 |
|
||
|
|||
 |
|||
|
|
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
19.oktober 2009 går turen til Mexica med Albatros. Her er foreløbig Rejsebeskrivelse (47 sider) Alle vores billeder. Her er begyndelsen på vores rejseberetning: (ovenstående pdf-fil er færdiggjort, hvilket hjemmesiden ikke er) På besøg hos Chaak og KukulkánResumé Chaak er mayaernes regngud og Kukulkán er den fjerklædte slangegud, som både er mayaerne og aztekernes Gud. De blev ofte nævnt sammen med mange andre guder og fremmedord, når den gamle indianerkulturs mytologi, ritualer, sæder og skikke skulle forklares. Alene problematikken i at de læste ord i mange tilfælde havde en anden udtale og et andet tryk på stavelserne var af og til forvirrende. Men det har været en rigtig spændende tur, som fuldt ud levede op til forventningerne. Vi skulle se den gamle indianerkultur, og det fik vi i rigt mål, og heldigvis kom pyramiderne i 'rigtig' rækkefølge: Teotihuancán, Monte Alban, Palenque, Uxmal, Chitzen Itzá Man har set masser af billeder, men når man står der er anlæggene større, pyramiderne højere og mere imponerende, og udsmykningen forbløffende. Natur
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Efter ca. 40 minutter når vi Hotel Majestic, som ligger så meget i centrum, som man kan komme til - lige ved Zocaloen (betegnelsen for det centrale torv som findes i alle byer) og parlamentet. Mens vi er der er der en stor bogmesse.
Efter 26 timer, går vi så i seng, parat til en spændende start på ferien.
Astronomisk planlægning /
(Tirsdag 20.oktober)
Morgenvækning kl. 6.30, og en rigtig god morgenbuffet inden afgang kl. 8 med bus til Teotihuancán, som ligger ca.50 km. nordøst for Mexico city
Centrum synes jeg var præget af lave (3-6 etager) huse, faldefærdige, om ikke forladt .
I grænseområdet mange lave bygninger fra Mexicos ”faldskærmsindbyggere”, som gror ud fra hovedvejen og op ad bjergsiderne.
Folk på vej til arbejde fylder indfaldsvejene, busserne og de tog, der kører langs indfaldsvejene.
Vi ankommer som de første, så vi har ro og plads til at se og høre om stedet, men en times tid efter er der læsset adskillige turister af busserne.
Plan over Teotihuancán
Teotihuancán (200 f.kr. - 600 e.kr.)
Jaguarens palads / rummene /månepyramiden
Månepyramiden, lavere end solpyramiden, men da den er bygget på en højere beliggenhed, ligger de to pyramider på niveau.
de dødes alle 3 km
solpyramiden 100 e.kr., 225*225 m i grundplan, 64 m højt ca 250 trin
hvide sommer fugle, gule og ganske få blå'
blomstereng + kaktus
Frokosten indtages på en kombineret restaurant og butik, hvor vi får en introduktion til mexicanske drikke og kunsthåndværk.
|
En absolut sprudlende mexikansk ejer fortæller efter frokosten levende om agaveudnyttelse, Den kan levere stærke tråde, der kan væves af – evt.sammen med andre materialer. Nålene på agavens balde kan med lidt behændighed blive til en kombineret nål og tråd. Og så – ikke mindst er det grundmaterialet til fremstillingen af tequila. Vi får prøvet både den mælkehvide pulque, som er utroligt nærende,og indtil flere typer tequila. I alle tilfælde mener han, at det virker befordrende på 'chaca chaca' (at 'bolle').
|
Desuden demonstreres obsidian, som er en hård stenart, som flækker som flint og meget skarp, og som bruges til at lave fine figurer. Figurerne er håndværk, men baseret på mekanisk slipning, hvor arbejderne sidder ubeskyttet mod det fine støv. For demonstrationens skyld tager an en maske fra opstillingen og smadrer den, så vi kan se efterligninger lavet med plasticovertæk på ler.
Der demonstreres og vævning, og der kan købes både tæpper og duge, ligesom der er masser af sølvtøj. Desværre mangler der videooptagelser af denne muntre og spændende demonstration pga fejlbetjening fra min side.
Jomfruen af Guadalope
Nogle kilometer nord for centrum ligger et at de mest besøgte valfartssteder (nr.2 i den kristne verden efter Vatikanet), Basilica de Guadalupe.
Jomfruen af Guadalupe er egentlig en spansk helgen, som blev taget med ved erobringen af Tenochtitlán.
|
Beretningen fortæller, at jomfruen kort efter belejringen åbenbarede sig for indianeren Juan Diego, og bad om, at der blev bygget et tempel på stedet. Den undselige indianer henvendte sig til biskoppen, som ikke troede på ham. Det gentog sig de følgende dage, indtil jomfruen gav Diego et bevis: hun fik roser til at blomstre, og han skulle pakke de ind i sin kappe og atter gå til ærkebiskoppen. Da Diego åbnede kappen havde roserne forvandlet sig til et billede af Jomfruen af Guadalupe. Hun fik sit tempel, en hvad vigtigere var, at hun havde vist en fattig indianer sin gunst.
Med rødder i både den spanske og indianske kultur er hun derfor blevet hele Mexicos skytshelgen og symbolet på national enhed.
Historien fortælles i statuer, scenarier og i et klokkespil på den store plads. Også her er den gamle basilika ramt af, at Mexico er bygget på en drænet sø: den har sat sig (og var også blevet for lille), og der er i 1970'erne blevet bygget en ny 11.000 m2 stor kirke, som kan rumme 10.000 pilgrimme. Den runde bygning er forsynet med døre hele vejen, således at man ved at åbne dem, kan udvide kredsen af deltagere i messen til folk ude på den store plads.
|
Helt så mange var der dog ikke under vores ophold, men der var mange mennesker vandrende med krucifiks og andre hellige symboler, og i kirken var mange klædt helt i hvidt, og enormt store blomsterdekorationer stod opstillet inde i rummet.
