Waltzing Mathilda 25.1 -16.2.2018

Vintermånederne bryder jeg mig ikke om, så jeg vil hellere tilbringe tiden under lidt varmere himmelstrøg.
Dertil kommer, at det godt må være fjerne rejsemål, for hvem ved, hvor længe jeg magter at tage de lange flyveture.

Myramar var på planen, men blev slettet, da der blev uroligheder der.
Godtnok besøgte vi Sidney i forbindelse med vores New Zealandstur, men da ville Ulla hjem, så det blev ved det.
Australien var derfor et godt emne, og Albatros kunne stille med en rundrejse, som dækkede ganske meget, så det blev rejsemålet.

Vi er 21 på holdet, og jeg er den eneste single. I øvrigt er det rejsevante mennesker, som kommer til aftalte tider, og som er meget gode til at tale sammen.
Rejselederen Jonatan er herboende dansker.

Billeder kan ses her

http://jrishoej.jalbum.net/Waltzing%20Mathilda/

Sammenfatning

Naturen

Australien er jo ikke bare en nation, men også et kontinent. Det betyder store afstande og store klimatiske forskelle, fra det kølige Tasmanien til heden i det røde centrum ved Uluru (Ayers Rock).

Vejrmæssigt har vi været utroligt heldige med meget blå himmel og klart vejr, som har været usædvanligt for de steder, vi har været. Generelt har der været varmebølge med mellem 30 og 40 grader, og solcreme faktor 50 er nødvendigt, hvis man ikke skal komme til at ligne en kogt krebs.

De 30 grader er til at håndtere, men 40 grader er meget varmt. Under alle omstændigheder skal der drikkes meget vand, ca 1 liter pr kilometer. Heldigvis kan man tappe vand fra hanerne, og på turen omkring Uluru, havde bussen en stor vandbeholder med isvand, der kunne tappes fra.

Generelt er meget af landskabet meget store vidder. Totalt flade strækninger så langt øjet rækker, men vi har også kørt i bjerge, mange kilometer langs fyrretræsplantager, vinmarker, frugtplantager eller sukkerør.

Der er meget skov med høje eukalyptustræer. Det er et hårført træ, som findes i mange arter, og som kan blive op til 70 m høje.

Vi har set tæt mangrove, meksikanske regntræer, afrikanske flammetræer og mange andre træer, med eller uden blomster og frugter.

Det er almindeligt, at der er en bræmme af træer og buske mellem vejen og markerne, så det er ikke altid nemt at få taget billeder af landskabet.

Sydpå prikkes store arealer med tusindvis af får, mens det længere nordpå er køerne, der er i flertal.

Og så er der enorme områder som bare ligger hen.

De dyrkede områder har ofte plantet læhegn af træer, i skel eller ude på arealet.

Og så er der alt vandet. Langs kysten, som f.eks. Great Ocean Road, med masser af udsigtsplatforme og spændende sandstens klipper. Bugte, strande og mange adgangsveje med plads til at parkere. Vandet er blåt med skum på bølgerne, og ved fralandsvind er der flere steder, der er paradis for surfere.

Turister er der i mængder. Det er ikke mindst asiater, der præger billedet, men også mange tyske og hollandske turister - ja, selv en svensker traf vi i kløften ved Axx. Der rejses med mobilhome, med selskaber i busser, som naturligvis trænges på de samme rejsemål og på omtrent samme tidspunkter, og man kan således komme til at følges med en helt anden gruppe helt ind på samme hotel.

Byerne

Turen har jo bragt os til meget forskellige byer af forskellig størrelse. Fælles for dem er, at de er planlagt grønne, så der er plads til træer i gadebilledet, grønne pletter og parker i et omfang, som man kun kan misunde.

Historien har gjort, at der er et stærkt islæt af engelsk arkitektur fra omkring århundredskiftet 1900, og heldigvis ser det ud som om man holder bygningerne i hævd, indeklemt mellem nyere bygninger eller genanvendt til andre formål.

Ikke mindst blev jeg imponeret af de mange beboelseshuse, der var forsynet med støbejerns søjler og gelændere, som fik tankerne til at flyve til New Orleans gamle kvarter.

Solen er stærk, og hvis ikke der er træer til at skygge, er det almindeligt, at der er en overdækning over fortovet foran forretningerne.

Af storbyerne gjorde Melbourne størst indtryk. Antallet af parker som ligger som en ring uden om centrum er imponerende, og de bliver brugt til picknic, motion osv.

Men forretningskvarteret er også anderledes. Der er rigtig mange højhuse, men her er der ikke to, der ligner hinanden. Arkitekterne har virkelig leget med konstruktion og udtryk i form og farve, så det ikke bare er glas og stål.

Australiernes interesse for sport – ikke mindst cricket – afspejler sig i masser at sportspladser og store sportsanlæg. Jeg synes ikke, jeg så helt så mange motionsløbere som sidst, men naturligvis var de der, trods varmen og i alle aldre. Det skrev jeg, inden vi kom til Cairns, hvor vi fra hotellet havde udsigt til et grønt område, hvor der både blev løbet og gjort holdgymnastik.

Flere byer har sporvogne, nogle steder genindført, nogle steder med gratis transport i centrum. Afstandene opfordrer til togdrift, og de godstog vi så, trak rigtig mange vogne.
Lastbiltrafik er der også meget af med store og lange trailere, hægtet sammen med 2-4 anhængere, så det er nogle lange vogntog.

Husene i villakvartererne ligger meget tæt, så tæt, at man dårligt kan gå rundt om huset, som fylder næsten hele grunden. De gamle huse er ikke meget store og ofte bygget af træ, mens de nyere er blevet større og ofte af teglsten og med teglsten.

I Cairns er der flere orkaner og skybrud, så her anvender man ofte metalplader som tag, for ikke at få teglsten i hovedet, og her er ingen tagrender, da de alligevel ikke kan tage de store regnmængder.

Det er dyrt at købe hus. Huspriserne omkring de store byer ligger hurtigt på $ 1 mio, og ligger huset med udsigt -  ofte bygget i to etager - ja, så stiger prisen betydeligt.

Med alt den sol, ser man rigtig mange med solcellepaneler. Solceller anvendes også til gadebelysning, trafikinformation mm, men er efter Jonatans udsagn primært investeringer, som private foretager.
Der er også masser af vind og plads til at sætte vindmøller op, hvor der ingen naboer er. Det ser vi flere steder, men ikke i forventet omfang, og det siges, at der fortsat satses en del på kul.
Der sendes tusindvis af tons kul til Japan, ligesom der er et stort salg af mineraler til Kina. Vi har dog ikke været i områder, hvor vi har set de store åbne miner.

Folk er tålmodige og meget høflige – og ligner man en, der har brug for hjælp, kommer der straks assistance. Sproget er til at forstå, selv om det har en australsk accent, og man har flere specielle udtryk som f.eks. aussie for australier, breakie for morgenmad osv.. Og så er de glade for forkortelser på alt muligt, noget man ikke mindst opdager ved at se på tv-nyhederne.

Trafikken

Bilparken er ikke overraskende ny, og mange bilmærker er repræsenteret. Australiens eneste bilfabrik, Holden med et løvehoved (?) som mærke, blev nedlagt i Geelong for få år siden, ligesom samlefabrikken for Ford er væk.

Der køres ualmindeligt hensynsfuldt i forhold til danske forhold. Man er forudseende mht evt forhindringer, hjælper hinanden. Cyklisterne har flere steder cykelstier, men er klemt af biltrafikken. Ofte er der afmærket en parkeringslinie ind mod kantstenen, hvorpå man så har tilføjet en afmærket cykelsti inden bilerne. Men det er ikke vildt mange cyklister man ser. Bycykler findes dog i de store byer.

Fodgængerne er ikke jaget folk, men bilisterne stopper op, når blot man gør mine af at ville passere gaden. Alle lysregulerede kryds (i de større byer) har signalstyring for fodgængere.

På motorveje og landeveje trækkes der til venstre, og tilsyneladende overholdes hastighedsbestemmelserne, så der er ikke mange overhalinger.

Man får ikke meget for pengene her. Det er dyrt at spise, alkohol som købes i specielle 'Bottle Shop' er særdeles dyrt, både vin og spiritus. På restaurant koster en øl eller et glas vin $8-9 (50 – 60 dkr).

Historien

Man kommer ikke uden om historien set fra et europæisk indfaldsvinkel, når man finder et helt nyt område på verdenskortet.
Mange har været på vej: franskmænd, hollændere, portugisere, men mange landede steder, hvor de ikke kunne se meningen med at kolonisere. Det var vildmark, forkert klima osv.
Derfor bliver det så Captain James Cooks landgang ved Sydney, hvor han sætter det engelske flag, der bliver afgørende.

Hidtil havde England sendt uønskede elementer til Amerika, men efter borgerkrigen kunne man godt bruge et nyt sted, og det blev så Australien. Det var naturligvis englændere, men også en del irere, hvis navne stadig går igen mange steder. Vi så i Tasmanien eksemplet på organiseringen og brutaliteten i Port Arthur, og South Australia er den eneste delstat, der kan prale af ikke at have haft straffefanger.

Derudover går navnene på Flinders, der konstaterede, at man kunne sejle rundt om kontinentet og XXX, som kortlagde vejen til nordkysten, igen i historiebøgerne og på utallige statuer.
Og godt nok opdagede de sejlende nationer Australien, men kontinentet var jo befolket - måtte man jo konstatere.

