|
Sidst opdateret 30. januar 2017
Billeder af ting omtalt på denne side
Legetøj
Fritidssysler
Spil
Familieaktiviteter var typisk kortspil (Sorteper), billedlotteri, bankospil o.l.
På Ringridervej fik vi et bobspil, som blev sat på spisebordet- somme tider også udenfor på terrassen.
Dans
Kriminalpolitiet havde i flere år gået til dans, og på et tidspunkt blev jeg indskrevet hos samme danselærerinde. Jeg gik derefter i rigtig mange år i danseskole, som jeg var vældig glad for. Kulminationen var det såkaldte ‘Afdansningsbal’, hvor ens forældre kom og så, hvad eleverne havde lært i sæsonen. Jeg tror, det først foregik på Sønderborghus, men efter Teaterhotellet blev det flyttet dertil.
Violinspil
Gik til violinspil hos en lærer på Ringgade.Jeg syntes, violinen linger smukt, men jeg havde overvurderet mit musikalske øre. Jeg tror som oftest, det lød som kattemusik, når jeg øvede, og jeg manglende evnen til at dosere fingertrykkene præcist nok, så tonen blev ren.
Jeg har stadig violinen, men det var heller ikke den,drengene kastede sig over, da de sklle lære at spille.
Skrive bilnumre
Sdr. Landevej var ret pænt befærdet, fordi det var vejen til Høruphav, og det var en leg at sidde i vejkanten og skrive bilnumre. Det var relativt enkelt, for der var kun et bogstav (som fortalte hvilken politikreds, man kom fra) og 4 tal. Det var så spændende at få numre fra udenbys biler.
K var København, X Århus, M Odense ,Æ Sønderborg, og en sjælden gang så man en bil med L fra Sydhavsøerne.
Og der var ikke en strøm af biler. Biler var forbeholdt den velbeslåede klasse, og meget varetransport foregik med hestevogn.
Det betød også, at man kunne tjene et slatskilling ved at tage sin lille trillebør og hente hestepærer hjem som gødning til jordbærbeddet.
Drageflyvning
Der var ikke så langt til 'Exe', som var militærets øvelsesterræn, hvor man kunne samle patronhylstre, men efter Håndværkerskolen var der endnu marker, hvor man kunne sætte drager op i efterårsvinden,nårder var høstet.
Lege købmand
Man kunne lege købmand med tomme emballager, og pengene lavede man ved med enden af en blyant gnide på en mønt, så konturerne blev overført til papir, og derefter kunne klippes ud. Til at opbevare dem i, var fars brugte tobaksæsker af metal perfekte.
Tegne
Jeg var rigtig glad forat tegne, og det brugte jeg mange timer på. Bortset fra fantasiens verden tegnede jeg også udsigten fra Ringridervej ned mod gasværket og ladegården (der var ingen bebyggelse mellem Ringridervej og Skovvej)
I forlængelse heraf havde jeg stor fornøjelse af at tegne tøj til påklædningsdukker. Det var bl.a. tildatidens store svømmestjerner, som var afbildet i badedragt, og arket havde desuden nogle få dragter og kjoler, hvorefter man selv kunne designe nyt til dem.
Klippe-klistre
Klippe-klistre-gerningen fortsatte da Foskapakkerne med havregryn begyndte at trykke huse på emballagen. Dem kunne man klippe ud og lime sammen, også havde man grundlaget for at bygge en lille by, som man kunne bruge, når man legede med biler.
Dengang blev der udgives lommekalendere, som var små bøger, og som ud over at give plads til notater på de enkelte dage, rummede en lang række praktiske oplysninger. Der var mål og vægt, ordbøger, portooversigter mm, men også vejtavler, og dem kunne man klippe ud, lime på pap og derefter sætte på en tændstik, så de kunne indgå i ens byplanlægning.
Kort tid før vi flyttede fra Sdr.Landevej blev der bygget et hus med en kiosk på hjørnet overfor. Her købte jeg bl.a. et klippeark med figurerne fra Gøngehøvdingen. Dem kunne man så sætte er små træstykker med slids eller lime dem på, og så havde man grundlaget for mange timers selvskabt rolle spil. Da vin kun var til store fester, var der ingen propper, man kunne bruge.
Linoleumsssnit
På et tidspunkt arbejdede jeg med linoleumssnit. Det var en spændende, ny måde at udtrykke sig på. Det foregik mest i skolen, hvor man havde værktøj og farve.
