Kontrasternes land

Cuba_2016-02-15 12-53-48_IMG_5924

Sidst opdateret 9. april 2016

Ferie på Cuba 2.-17.februar 2016

Til en forandring er turen forsøgt dækket med videooptagelser og det afspejler sig i billeddækningen.

Nogle motiver er dog fastholdt som billeder, andre er klippet ud af videoen. Disse billeder er samlet i Kontrasternes land. Pt. savner de tekst og korrekt sortering.

Når du åbner videoklip eller pdf-filer: husk at bruge browserens ‘tilbage’-funktion, så du ikke skal starte forfra.

Kontrasternes land

Jeg har i flere år gerne villet til Cuba, ikke mindst for at opleve revolutionens Cuba før Fidel Castro dør. Det glippede i 2015, fordi jeg var for sent ude, men nu lykkedes det med en tur med Albatros, hvis tur Cuba grande virkelig kom fra øst til vest.

Cubakort_3_001

Rejsen fandt sted 2.-17.februar 2016.

Overblik:

Der er et indledende afsnit, som prøver at samle det generelle indtryk.

Man kan også komme direkte til de enkelte dage ved nedenstående link.


Rejsen dag for dag
Havannas gamle bydel (Tropicana)
Havanna (revolutionsplads,Dance Compas, Hemingways hus, veteranbiler)
Havanna (Asger Jorn, Gonzalespladsen)
Santiago de Cuba
El Cobre (Den barmhjertige jomfru)
Bayamo 
Camaguey
Sancti Spiritus
Clara Maria (badeferie)
Santa Clara (Ché)
Trinidad (ankomst)
Trinidad (bytur)
Cienfuegos
Havanna (på egen hånd, de gamle musikere)

Camaguey_08_2 (11).Movie_Snapshot_resize

Naturen

Det første der slår en, er at der er grønt, og masser af natur, hvor nationaltræet, kongepalmen, står som markante punkter hævet over den øvrige vegetation.
Det næste er mængderne af de store kalkungribbe, som svæver over landskabet i store flokke, selv ind over byerne.

Cuba har ingen årstider, hvilket betyder at planterne har deres individuelle udvikling, så der er samtidig ting, der står og visner, mens andet blomstrer.

Dunas_Santa9_11 (7).Movie_Snapshot_resize

Der er store flade områder, men også spændende lave bjergkæder med stejle kløfter og udsigter. Det gælder f.eks. Sierra Maestro-bjergene vest for SantiagoEscambray-bjergene syd for Santa Claraog mere spektaktulært Vinalesdalen med sine særprægede limstenshorste, der rejser sig næsten lodret op i landskabet.

Floderne i kløfterne har ofte ikke meget vand, mens der nordvest på er relativt vandfyldte.

Såvel i nord som i syd er der fantastiske strande med klart, blåt vand med dykkende pelikaner og glade mennesker. Vi oplevede en stormfuld dag, hvor vi oplevede blæsten tage fat i palmerne og danne mægtige bølger.

IMG_5848cr

Når man kører gennem landskabet er der mange blomstrende træer (afrikanske tulipantræer. hibiscus, julestjerner) knæhøje gule blomster.

Det opdyrkede land har kilometer efter kilometer af sukkerør, tobaksmarker, 'gartnerier' med grøntsager, mango- og bananplantager, men også omfattende rismarker (man dækker ca 60% af sit eget risforbrug)

På de flade områder er der store græsarealer med kvæg, næsten altid i selskab med flokke af kohejrer (ibis).  En af de mere sædvanlige fugle var en duestor, sort fugle med lang hale. Men siddende i en bus kan man ikke nå at identificere småfugle, og de trængte sig ikke på i byerne.

Andre steder er der får eller geder,og der er mange heste, som bruges rigtig meget til transport, hvadenten det er forspændt en arbejdsvogn, en kærre eller en charabanc-lignende hestevogn eller rides af en lokal cowboy, vaqueros,efter fyraften.

