ulla og jeg fornøjelsen af bagsædet sammen med Britt og Hanne (Peters).

Kufferterne er læsset på en mindre bil, som kører for sig selv.

Vi gør et hurtigt besøg ved et tempel lidt uden for Phuntsholing, hvor der er udsigt ned over dalen.

Vejen er generelt god, men der er stadig meget dis og skyer, der dækker for udsigten.

Op ad formiddagen klarer det dog op.

Vi har fået rutine i at fortsætte på apostlenes heste efter foto/tissestop, så vi får bevæget kroppen lidt .

Det passer med tiden, at vi får en tidlig frokost, men vi fik også morgenmad kl. 7.

Vejen bliver herefter ganske smal, og forsynet med hyppige 'mødepladser', hvor man kan passere hinanden.

Alligevel er det noget halsbrækkende.

Lastbil kiler sig fast under klippevæg

Vi passerer en del små templer/bedesteder (chorten), hvor man kan bede. Der er ofte små (5-10 cm) figurer. som er offergaver, dels ved småtempler dels placeret på klippeudspring. De er hvide, gule, forgyldt eller...Og man kan købe dem i forretningerne.

Uanset det er søndag er der en del vejarbejde, fordi man er i færd med en nødvendig udvidelse af vejen. Og det er store stenblokke, der er tale om. Nogle steder er klipper og jord faldet ned, og reducerer fremdriften.

Køer på vejene – ofte ligger de bare på kørebanen. I sin specielle udformning ser vi en ko, som har fået bygget en afskærmet plads midt på kørebanen, fordi den er kommet til skade! Det er selvfølgelig ikke ufarligt at være ko på de smalle veje, og et andet sted ser vi, at man har givet en ko med et brækket ben benskinner af bambus på.

Der er ikke de mange små bysamfund langs vejen med småforretninger, som vi kendte det fra Indien. Her er samfundene mere indesluttede i deres huse, og der er langt mellem bysamfund.

Enkelte steder sidder der dog familier og sælger deres grøntsager og frugter på et enkelt underlag.

Floderne giver basis for vandkraftværker, og distributionsnettet har udfordringer med meget lange spænd, når ledningsføringern trækkes gennem de bjergrige områder.

De dårlige veje og den lange køretid har ikke gjort det behageligt at sidde og hoppe på bagsædet, og vi foreslår Christian, at der opfordres til at skifte pladser i morgen – uanset turens længde.

Timphu nås sidst på eftermiddagen, hvor vi kører direkte til det store anlæg, Tashichoedzong, ("Fortress of the Glorious Religion"), som ligger på vestsiden af Wang Chuu-floden.

Den gamle praksis med at dzong både fungerer som administrativt og religiøst center er blevet overtaget.

Udover at kongen benytter det til administrative formål, rummer det nogle af ministerierne, bl.a finansministeriet og indenrigsministeriet (hvis Toyota-tjenestebiler holdt på parkeringspladsens afmærkede pladser).

Kongens slot, Dechencholing Palace, og parlamentet (SAARC-bygningen) ligger på den anden side af floden..

Det er rigtig flot, og det er jo ikke mindre imponerende af, at der stadig hænger masser af flag på vejen dertil, ligesom alt er malet og rengjort.

Flot gårdsplads, og et flot buddhistisk tempel med gylden buddhafigur, hvor kongeparret blev viet i de store tronstole, inden turen gik til det nærliggende stadion.

Mens vi gik i tempelgården kunne vi se, der var noget i gære. Der var militærpersoner med sildesalat, og der dukkede et uniformeret hold op. Spændingen blev udløst, da der blev båret en fane ud. Munke med røgelseskar indledte marschen ud af tempelgården efterfulgt af soldaterne, delvis med høj benløftning. Det er så den lokale fanemarsch. Målet er den store flagstang foran bygningerne, hvor vi kan opleve en netop indstiftet tradition for anden gang med ceremoniel flagnedtagning. To unge munke med blæseinstrumenter går forrest og sørger for den traditionelle musik.

Vores hotel hedder Migmar, ligger noget uden for byen. Det er relativt nyt og også det er af god standard.

Her er også trådløst netværk, men jeg bruger det dog ikke i dag.