Tilbage i hotellet
Trafik: mange taxi (2 farvet), politi med blinkende lygter – men ingen horn, rolig afvikling uden tuderi. Færdselsregulering lidt lemfældig med blød hånd og fløjte – men god afvikling.
Flere slags politi.
Der fejes, der er mange papirkurve og åbne telebokse, som ikke er vandaliseret.
Gadeboder, gadekøkkener
Mange pæne bygninger fra den franske periode,men også en del forladte og forfaldne bygninger i centrum, som generelt er præget af lave huse (3-5 etager). Højhuse i yderkvarterer.
Byens forretninger er opdelt i 'fag', og hele kvarteret omkring vores hotel er besat af juvellerer, og selskabstøj
Lokaltog langs hovedindfaldsveje med mange stoppesteder
I Mexico City få cyklister og to-hjulere, men andre steder cykelstier og ude i landet flere cykler.
Vi får bl.a. anbefalet restauranten Girasol, som ligger lige ved rytterstatuen af Carlos 4. Maden er udmærket, men vi bliver udsat for en betalingsudfordring, da vi får samlet regning, og et par har lagt penge, og forladt selskabet uden at tænke på kuvertpris og drikkepenge. Anni træder i karakter og bliver vores ekspert ved en række senere tilfælde.
Kom sent hjem nåede ikke at skrive dagbog, men der er trådløst netværk, så det er enkelt at sende en hilsen hjem.
Vækning 6.30 – ud af døren kl 8.
Vi sparer bussen, for vi skal blot over gaden til domkirken Catedral Metropolitana på pladsen. Vi undres over, at der er masser af kampklædt politi omkring kirken, som tilsyneladende bare venter. 
Kirken hælder en del, fordi den oprindelige søbund stadig kan sætte sig, og er i øvrigt bygget gennem så mange århundreder, at flere stilarter er repræsenteret.
En del af kirkerummet er spærret af, så vi kan ikke komme til at se det store altertavle, som ellers skulle være et mesterværk..
Kirkens nabo er Sagrario Metropolitano flot i sin stil, men her er der ingen adgang.
Næste punkt på planen er at se Rivera's vægmalerier i Placio Nacional, som er hjemsted for præsidenten og finansministeriet, men her er lukket på grund af fint besøg – og deraf naturligvis politiberedskabet.
Karla træffer en hurtig beslutning: Vi tager med Metroen til det antropologiske museum. Meget praktisk er der nedgang til metroen lige uden for katedralen, og vi kaster os ud i menneskemylderet. For 2,50 pesos kan man køre ubegrænset på alle 183 km.-metrolinier. Metroen kører på gummihjul (som i Paris), og her i det sene morgenmylder står man tæt pakket.
Men det virker enkelt og velorganiseret (især når man har en guide foran), alligevel har Karla lidt sved på panden, om vi alle kommer ud på den rigtige station, når vi er fordelt på flere vogne. Men det gør vi.
Vi vandrer gennem en stor park til Det antropologiske museum.
|
Gården i Det antrolpologiske Museum har en spændende søjle, der bærer et ‘vandfald’.
Det er i alle henseender en stor oplevelse. Arkitekturen er flot, samlingerne imponerende og velordnede – ofte med engelsk tekst, så vi får en god introduktion til og overblik over de forskellige kulturer, vi skal møde de kommende uger. Vi kunne have gået der meget længere – og så så vi også kun en brøkdel.
I museets 'patio', mødes man af en imponerende firkantet fontæne, som bæres oppe af en enkelt central søjle. Vandet falder som et fint vandfald ned fra 'taget'.
Frokosten indtages i museets restaurant, som serverer god mad, professionelt.
|
Deres billedkunst er imponerende i sig selv, men med lidt pædagogisk støtte åbner der sig en ekstra dimension i det tegnsprog og den symbolik som understreger fortællingen i skulpturerne.
Da vi forlader museet oplever vi de sidste runder, som udføres af voladores: Fire (= verdenshjørner) flyvende mænd klædt i fuglelignende dragter kaster sig ud fra toppen af en 32 m høj stang, hvor de er fæstnet til det ene ben med et reb. Herefter drejer de tilsammen 52 gange rundt, mens rebet snoes op, indtil de når jorden. En femte mand skulle danse på toppen af stangen og spille fløjte og tromme, men ham så vi nu ikke.
Riveras vægmalerier
I mellemtiden er vores bus skaffet til veje. Med bus til Palacio Nactional for at konstatere, at Diego Riveras berømte vægmalerier på hovedtrappen stort set er skjult af gitterværk pga restaurering. Karla giver os den lange historie om den omskiftelige etablering af Mexico.
På balkonen på første sal findes yderligere vægmalerier, som kan beundres. Der er også et lille museum og deputeretkammeret.
|
Indgangen er godt bevogtet af militær, der er taskeeftersyn og scanningsapparatur. Desuden scannes man for temperaturmåling aht svineinfluenzaen.
Tilbage på hotellet slapper vi af på hotellets tagrestaurant, som har direkte udsigt ned over zócaloen og de flotte bygninger.
Vi når ikke Frida Karlos hus i dag, som så udsættes til udrejsen til Taxco.
Hjem og op med benene. Første videotime overføres til pc, og det gælder også de mange billeder, det er blevet til på de to dage.
Aftnen tilbringes sammen med vores guide på et listigt sted i gåafstand (Restaurant Tenampa på Plaza Garibaldi?).
På vejen dertil kan man beundre nogle af de flotte bygninger her i centrum, og flere grupper af mænd står ude på vejen og ligner blaffere. I kvarteret samles musikere i den traditionelle dragt med masser af sølvspænder, og det er også forklaringen på 'blafferne': de søger engagement, da disse mariachi kan lejes til at synge for selskaber.
Det bliver en fornøjelig aften, hvor vi lærer at drikke tequila; man får 3 glas; Limesaft, tequila, og tomatjuice. Drikkes i den rækkefølge, bunden i vejret.