Det er ikke usædvanligt, at køer og heste står tøjret i den grønne rabat, der er langs vejen.
Her henter man også noget af sit foder, som man slår med sin manchet og stabler på sin kærre.

Vinales_14.Movie_Snapshot_resizecr

Omkring gårdene myldrer det med fritgående høns, og i mange tilfælde også grise, og fælles for dyrene er, at de ikke kender færdselsreglerne, og derfor ufortrødent færdes på kryds og tværs af vejnettet, hvor biltrafikken må bremse op, for at undgå påkørsel.

Markerne kan være med lave hegn af klippede kaktus, stengærder eller oftest en kombination af pigtrådshegn og træer. Man sætter ganske enkelt grene ned med kort mellemrum mellem hegnspælene, de slår rod og vokser op til træer, som man så styner, når de bliver for store, og man har så et tæt hegn.

Okseforspand og pløjning med okser er et vanligt syn, fordi de er stærkere end heste, selv om der naturligvis også er solide, sovjetiske traktorer.

 

Vinales_14_3 (5).Movie_Snapshotrz

By og land

Det er først og fremmest den spanske arkitektur som viser de kulturelle bånd til Mellem- og Sydamerika. Vejrliget gør, at alger hurtigt får fat og misfarver husene, hvis der ikke er midler til at vedligeholde eller restaurere dem. Det indebærer, at bybilledet består af mere eller mindre forfaldne og måske forladte bygninger ved siden af smukt renoverede bygninger omkring de flotte barokpladser og nye gågader. Meget af dette arbejde skyldes en stor indsats af UNESCO.

De gamle byer har brolægning med store brosten - med undtagelse af Trinidad, hvor det er mindre marksten.

Havanna_03.Movie_Snapshot_resize

Ikke mindst de centrale pladser med deres skyggefulde træer, statuer af hisoriens mænd, bænke til samvær og et livligt folkeliv er et særkende for denne byplanlægning.

Der står rigtig mange rytterstatuer i byerne, og en pudsighed er, at der er blevet en konvention: stejler hesten med begge forben løftet, er personen død i kamp. Er det kun det ene forben, der er løftet, er personen blevet såret, mens begge ben på jorden betyder, at man er død en naturlig død.

Havanna_03_2 (5).Movie_Snapshot_resize

De gamle byhuse har højt til loftet, høje døre somme tider med 'indbyggede' lavere døre, der er balkoner af træ eller metal. Gaderne i de gamle bykerner er smalle, og ensretning har været nødvendig, hvis man overhovedet tillader biltrafik. Altsammen for at skabe skygge og holde varmen ude.

I sydens byer er glas i vinduerne erstattet af lameller for at sikre luftcirkulationen.

I Havanna er der uden for 'det gamle Havanna' gode og ofte brede veje - dog ofte dårligt vedligeholdt med store huller.

Cienfuegos er en nyere industriby adskiller sig med et tydeligt franskt præg med brede gader i kvadratopbygning.

De mindre landsbyer har murede bygninger i én etage, ofte med overdækket fortov, mens der i den spredte bebyggelse på landet ofte er tale om malede træhuse. De ser ikke ud af noget, men vores besøg hos tobaksbonden i Vinalesdalen afslørede, at der faktisk er god plads i de velindrettede huse.

Skolerne i de små samfund ligner almindelige huse, men kendes ved, at der normalt er en buste af Cespedes.

Nogle steder har man flottet sig med portaler over den lange indkørsel som til en større 'ranch'.

Der er floder med mere eller mindre vand, men ellers er det udbredt at bygge vandbassiner, som er letgenkendelige med deres fire betonben, der bærer bassinet. Nordpå var der mægtige vandbassiner med tilhørende kanalsystemer.

Udenvor byerne består vejnettet af relativt smalle veje, som lige netop lader de store turistbusser fra Transtur passere hinanden, hvorfor den blandede trafik med alt fra cyklister, cykeltaxi, hestevogne osv skaber opbremsninger hele tiden.

