Sidst opdateret 1. oktober 2013

Svalbard 2013

13.9.-17.9.2013

Billederne fra turen finder du her.

Resumé

Albatros har annonceret med en rabat på 2000.-kr på en tur til Svalbard i september, og det lyder umiddelbart spændende.

Rejsen er på 5 dage, hvoraf de to næsten bruges til transport. Men det er en komprimeret tur, hvor man virkelig kommer i kontakt med naturen, men hvor der også er god tid for guiderne til at fortælle om alle aspekter om Svalbard.

Der er ikke nogen rejseleder med, men der er skiftende guider på turene, og de er både vidende og engagerede, og det er først efter vi er kommet hjem alle indtryk og informationer er faldet på plads.

Vi er taget dertil for primært at få en naturoplevelse, og det fik vi virkelig. Omvendt kan man sige, at vi ikke behøvede flere dage, da det trods alt er begrænset, hvor meget nyt, der kan bydes på.

Naturen

Tilblivelsen af Svalbard er utrolig, med udgangspunkt omkring ækvator, sammenstød med Grønland og så til den nuværende placering.

Af samme grund er der masser af plantefossiler fra dengang, der var skov, og det eneste eksemplar i verden af  predator X (pliosaurus), et vældigt rovdyr på 13 meter, 45 tons og med 30 cm lange tænder fra dinosaur-tiden, er fundet her.

60% af Svalbard er dækket af is og sne, 30% nøgne klipper. Og der er mange gletschere, hvoraf vi ser Esmarkbræen og Von Post /Tunabræen på vores sejladser. Højden ved udmundingen er 30-40 meter. Lige uden for Longyearbyen ligger også en lille bræ, Longyearbræen.

Blomstringsperioden er ovre, men der er dog stadig få og små blomster at finde. Bl.a. er der stadig mange kæruld (formentlig Smuk kæruld)

Om sommeren er der masser af fugle, men her i september er de fleste fløjet bort til varmere himmelstrøg, så fuglefjeldene var ret så tomme. Vi så dog  en del terner/måger, lunde.

Af pattedyr så vi kun det specielle Svalbard-rensdyr , (kortere ben, mere kød), men godtnok kun gennem kikkerten. Der er desuden polarræve og isbjørne, men dem så vi ikke – måske fordi vi generelt sejlede langt fra kysterne. Isbjørnen blev dog rapporteret set ved minebyen Pyramiden den ene dag.

Isbjørne kan dukke op alle vegne, og man må ikke gå uden for byområdet (det vises ved et advarselsskilt med en isbjørn) uden at være ledsaget af en, der har et gevær.

Vi så hval under vores sidste sejlads, og en svømmende sæl i havnen ved hjemkomsten.

Selv om det er efter perioden med midnatssol, er det mærkbart længere lyst. Fra 26/10 til 15/2 er der polarnat, og der er lukket ned for turismen.

Vi var utrolig heldige med vejret, idet vi havde høj  blå himmel det meste af tiden, men vejret skifter hurtigt, så der kan med kort varsel komme hård vind og regnbyger. Temperaturen var omkring de 6 grader om dagen, men med en betydelig chill-faktor, når det blæste, eller vi sejlede.
Det er dog ikke varmere, end at de små vandløb har kanter af is.

Historien

Hollænderen Willem Barentsz kom til Svalbard i 1596 på sin søgen efter en passage.

Fra 1600-tallet blev det base for hvalfangst for engelske, danske, hollandske og franske interesser. Det varede til ca 1820.

Der blev fundet kul lige omkring 1900. og amerikaneren John Munroe Longyear startede minedrift i 1908 og kaldte bosættelsen Longyear City , og  Store Norske Spitsberg Kulkompani købte stedet af ham i 1916.

Efter 1.verdennskrig blev der indgået en traktat, Svalbard-traktaten, som gav Norge suveræniteten, dog således at alle frit kunne fiske, jage og drive minedrift.

Efter besættelsen af Norge under 2.verdenskrig blev alle evakueret fra øerne i 1941, og tyskerne oprettede metereologisk station. I 1943 blev både Longyearbyen og Barentsburg bombet og  ødelagt af tyskerne.

Minedriften

Det første kul blev fundet af en nordmand i 1862.

