Washington

2017-02-20 14-28-20_IMG_2622cr

 

Sidste opdateret 28. februar 2017 

I magtens centrum

Ferie i Washington D.C. 14.-24.feb. 2017

Billederne fra turen finder du her-

Kort 1: er et udsnit, hvor man øverst kan se Farragut Square (grønt), hvor jeg boede. Derunder Det hvide Hus og den grønne stribe, The National Mall, med alle monumenterne. Omkring indsøen, Tidal Basin, ligger flere monumenter.

Kort 2:  dækker Smithsonian Museums og Capitol Hill (Library of Congress, Supreme Court). Nord for ligger National Building Museum og National Law Enforcement Officers Memorial.

Egentlig startede det hele i september, da SAS fyldte 70 og udlovede fire fjerne destinationer (Shanghai, Hongkong, Washington – og en jeg har glemt) til 18.000 bonuspoint + 327 kr i afgifter. Jeg valgte Washington, fordi jeg sidst var der i embeds medfør i 1986.

Man kan sige, at februar er måske ikke den mest attraktive måned at besøge Washington i.
Men jeg var utrolig heldig med vejret. Jeg gik fri af regnvejr, og bortset fra de første dage, hvor der var omkring 6 grader, men dog blå himmel, så steg temperaturen dag for dag for at slutte med 26 grader – altså svarende til en god, dansk sommer.

Fordelen ved at besøge Washington nu, er at antallet af turister er mindre, og heden ikke så påtrængende, men ulempen er, at alle de grønne træer står med deres nøgne grene, og at de mange springvand i søer og ved monumenter er sat i bero i frostperioden.

Meget har ændret sig, siden jeg var der sidst. Dels er byen vokset – ikke nødvendigvis til det bedre; der er meget kedeligt beton og glas, og generelt bygges der højere end det centrale byområde. Her forsvinder de gamle, tidstypiske bygninger også og erstattes af glas og beton.


Hovedindtryk af Washington
Det hvide Hus og centraladministrationen har samlet sig i et relativt lille område omkring Pennsylvania Avenue. De fleste af bygningerne er massive bygninger bygget af granit- og sandstenskvadrer, ofte med flotte søjlepartier, hvor der er eksempler på doriske, ioniske og korinthiske kapitæler.
Der rives stadig gamle huse ned, og de gamle huse, der er står charmerende indeklemt spredt i bybilledet. Vejtræer er ikke udsædvanlige, og der er mange små grønne parker med bænke – og en statue af en historisk person. 

Jeg brugte en halv dag på at gå rundt i Georgetown, som er en meget charmerende bydel med mange ældre, lave huse, både til forretninger og rækkehuse til beboelse. Indrømmet, at striben langs floden er udbygget med høje, moderne murstensbygninger.

Området syd for Det hvide Hus er et stort grønt område ned mod The National Mall, som strækker sig fra Lincoln Memorial ved Pontomac-floden, og hvis man tager museumsgaden med Smithsonian Museums helt til The Capitol. Det er virkelig et grønt åndehul og stort tænkt, da man besluttede sig for at bygge en federal hovedstad her og den skulle planlægges.
Den blev byplanen blev lagt af en franskmand Pierre L’Enfant i 1791, hvor der faktisk ikke fandtes noget andet end noget lidt sumpet omkring Pontomac-floden og nogle kanaler.
Det grønne giver også plads til et rigt fugleliv og i hvert fald masser af charmerende grå egern.

Trafikken klares med et net af metrostationer med bemandede tog med store vogne, anvendelse af et opladeligt Smartcard, som kan bruges både i metro og busser. Nu var jeg så heldig at bo i centrum, så jeg har kunnet vandre til alle de steder, jeg skulle besøge.
I øvrigt synes jeg bilerne fylder utroligt meget i bybilledet. De holder alle vegne, langs kantstene, på store arealer, selv om der også er masser af parkeringshuse. Selv i New York syntes jeg, der var færre. Men trafikken afvikles eksemplarisk.
Antallet af store amerikanske biler fylder ikke så meget i trafikken, selv om Ford er stærkt repræsenteret generelt i family-car-størrelser, men der er også rigtig mange Toyota, Honda, BMV, som svarer til vores derhjemme. Endog en del Volvoer (ikke mindst XC60) har fundet vej hertil.
I øvrigt er de fleste nummerplader fra Virgina og Maryland, hvilket jo afspejler, at Washington er en lille enklave, hvor folk bor i de omkringliggende lande. Ja, men skal jo bare over Pontomac-floden – så er man i Virginia.
Faktisk er der også en del, der cykler, og der er på nogle gader også markerede cyklestier. De er dog ikke brede selv om de er dobbeltrettede. Til gengæld er det ikke forbudt at cykle på fortovet, og det går forbløffende fredeligt for sig.
Byen har naturligvis også bycykler, som anvendes flittigt.
Generelt har man indtrykket af, at der er stor hensynsfuldhed overfor medtrafikanterne. 

Man er så vant til, at amerikanske taxi er gule. Men ikke her, hvor der er røde med en grå bemaling, hvor selskabets navn og telefonnummer er anført – selv 'Yellow cab' er røde her.

Historien
Man hæger om sine 250 års historie. Det gør man ved at rejse en lang række statuer af generaler og politikere og store monumenter for personer og de store krige, og det gøres pompøst med flotte citater mejslet i granit.

På samme måde er museerne er et væsentligt indslag for en turist og læringssted for skoleelever. Der er mange, de rummer flotte samlinger, formidler stoffet godt og professionelt – og så e r de gratis. Alene Smithsonian kan tilbyde 19 forskellige museer stort set liggende dør om dør.
Alle steder, hvor man skal ind, er der etableret sikkerhedscheck med gennemlysning af tasker og jakker og elektronisk personscanning. Der er sikkerhedsvagter, og ved The Capitol sværtbevæbnede  betjente. Alle de offentlige kontorer har bemandet adgangskontrol, et stort område omkring Det hvide Hus er afspærret med gitre, vognkontrol med hunde og spejle, og politibiler og Secret Service-vogne står parkeret i rigt mål strategiske steder. Der er såmænd også betjente på cykel kørende to og to.