Nogle steder er der kontrolsteder på vejen, som dog normalt ikke påvirker turistbusserne

Udfletningerne var ofte meget store med klippede buske, der blev holdt i lav højde. Det gjaldt nu også strækninger i byerne, og gav det hele et velordnet indtryk.

På motorvejen må der typisk køres 100 km/t, og der køres i venstre spor, for der er ingen begrænsninger for, hvem der må færdes på en motorvej,  men også fordi det er det mindst beskadigede.

Vi passerede rigtig mange jernbaneoverskæringer og lange skinnelegemer, men opnåede kun at se ganske få tog på skinnerne.

Det var yderst få gange, vi oplevede at se betjente, og militærpersoner så vi kun, når de ventede på bustransport.

Cuba_hotel_2016rz

Melisã-hotelkæden hører klart til de bedste, og ud over gode værelser, god service og omfattende buffeter var der på de tre hoteller, vi boede på, gratis underholdning med musik og show.

Camaguey_08_2 (6).Movie_Snapshot_resize

Dagligdagen

Det har været interessant at høre om cubanerens hverdag i dette socialistiske samfund.

Der kan ikke være tvivl om, at den almindelige cubaner ikke har meget at slå til Søren med. Ingen sulter: man har sin rationeringsbog (pdf-fil), som sikrer ens ret til på den lokale bodega, at hente sin månedlige ration af f.eks. ris eller andre fornødenheder - hvis det findes.
Tilsvarende er der 'peso'-forretninger, hvor der kan købes for 'peso nacional', hvis det findes.

Problemet opstår, når advokater, læger eller lærere pludselig tjener mindre end en kuffertdrager, fordi man har indført en turistvaluta, peso convertible (CUC), hvor en peso koster som en dollar eller euro.
Dermed skabes der et samfund, hvor alle drages mod job i turismebranchen inkl. salg af souvenir, hvor man kan få en større indtægt/købekraft, fordi man her betales i CUC. Godtnok stiger turismen, men det er en problematisk udvikling, som man da også er opmærksom på, at der må gøres noget ved.

I bylivet møder man både tankvogne med vand eller spiseolie. Mange huse har fastinstallerede rør, hvor tankvognens slange umiddelbart kan tilsluttes.

Santiago_06_2 (19).Movie_Snapshot_resize

IMG_5906cr_resize

Man får indtryk af, at cubaneren er ganske opfindsom. Man bruger, det man har, til at lave robuste og  funktionelle løsninger: vogne på hjul af kuglelejer, enkle kærrer bygget af stammer og træ med gummihjul men uden affjedring, ombyggede lastbiler, som transporterer tusindvis af mennesker dagligt stuvet godt sammen. Og sådan kan man blive ved.

IMG_5912cr_resize

Derfor er det heller ikke så underligt, at antallet af velplejede veteranbiler vokser. Mange er nødtørftigt lappet med plasticpadding og dårlig bemaling, mens andre står i skinnede lak og chrom.
Det er dog sjældent den originale V8-motor, der ligger under kølerhjelmen. Man bygger om og bygger til med de reservedele, man kan få fat i, og ofte er det motorer fra Hyundai, Toyota eller andre mærker, der trækker læsset.
Bortset fra at køre de indbringende ture med turister anvendes de som almindelige taxi, som kan prajes på gaden og der er udbredt 'samkørsel'.

På vores busture ser man de lange rækker af mennesker, som ønsker transport, ofte med en pengeseddel i hånden i håb om at få en komfortabel transport. (Det var dog forbudt for turistbusserne at tage passager op).

På hele rundturen, i by såvel som på landet, står folk i vejsiden for at  få transport. Der cykles og vandret (med paraplyer til agt beskytte sig mod solen), og man bemærker såvel mænd som kvinder klædt helt i hvidt, som tegn på at de er indviet til snateria-religionen.