Når man går rundt i Longearbyen kan man ikke undgå at resterne af gamle mineanlæg. Der har opigennem 1900-tallet været 7 kulminer omkring byen, men det er nu kun grube 7 øst for byen, der stadig er i drift her. Den leverer næsten alt kullet til Norges eneste kulfyrede kraftværk, som ligger her i byen.

Det varme vand fra elproduktionen sendes i store rørledninger rundt i byen, hvor der ved større bebyggelser er placeret 'fyrhuse'.

Der er stadig minedrift andre steder f.eks. i Sveagruva, som ligger på sydsiden af øen, og hvortil arbejderne pendler med fly fra Longyearbyen. Det meste kul eksporteres til stålproduktion i Tyskland.

De andre miner: Pyramiden, Barentsburg, Colesbukta og Grumantbyen er alle nedlagt.

Når man tænker på, at der på Svalbard er ca 6000 km minegange – eller længere end til New York -, kan man forestille sig bjergene som  myretuer.

Longyearbyen

Kort over byen

Vi flyver til og bor i Longyearbyen, som ligger i Adventsfjorden, som er en sidefjord til Isfjorden – den næststørste fjord i Svalbard.

Byen ligger på 78 grader nord, ca 1000 km fra Nordnorge og tilsvarende til Nordpolen. Som det fremgår af kortet, er det kun på Grønland, der måske lever mennesker så højt mod nord.

Det er svært at forestille sig, at de få bebyggelser indtil 1989 var styret af de enkelte mineselskaber.
De bestemte alt, byggede arbejderbarakker, havde deres eget møntsystem og naturligvis administrationsbygning, mm
Først i 1993 blev firmaernes besiddelser solgt til den norske stat.

Den er omgivet af bjerge på op til ca.1000 m, og på denne årstid med snedækte tinder. Andre steder er der bjerge op til 1700 m. og i nordvest er bjergene mere spidse, hvilket førte til navngivningen:  Spitsbergen

Byen er anlagt langs elven og langs kysten. Husene er opført af træ og er malet i forskellige,klare farver, og man har bestemt at holde sig til nogle få hustyper. Permafrosten nødvendiggør, at husene står på piller, der er hamret langt ned i permafrosten for at kunne modstå at den øverste meter til halvanden tør om sommeren. Derfor ses de fleste huse med et vandret 'skørt', der skjuler pælene.

Permafrostens evne til at flytte ting opad ses dels af de pæle, som blev tilbage da tyskerne brændte byen ned, og som nu er løftet en halv meter,  dels af den lille kirkegård, hvor kisterne løftes op og ligene spredes.

Derfor begraves der ikke folk på Svalbard. Imidlertid er praksis, at når man kommer til Svalbard for at studere eller arbejde, beholder man sit tilhørsforhold til sin fraflytterkommune. Det indebærer, at man bliver sendt dertil, når man dør, ligesom man sendes til hovedlandet, hvis man bliver mere syg, end det lokale sygehus kan klare, ligesom man vender tilbage, når man når pensionsalderen..

Det er en fast skik, at man tager skoene af indendøre: på hotellet, på museet, i kirken osv. Det er umiddelbart forståeligt, at der må have været mængder af kulstøv overalt i byen. I indgangsparierne er der derfor lavet ‘dueslag’, hvor man kan sætte sit fodtøj - og evt. benytte sig af ‘hjemmesko’. der er stillet til rådighed.

Selv om man kun kan køre på det lille vejnet i byen er der mange og nye biler, men man bliver noget overrasket over at se mængder af snescotere parkeret alle vegne. Faktisk er der ca 2½ snescooter pr. indbygger.

Overraskende er det også, at man faktisk kun har 15-20 cm sne at køre på, da golfstrømmen sørger for at der er isfrit og højere temperaturer end i Nordnorge 1000 km borte. Men i vinterperioden giver det mulighed for at færdes til andre steder på øen – endda på skiltede ”veje”.

Svalbard er toldfrit område, der er ingen moms, og ingen skatteopkrævning. men midler er afsat på den norske finanslov.

Hotellet

Spitsbergen Hotel har en lang historie, som er knyttet til minedriften.