Stars and Stripes ses alle vegne og i rigt mål, selv på bagsmækken af brandbilerne. Da flaget ikke skal stryges om natten, ja, så kan man jo som FBI-bygningen have en hel flagparade.

Folk har 'storby'-travlt, når de kommer fra metroen med deres kaffe i hånden og morgenmaden i en pose, hvis de da ikke som alle andre steder går med deres smartphone og høretelefoner.
I andre amerikanske byer, jeg har besøgt, har der været et betydeligt antal kraftige mennesker. De fylder meget lidt i Washington, hvor der til gengæld jokkes flittigt af unge som ældre, men dog især unge kvinder.

Rejsedag (14.2.2017)
Turen er gået uden problemer. Jeg var i terminal 3 en time efter, jeg havde havde forladt hjemmet, og det kunne gøres for 30 kr.
Bagagestrimlen blev fravristet automaten uden større problem, og der var kun to foran mig i sikkerhedskontrollen, så også det var hurtigt overstået. Fik mig en øl, inden vi gik ombord. Rute SK925 blev fløjet med en Airbus 330, som har 2 – 4 – 2 sæderækker. Flyvetiden var 8½ time.
Var så heldig, at den svensker, der havde pladsen ved siden af mig (jeg havde vinduesplads) flyttede ind på midten til en kammerat, så jeg kunne strække mig over to sæder.
Vi kom lidt senere af sted, men det blev mere end indhentet.
Det var en flot tur over et snedækt Danmark via Djursland, op til Norge, som blev forladt ved Stavanger - også snedækket. Ellers var der en del skyer over Atlanten, og jeg sad på den forkerte side, hvis jeg skulle have set Island eller Grønland.
Vejret klarede op da vi nærmede os Amerika, og her startede det også med sne, som imidlertid forsvandt, som vi nærmede os Washington. Der var 6 grader, da vi landede, men det føltes varmere, og udsigten for de næste dage ser rigtig fin ud
Som sædvandlig tog immigration lang tid. Jeg blev udspurgt længe, om hvorfor jeg var alene, hvad jeg ville lave osv. Nu ligger jeg jo i deres system med fingeraftryk og det hele, så næste gang jeg måtte finde på at tage til USA, kan jeg checke mig ind på nogle automater.

Bussen der skulle føre mig til metrostationen kørte, netopda jeg var steget ombord, og efter ca 20 minutter var vi på Wiehle-Reston East Station (de bygger stadig på at forlænge linien med6 stationer).
Købet af et Smartcard til rejsen gik gnidningsløst  med gode hjælpetekster, og så startede rejsen ca 45 minutter, hvor toget blev stadig mere fyldt efterhånden, som vi nærmede os centrum. Da var det jo ved at være fyraften.
Jeg har bestilt værelse på Club Quarter Hotel /Washington, som ligger på 17. gade et kvarters gang fra Det hvide Hus.
Der er elleve etager, og jeg bor på værelse 1111. Der er kaffe på værelset, og man kan hente frisk vand på hver etage, hvilket er rart, da der er meget klor i vandet.
Da jeg steg ud af stationen Farragut West, skulle jeg lige orientere mig, men faktisk er hotellet Club Quarters Hotel nabo til stationen, så det kunne ikke være lettere.
Jeg så lige vejrudsigten. Hvis den holder stik, bliver der sol i hele perioden, jeg er her.

2017-02-15 11-30-10_IMG_2178

 
De store monumenter (15.2.2017)
Der er seks timers forskel på hjemme og her, og strategien med at gå i seng ved 1-tiden (dansk tid), gav en rolig søvn. Som vanligt havde jeg min 5 timers tissetur ved 2-tiden (lokal tid), men sov ellers roligt videre til ved 5 tiden, hvor jeg fattede mobilen og fik slået roaming fra, og på pc-en checkede op på Washington.

Stod op ved 7-tiden, og så lidt morgen tv, hvor de bl.a. harselerede over europæernes brug diesel.
Spiste min morgenmad på hotellet og fik en udmærket omelet med roasted kartoffel.
Var ude af døren 08:30 og satte kursen mod Det hvide hus. Det er stort set afspærret med barrikader, gelændere, betjente og secret service folk, så man må gå en omvej, og kommer derfor ikke tæt på bygningen. I øvrigt har Trump meddelt, at rundvisningerne nok kommer i gang igen i næste måned.
 firkant.
Der er mange store regeringsbygninger med alle de raditionelle søjler: ioniske, doriske og korinthiske søjler osv. De fylder ofte en hel 'blok', dvs. fra gade til dage i

Washingtonmonumentet – det er den store obelisk – er under renovering, så man kan ikke komme op og nyde udsigten.
Siden sidst er der lavet et stort monument for de 16 millioner, der deltog og de 400.000, der gav deres liv i anden verdenskrig. Det stod færdigt i 2004.

Så er der den flotte strækning langs The Reflecting Pool op til Lincoln-monumentet.
Nyt for mig var også et spændende monument for Koreakrigen fra 1995 bestående af 19 kampklædte mere end 2 meter høje  soldater i rustfrit stål suppleret med en mindemur med 2500 ansigter og situationer sandblæst i den blanke granit. Jeg bilder mig ind, at 'Jutlandia' var afbildet, da Danmark er nævnt blandt bidragyderne i krigen.
Mindemuren for de mere end 58.000 faldne i Vietnamkrigen
var der også sidst, men er jo stadig tankevækkende. Der ligger tykke kataloger  over alle de faldne med navn, rank, enhed, datoer – og henvisning til den plade, hvor vedkommendes navn er angivet.
Endnu et krigsmonument var kommet til minde, om de mange kvinder, der gennem Vietnamkrigen har bidraget til at redde mennekeliv, Women in Vietnam Memorial.