Alligevel virker den enkelte cubaner tilfreds. Det kan godt være, der bliver brokket over, at man ikke vil købe en souvenir eller betale for at tage et billede af en cigarrygende ældre herre (eller kvinde), men det ender med et smil.

Trinidad_12 (4).Movie_Snapshot_resize

Overalt følger musikken en. Der spilles alle vegne - typisk 4-5 musikanter, som sidder på en bænk på 'plaza'en', eller dukker op på restauranten, hvor de går fra bord til bord, hvis de da ikke ligefrem har en aftale med et sted, hvor de kan medvirke til at trække turisterne ind i forretningen.

Somme tider kan den cubanske musik virke noget ensformig og langstrakt, men den udstråler en umiddelbar livsglæde.

IMG_5825

Der er ikke noget specielt cubansk køkken. Der står altid kylling på menuen, ofte fisk og svinekød, men altid valgmulighed mellem tre hovedretter. 
Det skal ses i relation til, at der med etableringen af private restauranter (paladar) ved siden af de statslige, er det et spørgsmål, hvad man kan skaffe.

Den almindelige landmand kan sælge dyr op til grisestørrelse, mens kvæg er statens. Har han afgrøder, skal de 60% sælges til staten.
Det betyder også, at oksekød og f.eks. hummer er forbeholdt statsrestauranterne.

Som tilbehør er det normalt ris (evt. med brune bønner). Salat er reduceret til salatblad, agurkeskiver og enkelte (umodne) tomatskiver.
Desserten er søde kager eller is, kaffen god og ofte serveret som expresso i små kopper.

Til gengæld er der ingen grænser for, hvad der kan komponeres af drinks, hvor hovedregrediensen er den cubanske rom. Mest den billige lyse -  i rigelige mængder – eller de dyrere 7, 15, 20 års mørke rom. (Elenas coctailopskrifter)

Lidt historie

Det irriterede Fidel Castro, at cubanerne ikke havde deres egen historie, og derfor er tiden efter revolutionen nok kommet til at fylde så meget: her har cubanerne skabt deres egen historie.

Elenas korte version af Cubas historie.

Lige siden Columbus kom til Cuba i 1492 har Cuba været underlagt kolonistyre.

Først var det spanierne 1492 - 1762
Så englænderne, som indtager Havanna i 1762, men allerede året efter overgår magten atter til spanierne.
I 1868 frigiver Carlos Manuel de Cespedes sine slaver og kalder til kamp mod det spanske herredømme. Der underskrives en fredsaftale i 1878.
I 1892 grundlægger José Marti Cubas revolutionære parti fra sit eksil i USA.
Så amerikanerne efter sprængningen af krigsskibet Maine i Havannas havn i 1898, som fører til at Spanien overdrager kontrollen med Cuba til USA.
Så diktatorer som marionetter for de amerikanske interesser.
I 1952 overtager Batista magten og sætter forfatningen ud af kraft.
Derfor fylder revolutionstiden fra 1953 (angrebet på Moncada-kasernen) til sejren i 1959 så meget.

Ved siden af Fidel Castro fylder Ernesto 'Ché' Guevara meget.

Der er masser af minder fra tiden, hvor det var Sovjetunionen, der supporterede Cuba. I bybilledet er det store, uinspirerende høje boligblokke i beton, masser af Lada'er, solide lastbiler og traktorer.  Efter sammenbruddet i Sovjet er det først og fremmest Canada og Frankrig, som gør deres indflydelse gældende.

IMG_5882

Rejseleder

Vores rejseleder, Elena Plougmann, var i særklasse. Hendes kærlighed til og veneration overfor befolkningen var slående, hendes umiskendelige lokale netværk var imponerende, og bidrog til at glatte småproblemer ud og gav adgang til uventede oplevelser.

Hendes faktuelle viden om Cuba blev formidlet med smittende begejstring og humor, og timerne i bussen blev udnyttet til at bibringe os information om samfundsforholdene.