Aboriginerne var nomadefolk og der var rigtig mange 'folk' eller 'lande' (vi ville kalde det stammer) med hver sit sprog og som levede op ad hinanden uden at blande sig.
Det betød ikke, at man ikke kunne slås med boomerang, spyd og køller, som ellers blev brugt til jagt og smalle skjolde, men kulturelt havde hver sine historier. Somme tider bredte de sig over flere folk, men man fortalte altid kun ens eget folks del af historien.

Kulturen er enestående i sin tankegang, som vores buschaufør ved Uluru levendegjorde med sine historier og legender:
Aboroginerne tror på en skabelsestid, Tjurkurpa eller 'dreamtime', hvor alting blev skabt – mennesker og dyr – men med menneskelige træk. I legenderne kan personer blive til dyr eller omvendt. Det er fortid, nutid og fremtid for aboriginerne.
Deres forfædre skabte naturen og kunne kæmpe, elske, hade osv. Deres forfædre lavede lovene, og lærte, hvordan man skal opføre sig og leve sammen.
Disse mærkelige væsner forlod jorden og satte sig tit et tegn som klippe eller træ, som dermed blev helligt.

Nomadelivet og klimaet har gjort, at ikke meget af den oprindelige kunst har overlevet. Malerier og kropsbemaling blev lavet til begivenheden.
Men noget findes dog udhugget i klipperne eller malet og beskyttet i huler.
Farverne var naturens: okker, kul, osv som blev knust og blandet med væsker fra planter eller blod. Tegningerne blev påført med fingrene, evt. en pensel af tygget kvist, eller en sten. Endelig er der tegninger i sand, som kan fortælle hele historier, og som har fælles tegn, en sø f.eks. et antal ringe, som når man kaster en sten i en vandpyt. Faktisk anvendte vores buschaffør den teknik, når hun fortalte, og det gav mening at se hisorien udvikle sig som tegning. Men igen her skal tegningen kun eksistere i øjeblikket, og derefter fjernes. Reelt er det kun den, der har lavet malingen, der kender den dybere baggrund for de anvendte symboler.

Kropsmaling hører ceremonierne til. Man starter i god tid, og der synges for at hidkalde de gode ånder. Farverne er de samme rundelementer, og figurerne har hver deres symbolske betydning.
Samme motivkreds anvendes på deres genstande: boomerranger, skjolde mm, sådan som vi så det i museernes samlinger.
Prikmaling er den man ser mest gengivet på malerier og alle de souvenirs, man kan købe.

Legenderne krydres med henvisning til tegn i naturen: et klippe, der ligner et eller andet (f.eks. et slangehoved, en sprække i klippen eller lignende).

Nomadelivet indebærer, at man ikke samler til forråd. Derfor tæller de 'en, to, mange’ for man har jo kun to hænder at bære med.
Man går ikke på jagt for sportens skyld, men for at få mad, og man dræber ikke mere, end man har brug for. Tilsvarende plukker og hugger man ikke mere af naturen, end man står og har brug for, og på den måde er der et fint samliv mellem mennesker og natur.

De hvide herskere gjorde, hvad de kunne for at udrydde dem, fratage dem deres jord osv, og det er først i 1972 (?), man anerkender dem som minoritet (!) og de får deres eget flag-

25.- 26.01.2018 Rejsedage

Rejsedagen oprandt torsdag d.25, hvor jeg tog bus, S-tog og Metro til lufthavnen.
Det store ombygningsprojekt gjorde, at man måtte gå udendørs til terminal 2. Alt var checket ind på maskine uden problemer.
Sikkerhedskontrollen var også effektiv, og senere fik jeg fik prøvet selvbetjeningspaskontrollen. Også den virkede, så nu kan man vælge flere køer.
Egentlig ville jeg have prøvet, om mit nye Mastercard kunne give adgang til SAS-loungen, som ligger ved terminal 3, og jeg tænkte ikke på, at det jo er i den fælles toldfri zone, så det må prøves en anden gang.

Singapore Airlines stillede med et Boeing 777-300ER fly, som nyligt var opgraderet. Jeg havde fået vinduesplads på turen til Singapore, og der er faktisk rimelig benplads i den version.
Der var den sædvanlige gode betjening, underholdningssystemet var også opgraderet, og der var et godt udvalg.
Jeg fik læst et medbragt nummer af 'Time', og sad ellers med 3-årige Laurits og hans far. Behageligt selskab fra det jyske på vej til Sidney og fem uger i New Zealand.
Der var noget turbulens, da vi nærmede os Singapore, men ellers en fin tur.

Afgangen til Melbourne var heldigvis fra samme terminal. Der var dog tre timer til vi kunne gå gennem sikkerhedskontrollen, men de går jo også.

Atter stod der en nyrenoveret Boeing 777-300ER til rådighed, men nu var det absolut bageste række i midten. Bortset fra at der er meget motorstøj langt tilbage i flyet, var jo kun 5 timer, hvoraf en del dog var med kraftig turbulens.

Efter at have flyttet os 18.000 km over 10 tidszoner, nåede vi Melbourne ved 22-tiden – varmt med lidt støvregn. Det var deres nationaldag, men vi kom for sent til festfyrværkeriet.

Hotellet er Bayview, hvad det sikkert har fra andre verdenshjørner end mit værelse, som vender mod en stor kontorbygning. Men værelset er fortrinligt, og ved midnatstid stillede jeg vækkeuret til kl.7.

27.01.2018 Melbourne

Vi lægger ud med en byrundtur i bus.
Det er ikke nogen stor bus, og de kører rundt med en lukket trailer til kufferter (hvis det skal bruges). Det betyder også, at det kan være vanskeligt at parkere under byturen, så byen må i høj grad beses og forklares fra bussen.

Jeg har bestemt mig for, i højere grad at bruge videokameraet, hvilket dog har den bagdel, at flowet af stillbilleder bliver uensartet, indtil jeg kan klippe lidt i videoen.
Chaufføren vil gerne tage os en tur omkring den lille sø tæt ved hotellet, dels fordi det giver anledning til at tale om australiernes sportsinteresse med mange flotte faciliteter, dels fordi vejen omkring søen bruges til at køre formel-1-løb, og de var i fuld gang med at opsætte tilskuerpladser til løbet i marts.

Søen bruges også til rosport, og der er sorte svaner og blishøns, som indgår i billedet ind mod Melbournes skyline..

Turens forløb er snørklet, men lige nu skal jeg have fat i billeder og kort, for at kunne berette om turen. Det må komme senere.

Da turen var forbi, blev de der ønskede det sat af ved Victoria Market (alle stod af), og så var det op til hver enkelt at beslutte sine aktiviteter.
Jeg gik først på det store marked, som ikke bare er fødevarer, men også kan betjene turister med hvad som helst. Jeg koncentrerede mig om fisk, kød og delikatesser. Det så helt fantastisk ud.

Så gik turen mod Melbourne Museum. Løradg var det, jeg var pensionist, så jeg slap for at betale de 15 $. Helt moderne museum med mange spændende samlinger og udstillinger. Det vender jeg også tilbage til.

Ved siden af museet ligger Royal Exhibition Hall, hvor der var udstilling af veteranbiler - som dog også kunne være fornyet med uoriginale ting, f.eks. motorer. Jeg så kun de biler, som var udstillet på et afspærret område.

Jeg havde besluttet mig for at gå tilbage til hotellet. Vandringen førte mig gennem delvist kendt land, men udvidet med Chinatown, og bedre billeder suppleret med nye, end dem jeg havde taget fra bussen.
Det blev en lang tur hjem i varmen (35 grader), men de ca 4 km gennemførte jeg med bænkbesøg og ½ liter vand på 1 time og 50 minutter. Men så kunne jeg også vrides, og måtte i bad og skifte tøj, inden vi tog til fællesspisning på en fiskerestaurant på det yderste af en mole. (pingviner, taxi).

Maden var god, udsigten og solnedgangen flot.
Jeg var hjemme ved 23-tiden, hvor der skulle pakkes til morgendagen, og hvor Microsoft ønskede at opdatere pc'en. Det tog uventede 1½ time, så jeg kom bagud med det, jeg havde planlagt at lave.

28.01.2018 Hobart (Tasmanien)

Problemfri tur til lufthavnen og check-in på Virgin Australias Boeing 737-800.

Det er skyfrit solskinsvejr og ved 12-tiden efter en times flyvning, når vi Hobart.

Nu har vi fået en større bus til de næste par dage, og der gøres ophold ved et lille sted med 'fish & chips'. Jeg bliver dog i bussen, da jeg ikke føler sult endnu.

Vi kører mod Hobart, og får det første overblik over byen fra en højtliggende p-plads, Rosny, og hvor buschaufføren introducerer os til byen. (Brohistorien).
Han beslutter at fortsætte med opstigningen til Mt. Wellington (1271 m), fordi i den højde flytter temperaturen sig fra 35 til 20.
Vejen derop er bygget over et par år med hakke og skovl i 1934-37, og den bliver smallere og smallere, jo længere man kommer op, og et par gange må bussen fortsætte for at vende og komme videre af den rigtige rute. Ved passage af biler – og dem er der en del af – må man helt uden for asfalten og lirke sig frem.
Området er fyldt med høje slanke eukalyptustræer, som dog bliver mindre efterhånden, som vi kommer op i højderne. De højestbeliggende har rødderne plantet i en ørken af store sten.

Vel oppe åbenbarer der sig endnu en flot udsigt over hele området, og vi er heldige at have sjældent godt vejr. Chaufføren havde ikke set så godt vejr meget længe.

Det tager jo ikke lang tid at nyde den kølige luft og udsigten, så efter en halv times tid, går det nedad igen, og denne gang igennem byen, hvor de enkelt bygninger får et ord med på vejen, fiskerihavnen ligger mellem to pier med restauranter.

Husene er mest træhuse, i de fine kvarterer sindssygt dyre, og de ligger tæt op ad bjergskråningerne.