I restauranten var der et hold i hvide dragter (2 mand med harpe) og to hold á 10-12 musikere i sort med violin, guitar og trompeter - De spiller og synger mod betaling ved bordene – og det ene orkester tager fat, når det andet stopper.
|
Karla har bestilt en 'serenata', som resulterer i at Peter bliver iklædt mariachi’ens jakke og violin, og både KArla og Anni får sig en god swing-om.med musikerne.
Det var festligt, folkeligt og fornøjeligt.
Kvarteret her adskiller sig fra området ved zócaloen: der spores nogen fattigdom, tiggere
Kommer først hjem ca.23.30, så dagbogen bliver sorteper igen.
Ren by, mange papirkurve
Stenene er typisk fra vulkanske aktiviteter
Fra Mexico City til sølvbyen (22.10)
Rutekort
Vi kommer som de absolut første til at stå i kø ved Frida Kahlos hus. Jeg indrømmer frivilligt, at jeg ikke havde nogen fornemmelse af, hvem hun var. Men hun var hustru til Diego Rivera i et stormfuldt ægteskab, men begyndte selv at male efter en invaliderende sporvognsulykke, som medførte mange efterfølgende operationer. Frida Kahlo døde i 1954, og i huset er der ud over en del malerier og skitser, bemalede korsetter også inventar og brugsgenstande mm. Alt i alt et spændende bekendtskab, som blev uddybet senere med en film, der blev vist i bussen.
Link til Frida Kahlo http://da.wikipedia.org/wiki/Frida_Kahlo
Turen til Taxco
Bjergrigt med bløde bjerge, lidt køer, enkelte floder.
Inden vi kører op til hotellet, bliver vi indlagt til et kort foredrag om sølvminedrift (startet i 1934) og sølv. Der er flere skakter (800 – 1100 m dybe) og lange minegange, og byen har ry for at være Mexicos 'sølvby', og der er da også rigtig mange sølvsmede. Vi køber dog ikke noget i den tilhørende forretning.
Vi bor atter lige ved zócaloen på Hotel Agua Escondida.
Benzinos fordi alle biler synes at skulle passere zócaloen.
Egentlig skal vi have vekslet penge, men da vi finder et vekselkontor, bliver vi enige om at hente flere dollars – og beslutter os for at spise først. Vi sætter os op på en tagterasse og får en gang suppe mens vi følger livet på zócaloen og kirken. Den lokale renovation kommer forbi som en bedre ”hjem-is”, og tilkalder affaldssækkene med en klokke.
|
Tilbage til vekselkontoret – men nu er kl. lidt over 16 – og der er lukket! Vi går så lidt rundt i centrum, som egentlig er ganske charmerende, og hvor vi falder over statuer og flotte bygninger.
Vi aflægger kirken Santa Prisca med sin kunstfærdige facade og kakkelbeklædte kuppel et besøg, først alene, senere sammen med guiden. Kirken blev betalt af en fransk sølvmineejer.
På grund af den stejle stigning er markedet udformet som meget snævre, snoede gange med smalle boder ved siderne, virkelig en labyrint. Her prøver Karla at overtale os til at smage flyvende snacks (kakkerlak-art). De modige prøver, og en del af insekterne ser deres snit til at flygte, mens ubeslutsomheden hersker i gruppen.
Vi er på jagt efter nogle kurve til erstatning for dem vi tidligere har købt i Sydamerika. Der er også mange kurve, men de er meget stive og solide, så det er ikke lige det, vi er på udkik efter.
En gammel forhenværende minearbejder fungerer som lokalguide i kirken, og udpeger senere nogle af de steder, hvor mineskakterne er. Tilfældigvis er den bedste udsigt fra en sølvsmed, som i øvrigt havde rigtig mange pæne ting, bl.a. sælger de en kopi af et imponerende halssmykke, som Frido Kahlo har haft.
Om aftnen nyder vi, at man kan sidde på en udendørs terasse med udsigt ned over byen. Her træffer vi bekendtskab med flamberet kaffe.
Tre gange natur (Taxco – Oaxaca) (23.10)
Rutekort
Dagens tur skulle naturmæssigt være en oplevelse, så jeg overtager rejseledersædet (Karla brugte det aldrig – og man sidder da heller ikke særlig godt) for at kunne fotografere.
De to snedækkede vulkaner udmærkede sig ved at skyerne havde lagt sig ned over dem, så den oplevelse fik vi ikke, men....
Afgang fra Tasco
- Gennem grønt træbeklædt natur
- Gennem opdyrkedes arealer med blomster (roser – også ved vejen), majs, chili, den røde olieplante, blomkål mm
- Gennem kaktusland med flere slags, megen erosion
Gode veje, mange vejafgiftssteder /bygges af private som så kan hente deres penge ind over 15 år før det overgår til staten. Ved flere betalingssteder skarptbevæbnet militærpoliti
Vejarbejdere slår græsset med segl (nogle ca ½ meter lange, nogle steder dog med buskrydder).
En del større vejarbejder dels asfaltering, dels udvidelser.
|
Jernbaner så vi ikke meget til i landet (men her har englænderne jo heller ikke været). Dog så vi en stor jernbanestation med masser af godsvogne på denne del af turen, og jeg tror, det var ved Pueblo.
Sidst på eftermiddagen kommer vi til Oaxaca. Det er lidt svært at finde frem til hotellet: dels er de smalle gader ensrettede, dels skal der være plads i krydset til at bussen kan komme rundt om hjørnet.
Det bliver en ekstra udfordring, at en forladt politibil spærrer den gade, hotellet ligger i. Til gengæld er der reserveret plads til bussen i gaden – lige overfor hotellet. Atter bor vi tæt ved centrum i et charmerende, forhåndværende nonnekloster, Hotel Casantica, med patio og swimmingpool (men ingen store vinduer).
Fest og mange mennesker på zócaloen inkl musikanter-
Der er aftalt besøg i en virksomhed / forretning med chokoladefremstilling. Vi ser noget af den manuelle produktion, for smagsprøver på de forskellige stadier, og slutter med at drikke en rigtig god kop chokolade. I øvrigt kan man købe chokolade i alle former. Egnen er også kendt for at lave retter med mole, som er en chokoladesovs. Men man skal ikke tage fejl: chokoladen er kun en del af ingredienserne. Der tilsættes mange andre krydderier, chili osv. for at tilpasse smagen.
