Marokko

Rundtur 2.-16.nov.2017

Det blev en kort nats søvn. For at være nøjagtig 3 timer og ét minut.
Kl.02:45 vækkede vores mobiltelefoner os og kl.03:30 holdt taxaen for døren.
På dette tidspunkt regnede det, og der var praktisk talt ingen trafik, så vi var i god til i lufthavnen.

Man skal efterhånden gøre alting selv: checke ind, udskrive kuffertmærker og boardingkort – og som noget nyt selv scanne sin bagage ind på transportbåndet. Nå, det fungerede problemfrit, og vi kunne gå til security, hvor vi ikke nåede at stå i kø.
Åmans, som jeg ofte frekventerer, var slet ikke åben her klokken 20 minutter i 6, men det havde Lagkagehuset, hvor vi købte en bolle og en croisant samt kaffe/the.
Paskontrollen foregik ligeledes uden problemer, men vi havde ikke tænkt på, at ved gate D104 er der ingen stole. Æv.

Lidt før boarding kom beskeden om, at der ikke ville blive mulighed for servering, da cateringfirmaet strejkede.

Flyet, en Boeing 737-800 med opkaldt efter madame Curie, var som sådan ok. Men...
Der var faktisk benplads selv på række 19, men sæderne var meget smalle, så man sad som sardiner i dåse. Ryggen var elendig, der var ingen pude – ejheller tæppe, endsige nakkestøtterne, der kan foldes ud. Trist, når man egentlig gerne ville sove lidt.
Wi-fien fungerede ikke, udbuddet af underholdning var en lille skærm oppe i loftet, hvorpå der blev vist tekstede film.
Egentlig er det ikke brok, men bare en konstatering, for flyvningen var rolig, og vi kom frem til til tiden.

I Marrakech nydelige og moderne lufthavn fik vi en overraskelse: der var køer så lange som ved immigration i USA, så det tog la-a-ang tid.
Vi var de næstsidste der knyttede sig til gruppen, da vi havde fundet et vekselkontor.

Dagens mål var Cassablanca, en køretur på ca 500 km, , men i en god bus og med en god chauffør.

Fra luften havde vi set det golde landskab, som først det sidste stykke af indflyvningen havde grønne pletter. Den almindelige kornhøst var dog overstået, så markerne stod nøgne og harvede.

Vi kørte gennem Marrakech, som virkede behagelig: lav bebyggelse med 5-6 etager, brede gader iblandet grønne træer og buske – og blomster.
Der ses meget få mennesker med islamisk klædedragt

Der blev købt vand og vekslet penge i en bank undervejs, og så kørte vi ud i et afvekslende landskab. Der var forvitrede rester af bjerge, små bakketoppe.

Bygningerne på landet er meget lave, bygget af flade sten som er lerklinet. Ofte er der et lille stykke indhegnet jord i forbindelse med huset. Den røde jord farver husene, så de fleste står som lyserøde.
Vi fulgtes med et stort udvalg af nye biler af alle mærker.
Der måttes betales vejafgift et par steder, men vejen så ny ud, og var god at køre på.

De 20 sulte og tørstige sjæle i gruppen fik først noget ved 15-tiden på en motorvejstankstation, og efter den halve time fortsatte turen.
En times tid før Cassablanca ændres landskabet: markerne fornemmes mere frodige, der er gravet vandingsanlæg ned, der går folk i marken, som arbejder med afgrøder. Udover får og geder dukker der nu også køer op, og lave bygninger, som vi tror er hønsestalde.

Jo mere man nærmer sig byen her sidst på eftermiddagen, jo tættere bliver trafikken. Egentlig er der tre vejbaner, men engang imellem bliver man i tvivl om der er tre, fire eller fem rækker. Men det forbløffende gnidningsfrit . Også i de store rundkørsler, hvor alt tilsyneladende er kaos, som opløses uden tuden i hornet.

Efter et tiltrængt bad fortsætter dagen med fællespisning på 'Ricks Cafe', som jo danner scenen for filmen Cassablanca. Det er dog en version 2003.