Ænderne hyggede sig i søen ved Declaration memorial, og herfra gik ruten så til monumentet fra 2010 for Martin Luther King JR. En stor statue  placeret ved bredden af Tidal Basin og med ryggen mod en mindemur, med citater fra hans store taler.
Også Franklin D.Rosewelt har fået et stort areal bygget i store granitblokke i fire rum, repræsenterende hans fire præsidentperioder og med tilhørende citater og skulpturer fra den pågældende præsidentperiode.

Herfra fortsætter man naturligt til Thomas Jefferson memorial – en græskinspireret bygning, hvor der er en stor statue af ham. På væggene er der også udvalgt citater fra hans taler. Han var hovedforfatteren til den endelige Uafhænghedserklæring.

Når man nu har læst alle disse kloge, præcise og menneskelige retningslinier, så er det jo bare trist, at ikke bare USA, men også vi andre, ikke har villet lytte.

På det tidspunkt var jeg godt nok ved at være træt i hofterne, så jeg holdt mig en lille pause sammen med en gammel knark Georges Mason, som bl.a. havde skrevet det første udkast til uafhængighedserklæringen, og som også var omgivet af citater om frihed. Dem havde tiden tand dog gjort stort set ulæselige.

Så var det tiden at sætte næsen hjemad. Vejret havde været fint med masser af forårsskinnende stære og mange gæs på vandring, men nu var det begyndt at blæse, og så føles det jo koldere. Jeg gik langs den lange række at museer, som står på programmet senere.
Samtidig kunne jeg så lave en tidmåling til brug for at beregne den tid jeg skal bruge til at komme til The Capitol i morgen. Der har jeg jo rundvisningsbillet, og derfor et mødetidspunkt.
Fra gade 14 til gade 7 ca. et kvarter, så jeg skal bruge en times tid i morgen tidlig.
7.gade fører op til Chinatown, men så langt nåede jeg ikke, før jeg faldt over et sted, hvor man kunne sidde og hvile lemmerne og vederklæde ganen.
Der efter var der så den resterende tur hjem fra 7. til 17 gade, hvor jeg krydsede lidt op gennem alfabetet fra G til I..

Det blev så en udflugt fra 9:30 til 15 med en kort pause.

Der ganske vist en etage, hvor man kan få gratis kaffe og chips i bløde stole, men jeg ville gerne have benene op, så jeg lavede selv kaffe på den maskine, der står på værelset. Det er en med 'patroner', men det virkede ok.

2017-02-16 12-14-10_IMG_2286


The Capitol (16.2.2017)
'Sneflokke kommer vrimlende'...Ja, det gjorde de, mens jeg indtog min morgenmad. Det holdt nu hurtigt op, men der har været en stærk kold vind, som har gjort det betimeligt at tage et halstørklæde på.
Ud af vagten lidt over 9, og ad Pennsylvania Avenue, som fører direkte til The Capitol passerede jeg bl.a. Trump International Hotel i en meget markant, gammel bygning, der tidligere har været hovedpostkontor, FBI's hovedkvarter. Der var også endnu et mindesmærke, nu for US Navy og igen med flotte bronzerelieffer. På Freedom Plaza er hele flisebelægningen lagt op som gadenettet og bygningerne på 'The Capitol', og desuden forsynet med rigtig mange indgraverede citater fra tidligere præsidenter, og helt specifikt holdt Martin Luther King Jr som store tale med 'I have a dream' netop på denne plads.(se billederne)

Det nye Visitor Center er på 54000 kvadratmeter og gravet 2 etager ned ved østsiden af The Capitol, og er helt moderne. Bortset fra at styre det store antal besøgende, er der en omfattende udstilling om den politiske udvikling gennem  tiden, og desuden byggeriet. Man bliver jo gjort opmærksom på, at Washington er en 'konstrueret' by, placeret på gammel flodbund, hvor der ikke var en rigtig by.
Men målet var jo The Capitol. Jeg havde tid til kl.10:40, men var der lidt i 10 og fik en plads på 10-rundvisningen. Først en film, så alle kan følge med i det politiske system..
Derefter en rigtig god rundvisning med en vidende guide med et distinkt sprog. Man må sige, at de holder fast på historien og deres kongresmænd og præsidenter, som er foreviget i statuer. Figuren på toppen af kuplen, The Statue of Freedom, er 6 meter høj og vejer ca 6 ton.
Salen under kuplen, rotunden, er et imponerende rum på 30 m i diameter og 55 meter til toppen af kuplen og en malet frise, der ligner tredimensionelle figurer. De ser helt naturlige ud, men er faktisk i dobbelt menneskestørrelse (video). Jeg har forsøgt at knytte informationerne til billederne.

Hallen hedder også Statuary Hall. Hver stat har leveret to statuer af statens betydningsfulde mennesker, dvs at der ialt er leveret 100 statuer, men her i hallen er der kun plads til 35, resten er placeret rundt om i bygningen.
Udstillingen, Exhibition Hall, var også interessant, men med meget læsestof og af naturlige grunde mange navne og situationer, man overhovedet ikke har kendskab til – selv om efterhånden er der jo trængt noget ind.
Der blev vist en film om det politiske system, men det havde jeg ligesom fattet, så jeg koncentrerede mig og en live transmission af senatet, hvor man sloges og udpegningen af en økonomiminister. Den måtte jo ikke forstyrre den 'store' film, men imponerende nok, kan de oversætte 'on the fly' ligeså hurtigt, som de taler. Det var spændende at følge.