Thimpu har blot ca 80.000 indbyggere og blev først hovedstad i 1961, hvor den afløste Punahka.

De dårlige veje og den lange køretid har ikke gjort det behageligt at sidde og hoppe på bagsædet, og vi foreslår Christian, at der opfordres til at skifte pladser i morgen – uanset turens længde.

Billeder fra Thimpu.

Thimpu og Punakha

2011.10.17 (mandag)

Der går naturligvis fisk i en frivillig pladsændring i bussen. Ulla og jeg får dog sat os på de to pladser bag chaufføren, som desværre viser sig, at give en række begrænsninger i udsyn. Da vi yderligere kører ind mod bjergvæggen, ja, så var det ikke noget godt valg.

Vi starter med at køre op til en nyere stupa, Thimphu Chorten'. Den blev bygget i 1974 til ære for den 3 konge, Jigme Dorji Wangchuck, men der er ikke opbevaret noget fra kongen i stupa'en. Med dens placering er den ganske synlig på afstand.

Der er rigtig mange mennesker, der vandrer rundt med bedemøller, rosenkranse og mumlerier-

De fire store bedemøller bevæger sig hele tiden rundt og slår på den lille klokke..

Vi besøger nationalbiblioteket. Vist mest for bygningernes skyld – bygget i tempelstil (skoene skal af under besøget) og rigt dekoreret, for selve biblioteket forekommer næsten uanseligt. Man har naturligvis gamle håndskrifter, pakket pænt ind i klæde.

Der er udstillet en bog, som med sine 59 kg siges at være verdens tungeste "Bhutan:a Visual Odyssey Across the Last Himalayan Kingdom ", og der vendes en side hver dag.

Der er udstillet nogle gamle kort fra 1700-tallet fra området.

Ellers er reoler med bøger ordnet efter særlig systematik – og man må ikke pille. En enkelt pc står til rådighed.

Da man må fotografere herinde har vi muligheden for at tage billede af et standard-alter med bl.a. skålene fyldt med vand.

Ganske kort derfra besøger vi National Institute of Zorig Chusum en skole for de 13 kunstarter, som man underviser de unge i gennem 5-6 år.

Her er træskærerarbjde, skulpturer, broderi, tangamaling, sølvsmedie mm i et samlet stort kompleks, hvor vi kan vandre frit ud og ind mellem klassetrinene. Vi vælger naturligvis helst afgangsklasserne, hvor færdighederne er størst.

Det kan ses som endnu et eksempel på den vægt, man lægger i at bevare det kulturelle særpræg, for det er jo ikke moderne udtryk, men de klassiske , traditioner og former, der går igen.

Staten har organiseret et udsalg Handicrafts emporiums af lokale håndvævede stoffer, sølvarbejder, flettede og udskårne ting (masker ol). Det ligger på hovedgaden i centrum. Ulla vil gerne have et koralsmykke, som er en lokal smykkesten, da Himalayabjergene jo er hævet havbund – og i øvrigt den yngste af de store bjergkæder. Men enten er halskæden for lille/kort eller forkert i farven. Hun finder dog en, som har flere af de lokale sten, og som er meget enkel.

Her kan ikke pruttes med priserne, men til gengæld tager de Mastercard.

Herefter sættes vi på fri øvelse en times tid, hvor vi kan gå en tur ned og op ad hovedgaden.

Der er mange stofforretninger med de smukke mønstrede stoffer i bomuld eller uld og med eller uden silke. Der er stofruller fra gulv til loft, på hylder og borde, og i forretning nummer to finder Ulla to smukke færdigsyede kira, som kan erhverves til 600 rupee pr. stk. Trods ihærdighed lykkes det ikke ekspedienten at få Ulla til at købe en jakke, selv om de faktisk har et flot snit.

Vi går lige så langt, at vi kan se den enlige betjent, der dirigerer trafikken i et større kryds. Her havde man installeret et trafiklys, men befolkningen ville hellere have den personlige betjent – og sådan blev det.

Det gør Thimpu til den en af to hovedstæder i Asien uden traffiklys (den anden er Pyongyang i Nordkorea)

Den nationale sport er bueskydning, og det kunne have været interessant at se en konkurence på den specielle arena i byen, men det gjorde vi ikke - måske fordi der ikke blev afholdt konkurencer, mens vi var der

Derefter frokost i et 'guesthouse' inde i byen og så starter turen til Punakha.

