Web Design
Uvahult 1990

Sveriges-tur med hele familien

Uvahult 31.3.905.4.90

Forårsferien 1990 gik til Sverige, og denne gang bliver det virkelig forår: mens vi er der, bliver knopperne på løvtræerne større og større for hver dag, og midt på ugen skifter birketræernes trækroner fra det karakteristiske rødlige skær til lysegrøn.

Efter vores tur til Frankrig har vi en tilgodeseddel hos NOVASOL, som giver os 10% afslag på prisen på lejemål i 1990, og det er jo også værd at tage med.

Det er svært at beslutte sig for et område og dernæst svært at finde huse, som udlejes på denne tid, men valget bliver Småland nær Alsterbro (vest for Kalmar). Det er et område, som ikke er specielt højtbeliggende (100150 m), men der er en del søer og så naturligvis skov og skov. Ønsket om at udvide kredsen fører til aftale med Christian, Flemming og Mette  og ret så væsentligt  Axel og Tove, så der er sikret hjemtransport, når vi andre skal fortsætte ferien.

Jørgen er forhindret i at holde ferie i den uge, hvor Ulla er sat ud til ferie, men han kom hjem torsdag aften fra Jylland med friske forsyninger af øl og vin.

Ulla har vekslet penge og købt ind, så fredag formiddag bliver der pakket, så vi kan køre ved 11tiden med Christian ved rattet.

Axel og Tove skal så hente Flemming og Mette om eftermiddagen og følge efter.

Af praktiske årsager har Axel fået den inkluderede færgebillet (5 personer), og vi andre har afkøbt Hjortespring fjeld og æventyrklub deres resterende rabatbilletter til færgen. Dem fik vi imidlertid ikke brug for, da en af Christians studiekammerat sad i billetlugen og lod os slippe igennem.

Det er friskt blæsevejr, men ellers fint kørevejr, da vi kører den slagne vej ad E4. Et forsøg på at finde vores ungdoms hytte i Loshult for at fremvise den for Christian mislykkedes.

Vi har planlagt, at vi skal skaffe os et kort og købe kartofler på vejen op. Vi konkluderede, at Växsjö er for stor en by at handle i, så vi fortsatte til Älghult, som på kortet så rimelig stor ud, men som i virkeligheden ikke fylder meget: der er et par små selvbetjeningsbutikker,  og ingen steder har man kort. Det viser sig senere, at vi skal helt til Nybro, for at finde en boghandel og et kort.

Vi passerer Kalvrås, som er en af de mange kirker med fritstående klokkestabel og i øvrigt et seværdigt eksteriør.

Vi finder huset uden besvær, men taget i betragtning, at vi jo gerne har boet i en "rigtig" smålandsstuga, så er det lidt skuffende at se en renoveret version med påsatte eternitplader.

Stedet hedder på kortet "Fällan" og består af familien Sjögrens bolig, en gård med den på egnen karakteristiske vinkellade plus endnu en lade til garager, hestestald, både og maskinpark.

Det hus, der lejes ud ligger overfor deres bolig, og det svarer i øvrigt til beskrivelsen.

Konen kommer straks, vi anduver og viser os rundt. Hun fortæller, at de på grund af uheldige erfaringer nu har besluttet sig for at tage depositum på 300 svenske kroner, når folk ankommer. Rimeligt nok  om end det er første gang, vi har oplevet, at man har benyttet sig af sin kontraktlige ret.

Efter at have fundet ud af lokalefordelingen, redt senge og fået indrettet os samt fået lidt at leve af, gik Ulla og Jørgen på den første ekspedition dels til Uvafors (for at plante et dannebrogsflag ved gården, hvor man skal dreje), dels den modsatte vej forbi gården og ind i skoven.

På denne første vandring noterer vi for første gang, at der ikke blot er et væld af almindelige hvide anemoner, men næsten ligeså mange blå. Det er også første gang, vi opdager store flokke af fugle i stærestørrelse, der i flokke flyver fra marken og derefter fra trætop til trætop. Sidst på ferien og med hjælp af kikkerten afsløres, at der er tale om sjakker.

 

Næste hold er først forventet ca.20.30, så stor er glæden og overraskelsen, da Axel stod foran huset, da vi vender tilbage ca 19.30, og vi dermed alle er samlede.

Det betød, at vi kan komme til at spise væsentligt tidligere end forventet. I stadsstuen står et lille rundt bord (to halvdele med hver fire ben), og ved hjælp af et par ekstra bordplader, som bliver fundet frem, giver det rigeligt giver plads til os alle.