Spitsbergen Hotel (oprindeligt ‘Funksjonærmessa’) startede som beboelse for ”Store Norske Spitsbergen Kulkompani”s funktionærer uden famile og funktionærmesse i 1947, da byen kunne genopbygges efter at tyskerne havde bombet og brændt byen ned i 1943.
Her var også spisemesse og repræsentationslokaler.

I 1993 blev det solgt til Spitsbergen Travel,som byggede til og om og renoverede med reverens overfor historien, og det er et hyggeligt hotel med alle faciliteter – bortset fra fitnes og swimmingpool!

Vi spiser i Funktionærmessen, som restauranten kaldes, og har en utrolig flot udsigt ned over byen og fjorden og over på bjergene.

Der var en omfattende morgenbuffet med alt, hvad hjertet kunne begære, inkl. sild og egenproducerede vafler med myseost!

Aftensmaden bestod af treretters menu i fransk stil og præsenteret på engelsk, og meget velsmagende, men ikke med de forventede fiskeretter.

I Barentz hus fik vi til gengæld en god, jævn suppe kogt på rensdyr med absolut mørt kød.

Vi var 25 voksne rejesedeltagere i gruppen - heraf 4 norske, men det var kort tid, så det var kun få vi kom til at kende navne på.

Turen dag for dag

Da vi ved, at det kan være ganske koldt, har det givet anledning til at få anskaffet noget nyt udstyr (fleecejakke, huer, vanter, vandresko, overtræksbukser – og en ekstra Kite-kikkert).

13.9 (fredag) Langt fra hjemmet og introduktion til Svalbard.

Vi må tidligt op, da vi skal flyve 07:20, og skal være i lufthavnen to timer før.

Flemming har tilbudt at køre os og kommer 04:30, så vi kommer til tiden. Indcheckning og sikkerhedskontrol passeres hurtigt og uden problemer, så vi har god til, inden vi skal med SK454 (Airbus 321) til Oslo.

I Oslo tager det lidt tid med bagagen, som man skal hente ved indrejsen, selv om den har bagagebånd til slutdestinationen,. Det viser sig, at man kan købe i den taxfree og få det gennem sikkerhedskontrollen til indenrigs, hvis blot det er forsejlet i en pose.
Vandreturen gennem tolden og videre til indenrigsafgangen er lang, ny indcheckning (selv om vi havde boardingkort), ny sikkerhedskontrol, og endelig turen til gate 11, som ligger langt fanden i vold, så vi kommer faktisk i tidnød, og kommer først til gaten lidt før afgangstidspunktet. Tiden var ganske enkelt rendt fra mig.

Turen til Tromsø med SK4414 (Boeing 737-800) forløb med nogen turbulens og med tæt skydække, så der blev ikke noget med at se det norske landskab.
Vi bliver gennet ud af maskinen i Tromsø inkl. vores håndbagage mens der laves et eller andet check, så vi når lige at komme ind i lufthavnsbygningen og få tisset – og så ud igen tilbage på de samme pladser.

Fra Tromsø er der ca 1½ times flyvning til Longyearbyen på Svalbard, hvor vi lander lidt før tid 13:45.
Her er ca 6 grader og en stiv kuling.
En sød repræsentant fra ‘Spitsbergen Travel’ får os guidet til en bus og den korte tur til vores  “Spitsbergen Hotel”, alt i mens hun giver os tider på de næste dages aktiviteter.

Der er en lille times tid , inden vi skal på byrundtur, så der er tid til at tage et smugkik i byen. Det første der slår en er de malede huse, de store varmerør, der går gennem byen - og så naturligvis de tilbageblevne tårne af træ fra den gamle tovbane til kultransport.
Og så kan man nyde udsigten til de snedækkede bjerge langs dalkanten.

Det første holdt på byrundturen er Svalbard museum, som i en spændende, moderne kobbberbeklædt bygning af træ fortæller om øernes natur, dyreliv, geologi samt historie på en udmærket måde, hvor tekst og plancher modsvares af store montrer med tilhørende effekter. Desværre kunne man have brugt meget mere tid til at sætte sig ind i disse grundlæggende informationer om øgruppen
Bygningen  hedder ‘Svalbard Science Center’ og indeholder ud over Svalbard Museum også det norske polarinstitut, universitetet, hvor halvdelen af de studerende er udlændinge, der studerer arktiske forhold.