Efter prinsesse Mary er kommet til Danmark, er hun blevet en del af den danske turisme, på den fuldstændig tomme måde, at man kører forbi den vej, hun boede på, hendes skole og universitet, hvor hun gik. Ak, ak.

Det har atter været en varm dag, så et bad er påkrævet, efter vi er checket ind på Travellodge Hotel.

Jeg ender op nede ved havnen og finder en plads på en fiskerestaurant, og ved 21-tiden er jeg tilbage og kan så se, om jeg ikke som lovet kan få noget sendt af sted i dag.

29.01.2018 Fort Arthur og 'den tasmanske djævel'

Vi vågner op til en overskyet dag. Vi skal køre mod Fort Arthur kl.8 med pakket kuffert. Det er 1½ times kørsel, fordi man først skal et stykke nordpå, for derefter at køre mod syd på den halvø, hvor Fort Arthur ligger.
Bortset fra det er det en smuk tur, hvor det går op og ned i de lave bjerge, og vejen bugter sig, som bjergveje skal. Der er store vider med græs og enkeltstående træer – evt. læhegn, og der er rigtig meget skov. Tæt skov sine steder, og andre steder mærket af tidligere skovbrande.
Der synes ikke at være meget opdyrket, men der er mange køer og endnu flere får.

Der er den ene bugt efter hinanden, og endelig når man til den smalle dæmning, som var eneste vej til Fort Arthur.
Nu kan det så afsløres, at stedet var et fængsel, og at den smalle dæmning blev bevogtet af så mange lænkehunde, at de kunne spærre hele vejen. Da fangerne gik med tunge fodlænker, gav det ingen mening at forsøge at svømme udenom.

Stedet blev oprettet i 1830 som et stort skibsværft: træ var der nok af, og med et par hundrede soldater, nogle skibsbyggere og andre håndværkere kunne man drive værftet billigt med forbrydere, som englænderne sejlede til dette øde sted.
Ideen var at opdrage fangerne til at blive bedre mennesker, og man sørgede også for opbyggelig og praktisk undervisning, så de på et tidspunkt kunne vende tilbage og få et job.
Intentionen var god nok, men vejen dertil var ikke en dans på roser.

Oprindelig havde man forestillet sig, at anstalten skulle være selvforsynende, men vilkårene for at dyrke f.eks. korn til mel, var væsentlig anderledes end i England: vejrliget var anderledes, varmere og tørrere, og det var andre arbejdsmåneder i Tasmanien.

De første fanger kom dertil i 1833, ikke mindst fra England og Irland, og der skulle blot et stjålet brød til for at gøre sig fortjent til rejsen til rehabiliseringscentret.

De sidste fanger kom 1853, hvorefter stedet blev anvendt til gamle og åndssvage (efter opholdet).
Det hele lukkede i 1867, hvorefter det forfaldt. Noget blev revet ned og solgt, eller gik til i skovbrande, og tilbage var et lille samfund, som gerne ville være historien foruden.

Imidlertid tiltrak stedets historie turister, og omkring 1920 fungerede området som et museum, hvor nogle af bygningerne fungerede som hoteller mm.
Med til stedets historie hører den tragiske hændelse 28.april 1996, da en mand skød og dræbte 35 mennesker med automatvåben rundt i området.

Der er et moderne 'visitor center' med et lille, men overbevisende udvalg af ting, som kan sætte hverdagen i relief. Man skal trække et spillekort, når man får sin billet, og det repræsenterer beretningen om en skæbne fra opholdet. Jeg trak klør dame, som viste sig at være kommandantens kone...

Der er en guidet tur på 40 minutter. Guiden er god og fortæller tydeligt om enkelte bygninger og fangernes forfærdelige forhold. For ikke at gøre beretningen for lang, vil jeg placere noget af stoffet sammen med billederne og i et særligt afsnit.

Jeg besøgte kommandørens bolig, som stod med en del af det gamle indhold, inkl. fadebur osv.
Størrelsen er ikke stor i betragtning af de funktioner, huset skulle tjene til. Det er en af de bygningern, hvor man kunne leje sig ind i 1920'erne.

Guards Tower ligger højt med overblik over området, og indkvarteringsbygningerne ligge bagved.
Man han egen vandforsyning, men vandet strømmede ikke så hurtigt, at det kunne drive vandtransporten, så de indsatte måtte betjene trædemøllen i utallige timer.
Ind i mellem er der haver og parker, hvor officererne og deres (få) hustruer kunne slappe af og nyde livet.

Særlig grumt var 'the separate prison', som var den yderste afstrafning. Man startede med den nihalede kat, som efter bare fem slag ville have revet huden op og fået blodet til at flyde. Besvimede offeret inden hele straffen var leveret, blev slagene genoptaget, når vedkommende var kommet til sig selv.
Hvis intet andet fik fangen til at ændre mening, gik turen til 'the separate prison', en rund bygning med et centrum, hvorfra man kunne overskue gangene. Cellerne var uden vinduer og lys, det var under straf forbudt at give lyd fra sig i tale eller fløjten. Man ændrede bevidst tiderne for serveringen af måltider, så den indsatte ikke kunne holde styr på tiden.
Mange endte psykologisk nedbrudte for ikke at sige åndssvage, men det havde man trods alt styr på, idet der var et 'hospital' og et 'asylum'.

Selve fængslet var startet som kornlager og kornmølle, og der var et bageri i den ene ende af bygningen. Men som sagt gik det ikke at dyrke egen korn. Bageriet blev, men den øvrige del af bygningen blev ombygget til celler. Denne bygning er den mest medtagne, man alligevel kan man godt fornemme tidsånden.
Der er en kirke, men den blev aldrig indviet, fordi der ikke var enighed mellem fangerne, om man kunne komme i en indviet kirke med en anden tro end ens egen.
Som erstatning blev der så indrettet et sted til bøn i fængslet, hvor der i øvrigt også var et stort bibliotek med fortrinsvis religiøse og moralske bøger. Man skulle jo opdrages!

Der er også nyere småbygninger af træ, f.eks. politistationen fra 1936.

Der indgik en kort sejltur til to små øer. Den ene det børnefængsel, den anden en begravelsesø, men da der ikke var nogen landgang, blev man jo ikke klogere, end man kunne læse sig til.

Der var endnu en times tid til udvælge sig nogle bygninger, bl.a. kommandant Booths hus.

Anstalten er på WHO's verdensarvsliste.

Derefter var der afgang til 'Unzoo', et ægtepars projekt gennem fyrre år for at få en sygdomsfri stamme af den 'tamilske djævel', som eller er hårdt ramt af en meget smitsom byldepest.
Derudover fodres kænguruer og fugle i naturhaven.
Vi ser en lille djævel blive fodret med et stykke kængurukød, og kænguruerne oplevede vi spise af hånden. Der var også vombat og store Barons gæs med grønne næb.

Det var spændende, men tog også nogen tid, fordi naturhaven er stor.

Som vi forlader stedet, begynder det at småregne, og regnen tager til, mens vi kører mod naturparken Freycinet. Skammeligt nok for det kunne have været e rigtig flot tur med lidt sol og blå himmel.

Der er mange småbjerge, der skal passeres ad snoede veje. Man kører gennem adskillige store skovstrækninger, men skyerne hænger helt ned til 300 m, så der er ikke meget at se.
De sidste mange kilometer skal vi køre på kystvejen langs havet øst for Tasmanien. Men det er gråt i gråt.

Vi skal bo på Freycinet Lodge, dvs i separate hytter spredt elegant i naturen.
Vi får vores nøgler, og kan begive os mod vores 'cabbin', mens kufferterne køres rundt på en truck.
Til min forbløffelse er der nogen, der har taget min hytte i brug. Jeg kan låse mig ind, se at der er udpakkede kufferter, men ingen mennesker, så jeg beslutter mig for at afvente leverancen af min kuffert.
Lidt panik afløses og hurtigt og professionel service: Man har fået givet mig et allerede benyttet logi og givet mig deres nøgle nr. 2. Får nøglen til den hytte jeg først var tiltænkt, og så var den ikke længere.

Værelserne var topmoderne -endog med jacussi - og jeg havde de bedste intentioner om at arbejde på beretningen.Jeg spiste aftensmaden sammen et par samt guiden, og det havde været en lang dag, da jeg nåede på værelset ved 21-tiden, fik pakket det nødvendige ud - og faldt hen til jeg vågnede en halv times tid efter og gik i seng.

Skaden var ikke så stor, da der alligevel ikke er wifi, så hytterne kan komme på internettet.

30.01.2018 Freycinet nationalpark og vinsmagning

Det har regnet hele natten og vejret er gråt og regnfuldt, da vi tager af sted for at få noget motion og samtidig nyde udsigten ned overWineglass Bay.

Fremme ved startpunktet for vandringen bliver der givet to alternativer: 1½ times vandring op og ned ad bjerget, eller en tur til Tourville fyrtårnet.

Jeg valgte sammen med seks andre fyrtårnsturen, primært fordi det stadig regnede og der ikke var megen udsigt i gennem regndisen. Vores buschauffør Nick havde tilbudt at køre os og tage vandringen sammen med os.

Turen gik ad nogle bræddebelagte stier fæstet til klippesiden. Udsigten var hæderlig, og der var masser af planter at se på, som f.eks. den blomstrende 'Smoky teatree'.
Men efterhånden som vi vandrede, holdt det op med at regne, og det klarede op, så naturen kunne komme til sin ret.