Maden er hurtigt parat, da vi har valgt store, lækre bøffer til denne første aften. Husets knive er måske ikke de skarpeste, så nogle benytter sig af deres medbragte vildmarksudstyr. Bortset fra lidt rødvinsspilleri, som omsider fik gjort kål på Axels aldersstegne, gule skjorte, nød vi maden og snakkede lystigt. Ikke mindst er Axel i hopla, og nåede at indtage sin part af de ædle druer.

Senere på natten er samme herre ved at vælte huset for at finde sig selv og toilettet. Lørdag morgen forlød det, at nattens sygdomsfænomen nok skyldtes overanstrengelse.

Huset
Vejen op til gården og huset har flot stengærde det meste af vejen. Det gælder generelt for området, at markerne er omkranset af flot stablede gærder. Stenene passer sammen som mursten, og mellem de to kunstfærdigt opbyggede "mure" er der så plads til at deponere de næste mange, mindre sten, som man får op ved dyrkningen.

Huset er i to plan med to store og et mindre soveværelse på første sal, og selv om der står, at det er beregnet til 79 personer, kan der sove mange flere. Om det så er bænken ved bordet i køkkenet, er det en dobbeltseng.

Ulla og Jørgen tager det lille værelse, Christian en stue, idet der udover et meget stort køkken (med elektrisk komfur og stort køleskab) og badeværelse, er hele to store opholdsstuer i stueplan. Huset har centralvarme, og bliver forsynet med varme fra ejerens hus, som ligger overfor.

Huset er indrettet med en blanding af gammelt og nyt (bl.a. farvefjernsyn), nøgent lys i loftet (ikke så meget som en bordlampe), et par fotografier dels af gården set fra luften dels af et ærværdigt og stræbsomt ungt ægtepar fra omkring århundredskiftet (manden med vokset skæg og håndbroderet slips).

Skabene indeholder tilsyneladende resultatet af års opkøb på de lokale markeder samt udrangerede sager fra ejeren, men bortset fra rædslerne er der også nogle smukke ting imellem.

Et særligt indslag i besøget er gårdens mange katte. Der er vel 57 stykker i forskellige farver, men fælles er, at de er relativt små. Mere specielt er, at flere af dem har meget korte eller næsten ingen hale  og at de er født sådan. Navnlig har vi megen fornøjelse af en helt grå kat, som trofast bliver ledsaget af en helt sort kat. Ikke så snart stårkøkkendøren åben, før de er på sightseeing, og kælent stryger sig op af benene på én.

Den ene eftermiddag underholder de os, da vi har  sat stole udenfor i solskinnet, ved balancerende at lege på raftehegnet.

Huset er sidste hus før skoven, og der er fra  køkkenet direkte udsigt ind i den tilhørende skov bag stengærdet, som afslutter grunden. Her kan vi følge fuglelivet og kattenes jagt på fugle og citronsommerfugle. Der er flest bogfinker, men også musvitter og rødkælke.

På gården er der malkekøer og høns, men der er også en hestefold til de to små, lyse heste. En af dagene opdager vi pludseligt, at vi har fået hestebesøg. De er åbenbart kommet ud af indhegningen, og da leddet ikke er lukket til grunden, er de vandret herop for at smage på græsset, og de er absolut ikke til sinds at lade sig indfange, så de løb dundrede rundt om huset, da de skal indfanges.

Stora Hindsjön
Flemming og Mette har sørget for indkøbene til morgenmåltiderne (thebirkes, æg, bacon, gammel dansk osv), som bliver indtaget, inden vi starter vores vandretur. Meget praktisk kan vi alle sidde i køkkenet, hvor bordet har hollandsk udtræk i begge ender.

Solen skinner fra en skyfri himmel, og det er dejlig varmt (ca 18).

Det viser sig i praksis, at de to søer, Uvasjön og Stora Hindsjön, forbindes med hinanden af Alsteråen, og der er kun et sted, den kan passeres, hvilket giver kraftige begrænsninger, når vandreturene skal planlægges.

Målet for vores første tur bliver til Stora Hindsjön, som ligger lige ved Uvaholt. De heste, der hører til på den næste gård, er kommet af stalden, og følger os nysgerrigt, da vi passerer. Det er nogle lyse heste med klippet manke, som viser sig at være en almidelig hesterace på egnen.