Da de nu har gravet så langt ned, har man samtidig lavet en tunnel til naboen, The Library of Congress. Jeg besøgte det i 1986, hvor mit besøg primært handlede om produktion af trykte kartotekskort ud fra databaser – og det var i en kedelig, helt almindelig kontorbygning.
Jeg kom dertil 2 minutter før en rundvisning, som jeg så fik med. Guiden var nervøs og havde ikke meget stemme, men vi kom da gennem programmet, som billederne viser. Bygningsværket (egl. Thomas Jefferson Building) i sig selv er spændende, ikke mindst læsesalen under kuplen. Navnet er en hædersbevisning for præsidentens bidrag til biblioteket ved efter englændernes brandspåsættelse at stille sin personlige bogsamling til rådighed. Dette bibliotek med sine 6487 bøger er opstillet som ‘Thomas Jefferson Library’ - ikke meget mod de ca 162.000.000 enheder samlingen rummer i dag.
Som sidst blev der lejlighed til at se de to gamle bibler fra midten af 1400-tallet, Mainzbiblen (håndskrevet) og Gutenbergs trykte.

Ved siden af ‘Library of Congress’ ligger Supreme Court, hvor man også kunne komme ind. Det er lidt interessant, hvorledes man i institutionerne gør meget ud at lave udstillinger, som præsenterer både deres egen historie og bygningerne.

Nu var kl.ca.14, og tilbagetoget kunne begyndes. Hele indgangen fra vestsiden var afspærret, men fra kanten af The Reflecting Capitol Pool, hvor der var flere naturalistiske skulpturer med krigsscener – samt den uundgåelige general Grant.
På vejen ud havde jeg spottet 'The Elephant & Casle', og så er man jo straks i London igen, så det blev næste mål, for undersåtterne ville gerne have et hvil.
Det var en rigtig pub, hvor du kunne få en Guiness, og så besluttede jeg at spise min aftensmad der, selv om det var lidt tidligt. Også maden var autentisk. Alt imens kunne jeg på CNN se journalisterne analysere og hudflette Trump, efter han i dag har holdt en pressekonference. Det er fortsat nu på 5.time uden meget andet nyhedsstof. Jeg så i øvrigt en demonstration på vej til The Capitol, og kunne på tv så se, at det var minearbejdere, som har haft et møde med præsidenten.

På mine foto fra i går kunne jeg se, at der faktisk var mennesker tæt på The White House, og jeg blev klar over, at jeg havde taget 'No entry' for bogstaveligt, så jeg fandt en vej ind på vejen til hotellet, hvor jeg så var ca.17:30.
 

2017-02-17 12-41-30_IMG_2387


Holocaust Memorial Museum (17.2.2017)
Planen for denne fredag var at nå to museer, men sådan skulle det ikke gå.
Jeg startede fra hotellet kl.9, og tog vejen til 14 gade. Den er prøvet før, og den fører til United States Holocaust Memorial Museum, som er anført som et 'must see'.
Der var jeg lige lidt over 10, og der var en pæn kø af skoleelever, da sikkerhedskontrollen jo bremser fremdriften lidt.
Det er en moderne bygning, og efter at have afleveret min jakke gik turen i en stor elevator til 4.etage, hvor man starter at skulle tage et identitetskort fra en tidligere koncentrationslejrfange med sig og fortsætte med magtovertagelsen i Tyskland, og så fortsætter udstillingen ned gennem 3. og 2. etage for at slutte i en 'memorial hall' med evig flamme og mange levende lys til minde om ofrene i koncentrationslejrene. Der var der både informationer, jeg ikke kendte og optagelser, jeg ikke havde set. Der var meget læsestof, mange filmstrimler, som satte udviklingen i perspektiv.
Der var mange ting, der var deponeret fra europæiske museer, og det skal nævnes, at danskernes hjælp til jødeflugten til Sverige har en fremtrædende placering med tekster, film og en båd.
Ellers er det jo bare tragisk, at det kunne gå så vidt. Der var en film med personlige beretninger fra forskellige lande og situationer, og det er altid bevægende.
På den måde gik der tre timer.

På vej til næste museum var jeg forbi Smithsonion VisitorCenter, beliggende et et gammelt 'slot', hvortil der i tilknytning var en smuk rosenhave – dog uden roser just nu.

Da jeg nåede til museet for African-American History, måtte jeg en omvej for at komme ind. Dvs. ind kom jeg ikke, for der var ikke flere billetter til i dag. Dem skal man bestille på nettet. De åbner for bestilling kl.6:30, så må jeg jo se, hvad jeg kan få.

Dermed var planen jo gået sig en tur, så jeg drog mod hotellet i et vejr med stille vind og fuld solskin. Temperaturen har ikke været høj, men skulle tage et spring opad i morgen og de følgende dage.

Jeg gik ud for at spise ved 17-tiden på en kineser tæt ved (anbefalet), fik et fortræffeligt måltid, og kunne konstatere, at det er rigtigt, at man går tidligt ud at spise. Folk myldrede ind ved 18-tiden

Morgenturen førte over en gade, hvor der faktisk var cykelsti, og den blev brugt. Ellers har jeg set mange cyklister de tidligere morgener, men da kørende på fortovene, som heldigvis normalt er ret brede. Bycykler har de også.
Taxaeerne her i byen er ikke gule men røde med en grå tegning, hvor det enkelte selskab så har sit navn og telefonnummer – selv 'Yellow Cab'-firmaet kører i røde biler.

I øvrigt gælder der en særlig bestemmelse om byggehøjde: ingen bygninger må være højere en Washington-monument (obelisken er 169 m).

2017-02-18 12-57-51_IMG_2474


National Air and Space Museun (18.2.2017)
Hvor er det dejligt at kunne stå op, se ud af vinduet: flaget på nabobygningen hænger omkring flagstangen, himlen er bare blå.
Hvor er det nedslående, at 10 minutter efter man kunne bestille tid på African American Museun er der ikke flere billetter. Og da var klokken 06:40. Et kik på fremtidens kalender var heller ikke opmuntrende: der var ingenting. Ærgerligt, når det nu var det museum, jeg havde set frem til at se.
Adgangen til morgenmaden var skubbet til kl.8, men ellers 'same procedure as every day'.
Ud af vagten kl.9 og et andet valg af gader for at komme til National Air and Space Museum.
På vejen var der huset, hvor Lincoln døde, Fords Theater hvor der var lang kø af børn. En turistbutik havde mængder af ting med Donald Trump.
På vejen var der også et salgssted for 'hop on and off'-bus. De kørte til Arlington Cemetery, men kun som en udvidelse til deres standardtur, som de ville have 50$ for. Da jeg stor set har været ved alle stoppestederne, så tager jeg nok metroen, som har station ved kirkegården.

