Nepal 1999
ill_18

En tur til ‘verdens tag’, hvor Ulla og jeg var de eneste på holdet med et komplet hold af sherpa og bærere.

Kombineret med besøg i Chitvan nationalparken

Billederne fra beretningen finder du her

Alle scannede dias finder du her.

Namaste Gore er selve beretningen med billeder og mere stof end på denne side  (pdf-fil).

Udsnit af kort af trekking-turen med Ullas markeringer,

Indholdsfortegnelse

Nepal 4

Afgang (31.10) 4

Sidste trip til Nepal (1.11) 4

Sightseeing i Katmandu (2.11) 5

Bhaktapur (3.11) 7

Afgang til Gorka (4.11) 8

Trekkingstart (5.11) 9

Hundens dag (6.11) 11

7.11 Søndag 12

Koncert i det fri 13

Koens dag (8.11) 13

Oksens dag (9.11) 14

Broderens dag (10.11) 15

Skov og rismarker (11.11) 17

Ved vejs ende (12.11) 18

Mod Chitwan (13.11) 19

Flere safarier (14.11) 20

Birdwatching og villagetour (15.11) 21

Ad vildsomme veje (16.11) 22

Nepal

Denne tur har stået på ønskesedlen i mange år. Det er en tur vi har taget tilløb til siden 1991  og adskillige af tilbuddene er underskrevet af Lars Gundersen, som nu er kommet til ”Seven Seas” der som altid har fået lagt arrangementet på deres skuldre.

Man kunne godt lave en turbeskrivelse, hvor man fokuserede på uens økonomisk fordeling, enorm bilosforurening, et griseri uden lige i Katmandu og langs stierne, hvor tingene bare smides, folks besørgelse alle steder i de fri, de bundne dyr, arbejdsvilkårene for børnene, jo man kunne blive ved. Men det var heller ikke det sigte, vi rejste ud.

Vi skulle ikke missionere, men opleve og indsnuse livet, mens vi skulle nyde naturen.

Og det lykkedes til fulde!

 

Afgang (31.10)

Christian kører os til lufthavnen

Vi kom til at tilbringe godt en ½ time ved indcheckningen, fordi vi ike ’er i systemet’. Utroligt når man står med en verificeret godkendt billet!

Det var lige det der manglede, og det er jo en ringe trøst, at der er flere, der har booket gennem ’Air India’.

Så Ulla får ikke lejlighed til at inspicere lufthavnens nye finger og det nye shopping område, fordi vi straks haster op til indcheckningen for at tale vores sag. Mens Ulla gør det sikrer jeg mig, at vi får vores Gl. dansk som medicin.

Ulla er fast plantet ved venteskranken og tilbyder sig som cockpit-rejsende, men det lykkes i stedet at blive opgraderet til busines class – og så falder nerverbe til ro igen.

Vi flyver med Air India, som har rådighed over pladser i SAS-flyet til New Delhi, og vi startet 22.55 og lander 10.40 lokal tid i New Delhi efter en fortræffelig flyvertur med god forplejning.

 

Sidste trip til Nepal (1.11)

Her bliver vi først ført ind i en specielt transit lokale i den i øvrigt noget ramponerede lufthavn. Den er godt nedslidt, og uanset at det er hovedstaden er antallet af internationale fly begrænset til, hvad der kan stå på to skærme.

Der sker absolut intet her, så man kan vade rundt mellem plasticsæderækkerne og et par små butikker.

Der er ingen udkald, ingen visning ved gate’en, og på skærmen var flyet opført som 207, uanset det var 208.

Flyet er totalt fyldt, og der er da en del med vandrestøvler.

Ulla er utilpas.

Turen med Nepal tager xx time og vi flyver hen over et faldt landskab uden synlige grønne afgrøder, men af og til op til mindre skove. Der er dog også både floder og kanaler.

Vi mener bestemt at vi flyver hen over Chitwans store skovområder da vi nærmer os Katmandu og flyver langes de stejle skrænter

Herefter kommer de lave bjerge med terassedyrkning på hver en plet (som på Madeira)

Lufthavnen i Katmandu er under udbygning.

Når man skal gennem paskontrollen er der 3 båse: officials, with visa og without visa. Vi bliver kaldt over til ’den officielle’ og da vi kommer ud med vores kufferter er det jo spændende, om der er nogen til at tage imod os. Vi bliver tilråbt af en chauffør, som har spottet Seven Sea’s kuffertmærke.

Turen indtil hotel Mxxxx vækker minder om Sri Lanka: Her er venstre kørsel, gående, cyklende, motorcyklister, 3-hjulede biler, busser, lastbiler – alt sammen i et kaotisk virvar på de utroligt dårlige veje. Og selv om det ikke er af irritation men for at sige ’pas på, her kommer jeg’ – så er det et evindeligt dytteri

Hotellet ligger i distriktet Thamel

Aftaler tidspunkt for byrundtur og møde om trekking.

Hotellet er OK og med elevator, hvis den ellers er sat i drift. Værelset er helt OK

Vi får øl på tagterassen på 5. etage (og det er 66 cl)

Vi veksler 50$ ved portieren svarende til 3250 rps.

 

Byen:

Der er ingen gadeskilte, men til gengæld masser af gyder og krogede smalle gader, som syder af mennesker, cykelrickshaws, taxi, motorcykler og cykler.

Der faldbydes pæne (næse)fløjter, gorka-knive, elefanter og buddhaer.

På særligt udsatte steder kan man finde et grønt vejskilt med en pil og det sted/område, man vil komme til.

Første aften når vi kun til spisestedet og ser udbuddet i den umiddelbare nærhed.

Det bliver mørkt ved 18-tiden og vi går lige hen om hjørnet, hvor vi spiser nepalesisk i det fri til ledsagende nepalesisk folkemusik  og dans. Vi må samtidig konstatere, at selv om det er varmt om dagen er en trøje om aftnen en god ting.

Vi siger godnat kl. 21 – og da vi vågner kl. 7 er der lyst Vores værelse har udsigt mod vest, og her hænger morgendisen tæt

 

Sightseeing i Katmandu (2.11)

Morgenmaden indtages i hotellets haverestaurant, hvor der ikke bar er betjening, men også en buffet med kok, der laver det æg, du ønsker på stedet. Fyldet til omeletterne står fremme, så det er bare med at pege.

I haven spises der også morgenmad. Nogle dage som buffet, hvor der står en kok som laver omelet med netop det fyld, du gerne vil have: diverse krydderier og grønt.

Der er pyntebrød i form af krokodiller, men ellers standard. Intet siger at dette skulle være Nepal.

Vi får ’black tea’ og den er meget velsmagende – også selv om det er posethe.

Kl 9 er der afgang med en lille taxa til den store stuba øst for byen. Den ligger meget højt og dækker et ganske stort område.

Næste morgen starter vores ½-dags sightseeing. Her kl. 9 er der livlig trafik, busserne er fyldte, der er livlig handel langs vejene og den evindelige vandrende strøm af mennesker.

Efter at have kørt ca 30 minutter i den tætte trafik, drejes der til højre op ad en meget smal vej, hvor vi passerer flere templer og ophængte flag.

Vi skal til den store stuba XXX og vi bliver kørt til bagdøren, som  giver en nem adgang til området.

Fra forsiden kommer man op ad adskillige 100 meget høje og smalle trappetrin, som ender umiddelbart nedenfor stubaen.

Men vi kommer gennem smalle gader med forretninger med alskens souvenir inden vi kommer til en åben plads med myriader af små gudestøtter     

Der er et tibetansk kloster, hvor Dalai Lama har siddet, og hvor vi oplever munkene bede og musicere med trommer og store horn, og for første gang lærer man, at man skal gå rundt med uret.

Hele vejen rundt om stubaen er der bedmøller og små templer hvor man kan tænde lys og røgelsespinde. Luften er tyk af sød røgelse, og der er udover den store stuba indtil flere templer med flot udskåret træværk (vinduer, vinduesindfatninger stolper mm).

Vi besøger også et buddhistisk kloster, men ikke hindutemplet. Her er en lang kø og det er forbeholdt hinduer.

Det møder vi senere flere steder, men ellers kan man som oftest få adgang hvis man aflægger ting af okseskind.

