Servicesamfundet anno 1950

På dette tidspunkt kunne man virkelig tale om et servicesamfund:

Posten blev bragt ud flere gange dagligt. Købmanden kom og noterede ugens ordrer, mæklemanden satte mælken ved døren, ruderne blev pudset på bezinstationen.Postvæsen

Dengang var der postomdeling to gange om dagen – formiddag og eftermiddag, så indenbys kunne man nå at svare på et formiddagsbrev samme dag.
Korrespondancen med Horsens var imponerende. Der blev skrevet flere gange ugentligt, og man skrev om alting – hvad man havde tænkt, hvad man havde spist, hvilke gæster man havde haft, og hvad de havde fået. Klart, at familiens skrivelyst nedstammer fra min bedstemor og mor.

De lokale forretninger var bager Nielsen og købmand Hasselfeldt på hjørnet af Sdr. Landevej og Parkgade
Købmanden havde diskbetjening, mel, sukker osv i skuffer og afvejning med lod på vægt. Kaffemøllen stod og sørgede for friskkværnet kaffe.
Selv om vi havde en gasoven, var der ikke kapacitet til en stor steg, så ande- og flæskesteg kunne man få stegt hos bageren.
Piskefløde kunne man ikke købe. Man kunne prøve at skumme sødmælken for fedt, men ellers var flødeskum  noget man købte os bageren, hvor man kom med sin  skål.

Slagteren lå lidt længere borte på hjørnet af .. og Parkgade

Da blokkene ned ad Ringgade blev bygget, kom fiskehandleren, som havde bassiner med vand til levende fisk

På Sdr.Landevej kom hver formiddag den hestetrukne mælkevogn med sine junger med haner, som kunne tappes fra vognens bagside. Som mål brugtes metalbægre, og man kom med sine kander for at få dem fyldt – og betalte kontant..
Nogle ting var dog i flaske.

På Ringridervej var hestevognen erstattet af et folkevognsrugbrød, og efterhånden kom alt på hvide flasker med metalkapsel i forskellige farver, så man kunne se forskel på indholdet. Blå var sødmælk (letmælk fandtes ikke), grøn var kærnemælk
Indtil supermarkerne begyndte deres fremdrift kom der en mælkemand rundt hver morgen, og man kunne sætte sine flasker ud med en bestillingsseddel i flaskehalsen.
Mejserne prikkede hul i metalkapslerne 'for at skumme fløden'
På Ringridervej opfandt jeg en cirkel af pap med forskellige farver svarende til mælkekapslernes og med adskilte mængdeangivelser, og vores bestilling var så angivet ved, at der sad en kontorklips på det pågældende cirkeludsnit.

Af andre handelsmænd var der ofte besøg af skærslippere. Normalt sleb far selv knive og værktøj med en karberundumsten, men af og til benyttede vi os af skærlipperens tilbud.

Lirekassemænd dukkede op ved sjælnere lejligheder, og på Ringridervej kan jeg huske en, der ringede på for at tigge penge. Mor smurte ham en madpakke i stedet for, som han til hendes frustration ikke satte pris på.

I denne historie skal det ikke glemmes, at der var noget af en særling, som gik gennem byen med sin trækvogn, og erhevrvede sig ting, som folk gerne ville af med. Dengang var husmødrene som oftest hjemme, så de kunne høre, når han kom med sin fløjte - lidt som Hjemis signal.
Af samme grund var hans kælenavn ‘Martin med fløjten’.
Han var et levende element i byen, som senere rejste en statue for ham i 2011. Af inskriptionen fremgår det, at han levede fra 1884-1976.

Som jeg husker det, var det første supermarked en Irmaforretning nede ved rådhuset, men efterhånden kom der jo flere, og mange småhandlene måtte dreje nøglen om.

Der var ikke noget der hed, at kommunen kom forbi med en fejevogn for at feje rendestenen. Det stod beboerne selv for, ligesom man stod for snerydningen – helt ud til midten af gaden. Jeg har adskillige gange været ude at hakke is på Ringridervej med centralfyrsværktøjet.

Når kloakkerne skulle renses, kom  der en hestetrukken ladvogn med jernbeslåede hjul og en mand med en lang kloakrenser, som han stak ned i gadekloakken. Og fik slammen op på vognen..

Tilsvarende kom skraldemændene med deres læderbetræk på ryggen og tømte de firkantede metalskraldespande op i hestevognen. Der var ikke noget med at skraldespandene skulle stå ved vejen, tværtimod måtte de – som på Ringridervej – ofte ned i kælderhalse for at hente og bringe spanden.