British Columbia (Canada) 13.09. - 5.10.2018

Sammenfatning

Billederne findes her

Tidspunktet for rejsen til British Columbia på Canadas vestkyst blev bestemt af ønsket om at få den skandinaviske sommer, og en chance for hæderligt vejr og efterårsfarver i bjergene.

Måske var det ikke det heldigste valg. Efterårsfarverne var der, men vejret skiftede mellem sol og regn suppleret med tæt tåge – men trods alt med mange fine dage.

Bortset fra en grizly bjørn med to unger tidligt på turen, og nogle bynære wapitier, og nogle bjerggeder, så så vi ikke flere dyr. Sydpå så vi rovfugle, men ingen ørne. På havet så vi blås fra en hval, og en flok delfiner på afstand, så på den måde fik vi ikke opfyldt den del af den forventede naturoplevelse.

Når det er sagt var de ca 3000 kilometer en flot naturoplevelse, med stort spænd fra syd til nord.

De mange bjergkæder betyder snoede veje, stigninger og dale, og mellem bjergkæderne er der så de mange store og små floder og mange søer. Nogle små, andre på flere hundrede kilometer.

Det blev en daglig sport at notere, hvor mange skridt, vi havde gået. Det lå ofte mellem 10.000 og 15.000 - naturligvis med færrest på dagene med de lange strækninger. I alt blev det til ca. 240.838 skridt til hver på hele turen.

Kombinationen af bjerg og flod giver også mange mere eller mindre spektakulære vandfald og smukke søer kantet af bjergene.

Man kan køre hundredvis af kilometer, hvor man kører gennem store skovarealer. Der havde også i Canada været flere skovbrande i den tørre sommer, og desuden var store arealer beklædt med udgåede nåletræer som følge af en lille bille, Mountain Pine Beetle. Lidt bekymrende at se.

Der er mange forskellige træer XX

Lidt forskellige træer fra syd til nord med mange cedertræer i syd og flere douglasgran og -fyr i nord. Birketæerne bemærker sig ved, at de her er helt lige, 40-50 meter høje og med en kort krone, som nu står med gyldne blade..

I flere parker gør man en del ud af at pædagogisk forklare træer og planter og skovens biotop, herunder træernes karakteristika.

På vejnettet er der rigtig mange trætransporter. Ofte med stammer i fuld længde på forvognen, og afkortede stammer på påhængsvognen.

Og tilsvarende kører der både lastbiler og tog med tømmer og halvfabrikata fra de meget store træindustrianlæg.

Naturen

Bjerge, søer vandfald

Dyrene

Planterne/Træerne

Selv om indianerne var der, da europæerne kom i 1700-tallet (bl.a. med James Cook) er det et ungt land, hvor 'historien' regnes fra dette tidspunkt. Kulturen er præget af nærheden til USA, og historisk samtidig af det lange tilhørsforhold til England og Commonwelth, men også i dag en stigende erkendelse af indianernes rolle i historien.

British Columbia er et af de senere områder, der blev inkorporeret i Canada, og det på betingelse af at der blev bygget en jernbane. Bygningen af Canadian Pacific (1881-85) blev ikke mindst udført af kinesere, som blev dårligt behandlet, og som kostede mange livet. Med jernbanen blev der grundlag for etablering af nye byer og ændret samfærdsel. Derfor er det ikke så underligt, at jernbanen har en stor plads i flere af museerne.

Det var en overraskelse, hvor meget der fragtes med jernbane. Flere gange i timen kunne man iagttage kilometerlange (og det var de!) togsæt, dels med kul og lignende, dels med containere, som skiftevis kørte mod vest og øst. Typisk var der to dieselelektriske lokomotiver forrest og et som afslutning.

Indianerne kom for ca 7000 år siden, og på de gode museer, vi besøgte, kunne man endnu engang konstatere, hvorledes løsningen af redskaber, husgeråd og våben er fundamentalt de samme verden over.

Der er et slægtsskab til indianerne i USA, men alligevel er der forskelle. Dels genetisk er indianerne i Vestcanada præget af inuitterne med lidt skæve øjne og bredere kindben, og dels er der mange, der lever i boliger bygget af træstammer og opstillet i en række ud mod vandet, typisk sø eller flod.

Når man ser et kort over British Columbia forbløffes man over at se, hvor mange stammer der er.

Der er ca 30 stammer, flest langs kysten, men også inde i landet. Langs kysten var der rige fiskemuligheder hele året, og derfor boede man i små samfund i familiehuse bygget af store stammer og med en slægtspæl foran huset. Inde i landet levede man af jagt og var derfor nomader.

Hver stamme havde sit eget sprog, som man i nyere tid har 'transkriberet' og flere steder så vi de indianske betegnelser anvendt på gadeskilte og naturligvis på museer. På ??museet havde man indianerfortællere på film berette på deres eget sprog, og også lydprøver på standardfraser som 'God dag', eller 'Hvordan har du det', som man kunne høre på de forskellige sprog – og de var meget forskellige fra hinanden.

I begyndelsen af 1900-tallet bestræbte man sig for at tvinge indianerne til at tilpasse sig den hvide mands levevis og kultur. Børn blev frataget forældrene, deres skikke forbudt.

I dag er der en ny respekt for disseaboriginals, 'indigenous' eller 'the first nations' som man betegner indianerne.

I dag er der fortsat reservater, hvor der stilles boliger til rådighed for indianere.

Totempæle

huspæle /familiens historie

hver slægt rødder / i et dyr

Kvinden den bærende i familiehistorien

begravelsespæle

 

I bestræbelserne for at fratage indianerne deres identitet og kultur, blev totempælene konfiskeret i 1920'erne, og forsøges nu genoplivet i den gamle tradition og med familiernes fortællinger.

Indianerne havde intet skriftsprog, så man mødtes til 'potlatches', hvor man gav gaver, spiste og drak og fortalte slægternes historie, så fortællingen kunne fastholdes for fremtiden af næste generation

reservater og rettigheder

Dagligdagen

Det er rigtig mange turister selv nu, hvor mange steder er lukket ned for sæsonen, Og der er tilsvarende mange mobilhomes alle vegne.

Uanset om man færdes i byerne eller er i nationalparkerne slår det en, hvor mange kinesere, der er på ferie. Ikke bare i grupperejser, men også i lejede biler.

Da vi foretog vores første supermarkedsindkøb købte vi også vand, og vi gemte troskyldigt flaskerne for senere at kunne aflevere dem som derhjemme. Man betaler en lille miljøafgift, men de har ikke pant, som man kan få i automater, men blot ordinær recycling. Dvs man kan godt aflevere sin tomme emballage i supermarkedet, men kun så det bliver samlet sammen her. Det er noget, som man undres over.

Der er mange affaldsbeholdere – ude i landet er de 'bjørnesikrede', dvs man skal have hånden ind under låget for at åbne det. Solceller ses i byernes villakvarterer, men vindmøller har vi overhovedet ikke set.

Byerne er man nødt til at klassificere: de større byer ligner, det vi kender med en kerne af højhuse i 'downtown', og nydelige villakvarterer – primært med træhuse og plæner foran.

De mindre byer har typisk en hovedgade med lave huse med forretninger og få gader i kvadratiske net. Villakvarterne er villakvarterer.

Det er meget sjældent man ser murstenshuse. Til gengæld er officielle bygninger ofte bygget af klippemateriale.

Det slår en, at der ikke er grafitti. Stoppestedernes glasflader står rene! Skulle man tale om grafitti, bliver det oplevelsen af lidt af en tradition for murmalerier i flere byer

I Vancouver og Victoria – men også andre kystbyer – var der store lystbådehavne med mange og dyre både.

De små byer kan klares pr. ben, men i Vancouver og Victoria benyttede vi bussystemerne. Der kører mange og tæt. I Vancouver kan man bruge sit kreditkort ved indstigning og så kan man køre 1½ time. I Victoria skulle der lige mønter til at putte i boksen.

At køre i Canada er en fornøjelse. Vejnettet er velholdt, og her i eftersæsonen er der utroligt meget vejarbejde, der skal være færdig før vinteres komme. Her benytter man stadig personale til at holde 'stop & Go'-skiltene.

Snævres kørebanen ind, eller skal der flettes, går det som en lej: man blinker, og får straks plads i rækken. Fodgængere er totaltfredet og blot man tænker på at gå over gade eller vej, ja, så standser man. Vi kunne lære meget af deres trafikkultur.