For ikke at skal gå på vejen hele tiden, forlader vi denne ad et spor, som fører over en stor rydning,  men også ned til søen, som er skovkranset og med små beboede øer.

Der er ikke længere vej eller sti, så vi fortsætter gennem skoven langs bredden (så godt som det nu lader sig gøre for mere sumpede stykker), indtil vi kommer til en lille stump græsmark (vores "campingplads"), hvor vi kan sidde og nyde udsigten udover søen og ind til det sted, hvor man første gang ser søen, når man kommer ad landevejen.

At vi ikke har været ude før mærkes, da vi konstaterer, at vi det egentlig er her, vi skal have haft vores formiddagsøl, men vi har ikke tænkt på at få proviant med.

Under de varme sten finder vi de lokale snoge, som også gerne vil have lidt solvarme.

Vi følger sporene fra marken op gennem skoven og kommer ad bagvejen gennem en lille gård og følger så vejen hjem. Der er tale om en grusvej, og der er faktisk kun helt lokal trafik på den, hvilket vil sige, at man kan gå i fred og ro.

Stora Hindsjön fra syd og en øde gård
Efter frokosten starter næste ekspedition. Vi er nu blevet
forsynet med et middelmådigt kort over Nybro kommune, venligt
udlånt af familien Sjögren, men her er dog aftegnet den lokale vandretur,  "Dackerleden".  Først går vi til Uvafors, hvor Alsteråen løber ind i Stora Hindsjön ved en opdæmning. Et elektricitetsværk af ældre dato ligger her. Vejen går over dæmningen, hvor man altså har smuk udsigt til vand på begge sider, og en vandstandsforskel på ca 7 meter.

Turen fortsætter ud til landevejen ved Ekelund, og efter et kortkrigsråd beslutter vi os for ikke at gå til søerne syd for landevejen, men at tage turen op til sydsiden af søen og derfra hjem.

Afmærkningen af stisystemet er ikke imponerende, men efter etpar kilometers vandring på landevejen, finder vi en indgang iskoven.

Det er en ganske køn tur. Til forskel fra en dansk skov er selv en nåleskov grøn af græs og navnlig mos i underskoven, og der er normalt plads til, at man kan færdes oprejst og ugenert mellem træerne. Skoven er fuld af fuglesang (først og fremmest bogfinker), og der ligger bearbejdede kogler allevegne. Flere gange snyder de store, bevoksede klippeblokke en til at tro, at der ligger et lille hus.

Turens hovedoplevelse er, da vejen gør en afstikker til et nedlagt brug, "Leranäs", med hovedhus, stor, flot lade og endnu et gammelt hus, som er under restaurering. Det ligger i bunden af en vig og har en pragtfuld naturgrund på pynten, hvor man virkelig kan få et indtryk af søen. Herfra mangler vi igen en afmærket vej, men efter at have fuldt bredden et stykke vej finder vi atter nogle hjulspor, som vi kan følge. Vi bemærker, at der med mellemrum sidder blå plasticstrimler i grenene, og det er åbenbart erstatningen for en egentlig afmærkning.

Stien munder ud ved Uvafors, og turen kan gå tilbage til Uvahult, hvor Tove og Axel skal stå for dagens dinner.

Den er forberedt i god tid, idet de to ænder er sat til langtidsstegning, inden vi gik. Med en vis bekymring konstateres det, at huset i vores fravær er blevet fyldt med en fed røg  og at ænderne mod forventning allerede er ved at være færdige, så for ikke at gøre dem helt sorte, beslutter vi os for ikke at forlænge stegetiden yderligere.

Lad det være sagt straks, at det bliver et velsmagende måltid. Det er kun nogle dele, der er blevet lige vel udtørrede, men der er lækker fars og rødkål (og kængurovin) som til juleaften. For at gøre illusionen fuldstændig, har Tove ovenikøbet produceret sin berømte ris á la mande. Her trådte Mette til og prøvede, hvad det vil sige at skal piske flødeskum med et godt, gammeldags piskeris.

Trætte og mætte går flertallet tidligt i seng, mens de mere ungdommelige sætter sig foran TVapparatet til nattens grufilm.

Søndagsturen
3.1 Fiskegöl og Rammsjön

Sandelig om ikke også søndagen viser sig fra sin bedste side med varmt solskinsvejr.