Fotografering
Senere erhverver jeg gennem HH et Voigtlænder bælgfotoapparat og en belysningsmåler og en elektronisk blitz (det overtog Merete). Jeg havde sammen med HH i Horsens været med til flere cykelture, der havde fotografering til formål, og det overførte jeg til Sønderborg.
Jeg anskaffede også fremkaldelsesudstyr. Det bestod af en beholder, hvor man kunne lægge den ufremkaldte film i vundet op på en spole og med et celluioidbånd til at forhindre billederne i at ligge op ad hinanden. Dertil et forstørrelsesapparet og en plade med ramme til afmaskning til den anvendte størrelse fotopapir. Alt skulle foregå i mørke eller med rød lys, så filmen blev taget ud under dynene, lagt i fremkalderboksen, som så fik tilført fremkalder og derefter fikseringsvæske.Så blev filmen hængt til tørre.
Jeg vil ikke påstå, at der var nogle velegnede rum på Ringridervej til mørklægning. Der skulle også være afløb, så det endte med at blive køkkenet, der blev mørklagt og fik skiftet pære til arbejdet.
Det var mor, der var min hjælper. Jeg styrede forstørrelsesapparatet og belyste papiret, mens mor passede de to bakker med henholdsis fremkalder og fikservæske med den korrekte temperatur. Ikke mndst under fremkaldningen, var det nødvendigt at bevæge fotopapiret, og holde styr på, når billdet var optimalt.
Efter fikseringen blev billederne sat på flisevæggen, hvor de sad, til de faldt ned. De kunne have en tendens til at rulle sig sammen, og derfor havde jeg et specielt tørreapparat (ca A4-størrelse), hvor billederne kunne lægges i spænd og med varme.
For såvidt et hyggeligt arbejde, hvor man kunne tale sammen.
Lidt indtægter kunne der også komme, når man havde taget billeder ved særlige lejligheder.
Legetøj
Min første trehjulede cykel kender jeg kun fra billederne (fik den julen 1943), men da vi kom tilbage til Sdr.Landevej 16 havde jeg en 2-hjulet cykel. Den var helt af metal: stel, hjul og pedaler på forhjulet. Det eneste der ikke var af metal var sadlen, som var af træ.
På et tidspunkt knækkede forhjulet, og jeg gik ned til Gydesen (vvs firma i Ringgade), som svejste det sammen – og da den røde farve fra svejsningen var borte skulle jeg lige mærke efter – og brændte mig naturligvis noget så eftertrykkeligt.
Jeg havde også et løbehjul.
Jeg vil ikke påstå, at jeg havde meget legetøj. Det kunne være i en enkelt trækasse, men jeg kan se, at jeg gennem barndommen har fået mange legesager: biler og trætog, spil, som min mor omhyggeligt har noteret i min bog ved hver fødselsdag . Når jeg læser beskrivelserne kan jeg godt huske deres eksistens, men jeg har åbenbart været hård ved tingene.
I de første år var de fleste lavet i træ og plastik var slet ikke anvendt (der kom dog på et tidspunkt legetøj af bakelit).
Fars gamle pensionatkammerat kom på et tidspunkt med en avanceret bil i træ, som havde en bund, og så kunne man bygge forskellige biler med dele, man satte på bunden.
Forspændte heste var sat på hjul, men omkring 1950 fik jeg både små Teknobiler som ambulancer, politibiler og endnu mere fornemt store teknobiler med aftagelige metalhjul, og senere gummihjul og døre, der kunne lukkes op. Der har jeg haft såvel ambulance, kranbil, brandbil og en med en stor projektør. Ingen af dem har overlevet.
I 1946 fik jeg af ‘onkel’ Nicolas en anvanceret træbil, som havde en underdel med hjulene og en slidse, som man kunne sætte forskellige moduler i ogdermed få forskellige biltyper. Nicolas var lige kommet hjem fra Frankrig, hvor han havde deltaget i krigen, og han var ikke gift, så jeg havde en god legeonkel.
Overlevet har derimod den Schuco-bil, som min onkel HH købte til mig, mens han var korporal i Itzehoe. Den kunne strækkes op, der var både for- og bakgear og håndbremse.
Lang tid senere fik jeg en flot sølvfarvet Jaguar.
Det havde flere flyvemaskiner i metal, som naturligvis var med engelsk eller amerikansk bemaling.
Jeg havde også en samling ubemalede tinsoldater. De var jo langt fra så spændende som de XXXsoldater jeg kunne lege med, når jeg var i Horsens, men man kunne alligevel godt starte sin egen lille krig mod den skrækkelige Stalin.