Jeg tror kun at det var Anni, der fik mole til en ret i …???, og det lød ikke som nogen succes.
Får omsider vekslet penge
Denne dag passerer billøbet 'PanAmerican Rally' byen, så hele vejen rundt zócaloen er der parkeret biler til skue. Det er ældre biler fra hele verden (mange Studebaker, Porsche, Mercedes og inkl. et par Volvo)
Pan amerikansk billøb idet den Panamerikanske Highway fra Nordamerika til Sydamerika går gennem Mexico, og bl.a.. Oaxaca (La Carrera Panamericana 2009 (23.-29-okt.)
http://www.lacarrerapanamericana.com.mx/
"The Mexican Road race" (Deltagere og biler: )
Monte Alban 24.10
Plan over Monte Alban
Inden morgenmaden kan vi høre adskillige udrykninger. Det viser sig at være billøbet, der fortsætter, og de enkelte biler kommer for fuld udblæsning ledsaget af politieskorte med horn og blå lygter.
Vi får tilført en lokalguide til dagens tur. Karin er dansker og har boet her i 30 år.
Monte Alban ligger få kilometer uden for byen, men ca.400 meter højere på en udfladet bjergtop.. Egentlig består anlægget af 3 høje med ganske pæn afstand i mellem.
|
Selv om vi er der tidligt er sælgerne der allerede. De har fordelt området mellem sig, og sælger forskellige kategorier: jademasker, små vaser (vi købte en), brændte lerfigurer mm. Faktisk ganske pæne ting.
Monte Alban ligger få kilometer uden for byen, men ca.400 meter højere på en udfladet bjergtop.. Egentlig består anlægget af 3 høje med ganske pæn afstand i mellem.
Selv om vi er der tidligt er sælgerne der allerede. De har fordelt området mellem sig, og sælger forskellige kategorier: jademasker, små vaser (vi købte en), brændte lerfigurer mm. Faktisk ganske pæne ting.
I forbindelse med indgangen er der et overskueligt, men flot museum med flere steler, mange fund fra grave og eksempler på trepanerede kranier.
Anlægget i sig selv forekommer velproportioneret og imponerende med den brede akse og næsten parallelforskudte anlæg på hver side.
Zapoteker, mange grave (170)
Palace
Observatorium
Boldbane
Danserne (de forskellige steler med figurer) som fortsætter med svømmere inde i pyramidens kamre.
Fra sydplatformen er der en flot udsigt ud over landskabet og ned over de småbyer, hvor de mange souvenir bliver fremstillet.
Vi skal se barokkirken Santa Domingo, og her kommer vi globryllup. Festklædte gæster – ikke mindst de flotte indianerkvinder med deres specielle klædedragt og hårpynt. Selve seancen forekommer lidt rodet, men her oplever vi en næsten konstant bjældeklang fra små klokker, som deltagerne går rundt med. Ved udmarchen puster brudepigerne sæbebobler...
Kirken i sig selv er et imponerende udstyrsstykke.
Det gamle dominikanerkloster ved siden af kirken er nu indrettet som museum, Museo Regional de Oaxaca.
Der er kun tid til at se salene vedrørende den klassiske periode, selv om det var fristende at kikke ind og se salene fra spaniernes erobring, kirkens stilling og andre tableauer.
Der var udstillet mange flotte gravfund med flotte smykker af guld, turkis, obsidian og glas, som kun er foreviget på videoen.
Vi spiser på et spisested inde i det store marked, bl.a. er der købt lækre græshopper på markedet, som vi kan fornøje os med. Her støder Karlas mand, Justo, til med et par flasker tequila.
Efterfølgende har vi fri, og får købt det legetøj, vi skal have med til vores børnehavebesøg. Vi får faktisk også fundet et par kurve, som kan bruges som erstatning for dem vi har derhjemme. Og det koster jo ikke noget, målt med vores regn
Kaktusland til Tehuantepec 25.10
Rutekort
Dagen starter med at køre til Tule, som kan fremvise et 2000 år gammelt og 42 m. højt ahuehuete-træ (en taks-art), der siges at have verdens største træmasse på 816.829 m3 (636.107 t.). Omkredsen i sig selv er ca. 50 m. En barneguide hyres af Karla, og ved hjælp af et spejl udpeger han de fantasifulde illusioner, som træets grene og knuder giver anledning til.
købte flettet bælte og kort med børnene omkring træet.
Besøg i ´tæppeland'. Produktionsforløbet fra uldindkøb, farvning med naturstoffet fra kaktuslus, valnøddeblade, valnøddeskaller mm demonstreres grundigt og illustrativt..Kartning, som vi får lov til at prøve.
Vævning med forskellige typer (jern, bambus
Køb af tæppe og taske
Frokostophold på en 'ranch´',hvor man også producerer mezcal (drik lavet af agave (maguey)), som skal være ca. 7 år gammel før 'hjerterne' kan bruges, hvor det koges i jordbruber i tre dage.., gæres i kar, destilleres og det er den, hvor der ofte er placeret orm i flasken (ormen er naturlig i frugten).
Mezcal produceres lokalt, og vi ser flere åbne 'skure', hvor man driver muldyr rundt for at mose frugtmassen ligesom i gamle møller.
Bjergkørsel, militærkontroller
Æselmand med brænde
Stejle klinter
Vand i floder
Grøn bevoksning iblandet 3-4 meter høje søjlekaktus, som præger landskabet.
Her det kvinderne, der bestemmer. Har speciel klædedragt, som dem vi så ved brylluppet i kirken.
Vores hotel Calli er relativt nyt og ligger uden for Tehuantepec,
Flagermus og ildfluer i haven ved swimmingpoolen hvor vi nyder varmen, cikadernes og en kold øl.