En treretters menu med god mad i marrokanske rammer.

3.11.2017 Casablanca til Rabat

Vu vågnede rimeligt udsovet og efter morgenmaden skulle vi så på byvandring

Føst gik turen til at kvarter med eksempler på fransk arkitektur fra 1920'erne og 30'erne. Stilen kaldes art deco og dækker bl.a. over en speciel udsmykning af husene.

Det er fredag, og dermed helligdag. Det sætter sit præg på turen gennem det lokale marked, hvor mange handlende altså holder fri -  ikke mindst synligt var det med fraværet af mange fiskehandlere. Markeder er jo altid spændende, men det må erkendes, at udvalget af spændende ting ikke var stort.

Derefter entrede vi igen bussen for at køre til verdens trediestørste moske, Hassan II's moske.

Der kan være 25.000 bedende indenfor, og på den store plads udenfor er der plads til yderligere 80.000. Det er dimensioner, man næsten ikke kan begribe.
Moskeen er 350 m lang og 150 m bred, 65 m til loftet. Minarettårnet er med sine 260 m verdens højeste.

Det er rigtig flot, men det har også taget 35.000 arbejdere XX år at bygge moskeen. Der er anvendt lokal marmor og cerdertræ fra Atlasbjergene. Alt forarbejdet, lagt i mønstre, udskåret.
Kvinderne er anvist plads på et plateau i 1.sals højde.
Tæpperne vævet med røde striber til at styre rækkerne af de bedende.

Man skal jo vaskes før bønnen og i et enormt kælderlokale var der marmorfontæner og 500 vandhaner.
Det er i øvrigt den eneste moske ikke-muslimer kan besøge.

Man fristes nemt til at tage mange billeder af de mange fantastiske detaljer, så der må slettes en hel del efterhånden.

Fredagsbønnen starter kl. 13, og ved middagstid ser man flere og flere komme gående med deres bedetæpper under armen, ligesom vi ved mindre moskeer ser mennesker i bøn udenfor moskeen.

Mere marokansk arkitektur blev præsenteret i form af 'Guvenørens hus', som et godt eksempel på, at man fra gaden ikke kan se den indadvendte ro, med gårde og gårdhaver.

Derfra var der en kort vandring til kongepaladset, som var endnu et eksempel på en flot portparti.

På vejen havde vi mødt en flok unge mænd - medarbejdere fra slottet - med flotte dragter og røde fez.

Frokosten blev indtaget på en restaurant ude ved vandet, efter at været kørt gennem flotte villakvarterer med millionvillaer, og et røvsygt område med bilforretninger, badeklubber og restauranter.

Omeletterne var fortræffelige, og efter kaffen gik turen så mod Rabat.

Det var en anderledes tur end i går: her var ingen gårde, landbrug og kreaturer, men et byggeri i stort format stort set hele vejen. Først var det jo spændende, men byggestilen er så ens med firkantede kasser stablet ovenpå hinanden, at den kunne minde om betonbyggeriet i Østeuropa efter 2.verdenskrig. Meget var under opførelse og ubeboet, men byggeriet stod med sine ens femeetages lejligheder uden formildende omstændigheder på nøgne arealer.

Landevejen følger vandet, og træerne står skæve påvirket af vestenvinden.
Vi kører ind gennem Rabats port i bymuren, og kommer til vores meget centralt liggende hotel.

Tiden er imidlertid fremskreden, så dagens byvandring bliver udskudt til i morgen. I stedet får vi lejlighed til at besøge to nærliggende museer: et historisk museum og et kunstmuseum.
Begge museer har overkommelige samlinger.

Det historiske museum har meget fra romertiden, men også grottefund.
Kunstmuseet har en specialudstilling fra 'Bank Espana' med portrætter bl.a. af Goya, og en etage med moderne marokanske kunstnere.