Vi passerer Dochula-passet i 3150 m højde, men stopper ikke op, i forventning om, at vejret vil give et bedre udsyn i morgen, når vi skal samme vej tilbage.

Rød ris

Vi besøger lige den flotte Punakha Dzong, en blanding af en fæstning og et tempel. Den ligger strategisk placeret hvor floderne Mo Chu og Pho Chhu løber sammen, og er dermed beskyttet mod angreb af floderne på tre sider..

Bygningerne er utroligt flot udsmykkede og templets hovedhal med de tre forgyldte buddhaer, guldbelagte metalplader på søjlerne, farverige udsmykninger i loft og på vægge.
Dzongen ligger ved floden, og adgangen til komplekset sker ad en overdækket bro.

Endelig når vi frem til Hotel Zangto Pelri og den ventende the og kiks. Atter beliggende noget uden for centrum.

Vi har egen, overdækket altan, hvor vi kan nyde udsigten. Efter en ellers fin dag kommer der kort efter ankomsten en kraftig, men kortvarig skylle.

Mod Paro

2011.10.18 (tirsdag)

Efter at have fotograferet solopgang, rismarker mm omkring hotellet, går Ulla op i den lille forretning, som ligger i forbindelse med hotellet. Ulla finder dels en lille kurv, dels en beholder til at medbringe drikke, når man går i marken. De måtte betales i dollars, og de var måske lidt dyre, men så har vi fastholdt vores tradition med, at vi helst køber noget, der har været brugt til et praktisk formål.

Derefter kører vi mod Wangdue Phhodrang Dong. Også den er placeret ved to floder: Puna Chhu og Tang Chhu. Den er fra det 16. århundrede, men endnu ikke renoveret, men der er nu startet et projekt om sammen med den Indiske stat. Det indebærer også, at der uden for området er et stort savværk, som forarbejder træstammer til brede brædder.

Der er som der skal være flere tempelgårde og dertil at tempel med store gyldne buddhafigurer.

Var det her, der var store prydkager bygget og af farvet smør – meget høje og elegante.

Her er stadig bevaret den oprindelige tagkonstruktion med sammenbundne bambus, hvorpå der er lagt brædder, og derefter styrket med stenblokke ovenpå.

Ved udgangen er den traditionelle port og her ligger – lidt tilfældigt – en del sten med inskriptioner, som har samme funktion som bønneflag.

Den gamle by omkring dzongen skal ´nedlægges', så der bliver bygget rigtig meget nyt nede i dalen ved floden, hvor folk har fået tilbud genhusning.

Så går turen tilbage mod Dochula-passet .. i håb om at se en krans af snedækte bjerge. Turen er ganske smuk med udsigt ned over gyldne rismarker, flotte huse, stupaer, store bedemøller osv.

Desværre trækker skyerne op omkring toppene, inden vi når frem til udsigtsstedet, og selv om vi gør et stop ca 10 km. Før passet, er det begrænset, hvad vi kan skille fra hinanden: snedække og skyer.

På udsigtsstedet Dochula Resort (det er overnatningssted, restaurant og souvenirbutik) får vi en kop te og en kiks, mens vi kan nyde sceneriet med bjergkæden i hele horisonten. Da vi kører derfra er der stupa, bedeflag osv., men på forespørgsel beslutter gruppen at springe fotostoppet over.

Da vi nærmer os Thimpu igen er der atter mulighed for at se den store, forgyldte bronzebuddha The Buddha Dordenma på den nøgne bjergside, hvorfra den skuer ned over byen. Den store buddha på 51,5 m skal når den er færdig (og det var de formentlig nu) desuden rumme 100.000 små forgyldte buddha-figurer og 25.000 lidt større.

Inde i Parodalen ændres landskabet til at være med blot få træer og til gengæld meget karakteristiske klipper.

Efter en sen frokost i Paro på et godt gemt guesthouse (men maden var god) skal vi se Rinpung Dzong.