Souvenir er bedemøller, knive, træskærerarbejder

Masser af helligdomme

Både budhister og hinduer

Røgelse og blomster

Munkesang og spil

Den høje trappe

Bederullerne

Aberne

Husk at gå den rigtige vej (med uret)

 

Vi troede det ikke muligt, men faktisk har også mindre busser til 15-20 personer kunnet få sig placeret her

Guiden har lært de nødvendige ord for at kunne guide på seværdighederne, så der bliver ikke så meget udenomsinformation.

Turen går ad ringvejen gennem den kaotiske trafik for at gøre holdt ved en”tæppefabrik” der er bemandet med tibetanske flygtninge. Her sidder adskillige vævehold (normalt to kvinder til hver lodretstående væv). Når man har et frløb klar, bliver pinden slået ned til den forrige række med et par hamre, inden den trækkes ud

Man væver kraftige uldtæpper, så de er relativt tykke og tunge.

Den tibetanske sælger gør meget for at fortælle forskellen på nepalesere og tibetanere, bl.a. klædedragten, hvor tibetanerne har mørk nederdel og et stribet forklæde.

Derfra går turen gennem de smalle gader til vi pludselig er nået til Durbar Square i bydelen Pantan i den sydlige del af byen. Guiden tager os med gennem det store tempelområde, hvor vi ser VVVVV

Turen sluttes af med en øl sammen med guiden på 1. sal, hvorfra vi kan se ned over pladsen og bl.a. se risen blive tørret

Tibetansk tæppeproduktion

Hjemme kl. 13, vender værelset g spiser frokost ’henne om hjørnet’ (thai)

Derefter gennem Thamels menneskemylder. Her er lave forretningsdøre, evt. udskårne, og forretningerne er ofte ikke andet end 2-3 m2 Går selv ned til Durbar Square smalle gader med maser af mennesker til fods, på rickshawcykel, på cykel, vandrende med oppakning af alle slags på ryggen eller på cykler, som også kan bruges som vareudsalg.

Her er grøntsager, kød, fisk tøj og stof – alt kan købes. Gadebilledet brydes af mange små templer og hellige vandbrønde. Lidt på lyke og fromme og med lidt hjælp fra et par skilte ender vi op på Durbar Square i byens centrum.

Her er det største souveniropbud, jeg mindes at have set. Det fylder flere lange rækker og dækker ca ½ af forpladsen

Da vi har en aftale med bureauet kl. 17 – og da vi ikke har fået læst tilstrækkeligt på lektien hjemmefra bliver det kun et første indtryk af den kunstneriske værdi. Det kulturelle indhold må komme siden.

Manden med det lange hår, der lader sig fotografere.

Så er det med at finde tilbage igen! Det sikreste er at vælge samme vej tilbage – og det prøver vi så

På tagterassen forklarer manden fra bureauet, at vores guide lige er kommet hjem fra trek – og sover, men han forklarer ellers forløbet af en trekkingdag og hele forløbet, og svarer på vores spørgsmål.

Vores shadir hedder KC (fordi det er nemmere end XXX), og han vil komme forbi i morgen kl. 17 med vores køjesække.

Der er 25-27 grader, det lufter lidt, ingen skyer bortset fra de sydvestlige bjerge

Trekking-mødet

Om aftnen går vi efter et udendørs spisested. For sent opdager vi at de interessante sider i menukortet med indisk og nepalesisk mad mangler, så vi får kedeligt ’continentalt’ Ulla får købt fleece (?)

Ulla aftaler syning af silkesæt (?)

 

Bhaktapur (3.11)

Vi sover lidt længe og frst ved 10-tiden får vi hyret en taxi, der kan tage os til Bhakdapur.

Vejstrækningen er kun for de absolut frygtløse – og i øvrigt i dårlig stand med store vejskader.

Et syndigt roderi af køer, siddende sælgere, ventende buspassagerer, bærere med kurveoppakning, cykler med stort læs, bærere med bambus over skulderen og grøntsager eller æg hængende ned i kurve.

Det forbløffende er hvad de små mennesker formår at bære direkte på hovedet erller ved hjælp af et pandebånd.

Nå, men vi når sikkert frem til en parkeringsplads uden for byen, og så  ligner det ellers en bilfri by. Vi skal betale 300 rps for adgangen, og de penge går til renholdelse og vedligehold (og det fungerer også: byen er markant renere end Katmandu).

En ung studerende tilbyder at være guide – og selv om vi i dag har læst på lektien og skrevet ned, siger vi ja da han åbenbart kan mere engelsk end de fleste.

Det er en rigtig flot Durbar Square med flotte templer og kongepalads med flere gårde (inkl. Et hindutempel, hvor vi ikke måtte komme endsige fotografere.

Der blev også til et besøg i ’thangagaden’ hvor vi fik forklaret og vist forskellige typer thangaer – og det endte med at vi købte en med hjem.

Vi var også i lertøjsgaden, hvor der blev drejet krukker, sparebøsser, olielamper og lavet små figurer. Den gråsorte ler sættes til soltørring og senere brændes det i store udendørs ’bål’. Når træet, som lertøjet er stablet på er blevet antændt og senere brændt ned, pirker man det så ud af den rygende aske.

Også her tørres der ris i gaderne og på de store pladser.

Guiden er god og efter at vi har set of fået forklaret XVCB, slutter vi af med en drink på en tagrestaurant, hvor han beredvilligt fortæller om mangt og meget og besvarer vores spørgsmål.

Der ligger et meget gammelt tempel (et af de ældste i Nepal) ca 20 km NØ for Baghdapur, og vi får taxachafføren til at køre os til BXBCN.

Det er også en oplevelse. Vejen er utrolig smal – og så stiger det sort set hele tiden op ad i det ene hårnålesving efter det andet. I princippet er der kun plads til ét køretøj, og der er enten en bjergside (op eller ned) eller dybe grøfter, så man skal være heldig (som os) at møde en bus og en lastbil udenfor et hus, hvor man lige akkurat kan få lidt ekstra plads så man kan passere hinanden..

Vel fremme kommer man fra parkeringspladsen gennem en byport (og betaler) og herfra går man så op gennem byen ad brede og dybe trappetrin, mens man skal passe på ænder, høns og kyllinger og geder, som enten går rundt eller bor i stalde, som er en del af de sammenbyggede huse.

Souvenirsælgerne forsøger sig, men er heldigvis ikke så ihærdige.

Selve tempelområdet er en firkantet gård omkranset af 4 2-etagers længer med portindgang i de 4 verdenshjørner. Her er meget smukt udskåret træværk.

Inde i gården er ét stort og en række mindre templer og altre, og selv om det skulle være gammelt er det forbløffende håndværk der er lagt i træudskæring og billedhugning.

Turen tilbage til Katmandu er næsten så sindsoprivende som udturen.

Atter var det begrænset, hvad chaufføren kunne af engelsk, og det er ærgerligt ikke at kunne udnytte transporttiden til at få nyttig viden.

 

Afgang til Gorka (4.11)

Vi bliver hentet kl. 7, så vi er tidligt oppe. Rygsækkene er pakket og resterne deponeret i kufferterne på hotellet.

Kurvene med proviant på taget

Første gang vil ser vores shardar og kok samt køkkendreng.

Vel ude af byen og efter de første udblik mod tinderne i det fjerne punkterer vi

Indtryk fra undervejs

Stenhuggere sider i vejsiden under skyggetag (det gør køerne ogs)

Der er mange snacksteder med cola

Mange opbyggede lerovne /komfurer udendørs, hvor man kan få et måltid mad

Flod med store klippeblokker

Skyet efter 2 timers kørsel inde mellem bjergene

Hængebroer

Lastbiler kæntret når de er kommet for langt ud

Folk går – eller sidder  oftest på hug.

Terasselandskab stadig ris på roden

Masser af folk graver grus og sten i floden

Mursten erstattet af natursten i husene

 

Bor langs vejkanten – også hvor man synes de hænger i det yderste af neglene – der er langt ned!

Der betales bompenge for at komme ind i dalen (man skal ud samme vej, så man har jo lidt check på folk)

 

Efterhånden mange træer og skovlignende arealer og stejle lerskrænter

Små arbejdstrillebøre med jernhjul

Sten holder bliktagene på plads

Vi kører faktisk helt gennem byen op til den lokale garnison, hvor der er en plads hvor man kan læsse af.