Der, hvor vej og sø mødes, har Axel ved ankomsten set et skilt med vandringsfolk. Det går vi efter  og finder det også, efter vi først er ved at gå ind ad en større skovvej med "Stäng grinden". Vi kommer nu til at gå inde i skoven langs Flakegöl til et sted, hvor Hindab løber ind i en indsnævring dannet af en stensætning. Her nyder vi vandets brusen en kort stund, inden turen fortsætter gennem skoven langs Rammsjön og helt ud til landevejen (fra Skogshult). Inden vi kommer til landevejen har Flemming, som bærer ølrationen, beordret hvil (kl 11).

Ifølge kortet skal man kan komme nordpå langs Lille Hindsjön, men først skal man igen traske et stykke på landevejen.

Her kan man så nyde birketræerne og flagspætterne, der foretager testboringer.

Vi forlader vejen langs søens østlige bred  for at konstatere nogle få hundrede meter inde, at her er sommerens badeplads med badebro mm, hvor Axel kan afprøve rutschebanen. Bortset fra den kønne udsigt er der ikke mere at komme efter, så vi returnerer, men krydser nu landevejen for at tage en markvej, der ligger direkte overfor det sted, hvor vi gik ind.

Vi passerer et par af de traditionelle svenske pigtrådshegn, og efter et par marker får vi så forbindelse til en egentlig markvej. Her er viber på markerne, og flere forladte og forfaldne småhuse, som ligger og venter på en kærlig hånd. Vi bliver helt automatisk ført tilbage til vores oprindelige sti og ved et par af de utallige stabler med afhentningsklart træ, får vi vores velfortjente strabadspilsner.

Frokosten indtages planmæssigt omend lidt sent. Der er aftalt tidlig middagsmad, så det arbejdende folk kan komme hjem til borgerlig sengetid. Mens Flemming og Christian spiller med en tøjbold, de har fundet i gemmerne, går "de gamle" en tur forbi laden og ind i skoven ad Södra vägen. Her møder vi ejeren, som er ude at fælde og hente træ. Efter nogen tids vandring gennem skoven, når vi til en stor rydning, men da der ikke er klare tegn på en fortsættelse af stien,  og da vi ingen kort har, vender vi atter om.

Ved vejens begyndelse er der sprængt i klipperne for at udvide vejen, men trods ihærdig søgen finder vi ikke håndterlige stykker med borehuller, som vi kan levere til Christian som kompensation for den, han mistede for et par uger siden på kanotur herovre.

Mens maden forberedes, får Christian lov til at køre en prøvetur i Datsun`en for lige at lære den at kende, inden han med Axels velsignelse skal befordre den gennem Sverige.

Middagsmaden indtages i god ro og orden, og lidt efter 1730 kører den fuldt læssede bil af sted i en støvsky. 

3.2 Genvejen til Hindsjö

I brochuren står der, at der er 1200 m til vand (og båd og fiskeret), så en rimelig opgave er jo at finde såvel vej som sø, der passer til beskrivelsen. I de sidste solstråler begiver vi os ud gennem baghaven, hvor der er en skovvej. Den viser sig ovenikøbet at være meget smuk. Der er et myldrer af hvide og blå anemoner, og der er en veritabel fuglekoncert. Efter kort tids vandring kommer vi til vores overraskelse ud nogle få meter fra det sted, hvor vi er begyndt turen langs Flakegöl (det brede led med "Stäng grinden", hvor vi oprindeligt har en idé om at gå ind).

Vi fortsætter nu videre ad landevejen med henblik på at komme til at gå langs østsiden af Flakegöl, hvor vi tidligere har set, at der ligger en lille hytte. Det er rart, at have et mål. Det varer imidlertid længe, inden der er nogen vej, der fører nordpå, og den vi omsider følger, går ikke ned til søen, så vi vender om og går mod den nedgående sol samme vej tilbage til oprydning og opvask.

I "glasriket"
4.1 Boda

Mandag morgen vækkes man atter af fuglesang og kan se ud på den blå himmel. I dag skal vi have fat i et kort, så vi ved, hvor vi er!

Nærmeste by er Alsterbro, som er en lang tarm af en by, og turen til Nybro er ikke specielt spændende. Vejene er snorlige, og landskabet i øvrigt fladt. Man kan konstatere, at en ret stor del af husene her på egnen er malet gule, og det gælder måske ikke mindst de nyere.

Nybro har på moderne svensk vis et gågadeområde med tilhørende brolagt torv. Den virker moderne, og vi finder en boghandel, hvor vi kan købe "Gröna Kartan" over området. Vi får det i øvrigt udleveret plano (formedelst 34 kr.). Det er desværre sidst rettet i 1984, og selv om det er det stor hjælp, at man kan se højderygge og vådområder, syntes vi efter at have brugt det, at der manglede en del vejmarkeringer.