Udsigt over lufthavnen

Forinden besøger vi dog templet Dumtse Lhakhang, som adskiller sig fra de øvrige ved dels at være stort set originalt fra 1433, hvor det blev bygget af Thangtong Gyalpo, som elllers er kendt for bygning af jernbroer. Templet er designet som en stupa. De tre niveauer repræsenterer helvede, jorden og himlen. De flotte håndmalede vægmalerier regnes for nogle af de fineste i Bhutan, og må beses med lommelygte, da der ikke er indlagt elektrisk lys. Det giver en helt bestemt oplevelse, at se de gamle vægmalerier på den måde. Der er desuden indbyggede mindre kapeller med buddhaer og andre figurer. Det var i al sin enkelthed en rigtig fin oplevelse med stor autencitet.

Den store dzong i Paro, som er næste mål, er lukket, fordi de kongelige kommer til byen i morgen, hvor de skal møde den lokale befolkning nede ved dronningens palads. Men vi kan da nyde bygningerne, og tro på, at det næppe ville have tilføjet meget nyt til vores oplevelser.

Inde i byen er der fuld gang med at fæste gule klædestykker med over køleren på bilerne, først og fremmest taxi.

Gamle udsigtstårne fra stridigheder mellem Bhutaner og tibetanere ligger spredt rundt omkring i landskabet.

Der er endnu et tempel, Kyichu Lhakang som egentlig er på programmet i morgen, men som vi så tager på vejen til hotellet. Der er både et gammel og et nyt tempel – fra 700 tallet og fra 1960'erne.

Atter gyldne buddhaer og kunstfærdige smørkager.

I det gamle kloster, har så mange troede kastet sig for Buddha, at der er aftryk i gulvbrædderne, og man siger, at mens man ligger der, kan man mærke historien.

Da vi på turen tilbage til vores hotel, ser kongefamiliens kortege kommer den givet derfra.

Hotellet Tenzinling ligger 6-7 kilometer uden for byen, så der er ikke noget med at gå på shoppingtur.

Billeder fra Paro.

Taksang-klostret

2011.10.19

I dag bliver turens eneste reelle strabadserende tur, hvor vi skal se en af de mest berømte seværdigheder Taksang-klostret - Tigers nest, som ligger klistret på en klippeafsats i ca 3000 m højde.

Det er 750 meter opad suppleret med endnu nogle hundrede trapper. Turen derop er estimeret til 2-2 ½ time – og det tror hverken Ulla eller jeg, at vi har hhv hofter og kondition til, så vi har bestilt en hest (indgår i prisen).

Vi forlader hotellet ved 7-tiden og kl. 07:30 er vi 8 klar til at bestige de bestilte heste. Resten tager vandringen ad stien.

Det er sin sag at sidde på en hest, der indtager sin bestemte plads i rækken, og som lige skal have morgenirritationen ud af kroppen. Og så går det ellers opad, og dyrene har lært, at vandrerer har fortrinsret til at gå inde ved klippevæggen, hvorfor de går yderst mod afgrunden. Åge, Vivian og Hanne forlader på et tidspunkt, deres uregerlige heste...

Efter ca en time er man oppe ved et cafeteria kendt som View Point, hvor der serveres kaffe/the og kiks, mens man kan nyde udsigten over mod 'Tigers Nest'.

Der er herfra endnu en god times vandring opad til et par nye udsigtspunkter, som ligger på højde med Tigers Nest. Her er der mange trapper – først ned, derefter endnu flere op, for at man kan komme ind i klostret.

Både Ulla og jeg havde besluttet at gå så langt som konditionen og den tynde luft (ca3100 m) kunne holde. Ulla vendte om efter ca 50 minutter, men vores kolake guide Tachi havde forklaret mig om de god billedmulighederne ved trappernes begyndelse, så jeg tog mig sammen og kom da også derop, til en magnefik udsigt. Lidt ærgerligt, at Ulla ikke vidste, hun var så tæt på, men vi havde b bestemt, at vi måtte gå i hver vores tempo. Vejret var klart, og solen bagte fra en skyfri himmel, men heldigvis var der også strækninger, hvor man gik i træernes skygge.

Derpå tilbage til cafeteriet, til nok en kop the (efter det vand der også var drukket).

Aftalen var, at man skulle begynde nedstigningen ca. 11:30, og mens Ulla gjorde det på ca 30 minutter, måtte jeg bruge 3 kvarter.