Gedemarkedet i Gorhka hvor bærerholdet skal samles.

Følges med køkkendrengen op gennem byens smalle gader.

Her starter vores Staircase to heaven med 1500 trappetrin i ét forløb op til det gamle kongeslot/tempel.

En ihærdig lille dreng følger os hele vejen i forhåbning om at kunne gøre sig fortjent til en skilling – men opgiver da han kan se, at vi ikke lader os overtale.

Lidt forbi og ned igen er den første camp med flot udsigt over tinderne.

Første gang vi skal se opstillingen af lejren fra ’bunden’.

Køkkentelt, spisetelt, turisttelt, shadartelt og toilettelt

Læskærme til komfurerne skrælles af (mad)oliedunke

Lille hus med lidt rismark omkring, hvor en ung kvinde høster med sejl og lægger risene smukt til tørre.

Skolebørn kommer syngende forbi

Det lokale vaskested

Solnedgang bag templet

Vi er oppe for at se templet, og da det er et hindutempel må vi pænt lægge livrem og aftage lædersko. Selv soldaten, der passer på er blevet udstyret med tennissko. Masser af træudskæringsarbejder, men her må ikke fotograferes.

Mellem os og templet ligger to andre trekkinggrupper, men det er så sidste gang vi ser andre hvide mennesker før vi kommer til Chitwan.

 

Trekkingstart (5.11)

Dagen starter helt efter programmet med morgenthe på sengekanten med udsigt til de snedækkede tinder (Anapurna og Lantang).

Herefter kommer morgenvasken, pakning af egne egendele i køjesækkene. Så står morgenmaden klar og indtages ved campingbor i det fri i det flotte panorama. Her er grød, æg, brød og dertil varm mælk (til kaffe eller chokolade), ’black tea’ og varmt vand.

Et hastigt besøg i toiletteltet og kl. 7 er der afgang.

Nedturen er atter ad trapper meget ned, lidt op og i øvrigt gennem et meget smukt terasselandskab hvor man er i gang med at høste og hvor man på lang afstand bliver tilråbt med ’Namaste’.

Undervejs er der flere små samfund med 2-5 huse, og her er altid ild fra lerkomfuret, som krydrer luften. Der sælges også ting og sager. Der er set eksempler på både udsalg af tøj og stoffer, notesbøger og medicin.

Stierne er ikke brede, normalt ca 11/2 m så man kan komme om ved hinanden også når de kommer belæssede med kurve, og her i solen kan paraplyen naturligvis også bruges som parasol, som vi så det flere gange.

Der er rigtig mange rismarker, og da skrænterne er stejle bliver højdeafstanden mellem dem ofte mere end mandshøj, for at der kan blive et fornuftigt fladeareal.

Her er bambus i 20-30 meters højde, her dyrkes bananer, lemon og der er urtehaver, næsten med samme afgrøder, som vi kender.

Her er geder og køer (til malkning), normalt bundet stramt om halsen eller til det ene ben og stående i en overdækket stald . Og så er der masser af ænder og høns og kyllinger som går omkring, hvor det passer dem.

Der er ris i næsten alle stadier, og der er også en hel del hirsemarker, som står meget dekorativt med deres smukke frøkroner.

Pløjning sker naturligvis med okse.

På stisystemet vandres der op og ned lsålermed store byrder i kurve, sække, kasser. Det bæres normalt i et pandebånd, som er fæstnet til det, der skal bæres, og det er imponerende vægt, der transpoteres af de små, seje mennesker i deres nylonsandaler.

Ligesom man på europæiske landeveje kan se afskrællede dæklag, ligger her sandalsåler, som ikke længere kan bruges, fordi tåbåndet er gået i stykker.

Moderne rygsække kan forekomme, når en familie skal transportere sig til et andet sted.

Vi passerer den første hængebro og spiser vores frokost i skyggen af store træer.

Det er et fast indslag i landskabet, at der med mellemrum er stensætninger omkring store skyggegivende træer. Stensætningen er altid med en afsats og det er for at bærerne kan placere deres byrde i en højde, som gør det lettere at genoptage turen efter pausen, idet de så ikke skal løfte helt fra jordhøjde.

Rismarkerne har naturligvis deres vandingskanaler med fordelingsgrene og aflukningsmuligheder.

Folk der driver okser (enkelte med mundkurv på), og når man ser på landskabet og udnyttelsen, forstår man godt at køerne bliver i staldene.

Husene er af natursten evt. med lerklinet front, og som tagmateriale anvendes lidt af hvert: blik, rør eller tegl.

Fuglelivet er ikke så imponerende – der er en relativ almindelig sort og vi har også set nogle små røde. Til gengæld er der mange sommerfugle i alle farver og størrelser.

Røgen fra ildstederne i de små samfund krydrer luften.

Hvor vi bruger støvler, bruger næsten alle inkl. Bærerne plastsandaler.

Der spares på videooptagelserne, fordi vi jo ikke kan få opladet vores batterier før vi er tilbage i Katmandu – og på dias denne dag, fordi Ulla har glemt at få en frisk film i håndbagagen.

Eftermiddagestrekket starter igen med trapper op over første ’pynt, hvor floderne XXX xxx samles. Der er en flot udsigt ind i dalene, hvor floderne snor sig i store slyng med sand og ganske store sten i svingene – og hvor der ligger klipper i vandet kan man få et indtryk af den stærke strøm.

Ellers ligner dette meget Østrig. Langs floden på klippestier op og ned, med udhængende klipper og vandet fossende ned ad den stejle bjergside.

For her er kun stien: ellers er det næsten lodret op eller ned. Og stierne er stærkt befærdet af bærere af begge køn og i alle aldre. Små børn og seje gamle kvinder.

Vi passerer endnu en hængebro, men denne gang af en type der er spændt op, så det fremstår som en stor bue.

Senere er en plankebro af ældre model tilstrækkelig til at komme over et mindre vandløb. Uden rækværk naturligvis og kun få planker manglede.

Igen flere små samfund. Et går stien mellem husene//forretningerne, at man føler de ca 11/2 m som en gågade med et mylder af mennesker i begge retninger med oppakning langt op over hovedet.

!3.30 når vi vores lejrplads. Det var estimeret til kl. 15.30, men vi har kun holdt et enkelt hvil på ca 10 minutter, så der bliver god til til at prøve flodstranden, for denne plads ligger på et privat grundstykke helt ned til floden – og igen med en pragtfuld udsigt op gennem floddalen til de snedækte tinder.

Ejerne af grundstykket bor i et dobbelthus, og her er både stald og en ret stor urtehave med flotte grøntsager (der var også gødet med tørret komøg).

Der er en rivende strøm med lidt mere ro inde ved bredden, hvor sandet er. Stenene er skifer, glimmer og granit og der ligger nogle enorme klippeblokke ved bredden.

Om eftermiddagen bliver det skyet men det lufter og det kan være meget rart når der er 27 grader i skyggen (i morges da vi startede var der 15).

Dagens rute er af Ulla beregnet til ca 15 km med kortlæserhjulet.

Forståeligt nok er trekkingrouten ikke nem at identificere på et kort – i mange tilfælde er det efter vores mening uklart om man på den videre fart skal opad eller nedad – og der er ingen skilte

Det er som på landet alle andre steder i verden, at dem der bor der, ved hvor de er, og hvordan man kommer til sit mål.

 

Hundens dag (6.11)

Sædvanlig morgenstart.

Vi ser en fisker, der er ude at sætte sin bambusruse i floden

Planmæssig afgang

Starter nogenlunde jævnt lidt op lidt ned langs floden.

Store sorte klippeblokke og meget rislende vand ned ad bjergskråningerne.

Flere små samfund

Det er hundens dag i dag, så de hunde vi møder er alle forsynes med blomsterranker om halsen på bedste Hawaii-maner.

Der er mange mennesker langs flodbredden, hvor de går og samker drivtømmer til brænde.

I dette område er der relativt store stalde med plads til flere køer og en del store huse har udskårne trævinduer.

Passerer endnu en træbro i en helt ny konstruktion.

Derfra går det så opad. Og når det er stejlt kommer man hurtigt op i højden – ikke mindst når man bruger klippetrapper et par timer. Det får den dovne sved ud – og selv om vi går gennem skov ligger stierne yderligt, så man er sikret sol og 27-30 grader.