Restauranten ligger i en separat bygning. Her kan man med lidt ihærdighed bestille og få serveret øl , og til aftensmåltidet er der ca. en times ventetid på grillspid (som i øvrigt var godt),
ubenyttet swimmingpool
 |
Sumidero-kløften og San Cristobal ( 26.10)
Rutekort
marker med køer
Stor vindmøllepark (ca 500)
rovfugle, småfugle med lange haler, ibis, en enkelt stork
cowboys
forskellige bygningstyper: huse: lerklinede, mursten, soltørrede sten, brædder, blik.
Tage af blik, teglsten eller eternit.
 |
Mere militær kontrol, meget politi, skarpt bevæbnede. Militæret ofte på faste positioner bag sandsække. Farten sænkes af bump, i flere tilfælde lavet af opsplittede bildæk
Mango-plantager, ris og majs
Vand i floder, vand langs vejen (som i Argentina) med fugle og åkander
mange stejle bjerge og snoet vej – afbrænding flere steder langs vejen
Vejsidebevoksningen er høj og til tider ret uigennemsigtig.
Vejene er asfalterede og i god stand. I byerne er gaderne ofte lavet af cement.
Der er meget store – og mange - vejprojekter
Snerler får træerne til at blomstre...
3-hjulede cykler som varevogne eller til persontransport. I nogle tilfælde sejldugstag over såvel varer som fører. En del benytter paraplyer som parasol
efterårsfarver
Hotellet i San Cristobal hedder Diego de Mazariegos.
Lige overfor hotellet ligger en stofforretning, hvor der købes håndklæder (frotté) i metermål til den planlagte badetur.
Vi gik ikke langt for at spise den aften. Sammen med Anni, Ole, Hanne, Peter, Kirsten og Mogens tog vi hotellets restaurant. Selv om Karla senere kom fordi, og mente vi var sluppet for let om ved det, vil jeg sige, at det er lang tid siden, jeg har moret mig så meget. Stakkels tjenere, som kun kunne få brokker engelsk, og som vi var ved at hyle ud af det flere gange. Forhåbentlig har de tilgivet os.
 |
San Juan de Chamula & Zinacantán (27.okt.2009)
Rutekort
Byen San Juan Chamula har mere end 35.000 indbyggere og er den største forsamling af Maya i Chiapas, som ligger 10 km fra San Cristobal. Chamula er en traditionel bjergby beboet af Tzotzil-talende mayasproget Tzotzil. Landsbyen har en unik autonomi i Mexico, hvilket betyder, at den mexicanske regering skal bede om tilladelse til at blande sig i anliggender, ingen mennesker, stat eller militærpolitiet kan komme ind i landsbyen. Chamula har deres egen politistyrke, bevæbnet med stokke. De har en stiv social og religiøs struktur. Den katolske religion har meget stærk indflydelse men praksis i de traditionelle maya-religiøse strukturer. Chamula-religionen er en blanding af katalocisme og maya-tro. Kun Chamulas kan leve i landsbyen, og hvis en Chamula konverterer til en anden religion eller ikke følger reglerne i landsbyen bliver vedkommende bortvist fra landsbyen og ikke kan komme tilbage.
De må ikke gifte sig med nogen uden for San Juan Chamula, selv med den nærliggende Zinacantan, hvilket fører til indavl.
Ca 10 km. Lille by med de særlige indianere, hvor kvinderne går med sorte skørter (Tottet uld)-
Man skal betale for at komme ind i byen. Ligene vikles ind i klæde, når de begraves.
Vi er lidt heldige, at vi er her til 'dødedagen', hvor kirkegårdene klargøres til Dødedagen (som de spanske præster slog sammen med alle helgen), dvs. ukrudtet fjernes, der lægges fyrrenåle og gule 'cempasúchil'-blomster (minder lidt om dobbelte tagetes eller morgenfruer) på graven.
Der er et kors for hver begravet. For folk over 30 får sorte kors, blå for piger og hvide for drenge (?). Dødsdatoen er nævnt, men fødselsdagen normalt ukendt
Kirkegård. Folk begraves
De vil ikke fotograferes, for så tager man deres sjæl.
Håndhæves efter byens egne regler, eget politi (i sorte eller hvid skindkofter, udstyret med lange knipler. Står på rådhusets balkon – og går rundt.
Stort marked foran kirken med både madvarer og håndværk.
Kirken benyttes af indianerne til deres egen tro. Har samme helgener, den fremmeste er Johannes Døberen.
I kirkerummet er alle helgener placeret i siderne, Johannes Døberen som altertavle.
Kirken i San Juan Bautista er en af de mest fascinerende og magisk Mexico. Fyld den besøgende kun at være rolig i dette hellige sted. På ydersiden er hvid med sommerfugle og blomster i pastel farver. Inde i kirken i lyset af tusinder af glødende lys og fyldt med søde tunge lugt af røgelse og fyrrenåle dækker gulvet. Lyden af den katolske salmer, at lyden i små stereo blander sig med den bløde stemme bønner og maya chants. Rækker af stearinlys er ude før kapeller, statuer og altre sammen med flasker sodavand. I ritualer, er de høns bruges til at rense kvinder og haner for mænd.
Der drikkes spiritus af cola-flasker, så de får nemmere adgang til deres Gud, og høres ræb, som menes at tjene til at fordrive onde ånder.
Man har shamaner, der hjælper de hårdest ramte.
Folk sidder på gulvet i kirkerummet, der er dækket af fyrrenåle.
Mange små og større lys på gulvet, nedbrændte fjernes med en lille skovl.
Man mumler bønner til helgenen, drikker posh (en majsbrændevin lavet på majs og sukkerør), så de kan komme nærmere ekstase og gud. Der er ingen præst mellem dem og Gud, men dog kan man få hjælp af en shaman, hvis man skal have gode råd. Der er mange høns med i kirken – og de bliver i tur og orden ofret ved at man vrider ahlsen om på dem, og med mindre den er sort (mod oinde øjne) tagre man dem med hjem og spiser dem
Næste by betaler man også for at komme ind i. Her lever man stort set af blomsterdyrkning: roser, krysantenummer, solsikker mm, dvs, at der er rigtig mange drivhuse (pga de lave temperaturer.)