Hastihedsgrænserne er oftest 50 i byerne, 60, 80 eller 90 efter forholdene. Korte, øde strækninger kan få 100 km-grænse. Kun fra Nanaimo mod Victoria oplevede vi 120 km/t. Det betyder ikke, at alle er engle, men stort set overholdes hastighedsgrænserne overalt.

Lidt specielt er det, at lastbilerne har samme hastighedsgrænser, hvilket egentlig er rart, da trafikken glider jævnt. Når det kniber ved stigningerne er der næsten altid lagt overhalingsbaner, så der ikke opstår kø.

Bilparken er ret ny. Der er mange Honda, Toyota og naturligvis Ford. I de store byer ligner bilparken vores, mens man ikke mindst ude i landet kører enorme Toyota, Ford, GMC med firdørs kabine og så et stort lad. At stå foran en sådan kleppert er en underlig fornemmelse, når køleren er på ens skulderhøjde.

Med hensyn til den Jeep Sahara, vi kørte rundt i, virkede den lidt altmodisch med hensyn til instrumentering og bar præg af, at man ikke havde gennemtænkt brugergrænsefladerne.

En absolut tåbelighed var, at GPS'en fik sine hastighedsgrænser fra GPS-ens vejoplysninger, så uanset, hvad der var skiltet på stedet fik man en generel hastighed. Selve vejvisningen var god og præcis.

Bilen kørte i øvrigt godt, var lidt for kvikt i styretøjet efter min smag og havde en meget lille vendediameter, som ofte var god at have,

Da den kun havde kørt 342 km, da vi overtog, og den brugte den 8 km/l, da vi startede, men vi fik som kilometerne gik reduceret forbruget til 11 km/l. I øvrigt kostede benzinen ca. 7 kr/l. Vi nåede at køre 3300 kilometer.

Vi havde forberedt os på selv at lave nogle af måltiderne på værelserne, men det blev aldrig til noget. Vi købte vores måltider, erstattede frokosten med en kop kaffe og et æble, og spiste så fisk næsten hver dag. Men utroligt nok, har man ikke nogen tradition for at spise ost til morgenmad, og vi så ikke skæreoste i supermarkederne.

Man skulle lige vænne sig til, at man ikke bare kunne undgå drikkepengene. Man bliver ganske enkelt præsenteret for faste punkter på den håndholdte betalingsmaskine (nogle med touchscreen): 15%, 20% eller et beløb. Man kan dog med særlige tastetryk komme uden om.

Hoteller

Afrejsedag 13.09.2018

 â€�At rejse er at leveâ€�, sagde den gamle digter, og vi forsøger at gøre ham kunsten efter. Vi kan bare komme hurtigere frem og dermed længere væk.

Denne gang blev målet Canada, nærmere British Columbia, som både familie og venner har berettet levende om.

'My planet' fik til opgave at påtage sig turen, sammen med en canadisk samarbejspartner.

13. september gik startsignalet, og vi tog en taxa til stationen for at slippe for at slæbe de tunge kufferter ind og ud af bussen. På Vanløse station prøvede jeg for første gang elevatoren, og alt gik planmæssigt til lufthavnen.

Da vi efterhånden skal udføre alle arbejdsopgaver selv, kastede vi os over en indcheckningsmaskine. Det gik derudaf. Det afsløredes, at vi ikke sidder sammen, og at et forsøge på at ændre sædepladser kunne ikke lade sig gøre. Alt var imidlertid forgæves, da maskinen meddelte, at den ikke kunne gennemføre indcheckningen.

Ned i terminal 3, hvor maskinerne er af en anden type, og det gik bedre. Ikke at vi kunne ændre sæder, men vik fik bagagebånd lokket ud af den – men ingen boardingpas.

Vi måtte tilbage til personlige håndtering, og den søde skrankemedarbejder fiksede den praktiske del, men måtte meddele, at flyet var fuldbooket og at hun ikke kunne hjælpe os.

Jeg vil mene, at Inge var på kogepunktet.

Jeg havde været dum nok til ikke at tage foret ud af min vindjakke, så Inge mente at en frisk skjorte var på sin plads, og udløste dermed en fremskyndet fødselsdagsgave.

I 'security' konstaterede jeg, at jeg rutinemæssigt havde lagt min lommekniv i lommen, flyttede den til håndbagagen, men selvfølgelig blev den afsløret. Bladet er en centimeter for langt, men nåde gik for ret.

Vi slappede af med et stykke smørebrød, inden endnu et forsøg ved skranken, her lykkedes det faktisk at få os, at komme til at sidde sammen lige ved døren – og uden vinduer, men til gengæld med benplads.

Icelandair var oprindelig valgt af os, fordi selskabet har større afstand mellem rækkerne, og fordi Flemming havde fortalt, at servicen var god, og Boeing 757-200 (FI 1697) førte os til tiden til Keflavik.

Der var en time til næste boarding mod Vancouver. Inge går i brechen for at få sat ved siden af hinanden, og ender med at måtte betale 65 $ pr sæde, som er merprisen for sæder med mere benplads.

Den næste maskine er ligeledes en Boeing 757-200 og fuldt booket-

Flemmings udsagn om service var naturligvis ud fra business class. Hos aberne skal der betales for alt iinkl. Headset, maden og drikkevarerne. Personalet er venligt, men ses sjældent, og der er kunkold mad og ingen kaffe efter maden. Det var lidt uvant i forhold tilde andre selskaber, jeg har fløjet med.

Vi sidder på række 7 og med to gode vinduer, som gør det muligt at nyde det snedækkede Grønland og Labrador i klart vejr. Faktisk er det klart til efter vi har set de snedækkede bjergtoppe i Rocky Mountains

Derefter tæt skydække lige til vi nærmer os Vancouver. Fra luften forundres man af de store mængder tømmer, der ligger på Frazer-floden. Ellers er området opdelt i relativt små kvadrater med villaer , afbrudt af enkeltstående højhuse, som ofte er kantede eller runde.

Paskontrollen er automatiseret, men der er faktisk maskiner til alle, og personale til at hjælpe, så det går ret kvikt.

Alamo biludlejning Ligger ca 100 m fra lufthaven, og her bliver det spørgsmålet om GPS, der bliver afgørende, da det ikke er alle biler, der er født med GPS. I stedet for at leje en separat GPS tilbydes vi – for lidt flere penge – en opgradering til en større bil – en helt ny Jeep Wrangler Sahara – og det accepterer vi. Den er alvorligt stor, knapperne ikke ligefrem som i Volvoen, og den trykte manual er ikke noget værd – men det er jo først noget man finder ud at, når man har taget bilen i brug.

Men GPS'en hjælper perfekt til at finde hotelle, inden det bliver helt mørkt, og heldigvis regner det ikke.

Hotel Ramada ligger i udkanten af 'downtown', Der løber ekstra betaling for til parkering.

Værelset ikke noget at prale af., og morgenmaden bliver indtaget i Morrisey Pub, som er nabo, og hvortil der er direkte adgang fra hotellet.

Vi går i seng kl.22 lokal tid, som er 9 timer efter dansk tid, og efter 21 timer fra vi tog hjemmefra.

Vancouver og indianerkultur (14.09.2018)

Efter 10 timers søvn begynder en ny dag.

Det regnvejr, som var lovet, har ikke indtruffet sig endnu.

Efter morgenmaden ringer Inge til Icelandair, for at vi ikke skal komme i samme situation med at være adskilt på vejen hjem. Kontakten lykkes, første del af øvelsen er lykkedes, men opkaldet blev afbrudt, inden Inge var sikker på, at alt var på plads, så der skal telefoneres igen i morgen.

Summa sumarum blev klokken næsten 10:30, inden vi kom ud ad døren.

Vi har bestemt os for at tage på Museum of Anthropology (MOA), og vi er så heldige, at bus 14 kører fra døren til universitetsområdet. Bussystemet er enkelt: man 'bipper' sit Mastercard, og så er det klaret.

Der går ca 42.000 studerende på University of British Columbia: et stort område med masser af nyere bygninger, flot anlagt i store grønne områder..

Samlingerne på museet er imponerende. Her er udstillet en omfattende indianerkultur fra de utroligt mange stammer, der oprindeligt boede her på vestkysten. Her er de store totempæle, udhuggede både og meget andet.

Indianerne har ikke haft en skriftlig kultur, men man var forpligtet til at kunne historien om stammen og slægten.