Hun var kreativ for at imødekomme gæsternes ønsker og give spændende overraskelser undervejs, og hendes omsorg for gruppen og den enkelte var eksemplarisk. Med sit vindende væsen deltog hun aktivt i gruppens sociale samvær.

Den praktiske afvikling var præcis, punktlig og bestemt, og der blev fulgt op på lokale aftaler i tide, så unødig ventetid blev undgået.

I Havanna havde Albatros lokale Miriam også fulgt op klargøringen af vores værelser og sørget for velkomstdrink begge gange.

 

Trinidad_12_3 (3).Movie_Snapshot_resize

Rejsen dag for dag

02.02.2016 Rejsedag

Første dag hedder op kl, 3:50, Taxaen kommer præcisr 04:30, så lufthavnen nåes lidt i 5.

Der er bemanding i indcheckningen og kun to minutters ventetid i security, så der er god tid til at få en kop kaffe og læse den medbragte avis.

Selve flyveturen med Air Berlin til Berlin tager ca 40 minutter, og den lille Tegel lufthavn er ganske overskuelig, Der er en god halv time til Airbus 300 skal boarde til turen til Cuba, men det er også god tid.

Flyet er propfyldt, og jeg tror aldrig, jeg har siddet så klemt og uden benplads som på denne tur. Nu er man jo blevet enerejsende, så det med at forvente en vinduesplads er en saga blot. Rækken blev 41E. Flyet har 2 rækker ved vinderne og 4 i mellemgangen.
Betjening og service er helt OK, men min plads hæmmes af, at der ikke er lyd i underholdningssystemet, og så bliver 11 1/4 times flyvning lang.
Alt går som planlagt. Vi lander til tiden efter en rolig tur over Atlanten (England, Irland, Bahama, Nasau), men jo ikke noget jeg kan se, selv om det er klart vejr.

Immigration er efterhånden så ensrettet, at man ikke forundres. Der skal bruges visa, og man bliver fotograferet.

Man havde fået de forkerte toldpapirer med i flyet, så de måtte udfyldes efter bagageafhentningen, hvorefter man så kunne stå i en lang kø for at få vekslet sine euro til peso convertible (CUC), dvs en turistvaluta, hvor en peso svarer til en dollar/euro.

Vi er 28 på turen 7 har meldt afbud pga zikavirusen,som dog ikke er nået til Cuba. Det gav så mere råderum i bussen.

Vi bliver modtaget af rejselederen Elena Plougmann, som kan berette, at det er den anden dag, det har været solrigt i lang tid. Ellers har det været regnfuldt og stormende. Vi satser på, at det er et varigt omslag for de næste 14 dage. Temperaturen siger 30 grader.

Landskabet er grønt med palmer, småbjerge i det fjerne og mange store kalkungribbe, så det svarer til de indtryk man har fået fra foto og video. Og mere end halvdelen af bilerne på vejene er rene veteranbiler. Bygningerne i småbyerne undervejs mangler vedligehold og er en lidt underlig blanding af gammel spansk kolonialtid og noget mere funkisagtigt.

IMG_5943cr_resize

Mere overraskede det mig, at se ret mange oliepumper her på nordkysten.

Turen fra Varadero (feriestedet for de fleste turister) og til Havanna er ca 3 timer, så den er 17 lokal tid (dansk tid - 5 timer), inden vi kan komme på Cubas og Havannas flotteste hotel Meliã Habanna, som ligger lidt uden for centrum, og helt ned til vandet.

Inden vi går til værelserne skal vi lige erlægge penge til turens pulje af tips, og til showet på Tropicana, som vi skal se i morgen (indgår ikke i rejsen, men når man nu er rejst så langt).

Internet kan købes pr. ½ time, med særtilbud til gæsterne (1 time til samme pris). Det skal ses i sammenhæng med, at andre - f.eks. forretningsfolk - kan komme ind og benytte sig af hotellets gode wi-fi.