En udfordring var det at komme over den 6-sporede vej til kunstmuseet, for forgænger overgange og -signaler respekteres hverken af fodgængere eller bilister. Utroligt!

Aftensmaden indtages på hotellet.

4.11.2017 Fra Rabat til Tangerr

Vi kom så sent til Rabat i går, at det blev besluttet at udsætte byvandringen til i dag.

Dagen starter med at køre til kongepaladset. Det ligger i et et meget stort område, hvor der også er officielle kontorer, boliger til medarbejderne, et militærakademi mm.
Kongefamilien har også deres egen moske på området.

Slottet er som de fleste bygninger ikke prangende at se udefra. Der er kun meget få vinduer, så det er portene og udsmykningen på murene og den symetriske stil man kan imponeres over.
Livgardens uniform er i røde, kraftigt klæde, og benklæderne er delvist pliserede.

Næste stop er Hassan-tårnet,som står ufærdigt på en stor plads, hvor den påbegyndte moske gik til i et jordskælv.

Pladsen er også stedet, hvor mausolæet for Mohammad V ligger. En typisk marokkansk bygning, hvor kisterne står i en krypt.
Gardister vogter ind- og udgang, ligesom der er placeret en soldat i hvert hjørne inde i rummet.
Vagterne har geværer af ældre model og med flotte indlægninger i kolben.

Kashbaen er næste mål. Kashbahen er den befæstning, inden i hvilken den gamle bydel, medinaen, befinder sig.

Vi er der meget tidligt, så de fleste små butikker er lukkede, men man kan selv uden menneskemylder godt fornemme den knappe plads i de kringlede, smalle gader.

Husene er hvide suppleret med blåt, så man føler sig hensat til Grækenland.

Turen til Asilah går gennem et helt anderledes landskab end det, vi hidtil har set.
Det er nu blevet til landbrugsland, fordi Rifbjergene sørger for, at der falder mere regn her i nord.
Der er grønt, der er køer, der er plasticdrivhuse med bananer og andre med mange forskellige slags grøntsager.
Gårdene er stadig samme byggestil, men mere velholdte.

Det, der imponerer mest er, at der ligger det ene nybyggede lejlighedskompleks efter det andet stort set hele vejen, De fleste er endnu ikke taget i brug, og ville kunne afhjælpe noget af boligmanglen, hvis ellers folk med normale lønninger havde råd til at bo i dem. Men væksten i middelklassen og udlændinges køb af lejligheder, får priserne til at stige.

Et langt stykke følges vi med en nyanlagt jernbane, som skal betjene en ny højhastighedsforbindelse med 375 kn/t til Tanger.

Der er som tidligere flere betalingssteder for brugen af motorvejen, ligesom der flere steder er politikontrol.

Den sene afgang fra Rabat betyder, at vi springer opholdet i Larache over, og ved 17-tiden er et stykke fra Tanger og dermed også fra dagens sidste to planlagte aktiviteter.

Solen går ned ca 17:30, og Herkules Grotte lukkes ved solnedgang, så den og turen til Kap Spartel udskydes til i morgen.

Således når vi vores hotel i rimelig tid. Det ligger lige ved havet, og vi får et værelse med udsigt over den nye marina, som er så ny, at der endnu ikke er både i den.

5.11.2017 Tanger

Herkules' grotte er dagens første punkt ca ½ times kørsel fra Tanger. Hulen har været benyttet til at hugge møllesten af grottens kalk, og der er tydelige spor efter arbejdet.
Det lidt specielle er et hul i klippen, som med lidt god vilje kunne være konturerne af Afrika, og hvorigennem man kan se ud på havet.

Nogle få kilometer derfra ligger Kap Spartel, som er Nordafrikas nordvestligste punkt.
Herfra kan man se til Spanien og Gibraltar, og samtidig se det mørkeblå Middelhav blande sig med det lysere Atlanterhav.