Men i dag er der meget få indianere, der behersker de gamle sprog. Man har transkriberet lydene til tegn, og der var en afdeling om deres kultur, hvor der var tekstet både i 'lydsprog' og engelsk, ligesom gadenavnene i området har begge former.

Udenfor ligger der indianerhuse, som er ført hertil med deres gavl-totempæle og udskårne dørportaler, høje totempæle for familien eller den afdøde. Hver totempæl fortæller så i dyrebilleder, hvad historien er. Dybt fascineende.

Ud over de indianske afdelinger er der omfattende samlinger af genstande fra 'indfødte' i andre kulturer (fra Oceanien, inuitterne osv).

Lidt mere som et kuriosum en stor samling af keramik, ikke mindst fra Europa.

Og så var klokken blevet 14, og det var tid at finde bus 14, som nu skulle føre os til Chinatown i denmodsatte retning. Her var målet at se â€�Dr.Sun Yat-Sen Classical Chinese Garden'.

Jeg havde hørt fra en medpassager, at Chinatown ikke lige var stedet, som jeg synes, det ellers plejer at være.

Inge var sjokeret over at se så mange udsatte og sølle mennesker, drikkende narkomaner, mm.

Den kinesiske have var en god kopi med vand, fantastisk formede sten, månedøre og snedkerier.

Fornemmelsen af princippet for en kinesisk have blev ikke gjort klart, selv om kopien var troværdig.

Med bus 14 tilbage til hotellet, hvor vi fik en kop kaffe og fik fødderne op, inden vi tog hen til en nærliggende restaurant 'White Spot', som præsterede et par fortræffelige retter.

En kop kaffe før sendetid, som indtraf ved 21-tiden for Inge, mens jeg lige måtte have samlet op for dagen.

Dagen kan ikke afsluttes uden en konstatering, at solen har skinnet det meste af dagen til vores udelte tilfredshed. - og foret er fjernet fra min vindjakke.

Byvandring i småregn og hestevognskørsel (15.09.2018)

Jeg glemte i går at nævne to i øjnefaldende ting: Der er utroligt mange unge kinesere – og at luften fornemmes ren: busserne kører på strøm, og bilerne er nye.

Meterologerne havde ret i deres spådom: de regner. Ikke i stride strømme, men dog nok til at der skal bruges paraply.

Vi har bestemt os for at gå ned i den gamle bydel Gastown, som dels skulle være pæn, dels rummer en usædvanlig seværdighed.

På vejen køber i lidt i en London Drugstore, og ellers befinder vi os i smalle, træbeplantede gader med huse fra slutningen af 1800-tallet suppleret med store højhuse, som gør, at det er den tætteste befolkningstæthed.

Vi finder Gastown Steam Clock, som drives af damp – med pendul og det hele, men kvarterslagene udføres af dampfløjter. Finurligt og interessant. Øjeblikket er foreviget på video, som jeg ikke har set på endnu.

Der er mange pæne forretninger, og vi er lige inde i et galleri med original indianerhåndværk. I øvrigt taler man ikke om indianere, men om 'first nations'. Der var rigtig mange flotte ting, som fristede, men priserne hældte koldt vand i blodet.

På vejen ligger Vancouver Outlook, som er et ca.800 m højt tårn med udsigtsplatform og øverst en roterende restaurant. Vi beslutter og for at adgangsprisen til udsigtsplatformen kan anvendes til at reducere prisen på at spise en frokost, mens vi kan få udsigten over havnen og byen serveret 360 grader. Selv om det er gråvejr, er det givende at se byen fra oven, og ikke mindst imponeres man af bebyggelsens forskellighed, den store containerhavn og de uhyrligt lange togstammer med containere.

Regnen tager af, da vi er færdige med at spise, så vi går langs vandet, passerer de store symbolske sejl, kongrescentret, hvor taget er græsplæne, og den ene lystbådehavn efter hinanden med store motorbåde.

På den måde når vi til Stanley Park. Det var egentlig planlagt, at vi skulle cykle, men fordi vi er gået langs vandet hele vejen, er vi kommet uden om det sted, hvor man lejer cykler.

På det tidspunkt har vi gået mere end 8000 skridt, og Inges knæ er ikke meget for at fortsætte til fods.

Alternativet er at lade sig transportere med hestevogn forspændt med to belgiske heste. Det er en tur, som varer en time, men som kun dækker den sydøstligste del af den store park.

Vi får set de flotfarvede totempæle, set dyngerne af svovl på fabriksområdet i havnen på den anden side af vandet. Der er også en sjov historie om en mand, der ville lave en kopi af 'Den lille havfrue', hvilket han ikke fik lov til. En lokal kunstner fik opgaven med at lave en ung kvinde i badedragt, og som sidder på en sten ude i vandet.

Der bliver fortalt og udpeget de høje cedertræer, Douglas fyr, 'Hammocks?? (skal verificeres), og til sidst kører vi gennem en rosenhave med meterhøje roser og andre stauder.

Turen tilbage går glat, når man på kortet kan følge bussens fremfærd fra stoppested til stoppested.

Efter den gode frokost havde vi besluttet, at vi kunne købe lidt ind til en ostemad til en omgamg the.

Mere historie og 14.000 skridt (16.09.2018)

Som forventet startede dagen med kraftig regn og blæst. Så længe man går mellem husene er det ikke så slemt, men vi skal over Burrard St.Bridge, og her oppe i højden er der ikke noget der giver læ, så det er svært at holde en paraply.

Fra broen er der udsigt ned påGranville Island og endnu en lystbådehhavn. Trods at det er søndag morgen er der ganske tæt trafik. Der er kun 2,4 kilometer til Vancouver Museum, men det er rigeligt , til at man kan blive rigtig våd.

Der er atter seniorrabat, og desuden fik vi en bog med rabatbilletter, da vi kom til hotellet.

Der er en specialudstilling om en enkelt stamme, Haida, som kom fra en øgruppe nord for Vancouver, Queen Charlotte Island.

Vi kommer kort før en rundvisning, som vi så tager med, og dermed udvides vores viden endnu engang. På et senere tidspunkt vil jeg samle op på ritualer, figurers betydning mm.

Det er ikke nogen omfattende udstilling, men det der er, er udvalgt netop for at forklare kulturen.

Der er desuden en almindelig samling af effekter fra dagliglivet op til vores dage. Den bragte ikke meget nyt, så den gik vi hurtigt igennem.

Museumsbutikken havde rigtig mange smukke, men også dyre ting. Bl.a. lå der bag lås og slå en original udskåret stenpibe til 10.000 $.

Vi havde talt evt. at fortsætte til det nærliggende søfartsmuseum, men uanset at vejret nu var blevet godt igen, besluttede vi i stedet at tage en bus tilbage til 'Downtown' for at få et billede af den spektakulære bygning tilhørende 'Science World' – et eksperimentarium for børn.

På vejen hjem foreslog Inge pludselig, at vi kunne hjemsøge en af de mange pubber. På det tidspunkt var vi imidlertid kommet tæt på vores hotel, og antallet af resterende pubber var begrænset. Vi gik noget rundt, og endte på The Pawn Shop, hvor vi fik en øl og høj musik.

Det sidste måltid i Vancouver blev indtaget på The White Spot ligesom forleden.

Canadas frugthave og eneste ørken (17.09.2018)

Naturligvis har vejret slået helt om, så nu er der en blå og skyfri himmel til vores køretur.

Vi forlod hotellet ca 10:30 og satte kursen østover. Efter ?? timer nåede vi til Hope, hvor vi købte lidt ind til at drikke og spise under turen.

Der lå en italiensk restaurant, hvor vi fik en tynd capocino, men også toiletbesøg.

Herefter skiftede naturen til bjerge med tæt granskovsbevoksning (mange stod og så visne ud). Vejnettet indskrænker sig stort set til hovedvej 3.

Vejene er gode,hastighedsgrænsen er 80, 90 eller 100.

Nu får vi prøvet bilen af (Jeep Sahara). Den kører godt, har masser af kræfter og gps'en er god og præcis. Den er let styret – næsten for let, og har en lille drejeddiameter.

Der er fartpilot, bakkamera og mange andre finesser, som vi slet ikke har styr på endnu.

Alligevel vil jeg sige, at jeg hellere havde kørt i min Volvo, for jeg savner afstandsautomatikken og en roligere motor. Hastighedsbegrænsningerne kommer åbenbart ikke ved affotografering af skilte, og er vanskeligere hurtigt at overskue.