Da der er en Q8tank, benytter vi lejligheden til at tanke op, inden vi fortsætter. Nu da vi er kommet i bilen, kan vi ligesågodt gøre vores bilfærden færdig, og det ville jo være urimeligt ikke at opsøge nogle af de berømte glasværker, nu hvor vi befinder os midt i "glasriket".

Turen går først til Boda. Det viser sig at være en ganske ube tydelig by af størrelse. Lige ved indkørslen til byen ligger der en lille elv og en sø, og forsynet med vores formiddagsøl går vi det lille stykke til søen. Her kan vi nyde udsigten til både et par stolte svaner og en hel armada af sorthovede bramgæs, som svømmer rundt, indtil de forsvinder mellem sivene til den tilstødende sø.

Kun et lille stykke vej fra den restaurerede vandmølle, hvor vi har parkeret, ligger en flagsmykket bygning, så vi lader bilen stå, og går dertil. Det viser sig at hedde Boda Nova, og her er ganske rigtigt glas til salg  omend slet ikke det, vi har forventet, så vi går hurtigt igen.

Oppe for enden af vejen kan vi se selve Boda glasbruk, så vi fortsætter og kommer kort efter til endnu en glasudsalg, og det er mere vores stil. Her står det altsammen: vaser, kunstglas, drikkeglas og glasservice.

Efter at have set på glas med pålagte farver og flere forskellige vaser, træffes beslutningen: indkøb af flerfarvet vase. Naturligvis ikke en af dem, der står på hylden, men den der er er anvendt som salgsdekoration, og som står med lysegrønne kviste øverst på reolen. Det løses enkelt ved at grene og vand skifter vase  og vi kan fortsætte.

På næste hjørne er der en lille, privat glashytte, som i øvrigt ejes af 3 danske kunstnere. De har også mange pæne ting, og her er salgslokale og produktion i forbindelse med hinanden, så man umiddelbart fra udstillingen kan se kunstnerne sidde og arbejde.

Ud over glas sælger de i øvrigt også ikoner.

Vi opgiver at gå ind på selve Boda Glasbruk, og fortsætter i stedet til Kosta.

4.2 Kosta

Kosta er en større by, og Kosta Glasbruk langt større. Det er grundlagt i 1742, og Kosta er tilsyneladende mest kendt for sit krystalglas, men har altså også alle de former for glas, vi forbinder med svensk glaskunst.

Fabriksområdet er rimeligt stort, bygningerne gamle træhuse, lige med undtagelse af salgslokalerne, som her er alvorligt store.

Udvalget er også større, og navnlig kan man her købe 2. sortering til rimelige priser. En lille "erdenikkekær"vase og supplement til avocadoskåle købes, inden vi går ind i glaspusteriet og får repeteret dette spændende håndværk. Ikke mindst arbejdet med flere farver glas er spændende at iagttage. Der hersker ro i lokalet, ingen spørger til os, så vi kan blot gå rundt og iagttage processerne  og en kunstnerinde i flagrende gevandter, som diskuterer med glaspusterne. I tilknytning til fabrikken er også en udstilling af dels Kostaarbejder gennem tiderne og dels nyere kunstglas. Meget spændende og meget forskelligt.

Vi er også lige et smut inde at se gravørerne arbejde. Der graveres dels i drikkeglas og skåle, men også mere skulpturelle ting, som f.eks. Jonas i hvalen, delfiner, bjørne mm, hvor den tredimensionelle virkning afgøres af graveringens dybde.

Selv om vi passerer Orrefors på vejen hjem, beslutter sulten, at det kun bliver det stedlige Konsum-marked, der skal besøges for at købe æg og mælk.

Turen tilbage er rigtig pæn, bl.a. langs Orranäsasjön, og vi kommer ad "bagvejen" tilbage til huset. 

 

Uvasjön

5.1 Uvasjön

På et tidligt tidspunkt har vi spurgt, om man kan komme til Uvasjön, som ligger sydvest for vores bopæl, og svaret var, at vi blot skal gå lige gennem skoven, til vi kom til jernbanen og så følge den.