Så går turen tilbage til Tanger gennem en naturpark, som stadig bærer mærker efter en stor skovbrand. Ellers er det et fornemt rigmandskvarter, og her ligger endnu et af kongens slotte.
Derefter står den på byvandring. Efter en kop god kaffe på en cafe, hvor vi kan sidde og iagttage de forbipasserende starter turen i medinaen, hvor der virkelig er et leben og masser af sælgere, som har gode tilbud til dig. Salgsteknikken går primært ud på at undgå at nævne en pris, men at få et tilbud fra køberen.

Her er næsten alt fra beklædning til krydderier, guldsmede, fortovsrestauranter og på markedet sælges der kød og fisk, grøntsager og frugt.
Der er mange turister, men også mange lokale. Mændene ofte i lange kofter og med kalot eller hætte, kvinderne primært med tørklæder men også ofte i farvestrålende kjortler.
Man transporterer varer på tohjulede kærrer eller små trehjulede køretøjer, hvilket dog ikke betyder, at der ikke er biler i medinaen - men naturligvis kun i de lidt bredere gader, hvor man ikke skal om hjørner.

Efter turen kørte vi med bussen tilbage til hotellet, benyttede værelsets faciliteter for selv at gå på udforskning. På vejen fik vi et let måltid, inden vi bevægede os ind i medinaen både af kendte og ukendte stræder.
Inden vi gik tilbage langs marinaen sad vi og fik en gang myntethe, mens vi iagttog de mange forbipasserende.

Inge ville i Carre Four for at se på udvalget, bl.a. af køkkengrej, men da magasinet var søndagslukket blev der ikke noget ud af det.

6.11.2017 Tetouan - Chefchauen

På denne femte dag af turen tager vi af sted fra Tanger for at køre til Tetouan, som ligger i Rifbjergene. De er ikke så forfærdelig høje - omkring 1000 m men alligevel en behagelig afveksling.

Syd for Tanger kommer vi gennem et langt stykke med industri. Det er fortsat landbrugsland.
Tetouan er grundlagt af spanierne i 1400-tallet, og har været hovedstaden i Spansk Marokko 1912-1956. Byen er præget af den spansk-mauriske arkitektur, og er en flot og velholdt by med mange smukke bygninger. Gaderne er brolagte og en gågade fører op til pladsen, hvor den nuværende konge har et af sine slotte.
Der er som alle de andre steder utrolig rent. Der er affaldskurve og mange rengøringsarbejdere med vogn og kost.
Så går vi runden i byens medina, som ligner, hvad vi ellers har set.

Herefter starter opstigningen i Rifbjergene gennem en dal, hvor den ene side er grøn og med skov- og landbrugsarealer, mens den anden side afslører stejle rå bjergsider.

Her ser vi for første gang indtil flere pænt store vindmølleparker, så her er gang i udbygningen af den vedvarende energi.

Der er vandløb, floder, dæmninger med opdæmmede søer. Man ser de tydelige spor af regnens erosion med dybe render i skrænterne.

Frokosten udskydes til Chefchauen, også kaldet 'den blå by'. Det er med rette og konstateres ved selvsyn, da vi efter frokost på hotellet går den obligatoriske tur gennem medinaen. Husene langs de smalle stræder (ca 2 m bredde) er alle blåmalede, hvilken giver mulighed for en masse foto, som alene med sin farve og de store højdeforskelle, skaber motiver.

Selve udbuddet af varer er naturligvis i høj grad det samme som tidligere. Skulle man nævne noget nyt, skulle det være de mange steder, hvor man kunne købe levende høns. Der var også meget læderarbejde og mange berbertæpper, da vi jo nu er i berbernes område.

7.11.2017 Volubilis - Meknes

Turen går nu videre igennem en bred dal kranset af store fyrretræsskove skiftende med landbrugsarealer.
Der er oliventræer, som blive plukket nu, mens mandeltræerne har mistet deres blade.Der er stadig mange fåreflokke med en enkelt hyrde. Der er mange æsler på vejen – ofte redet af kvinder og med stor oppakning.
Vi passerer flere floder med mere eller mindre vand.