Til gengæld har vi fået nedbragt benzinforbruget fra 8 Km/l til 10 km/l, så det er en forslugen karl.

Vi har besluttet os til at køre til Canada eneste ørken ved Osoyoos. Vejen dertil fører os gennem høje, stejle og nøgne bjerge, men i de gode vejr er der et stort udsyn over dale og kløfter.

Nogle hårnålesving kan ikke undgås, og der er hyppige overhalingsbaner.

Da vi nærmer os målet ændres landskabet igen med brede dale, som er dækket af frugtplantager, hvor de røde æbler hænge tæt foruden alskens frugter og vinranker.

I vejsiderne ligger den ene store frugtforretning efter den anden med det store udvalg – i store mængder.

Området har ca 150 vingårde, og der er mange skilte, der lokker med 'Vinery' og salg.

Vi kører op på et højdedrag, som giver udsigten over de omfattende grønne områder.

Her ligger også en vingård, og vi prøver deres hvidvine. Selv om vi har smagt bedre køber vi et par flasker for kuriositetens skyld.

Herfra er der ca 45 minutter til Penticton, hvor vi skal overnatte. Aftensmaden bliver indtaget på Saltys nede ved søen.

Det blev til ca 575 km i dag.

Bjerge og lange søer (18.sept.2018)

Morgenmaden var meget spartansk, men indgik i prisen...

I dag var det Inges tur til at sidde ved rattet. Efter vores første optankning får vi en meget en smuk tur i fint vejr. Det var ikke bjergkørsel som i går, fordi en stor del af turen gik langs de meget lange og smalle søer. Dermed indgik bjergene som kulisser ned til blå vand.

En meget stor del af dagens rute gik langs den 185 km lange Okanagan sø, somme tider mellem to store søer.

Bilerne er generelt kæmpestore, og lastbilerne ikke mindre – og de kører med samme hastighed som

os andre.

På dagens strækning bemærker man ikke mindst en meget stort antal lastbiler med træstammer i fuld længde, og de lander så på flere meget store træsaverier, som vi passerer.

Man forbløffes over det store antal af togtransporter med 75-100 vogne og 3-4 lokomotiver – og ikke nok med det: der køres med en tæt køreplan.

Efter 265 km lander vi i Revelstoke, som omkranses af bjerge med sne på toppene, og flytter ind i 'Sandman', som ligger ca ½ time uden for centrum.

Efter at have sundet os, går vi en tur til byen for at besøge 'Visitor Center'. Det viser sig heldigvis at have åbent til kl.6, og vi får et kort over naturparken, som vi kan bruge i morgen.

Vi finder den restaurant, som portieren (Erik Olsen!!) har anbefalet.

Og så er der det sædvanlige aftenarbejde med at flytte billeder og skrive noget om dagen.

Mount Revelstoke National Park (19.sept.2018)

Sandman har allieret sig med Denny's-kæden, hvor vi spiser morgenmad.

Det er altid spændende, hvorledes vejret er, når man skal i bjergene: regner det, er der tåget, ligger skyerne lavt. Vi er heldige. Vejret er perfekt med 8 grader i byen og 4 grader i 1600 meters højde, og solen varmer godt.

Vejen dertil starter meget tæt ved hotellet, og vi er på vej lidt over 9.

Dermed har vi området næsten for os selv. Der er mange hårnålesving på de 26 km til parkeringspladsen.

Derfra starter vandrestien mod toppen. Imidlertid er der indtil flere advarsler mod bærspisende grislybjørne, så vi afventer shuttlebussen, som kører os det sidste stykke op til 1933 m.

Ã…rets første sne ligger på toppene, og giver en rigtig flot udsigt sammen med de høje, slanke western hemlochs (gran/fyr?). Vi går nogle korte ture til udsigtspunkter, bl.a. tårnet, hvorfra man kan overskue hele området og rapportere eventuelle brande.

Nogle steder er smeltet sne blevet til is, og det udfordrer Inges ballance trods nye støvler og medbragt vandrestav. Derfor går jeg alene en lille tur, First Footsteps Trail, en fin asfalteret sti med forskellige højder inkl. en piktoresk klippekløft - og flankeret af korte indianersentenser.

Vi tager den bred vej, som shuttlebussen benytter, til at komme tilbage til parkeringspladsen.

Det bliver til en lidt sen formiddagskaffe på hovedgaden MacKensie ved 14-tiden.

Vi får købt noget juice og thebreve, inden vi tager på Revelstoke Railway Museum.

Jeg undrer mig fortsat over antallet af godstog, der passerer Revelstoke, men det viser sig, at byen er knudepunkt for jernbanetrafikken på tværs af hele Canada og sydpå.

Museet er en blanding af historie om det vanskelige banebyggeri 1880-85, hvor 15000 kinesere knoklede under kummerlige forhold, og genstande, billeder osv fra storhedstiden.

Der er udstillet en 'businesscar', bygget i 1929 og i brug til 1992, men med det gamle interiør indtakt. Dertil et meget stort lokomotiv, som var bygget i 1948 til at anvende olie i stedet for kul som drivkraft. Der var flere lokomotiver, som blev bygget specielt til en krævende strækning over Selkirk bjergene.

Der er også en udendørs samling af vogne og drivkræfter.

Der ligger et skovindustrimuseum, BC Interior Forestry Museum & Discovery Centre, som vi har besluttet at besøge.

Det ligger lige ved siden af Revelstoke Dam, så vi sætter GPS-en dertil. Den fører os ad en bagvej, ad en smal jordvej – men trods alt et sted, hvor man kan se dæmningen – men ikke museet.

Vi må op på landevejen igen, og kort efter kommer de officielle besøgsskilte, og vi går en runde i det lille, men egentlig interessante museum, primært med gammelt værktøj og udstyr til brug ved træfældningen.

Der er en platform, hvor man har fortræffeligt udsyn til dæmningen. I øvrigt var dæmningens Visitor Center lukket.

Aftensmaden blev indtaget hos Deny's, hvorefter vi gik i gang med voress respektive gøremål.

Dagen gav ca 12.000 skridt og bare 68 kørte km.

Vandring i nationalparker (20.sept.2018)

Atter ude af døren lidt over 9, og hurtigt på Canada Transkontineltal Highway, ved 1 – så hurtigt, at vi glemte at få tanket op. Bilen kunne meddele, at der på strækningen var 150 km til næste tank.

Det var rigtigt, men vi havde nu benzin nok på, så vi fortsatte trøstigt gennem et smukt landskab med klipper, træer og sneklædte bjerge i baggrunden.

Der var vitterligt ingen byer på strækningen, men enkelte lodges og afstikkere ind i nationalparken.

De to første stop var i Glacier National Park, Først Bear Falls, som var et mindre vandfald ca 20 minutter fra P-pladsen – og samme lidt anstrengende sti tilbage igen.

Næste stop var en lille rundgang i et eksempel på regnskoven, som jo også findes her. Den foregik på en hævet plankesti mellem de store cedertræer.

Der var et pænt stykke vej til Yoho Nationalparken. Det er stadig vej 1, som er nyrenoveret eller ved at blive det på lange stræk, hvor mandskabet viser håndholdte skilte med Stop /Go – og undervejs blot med 'Slow'. Der er 90 kms hastighedsbegrænsning, som dog ikke overholdes af alle.

Efter de 150 km kommer vi til en lille by Golden, hvor vi får tanket op og en kop kaffe, inden vi fortsætter.

Alle skal betale for adgangen til nationalparkerne, og der er oprettet en lille bod, hvor vi købte for $39,20 til de kommende dage. Billetten fæstnes på indersiden af forruden og viser gyldighedsperiode.

På vejen oplever vi at se en flok bjerggeder tæt ved vejen.

Vi har besluttet at se Wapta-vandfaldet, som er 500 meter bredt og 30 meter højt på Kicking Horse River. Det ligger lige inden for parkens område. Der er ca 2,4 km dertil ad en rimelig sti. Omkring os ligger store mængder af træstammer som Mikado-pinde, og der er dybe kløfter.

Vi tager til takke med at se vandfaldet fra oven. Det er jo fascinerende med vand!

Det gik der så lidt over en time med at komme frem og tilbage, og vi besluttede at droppe 'Emerald Lake', da vi jo kommer til andre søer.