En underlig lyd oppefra viser sig at komme fra en dreng, der sidder ca 20 m oppe i et træ og med sin sejl hugger grene af til brænde.

Vi passerer stadig disse små samfund med snackbarer og specialforretninger og mange steder – fortrinsvis under store skyggegivende træer er der stenopsætninger, hvor bærerne kan placere deres oppakning og hvile ud i skyggen.

Fra frokoststedet går det stadig opad, og på hele turen har der været fantastiske udsigter ned over rismarkerne.

En del af formiddagen har vi gået på rismarkskanter og der er blevet høstet flitigt med sejl, som man bærer i en kort, trekantet træskede, når den ikke er i brug.

Nogle steder er der anvendt sten til afgrænsningerne, men de fleste steder er det faktisk kun ler, der holder på det.

Det er med den korte karakteristiske korte spade-hakke man blot hugger jorden til. Og de fleste er faktisk mandshøje, hvilket man skal tænke på, når man ser rismarkerne fra oven.

Ud over ris og grøntsager ser vi også tobaksplanter.

Det er lidt anstrengende, så der bliver gjort en del små holdt.

Fra vi starter opstigningen er der en hund der har fulgt os troligt og taget de uundgåelige slagsmål med andre hunde i de små samfund.

Endelig når vi op til et plateau, og her ligger byen Bakshak. Det er en større samling huse med flere forretninger – og her er der kinesiske solfangere på flere huse til at generere strøm.

Gode gammeldags vægte (bismer eller med lodder)

Her giver vi en skilling til et byggesjak for at få lov til at fotografere, hvorledes de bygger et lerklinet hus, hvor ydermuren hugges til i sten, i mellem som isolering lægges afhugget og så anvendes der naturligvis træ til døråbninger og etageadskillelse.

Majskolbetørring under runde løftbare tage på midterstang

Cikader i mængder under turen – utroligt svære at få øje på, fordi de falder fuldstændig ind i deres baggrund. Når man endelig får øje på dem er de 3-4 cm. lange. Det er ufatteligt at det lille dyr kan frembringe en så utrolig lydstyrke.

Edderkopper er der mange af, og man ser dem typisk siddende i deres kvadratmeter store spind mellem træerne. I sig selv nogle slanke væsner på 12-15 cm hvoraf kroppen kun er 3-4 cm.

Småpiger med 25 kg ris på ryggen

Små hindutempler udenvejs, hvor man klistrer de gule blomster ind i leret.

Æsler så vi den første dag stående opstaldet, men i dag har vi set dem i funktion på stien. Der var en 10-12 stykker med klokker og fragt af salt.

1800 m’s højde siger højdemåleren på lejrpladsen og kl 17 er der 25 grader

Børnenes forbløffelse over formålet emd et toiletsæde.

Høns og kyllinger

Musvitlignende fugle, gærdesmutte falk, ørne og de sædvanlige.

De tre spidser: Bauda Thimal

Manaslu ligger bagved

Himal Churli (rund til højre)

 

7.11 Søndag

Sover længe – til kl. 6. Solen står hurtigt op og kaster sine stråler på Himalaya.

Bambusfletning

Budhist-land med små stupaer

Theplantage i skyggen af store løvtræer

Chikader

2100 m ved frokoststedet

sukkerrør i bundter

Her kan man se ned på fuglene, når de svæver over dalene

Krager

Rovfugle i musvågestørrelse der kredser i få meters højde over pladsen ca 1 m i vingefang – og så er der de store ørne med 2 meters vingefang og som stiger og stiger til de bliver til prikker i det blå.

Morgenstemning: Hunde gør, hanen galer, røgen fra de mange små ildsteder

Bøflerne der skal gennes sammen til standpladsen og bindes en større seance, som varer lang tid og næste morgen er de borte

Damen med opiumspiben

Koncert i det fri

Mens vi var nået til desserten kan vi høre stemmer og en tromme. Det er kvinderne i landsbyen, der vil komme for at synge og danse. Desværre er arrangementet blevet flyttet til et ”after dinner”-arrangement efter det sidste hold amerikanere, og det betyder at nu er det mørkt og vi må nøjes med holdets køkkenlampe.

Ude i mørket sidder ca 40-50 kvinder (mest unge) og børn, og vi sætter os som enhver anden opdagelsesrejsende foran teltet og seancen kan begynde.

Så bliver der sunget og danset af hjertens lyst – når ellers genertheden over at optræde overvindes. Vi bliver blomsterbekranset og naturligvis også budt op til dans til alles moro.

Sangene handler om kærlighed, men der er også kritiske og forhåbningsfulde sange.

Efter en times tid synes KC, at det er nok og byens kvindelige leder kaldes frem. Jeg skal hilse på hende og donere hende et beløb Hun får 500 rps og glæden lyser op og udløser 3 ekstranumre og mere fællesdans.

Så drager de af som en lysende slange ad de smalle stier tilbage til byen med deres stavlygter, mens trommen røres og sangen fortsætter.

Det fortsætter den så i øvrigt med i flere timer ned i byen.

Forhistorien er, at mændene er blevet sat under admnistration, da de har drukket tidligere gaver væk, og der er behov for amnge ting i det lille samfund. Og det styrer kvinderne nu med hård hånd.

 

Koens dag (8.11)

Op kl. 6, 12 grader

Klart vejr og intet hastværk fordi vi kun skal på en ganske kort tur på et par timer i dag.

Vi går gennem vores landsby og videre nordpå ad stier og trapper til vi kommer til et plateau, hvor vi føler os endnu tættere ved bjergene Vi har ikke fået højdemåleren med, men det er det højeste punkt, vi når på vores  rundrejse (ca cccc m).

På vejen er det det sædvanlige billede af høns, bærere, vask

Buske der bevæger sig har barnefødder

Den lysende sti på vejen ned fordi der er så meget glimmer i de sten, der er brugt til trappesten.

En anden ting man bliver klar over er system med tarpper og stenbelægning (se notesbog).

Nogle steder går man som i en hulvej – 1 1/2 m bred og 2-2 1/2 m ved sidern – ganske enkelt fordi monsunregnen har skyllet overfalden ort. Det er bla. Den slags sikring vores donation er med til at muliggøre

Vi mødte endnu en træbeskærer og nogle drenge med slangebøsse

Senere så vi resultatet, da nogle ’buskdrenge’ (med bregner) viste at de havde nedlagt en rødgul fugl som nu ville indgå i middagsmåltidet som kramsfugl

Undervejs mange fodsåler fra plastsandaler. De er efterladt når befæstigelsen af remmene gennem sålen står af under presset.

På torvet sidder kvinderne ved brønden og rnegør husgeråd, og på afsætningspldsen sidder der en amand og fletter tætte riskurve af bambusstrimler. De er store, solide og han kan fabrikere 5 på 2 dage.

Bærerne får for hele turen 600 rps og det er 100 rps over taksten.

I luftlinie er vi ca 50 km fra Manaslu og tilsvarende til Gamesh Himal

Køerne er som bekendt hellige og må ikke slåes ihjel. Oksekød fås derfor kun fra dyr, der er kommet ulykkeligt af dage – f.eks. ved at falde ned i en kløft eller blive kørt ned i trafikken.

Derimod er vandbøfler ikke noget problem at spise selv om de primært holdes for mælkens skyld.

Der samles alt muligt sammen Hovedværktøjet er sejlet, som bruges til alt.

Kviste af forskellig art, græs mm som vækker ens undren, viser sig at være foder til køer og geder. Nogle blade bruges til afdækning i forbindelse med stalde eller indhegninger.

Dagens vejr snes at have et mønster:

Man vågner op til en klar himmel med klar udsigt til bjergene, som står flot i korgen lyset. Vindstille.

Lidt før middag kommer skyerne ind fra nord og dækker alle toppene

Varmedisen hænger i dalene så sigtbarheden forringes

Ved 16-tiden kommer der mere og køligere vind

Solen går ned – det bliver køligere

Og man går til ro med hele stjernekortet lysende klart med mælkevejen og det hele

 

Medbringer trykkoger

River ydersiden af frugter og grøntsager med rivejern til pynt

 

Køer og kostalde er smykket med blomsteranker. Det er nemlig koens dag

Fest igen i byen med trommer og sang fra 19.30. De har 3 sammenlagte helligdage….