Mekano, var et produkt med udfordringer. Byggedelene var med et enkelt hul og de var tynde/spinkle. Skruer og møtrikker var ikke standardiserede, så man skulle prøve sig frem for at få parret skrue og møtrik. Anderledes var det med det senere Tekno. Her var metallet tykkere, forsynet med tre rækker huller, og skruer og møtrikker passede altid.
Far havde en særlig (behagelig) hjemmejakke, som han tog på i fritiden, når han ikke skulle arbejde med noget. Far og jeg tilbragte mange weekend eftermiddage med at konstruere fra byggebeskrivelserne og få batterimotorer til at trække tandshjul og snekker. Her kunne man lære noget om udveksling mellem tandhjul, og hvordan man stabiliserer konstruktioner.
Batterierne var store (som en æske husholdningstændstikker) med rigtige skruetilslutninger. De kunne vare længe og blev ofte brugt til familiens dørklokke, hvis den da ikke var af den gode gamle type, som bestod i et lille håndtag som man kunne dreje og derved få en knebel til,at slå imod en metalklokke på dørens anden side.
Ellers var batterier (Hellesen med en springende tiger) flade med bøjelige metalflipper til + og -, og når man satte tungen på, kunne man konstatere om der stadig var strøm i batteriet. Ledninger måtte man så fæstne med en kontorklips.
Jeg havde også en lille speedbåd af metal, som man kunne have med i badekarret. Den blev drevet ved et lille lys (mindre end fyrfadslys) og virkede ved at luften i et rør blev varmet op og derefter presset ud af det rør, der var lige som udstødningsrør og sosm gav den fremdrift.
.Legede med tændstikker som skibe
Modellervoks, hvor udfordringen var at holde de enkelte farver adskilt fra hinanden, når man havde lavet flotte figurer.Når det ikke lykkedes sad man med en grå klump, som naturligvis stadig kunne bruges til at lave knap så spændende figurer af.
Billedlotteri og ludo, som man kunne være fælles om at spille
Tændstikæsker som byggemateriale. Havde en inspirationsbog med ting, man kunne lave
Havde man et hæfte, en gammel telefonbog eller kalender, kunne man tegne små mænd i hjørnet på den ene side, og ved at ændre stillingerne lave en animeret historie.
Blyantsforlængere, så man kunne bruge det absolut sidste stykke af en blyant. Det var Viking-blyanter, og de kunne være malet gule eller røde.
Man kunne samle på meget.
Richsbilleder Da kaffen var rationeret suplerede man med brændt cikorie. Der var to store mærker: ”Det er Danmarks der du'r ”og ”Det er Richs, der drik's ” Begge fabrikater havde samlemærker. Vi drak Richs.
Der blev så udgivet et album, man kunne købe, hvor der var plads til at indsætte billederne og illustrationsteksten var den samme som på billedet, (sport, indianertegnsprog)
Mærkater, som var små reklamer (klistermærker), som firmaer kunne sætte på deres breve, enten for at reklamere for produkter, promovere sig eller annoncere nyt telefonnummer.
Her er mit Mærkatkatalog, opdelt i 4 pdf-filer:
Mærkat 1-14
Mærkat s.15-30
Mærkat s.31-41
Mærkat s.43
Frimærker, og der var jo masser af brev. Vores tidligere naboer fra Sdr.Landevej 7 var frimærkehandler, og når vi besøgte ham vankede der gerne nogle med hjem. Jeg overtog på et tidspunktmin mormors lille frimærkealbum med gamle frimlærker.
Nu får man jo ikke meget postmeremed frimærker, men jeg indrømmer, at når det sker, gemmer jeg dem.
Hvad jeg har haft, har jeg overdraget til Christian.
Far gik jo altid med kniv. Ikke speciel fancy, men med et stort og et lille blad, og jeg var glad og stolt, da jeg fik min første lommekniv i 1949 på Ringridervej. Nu var det jo begrænset, hvad det var at snitte i, men den kunne jo også bruges som skaft i en hyldebærgren. Det var ikke nogen god idé, for da jeg ville trække den ud af grenen, havde den skåret sig ud gennem siden - og ind i min finger, og jeg havde helt op i min voksenalder tydeligt ar på min lillefinger. Jeg fik heller ikke trøstende ord med på vejen, men formaninger.
Huler gravet på marken, fandt materialer på lossepladsen, som lå for enden af Ringridervej ??
|