Til gengæld kørte vi de ca 13 km ind til Takakkaw-vandfaldet. Det udspringer fra en gletscher 381 meter oppe på bjergmassivet, og falder så 254 meter lodret ned mod klippeforhindringer og bruser videre.

På vejen mod hovedvejen dukker der en bjørn op for at gå over vejen. Bilen er dog så tæt på at den skyndsomst trækker sig tilbage med to unger. Selv om jeg sad med fotoapparatet i hånden, gik det hele så hurtigt, at der ikke blev noget billede ud af det.

Det skal bemærkes, at vi nu er kommet smertefrit ind i Alberta, og det er næsten kun fordi bilens GPS pludselig lægger en time til tiden.

Det betyder, at vi nu har lidt tidspres for at nå Banff og få checket ind.

Det er en helt nyanlagt motorvej (stadig 1) med indtil flere specielle motorvejsbroer med hegn og bevoksning, så dyrene kan kommet sikkert over motorvejen.

I mellemtiden er det begyndt at regne.

Vi kommer sent frem, så vi spiser vores aftensmad, inden vi kører til High Country Inn, som ligger på hovedgaden sammen med utallige lodges, inns og hoteller.

Det er ikke nemt med parkering, men heldigvis finder man en plads 'spærret' plads i parkeringskælderen, og bilen blev kørt derned af en fra personalet.

Turistbyen Banff (21. - 22.sept.2018)

Der var lovet regnvejr, og skyerne hænger lavt under bjergene, så man ikke kan se dem.

Morgenmaden spises i en integreret restaurant 'Ticino'.

Der er ikke trukket penge fra Icelandair for vores sædeopgradering, og vi kan slet ikke se vores flyrejse fra Vancouver til Keflavik, så Inge ringer – igen – til Icelandair, og får en inkompetent medarbejder i røret, hvilket betyder at pengene bare fosser ud af telefonen.

Det ender med, at røret bliver lagt på, og Inge sender en mail, som vi så håber at få svar på.

Det er klaret lidt op – eller i hvert fald ikke regnvejr, så vi begiver ud i byen, hvor det myldrer med turister.

Vi bor på Banff Avenue, og der er hoteller, restauranter og souvenirbutikker. Enkelte tøjforretninger og en del med vandreudstyr.

Forretningerne er ikke så forfærdelig brede, men til gengæld meget dybe. Vi går ind i en forretning med alle mulige slags halvædelstene, dels som sten, dels som smykker. Der er også mange sten med fossiler.

Inge får købt sig nogle ørestikker og et par sten til en planlagt ring. Jeg købte en lille sten afammolite, som er speciel for Alberta.

Senere runder vi endnu en 'mineralforretning' med spændende ting, og endelig en realisationsforretning med kunst i sten eller tegninger.

De småregner lidt indimellem, så vi fortsætter til Whyte Museum, som er et lille velordnet museum

med dels en samling af malerier og tegninger af naturen og mennesker, dels brudstykker af historien fra indianerne over verdenskrigene til dagens naturturisme. Ganske udmærket udstilling.

Næste mål er Bows Falls på Bow River. En fodgængerbro fører over floden, hvorefter man et par hundrede meter følger flodens fald i flere 'katarakter', før de sidste meter vælter ned i flodens fortsatte løb.

Overvejer 'Parks Museum', men udstoppede dyr er ikke som at se dem i naturen, så vi går tilbage mod hotellet, mens vi checker spisekort på de mange restauranter.

I øvrigt har man i byen indført, at man også kan krydse gadekryds på tværs.

Vi finder en irsk pub, som kan servere en Guiness, inden i i regnvejr går det sidste stykke tilbage.

Aftensmaden indtages på en italiensk restaurant tæt ved hotellet, så vi ikke skal blive alt for våde.

22.sept.2018

I løbet af natten er der faldet 5 centimeter sne. Det hænger på grantræerne og rønnebærtræerne, som stadig har røde klaser af bær. Gader og fortove er dog ryddet.

Skyerne hænger ned omkring ørerne, så bilen bliver i garagen, og vi tager endnu en runde i nabolaget.

Målet er 'Cave & Basin National Historic Site', som er nogle varme kilder, som først blev opdaget, da man byggede jernbanen – dvs. de oprindelige folk havde brugt dem i mange hundrede år forinden._lling

På vejn møder vi mange, fortrinsvis unge mennesker (piger) med numre på tøjet. Vi er kommet til en af byens store begivenheder: ½ marathonløb med flere tusinde deltagere. De løber tilfældigvis på den rute vi skal gå, så vi får den fulde fornøjelse af løbere i alle aldre og speakeren ved målstregen.

Da vi kommer tilbage ved 14-tiden afsluttes løbet.

Nogle hundrede meter står der en gruppe wappiti-hjorte og spiser. Det er lidt langt væk, så billedet er ikke helt skarpt.

Selve museet er moderne, og giver historien, som suppleres af en flot forestilling fordelt over fire meget store skærme, som udnyttes meget kreativt. Somme tider er samme billede på alle skærme, somme tider er de yderste skærme med andre billeder, evt forstørrelser af dele af midterbillederne.

Der er også en række plancher som beskriver udviklingen af anvendelsen af kilderne op gennem 19-hundredetallet.

Der er et udendørs basin, hvor det bobler, og svovllugten er umiskendelig. Et par udsigtsplatforme, som dog ikke er meget bevendt, da bjergkæden slet ikke kan ses.

Der er også en stor udendørs udstilling af plakater for de enkelte nationalparker, udarbjdet af den samme kunstner.

Endelig er der en drypstenslignende grotte med endnu et basin med varmt vand.

Alt i alt en interessant historie fra en fjern fortid.

I mellemtiden er det lysnet og nedbøren er holdt op. Det er samme vej tilbage til en lille butik, hvor vi får os en kop kaffe og en gulerodsvaffel. Inden vi går til 'Banffs Park Museum'.

Det er et af de ældste naturhistoriske museer i verden. Samlingerne er stort set samlet af museets første direktør, og samlingerne fremstår som dengang: som et rarietetskabinet med insekter, fugle og pattedyr bag glas eller på den øverste hylde uden for rækkevidde. Men man kan se de dyr, som vi kan håbe på at få at se på vores videre tur.

Det er blevet godt hen på eftermiddagen og den irske pub, St.James's Gate – fysisk flyttet til Banff fra Dublin -, er et godt sted at få en Guiness – og senere et måltid mad.

Mellem sneklædte tinder (23.- 24.sept.2018)

Det er rigtig rart at stå op og konstatere, at vejret er slået om og der er lidt blå himmel.

Skyerne ligger der stadig, men en klar forbedring.

Vi kører de ca 50 km direkte til Lake Louise. Det er en smukt, og det varer ikke længe før vi møder skilte, der siger, at der er 'overflow parking with shuttlebus'. Det er et pænt stykke udenfor Lake Louise. Der står allerede rigtig mange biler, men vi fortsætter i håbet om, at lykken vil stå os bi.

En lind strøm af biler viser sig at være af samme mening, men der er rigtig godt styr på de mange søndagsbesøgende.

Fra afkørslen og til p-pladserne nærmest søen er der mange vejvisere, som holder øje med, om der er tomme pladser på deres 'område'. De tidlige besøgende pakker sammen, når de har fået de nødvendige 'selfies'.

Således kommer vi stort set uden forsinkelse på den nærmeste p-plads.

Der er en karavane af mennesker, og søbredden er en levende mur. Bjergtoppene ligger over skydækket, men søen ligger flot mellem bjergene.

Jeg får købt ny adgang til nationalparkerne de næste par dage, og så begiver vi os på en lille tur til Fairview Outlook. Stien hæver os ca 100 m på den korte strækning, så det går godt opad.

Da vi nærmer os toppen, ligger der sne, og det er både sjappet og glat, så opturen tager længere tid end forventet.

Til gengæld er udsigten fin ned over den grønblå Lake Louise, der ligger nedenfor den næsten lodrette skrænt.

Kort efter begynder vi på en af de mest berømte vejstrækning, Icefield Parkway, som liggeidalen mellem to bjergkæder. Der ligger sne på alle toppene, og klippernes struktur, som gør at sneen ligger på hylder og danner sorthvide mønstre på bjergene.

Det er usandsynligt smukt og afvekslende, floden løber i sit brede flodleje ved siden af vejen.