På grund af geografien skulle vi tilbage et langt stykke ad den samme vej. For at få tiden til at passe med at kombinere frokost og vinsmagning, fordrev vi noget tid med at gå på stranden ved Colesbay.
En rund bugt med bred sandstrand, hvor man kunne dyppe tæerne eller bare nyde udsigten (bl.a. til en lodge hvor overnatningsprisen er 1800$, dvs ca 9000 dkr  -  men så med egen kok osv).

Ved middagstid arriverede vi ved 'Devils Corner' (som vi havde passeret i går). Det er den største vingård i Tasmanien på 160 hektar.

Vinsmagningen omfatter fire vine, to hvide og to røde. Jeg havde forventet at få en engageret beretning om deres arbejde med vinen, men den var indskrænket til at fortælle, hvilken drue, der var anvendt, og selve serveringen var meget sparsommelig. Kvaliteten kan man altid diskutere.
Til gengæld var der i tilknytning til vineriet to madboder: en med pizzaer og en med fisk (jeg fik en rigtig god laksesalat).

Der er langt til vores overnatningsted, så der bliver dømt tisse- og 'strække-ben'-pause i en lille by Ross.
Umiddelbart ser den charmerende ud med gamle huse af kalkstenskvadrer eller træ. Men turen gennem hovedgaden var tankevækkende.
Der var et gammelt rådhus, hvor der udenfor var mindetavler - og en lille statue - for byens faldne i alle krigene.
Det store hotel var til salg, flere huse ligeledes, hvis de ikke var forladt og blev benyttet til udlejning med venlig selvbetjening. Bortset fra bageren var der et antal 'antikvitetehandlere' og nogle med lokalt fremstillede ting.
Det er svært at forestille sig, at byen har en fremtid foran sig.

Så manglede vi det sidste nøk af turen og ved 19-tiden kunne vi træde ind i hotel 'Grand Chancellor'. Launceston er en af Tasmaniens ældste byer fra det første årti i 1800. Det afspejles i ganske mange gamle huse, som er bevaret. Der er nu ca 75.000 indbyggere.

Jeg får en lang sludder med Jonatan, inden vi gå på værelserne.

31.01.2018 Farvel til Tasmanien og gensyn med Melbourne

Så er der atter australsk blå himmel med hvide skyer, omend temperaturen nu er faldet til ca 20 grader.
Jeg har faktisk pakket, så jeg kan gå en tur, inden vi skal køre kl.10.

Byparken ligger lige ved hotellet og var anbefalet, men den var lukket for offentligheden, fordi der skal være en festival kommende fredag. Derfor blev det i stedet til en runde i kvarteret.
Men det er en pæn by, og allerede da vi kørte igennem den i går aftes, kunne man se, at der var bevaret rigtig mange huse fra 1800-tallet – med udsmykning, altaner osv, og derudover flere velholdte fabriks- og lagerbygninger, hvoraf flere nu benyttes til  andre formål.
Nydeligt og charmerende, og rart at se, at man håndhæver historien i byen. Selv vores hotel fra 1989 er opført i gammel stil og interiør for at leve op til historien.

Vi skal først flyve herfra 14:50, så vi har meget tid, som rejselederen foreslår, vi skal bruge i en nærliggende kløft, hvor floden South Esk River løber. Den løber senere sammen med North Esk River, men det er en anden historie.
Turen ligger udenfor programmet, men vores meget servicemindede chauffør har tilbudt at køre os til kløften,Launcestons Cataract Gorge.

For østrigsfarere ville man sige, at man har set mere imponerende kløfter både med hensyn til kløftens bredde og fornemmelsen af brusende vand. Alligevel er denne besøget værd, og der er gode stier, hvor udsynet dog ofte spærres af træer og buske, men man får rørt sig op og ned.
Det mest imponerende er klippesiderne med deres klippeblokke.
Vi tilbragte ca 2 timer i området, så man virkelig kunne udforske det, og vejret var til det: køligt, blæsende, men med sol.

Således kunne vi tage afsked med Tasmanien med maner.
 

Det var atter Virgin Australia, der skulle flyve os tilbage til Melbourne (atter Boeing 737-800), hvor en bus ventede os.

Vi skal gennem byen midt i myldretiden, og selv om der er 4 eller 6 baner, så foregår det i 'stop & go', så de ca 20 km tager 1½ time.
Vi er tilbage til det tidligere hotel Bayview, og det gør det enklere at 'flytte ind'.

Jeg har opgivet at tage ind til centrum, og vil hellige mig at få gjort noget ved beretningen og billedteksterne, så jeg spiser godt i hotellets restaurant.

01.02.2018 The Great Ocean Road

Morgnen er flot, temperaturen næsten dansk sommer, og vækkeren lyder kl.6. Der skal pakkes kuffert og afgangen er sat til kl. 8.

Som sædvanligt er alle parat i god tid, så vi kommer af sted på minutten med ny bus og ny chauffør, som vi skal have de næste dage.
Vi skal jo af sted midt i morgenmyldretiden, men jo heldigvis ud ad byen, for det er fire stænger jern, som de siger i trafikradioen, på vej mod centrum.

Vi skal sydpå og derefter køre langs kysten mod vest hele dagen.
Efter nogen tid kommer vi til byen Geelong, som er en kedelig og meget lang industriby. Der kører passagertog her, så nogen må jo pendle på den måde.

Første stop på det der kaldes The Great Ocean Road er et surferparadis, Bell's Beach. Dog ikke i dag, hvor der er pålandsvind, og så holder bølgerne ikke så længe. Der er dog et par stykker, der forsøger sig.

Byen, hvor det hele ligesom begynder, hedder Torquay,

Vejen er på en gang en flot udsigtsvej, men også et slags minde om faldne fra 1.verdenskrig, idet den blev bygget af hjemvendte soldater, som dermed fik sig et job. Ganske vist med hakke, skovl og trillebør og gennem årene 1922 - 1932 (?), hvor det lykkedes at få lavet en 'hylde' hugget ud i bjergsiden. Således kører man rent faktisk på kanten meget tæt på vandet, og den snoede vej, der følger bjergsiderne, skal man ikke køre ud over, for der er stejlt og lang ned.
Vi kommer til porten, hvor man indviede vejen i sin tid, og så er det den rigtige 'Great Ocean Road'. Her er mindesmærke med at par arbejdere og et antal plaketter, som beretter historien.

Vi er fremme ved dagens slutmål, byen Warrnambool ved 19-tiden efter vi har beset en lang række udsigtspunkter og flotte naturfænomener bestående af havets og vejrligets bearbejdning af kalkstens- og sandtensklipperne, så der både er grotter, monolitter ude i vandet (bl.a. de berømte 12 apostle, som naturen dog har reduceret til 9).
Det er klart, at meget ligner hinanden - og dog. Det er flot at se havets brusen hen over havbunden, som her ikke er sand, men klippegrund, og hvert sving giver en ny udsigt.

Vi gjorde holdt et sted, hvor der er gode chancer for at se koalabjørne og papegøjer, og det holdt stik. Der var hele fire koalabjørne i fire forskellige træer. De sidder højt oppe i eukalyptustræerne, og bevæger sig ikke meget. Men jeg tror nok, jeg fik noget fornuftig video. Der var mængder af farverige papegøjer, som ikke lod sig genere af mennesker, måske nærmere tværtimod.

Der er frokost i en lille turistet by, Appollo Bay, men hvor der ellers ikke er meget at komme efter.

Turen derfra tager lige et sving ind i landet gennem et spændende landskab med meget specielle små, afrundede bakker på den ene side af vejen, og den sædvanlige tætte skov på den anden.

Fra vi forlader kystvejen kommer vi gennem landbrugsland, hvor fårene er afløst af køer, ja, rigtig mange, og flere steder er de ved at samles til aftenmalkning.

Ellers er det dominerende indtryk, at det er utroligt store og flade områder, som tilsyneladende bare ligger med græs. Læhegn er almindelige og pynter på landskabet, og der er næsten hele tiden bevoksning med træer og buske langs landevejen.

Motellet 'Mid City' er ok. Inden vi blev sat af, kørte vi lige en runde for at se på spisemuligheder. Det var ikke imponerende, for ikke at sige der var næsten ikke noget, så da jeg havde fået en god suppe til frokost, bestemte jeg mig for at lave et par kopper kaffe.

Vi bor jo i vores kuffert i den her periode, så der er ingen grund til at pakke andet ud, end det man skal bruge til sit toilette - og så opladning af diverse apparater.

I morgen forlader vi så staten Victoria for at køre ind i South Australia. Afgang 8:30.

02.02.2018 Endnu en naturdag

Vi starter i Warrnambool, hvor vi kører til Flagstaff Hill, hvor der dels er kakaduer, dels Krupp-kanoner fra 1.verdenskrig, som peger ned over et stort parkområde.
Lidt længere ude for vi fortællingen om, hvorledes man har reddet den mindste pingvinart fra udrydelse, ved at optræne to hyrdehunde til at passe på en koloni på en lille ø, så rævene ikke tager deres æg. Spændende historie, og atter spændende formationer i kalkklipperne.

Efter nogle få kilometer kommer vi frem til Tower Hill. Det er en udslukt vulkan, som nu er omdannet til naturreservat. I bunden på ca 6 km2 er der et par søer og desuden et spændende dyreliv. Vi tilbringer ca 2 timer med at vandre og fotografere koalaer, emuer, smukke blå gærdesmutter, slanger og en blåtunget lille øgle.
Vejret var let overskyet, så det var rigtig fint.

Nu havde vi brugt nogen tid i krateret, så frokosten blev besluttet indtaget i den næste lille historiske by, Fort Fairy. Der er ganske rigtigt en del gamle bygninger inkl. en gammel anglikansk kirke. Hovedgaden er hurtigt overset, men der er dog en del forretninger.