Selv på denne landevej er der politikontrol, som bussen dog ikke påvirkes af.

Første stop er Volubilis, som var romernes yderste grænsegarnision med syd, og senere Marokkos første hovedstad.

Stedet er et af UNESCO's Verdensarv, og dækker et stort areal, al den stund at det har været et komplet romersk samfund med ca 25.000 indbyggere.
Jordskælv har været hård ved det, men området er nu restaureret med alle sine huse, hvor grundplanen kan ses, og mere imponerende en del flotte mosaikker i de fornemme huse.
Der er en stor basilika og kejser Caracallas triumfbue, vaskeplads, olivenmølle til fremstilling af olie.
Der er lokummer, hvor man har kunnet sidde på rad og række og gøre sin nødtørft i en dyb rende, og et tilhørende 'kar', man kunne kunne kaste op i, hvis man havde forspist sig eller skulle skaffe plads til at indtage mere.
Vandtilførslen skete gennem underjordiske rørsystemer til de mange bade og fontæner.

Der er et lille museum i forbindelse med entreen, som med kort og tekster giver en god orientering, ligesom der er et selektivt udvalg af ting, der er fundet. Meget er at finde på andre museer, bl.a.i Rabat.

Vi fortsætter til kongebyen Meknes, som er grundlagt i slutningen af 1600-tallet af sultan Moulay Ismail. Han var både magtfuld og paranoid, frygtende for sit liv, oprør osv, og forsynede byen med flere bymure. Han etablerede en stor hær, bl.a. med 10.000 ryttere. Slottet havde derfor stalde, der kunne rumme alle hestene, og desuden var han forberedt på længere belejring og havde derfor store opbevaringssiloer til korn mm og store vandforsyninger i dybe brønde inde i slottet hentet fra en stor kunstig sø.

Ved den store plads i centrum ligger den flotte Bab Mansour-port, som er hovedporten i den ca 25 km lange yderste bymur om medinaen (der er endnu en mur, som beskytter slottet).

Det sidste stykke til Fez er i bogstavelig forstand lige ud ad landevejen.

8.11.2017 Fez

Vi forlader hotel Menzed Zalagh tidligt for at besøge en porcelænsfabrik. Det var et kooperativ med statskontrol af priserne.
Hele produktionsgangen blev demonstreret fra leret, formningen, farvelægningen, brændingen og ikke mindst fremstillingen af rigtig flotte mosaikker til borde og vægge.

Farvede fliser skæres ud i de stykker, der skal indgå i mønstret, og bearbejdes med en hammer.
De lægges op i en ramme med bagsiden opad, og når mønstret er fuldt lægges der en tynd cementblanding på. Når den er størknet fyldes et nyt lag cement på, og mosaikken er færdig.

Der stod mange pakker, der skulle forsendes til USA. Delene er pakket i jernbure, forsendes med forsikring og betalingsgaranti.

Man undgår naturligvis ikke salgslokalerne. Der var rigtig mange flotte ting: fra store vaser, skåle og tallerkner til lysestager, kander osv.
Inge fik købt fire 'bonboniere'? /lågskåle, som hun fik pruttet godt ned.

Så gik turen videre til medinaen, som her har ca 9.000 gyder. Mange er blot en meter brede, andre det dobbelte, men skal så også give plads til pakæsler, tohjulede kærrer og store skarer af turister.

Fez er kendt som håndværkerne by, og det præger også udbuddet. Der er arbejdende kobbersmede, messing kan købes i metermål, snedkere udhuler mønstre med tynde stemmejern. Der er masser af kød – inkl. kamelhoveder, frugt, alt til den søde tand, vaskerier, farverier og osv. Jo, det er noget af et gedemarked.

Indimellem ligger der flotte moskeer, som f.eks. Karaoine-moskeen grundlgt 859, og hjemsted for Al-Karoineuniversitetet. Det kan man ikke besøge, men derimod en underafdeling af koranskolen, Bou Inania-madrassen.