Nu da vi har fået et kort, kan vi se, at der faktisk ligger en nedlagt bane, så vi beslutter os for at tage turen ad vejen til "Sundet". Vi troede faktisk at denne vej kun gik til den hytte, man kan se fra vejen, men det viser sig nu, at der ligger flere, absolut velholdte "stugor" på denne korte strækning. Da vi er gået over grunden på "Sundet", som er det sidste hus på markvejen, finder vi et spor, vi kan følge, og kort tid efter kommer de umiskendelige kendetegn på en jernbanedæmning.

Det er ganske underligt at stå her midt på den nedlagte banestrækning: dels er stien snorlige i begge retninger, dels er den naturligvis helt vandret. Vi går med den nedgående sol i øjnene og kommer ganske rigtigt kort tid efter til Uvasjön. Vi er nede ved et par mere eller mindre faldefærdige hytter, der ligger i vandkanten, og vi er lige henne at se, hvor banelinien skærer gennem en lille vig, inden vi vender om og beslutter os for at gå samme vej tilbage. Tilbage på strækningen op mod grusvejen beslutter vi alligevel i stedet at gå kompasgang tilbage til vores hytte. Det går også uden problemer, bortset fra, at man er nødt til at holde sig uden om de våde områder, som normalt kendes på lang afstand ved, at her er gran og fyrretræer skiftet ud med birketræer. På den måde kommer vi længere vestpå end planlagt, og kommer faktisk op på den rydning, hvor vi vender om i søndags med Axel og Tove.

Store og små göl

Det er nu på tide at få afprøvet den tur syd for landevejen, som vi opgav i lørdags.

Vi beslutter os for at tage bilen og køre de første kilometre, som vi allerede har set flere gange, og vi sætter den inde på den skovvej, hvorfra vi vil starte.

Her er til en forandring masser af dyrespor på vejen, men vi ser dog ingen dyr.

På tangen, hvor Lille Göl ligger op til Stora Göl, ligger en "koja", som har pragtfuld udsigt til begge søer. Huset har som trofæer sat elsdyrgevirer over døren, så elgene må jo findes, selv om vi er begyndt at tvivle. I øvrigt ser man ingen autoriserede elsdyrskilte ved vejene i området, så selv om vi mener, at vi har set ekskrementer, er der nok ikke så mange i dette område.  Vi kommer til endnu en stor rydning, hvor vi sætter os og nyder solen og vores pilsner. Rydningerne har deres egen spændende charme, fordi de giver mulighed for at se det "nøgne" landskab. Det er utroligt så mange, så store og så forskellige sten, der er spredt i Småland. Til gengæld er rydningerne ikke så behagelige at forcere, fordi alle grenene fra de fældede træer normalt blot er efterladt.

Vi følger sådan set "Dackerleden", men da den går sydover, er vi nødt til at finde en vej, der kan føre os tilbage rundt om Store Göl. Der er ingen autoriserede stier vist på kortet, så vi lader os lokke af et skilt, hvor der står, at der er "Markryddning på gång". Det viser sig at være en god udvej, og vi bliver ført uden om de våde områder, som vi godt kan se, ligger imellem os og vores mål. Et stykke af turen er det dog nødvendigt at bruge kompasset, for at være på den sikre side, fordi sporene forsvinder for os i rydningen.

På kortet er nævnt adskillige "kär", og ved "Sågkvarnskärret", ligger "ruinerne" af et bjælkehus, hvor man tydeligt kan se konstruktionen med udhugninger, der fastlåser bjælkerne, og meterlange "dyvler", der er med til at sikre, at bjælkerne hænger sammen, f.eks. ved vinduespartier.

Da vi kommer ud til landevejen, er der desværre et par kedelige kilometre ad landevejen tilbage til bilen, men heldigvis er der kun meget lidt trafik på vejen.

På nordsiden af Alsteråen
Siden Ulla første gang stod ved Uvafors og kan se ud på klip pepyntene bag den store, hvide villa (med den irske sætter), har det været et ønske at komme derud. Det kan man jo passende bruge en eftermidagstur til. Ned til Uvatorp, som ligger lige før Uvafors  og så bare igennem over rydninger og ad dyreveksler. Og da vi når Alsteråen, har det også været umagen værd. Det ser rigtigt spændende ud, som åen snor sig omkring flere småøer.

Desværre er vejret på dette tidspunkt blevet overskyet med ten dens til at virke truende mørkt,  uden at der dog sker noget.

Vi skal naturligvis helt ud på klippepynten bag de to små øer, og turen hertil foregår på grundfjeldet, som rejser sig flere meter skrånende op, og som her kun delvist er dækket af mos og lav. Vi skal også lige hen og have et kik ind mod Uvasjön, og atter sidder vi på det nøgne fjeld og betragter natursceneriet.