Konerne broderer og væver (hoftevævning).
Tænderne smykket med indlagt guld og ædelsten.
I børnehave
Karla havde arrangeret, at vi kunne få lov til at besøge en børnehave. Vi havde alle købt lidt legetøj på markedet, så børnene også kunne få noget ud af det.
Det var blevet lidt sent, og børnene skulle snart hentes, men de stillede beredvilligt op i pæne rækker ude på pladsen. Vi fik en velkomstsang, alt i mens børnene så undrende på os. Så tog vi en fællessang med Mester Jacob på henholdsvis spansk og dansk, og vi fik også lært en sang som krævede lidt ekstra gymnastik. Det var ganske morsomt.
Gaverne blev alle sat op på et bord, børnene gik tilbage til deres stuer – og så var seancen slut.
Senere så vi børn i byen arbejde med at få samlet et af de puslespil, der var givet.
Efter de obligatoriske forskellige tequila, spiser vi hjemmelavet mad hos en familie i private omgivelser i et lille lerklinet hus, hvor røgen fra ildstedet bider i øjnene.
Familien væver med den specialle hoftevævning, hvor væversken udgør det ene holdepunkt, en stolpe det andet. desuden blev der broderet, så også her kunne man komme af med sine pesos.
Tilbage til San Christobal begynder regnen, da vi har parkeret bussen, og Karla opgiver at gå til San Domingo-kirken. Faktisk begynder det at regne ret kraftigt, og gruppen splittes på vejen hjem i bestræbelserne på at få ly for regnen.
I stedet for kirkebesøget bliver der købt ind til samling på vores overdækkede, udendørs terrasse – og koldt er der jo ikke.
Illustration 30: Ole får slangebøsse til sit outfit
Da regnen hører opdrager jeg op for at se, hvad vi måtte være blevet snydt for – men kirken var lukket (!).
Jeg fik købt 2 bælter i den første by, Ulla et i byen.
Aftenen udnyttes til en tur kl.17 til den danske antropolog Frans Bloms hus, Na-Bolom (Jaguarens hus), hvor der er en samling af hans og konens Gertrude (Trudy) Dubys (journalist og fotograf) ting og billeder. Frans Blom kom til Mexico i 1919 og fattede interesse for mayakulturen. Han har foretaget mange udgravninger, foretaget opmålinger, og været tæt på, at finde de unikke malerier i Guatemala. Han og konen viede 50 år af deres liv til at beskrive og kæmpe for mayastammernes rettigheder og fik ikke mindst et nært forhold til lancadón-stammen. I husets bibliotek findes en stor bogsamling og mange genstande fra hans udgravninger.
Husets fortid som kloster afslører sig bl.a. med et lille kapel.
Der er desuden lejligheder, der står til rådighed for lancadón-indianerne, hvis de f.eks.,skal være i yen i forbindelse med familiemedlemmers hospitalsophold. Der er en lille planteskole, men ellers har fonden ca 70.000 hektar hvor man dyrker de specielle planter fra disse indianere område, som strækker sig ind i Guatemala.
Vi ser en video hvor en gammel indianer fortæller om verdens skabelse – og de nye udfordringer for dem, efter de moderne tider trænger sig ind på dem.
Hotellet drives som et mindre hotel (flotte værelser, hvor der er pejs, ligesom der er på hotellet).
Vi spiser vores aftensmad her
Vi bliver kørt til og fra med en lejet lokal(by)bus, hvor der ikke.er megen komfort, og det er noget af et kunststykke at bringe os gennem de smalle gader, hvor kantstene godt kan være 20 cm høje og to biler lige nøjagtigt kan smyge sig forbi hinanden. Gaderne her er derfor også ensrettede
Det er også derfor vores turistbus somme tider må foretage omveje, fordi den ganske enkelt ikke kan dreje om hjørnerne..
Resten af aftnen går med at foretage en gennemgribende ompakning af kufferterne – fleecejakken ryger i bunden, og der skiftes til jungletøj.
Der bliver også tid til at læse Karlas beretning om tre børn fra forskellige sociale lag og deres videre skæbne.
 |
San Cristobal - Palenque (28.10)
Vi er i Chiapas Her må ikke fotograferes, heller ikke fra bussen. De har egne regler, og man risikerer at blive tilbageholdt på ubestemt tid.
Her er masser af træ, og det giver sig udtryk i, at markhegnene er lavet af brædder, og det samme gælder husene.
Bump både de store ('topes') (og det er ikke bløde, danske bump) og de mindre 'vibradores'
Tissepause et sted med et dovendyr, lidt ara'er og blomster.
Her er en del sommerfugle.
Frokosten indtages på en 'landevejskro', hvor der er pyntet op til dødedagen.
Ud af byen¨er der store grusgrave, hvor man graver sig ind i bjergene. Der er omfattende vejarbejder.
Vi befinder os i zapotekernes område. De er et lukket fællesskabsamfund, og reelt farligt at bevæge sig i, bl.a. må man ikke tage billeder, så der er ikke billeder fra det flotte bjerglandskap, vio kører igennem.
Gummidæk som bump
snor over vejen
gule bluser til salg langs vejen
utrolig mange bump Zone de tropes
køer og dyrkede marker'
mange gående børn på vejen om morgnen
folk der venter på kørelejlighed
bærer byrder med pandebånd bl.a. brænde
rydning på marker med lange macheter også langs vejen
plantehold op ad afbrændte marker
Små vejarbejder udføres helt manuelt med hakker og skovl. Cementblanding ved husbyggeri foregår med hånden, sjældent med blandemaskine.
kaffetørring på forpladser eller de flade tage
Turen går til endnu en flot ruinudgravning, Palenque, hvor kun 10% er udgravet.
Storhedstid ca. år 700.
Vandaquadukt. Heldigvis er det overskyet, men selv om det er sidst på eftermiddagen er den fugtige varme næsten uudholdelig.
Palenque – indtryk af regnskoven og mayakulturen
IPakal overrækkes kronen af sin mor siddende på sin jaguartrone.