Dernæst på Galleri Svalbard med malerier og lokalt håndværk, lokaler for lokale kunsthåndværkere. Derudover er der en interessant samling kort helt tilbage fra 1602 – alle hvor Svalbard er medtaget i forskellig udstrækning og en samling af litografier fra en ekspedtion 1838-39. Til introdktionen blev der serveret et enkelt glas mousserende vin..

I den tredje time kører bussen rundt i byen, hvor guiden får fortalt og givet os et overblik over byen og dens seværdigheder. Absolut interessant.

Vi er således hjemme ved 19-tiden, hvor det er begyndt at regne.

Middagen indtages i Funktionærmessen, hvor det trods det sene tidspunkt kl.19:30 er lyst så vi kan nyde vores 3-retters menu med fin udsigt ud over fjorden.

Det har været en lang dag, med mange positive indtryk, og vi kan gå trætte i seng.

14.09.2013 (lørdag) Sejlads på Adventsfjorden og Isfjorden

Kort, hvor man kan se turen. Longyearbyen ligger yderst til højre.

Det er kun mørkt et par timer omkring midnat og ellers ganske lyst hele natten og meget lyst ved 6-tiden. Vækkeuret er sat til 06:30, og morgenbuffeten indtages ca 07:15. Udmærket buffet med alt, hvad man kan begære inkl, diverse sild.

Der har været lidt usikkerhed om, hvorvidt vi skulle af sted til båden kl. 08:30 eller 09:00, så Ulla forespørger i receptionen. Det er kl. 08:30, så vi skal bare have os pakket varmt ind.
Ved afgangen vises usikkerheden med stor tydelighed: kun halvdelen af gruppen er dukket op, men dem der er kommet -også fra andre hoteller kører til havnen.
Afgangen bliver forsinket med ca ½ time, og så  starter ekspeditionen ud ad Adventsfjorden (som hedder sådan efter en fornorskning af Adventure Sound, efter et gammelt skib).

Båden er en ombygget fiskerbåd “Langøysund”, som må medtage 72 passagerer, men selv om der er indendørs faciliteter, er der langt fra nok siddepladser til alle indendøre. Lige nu gør det heller ikke så meget, for der er masser af blå himmel og hvide skyer, så man kan sagtens stå udenfor på de to dæk. Ved afsejlingen er der nogle småbyger, som ikke rammer os, men til gengæld forsyner os med nogle flotte regnbuer.
Udsejlingen gennem Adventsfjorden sker langs havnen, kraftværket og med udsigt til den gamle tov-kulbane - og som det sidste lufthavnen, som er indrammet af hegn mod indtrængen af rensdyr..

Guiden på turen er noget af en spradebasse med mange historier, men oplevelsen lider ved, at det er svært at finde en plads på dækket, hvorfra man kan høre ham.

Vores første mål er Esmarkbræen, en pæn stor gletscher som ligger i Ymerfjorden - en sidefjord til Isfjorden. Sejladsen er spændende: sne på toppene af de lave bjerge, indtil flere tydelige regnbuer – for vejret og lyset skifter hurtigt heroppe.

Da vi skal krydse Isfjorden mærker vi, at vi er kommet ud i en større fjord. Bølgerne er større – måske er vinden også blæst op – hvert fald bliver det en så voldsom søgang, at jeg må ofre til kong Neptun – sammen med flere andre. Og bølgerne får skibet til at hugge slemt, så man har meget vanskeligt ved at stå på dækket, og dem, der har sat sig på de få plasticstole flyttes rundt på dækket efter bølgernes lyst. Kaskaderne fra stævnen når flere gange op over skibet og helt ind til midten, hvor jeg har søgt ly. Jeg har regnbukser med i kufferten, men havde ikke regnet med at skulle bruge dem i dag, så jeg bliver godt våd af en af søerne
Jeg ved egentlig ikke, hvor lang tid turren til gletscheren varede – men vel et par timer. Selv om vi har set det flottere i Argentina, så er det bestemt turen værd. Bræen står med en ca. 20 meter høj front i blå og hvide farver. (den type bræ – vokser ovenpå, smelter nedefra).