Bærerne har været flere gange med KC, så de kender efterhånden folk i byerne og bor der – ofte mod at have båret noget med dertil fra Gorhka

 

Oksens dag (9.11)

Vågner op til rimfrost

Blomsterranker fra huse og over vejen som symbol på at er det en bro til en bedre tilværelse i det næste liv

Vi passerer Evergreen Boarding School (og dem er der mange af) som annoncerer ferie fra d.5 til d.10, hvor der fejres nytår. Og selv om det er en hindufest får buddhisterne også fri.

Festen hedder Timar, og forklarer de sidste dages tamtam. I dag er det kun kvinderne, der er på stierne ppå vej til deres brødre med gaver og lækker mad (så får de klæder, guld e.l.  til gengæld).

Spiser frokost ved en ’public school’. Her er 4 små klasseværelser med lerstampet gulv, bænke g i det ene lokale en tavle (på gulvet) Her er halvmørkt, for der er kun 2 små vinduer.

Chilaume når vi 13.30 efter en tur ad hundredvis af trapper op og tusindvis ned.

En væsentlig del af turen går gennem skov.

Møder en bøffel på vej til slagtepladsen (ceremoniel). Den skal ofres i dagens anledning. Den bliver bundet ved en pæl, men selve henrettelsen ser vi ikke. Det fortælles at det vil ske ved at den lægger hovedet hen ad jorden – og så hugger man hovedet af (med en økse).

På stierne har vi som forudsagt stort set kun set festklædte kvinder med kurve.

På den sidste del af turen flere rislende kilder, hvis lyd blander sig med cikadernes sang

Vejret har været anderledes i dag. Middagsskyerne er først kommet ved 13-tiden og efterlader stadig udsigt til tinderne – og den sædvanlige varmedis i dalene har vi ikke set.

Dagen har fortrinsvist været præget af at vi sort set hele tiden har haft horisonten afsluttet af sneklædte tinder fra Annapurnamassivet over vores kendte tre toppe til Gamesh Himal op mod den blå himmel

Lejren ligger i 1650 m højde. Bøflerne på denne plads har en lederko med klokke, så man mindes Østrig.

Langhalet fugl

Stort set ingen insekter til at genere os

Ulla ser lille firben

Forskellen mellem at tage og at få:

Tilbyder ta’ selv Daimkonfekt fra posen – reaktion: fremstrakte hænder parate til at tage imod, det man vil give.

 

Broderens dag (10.11)

Lige ud gennem skov men ikke så megen fuglekvidder som forventet

Papegøjer

Flotte udsigter

Byer med 3 etages huse

Elektrisk lys tændt ved højlys dag som gadebelysning = man har en vanddrevet elgenerator

Gennem masser af skov, delvist i skygge

Mange orkideer – dog ikke i blomst

2 etages stor skole ved et vandreservoir til dyrene

Trægynge

Mange vandfald

Mange lange trapper, hvor trinnene er lange og stenene lagt som staver på langs

Lunch med udsigt til bjergene.

Vi sidder højt, dvs vi kan se ned i landsbyen og til det sted, hvor vores kok tilbereder maden. De lokale kvinder ser til.

Et slagtet dyr fordeles mellem en gruppe mænd, som sidder i en kreds. Kødet hakkes i småstykker, således at der kan blive et stykke af hver partering til de enkelte deltagere.

Vores kok går derned, og foretager indkøb af vandbøffel

Høje bambusgynger

Vi fortsætter gennem skov nedad, men siden skal man jo op igen til hvad vi kaldte ”Armed people” (drengene leger med knaldpistoler).

Annonceret som basarby, men alle forretninger er lukket pga helligdagen (selv i Katmandu skulle alt være stoppet kl.12), så KC får ikke ringet fra postkontoret.

Hyldebærtræ

Der er stadig en del vandløb – meget føres i øvrigt i rør og slanger til vandposter undervejs.

På denne strækning er det en blanding af trapper og almindelig sti, og turen går også af  meget smalle fodspor langs rismarkerne. Der er mange 3 meter høje julestjerner med 25-30 cm store blomster

Brødrene går rundt med blomsterranker, pigerne er i pænt tøj og krammer i mange tilfælde pengesedler i hænderne.

Ved lejrslåning er der som sædvanlig mange børn, men det bliver ikke mindre af, at der er fest og glæde på skolens nabogrund – og en fulderik trækker alle landsbyens børn med. Så der er et leben med grin og latter.

Man er altid sikker på publikum, når man sidder og skriver dagens notitser. Så står børnene som en kødrand omkring en.

Herfra 1450 m højde kan man se over til Gorka – og får et indtryk af hvor højt vi faktisk måtte gå op for at komme til vores lejr.

Kikkerten, drengen, fulderikken og KC. Drengen ved instinktivt, hvad han skal gøre, pedellen vender den forkert og KC ved ikke at man kan stille skarpt

Pedellen ved skolen der pludselig samler papir op på legepladsen

Vi har konstateret, at der dels er d byer som var fremherskende i begyndelsen, og hvor man ligesom går gennem en hovedgade (mellem husene) eller i hvert fald har åben front til de passerende

Senere – efter Bakshak – sker det oftere, at gårdene er omgivet af hegn (flethegn med grene med løv) i nogle tilfælde virker det næsten som fæstninger.

Hegnspærring: Sten eller træ med huller, så man kan skyde 3 bambusrør gennem.

Lerstampede gulve og forpladser som fejes omhyggeligt

Børnenes pariserhjul af træ

 

Skov og rismarker (11.11)

Fra lejren 7.15 efter en livlig nat med festende besøgende som køkkenholdet har holdt borte. De har ganske enkelt stået vagt hele natten med køkkenlampen tændt.

Tur gennem skov, hvor der er mange aber

Stenet sti med spredte trapper

Senere bred rødlersvej

Rovfuglene er skiftet ud med krager

Vi passerer et trekking-mødested, hvor der er en del grupper, men de skal heldigvis ikke samme vej

Her er grise

Vi går gennem fladt landskab med rismarker med en del rindende vand og huse af mursten

Der er et par teglværker med soltørrede sten

Langs stierne er der mange bananer og haver med grøntsager

Kaktushegn

Tom militærstation

Ny karruselgynge

Passerer floden ved at springe fra sten til sten, da broen ser usikker ud.

Ved frokoststedet kommer en del drenge, men ej heller deres sejl er til salg Nu er vi nede i 650 m

Ser stor blå isfugl

Ca 2 timer til lejren Først ned gennem rismarkerne, hvor der er en del vand, og så i et snuptag et par hundrede meter op. Ad underlige stier til en lille lysning i absolut stilhed. Fremme allerede 12.30, men det er åbenbart sidste mulighed for at slå lejr (aftalemæssigt) inden den sidste lejr.

Masser af orchideer i træerne, men de vil først blomstre til marts-april.

Her er stegende hedt i solen, så vi søger skyggen. (kl.16.30 er der stadig 27 grader)

Køkkenholdet vasker tøj og spiller kort. Ulla får badeteltet rejst og står og laver silhuetbadning, men det tænker man jo ikke på, når man står mellem 4 blå plasticvægge.

Her er stadig udsigt til Annapurna og de sædvanlige’ bjerge.

Lejren ligger i ca 650 m højde og det er lige det faktum der gør, at man ikke lige går ned til floden, der vel i luftlinie blot ligger en kilometer borte.

Marker fyldt med gule blomster: vi gætter på cikorie

En pige vogter 2 køer så tæt op ad os hun kan komme til

Stadig mange sommerfugle i alle størrelser og farver  og det gælder også guldsmede

På denn lejr oplever vi for første gang baby-myg

Og vi konstaterer, at KC ikke kan læse kort

På dagens tur har vi set mange gamle træer, hvor stammens diameter har været fra noget svarende til et dansk bøgetræ til adskillige meter i diameter.

Typisk er de træer, der er ved rastepladserne træer der danner en ualmindelig stor krone – og selv om nogle træer er gået ud på grund af ælde er der også nogle, der blot har løvfældningstid nu.

Bærerne bor for sig selv enten i den nærmeste by eller i det fri, hvor de laver eget bål og egen mad.