Efter besøget i kirken finder jeg pub'en 'The Stump', hvor jeg får en lille øl (med lokale forretningers annoncer på glasset). Der sidder et par ved baren, men det bliver aldrig nogen god konversation, da han ikke er helt let at forstå. Der er trods alt en del forkortelser og betegnelser, som ikke er fra den engelske ordbog.

Man kan slentre lidt rundt og imponeres af alleer af ældgamle grantræer og af den næsten ikke-eksisterende plads mellem husene. Alt er udnyttet, så der er ingen have, og garagen inddraget til bolig.

Vi skulle have spist frokost i Portland, som vi nu bare kører igennem, dog så vi får et indtryk af havnen og stemningen i byen.

På den videre fart passerer vi den første vindmøllepark i Australien (og senere nummer 2 ved Cape Bridgewater). Havet ligger knaldblåt og de sidste 50 meter ind til stranden kommer bølgerne med skum på toppen.

Nogle få kilometer defra er to seværdheder: den forstenede skov og 'blowholes'.
Den forstenede skov viser sig at være et falsum. Det er ikke forstenet træ, men med lidt god vilje og fantasi ser en del af erosionen ud som udhulede stammer og eroderede rødder. Men en  spændende oplevelse er det alligevel at se, hvad erosionen kan gøre.
Meget bedre gik det ikke ved 'blowholes'. Blowholes er det fænomen, der opstår når vulkanske lag eroderes til forskel fra den basalt, der også er i klipperne. Det betyder, at der opstår huller, hvor bølgerne presses igennem hullerne og dermed kommer til at ligne hvalblås. Om det var vinden eller tidevandet, der gjorde det, så var det ikke helt enkelt at skelne 'blåsen' fra bølgernes brænding mod klipperne.

Om det var for at trøste os vides ikke, men Jonatan hentede et par flasker boblevand, som vi drak på udsigtsplatformen, og chaufføren tog et gruppebillede.

Så var klokken ved at blive mange, og vi skal frem til Mount Gambier, hvor vi skal overnatte.

Det er stadig nogle enorme, flade arealer, der ligger hen, hvis ikke der er køer eller få på dem.
Mere forbløffende var det at køre 20-30 km gennem fyrretræsplantager. Disse fyrretræer bruges kun den halve tid til at blive modne til hugst. De står tæt, og man har maskiner til at 'studse' dem, så de ikke fylder for meget.
De står i store sektioner af jævnaldrende træer, og indimellem er der så store arealer, hvor alt er hugget ned

Vi passerer grænsen til South Australia, alt frugt er blevet fortæret i løbet af dagen, da det ikke må indføres. Det er dog selvkontrol at få evt. rester smidt i nogle beholdere de næste kilometer.
Urene stilles ½ time tilbage, da vi er kommet ind i en ny tidszone.

Inden vi bliver sat af ved motellet, runder vi lige et 'Sinkhole', et fænomen der opstår når limsten nedbrydes og til sidst kollapser i et stort hul. Her var det 'Umperstone sinkhole' (opkaldt efter en person), som er ganske dyb og fremstår som beplantet. Det er med bl.a. hortensia, vedbend mm, som ikke er possum'ens favoritspiser. Den havde tidligere spist, hvad der var blevet plantet.
Heldet var med os: der lå en possum på en klippehylde, så den blev fotograferet og krydset af på listen over forventede dyr.

Der er arrangeret fællesspisning, fordi der er flere kilometer ind til byen.

03.02.2018 Bustur uden højdepunkter

Solen skinner fra en skyfri himmel, da vi skal af sted.
I første omgang skal vi blot i byens udkant, hvor vi skal opleve The Blue Lake. Det er et vulkankrater, som udmærker sig ved at skifte farve to gange om året.

På dette tidspunkt er den safirblå. Man siger, at det skyldes partikler af kalciumbicarbonat, som dannes fra kalkstenene – og så måske lyset.
Vi går 2-3 km, da bussen ikke kan parkere hvor som helst, så morgenmaden falder på plads.
Søen er ca 70 m dyb, og er samtidig byens vandforsyning, hvilket naturligvis indebærer en risiko, da vandspejlet er sunket ca. 10 m over de sidste år.
Der er andre søer i området, ligesom man kan se andre vulkaner i horisonten.

Det blev dagens højdepunkt, da vi skal flyttes ca 450 km til hovedstaden i South Australia, Adelaide, og det giver ikke meget tid til svinkeærinder.

Men landskabet er værd at iagttage. Atter i dag kører vi mange kilometer langs store fyrretæsplantager i alle aldre.
I mellemtiden er vi kommet til delstatens vinområde, og her er vinmarker i et omfang, jeg aldrig har set tilsvarende, og den ene vingård afløser den anden.

Vinplanterne kan yde til de bliver ca 80 år. Nye planter skal bruge tre år, inden de bærer – og de nye planter plukkes ikke. Efter fem år kan druernes plukkes. Det sker med maskine, som ryster vinstokkene. Det er ligeledes maskiner, der beskærer dem.
For enden af rækkerne er ofte plantet roser: får de utøj, er der grund til at være på vagt.

Et meget langt stykke følges landevejen med jernbanen og en rørledning, der fører vand fra Murray-floden til det tørre indland.

Der har jo været havbund her, hvilket man så f.eks, kan se, da vi passerer to søer, hvor man tydeligt kan se det hvide salt, som bliver liggende.
Der er store vider så langt øjet rækker afløst af lange bakker med kløfter, og forbløffende nok er der ofte stor forskel på landskabet på hver sin side af landevejen
Murray-floden passeres.

Tissepause ved kunstneriske bemalinger på silo - og vægmosaikker - begge dele for at få noget til at ske i det lille samfund Coonalpyn.

Hahndorf er et lille samfund af forfulgte protestanter fra Preussen, som kom hertil fra Altona med det gode skib 'Zebra' med kaptajn Hahn. Han var åbenbart en god kaptajn, som tog sig tid til at tale med de 240 personer under den lange rejse. De arriverede i 1838, og året efter var der indgået en aftale om fordeling af jord, og Hahndorf var en realitet.
Det er det sidste spor af den tyske immigration, men bortset fra navne og muligheden for tyske retter og øl, kunne det være en hvilket som helst anden lille by med masser af forretninger og spisesteder. De lovede bindingsværkshuse fandt vi i hvert fald ikke.

Kort orienteringstur i Adelaide ved ankomsten og check-in i Sage Hotel.

Der har kun (!) været omkring 33 grader i dag.

04.02.2018 Museum og vingård

Jeg har værelse med altan mod øst, og tidligt står solen op over en fjern bjergkam. Ikke en sky på himlen.

Adelaide har omkring 1.3 mio indbyggere, og byen er bygget op i kvadrater, og hele centrum er omringet af store, grønne parker med blomster, bænke, borde og rigeligt med affaldsbeholdere, så her er pænt og rent.

Det har så været generelt, at der ikke er langt mellem affaldsbeholdere, hvad enten de er store for alt affald eller plastbeholdere for opdeling af affaldet. Og folk bruger dem, så det er meget lidt affald man ser henkastet.
Formiddagen til 13:30 er til fri disposition, og jeg beslutter mig for at gå op gennem King Williams Street. Her er der stadig levn fra 1800-tallet i form af huse i umiskendelig engelsk stil.
Det gælder også kirken, som dog undgik mit besøg, da der var velbesøgt søndagsgudstjeneste, og det gamle posthus med det karakteristiske klokketårn.

På North Terrace er alle de gamle, institionelle bygninger samlet fra parlamentet, guvernørens hus, statsbiblioteket, South Australia Museum og Art Gallery.
På vejen er der statuer af landets berømtheder, mindesmærker for både krigene i Sydafrika og 1.verdenskrig.
Flere mere berømtheder hædres med små buster i det grønne område foran bygningerne, ligesom der er lavet en 'walk of fame' med nedlagte plader med navn og indsats. Folk man aldrig har hørt om.

'Tandanya' med aborigional kultur er desværre lukket, men South Australian Museum viser sig at være et godt alternativ med to store gallerier, som redegør for deres kultur gennem en imponerende samling af genstande med tilhørende forklaringer.
eg nåede også et meget spændende galleri med genstande fra Oceanien, som vi jo normalt ikke har fokus på.
Der fik man hurtigt to timer til at gå, og flere andre fra holdet var også forbi.

Opaler er en af områdets sten, og det præger smykkeforretningerne. I en af dem er i kælderplan. en lille udstilling, som illustrerer grubearbejdet, og hvorledes skallerne under pres er blevet til de blå opaler. Ikke stort, men informativ.

Sporvognen kører lige udenfor, og her i centrum er det gratis at køre de fire stoppesteder vi skal.

Præcis 13:30 kører bussen mod Penfold vingården, som efterhånden ligger inde i byen. Det betyder også, at der kun er 12 acre vinmarker lige ved produktionen, mens de øvrige 12.500 acres er fordelt ikke blot i området (Barossa Valley), men også i andre delstater.

Vi får en god rundvisning i de gamle lokaler fra slutningen af 1800-tallet. Man var startet med at lave Tawny (de må ikke kalde det portvin), men laver nu alle de gængse slags hvide og røde vine med vægten lagt på shiraz-druen.
Vinsmagningen var god og rigelig, og det er egentlig utroligt, hvorledes de samme druer kan komme til at smage så forskelligt.

I det gode vejr kører chaufføren os op til udsigtspunktet Mt. Lofty, hvorfra der fra de ca 700 m er en udsigt ud over hele Adelaide-området.

Klokken er nu henad 16, og opstemt af vinen og det gode vejr, besluttes det at lave picnic i den nærliggende Veal-park kl.19.