Byen er ellers under tømt for morgentrafik, nogle parkeringshuse er ikke åbne, men det betyder ikke, at der ikke er folk på gaden.
Selv om der har været plusgrader, siden jeg kom, kunne der stadig løbes på skøjter i haven med kunstværker, Sculpture Garden. Gadekøkkener stod parat i en lang række til senere at betjene de forventede kunder.
Jeg var ved museet kort efter åbning. Standard sikkerhedscheck som i en lufthavn – og så begyndte rundturen i de to etager. Men de er enorme. Der hænger flyvemaskiner, står raketter – ikke modeller, men det rigtige i rigtige størrelser.
Der er alle aspekter af flyvning, anvendelse af flyvemaskiner, udforskning af rummet, navigation, gennemgang af anvendelsen af fly i de to verdenskrige – inkl. de reelle maskiner udstillet: Spitfire, Messerschmidt, Fokker osv.
Det tog lige fire timer, uden man overhovedet er kommet ind i de mange detaljer, historier og filmstrimler.
Om der var mange mennesker? Ja! Det er weekend, og der var grupper af spejdere, mange familier med deres børn (som der var lavet mange spændende opgaver til undervejs), og da jeg gik, var der vel en kø på mindst 100 meter for at komme ind. Det koster tid, når alle skal sikkerhedscheckes.

Jeg trådte ud i en verden, hvor temperaturen var steget til 20 grader, så folk sad og lå i det grønne område. Overtøjet var smidt.
Der var kondiløbere af begge kø og alle aldre – dog flest yngre kvinder. Bycyklerne blev virkelig brugt, og holdene af segway-rundvisninger passerede. Hundene blev luftet, og gadekøkkenerne blev virkelig hjemsøgt.

Jeg sad på  en bænk i solen og havde netop noteret mig, at der er utrolig rent i byen taget i betragtning, hvor meget 'take away' der bliver spist undervejs. Selv om der står meterhøje affaldskurve med ca. 10 meters afstand, måtte jeg konstatere, at alt det emballage, som indkøbene af take-away indebærer, betyder at der er meget tom luft, som fylder op – ja, overfylder de gode intentioner. Men det var som Nyhavn eller Kongens Have en god sommerweekend i Danmark – og det niveau nåede man ikke her.
Min gode Elephant & Casle stod for hvilestunden med en Guiness, og da klokken var over 16, bestemte jeg mig for at spise min aftensmad med det samme. Atter en fin oplevelse, inkl. tjeneren David, som jeg fik en god snak med, selv om der var utroligt travlt – udenfor som indenfor.2017-02-19 12-56-27_IMG_2529

En dag med indianerne (19.2.2017)
Vejrudsigten havde ret. En let brise og som dagen gik steg temperaturen under en skytfri himmel til over 20 grader. Overtøjet blev hængende i garderobeskabet. Egentlig havde jeg tænkt på det naturhistoriske museum, men da det jo er oplagt for børn, valgte jeg 'National Museum of the American Indian'. Målet var jo næsten det samme som i går, så jeg flyttede fra G-street til F-street og ventede med at gå sydpå til 3.street.
Det gav lidt nye oplevelser, bl.a. med nogle af de gamle bygninger, som bliver  klemt mellem kontorbygningerne.
En stor, enkeltstående rød murstensbygning  skiller sig markant ud. Det er 'National Building Museum', hvor jeg på tilbageturen lige kikkede indenfor for at beundre den store søjlehal, hvor man i fjerne tider holdt bal efter præsidentindsættelsen.
Jeg skulle lige se, om Capitol Reflecting Pool gav en genspejling, men der var små bølger på vandet, så det var der ikke.
Museet er indrettet i en arkitektonisk moderne bygning med masser af buede forløb. Der var en engang et læsesystem, der hed 'Læs og forstå', og jeg havde ikke helt begrebet museets område: amerikanske indianere omfatter jo naturligvis både Nord- og Sydamerika, hvilket man hurtigt finder ud af, når man går gennem udstillingen.
Startende nedefra var det dog mest nordamerikanske indianere, der var fokus på i form af fotografier fra ca 1930-1960. Billeder kan sige mere end ord, og det var virkelig tidsbilleder.
Næste etage var næsten kun en stor og meget flot udstilling om inkariget – på engelsk og spansk. Det gav naturligvis en speciel oplevelse, fordi man selv har set meget af det på turen til Peru, men noget nyt var der dog også. Bl.a. konstruktionen af store hængebroer baseret på tovværk lavet af græs.
Og det var ikke sensationsdrevet – faktisk var Machu Picco slet ikke nævnt, men vejsystemet i det store rige – men meget oplysende i tekst og genstande.
Den egentlige gevinst kom så på 4.etage, hvor der dels var en omfattende udstilling af de enkelte indianerstammers grundlæggende syn på tro og omverdnen, suppleret med genstande med gode forklaringer. På trods af de store afstande mellem stammerne, er der mange fællestræk.
Og så kom der en øjenåbner, som var langt fra børnebøgernes indianerhistorier (men dog med historien om indianerne som 'spejdere' i krigene, og deres sprog som kodesprog i krigene). Atter en flot og omfattende udstilling med en gennemgang af, hvorledes USA systematisk har presset indianerne ud af samfundet. Mere end 400 traktater er blevet presset ned over de 'native states', og alle er blevet brudt af de amerikanske politikere i jagten på jord og griskhed. Så bliver 'Sortfødderne', Sioux'erne og hvad stammerne alle hed, del af fratagelse af deres jord, forflytning til vest for Mississippi i bedrøvelige ‘dødsmarcher’, hvor man måtte gå og mange - ikke mindst børn - måtte lade livet.
I de sidste 30 år er der dog kommet et antal love, som delvis retter op på urimelighederne.
Det skal siges, at udstillingens opbygning af de to parters synspunkter ved hver traktatindgåelse er en meget pædagogisk måde for læseren – og altid efterfulgt af en sektion med: hvad blev resultatet.  På den måde blev det fire meget berigende timer.