Nogle stalde er forsynet med tremmegulve til gederne og somme tider også køerne (i form af bambus eller rafter)

 

Ved vejs ende (12.11)

Vi vågner op uden bjergudsigt, for lejren er i nattens løb kommet i skyhøjde – netop det vi har observeret fra ugens højder

Selv om turen ikke er så lang i dag, starter vi som vi plejer for ikke at skulle gå for meget i varmen.

Duggen hænger i d store spindelvæv og gør dem pludselig synlige i hele deres udstrækning.

Efter en times tid gennem rismarker og mange bananplanter, blomstrende gule marker passerer vi på afstand byen Senegat.

Vi går langs vandforsyningsrenderne som løber for hver afsats og der er masser af vand.

Kornet/risen er slået ned og ligger nu tung af dug – nogle steder er der høstet, ja, man er sågar ved at pløje

Gårdene virker velordnede og her om morgnen er gårdspladserne selv fint fejede.

På det sidste stykke ændrer landskabet karakter. Skrånende græsarealer med spredte træer og masser at klippestykker spredt i landskabet.

Så pludselig er vi ved XXX hvor vi passerer Marshandi-floden ad en ny hængebro (den gamle hænger i laser som et levn og vil kunne bruges til en actionfiln) ligesom den kæntrede bro vi så i går (flyttes)

Og uden for alfarvej (tror vi – men der er faktisk kun ca 200 m!), men dog med et hindutempel på grunden ligger vores sidste lejrplads lige ned til floden – og vi er her allerede kl. 9.15! På dette tidspunkt er solen ikke brudt igennem endnu.

Det er gået meget godt med at holde igen på aftrækkeren p videoen for at spare batterier. Så meget mere bittert er det at da vi når frem til hængebroen over Marshandi-River før den sidste lejr at måtte konstatere, at et eller andet i rygsækken har ramt tænd/sluk-kontakten og brugt det meste af et batteri, der skule bruges i Nationalparken.

For at gøre det værre gentager historien sig da vi kommer til Chitwan, så eneste held er, at der ikke var så mange dyr på elefantsafarien.

Og så havde jeg ikke tænkt på at tage ladeapparatet med, fordi vi jo vidste at der ikke var strøm på hele turen – lige med undtagelse af, at man kunne få ladet batterier op ved souvenirbutikken på bestemte tider (når de startede generatoren).

Ulla vasker tøj i bifloden (så det ikke føres med den hvirvlende  strøm der er i Marshandi.

Som sædvanlig vækker vi opsigt, og på afstand står børn og voksne for at se, at der bliver vasket.

Der flyver kingfisher og en rødhalset fugl

Der er grise med griseunger.

Vi går en tur ud til hovedlandevejen Ud over standardforretninger en stofhandler, en væver

Sandaler føres af alle.

Vi går en tur tilbage til byen på den anden side. Her er også standardbutikker plus et antal isenkræmmere med husgeråd og krukker

Ulla bader i floden sammen med dyndfrøen

En kone som passer en flok får/geder får vi kontakt med for at få hende til at sælge sit sejl – men hun er for glad for den, så den går ikke.

Blomsterkransene er typisk dobbelte tagetes

Også små blå (kløverlignende men tættere)

Guirlander suppleres med røde blade fra julestjernens blomster evt. som ekstra buketter

Hawaiiblomster og  ???

Bladtallerkener benyttes tit i de små snackboder i byerne til at have retterne på. De er syet sammen af blade og utroligt holdbare. Man ser dem ofte som visne (dvs tallerknen er intakt, men bladet visnet).

Bruges af folk selv og fra de små boder hvor de står med farvede ris i stimler (først grød og så gennem maskine)

Efter at have pakket køjesækkene helt ud og fundet de ting, der skal kasseres eller gives væk og efter vores 2 o’clock tea får vi lavet en aftale med kokken om posteggilde kl. 16.30.

Vi har haft 3 forskellige dåser posteg med hjemmefra, og nu skal de benyttes til afskedsceremoni.

Kokken rister toast (det absolut sidste) og på tre tallerkner bliver der anrettet gåse-, vildt og luxusposteg.

Alle inkl. Bærerne tager godt for sig af retterne – og de ristede peanuts, som Ulla havde købt i Katmandu) og alt forsvandt som dug for solen.

Da bærerne kun er tredjerangs i selskabet benyttede vi lejligheden til at få givet dem en ekstra skilling ledsaget af et par ord som karakteristik eller begrundelse. Det fik de store smil frem.

De fik 100 rps, men da de for de 10 dage skal have 700 som ordinær betaling forstår man dem godt.

Aften med kyllingesuppe chicken ’n’ curry og en stor lagkage med lys

 

Mod Chitwan (13.11)

Næste morgen bliver T-shirts (bl.a. fra Ushaia) fordelt sammen med lagenposer, cykellygter, håndklæder og en pose daim.

Chaufføren fra bureauet var kommet ved 2-tiden i går aftes, men har sovet et eller andet sted.

730 er afhentningsaftalen, så vi står talstærkt ved hovedlandevejen til aftalt tid – og venter.

Bærerne kommer hurtigt med en lastbil mod Gorka, men s vi venter ca ½ time før vores bil – en Toyoto Corolla dukker op. Så er det farvel til KC og køkkenpersonellet.

Vi skal nu atter ud på de nepalesiske landeveje med alt hvad det indebærer. Vi følger floden og ser flere vandkraftværker. Bjergene rejser sig stejlt op langs floden, der er vandfald og stenskred.

Vejen er hovedvejen til Indien, men det forhindrer ikke at den er i dårlig stand og at der er vejarbejde på lange strækninger Den er totalt nedslidt og fyldt med dybe huller.

I små hold spredt på mange reparationssteder er vejarbejderne i gang med hakker og spader – og håndkoste, som dem man bruger i hjemmet – og en del sidder bare og kikker på. Der er blevet transporteret vejtromle  frem og når den skal arbejde er det totale trafikkaos sikret.

med en masse TABA’er som både bus og lastbiler. De har bladfjedre og er så høje, at en lille nepaleser kan sidde oprejst under den, når den skal repareres – og det skal den ofte. Afmærkning hedder ikke reflekstrekanter, men store sten lagt kort før og efter køretøjet.

Det er chaufførens første tur til Chitwan så uanset at vi har vist ham vejen på kortet og meddelt ham det forventede kilometre dertil, spørger han vej med korte mellemrum.

Bilen ikke det hurtigste eller kraftigste til bjergkørsel – og chaufføren har ikke lært at udnytte sine gear, da han formentlig er vant til at køre på Katmandu-sletten.

Vi passerer et par halvstore byer, som er miniudgaver af Katmandus kaos.

Vi er kommet til landbrugsområde, så nu er her mælkejunger på både cykler og trækkærrer

Det er et fladt landskab med ris og navnlig kvæg i store mængder, og der er masser af traktorer med redskaber som vi kender dem.

Vi er fremme 10.30 og bliver transporteret i et terrængående køretøj gennem floden (vandet slikker op til ladet). Chaufføren tager med derover, men skal ellers ikke bo her og han vælger at tage de 200 km tilbage til sit hjem.

Vi bliver introduceret til stedet og de forskellige arrangementer af en ung mand i Chitwans grønne uniform, hvorefter vi får tildelt ’Egnet 1’-hytten,

Der viser sig at være en del hollændere og danskere.

Vi skal om eftermiddagen på elefantsafari. Det foregår i kurve spændt på elefantens ryg, og vi er heldige at komme alene sammen med en naturfører (der er vel 6-8 elefanter). Vi ser næsehorn, sikahjorte et par gange og den såkaldte ’barking deer’ flere gange.

Her kan man fornemme hvad elefantgræs vil sige. Det er ca 6-7 meter højt, så det er godt at være hævet op på elefantryggen. Elefanterne er fuldstændig terrængående gennem vand, græs, over faldne træstammer og op og ned af relativt stejle skrænter

Sådan en tur tager ca 2 timer, så vel tilbage kan man sidde og nyde stemingen og udsigten over et gals øl.

Der står 2 kezogen-lamper udenfor alle hytterne, for her er kun strøm oppe i fællesfaciliteterne. Den ene lampe er beregnet til at have stående på badeværelset, den anden er til værelset, som man dog sætter ud – med lyset brændende – når man lægger sig.

Vi er ganske vist blevet stukket uden at bemrke det, men ellers ser man ikke noget stikkende. Værelserne bliver sprøjtet hver aften

Der er papirstynde vægge mellem lejlighederne.