Med undtagelse af et enkelt par deltager alle efter at have købt ind i supermarkedet og en 'bottle shop' (man kan ikke købe alkohol i supermarkeder).
Her mellem ænde, ællinger og australske ibis slår vi os ned, spiser og skåler hyggeligt, mens mørket stille sænker sig, og ved 22-tiden pakkes der sammen efter en hyggelig aften.

05.02.2018 Midt i Australien

I dag skal vi så flyve videre til Alice Springs på vejen til Ayers Rock.

Vi har fået lov til at vente med at checke ud til 11:30, så det giver tid til at slappe af ved pool'en eller få udfyldt nogle af de huller, der stadig er efterladt i min rejseberetning.

Flyveturen varer ca 2 timer. Det er det samme som en tur til London, og det er kun til midten i kontinentet. Det er atter Virgin Australia med en Boeing 737-800.

Vi bliver mødt af en kvindelig buschauffør, og så går det straks til den gamle telegrafstation, som blev bygget på to år 1870-72.

Alice Springs ligger midt mellem Adelaide og Darwin, dvs ca 1500 km til hver, så det var en bedrift at bygge her i ødemarken. Fra Darwin blev man koblet til et undervandskabel til Indonesien, så meddelelser nu kunne komme hurtigt til og fra London.

De gamle bygninger er bevaret med en del interiør og brugsgenstande. Det første, der møder en er stationslederen hus. Som officiel person klarede han ud over telegrafien, postkontoret, var dommer, solgte levnedsmidler til forbipasserende og virkede også som akutlæge.
Afstandene var lange, og der måtte bygges relæstationer til at forstærke signalet undervejs.
En af bygningerne var ganske enkelt til samlingen af batterier, så der altid var strøm på stationen.
Vejret rapporteres herfra ved aflæsning hver fjerde time af termometer, barometer og vindstyrke, Selv fordampningen blev meddelt – målt ved måling af to vandfyldte beholdere inde i hinanden, hvor den ene vil synke.

Der er smed, der er heste, der skal skoes og redskaber og hjul, der skal repareres. Der bygges sadler -  også til kameler.
Telegraflinien blev bygget bl.a. af afghanere, som også havde bygget jernbanelinien, og til formål havde importeret kameler til at bære byggematerialerne. Da arbejdet var færdigt, slap man kamelerne ud i det fri med det resultat, at Australien med sine ca 300.000 dyr har det største antal kameler, og endda sælger til de arabiske lande.

Vi ser små kænguruer, ørne, store grønne papegøjer. Man bliver forvænt.

På vejen tilbage kører vi op på et udkigspunkt, hvor man har sat et ANZAC-monument for de mange australske soldater, der har kæmpet Englands sag fra Boerkrigen til verdenskrigene og de senere krige i østen.

Alice Springs er ikke stor. De ca 25.000 indbyggere bor koncentreret med ørknen uden for døren.
Der er lave bjerge og rød jord fra den oxyderede jern i jorden.

Vi flytter ind på Doubletree by Hilton. Nydeligt hotel, gode værelser med altan beliggende ca 1½ km fra centrum. Desværre er det ikke sikkert at gå til byen efter mørkets frembrud, så jeg bliver på hotellet og spiser der.

06.02.2018 Hjælp til udkanten

Det er jo hyggeligt at blive mødt med en morgenhilsen fra en helt udspilet påfugl.
Jeg spiste morgenmaden lidt i 7, hvor trængslen endnu ikke var blevet for stor, og så var det ud ad døren, for at nuppe endnu 450 km landevej.

Men først skulle vi besøge School of the Air og Royal Flying Doctor Service, som begge er knyttet til Alice Springs.

For nemheds skyld starter jeg med Royal Flying Doctor Service, som er den ældste fra en spæd start i 1928. En medicinstuderende med interesse for naviation, foreslog at man skulle benytte fly for at kunne betjene de mange hundrede tusinde i øde områder.
Den egentlige tovholder var præsten Flinch (som er afbildet på 20-dollarsedlen), og i dag råder man over 70 moderne fly, egne piloter, læger og sygeplejersker.
Det oprindelige område, der blev dækket havde en radius på 800 km fra Alice Springs, men i dag dækker servicen hele Australien fra 21 baser.
Der var en fin introduktion og derefter en både indholdsmæssig og teknisk udført film med anvendelse af 3D. Imponerende.

Det var med inspiration fra RFDS' anvendelse af radioen til at kontakte patienter, hvor almindelige services ikke er tilgængelige, der fik Adelaide Miethke til at stille forslaget om School of the Air. Den startede i 1951 og helt frem til 2005 benyttede man radioforbindelsen suppleret med undervisningsbogpakker til de mange børn ude på landet. Man skal bo mere end 50 km fra en skole for at blive optaget.

Vi fik en interessant introduktion, men mest imponerende var det at opleve den faktiske undervisning fra det ene af tre studier. Internettet har alle de tekniske muligheder for god kommunikation med billede, og både lærer og elev kan se opgaven og blive rettet.
Projektet forudsætter, at der er en tudor i hjemmet i skoletiden 08:30 til 15, som oftest en mor.

Næste stop var en kamelfarm, hvor Jonatan påtog sig at tage turen på en enpuklet kamel.

Her var historien om de mange vilde kameler, der nu er i naturen, og som ikke er enkle at indfange.
Ejeren havde en imponerende samling af vinderpokaler fra kamelvæddeløb.

De 450 kilometer var et meget ensformigt landskab. Stort set fladt med lav bevoksning, afbrudt af småbjerge og bakker.
Chaufføren måtte bremse op for ikke at ramme en meget stor ørn, der var gået i gang med en overkørt kænguru, som hun derefter fjernede fra kørebanen.

Der har været 37 grader i dag, som vi jo kun delvist har bemærket, da vi det meste af tiden har siddet i en bus ned airconditionering.

Vi indkvarteres i Ayers Rock Resort i Yulara, som ligger lige uden for nationalparken. Det er en samlet bebyggelse af enkeltstående hytter fordel på flere forskellige hoteller. Vores hedder 'Outback pioneer hotel'.

Kølesystemet på mit værelse fungerer ikke, så der er ca. 28 grader, så jeg behøver ingen dyne i nat. (Det viser sig ikke at være helt rigtigt, men systemet har problemer med at køle ned fra de høje temperaturer, så om morgen er det til at holde ud).

Jeg vælger restauranten fra, for i stedet at benytte mig af et stort, fælles spiseområde, hvor man kan købe kød eller pølser, og så selv grille det på en af mange 'særdeles varme grill - både til kød og til grøntsager, som man henter i en salatbar. Og det er der rigtig mange, der benytter sig af.
Der er levende musik, og et meget internationalt publikum

Den bliver lidt kort, da vi bliver vækket 04:45 for ikke at være de sidste, der skal se solen stå op over Ayers Rock.

07.02.2018 Uluru og Kata Tjuta nationalparker

Vi skal opleve Uluru (tidligere Ayers Rock) ved solopgang. Bussen kommer præcist, og mens det lysner i horisonten, kommer vi som første bus til udsigtsplatformen, så vi får alle plads på første parket, hvor der er et gelænder at støtte sig til, mens vi venter.

Vi skal ikke se solen stå op over Uluru, men derimod se dens oxyderede overflade rødme efterhånden, som solen står op.
Da tidspunktet nærmer sig kommer busserne som en lang karavane, men faktisk er udsigtsplatformen beregnet til at tage ganske mange mennesker, så der er plads til alle.
Hele processen varer vel ca 20 minutter, hvorefter vi kører videre for at vandre omkring Uluru.

Det er buschaufføren, der indfører os i aboriginal historie og tankegang gennem ældgamle fortællinger, som netop illustrerer denne tankegang.

De 4 hovedpunkter X

Hun er rigtig god til at give historierne liv, som afspejles i Ulurus klippeformationer, som man på vanlig vis kan fortolke som slangehoveder, drab og forvandling i kløfter og vandfald.

Historier kulturforståelse

Vi oplever Uluru med det, de kalder 'extreme heat' på 40 grader, men for ikke længe siden har det faktisk regnet, og 80% af regnen kommer ned fra bjerget som vandfald, som ses som sorte spor i form af alger og lav. Og der er langt til toppen (ca 350 m), og nogle steder vil vandet falde i kaskader på grund af afsatser i klippen.
Vandet samles i små søer, og der er både frøer og andre dyr, der nyder godt af det rene vand. Men man kan også se på bevoksningen, at den nylig har fået tilført væde, og dermed er grønnere end sædvanligt.

Jeg havde håbet at se en hule med malerier, og det får vi sammen med en fortælling om aboriginernes symbolanvendelse (f.eks. en en sø illustreret med ringe (i vandet)) og brug af farver, bl.a. okker, som også var en handelsenhed.

Nogle beskyttende 'huler' er til henholdsvis kvindearbejde og mænds opgaver, og det svarer til en nøje opdelt verden, hvor opgaverne er fordelt, og man ikke skal blande i hinandens områder.
Bortset fra at klippen jo betragtes som hellig og en ny lov vil forbyde folk at klatre på den, er der flere steder, hvor man ikke må fotografere. Det gælder også aboriginals, bl.a. fordi man er bange for senere at kunne se afdøde figurere på billeder eller film.

Formiddagen sluttes af med et besøg i Cultural center. Her er fotoforbud af bygning og forretninger.
Her er filmintroduktion om Uluru og korte beskrivelser af de folk, der bor omkring i området,

Der er en forretning, hvor man kan se kunstnerne male deres karakterisiske punktt maleri, som fortæller en mere avanceret fortælling, end vi lige forstår.
Derfor er det rigtig god idé, at jeg ved købet af et maleri af Cecilia Yakiti, som bor ind i naturparken, med i pakken får historien fortalt.
Ud over malerier er der meget udskåret i træ: øgler, slanger osv.