Der er mange flotte porte og mosaikker, og da vi skal besøge et tekstilværksted for at høre om materialer og vævning, foregår fabrikationen i et tidligere hotel med flotte søjler og mosaikker.
Her ser vi bl.a. at marokkansk silke er fibre fra agaven, og flere af os kommer til at figurere med eksempler på fem forskellige metoder til at binde et tørklæde som hovedbeklædning.
Inge får købt sig et smukt tørklæde i silke og uld.

Kisten med Ismail ? Helgenstatus

Fontænen på Nejjarine-torvet

I forbindelse med en stor læder'fabrik' er der et stort område med kar til at garve og farve skind fra geder, får, kameler (meget let) og okser.
Der blev fabrikeret jakker, sko, tasker, livremme, punge og det var pæne ting.
 

Så manglede vi lige tæppefabrikationen. Atter et meget flot, gammelt lokale, som havde været åbent op mod himlen, hvorfor gulvet havde en svag hældning mod en rende med et afløb. Tæpperne blev godt præsenteret, og præsentation af de forskellige, meget imponerende og flotte tæpper: nogle knyttede og vævede. Nogle var direkte anvendelige som vendetæpper (og den ene side var gratis!). Flot.
Der var dog ingen afsætning, selv om de have konstrueret en kompakt indpakning med håndtag.

Sidste punkter på programmet var et besøg ved kongepaladset og en kort vandring gennem et kvarter, der tidligere havde været jødisk, men hvor jøderne var flyttet til Israel.

9.11.2017 Turen til Erfoud

I dag har vi en lang køretur foran os på ca 600 km. gennem Atlasbjergene.
Det er et helt nyt landskab, som begynder med at være goldt, senere skovbevokset.

Byggestilen er her helt ændret til fransk /schweizisk stil, hvor de flade tage nu er afløst af tegltage som man kender det herhjemmefra og Alperne.

Ifraime

Det er gennem et vintersportsområde med skilifte

Pas 1907 m og 2000 m

Vi er stadig i berbernes område.
Vi er så heldige, at vi ser indtil flere 'berber'aber, som ellers er ret sky og i tilbagegang.

Senere kommer der landbrugsområder i dalene med æbletræer og kartofler.
Den enkelte grund er omgivet af simple stendiger.
 

Pause i Midelt

Landskabet er interessant med mange forskellige træsorter, mange forskellige klipper, og tankerne går mod Gran Canyon med en flad højslette og erosion.
Der er ingen vand i de brede flodlejer

Sidst på turen dukker der palmekløfter med dadelpalmer op, fordi der her er den nødvendige væde.
Selv om det var en lang tur, var den meget afvekslende og interessant.

Beduin hotellet i Erfoud er en oplevelse: alt er udsmykket efter berbisk tradition. Vi mødes af en hvidklædt sheik med sværd, musik og sang samt myntethe.
Værelset er stort, mosaikbelagt i gammel stil, og der ligger berber tæpper i gange og på rummet.

Buffeten er enorm og veltillavet, betjeningen rigtig god.

10.11.2017 Solopgang, Tinghrir, Todra-dalen, Boulmane

Vi skal forlade hotellet i Toyota firhjulstrækkere kl. 5. Der er bælgmørkt, det er køligt - for ikke at sige koldt og det blæser, som fleecejakken og den ekstra regnjakke var bestemt på sin plads.

Vi kører ca 45 minutter, hvor vi ender i Erg Chebbi sammen med flere andre selskaber.
Området er dog stort, så der er ingen grund til at gå i vejen for hinanden, når man bestiger de store sandklitter i Ergen.
Det meget fine sand er ikke nemt at gå i, hvis man ikke holder sig på kanten af klitten, fordi man så meget let skrider.
Formålet med turen er at se solen stå op over klitterne, og det er en langvarig proces, inden solen endelig bryder frem ca 6:30.