Kamre, limsten og stucco (brændt kalk – og bruges rigtig meget træ til at brænde stucco'en).
Stucco'en har været brugt i tykte lag dels som belægning af pladser, som grundlag for malerierne op ad siderne af pyramiderne.
Templo de las inscriptiones har fået navn efter de hieroglyffer, der er på templet. Sammesteds har man så sent som i 1952 fundet en velbevaret grav for Pakal, som bar den berømte jademaske.
Tur i 'regnskoven' uden at det dog bibragte mange fuglestemmer, og der er ikke umiddelbart så meget at se. Ved et lille rislende vandløb han man få køles nakken (- eller hele hovedet) og man kan prøve at spise rå flodsnegle. De smager ikke af meget og er lidt bruskagtige.
 |
Tur i Golfen og Campeche (29.10)
Her på Yucatán er regnskoven er blevet til store, flade stepper med spredt bevoksning
Her er rigtig meget kvæg i sameksistens med ibis, cowboys, kvægfolde til samling af kreaturer før transport. Ud over skyggefulde træer er der mange steder opsat ?? med bliktag eller presenning, hvor køerne kan gå i dækning for den hede sol.
Der er også dyrkede marker, og palmerne bliver mere almindelige
De store vejarbejder har oprettet lokale depoter med materialer og maskiner (i mange tilfælde graver man materialerne direkte ud af klipperne.
Fodgængerbroer fører over vejen, bl.a. hvor små samfund er blevet delt af vejbyggeriet.
cykeltaxi
vand langs vejen, mange kilometer med åkander
bussen kontrolleres for frugt
Folk står og venter på bussen. På det nye vejstykke er med relativt kort mellemrum bygget venteskure af cement, som er farvet i forskellige stærke farver.
Før frokost og lige før vi kommer på 'strandvejen' passerer vi en lagune kantet med mangrove (Lagune de Terminos).
Karla har skaffet os lidt ekstra tid ved at flytte lidt rundt i det originale program, og det betyder at vi få en lang frokostpause, hvor vi kan bade i Den Mexicanske Golf. Og så har vi næsten stranden for os selv – når vi ser bort fra pelikanerne. Vandet er varmt, der er ingen sten, men lidt konkylier – og så tager pålandsvinden toppen af varmen.
Turen langs Golfen mod Campeche har flere strandrestauranter, men også mange af de karakteristiske, specielle små fiskerbåde.
Biler
VW, hvoraf 5 modeller produceres i Mexico. Vi passerede fabrikken, som er rigtig rigtig stor. Det synes i bybilledet, hvor der er mange 'bobler' – også som taxa
Relativ moderne og velholdt bilpark,
På landet ses mange Nissan pickup
I Campeche bor vi på Hotel Baluartes, som ligger lige ved vandet og lidt uden for bymuren.
I byen en springvand, der spiller hver time, og som er et tilløbsstykke. Det er dog ikke på grund af dimensionerne.
(første juleudsmykning?)
Uxmal & 'Yucatáns Paris'
På vej ud af Campeche passerer vi et stort fængsel. De indsatte producerer hængekøjer, som familiemedlemmer så kan sælge fra boder udenfor fængslet.
Vi kører en lille omvej ind til Pomuch for at se en ret unik begravelsesritual.
Vejen til kirkegården er spærret på grund af et optog, så Karla rekvirerer cykeltaxi til hele banden, så vi kan komme ad baggangen til kirkegården.
Vi får en spændende tur gennem et 'villakvarter', med de karakteristiske ovale, lerklinede og hvid- eller blåmalede huse. Gærdene består af stablede sten, ofte hvidkalkede.
Optoget består af festklædte voksne og unge: pigerne i farvestrålende kjoler, drengene i lange mørke bukser, hvide skjorter og røde skærft. Dertil musik. Mødestedet er naturligvis den lokale zócalo, hvor der allerede har samlet sig mange tilskuere.
På kirkegården kan vi ved selvsyn konstatere den særprægede tradition at grave de dødes ben op og rense dem og lægge dem i små kasser med broderet klæde. Kranier (nogle stadig med hår) for sig og ben for sig.
 |
Uxmal
Plan over Uxmal
mange cisterner
løber tør for videobatteri – og har ikke fået et reserve med fra bussen så der er ikke meget video derfra – kun fra det lille digitale kamera..
Til frokost for vi kylling stegt i jordovn, og det var virkelig mørt og lækkert.
Her var også et udsalg af keramik, dels de traditionelle skulpturelle figurer, dels meget smukke og velgjorte skåle og bægre med kopierede mayategninger udført af en velrenommeret kunstner.
I Mérida bor vi på hotel Residential 8 gader fra zócaloen, men det er allerede ved at mørkne, da vi når frem, så vi bliver på hotellet, til vi skal mødes kl. 20. Vi bor på 5. sal, hvor der er en stor terasse, hvor vi kan sidde og se solen gå ned over byen.
Til vores overraskelse foregår turen til restauranten med hestevogne (som i Wien), og vi bliver kørt rundt for at få præsenteret de flotte bygninger, der ligger omkring centrum.
Vi spiser på 'Rancho', hvor tjenerne går i hvide uniformer med patronbælter. Det er udendørs med frit kik til stjernehimlen. Menuen står på flamberede peberbøf og flamberet kaffe.
Om aftnen støder vores chauffør, Eduardo, til middagen, og jeg har fornøjelsen af at sidde ved siden af ham, og med en kombination af engelsk og spansk får en en god aften ud af det.
Reservetasken tages nu i brug til vasketøj og de indkøbte tæpper.
Chichén Itzá (31.10
Plan over Chichen Itzá
Vækning allerede kl. 5.30 for at komme tidligt ud til Chichén Itzá, hvortil der er 2 timers kørsel.
Kuffertmanden er ikke blevet vækket, så Karla træder i funktion som drager, og andre bidrager til at sikre, at vi får kufferterne med i bussen. Bl.a. må jeg selv hente vores, fordi vi boede lidt afsides på 5 sal. (værelse 517)
Kortegen med ambulancer.