Vi bliver kørt tilbage ved 11-tiden og sat af ved den centrale plads i gruppen af spredte hoteller.

Her skal der købes ind, så vi kan 'picknicke' til aften.

Heden er ulidelig, og det er med at holde sig på værelset indtil klokken 15, Der fortsættes til Kata Tjuta nationalparken, hvor oplevelserne fortsættes men en vandring til Walpa Gorge - konglomorater - kløft med grønt.

Man går ca én kilometer pr liter vand, og turen til platformen i den anden ende af kløften er angivet til en time – frem og tilbage.
Jeg begiver mig optimistisk af sted, men kan ikke holde gruppens tempo, og efter af have gået en halv time, og kunnet danne mig et indtryk af kløften, vender jeg om, således at det vil passe med gruppens tilbagekomst. Det gør det, og jeg kan trøste mig med, at jeg ikke er gået glip af noget. Det skal tilføjes, at jeg ikke var den eneste, der opgav, men dog ikke på forhånd.

Sidste udflugtspunkt var udsigtsplatformen ved Dune Viewing med en fin udsigt over hele striben af de 36 'ansiger', som er de bjergformationer, man ser og ikke, som jeg troede, enkeltstående 'søjler'.

Derfra bliver der kørt direkte til pladsen, hvor vi skal se solen gå ned, og farve Uluru rød. Her møder os et dækket bord med champagneglas, 'bobler' og snack.
Bussen har klapstole med, så alle kan sidde ned og afvente solnedgangen.
En ekstra overraskelse er, da verdens næstgiftige slange, Eastern brown snake, passerer hen over vores plads på vej hjem til sit bo. Den er hurtigt, ca 1 meter lang, men nogle når at fotografere dens tur mellem benene på de siddende.

08.02.2018 Sydney

Kufferten bliver pakket om, og nu fylder snavstøjet, mere end det rene. Da både regnjakke og fleecejakke også er pakket ned sammen brocherer mm er vægten nu vokset til 15 kg.

Der er ikke langt til den lille lufthavn. Til gengæld er der rigtig mange, der skal med flyet til Sydney, men egentlig går check-in og sikkerhedskontrollen ganske kvikt.
'Virgin Australia' beflyver også denne rute med Boeing 737-800, og flyveturen er lidt over tre timer.

Så kan jeg se frem til temeperaturskifte fra 40 til 27 grader og tidszonen flyttes 1½ time (så er vi atter 10 timer før Danmark), men der går jo atter en dag med at flytte destination.

Vi installeres på Rydgers Hotel, nyt og moderne med store værelser.

Jeg gik i Chinatown for at finde en god kinesesisk restaurant, men det var mest thai-massage, der blev tilbudt, så det endte med en gang 'fish and chips'.

09.02.2018 Sydney revisited

Jeg fandt lige beretningen fra besøget i 2014 og billederne frem, og dagen blev en konstatering af, at vi havde fået udnyttet tiden godt sidste gang og i mere nærkontakt, da vi gik det meste af tiden.

Det er jo problemet med busrundture, at bussen skal kunne parkere, for at man kan komme omkring, og det er ikke enkelt i en storby med 5 mio indbyggere.
Men Jonatan er meget god til at vise og fortælle, men det er ikke det samme.

I centrum blev der gjort holdt under Sydney Harbour Bridge og ved 'Mrs. Macquaries Chair', som er hugget ud i sandsten, og i dag var fyldt med kinesere eller japanerne. Men udsigten fejler ikke noget.

Nyt for mig var, at turen fortsatte ud mod 'The Gap', den ca tre kilometer brede, men farlige indsejling til Sydney, hvor Captain James Cook landede i 1770. Det er ganske høje klipper på begge sider af indsejlingen, og mange vrag ligger derude på bunden.

Den meget omtalte badestrand ca 20 km fra centrum, Bondi Beach, er en lækker strand, bølgerne ok til surfere, og mange mennesker på stranden.

Så hastede vi videre til Sydneys ikoniske vartegn,Sydney Opera House, hvor jeg i modsætning til sidste gang, oplevede en inspirerende og entusiastisk guide, som virkelig forstod at levendegøre beretningen om byggeriets historie og trængsler. Det var en fornøjelse.

Havnerundfarten ventede. Den var ikke helt så lang som sidste gang, men byen er flot fra søsiden. Lidt specielt var et stort antal børn, åbenbart fra en organisation, som hedder 'Education First'. Men det skabte liv.

Vi sejlede med til 'Darling Harbour', hvor jeg satsede på at kunne nå Australian Maritime Museum med bl.a. en kopi af James Cooks skib 'Endevour'. Men... klokken havde sneget sig hen til 16:40, og da museet lukkede kl.17, gav det ingen mening af købe entre.

I stedet blev det så en vandring med eftersyn af menukort, for dette er Sydneys svar på Nyhavn. Du kan vælge næsten alle nationaliteter og typer mad.
Jeg faldt over 'Waterfront Grill's tilbud på marineret og grillet kænguru, når man nu var 'down under'. Og det smagte rigtig godt.

Hjemturen gik gennem centrum langs Hyde Park, og det begyndte at dryppe lidt, og der kom et par tordenskrald, men det blev ikke til mere.

I morgen er der afgang til 'Blue Mountains' kl. 07:30, så man må sige, at tiden udnyttes. Hele holdet bortset fra to par har tilmeldt sig, så Jonatan tager med, selv om det egentlig er en 'international' tur.

10.02.2018 The Blue Mountains

Vi vågner op til gråvejr. Der kom et regnskyl i går aftes, så måske skulle man tage sin regnjakke med.

Vi bliver hentet af en lille bus, der lige nøjagtigt har siddepladser til os.
Vi skal mod vest, og kører over Sydney Harbour Bridge og fortsætter de næste mange kilometer på motorvejen, som er gravet ned gennem bakker og bjerg, så der er ikke meget at se, og støjværn er også anvendt i stor stil.

Der er arrangeret ophold med the/kaffe i Leuri, en ganske lille by, men efter den model vi nu har mødt flere gange.
The Blue Mountains hedder sådan, fordi oliedråberne på eukolyptosbladene giver et blåt genskin, når solen skinner på dem.
Og det gør den i dag, hvor gråvejret er afløst af strålende sol fra en skyfri himmel.

Vi skal til Jameson Valley, hvor vi først bringes over dalen i en stor gondol med plads til 84 personer. Den kører os ned til et lavere niveau, hvorfra vi transporteres i skinnevogne 480 m ned til kulmineniveauet, Det er en stigning (fald ) på 52%, så det kan mærkes.
Der er en udmærkes rundgang, som fortæller om planter og dyr og naturligvis om kulminen.
Der har naturligvis kørt tipvogne og arbejdskraften har for en stor del været store drenge. Kullenes kvalitet var ikke den bedste og efter ca 50 år blev minen forladt.

Her er klippeformationerne De tre søstre (uddybes)

De lodrette sandstensklipper.

Derfra til frokost i Wentsford Falls, hvorefter der køres til Featherdale Wildlife Park.
Det er nærmest som en zoologisk have, men kun med australske dyr. Nydeligt og velordnet, og her kan vi både se dyr, vi har set, og dem vi kunne have set (og nogen også så). Det var imidlertid så varmt, at mange af dyrene valgte at holde siesta, så den store kænguru var ikke visibel. Det var trods alt mange af de andre pungdyr - også de mindre kænguruarter.

Alle besluttede at udskifte hjemturen med bus til en flodsejlads fra Newtintong (?), dels fordi bussen var lidt 'snæver', dels fordi turen ville være hurtigere.

På den måde kom vi så forbi de riges legeplads hvad huse angår, både i størrelse og placering.

Jeg spiste aftenmaden samme sted, som vi i 2014 tog afsked med Sydney, og jeg gik op af Macquarie Street, hvor Statsbilioteket, Parlamentet, Hospitalet og 'The Mint' ligger side om side, og gik så gennem Hydepark til hotellet.

Pænt farvel til Sydney, som jeg næppe kommer tilbage til.

11.-14.02.2018 Cairns

Sidste indenrigsflyvning går til Cairns, som er udgangspunkt for turene til Great Barrier Reef.

Det er en gentagelse af tidligere flyvninger: Virgin Australia, Boeing 737-800, og endnu en tidszonegrænse.
Vi kom godt til Cairns ved middagstid. Godt hotel Pacific, som ligger ca 100 m fra 'Esplanaden', som er en strandpromenade med græs, træer, bænke og borde - samt en saltvandspool.

Efter at have læst lidt i rejsebogen, besluttede jeg at gå i den botaniske have, som bl.a. skulle vise eksempler på den mangroveskov, som gjorde det stort set umuligt at komme ind i landet i sin tid.
u er der fyldt op, bygget nyt. Her bor ca 100.000 mennesker.

Til gengæld er der mange turister. Ca 90.000 kommer til Cairns, og en meget stor del af dem er asiater. Det ses naturligvis, men annoncering, skilte og brochurer er ofte på både japansk og kinesisk. Man må erkende, at Australien har større forbindelser til Asien end til Europa, med direkte fly til f.eks. kinesiske storbyer.

Alt er grønt og med mange tropiske blomster, og monsunvejret er draget videre.
Ved 14-tiden går jeg af sted langs med stranden, hvor tidevandet har trukket sig tilbage og overladt scenen til små krabber og andet, som fuglene så hygger sig med.

Det kort jeg har over byen har ikke nogen målestok, så jeg vandrer bare derud af. Efter en time kommer der et skilt til den botaniske have, og jeg fortsætter ca ½ time til visitorcentret.
Det var lukket kl.13.