Mens vi ligger her i smult vande i Ymerbukten er den store grill på fordækket blevet tændt. Menuen består af brød, salat, pasta, ris og grillet hvalkød og laks. Jeg melder pas, da det ikke lige er mad, jeg savner, men Ulla siger, at det smager fortræffeligt.
På udturen kan man med en god kikkert se svalbardrener vandre på bredden.

Derefter skal vil naturligvis krydse Isfjorden igen sydpå. Det er nu blæst mere op, og der er kommet skum på toppene og lange, ganske høje bølger, så scenariet gentager sig, og jeg må atter betale til kong Neptun, mens folk hænger i, hvad der kan bruges til at forhindre, at man vælter omkuld. Ret dramatisk, og det varer ved, til vi nærmer os Grønfjorden, hvor vi skal se den gamle russiske mineby Barentsburg, som vi anløber ca 14:30..

Barentsburg er en russisk mineby, som nu ikke længere er i drift (?).
Byen ligger højt over den smalle fjordbred, og der er rigtig mange trapper for at komme op i byen. Det tog noget tid at få alle om bord op ad trapperne, så dem der kom ssidst, fik ikke den fulde introduktion, og holdet blev åbenbart fordelt til en russisk guide og den norske guide fra båden - uden at vi helt bestemt ved, hvad vi er gået glip af.

Det. der først slår en, er forfaldet af de gamle træhuse. Vi har på Svalbard Galleri set en plakat, som gengav mange spændende malede og udskårne hoveddøre, men forventningen om at se eksempler blev i stedet et møde med ødelagte døre, manglende døre, reparerede døre.

Der er ved at blive genopbygget noget. Det er et russisk samfund, så det er russiske firmaer, der bygger. Der er russiske gadenavne, og barpigen i den bar, gruppen kommer til, har umiskendelige russiske træk. Vi får her smagt en nyproduceret russisk lokaløl, og Barentsburgbryggeriet kan nu sende Tromsø ned på 2.pladsen, som verdens nordligste bryggeri.

Kl 15:45 er vi atter på vej, men nu hjemad i mere smult vande, og med rigtig fint solskinsvejr, omend det blæser koldt.

På hjemturen på 3½ time passerer vi Colesbukta og Grumantbyen, som begge også har været russiske kulminebyer  oven i købet forbundet med en 40 cm smalsporet jernbane, fordi Colesbukta fungerede som udskibningshavn.

Endelig er der flotte, stejle fuglefjelde, og men man må tænke sig til et levende fugleliv, da fuglene er fløjet til varmere himmelstrøg.

15.09.2013 (søndag) På fossiljagt ved Lomgyearbræen – og på egen hånd

Vi vågner op til blå himmel og vindstille. Man må knibe sig i armen. Og faktisk holder vejret sig hele dagen med skyfri himmel.

Kl.9 bliver vi hentet af et par jeeps, som ad et par ture får samlet gruppen, de to guider med geværer og to slædehunde, som overdrages frivillige på holdet.

Bræen ligger lige uden for byen, hvor en lille bjergtop kaldet Sarkofagen skiller Larsenbræen fra Longyearbræen.

Der er ikke vildt langt at gå, men det er uvejsomt terræn med sten og vandløb, så Ulla har klogelig meldt fra til denne udflugt (og det var heller aldrig gået, som hun har det med sin ryg lige nu).

Kulmine 2 har ligget her i Sarkofagen, og resterne af de tidligere aktiviteter ser man bl.a. i form af skinnefragmenter, efterladte tipvogne og mere specielt en hundegård med plads til 8-10 slædehunde, som man ikke måtte have i byen. Hundene var så lukket inde i hver sin gård med hundehus, og ejerne kom dertil for at fodre dem. Kulmine 4 ligger faktisk under bræen, men har brugt samme transportsysten ind til havnen.

Bræen har gennem tiden lavet mange volde, og tilsvarende har elven gravet sig ned i sedimenterne. Lige nu er er der ikke meget vand i elven, til trods for, at det har været den vådeste sommer, siden man påbegyndte målingerne (ca 280 % mere regn). Ellers har man det, der betegnes som ‘arktisk ørken’.

Bjergsiderne er grønne og virker frodige, men det er ikke meget, der gror her, for sommerblomsterne er borte nu. Vi ser dog lav kæruld og små blomster svarende til nogle af 'vores' stenhøjsplanter – blot i miniature.