På andre klitter kan vi se flere hold komme ridende på kameler.
Et par beduiner følger os, konverserer og hjælper, fordi de, når vi returnerer skal købe nogle af deres produkter. Det er primært fossiler, som Sahara er så rig på, og som de samler om sommeren, når der ikke er turistarbejde.

skål

Hjemvendt er der morgenmad, og god tid til at få ordnet sig og pakket til den videre tur. Den starter kl.10.

Turen går sydvest på mod Tinhrir, hvor der spises frokost på en overdækket terrasse, hvor ca halvdelen får Tajine med ged. En rigtig velsmagende ret, kogt over grill i den specielle serverings

Nu er araberkulturen borte: ingen mosaikker, ingen buede døre, stort set ingen dekoration.
Kvinderne går nu næsten alle i de sorte djaballaer.
Der bygges meget omkring byerne, som er større end man åbenbart forestille sig: de løber flere kilometer langs landevejen og har dybe sideveje.
Cykler er nu et anvendt transportmiddel af de unge.

Der er stadig store fåre- og gedeflokke, pakæsler og nogle vi træffer nogle få kameler.

Et af hovedpunkterne på dagens program er besøget i Toudra-kløften, som ligger mellem Høje Atlasbjergene og Sarhrobjerget. Her er der vand både i floden og de vandingskanaler, der løber langs med. Vandet synes bare at springe ud ved bjergets fod.
Området har kurser i bjergbestigning, og der er flere der hænger på de lodrette sider.

Sidst på eftermiddagen når vi frem til hotellet, som er samme kæde og kvalitet for gårsdagens - dog uden det specielle berberudsmykning.

Vi har tageterrasse, hvor vi under indtagelse af en kop kaffe kan se solen gå ned.

11.11.2017 Dades-kløften - Skoura - Ouzzerzate

Vi starter med at køre nordpå mod Dades-kløften. Jeg troede, vi skulle ned at gå i den. Det skulle vi ikke. Der groede faktisk heller ikke dadelpalmer, men meget andet, og der blev dyrket mange grøntsager i de små jordlodder med volde.

Vandet ledes dertil via kanaler, hvor spærrer sørger for, at man kan dirigere vandet derhen, hvor det skal bruges.

Til gengæld er der ganske flotte udsigtspunkter ned over dalen og indtil bjergsiderne.

Vejen modQuzzerzate kaldes de 1000 kasbas vej, og der er da også mange både gamle om nye kasbaer, som er berbernes bygninger beregnet til forsvar og til at give folk tilflugt. Får og geder har også fået vinterhi her.

En del af dem er forladt og forfaldne, da de er bygget af muddersten forstærket af strå, som ikke kan modstå vind og vejr uden vedligeholdelse.

Enhver kan i øvrigt bygge sit eget hus kvit og frit ved at blande ler og strå, bygge op med brædder – og lade det hele tørre.

Vi gør et ophold i Skoura som er en oaseby i en stor palmelund. Byen har flere velbevarede kasbaer.

Quzzerzate er bygget af franskmændene som legionærby, og kasbaen giver et indtryk af, hvorledes franskmændene anlagde byen.

Området er hjemsted for adskillige filmstudier, og mange kendte film er optaget her, bl.a Gladiator, Lawrence of Arabia m.fl.

12.11.2017 Quzzerzate – Ali Ben Haddou – Tic-n-Tichka-passet

Der holder fem firhjulstrækker, som skal fører os op gennem Høje Atlas. På vejen besøger filmbyen Ali Ben Haddou, som er bygget op ad en bjergtop. For at komme derover må vi passere et lille vandløb, og der står hjlælpsomme smådrenge parat til at holde os i hånden, når der skal springes fra sten til sten.

En mand klargør bambus til fletning af hegn, der står færdigtørrede 'muddersten' med indlagt strå.

Medinaen er dårligr vågnet op endnu. Nu er her et udbud af afrikanske skulpturer og genstande.

Jeg falder får en blædebælg beklædt med sølv og med et godt pust. Det er dagens første handel, så han kan presses på prisen.

Haldelen af holdet er kravlet op til toppen ad trapper og skrå stier for at få udsigten ud over landskabet.