Vejret var helt utroligt. Som den bedste danske sommerdag, så jeg tog en halv time på en bænk og kikkede på folk.
På vejen tilbage hjemsøgte jeg atter Elephant & Casle for at slappe af.

2017-02-20 13-35-28_IMG_2607


400.000 gravsten: Arlington Cemetary
Jeg kunne atter stå op til en blå og skyfri himmel. Metroen (det er faktisk hvad vi ville kalde S-tog (bemandet)) har myldretid indtil kl.9, så før skulle jeg ikke af sted. Ud ad døren, og ned ad rulletrappen, og så skulle jeg have opdateret mit Smartcard. Det gjorde jeg nu ikke smart nok, og efter et par gange, hvor jeg var blevet afvist, måtte jeg bed om hjælp. Den fik jeg, og min fejl blev klarlagt. Fik anvist retningen til Arlington, efterfulgt af noget om busser, som jeg ikke hæftede mig ved.
Det skulle jeg have gjort, for det viste sig, at linien var lukket ned, så man kunne vælge en anden linie til Pentagon eller busser.
Det forekom mig lidt omstændeligt at skulle finde en anden Metrostation.
Jeg overvejede i stedet at tage på museum, men: Nej, vel ville jeg ej i det gode vejr.
Jeg gik så den efterhånden velkendte vej til Lincoln Monumentet, og fik da samtidig set nogle nye ting, da man jo altid kan lave svinkeærinder.

Så de små to kilometer over broen og til Arlington i selskab med mange kondiløbere og cyklister, hvor jeg så var ved 11-tiden. Pontomacfloden er samtidig grænsefloden til Virginia, men det ser man først på den anderledes bemaling på taxaerne.
De mange mennesker havde den gode forklaring, at der har været fridag, Presidential Day.
På mange T-shirts står der: Not our president. Selected but not choosen. Jo, der er en stor opinion mod hans måde at udfylde jobbet på-
Jeg blev nu en af de ca 8000 daglige besøgende. Jeg kunne ikke få en tur til veteranpris, men alderen gav mig en seniorbillet til 10$.
Busserne kører ca hvert 20. minut, og der er syv stop undervejs, hvor man kan stå af.
Allerede ved indgangen kan man jo notere sig mængden af gravsten vejen rundt. De fleste gravsteder er i standardiseret størrelse, i marmor og med inskription. Nogle gravsten er dog større, og det er enten fordi det er et familiegravsted eller fordi stenen har flere samtidige ofre, f.eks. ved flystyrt.
Der udføres ca 20 begravelser om dagen, men da det er fridag i dag, er der ingen begravelser og dermed uhindret adgang til alle stoppestederne.
Første stop er præsident J.F.Kennedys enkle familiegravsted, hvor Jaqueline og to børn ligger. Han er i øvrigt den ene af de to præsidenter, der er begravet her. Den anden er William Howard Taft. Her brænder en evig flamme, og herfra er der en flot udsigt ind over Washington DC. Billederne fortæller deres enkle sprog om mængden af gravsten og nogle udvalgte mindesmærker.
Med mere held end forstand når jeg til Memorial Amphitheater, bygget af hvid marmor – og på bagsiden findes den udkendte soldats grav. Den bevogtes døgnet rundt og året rundt af et vagthold, som skifter vagt hver time.
Jeg er der 11:55 og får en god ståplads – siddepladserne er faktisk optaget.  Der er mange hundrede mennesker, stille og/eller meget lavttalende.
Da uret slå 12 kommer der først en soldat og kort tid efter en lille, kvindelig 'mastersergent' med en stemme, der ville gøre enhver rejekælling misundelig. Hun giver lige forsamlingen et par borgerlige ord om at holde kæft og i øvrigt rejse sig op i respekt for vagtskiftet.
Og så starter ceremonien. Jeg har set mange vagtskifter rundt omkring i verden med forskellige tåbelige gangarter. Denne var ikke så markant, men nærmest bøsseagtig som en kvinde på catwalk. Ellers blev tiltrædendes gamle gevær ceremonielt grundigt undersøgt af 'mastesergeanten'. Jeg stod, så jeg kunne videofilme det hele, men jo kun med mit lille kamera, og jeg kan se, at jeg ikke har formået at holde apparatet helt stille.
Arlington House har en lang historie som gods i en slaveplantage, hvor de huggede træ til bygninger og brænde, men det er en længere, men ikke uinteressant historie, som kan læses i folderen.
Det gælder også USS Maine, som blev sprængt i Havanna, og som jeg hørte om da jeg var der, og som betød meget på en anden måde på Cuba.

Kirkegården enorm stor, opdelt i sektioner og med navngivne stier, men her var det rart at blive sat af ved de steder, hvor der var noget at se.
Atter blev der vandret en del, og til sidst måtte de, der gerne ville se det ikoniske monument for Marinesoldaterne erobring af Iwo Jima uden for kirkegårdsmuren. Og det er flot. Soldaterne er vel tre gange størrelse, og det er et rigtigt flag, der vejer fra den standard, de sætter i jorden.
Sjovt nok så jeg forleden, at den bageste man er indianer – ikke at man kan se det, men alligevel er der nogle ting man ser, læser og hører, som binder tingene sammen.
Arlington Metrostationen var stadig lukket, så jeg vandrede pænt tilbage, og fandt som i går en bænk undervejs, hvor jeg kunne hvile undersåtterne.