Et stykke af vejen bruges den gamle vej til minen, men den afløses af bunker af flade stenstykker, som er efterladt af isen, men faktisk er det ikke så svært at gå i. Men det går pænt opad, før vi kommer til bræen og kan få udleveret en stenhammer og kan begynde at lede efter fossiler. Det drejer sig udelukkende om plantefossiler. Der bliver fundet flere – de små til at medtage, de store til at fotografere.
Jeg fandt desværre ikke noget, og måtte nøjes ,med at tage nogle småsten med hjem til samlingen.

Det flotte vejr gjorde at udsigten ned over byen var helt fantastisk klar og solbeskinnet.

Turen er annonceret til at vare tre timer, og det efterlader kun ca 30 minutter til at vende sten. Med det gode vejr, vi var udstyret med, kunne vi godt have brugt lidt mere tid.

Holdet er tilbage ved frokosttid.
På hotellet havde Ulla sikret sig et bykort og et 'rigtigt’ kort over Nordenskjöldland, som området her hedder.

Da vi havde udvekslet oplevelser, besluttede vi os for at spise lidt frokost, men måtte konstatere, at det åbenbart ikke er muligt på vores hotel, så vi må lade det indgå i den planlagte bytur.

Det blev ikke helt den forventede succes, da Ulla dels fik ondt, dels at de vandrivende piller slog til, og fordrede et toilet besøg. Vi gik ind i et Karrlsberger Pub, hvor vi fik et stykke lækker pizza med tilhørende god salat.

Jeg havde sat mig for, at jeg ville finde 'Spitsbergen Travel' som står for arrangementerne her. Jeg fandt også kontoret, men der var lukket, Fair nok, for jeg havde ikke tænkt på, at det var søndag.

Ulla var blevet på 'spiserriet' (som man kan sige på norsk), men da hun skulle i gang igen, havde hun så store smerter, at vi måtte ty til en taxa til hotellet – et stykke vej, der normalt tager 20 minutter at gå.

Tilbage på hotellet kunne vi hente gratis kaffe/chokolade og selv bage vores vafler. Her var tilbehøret syltetøj og ikke som om morgnen med myseost, som ellers åbenbart er nordmændenes foretrukne. Jeg skulle selvfølgelig prøve det i morges, og det smager faktisk ganske godt.

Der er arrangeret en tur kl.19 til Barentz Hus, som ligger ca. 9 km. Inde i Adventsdalen ad små, grusede veje. Det var en rigtig flot tur dertil, hvor de sneklædte bjerge spejlede sig i det stillestående vand, der stod på begge sider af vejen.

Vi bliver modtaget af den riffelbevæbnede vært, som byder os indenfor i et hus, som er bygget som en nøjagtig kopi af en hytte Barentz (som opdagede Spitzbergen) og hans 17 mands besætning overlevede i. En hytte, hvor man havde genanvendt tømret fra skibet, og lavet en hytte i hytten, så der var et isolerende mellemrum mellem dem.
Lige udenfor er en stor hundegård med plads til 100 hunde, men da der går 8 til et spand, dækker det kun behoet, da man sommeren igennem tilbyder slædehundeture - på hjul.

Der blev serveret suppe kogt på rensdyr, som her på Svalbard har kortere ben men væsentligt mere kød. Dertil brød, linieakvavit i store glas – og flere gange, og øl i stride strømme. Der afsluttes med en lækker, hjemmelavet kage. Det unge værtspar hygger om os, og er ikke bange for at sætte sig, og få en snak.

Suppen stod og kogte over pejseilden, hvor der senere blev lavet bålkaffe – kaffe hvor et stykke glødende træ til sidst stikkes ned i kaffen. Alt smagte rigtig godt. Stemningen var god, og vi blev desuden underholdt med et lysbilledforedrag om isbjørne i almindelighed og isbjørne på Svalbard i særdeleshed. Det blev en rigtig god aften, bænket ved langborde omkring den åbne ild, som virkelig varmer rygstykkerne.

Da vi bliver hentet 21:45 kommer vi ud fra et mørkt lokale i den lyse arktiske aften. En utrolig god oplevelse.