Havde man nu nærlæst beskrivelsen, ville man have konstateret, at det er gratis, men dog lukkes af 17:30. Det vil sige, at man kan gå rundt på det store område, som man vil - men er så henvist til de 'her står du' skilte, der står mange steder.
Det bliver derfor ikke helt, som jeg havde tænkt, for kl. er 16, og jeg skal tilbage igen. Turen indskrænker sig så til mangroveskoven og der bambusafdeling.

Det er varmt at gå turen hjem, men det lykkes at gøre det på en times tid, og min mobiltelefon siger, at jeg har gået 18237 skridt, så lidt motion har jeg da fået.

Jeg har sammen med de fleste fra holdet meldt mig til den brsilianske middag, hvor man griller forskelligt kød på spid, og skærer skiverne af ved din tallerken. Det var fortræffeligt, men det tager tid at spise så mange slags kød, så det er næsten sengetid,  da vi rejser os.

12.02.2018 Great Barrier Reef

Vi skal med Reef Magic Cruises, som ligger nogle få hundrede meter fra hotellet sammen med 20 andre firmaer, der sælger ture til koralrevet. De sejler stort set alle kl. 9 og retuernerer ved 17-tiden.
Der sejles med katamaranbåde, og vi er utrolig heldige, at solen skinner fra en skyfri himmel (32 grader), og der er næsten havblik.
Efter en times sejlads afslører revet sig ved at danne en lysegrøn bræmme i horisonten.

Målet er en fast forankret platform, som kan rumme alt udstyr, køkkenfaciliteter med borde og bænke, solvogne og både med glasbund eller -ruder.

Jeg er jo ikke ligefrem nogen vandhund, men har alligevel taget badebukserne på, hvis nu...
Jeg tror såmænd, at det var meget sikkert, og der var meget personale til at hjælpe, men jeg lod de andre springe i bølgen. Jeg var heldigvis ikke den eneste landkrabbe, men nogle fra holdet ændrede mening, og prøvede at snorkler med større eller mindre held.

Man kunne komme på helikopterture ud over revet, og de to maskiner havde rigeligt at lave.
Det havde bådene, som sejlede over revet også, og jeg var med den, der havde glasbund. Spændende koraller - også blå  - masser af både store og små fisk -samt en enkelt mindre hvidnæset haj.
Frokosten var en varieret buffet, og så hoppede folk i vandet igen. Unødvendigt at fortælle at der var et dominerende islæt ad asiater.
I øvrigt kunne besætningen mønstre folk, der talte tysk, fransk, hollandsk, japansk og kinesisk – og det blev brugt.

Kll.16 var vi parat til at sejle tilbage efter at alle havde skrevet på passagerlisten at de stadig var ombord.

Jo tættere vi kommer på havnen, jo tættere blev mængden af tilbagevendende skibe.
Ved landgangen kl.17 måtte jeg notere mig, at jeg trods flittig anvendelse af solcreme var blevet rødmet af sollen.

Vi har en dag på onsdag, som vi selv kan bestemmer over, så jeg var fik bestilt en tur på en spektakulær togrejse i regnskoven, og retur i gondol henover regnskoven
I morgen er der tur til regnskoven med afgang 06:50.

13.02.2018 Daintree Rainforest med Mossman Gorge

35 grader og en luftfugtighed på 75% gav rammerne for dagens udflugt til Daintree Rainforest.

Vi var heldige at blive afhentet først, og indtog så de bedste pladser i bussen. Der kom yderligere 6 personer til, og så kørte vi nordpå ad kystvejen. Den blev bygget i 1930-erne og er hugget ind i bjergene, som den følger ind og ud og op og ned, så det er med mange sving.

Vi gør et kort stop i Mossman, og ellers et par stop ved udsigtsplatforme, med udsigt over kysten og havet.

Vi har ikke kørt så længe, før der dukker sukkerrørsbeplantninger op. Ikke bare nogle marker, men nok til at de får 500 mio tons sukker ud af det, og langt det meste eksporteres til Asien. Der er i øvrigt at smalsporet tog, som kører på et skinnelegeme langs vejen. Det lille tog kan trække 60 vogne, så det er en effektiv måde at få transporteret sukkerrørene, når de er høstet.
Cairns er omgivet af lave bjerge, som er fuldstændig tilgroet med regnskov. Den er tæt, og der er dybe kløfter, som man skal køre udenom.
Ingen tvivl om, at det regner meget her. Her måles i 100-milimeter, og så sent som i sidste uge var der så meget vand på vejene, at turene hertil ikke kunne udføres. Flere steder er der opsat målestokke med angivelse af 1 eller 2 meter med tilhørende decimeter, så man kan se, hvor højt vandet står-
I Cairns er der mange af de gamle træhuse, der er bygget på pæle, og har trappe op til deres hoveddør i første sals højde.

Nu er vi kommet til krokodilleland, som kan ligge på lur langs vandløb (creeks) eller ude ved stranden. Der advares også kraftigt mod at bade uden tøj – eller i det hele taget pga brandmænd, hvis tentakler kan være dødelige, hvis de ikke behandles hurtigt.

Vi skulle på sejlads på Daintree River - bl.a. for at se på dyrelivet - og måske en krokodille. Men det blev en skuffelse. En kombination af varmen, tiden på dagen og årstiden havde fjernet, hvad der skulle være af fugle, og krokodillerne havde gemt sig godt bag mangrovens grene og rødder. Det var helt klart ikke nogen velovervejet, at tilbyde denne del af turen på dette tidspunkt.

Mere interessant var det sidste indslag med et besøg i Mossman Gorge.
Dels fik vi en (meget) kort demonstration af nogle af aboriginernes værktøjer til at male og udnytte naturens planter, dels var der en god vandring i regnskoven, hvor man kunne blive klogere på bevoksning og dyr, og i øvrigt nyde, kløften med brusende vand, hvor unge mennesker fik sig en kølig svømmetur.

Vi var taknemmelige for, at vi efter kaffe med muffins blev kørt det første stykke ud til regnskovens skyggefulde træer.

Vi var hjemme lidt over 18, så jeg kunne gå hen og få fotograferet de store flyvende hunde, som sidder i træerne, og som ved solnedgang tager af sted for at fouragere. Det er næsten som at opleve Hitchcoks 'Fuglene', når de kommer i tætte og store formationer.

14.02.2018 Tog til Kurunda, gondol over regnskoven tilbage

Sidste dag i Australien skal anvendes til en tur til Kurunda, som ligger nord for Cairns. Det specielle er, at turen skal gøres dels med tog, dels med gondoler.

Vi kan lige være i den lille bus, der skal hente os, og på jernbanestationen i Cairns står vores tog parat med to dieselelektriske lokomotiver og 11 wagoner. Vi er i alt 7, der har bestilt turen, som er på egen hånd. Vi har plads i den sidste vogn.
Det første stykke kender vi fra tidligere ture med bus, men derefter kommer turen af banen, som blev bygget i 1880'erne, da tinminearbejdere fik problemer med at fåforsyninger.

Strækningen er på i alt 75.1 km gennem ufremkommelig regnskov og bjerge. Der er 15 tunneler, 90 kurver og utallige broer.
1500 irske og italienske arbejdere kom med eget værktøj (hakke og skovl), nogle med familien, og de boede i telte i perioden. Utroligt, når man har set hvor lidt plads, der er, og hvor stejle kløfterne er.

Det er en helt forrygende tur gennem den tætte regnskov med udsigt ned i de dybe kløfter. Indimellem åbner der sig udsigter ned til floder eller over til vandfald.
Der bliver gjort et enkelt holdt ved Barron Falls, hvor man kunne komme ud at fotografere.

Turen tager ca to timer, og da vi når Kurunda, må man finde ud af, hvad man skal bruge tiden til.

Der er en hovedgade med masser af forretninger henvendt til turisterne – ikke mindst asiaterne, men ellers er målet Australian Butterfly Sanctury.
Det er jo altid en udfordring at nå at fotografere de evigt flaksende sommerfugle. Men det er spændende, og her har man har et program for formering ud fra sommerfuglenes æg.
Anlægget er ikke så stort, som det jeg så i Sabah, men spændende nok. Der er naturligvis også sommerfugle i det fri, men det bliver fotografering bestemt ikke lettere af.

På vejen tilbage slog købergenet til: jeg fik som sædvanligt købt et læderbælte, og til samlingen en sten med opal, som næsten kun findes i Australien. Dertil et pudebetræk til sofapuder. Dejlig nemt at pakke ned, og nu med australsk islæt.

Nedturen med Skyrail var en uventet, meget positiv oplevelse. Hængende over regnskovens tag af træer, som søger lyset, sidder man i en lille gondol med plads til seks. Vi er dog kun tre.

Turen er 7.5 km henover bjergtoppene. Der er to stop, hvor man kan stå af, men da det vil næppe ændre oplevelsen, så vi kører direkte.
Banen blev færdig i 1995. Der er 32 tårne, hvoraf det højeste er 45 m, og højden er mellem 336 m og 545 m og med en største stigning på 19%. 3000 personer pr. dag kører med banen.

Jeg var lige gennem det lokale natmarked. Det var et gedemarked, som hurtigt kunne overses.

To fra holdet kom for sent til bussen ved Bondi Beach, og vil gøre afbigt i deres store hjørneværelse på 11. og øverste etage, hvor hele holdet samles til en drink og snack. Samtidig får vi sagt pænt tak til Jonatan med en indsamlet kuvert.

Og så er turen forbi. I morgen starter hjemturen, og et døgn efter kan vi sige tak til hinanden for turen i Kastrup.