På tilbagevejen frister et par spor med mærker af trætransport gennem terrænnet, og bortset fra at det viser sig at skære en stor trekant af vores hjemtur, kommer vi rigtig højt op i forhold til det omgivende terræn (ca.135 m) med deraffølgende flot udsigt over mod Uvasjön, inden vi når op til en stor, moderne gård. 

Allgunnen og Kalven


8.1 Bönemåla
På kortet har vi ved Bönemåle opdaget nogle signaturer på kortet, som angiveligt skal betyde botaniske/geologiske seværdigheder.

Der er 45 af dem, så da vi alligevel har besluttet os for en køredag, og det ikke er ret langt fra hovedvejen, gør vi denne afstikker.

Vi finder aldrig ud af, hvad det er, der er seværdigt, men vi får en god vandretur ud af det og ser endog to dådyr, som går fredeligt og græsser på en mark. Heldigvis har jeg ikke fotografiapparatet med, for jeg ville aldrig have nået at få det frem, før de er flygtet ind i skoven. Turen ligner ellers de andre skovture, men har den store fordel, at turen ender nogle få meter fra det sted, hvor vi oprindelig satte bilen. Det er i øvrigt herfra, vi samler olden, så vi kan så svenske egetræer i Herlev.

8.2 Uddevallshyltan
Herfra går turen mod Uddevalthyltan, som ligger i bunden af søen Algunnen, og som på kortet ser spændende ud, fordi Alsteråen skal klemme sig igennem her.

Turen går ca 9 km gennem et tæt skovområde. På et tidspunkt har der været en lokal jernbane også her, for vi passerer midt i det hele et sted, hvor skinnerne, men ikke markeringsskiltet, er fjernet.

Mens vi kører skifter vejret pludselig fra sol til mørkeblå skyer, og det sidste stykke til Uddevalthyltan kører vi i sne vejr!

Da vi kommer frem bekræftes vores formodninger: her er smukt, og omkring gennemløbet ligger 56 smukke huse/gårde .

I løbet af 20 minutter skiftes de snetunge skyer ud med lyseblå himmel og strålende sol, så vi kan fortsætte vores planlagte tur: vandring langs Alsteråen ud til "Kalven". Det er åbenbart et meget besøgt fiskested, for de blå vejskilte viser sprællende fisk.

Det er en rigtig dejlig tur, hvor man virkelig går langs åen et langt stykke. Vi følger den vestlige vej ud til Allgunnen, som den meget store sø hedder.

Da vi når ned til søen, og kan vi se ud ud over den meget lange sø (dvs. det er faktisk kun en del af den), opdager vi, at ude på en af de små holme holder et fiskeørnepar til i toppen af et træ, hvor der ligges på rede.

Videre går turen lidt mere ubekvemt og uafmærket til "Kalven", som er grundfjeldet, som står stejlt ud mod bredden og med tilhørende, efterladte vandreblokke placeret ovenpå. Smukt er det. Derfra har vi lidt svært ved at finde den rette vej, men man bliver øvet i at se selv svage spor  hvadenten disse er skabt af mennesker eller dyr.

Da vi er kommet tilbage til bilen og har fotograferet gennemløbet i solskin, fortsætter turen herfra langs vestsiden af søen (som man dog ikke kan se for bare skov) op til Mjösjö  atter en naturmæssig oplevelse. Her så vi endvidere et at de mest velholdte og smukkeste huse ("Höjahyltan") på vores tur.

Forcering af vandløb
Allerede om lørdagen, da vi er ved Hindabåen, har Ulla en idé om, at den må kan krydses.

Vi går gennem Sjögrens skov til Rammsjön og videre til lige før Flakegöl. Fra hver bred er her resterne af en stensætning, men det manglende stykke er for bredt til, at man kan springe sikkert over, og dybden og strømmen for stærk, så vi prøver lidt længere nede ad strømmen. På afstand ser det også ud, som om skridtlængde og stenplacering passer nogenlunde, men lige før det afgørende afsæt mod østre bred må det erkendes, at afstanden er for stor og den modtagende sten for lille. Et tidligere opsnappet brædt hentes og lægges ud som bro, og overfarten er sikret, omend Ulla redder sig en våd støvle i sine bestræbelser på at hjælpe Jørgen med en støttepind.