Ved  midnatstid var vi ude for at se efter nordlys, som efter sigende skulle være på vej til Svalbard. Men enten er de forsinkede, eller også kommer de bare ikke, så vi går i seng med uforrettet sag. Det kunne ellers have givet prikken på i'et.

16.09.2013 Med polarcirkelbåd til von Postbræen

Kort over kysten, som ikke dækker Tempelfjorden. Hele området, vi bsøgte, er på dette kort med Tempelfjorden og Tunabræen yderst til højre

Meteorologerne har fået ret: der er stadig blå himmel og hvide skyer, og det er stille vejr – et godt udgangspunkt for dagens sejlads.

Vi bliver kørt ned i havnen, hvor guiden giver sin beretning om Svalbard, samt informationer om dagens udflugt og sikkerhedsregler.
Under almindelig moro skal alle iføres en overlevelsesdragt og have redningsvest – og der kan lånes støvler, handsker, huer og sikkerhedsbriller, da turen vil foregå i højt tempo med ca 30 knob.
Med vores egne lag-på-lag-påklædninger ligner vi en mellemting mellem en Michelinmand og en astronaut.

Vi bliver kørt til kajen, hvor de tre polarcirkelbåde ligger. Det er ikke gummibåde, men polystorenbåde, som vil flyde uanset hvad (der er dog store redningsflåder med ombord, skulle det bliv nødvendigt). Der kan sidde 8 personer med front i sejlretningen på nogle plostrede bjælker - dog med rygstød. Bag føreren er der tre siddepladser, hvor man ikke vil mærke stødene så hårdt, når båden forcerer bølgerne. Aht Ullas ryg placerer vi os der. Det giver ikke mulighed for meget udsyn fremad, men til gengæld er man nogenlunde i læ af føreren og vindspejlet foran ham, og man kan jo stadig se til siderne.

Guiderne er generelt gode og engagerede, og sådan er det også i dag.

Udsigten til de snedækkede bjerge er flot mod den blå himmel og vandet ligger næsten spejlblankt.
Vi sejler gennem Isfjorden mod øst for at komme til Sassenfjorden og Tempelfjorden for at vende ved bræen.

På vejen ser vi indtil flere gange blås fra en hval, så nu kan den krydses af på listen– foreløbigt. Desværre svømmede den, så vi havde den lave sol i øjnene til at genere os og lave genskin i vandet, og man skal være heldig for at nå at få det med på et billede - og det gjorde vi heller ikke - men vi så det med egne øjne. Ellers så vi masser af teit (måger), stormfugl (på svensk), og lunder.

Turen fører os forbi fuglefjeldet Diabasodden, hvor man tydeligt kan se geologien og sedimentlagenes vandring.

Vi passerer Villa Fredheim-fangsthytten, som er næsten mytisk, fordi nordmanden Hilmar Nøis overvintrede der i 38 år..Historien om stedet og manden findes som pdf-fill her.

Da vi nærmer os gletscheren kommer forvarslet i form af isbjerge, som bringer tankerne tilbage til Andesbjergene. Der bliver sejlet rundt om de flotteste af isbjergene, så alle kan få et billede. Gletscheren ligger solbeskinnet i hvide og blå farver, og der sejles tæt på, ligesom båden ligger stille, mens guiden forklarer de specielle former for gletschere (kolde og varme).

Derfra sejler vi til Bjonahamna, hvor bådene ligger til på kysten/stranden, hvor vi er kl. 13. Der bliver udleveret frysemad, som vi hver især må sørge for at håndtere. Det smager OK, og er jo en god løsning, når der ikke lige findes et spisested i miles omkreds. Der er ikke noget toilet under den 5 timer lange sejlads, så Ulla og jeg springer kaffen over for ikke at udfordre blæren. Det tager ca ½ time med stående taffel.

Koldt med chill-faktor

Vi gør holdt ved Deltanesset, hvor guiden viser billeder og fotæller om det store fossil der blev fundet her i 200 m højde: historien om Svalbard monstret. Det er det eneste eksemplar, der er fundet af denne variant af Predator X fra juraperioden. Det er samtidig den størstemarine dinosaur, der er fundet med sine 13 meter, 45 tons - og forsynet med 30 cm. lange tænder.
Der går udflugter dertil og der skulle være gode chancer for fosssilfund.