Hesteturen var et nødvendigt onde, men ellers var turen ubeskrivelig flot.

Frokost blev indtaget tæt ved i en helt ny restaurant med flot bemaling og meget højt til loftet.

Efter et kort ophold på vores hotel for lige at få det værste støv af, kørte vi ned i byen, hvor der var folkefest i anledning af det nygifte kongepars besøg.

Alle var klædt i det fineste puds (inkl. en mand, der gik i de traditionelle lange støvler). Nogle får også en festlig tår, som kan gøre en tung i hovedet, men det generer ikke folk, hvis der ligger en på gaden og sover sin brandert ud.

Mange forretninger var lukket, og byens hovedgade var omdannet til gågade, og ved pladsen ved et lille tempel blev der sunget og danset for et stort publikum.

Der er mange forskellige forretninger med såvel dagligvarer som smykker, souvenir, en slagter med nydeligt kød bag lukkede døre.

I en sidegade morer det børn at fodre to unge elefanter, som står bundet.

Vi skal med vores bus tilbage til hotellet, og kan konstatere et spændende kaos ved taxapladsen for at komme hjem til de små steder og evt. få organiseret samkørsel.

Bileder fra Taksang.

Tilbage til Delhi via Kolkata

Torsdag 2011.10.20

I dag begynder hjemrejsen: Vi vækkes kl 4, og kl. 5 kører vi til Bhutans indtil videre eneste lufthavn i Paro. Man kan ikke undgå at bemærke, hvorledes det er lykkedes at få integreret tårn og andre bygninger i den traditionelle byggestil.

Sikkerhedscheck er opdelt efter køn aht kropsvisitering, men ellers ser man lempelig på nogle regler; man skal ikkke have sko og bælter af, og vand kan tages med.

Efter et par timer med Drukair's Airbus 319 sidder vi så i Kolkatta, hvor vi skal have slået et par timer ihjel, hvilket ikke er helt enkelt, for trods de mange rejsende er der ingen butikker, ingen steder, man kan sætte sig og få noget.

Spicejet B737-800 tager os de næste par timer til Delhi, men til vores overraskelse byder betjeningen kun på en lille flaske vand, mens vi kan lugte maden, som man åbenbart kan forhåndsbestille i dette lavprisselskab.

Varmen er trykkende i Delhi, og efter ca ¾ time er vi tilbage på hotellet, hvor der til dels er genkendelse hos de ansattes ansigter.

Uden mad og drikke... Vi er blevet lidt brødflove, så vi stiler mod hotellets tagterrasse, hvor vi får nogle af deres god naan-brød.

Dagen slutter med afskedsmiddag uden store armbevægelser på hotellet – uden fjerkræ! Og relativt krydret.

Ferien slut

Fredag 2011.10.21

Så mangler vi det sidste lille nøk med Finnair. Vi skal fra hotellet kl. 7, indcheckningen volde foregår uden problemer. Den nye lufthavn er ganske flot, og der er både en 'taxfree', hvor priserne kun er i dollars (og det er betalingsmidlet), hvor vi køber mere the, men også masser af andre forretninger, som tager rupees.

For at undgå toldproblemer efter mellemlandingen i Helsinki har vi købt en lokal Bhutan-whisky (K5) og en noget billigere indisk whisky – begge placeret i kufferten.

Mellemlanding i Helsinki, hvor der var et absolut ihærdigt sikkerhedscheck, som bl.a. medførte at min kam og mit lommetørklæde måtte en ekstra tur gennem scanningen!

Vi får ventetiden til at gå med at sludre med et svensk par, som vi deler bord med på en pub.

Vi kom lidt før tid i forhold til planlagt ankomst i Kastrup 18:25.

Flemming afhentede os, så det var rart.

Rejseleder & -deltagere

Rejseleder var Christian Friis.

Deltagerne (udover os selv):

Solveig Edberg

Anne Liljafischer

Karen Nilsson

Hanne Halberg

Britt Wahlers

Jørgen Nielsen

Karin Bloch

Jette Mathiesen

Aage Nørgaard

Mona Koustrup

Hanne Brandt

Peter Brandt

Vivian Pihl