Der er ikke mange udsigtpunkter, men så stopper man i vejsiden, og får de motiver, man ønsker sig. Og det bliver til mange, som ligner hinanden og alligevel.

En flot tur som afsluttes med et besøg ved Athabasca-vandfaldet lidt uden for Jasper, som er specielt fordi det ender i en kort kløft og et 'pothole'. Bestemt seværdigt.

Jasper er en lille by med 4500 indbyggere – og en masse turister. Vi bor på Lobstick Lodge, som John og Solveig også har boet på.

.

Lake Maligne og Maligne Canyon (24.sept.2018)

 Vi er i et område, hvor vejret betyder noget. Vi vågner op til en overskyet himmel med enkelte blå huller.

Vi har planlagt vandreture omkring Lake Maligne og i Maligne Canyon. Begge dele ligger ikke langt fra Jasper, og vi starter med at køre til Lake Maligne. Det tager ca en time at køre ad den smukke vej langs Maligne River, som snor sig langs vejen i et meget bredt flodleje. Vejen fører kun til søen, og alligevel er der mange biler og mobilhomes på vej,

Ved Medicin Lake ser vi de forkullede rester af træer, der brændte ved en skovbrand i 2015.

Fremme ved søen savner vi de snedækkede bjerge, som skulle spejle sig i vandet, men skyerne giver dem ikke en chance. Ikke desto mindre ligger det smukt, og vi går en kort tur langs søen til et udsigtspunkt. Der sejler turskibe rundt på søen, eller man kan hoppe i en kano.

Der skulle være hjorte, men vi ser kun en lille rypelignende fugl.

Vi kører tilbage mod Jasper, hvor Maligne Canyon ligger. Vandet kommer gennem underjordiske kanaler til kløften, der er 55 meter dyb, og 1,2 km lang. Vandet har ædt sig ned gennem limstenen på siderne, der er 'potholes' som dannes, når vandet hvirvler rundt. Noget specielt er ikke mindst starten på turen, hvor bredden foroven blot er nogle få meter, så det stort set ikke kan fotograferes.

Der er et kort ved nedgangen, som man desværre ikke bliver meget klogere af, men vi beslutter at 1,8 kilometer er til 5.bro er OK.

Og det er en flot tur med mange fald undervejs, så hvor gårsdagen blev fyldt af bjerge, blev de i dag vand.

Lidt før 5.bro bliver vi enige om, at det er for kedeligt at gå samme vej tilbage, og der er et skilt, som tilsyneladende – og efter hukommelsen – vil føre os tilbage til parkeringspladsen.

Det er en fin sti, som løber langs floden, og efter et par kilometer kommer vi til en p-plads.

Det er dog ikke vores, og vi aner ikke hvor vi er. Der er ingen kort, ingen skilte, men heldigvis et par canadiere, som er kommet lige efter os.

Vi indrømmer, at vi er gået galt, og efterspørger et kort. De er ikke sikre på nøjagtigt, hvor vi er, men ved, at det er langt fra vores p-plads. De er heldigvis så hjælpsomme at tilbyde os at blive kørt til udgangspunktet. Glade var vi, for det var indtil flere kilometer – og så fik vi en hyggelig snak undervejs.

Tilbage var klokken nu 15, og det var på tide at få den daglige kop eftermiddagskaffe, før vi kørte det korte stykke til Jasper.

Her skal visitor-centret besøges (de havde dog ikke noget til morgendagen), der skal tankes op både benzin og lidt til husholdningen.

Vi har bestilt bord på fiskerestauranten 'Fiddle River' – og det var godt.

Dagen gav lidt mere en 14.000 skridt

Efterårsfarver (25.09.2018)

Vi står op til en kølig morgen med blå himmel.

Vi har 400 km foran os til Prince George, og vi kommer hurtigt på vej 16 – også kaldet Yellowhead Parkway efter en lyshåret indianerstamme. Første skilt fortæller, at der er 170 km til næste tankstation.

Vi er også på vej bort fra Rocky Mountains og staten Alberta.

Oprydning efter et stenskred opholder os en lille halv time, mens der ryddes op på vejen, og elevlers går det derudaf med 90 – 100 km/t.

Grænsen markeres med et skilt efterfulgt af et, der fortæller, og man skal justere tiden med en time.

Vi gør et kort ophold i Visitorcentret ved Mount Robson. Vi går en lille runde på en halv times tid, mens skyerne skjuler eller afdækker bjerget. Hele formiddagen hænger de lavt, og somme tider som en bræmme midt på bjergsiderne.

Vi havde håbet på efterårsfarver, og nu begynder de med birke- og lærketræerne, som lyser gult, ikke mindst når solen rammer dem.

Dalen mellem bjergkæderne er nu blevet bred og flad, og der er spredt bebyggelse af gårde, køer på markerne, og store græsarealer. Høet er høstet og står pakket ind i plastik.

Der er få overnatningsteder og ikke mange vandrestier, og mobilhomes er et sjældent syn. I det hele taget har vi stort set landevejen for os selv hele vejen.

I mangel af bedre holder vi ind på en lille skovvej og får vores middagsthe. Vi prøver et par annoncerede steder, men enten er der lukket eller ligefrem sat låger op. Et sted med vandfald fraråder man, at man går dertil, men vi har held ved Willow River.

Endnu en af mange fiskevande, og her suppleret med en 'interpretive trail' på ca 2 km., hvor man på plancher og informativt fortæller om de forskellige træer, skovbrug, klima mm. Vejret er sommerligt, så det er en god oplevelse.

Prince George har ca 75,000 indbyggere, så det er ikke en lille by. Vi skal bo på Sandman, og det viser sig, at det ligger i byens udkant.

Vi er fremme ca 16:30, hvilket i sig selv betyder, at evt. seværdigheder er lukket, og vi opgiver at tage til centrum. Sandman ligger sammen med Denny's-kæden, så der indtager vi vores aftensmad.

Fra Prince George til Smithers (26.09.2018)

 Vi var gået i seng med en beslutning om at stå tidligt op, så vi kunne se dyrenes morgenvandringer.

Vi vågnede klokken 8, og så var den plan gået i vasken.

Landskabet er ellers lige til det med skov, lidt åbne områder, vådområder til elge osv,, men nu så vi altså ingenting.

Bjergene på strækningen ligger i 800-1000 meters højde, men med både sving og højdeforskelle.

Birk og lærk farver naturen gylden langs vejen og op ad bjergsiderne. Birkene er højere og slankere end dem vi kender, så de rager godt op mellem nåletræerne.

Den ene langstrakte sø afløser den anden og floderne snor sig parallelt med vejen.

Der er fortsat ikke meget trafik på highway 16, og i lange perioder har man vejen alene.

Hvad der ses meget er store lastbiler med træstammer. Ofte med stammer i fuld længde på forvognen og afkortede stammer på anhængeren. Undervejs ser vi flere meget store savværker og træindustrier, lastbiler med færdigvarer kører der også mange af.

Jernbanen og vejen følges stort set ad, og der holder rigtig mange lastede togvogne med færdigpakkede produkter samt ligeså mange med træspåner – formentlig til spånpladeproduktion.

Udsigten er vid med store, grønne marker, hvor der græsser køer. Gårdene ligger meget spredt, og mange ser man slet ikke, fordi de ligger tilbagetrukket bag den forreste bræmme af træer.

De gamle træbygninger på markerne inkl. staldene med valmede tag, står og forfalder, og gårdene ligner slet ikke vores landbrugsindustri.

Der er mange floder og vandløb på vejen, men antallet af vandrestier er reduceret. Mange steder er lukket for sæsonen og vejene ind i terrænet spærret af træstammer eller gærder.

Antallet af byer og muligheder for at få en kop kaffe er også blevet mindre, og vi må på en pub i en lille by, for at få en kop kaffe (og en dessert).

Ved 15-tiden møder vi karavaner af de velkendte, gule skolebusser, der er på vej ud til skolerne.

 Vi når Smithers kl.16, bliver indkvarteret på Sandman, hvor en snakkesalig receptionist giver os gode råd med på vejen, bl.a. et godt sted til morgenmadsspisning (her er ingen Denny's!).

Smithers er opstået, da jernbanen blev bygget, og har i dag ca 5500 indbyggere.

På et tidspunkt flyttede der mange schweizere og hollændere til byen, og alpehornet er blevet et symbol på byen sammen med husenes udsmykning med træudhæng.