Bjergene begynder at tage form. Høje og skarpskårne som Gran Cayon og i kløfterne ofte vand nok til at de står som grønne oaser. Stigningen klares ad en relativ smal og kurverig vej. Det er som at køre bjergkørsel i Østrig, og helt klart ikke en vej for en stor bus.

På den anden side af det 2260 m høje Tic-n- Ticha-pas mødes vi med bussen, der er kørt en anden vej.

Selv om det er mange timers kørsel er landskabet meget afvekslende og fascinerende.

Det sidste stykke til Marrakech foregår ad en lige vej gennem et meget fladt landskab..

Indkørslen til Marrakech giver indtryk af en velholdt grøn by, med en utrolig trafik, hvor kluddermor opløses med stor fantasi, og efter spilleregler, som man skal være lokal for at begribe. Det virker som totalt kaos ikke mindst i de stor rundkørsler.

Vi rykker ind på Red Hotel, som ligger lige overfor banegården.

13.11.2017 Marrakech – for anden gang

Så er vi tilbage i Marrakech, og dagen står på byvandring.

Vi turen gennem den store medina (souk = markedsplads). Atter et mylder af forskellige forretninger, mange mennesker og turister, som må give plads for tohjulede køretøjer (her er ingen trapper og kun få skarpe sving), æselkærrer og tohjulede transportvogne, dels med varer, dels med kufferter for de mennesker, som har boet i centrum.

Vi passerer koranskolen, som vi ikke kan komme ind 1.

Medersa Ben Youssef, er også en koranskole, der udover sin flotte gård med mosaikker og udskåret cedertræ rummer de små celler, hvor de studerende har boet og studeret og fået maden serveret gennem en lem i døren.

Der ligger en storkrydderiforretning, som vi besøger, og hvor vi får fortalt om de forskellige krydderurter, der står i glas fra guld til loft, og deres anvendelse/virkning.

Der er ikke det, man ikke kan få til at forebygge eller fjerne problemer i ens organer. Selv massage med eukalyptusolie bliver udført på tre kvinder fra gruppen.

Der blev også handlet med farvestoffer fra mineraler og planter.

Den ligger tæt ved Bahia-palæet, en tidligere guvernørbolig med en meget flotte rum og havearealer bag de tykke, vinduesløse ydermure. Ikke mindst imponerer de smukt udskårne cedetræslofter, men også de mange udsmykkede rom og roen i haven er betagende.

En stor seværdighed er også de saadiske kongegrave, med kongerne i et rum, og dronningerne i et andet. Kenotapherne viser, at der også er børn begravet. Udenfor bygningen ligger mere enkle grave, som rummer personer fra hoffet.

Vi skal naturligvis også se byens vartegn, Koutoubia-tårnet, som er revet ned og genopbygget, fordi retningen mod Mekka var forkert.

Lige overfor ligger den livlige plads Djemaa el Fna, hvor hestevognene står opmarcheret og beredte på at køre turisterne en tur gennem byen.

14.11.2017 Essaouira

Der er sat en dag af til at se på Essaouira, en gammel by, der har fungeret som havneby for Marrakech.

Det mest spændende her er det gamle portugisiske fort med kanonerne pegende ud over Atlanterhavet.

Der er naturligvis også en medina. Som vi vandrer igennem, og efter frokost går vi på jagt efter pudebetræk.

Egentlig skulle vi være fulgt med Nicolas, som også skulle have pudebtræk, som han ville købe hos 'hans' tæppehandler. Imidlertid fik manden migræne, så vi måtte forsøge os på egen hånd.

Det lykkedes da også at finde nogle, som var typisk berberiske – nok til en lidt højere pris end forventet, men rigtige. Og så fik vi tæppehandleren til at klippe pailletterne, som ellers skal få det til at glimte i nomadetelter af.

Det var en køretur på to gange tre timer, og bortset fra fortet bidrog det ikke til noget nyt.

Marokko 2017 |