Da klokken var 16 passede det med, at jeg var nået til Elephant & Casle og kunne få min Guiness siddende udenfor, og ja, så kunne jeg ligeså godt spise aftensmaden her. Der blev en gang indisk, god stærk ret, så nu behøver jeg ikke lede efter en indisk restaurant (jeg har faktisk heller ikke set nogen de mange kilometer, jeg har gået).
På et tidspunkt kom der et svensk par, som kom til at sidde ved siden af mit bord, og det udviklede sig til en hyggelig udveksling af erfaringer og oplevelser. Han arbejdede for Astra Zeneca, og de skulle videre til Gettysburg, hvor firmaet har en fabrik. Bortset fra tjenere er det sjovt nok de eneste, jeg har talt med. Man plejer ellers altid at komme i snak med nogen.

2017-02-21 11-10-10_IMG_2657


Georgetown og amerikansk historie (21.02.2017)
Dagens første gerning kl. 06:15 var at gå på nettet for at se, om der var billetter til African American History Museum. Ca. 06:40 fik jeg mulighed for at få en mail, hvis der dukkede en billet op til kl.13. Og hvad så?
Jeg havde bestemt mig for at tage til Georgetown, som er et gammelt område, hvor folk bor.
Der var faktisk ikke langt, så efter Washington Cirkle efter en halv times tid ændrede bybilledet sig totalt. Nu var det 'gammeldags' huse i to – måske tre etager. Ingen beton og glas. Meget charmerende med masser af små forretninger og etniske restauranter fra Indien, Mexico med flere.
Alle de firkantede bygninger fra 1930'erne, som jeg er gået mellem hele ugen i centrum, er dejligt fraværende.

Da jeg var nået til 'The old stonehouse' fra 1765 var der ikke mange deciderede seværdigheder tilbage bortset fra Georgetown Waterfront Park. Den ligger lige ned til Pontomac River og her er alt det gamle erstattet af nye bygninger med lejligheder og restauranter og udendørs spisesteder i mængder. Selv om vejret var godt, var det for tidligt til at se den store aktivitet.
Der har løbet et gammelt vandløb med sluser gennem området, og det er man ved at totalrenovere, så det skal nok blive flot.

Jeg havde jo stadigvæk håbet om en billet til African American History Museum, og hvis jeg skulle udskrive en billet, skulle jeg tilbage til hotellet.
Der var jeg ca.11:30 – men ingen besked.

Jeg fortsatte så, og besluttede mig for Museum of American History, som jeg ikke har set før. Jeg checkede, inden jeg gik ind på museet, om der var nyt. Og det var der ikke.

Det er altid morsomt med at blive konfronteret med sine forventninger. Jeg havde forestillet mig masser af vanskeligt læsbare dokumenter og genstande uden relevans til en almindelig danskers historiske overblik. Jeg blev positivt overrasket.
Jeg gik ind i museet ca 12 og forlod det ca 17 uden at have kedet mig et øjeblik.

Museet er en moderne bygning på fire etager, hvoraf de to øverste etager afventer halvdelen at blive fyldt ud i 2018.
Og hvad oplevede jeg så?  Generelt er det omfattende og professionelt opsatte udstill,inger med genstande og tekster, film, der skal aktiveres, og film, der kører i loop.
I stueplan var der fokus på transport, elektricitet og hvad det førte med sig af maskiner og produktionsudstyr. Det var næsten som et teknisk museum, som det man finder i Horsens. Noget af det jeg bemærkede var, at man allerede før år 1900 havde den pæreindfatning, som er den, vi bruger i dag. Det er da standardisering.
Der var også en mere diffus – synes jeg – udstilling og madvarer, køkken, fødevareproduktion mm, men så kan man jo gå en etage op.
Her var en flot udstilling om 'The Starbangled Banner' i dets forskellige versioner og en storladen film. Det er noget med amerikansk tilgang til nationalfølelsen, som  rækker langt ud over en dansk kanon.

På etagen er desuden en fortræffelig gennemgang af amerikansk historie -  der som bekendt ikke starter i stenalderen eller indianerkulturen, men i 1776.
Mange navne er man begyndt at få styr på, fordi man har set dem i andre sammenhænge i form af monumenter eller på andre museer.
Her er 'the civil war', opstanden mod englænderne (det var de engelske immigranter), borgerkrigen. Ja, det er faktisk ikke til at rumme, men når man går gennem udstillingen, giver det god mening.

Denne etage rummer også en afdeling om et andet mørkt kapitel i den amerikanske historie. Efter Pearl Harbour internerede man titusindvis at amerikanske medborger med japansk afstamning i lejre rundt omkring i landet. Der var dog også amerikanere af japansk afstamning, der indrullerede sig i de amerikanske værn. Det var først i 1988, man fik juridisk grundlag for, at det var imod forfatningen, og at de skulle have kompensation. Da var mange blevet omkring 100 år. Men der er ikke skudt noget under tæppet: det er dokumenteret med genstande og dokumenter.

Interessant nok er der en stor afdeling om African American History, som egentlig er en forløber for det nye museum. Her var væsentlige dele af afro-amerikanernes historie med de nuancer, som emnet nu kræver. Der er megen uretfærdighed og meget mod, og med tiden en accept af deres deltagelse f.eks. i de væbnede styrker på lige vilkår.

Vi bliver i det heroiske, når vi stiger en etage op. Her er 'Price of Freedom', som er om alle de krige, amerikanerne har udkæmpet fra 1756 og til 2014.
Illustreret med masser af billeder, film og genstande. Den første tid fylder egentlig meget, men der er også krigen med Mexico, da de tog Texas (stor tryner lille), ikke så meget om 1.verdenskrig, men en del om 2.verdenskrig, krigen mod Japan og hele slaget om østen, og så de efterfølgende krige i Korea, Vietnam, 'Operation Ørkenstorm', Afghanistan og Iraq.
Der er ikke lagt skjul på, at det har kostet mange ofre både for indbyggerne i de pågældende lande, men også amerikanske soldaters liv.
En hel sal var helliget en kanonbåd fra 1776, som man gravede op i 1935, og som nu er restaureret og udstillet.