I øvrigt er der flere husvægge, som har store, pæne vægmalerier. Det gentager sig i Prince Rupert..

Byen er hurtig set med en tur gennem 'Main Street', og man kan ikke sige, at byen sprudler af liv en onsdag aften.

Alligevel er den græske restaurant Telly faktisk fyldt med spisende gæster.

Turen var på ca 400 km.

Frontierland (27.09.2018)

Efter fiaskoen i går har vi sat vækkeuret, så vi kan komme tidligt af sted.

Vi pakker og kører til 'Louises Kitchen', hvor vi får god og billig morgenmad.

Morgnen er med lavthængende skyer, men dyrene skulle jo gerne være i niveau med os.

Det er fortsat sparsomt bebygget med masser af skov, og der burde være ideelle forhold for elge.

Træerne står tæt, og det er svært at se igennem, og de i åbne vidder opdager vi ingen. Heller ikke selv skilte forkyndte elgpassager over lange strækninger.

Egentlig satte vi kursen mod Morristown, hvor der skulle være en flot canyon, men vi missede et vejskilt – eller også har der ikke været nogen. De gør ikke meget ud af at annoncere evt..seværdigheder og vandreruter, som det var i Alberta.

Et lille indianersamfund, Kispiox, er nævnt i rejsebeskrivelsen. Det er en lille omvej fra Highway 16. Vi passerer Hazeltown med New Hazeltown, hvor der er en 'Historic Site'

Det viser sig at være velbevarede bygninger fra stedets grundlæggelse i 1866. Det er gamle træhuse, og det ligner grangiveligt en kulisseby. Det meste er lukket ned her uden for sæsonen, men der bor faktisk fok i husene.

Endnu 7 km videre ligger Kispiox. Lidt tilfældigt opdager vi et lille skilt, der siger 'Totem'. Vejen fører os til en plads, hvor der er opstillet 12 totempæle. Farverne er gået af dem, men alligevel er det forbløffende udskæringsarbejde, som også lader sig beundre, når de er rejst op. Der var også et stadig beboet hus, hvor hele fronten var udhugget og bemalet.

På vejen tilbage passerer vi (igen) en smal hængebro over en dyb kløft: Hagwigelt Bridge. Man skiftes til at køre over, og der må kun være en lastbil ad gangen. Vi er nu så højt mod nord, at nogle træer har fået den velkendte røde farve.

Vi passerer en meget stor gruppe unge mennesker på vandring. Det viser sig at være skoleelever fra en stor, nærliggende skole. Pludselig begynder en holdende politibil i den modsatte kørebane at anvende blik og horn, og som følger efter os.

Inge er chaufør, standser bilen. Intet sker. Da Inge stiger ud, beordres hun ind i bilen, og en ung betjent melder sig, og kan fortælle at anledningen er, at skiltet med 30 km-zone ved skolen er overset – og hastigheden var 45 km. Betjenten lader sig dog bedåre af Inges forklaring om dansk turist, bedrøvet mine, og... Så vi slap med skrækken. Det skal siges, at det er et meget lille skilt, som også adskiller sig fra de normale hastighedsskilte.

Så burde vi egentlig have været lidt tilbage til Hazelton, som også har indianerkultur på menuen, men vi vælger at fortsætte vores rejse mod Prince Rupert.

Vi prøver forskellige stop, bl.a. Sealy Lake, men opgiver at gå en tur ad en smal, smattet sti mellem  sivene.

Der er ikke meget trafik, men stadig store trætransporter til og fra de store savværker.

På lange stræk følger vej og jernbane hinanden, og man forbløffes af hyppigheden af kilometerlange godstog til og fra Prince Rupert.

Et lille smut ned til Port Edward, som er et lille samfund, som ligger ned til Skeena River, og der er smukke spejlbilleder på vandet, hvor floden danner ben bred flade uden strøm.

Nogle få kilometer uden for Prince Rupert er der anvist et par mulige vandreture. Egentlig var vi kørt forbi, men vender så og besøger Butze Creation Walk, som er en interessant regnskov med flere slags bregner, svampe og mosser – og flere fine små vandfald med vand oppe fra bjergene.

Hovedvej 16 fører direkte til BC Ferries i havnen. I den modsatte ende af byen ligger Cow Bay, hvor byens bedste firskerestaurant, Dollys Fishmarket, ligger. Den bestod prøven

Tilbageturen til hotellet begunstiges af lyset fra den nedgående sol.

Inside Passage (28,9,2018)

I dag er det 'Inside Passage' fra Prince Rupert til Port Hardy på Vancouver Island. Det betyder, at færgen sejler mellem fastlandet og øerne mod vest. Turen tager normalt 15 timer.

Men nu er det uden for turistsæsonen, og netop fredagsfærgen har først afgang kl.11, man sover om bord og bliver sat af i Port Hardy kl.9 næste morgen.

Det betyder, at vi ikke som normalt skal stille i havnen kl.5, men først kl.9, så vi får vores nattesøvn.

Vi har pakket, så vi kun behøver at tage en rygsæk med op.

Vi starter i tæt tåge, så der er ikke meget at se.

Vi er ved terminalen ca 8:45 og kl.9 er billetter og det hele ordnet, og vi kan vente på ombordkørsel.

Northern Expedition er en helt igennem pæn og moderne færge. Vi har fået 'inside cabin', dvs uden vindue, men ellers pænt og med gode toiletforhold.

Til vores undren tilbydes der ikke wi-fi ombord.

Ved 14-tiden har solen overtaget magten, og vi kan nyde den stille tur mellem fastland og øerne.

Skibet sejler med ca 14 knob, vander er som et spejl og vi er så heldige at se en gruppe delfiner og senere et par (fin)hvaler.

Der er tale om forbløffende bjergformationer, meget stejle (og dermed ikke velegnede til dyr), nogle med nåletræer helt til toppen, andre med nøgne toppe.

Restauranten er lukket for sæsonen, men der er et effektivt cafeteria, så man lider ingen nød. Der er masser af gode siddepladser, og i solskinnet er der varmt, hvis man færdes på de udvendige balkoner.

Campbell River (29.9.2018)

Vi har en rolig nat i vores vinduesløse kabine. Skibet har god tid, og sejler med blot 9 knob, så går stille fremad.

Vi havde håbet at stå op til en klar morgen, men der ligger en tæt tåge, da vi vågner, så der bliver ingen billeder af indsejlingen til Port Hardy

Hovedvejen kører uden om byen og efter nogle kilometer holder vi et stop for en vandretur, men skoven er meget tæt og mørk og uindbydende, så vi tager over på den anden side af vejen, hvor vi har en fotosession ved Beaver Lake, hvor bjerge og tæer spejler sig i det stille vand.

Så går derudaf. Der er ca 250 km til Campbell River. Vejen snor sig i dalene, men stigningerne er ikke markante, og hastigheden er de sædvanlige 100 km/t.

Vi kører stor set hele vejen i en tunnel af tæt beplantning på begge sider, og efteråret er ikke rigtigt kommet til Vancouver Island, så efterårsfarverne er ikke så fremtrædende. Der er da også 17-18 grader og varmt i solen.

Der er få henvisninger til vandrestier, og ofte for små og for sent, men det har til dels den forklaring, at bjergene rejser sig meget stejlt mod øst og der er tæt skov mod vest – ja, faktisk kan man ikke se igennem den, selv om der ligger søer tæt ved vejen.

Vi er lige et smut nede ved Port McNeill, hvor man kan sejle over til Alert Bay. Det er blot et lille samfund, med en lille havn og færgeterminal.

Noget senere drejer vi fra ved Hoomak Lake Trail, som atter har informative skilte og træer og biotek omkring den søen af samme navn.

Vi kommer til byen (36000 indbyggere) ved 14-tiden, og checker ind på Coast Discovery Inn, som ligger lige ved hovedvej 19A og ca midt i den langstrakte by.

Vi får vores eftermiddagskaffe i en stor butik med økologiske varer: Inges øjne stråler ved synet af alle de mange varer – inkl. medicin, der er fremstillet økologisk.

Som vi har set det tidligere, er gavlene udsmykket med gavlmalerier, og egentlig har det været generelt, at vi ikke har set grafitti. Selv byens venteskure af glas på alle sider er grafittifri. Det gælder også de offentlige toiletter der er ved parker og vandrestier.