Efter besøget ved bræen er vinden blæst op – men stadig flot, klart vejr, så båden hugger mere på vejen hjem med rigtig meget skumsprøjt.
Det er en frisk tur i fuld fart, og vi er tilbage i havnen ca 14:45 – og på hotellet lidt over kl.15 - som planlagt.

Vi afventer det bliver tid til de gratis vafler, som vi kan lave fra kl.16 og få kaffe eller chokolade til.

På turen har jeg lånt en hue/kasket, som viste sig ganske praktisk, og på Ullas forslag, gik jeg i byen og fandt en tilsvarende, som både kan varme ører og nakke, har en lille skygge, og oveni købet er vandtæt. Den bliver god også på efterårets ture i Sverige.

17.09.2013 Sidste tur i byen - og hjemad.

Da vi først skal flyve om eftermiddagen, var der god tid til en tur  for at tage afsked med byen.

Vi havde ikke gået ret langt før Ulla konkluderede, at det næppe var en  god idé at fortsætte, så jeg fulgte hende tilbage og gik derefter selv  en tur.
Den gik over på den anden side af elven, som havde taget et stykke vej  med sig, så jeg måtte forcere vandløbet ved at springe fra sten til sten.
Den lille kirke var åben, men også der skulle man have fodtøjet af, og  jeg indrømmer, at det gad jeg ikke, da der næppe ville være noget  særligt at se.

Jeg fortsatte så til et knudepunkt i reguleringen af kultransporterne  gennem byen og ned til havnen. Der står endnu nogle rester af det gamle  anlæg, og det er jo interessant med at kunne prøve at sætte sig ind i,  hvorledes det har fungeret. Jeg fandt da også et stykke kul, som jo må  siges at være kendetegnende for stedet.

Vejret var stadig højt og flot, omend det blæste noget mere, og da det  hidtil anvendte varme undertøj var pakket ned, kunne det godt mærkes. Nu  fik man så også lejlighed til at se solens spil på bjergsiderne om  formiddagen, så det var godt at få sig rørt.

Jeg var vel tilbage lidt over 12, hvor Ulla og andre fra gruppen sad i  de bløde lænestole og snakkede. Jeg hjalp et par stykker med at checke  ind on-line, og ellers slappede vi af med kaffe og varm chokolade.

Bussen kom til tiden, flyet afgik 20 minutter før, og i det klare vejr  kunne vi se satelitsporingskuplerne på Plateaubjerget lige uden for byen, Overvågningen af satelitterne fra denne position er, at de sort set kan spores hele døgnet, hvis de er på den nordlige halvkugle, og med en fiberforbindelse til Norge kan kunderne få aktuelle oplysninger døgnet rundt.
Permafrosten udnyttes i øvrigt også til opbevaring af et ‘frøarkiv’ The Svalbard Global Seed Vault, som også ligger lidt uden for byen.

Senere dukkede den  sydligste ø i gruppen Bjørnøya op. Kaptajnen kunne berette, at den ellers ikke lader sig iagttage så tit.

På grund af nogle juridisk administrative forhold: Norge er medlem af  Schengen, Svalbard ikke, og Svalbard er taxfree, så var der et specielt  cirkus i Tromsø, hvor vi mellemlandede. Alle skulle ud af maskinen med  håndbagagen, nordmændene skulle have deres kufferter på bagagebåndet for at få dem toldbehandlet, og så skulle man i øvrigt helt ud af bygningen,  og så starte check-in på ny. Virkelig en bureaukratisk karrusel.

Men vi var forud for vores tid, så vi kom i luften i henhold til planen,  og turen til Oslo gik efter bogen med lidt turbolens. Der var en god  time i Oslos lufthavn Gardamoen, og da man jo ikke længere får fast føde  på flyrejser, valgte vi at bruge tiden på at spise en lækker gravet  laksemad formedelst 120 NOK. Jo, det er dyrt i Norge. Jeg fik et glas  vin til - pris 170.- kr, og heldigvis var den rigtig god.

Flemming kom som aftalt og hentede os, så vi var hjemme lidt før 23 og kunne så gå i gang med posten og aviserne, samt pakket ud.

Vi kan se tilbage på en tur, som atter overtraf vores forventninger.