Lige på den anden side finder vi et par kassefælder, der dog ikke er i brug. Skoven på denne side er kedelig, tæt og uden grøn underskov, ja, den ligner faktisk en dansk nåleskov, men vi når målet: det lille rødmalede hus ved bredden. Det er aflåst, men gennem vinduerne kan vi se en opredte seng, så bruges bliver den.

Vi finder et spor og kommer ud på den skovvej, som vi er gået på i søndags. 

Nordpå uden skinner
Sidste mulighed for at nyde det fortsat gode  omend nu køligere vejr er en tur bagom til den nedlagte jernbane og så nordpå.

Vi følger vejen op til Bäcktorp, som viser sig at være et flot, gammelt hus med takket (udskåret) træværk såvel på sternbrædderne på gavlene som på udhænget ved tagrenden. Det er rigtig velholdt.

Herfra er det blot at følge kursen: så kan man ikke undgå at komme til den nedlagte bane. Det drejer sig kun om nogle få hundrede meter, før vi igen ser den typiske baneskråning. Vi følger nu strækningen mod nord, og her er der dels mere tilgroet, dels har man rodet mere op på selve dæmningen, og en del sveller ligger stadig henkastet ved siden. Vi finder en rådden svelle, som vi kan fravriste et par gamle skinnenagler som souvenir.

Ved "Jotaberg" skal vi dreje ind igen ad vejen mod øst. "Jota berg" viser sig at være et faldefærdigt, gammelt hus med tilhørende lade. Der er åben entre, men alt er ved at falde fra hinanden. Det gælder også laden, og omkring står et antal bundløse zinkspande, indtil flere hjulsæt af træ, men desværre totalt rådne og forfaldne.

Vores sidste opgave er at få nogle blå anemoner med hjem. På Sjögrens smukke skovareal har vi fundet netop den gruppe anemoner, vi ønsker, og de er nu plantet i Herlev. 

Hjemturen

11.1 Orrefors
Efter den sidste rengøring kommer vi af sted ved 14.30-tiden. Vi beslutter os for at køre ad "bagvejen", dvs tværs over mod Hässleholm.

Da Orrefors alligevel ligger på vejen hjem, og for at have set også dette berømte glasværk, kører vi lige ind for at se, hvad det har at tilbyde. Der er en fin udstillingsbygning med flere lyse sale, hvor der er udstilet mange smukke glas af en lang række kunstnere, som har arbejdet for Orrefors gennem årene. Der er også en udstilling af det nuværende sortiment. Indkøb kan ske i glasbutikken, og Orrefors adskiller sig fra Boda og Kosta ved at have mange flere drikkeglas og karafler  det meste af krystal og meget tungt  ikke så forfærdelig spændende og relativt dyrt.  Derfra kører vi så ad de små veje, som uanset samme farve på kortet er ret forskellige m.h.t. bredde og belægning.

Turen går via Algutsboda, Skruv med meget snoede veje gennem et særdeles smukt landskab.

11.2 Urshult
Medbestemmende til valget af denne rute er også, at den passerer Urshult, som er et af de meget omtalte og beskrevne steder i bogen om Småland, som vi har læst hos Ole og Kristine. Og her er smukt  både landskabsmæssigt og husmæssigt.

Lige efter Urshult gør vi en afstikker til Hackekvarn, hvor der ligger en gammel mølle ved en stor opdæmning af vandløbet, et smukt hus (møllerens?) og en velbevaret gammel, stenbelagt vej med rigtige køresten. Samme sted fascineres Ulla af en lille spætmejse, som har travlt ved et forladt spættehul.

11.3 Via Hässleholm
Vejen videre til Ryd, Lönsboda, Broby er fortsat smuk, men efter Hässleholm bliver det kedeligere, fladt og mere dansk. Efter Perstorf er det eneste opmuntrende, at Södra Åsen dukker op i horisonten.

Generelt må man sige, at turen taget som helhed er kønnere end den anbefalede, store vej.

Til en forandring skal vi ikke tanke op i Helsingborg, da prisen på benzin siden sidst er blevet sat op, så den er ca 50 øre højere end i Danmark. Da vi kommer til færgen, holder der en utrolig lang række lastbiler og nogle personvogne. Det resulterer i uventet ventetid, da vi ikke kommer med de to første færger, og i løbet af den ca. 1 1/2 time begynder det faktisk at være koldt i bilen. Kulden er atter ved at fortrænge foråret, men vi kan endnu engang se tilbage på en vejrmæssigt perfekt ferie.