Der er jo ikke langt herfra til en udstilling om dem, der har fået medaljer for deres indsats – i live eller posthumt og ledsaget af en storladen film.

Og lige om hjørnet følger en omfattende udstilling om præsidentskabet. Det er bredt fortolket, idet der også er en hel udstilling om 'The First Lady' med deres store dress fra George Washington til Obama. Bestemt flot, og suppleret med en udstilling af det serveringsporcelæn, der har været brugt i Det hvide Hus gennem århundreder.
Men der er naturligvis også en afdeling med præsidenterne, deres indsatser, historiske genstande, deres hobby (f.eks. Clintons saxofon, Eisenhowers golfsæt), og ting fra Det hvide Hus i deres periode.
Det er ikke nemt at gengive 5 timers ophold her med en del spredning af emner, men det var bestemt besøget værd.
Ingen tvivl om, at amerikanerne prøver at finde deres historie – dog begrænset til tiden efter unionstiden. Det, der lå før, var bare vilde og 'wilderness'.

Elephant & Casle ligger 10 minutter herfra, så der var ikke langt til dagens Guiness efterfulgt af en gang 'shepherds pie'.

2017-02-22 13-03-57_IMG_2738


National Museum of Natural History - og lidt kunst (22.02.2017)
Et kik ud af vinduet så ikke truende ud. Der var tørvejr, og jeg tog chancen at tage at sted blot med med min fleece.
Så var tid en inde til 'National Museum of Natural History'.
Jeg har jo set det før, men man bliver alligevel klogere med fine oplevelse. Dinosaurerne er pt. pakket ned for at genopstå i 2018 i en ny udstilling.

Det er meget omfattende med levende eksemplarer, scenarier, plancher og film. Jeg var genmen det hele. Denne gang brugte jeg mest tid  på  afdelingen med insekter, men så  var der jo ædelsten, mineraler, sten lige til hjembragte sten fra månen og meget andet. Jo, naturen er mangfoldig.
Frivillige står på udvalgte steder parate til at forklare eller konkret vise interessante ting, som f.eks. den ældre kvinde med en stor tarantel-edderkop i hånden. Den vækker opmærksomhed. De havdeogså et specielt drivhus, hvor sommerfuglene kunne more sig, og jeg genså nogle af de store, flotte, jeg så i Indokina.

Det, der gør museet spændende er, at der vises alle aspekter af dyrene, deres specifikke udvikling, specielle ting, som man ikke kan se med det blotte øje, skeletter og meget, meget mere. Man får heller ikke en bedre forklaring og demonstration af udviklingen af den menneskelige race end her.

Der var en midlertidig udstilling af fotografier, der har vundet i årets konkurrence om de bedste fotos – et samarbejde med National Geographic Magazine-

Det tog ca fire tiner, og så var der lige tid til at bruge lidt tid på kunstmuseet The National Gallery of Art. Det blev et kort besøg, men med nogle  gode oplevelser af Rembrandt, van Dyck, Rodin og Degas. Museet er enormt, så kunne man konsumere alt, ville det jo  være ideelt. Det kan jeg ikke.

Sidste aften i byen blev atter ¨'Elephant & Casle' med den unikke stemning og gode mad.
På vejen hjem oplevede jeg en demonstration mod en tilbagerulning af accepten af transseksuelle i High School og universiteter-

Ude godt – hjemme bedst (23.2.2017)
Man kan jo godt diskutere det gamle udsagn i overskriften, når man vågner op til en skyfri himmel og noget over 20 grader, og en mail fra min onkel taler om tæt snefald og temperatur på 0 grader. Trods det har jeg nu pakket min tunge skindjakke i kufferten, så jeg ikke skal slæbe rundt på den.
Efter badet og morgenmaden gik jeg op i hotellets 'lounge' og printede mit boardingkort ud med samme sæde som på udturen.
Så skal man bare have det hele pakket sammen og checket ud kl.10. Selv det er nu fuldautomatiseret: ved hjælp af dit nøglekort får du vist din regning. Den kan accepteres påskærmen, og den kan printes eller sendes til den emailadresse, du angiver.

Rundt om hjørnet, ned på perronen, og fire minutter efter kommer toget. Det tager ca tre kvarter, efterfulgt af ca ½ time i shuttlebussen.
Lidt i 12 er jeg så i lufthavnen, finder indcheckningen, som ikke er åbnet endnu, men der er da en restaurant, hvor jeg kan sidde med pc’en, til den forventes at åbne  1:30.
Det blev nu lidt senere. Her er ikke selvbetjening, men det gik hurtigt og nemt. Også security var uden problemer. Her bruger de personscanner, som lukker sig omkring en, så de kan se alt: papir, lommetørklæder osv.

Jeg brugte ventetiden på at rydde op i mails, jeg havde ladet ligge. Der var strømstik og opladerstik i stort omfang.

Jeg forespurgte, om jeg kunne blive opgraderet. I første omgang beholdt jeg den plads, jeg havde booket, men så blev jeg kaldt op, for der var kommet en afbestilling på en gang-sæde i ‘Plus’-klassen.
Den fik jeg for mine bonuspoint, og det var ikke dårligt: først og fremmest meget mere benplads, bredere og bedre sæde, gratis drikkevarer (som man betaler for i økonomiklassen), flere retter at vælge imellem.

Landede i Kastrup kl.7:05, og var hjemme ca.9, hvor jeg måtte starte med at skovle den sne, som var kommet aftnen før.

Alt i alt et godt gensyn med Washington og ophold i uventet godt og varmt vejr.