Der er stor buffet om aftnen med grilled kød krydret sovs, ris, kartofler blomkål i stuvning og salat. Som dessert: sød ananas med creme.

 

Flere safarier (14.11)

Vi vækkes kl. 5.30. Som gæster i 3 dage får vi tildelt 2 elefantture, og denne morgen er 9 af deres 10 elefanter på arbejde

Resultatet af de 2 timer er lidt pauvert: et næsehorn med unge, en barking deer og en død sika Plettet) hjort, men vi har også haft fornøjelsen af et ungt indisk par, som har snakket hele tiden.

Efter morgenmaden er der kl.10 Elephant briefing hvor en ung mand giver nyttig information om elefanter (som f.eks. at den har seks generationer tænder, som holder ca. 10 år hver – derefter vil den dø af sult, at omkredsen af dens fod ganget med 2 giver dens skulderhøjde).

Der er rig lejlighed til at bestige den (fat i ørerne og så op ad snablen til pladsen bag hovedet.- Se på tænder og gå under den for at få et ønske opfyldt Jo, blitzene lynede og videoerne kørte, når der blev poseret.

Derefter gik det ned til floden, hvor elefanten badede og derefter tog et grundigt støvbad.

Og så var den formiddag gået, og der var lige tid til en øl og et bad inden frokost.

Eftermiddagsprogrammet byder på kanosejlads og jeepsafari

Jeep-safarien foregår i 2 stk. Landrover og vi bliver fordelt så de indiske gæster holdes samlet.

Nede ved Rapti-river ligger et antal kanoer udhugget af træstammer. Der er plads til 4 + styrmand

Selv om floden ikke er særlig dyb her, er der en ganske kraftig strøm, og det er med at forholde sig rolig, når man skal gennem de strømhvirvler, der er. Afhængigt af styrmandens evner kommer der mere eller mindre vand indenbords.

Hvem havde troet, at vi skulle prøve ”riverrafting” i trækanoer.

Derefter vandring over flodaflejringerne (bla. Den lille bille, der lokker sit bytte ned i sin sandkegle)

Her er en helt anden og tættere skov, men bortset fra påfugle og større hønsefugle er det kun de almindelige barking deer og spotted deer, vi ser – men der er nu også meget underskov –og selv når man står stille er dyrene utroligt vanskelige at få øje på. Og så mange er der heller ikke.

Aftnens underholdning er et diasshow i det fri. Der er tændt bål og der bydes rundt med friturestegt kartoffelmos.

Vi sidder ved siden af det engelske par fra Kent (Baron), hvor den meget veltalende naturalist har sat sig, og selv om vi også bliver kontaktet af én (det er åbenbart praksis at man skal blande sig – og det er jo udmærket) er vi med på en lytter og der øsesud af informationer af alle slags om dagligdagen i Nepal.

Vi er ganske vist blevet stukket uden at bemærke det, men ellers ser man ikke maget stikkende.

Værelserne sprøjtes hver aften

Papirstynde vægge mellem de to lejligheder

Det er gået så flot med at holde igen på aftrækkeren på videoen for at spare batteri, så meget mere bittert er det at da vi når fremtil den hængebroen over M-floden før den sidste lejr så at konstatere, at et eller andet har ramt (tænd/sluk)kontakten – og brugt det meste af et batteri, der skulle bruges i nationalparken.

For at gøre det værre gentager historien sig da vi kommer til Machan. Så eneste held er, at der ikke var så mange dyr på elefantsafarien.

Og så havde jeg ikke tænkt på at medtage ladeapparatet fordi der jo ikke er strøm i Machan – men det viste sig, at der var opladning hver eftermiddag fra 13-15 på generatorstrømmen.

 

Birdwatching og villagetour (15.11)

Dagen starter med birdwatching på en 1 ½-times vandretur i den omkringliggende jungle, hvor der da også bliver set en snes fugle.

Folk er velforberedte og medbringer egne kikkerter – og det er også nødvendigt for fuglene er små og træerne høje.

Efter morgenmaden kan der så skiftes til shorts og solen kan nydes indtil vi skal på ’village tour’.

 

GORE = female

GORA= european white skin

Den specielle kunst Janakpur som er en stiliseret ’primitiv’ kunst Den er anvendt som udsmykning i hytterne og der sælges souvenir.

Ud over os er det kun et engelsk ægtepar, Linda og Vincent, som skal på denne tur g i dag bliver vi sejlet over Raptifloden for så i jeep at blive kørt ca 20-25 km. Vestpå ad hovedvejen.

Så drejes der til venstre og lidt efter befinder vi os i en landsby, som angiveligt skulle have ca. 600 indbyggere.

Husene her er af træstammer beklædt med stråmåtter, som bliver lerklinet. Tagene er en blanding af blik, tegl og cementsten.

Mange huse har deres egen vandpumpe (som vi havde det tidligere i DK), der er masser af ænder og høns  og seå er der naturligvis køer og geder.

Mange af husene har vægmalerier eller farvede mønstre sat med håndkanten.

Forråd på første sal, fordi det bringer ulykke at bo på 2. etage. De lange og stive strå, som man kunne forvekste med tynde bambus, bruges dels som gærde omkring grundstykkerne, dels til at lave måtter af. Vi ser, hvorledes der anvendes en ’væv’ til dette.

Men faktisk har vi set mere spændende landsbyer undervejs så….

Inden frokost får vi en øl sammen med englænderne, som har været på trkking ved Pokhara – og som i øvrigt er meget berejst. Hyggelige og naturlige, så vi fortsætter med at udveksle rejseoplevelser under frokosten

Vi skal på en såkaldt ’naturewalk’ om eftermiddagen.

Det blev en stille rundtur sammen med 2 unge mennesker fra Hong Kong. Der blev fortalt om den venstresnoede dræber (gror mod solen, derfor højresnoet syd for ækvator) soltræet, elephants appletree.

Vi ser spor af tigeren (en måned gammelt) et enkelt dyr i savannegræsset og et enkelt barking deer samt fugle

Erosionsområder, hvor sprækkerne  i leret tørtiden giver regnen adgang til de underliggende sandlag og skyller det væk og de høje saltræer har forbløffende lille rodnet, som gør at der ikke holdes på jorden og det hele falder sammen.

Vi har fået at vide at der er strejke i Katmandu i mrgen indtil kl.17, så i stedet for afgang kl. 9 med ufrivilligt ophold på landevejen, anbefales det at vi udskyder afrejsen til kl.12.

Snakker med Hong Kong-folkene og overværer endnu en stickdance efterfulgt af grill-buffet.

 

Ad vildsomme veje (16.11)

Er sat på birdwatching – med de to fra Hong Kong – men det er et pauvert resultat. Faktisk er det mest spændende nogle Hornbills og et friskt leopardspor.

Efter morgenmaden pakkes der, og vi har fået at vide at Katmandu nu vil være lukket for trafik til kl.19, så mod ektra betaling indtager vi vores frokost for at køre bagefter. Lidt synd for vores chauffør, som jo befinder sig i uvidenhed på den anden side af floden.

Faktisk har vi en meget fin formiddag, hvor vi i kikkerten får  betydeligt flere fugle at se ud over græsset ned til floden.

Vi låner guidens fuglebog og prøver at få identificeret de fugle, vi har set på turen.

Der er også mange sjove og farvestrålende insekter, for ikke at tale om sommerfugle med og uden takker.

Og så kan vi overvåge introduktionen til det næste hold, der ankommer.

Ca. 14.30 kommer den gamle Bedford over floden medbringende vores chauffør.

Vi fragtes tilbage sammen med et par unge italienere, og vi kommer fra P-pladsen ca. kl. 15.

Vi havde regnet ed at vi skulle køre østover mod Katmandu, men den vej er åbenbart for tidkrævende, fordi den går ret højt op i bjergene, så det bliver samme vej tilbage, som vi kom.

Vi får lge genopfrisket færdselsreglerne: Man kører så vidt muligt på midten af vejen – evt. ude i højre side. Nødtvungent må man så ved modgående trafik holde til venstre.

Vores italienske par er i deres bil lige foran os lige ved at nedlægge en cyklist, der pludselig krydser vejen (drejer til højre ?) med en sidesaddle kvinde på bagagebæreren. Hun springer elegant af – og kun fordi chaufføren har plads til at komme helt ud i højre rabat overlever cyklisten.