Vi går ud til museet, som har en flot samling om indianerne, træ- og minedrift, fiskeri med genstande og opbyggede scenarier med husbåd og træhytter. Vi kunne godt have brugt mere tid (bl.a. til at lytte til en indianers familiehistorie), men vi har kun en time til de lukker (og der er dækket op til en større fest).

Spiser på byens bedste fiskerestaurant, Quay West, med udsigt ud over vandet.

30.9.2018

Det er altid spændende at trække gardinerne fra om morgnen: Hvordan er vejret?

Det gode sommervejr fra i går er erstattet af regn, faktisk en tæt regn, og man kan knapt se over til kysten på Quadra Island overfor.

Da vi ikke har fået afsluttet vores sag med Icelandair om vores sæder på tilbageturen, beslutter vi os til at sammenstille en direkte klage over, at man fra begyndelsen har separeret os, og at supporten ikke har været i topklasse. Reelt ved vi efter ca 14 dages korrespondance og telefoneren, om vi kommer til at sidde ved siden af hinanden.

Regnen skifter i styrke, så vejret opfordrer ikke til de planlagte vandreture i Elk Falls Provincial Park.

Ved 13-tiden synes regnen at tage af, så vi gør alvor af at forlade hotellet.

Vi tanker op, da vi er ved at være i bund, men har prøvet at beregne, hvor meget benzin vi risikerer at forære Alamo, når vi skal aflevere bilen.

Det er en lille tur på ca 4 km til Elk Falls. Der er ikke mange biler på den store parkeringsplads, og det regner tæt. Imidlertid er turen til vandfaldet og den nye hængebro over kløften under en kilometer. Der er vand foroven og vand forneden, da vi går gennem en mosbegroet skov med enormt høje træer.

Vandfaldet er brusende, hængebroen meget stabil og giver udsigt til hele faldet. Men våde – det blev vi.

I øvrigt har vi passeret en rørføring med tre mandshøje rør, som formentlig er overskudsvandet fra dæmningen over Campbell River-floden.

Skal vi gå i tørvejr? Hvad med et shopping center? Tja, hvis ikke lige deres centre blot er et antal butikker, der har samlet sig omkring en parkeringsplads. 'Mall'en er stor: der er tre store supermarkeder, flere tøj- og skobutikker mm. Men man bliver jo ikke mindre våd af at gå udendørs, og der er ikke noget, vi skal købe.

Og dog! I mangel af en pub opsøger vi en 'Liquor shop' og køber fire Guiness. Det trøster lidt på den regnfulde dag.

Det blev altså ikke til afprøvning af de mange vandrestier i området, som var planlagt.

Som biprodukt af turen har vi fundet en anden anbefalet fiskerestaurant The Riptide nede i centerområdet.

Duncan & Victoria 1.-2.9.2018

Da vi vågner er regnen ophørt, og der er håb for dagen.

Vi kommer tidligt af sted, og det er stort set en gentagelse af gårsdagens køretur. En overraskelse er dog, at vi for første gang har en hastighedsgrænse på 120 km.

Men der er ikke meget udsyn til landskabet, ikke mange 'stoppesteder'. Det regner af og til, og da vi kommer til Nainaimo, er landskabet indhyllet i relativ tæt tåge. Senere er der med mellemrum regnbyger.

På et tidspunkt begynder bilen at give lyde fra sig. Vi kører ind og checker evt. varme fra bremserne, men der er intet. Lyden forsvinder efter opholdet, men kommer igen, og det bekymrer naturligvis.

Noget før Victoria kører vi ind i Duncan, som er kendt for sine mange totempæle, som er opstillet på gader og pladser i byen. En del er nyere kopier lavet af efterkommere af indianske slægter, og de fleste er derfor koloreret. For hver enkelt er der en kort beskrivelse af, hvad det er for en fortælling, pælen fortæller. Der er ligefrem lavet en 'totemtur', markeret med fodtrin på fliserne.

Opholdet giver også mulighed for at få dagens formiddagskaffe.

Vi skal bo på Sandman Inn på hovedvejen i Victoria. Der er et pænt stykke vej til 'downtown', så vi beslutter os for at tage bussen, der kører lige udenfor hotellet.

Det koster 2,50 $ i klingende mønt pr.stk, men tager blot ca et kvarter, og så kan vi lige snuse lidt af bystemningen ind.

Museet ligger næsten nede ved havnen, hvor også regeringsbygningen og det berømte hotel, Fairmont Empress.

Der er en flot afdeling om natur og klima, og naturligvis en afdeling om indianerne. Der er ikke så meget nyt, men alligevel præsenteres stoffet på en lidt anden måde, og med nogle nye indfaldsvinkler.

Desuden er der en flot og stor ægyptisk særudstilling med mange lån fra udenlandske samlinger.

Det fik vi så 1½ time til at gå med, og vi fandt en pub, hvor vi lige kunne hvile benene, inden vi skulle finde fiskerestauranten 'Finn's', som ligger med udsigt ud over vandet.

Atter en rigtig god oplevelse.

 2.10.2018

Det var så sidste dag i Victoria. I går aftes besluttede vi, at vi ville tage på hvalsafari, og forsøgte også at booke billetter. Det lykkedes dog ikke, og til morgen kunne vi notere os, at der var en ret kraftig brise.

Vi gik de ca 500 m til Denny's for at få morgenmad og udnytte en 5$-rabat.

På vejen tilbage ændrede vi vores plan til at drage til Butchard Garden i stedet. Det er en stor park, der er anlagt i at gammelt stenbrud, som har leveret materiale til en cementfabrik.

Derfor er der ret forskellige højdeforskelle og klippesider.

Selv om det er efterår, er det en farvepragt af plantede blomster – ikke mindst chrysantenum og dahlia, og kunne på den måde godt minde lidt om blomstervældet i Tivoli. Men her er også store træer og velplejede plæner, fontæner og rislende vandløb. Ikke at forglemme, at tæerne falmer i gule og røde farver.

Efter 1½ time og en formiddagskaffe fortsatte vi til Swartzbay, hvorfra vi skal sejle i morgen.

Det er klart nogle ekstra kilometer, men jeg konstaterede i går aftes, at man ikke kan reservere plads uden at fuldføre en komplet bestilling med betaling – og vi har jo en voucher.

Vi tør ikke løbe an på, at køre uden reservation, så vi kører for at få det fikset.

Det var nemmere sagt end gjort. Først kørte jeg forkert, så vi ikke landede ved 'drop af' og parkering, men endte ved billetlugen.

Det blev dog ordnet professionelt, så vi kom den rigtige vej.

Her sad en erfaren dame, som ikke mente, at ønsket var umuligt, men dog heller ikke helt let at løse. Men hun var både professionel og venlig, og fik fat i andre i færgeselskabet, så vi kunne forlade færgelejet med et reservationsnummer og ro i sjælen.

Tilbage til hotellet og en bus mod 'downtown', hvor Inge skulle finde fødselsdagsgave til et barnebarn. Vi hjemsøgte 'The Bay Centre', et flot 5 etages indkøbscenter med individuelle forretninger, og gaven blev købt.

Victoria har den ældste Chinatown, som blev vores næste mål. Der er imidlertid ikke meget 'chinatown'-stemning i de par gader, det omfatter. Men vi får set andre gader og indtryk, inden vi ender på en stor, irsk pub.

Aftensmaden skulle være fisk på 'Red fish – Blue fish', som viser sig at være en skurvogn ved marinaen, og hvor man spiser ved langborde langs kajkanten. Meget charmerende, men måske ikke så hyggeligt, når solen er ved at går ned, så vi vælger en 'rigtig' restaurant – og får vores 'Fish and chips' med hellefisk.

Så er der pakningen tilbage, så vi kan forlade hotellet ved 9-tiden. Sejladsen er kl.11 og varer 95 minutter. Måske er vi heldige at se dyr undervejs, men det var vi ikke.

Afleveringen af bilen gik nemt og uden bemærkninger, og hotellets shuttlebus kørte os tilbage.

Der lå en White Spot- restaurant ved receptionen, og den kendte vi jo.

Ellers var der ikke meget at se ved lufthavnshotellet: Motorveje og befærdede færdselsårer – og bagved et villakvarter.

Flyveturen gik uden udfordringer.

Undervejs var der udsigt til nordlys (billederne blev desværre ikke til noget).

Keflavik var her ved 6-tiden propfyldt af rejsende – også flere end der er plads til, så mange må stå.

Og det var så slut på den oplevelse.