Heldigvis er der overskyet, men varmt, selv kl. 7 da vi starter. Da bussen standser foran indgangen, begynder det at regne – og det bliver det så ved med. Til gengæld bliver varmen ikke uudholdelig.
Alle varer koster nu 1 dollar (vi er tæt ved de amerikanske turister).
Der skal være koncert for 7000 tilhørere med Sarah Brightman lige foran den store pyramide, og det er naturligvis også årsagen til ambulancekortegen – og på tilbagevejen utallige udstationerede politistyrker, som åbenbart skal overvåge og regulere trafikken til aftnens koncert.
Observatorium
Slangeskyggen
ren maya ved nonnernes tempel
flotte relieffer, ikke mindst ved boldbanen
Svært at forestille sig, at det græs vi går på, har været dækket af tykt lag 'stucco'
Kedelig landevejsbuffet, men til gengæld hurtigt
På vores videre fart er der indlagt badning i en grotte
Eduardo bliver hyldet i bussen for sin hensynsfulde kørsel, rene bus mm med en velformuleret tale af Jørn og har fået overrakt de indsamlede drikkepenge.
Vores hotel Hacienda del Caribe ligger lige ved gågaden og et par hundrede meter fra stranden
Om aftnen får vi prøvet en restaurant, hvor man kan sit metier. På en førstesal på restaurant Agua får vi både god betjening, hurtig servering og god mad samt korrekte regninger.
Da vi går derfra, begynder det at regne, og kort tid efter starter et uvejr med styrtregn og torden, som bringer udsigten til en afslapningsdag på stranden i fare.
 |
Afslapning i Det caraibiske Hav (1.11.2009)
Vi sover længe. Da vi vågner kan vi konstatere, at vi kan spise i gården (patio), og at solen skinner fra en skyfri himmel.
Playa de la Carmen er virkelig en kontrast til de øvrige steder, vi har set.
Her er ikke megen charme at hente. Gadesystemet har avenuer på den ene led, numre på den anden (avenuerne 5, 10, 15..., gadenumrene 2,4, 6...). Gågaden har skiftevis bar, forretning, restaurant, mange turister (unge amerikanere), barstolene er ophængte gynger, og der arbejdes hårdt på at tiltrække turisterne til butikkerne.
Stranden ligger ca. 200 m fra hotellet, og vi tager den første og bedste strandrestaurant med liggestole og parasoller.
Vi er der kl. 10, og der er stort set ingen mennesker, men det ændrer sig op ad formiddagen. Her er behageligt fri for folk, der vil sælge solcreme, hatte eller andet.
Tæt ved afgår hydrofoil-bådene til øen, hvor vi i horisonten kan se konturerne af de høje hoteller i modsætning til de lave hoteller, der er regulativet i Playa del Carmen.
Der er faldskærmssurfing, fiskere kommer i land med deres fangst, livreddere på deres små køretøjer.
Her støder Anni og Ole og senere Kirsten og Mogens til, og Hanne og Peter dukker op efter deres delfinudflugt.
Den smalle strand har meget fint sand, der er hverken sten eller muslinger. Vandet er blåt, varmt, og pålandsvinden dæmper varmen. Enkelte pelikaner og fregatfugle flyver over.
Planen om at besøge den stedlige fuglepark opgives, da Rita og Jørgen kan fortælle at der er så mange myg, at man får udleveret myggebalsam ved indgangen – og i øvrigt er det ikke så slemt at slappe af en hel dag efter at have fået fyldt indtryk på i to uger.
Da solen forsvinder fra det valgte strandområde, trækker vi os.
Det giver os tid til lige at rondere gågaden – uden at købe noget.
 |
Afskedsmiddag
Om aftnen får Karla overleveret en krukke med indsamlede penge, som Ulla har foldet som sommerfugle, vi synger en sang, og Anni siger et par bevingede ord.
Karlas sang (Mel: Molak, Molak)
Vi kom fra lille Dannevang
hvor der er koldt om snuden.
Så tog vi fly til Mexico
Hvad skal vi vær't foruden
:Molak, Molak, bla, bla bla :
Og Karla hun har 'hønsehud',
vi andre sved på panden,
mens snack'en flyver lystigt rundt.
Vi græshop' inhalerer.
||: Molak, Molak, bla, bla bla :||
De mange guder er lidt svært
og trapperne er mange.
Med godt humør vi får et bad
i Golfens varme bølger
||: Molak, Molak, bla, bla bla :||
Plan B den giver cykeltur
og dans med 'mariachas'
Tequila, borsch og 2 mescal
er medicin for maven.
||: Molak, Molak, bla, bla bla :||
(Mel.: Om lidt er vi borte)
Om lidt bli'r her stille
om lidt er det forbi
Vi fik set, det vi ville,
og hørt Karlas melodi
Om lidt – om lidt er vi borte
Vi ses måske igen
Hjemrejse (2.11.2009)
Efter en lidt mislykket afskedsmiddag, hvor betjening og hastighed ikke var i top blev der ikke meget tid til at sove, da vækning var kl.3.30 med afgang kl. 04 i 2 10-personers busser..
Erik er faldet ud af systemet, men det løses, da British Airways åbne for check-in.
Vi får taget afsked med Karla, og flyver med American Airlines 2126 til Miami. Turen går hurtigere end planlagt, men vi har god tid fra 9.20 til 17.10.
Vi kæmper lidt med immigration som ikke kan nøjes med et eletroniske visa, men vil have udfyldt den sædvanlige grønne immigration-formular. Og USA-adressen kan ikke nøjes med transit, men skal udvides med destination.
Bagageafhentning mv går planmæssigt, men ellers er Miami International Airport ikke specielt spændende. British Airways har egen terminal, men vi går ikke der ud, før vi har sikret os, at Erik har fået sit boardinghkort.
Efter ca 28 (?) timer er vi omsider hjemme. I kufferten ligger en hilsen fra den amerikanske toldvæsen, som har inspiceret min kuffert.
Diverse:
Kapok træer – kapok til sengelejer af sten
flag ude af proportion med flagstang efter vores smag
stort set rene toiletter
|