Så gen tages den ophidsende tur gennem N… som er ligeså kaotisk som da vi kom: Køer geder boder forretninger hunde børn cykler i et stort rod.

Derfra går det nordpå langs CC –floden, og det er en meget flot strækning. Langs siderne rejser bjergene sig næsten lodret op med deres afrundede toppe. De er så stejle, at der ikke er mulighed for at dyrke noget end ikke lave terrasser.

Turen er estimeret til 5-6 timer, men vi ved jo hvor dårlig vejen er og hvor meget trafik der er.

Imidlertid må det være strejken i Katm andu, der medvirker til at der er meget lidt modgående trafik, så det går trods de mange sving at holde en god gennemsnitshastighed. Utroligt at man tør overhale op ad bakke og i sving, når man kender deres måde at køre på. Somme tider er det også på et hængende hår.

Mørket falder hurtigt på og giver os endnu en oplevelse. Køretøjernes lygteføring er noget miserabel, så det kan være svært at se om der er noget – og der er stadig mange, der både vandrer og cykler (og det bliver ved) og her bruger man ikke refleksbrikker.

For ikke at tale om de mange sammenbrudte køretøjer, som står på vejbanen – kun markeret med sten, der er lagt rundt om køretøjet.

Det samme princip gælder vejarbejde, så det er et under, at der ikke sker mere.

Lygtejustering kendes heller ikke, og når man skal tage hensyn til mulige fodgængere og cyklister, køres der helst midt på vejen. Når bilerne så m ødes, tænder man sit højre blinklys for at markere sit køretøj.

Ca. kl. 19 kører vi ind i Katmandu, hvor chaufføren er mere stedkendt, så han kører ind langs foden af den store stuba hvor der er et utrolig langt stykke med bederuller og små templer – og gennem de smalle stræder – og så er vi pludselig ved hotellet – tilfredse og i live.

Vi har en aftale med skrædderen, men da vi når hans butik er skodderne lukket ned på grund af strejken. Hotellets store port var også lukket, hvilket vi ikke har set før.

Vi går hen i restauranten hvor vi var den første aften og konstaterer at der her kl. 20 ikke er nogen gæster, ingen optræden og at vi allerede har prøvet de to krydrede retter, de har. Men pyt – vi ksla bare hjem og i seng.

 

17.11

I dag er det Durbar Square-dag, indkøbsdag og prøvedag hos skrædderen.

Efter buffeten i haven starter vi hos Mr. Baron, men her er tøjet endnu ikke leveret fra skrædderiet, så v tager de næste indkøb på vejen gennem Tamels gyder ned til Durbar Square.

Det hele forekommer yderst bekndt nu, men det tager alligevel lang tid, fordi der skal spørges til priser, og når handlen skal indgåes starter ’prutteriet’. Lidt heldigt at vi er tidligt på den, for man mener, at den første handel er den vigtigste og et varsel for resten af dagen. På den måde kan 1150 Rs blive til 200 i løbet af 10 minutter.

Vi har en aftale med skrædderen kl. 12, så efter at have se på det gigantiske torvemarked før Durbar Square skal vi finde et toilet – og det er ikke helt enkelt. Et skilt på fortovet fortæller om en restaurant med udsigt over pladsen. Og det er lige det vi leder efter. Der er tagrestaurant i 7. sals højde, så der er god udsigt.

Tilbage til skrædderen. Jakken passer perfekt, men der skal rettes på bukserne. En bluse til? Tja – og det bliver det så. En jakke af et flot brokadesilke med nederdel? Special price, madame. Vi har 20 skræddere, så vi kan prøve kl. 20.

Vi læsser af på hotellet og veklser lidt mere $ og beslutter os for en cykelrickshaw tilbage til restauranten, hvor vi får vores frokost.

Og for 3. gang går vi så runden på pladsen – men denne gang med notitser i lommen, så vi kan få styr på de mange templer.

På torvet finder Ulla en standplads, hvor de sælger sejl med skede. Det er svært fristende, selv om sejlet er et børnesejl. 1100 rs vil han ha’. Ulla siger 300 og under tænders gnidsel lander vi på 500 rs – og så er jeg tilfreds, selv om jeg ikke kender ejermanden. Imidlertid har jeg stor forståelse for, at det ikke lykkedes at købe et sejl undervejs.

Nu kender vi vejen hjem gennem gader med guldsmede og hårde hvidevarer og elektronik, ind i stofgaden og videre til turistbutikkerne.

Vi når tilbage til hotellet og får en øl på tagterrassen, så vi kan se solen gå ned en sidste gang.

Vi finder en restaurant, hvor vi kan få indisk mad med lam. Vi har ligesom fået nok af kylling. Det var rigtig godt – og der var mange mennesker.

Det passer lige så vi efter måltidet kan prøve hos skrædderen og få ham betalt. Tøjet leveres på hotellet ca. en time efter. Vi konstaterer i øvrigt andre butikker  med ’ Vi syr tøj’ (på dansk) og personlige udsagn, som vi slet ike har bemærket de andre dage.

 

18.11

Så er det pakkedag. Indholdet fra køjeposerne skal tilbage i kufferterne, de sidste kort skal skrives og kl. 10.30 bliver vi afhentet.

Proceduren i lufthavnen er noget langsommelig men heldigvis har vi guiden med, og som afskedsgave får vi begge et silketørklæde.

I ventesalen møder vi en englænder som deler sin tid mellem at være manager på en lodge på Anapurnarunden og i England. Han har boet der i 3 år og vi får en meget lærerig samtale om nepalesere og deres hverdag.

Der er kylling i flyet (!)

Standardafhentning i New Delhi, og mod forventning meget civiliseret kørsel ind til byen, Trafiklys fungerer. Flettereglerne er uudgrundelige og ikke uden riscici. Her er også køer, geder ”toto”’s (3-hjulede scootere). Taxa i engelsk model & stil (Austin) eller mange små japanske biler.

Passerer parlamentsområdet – planlagt af engelske arkitekter i storslået stil: her er både parlament, ministerier og præsidentbolig. Vi passerer ’Indian Port’ og ambassadekvarteret inden vi ender op på de luxe hotellet The Park.

Kl.17 af sted. Solen er ved at gå ned, og vi vil jo gerne have en fornemmelse af, hvor vi er. Ganske kort efter hotellet passerer en mand os, som henvender sig til os, angiveligt fordi han troede vi havde tiltalt ham (!). Vi starter en konversation alt i mens vi vandrer, og han tilbyder os en lokal øl. Undervejs ligger et stort cirkulært parkområde (Connaught Sq), hvorunder der ligger et stort underjordisk marked med masser af butikker, som han trækker os igennem. Spændende men et utroligt menneskemylder.

Der fra til en standard restaurant, hvor vi får ’Haagebeck’ – en indisk version af Beck’s Bier. Vi snakker, manden ved meget, har rejst meget i Europa – og da regningen kommer viser det sig (naturligvis) at det ikke er ham der er den glade giver – og da vi ikke har vekslet til til indiske rupees må kreditkortet holde for.

Da vi har fortalt ham at vi kan lide indisk mad, kan han anbefale os en rigtig god restaurant.

Den ligger på den kolonadekransede plads og hedder ’Embassy’. Der er mange mennesker, og maden er god til rimelige priser, serveret med den lokale ’Black’ øl. Manden får sin øl og får lov til at mundsmage af retterne (Rogan Josh) – og så tager han afsked.

Da vi skal tilbage til hotellet må vi konstatere at gangtunnelerne er lukkede, og da der er høje hegn langs gaden for at forhindre fodgængerne i at tumle rundt i trafikken så bliver hjemturen lidt længere.

Godnat kl. 22

 

19.11

Vågner kl. 6 – hvor det endnu er mørkt, men allerede en halv time efter er det lyst. Veksler til lidt rupees for at kunne købe i lufthavnen – men det kunne have været lige meget, da de kun  tager $ i den taxfree. Så vi bruger dem til et par øl i restauranten mens vi venter.

Turen til lufthavnen sker ad en  anden rute, og indcheckningen foregår gnidningsløst, og så er det bare hjem efter en god og spændende ferie.

 

 

GORE = female

GORA= european white skin