 

Havanna_03_3.Movie_Snapshotrz

03.02.2016 Havannas gamle bydel

Havannabykort (pdf-fil med numre på seværdigheder)

Videoklip fra dagen-

Efter badet smører jeg mig ind i solcreme, så den kan nå at trænge ind under morgenmaden.

Det er en alvorlig stor buffet, hvor der ikke mangler noget – bortset fra overblikket.
Der er ret crowded i lokalet, men jeg får lov til at sætte mig hos en ung mand, som viser sig at være brasilianer, som pt. arbejder med en cubansk samarbejdspartner. Vi får en snak om Brasilien og København, hvor han faktisk har været på ferie.

Som aftalt står vi alle klar til at tage med bussen 08:30. Problemet er bare, at der ikke er nogen bus.
Det lykkes Elena at fremskaffe en, så forsinkelsen begrænses til ca 20 minutter.

På vejen ind til byen kommer vi forbi de forsvarværker, som blev bygget for at beskytte havnen mod sørøvere. Det er dels en stor fæstning på den ene side af havneindløbet, dels en mindre på den anden side, og indsejlingen er ikke større, end at kanonerne nemt har kunnet nå indtrængende skibe. Forsvaret var desuden forstærket af en kæde, som blev hævet efter mørkets frembrud.

Senere blev den store fæstning forstærket af en større udvidelse.

Bussen sætter os af ved byens første borg som ligger ved Plaza des Armes, byens ældste plads (#2-3 på kortet).

Ved siden af en lille kirke er plantet et ceibatræ, hvor man hvert år 16.november markerer byens grundlæggelse ved at gå tre gange rundt om træet.

Pladsen kranses af bog- og pladesælgere. En gammel avissælger vil gerne sælge en engelsksproget udgave af 'Granma' (navnet på den båd, de revolutinære kom i fra Mexico).

I den lille stilstødende park står statuen for landsfaderen Carlos Manuel de Cespedes, den plantageejer som var den første til at frigive sine slaver, og som startede den første uafhængighedskrig i 1868.

Gaderne er brolagt med meget store brosten, og gamle kanoner er stukket lodret ned som vejspærrer i de smalle gader.

Ganske naturligt vækker bygningerne og omgivelserne minder om vores andre besøg i Mellem- og Sydamerika. Samme charme med huse med høje smalle døre, støbejerns- og træbalkoner, og her har UNESCO ydet meget for at sikre og restaurere de gamle bygninger.
Historien afspejles af de mange plaketter, der er på mange af bygningerne.

Plaza San Fransicsco (#13) har dels den gamle kirke, som nu kun bruges til koncerter, den gamle børsbygning foran hvilken der er opstillet spændende, moderne skulpturer.
Her er også terminalen til krydstogtskibene.

Statuen med manden med skægget og aviserne, hvor skæg og fingre er blankslidte, fordi de forbipasserende mener berøringen giver held.

Plaza Vieja (#14), hvor slavehandlen tidligere blev afviklet,  er endnu en smuk plads med farvestrålende bygninger og fontæne,  moderne kunst og en skoleklasse på vandring, da vi var der.

Vi kommer forbi chokolademuseet, hvor der købes smagsprøver, og alle får lov til at gætte på oprindelsen til en duften fra  parfumefabrikken, som vi senere passerer. Der blev gættet på meget, men det viste sig at være fra ribberne af tobaksblade.

Simon Bolivar-statuen på en lille plads

Ambus Mundos (#8), hotellet, hvor Hemmingway boede på femte sal, hører til seværdighederne.
Man kunne vælge den gamle elevator eller trapperne op til  tagterrassen, hvor vi kunne nyde både en mojito (drink med mynteblade) og den flotte udsigt ud over byen

Gadelivet: hunde, festligt klædte mænd og kvinder i det store skrud - fotograferes gerne mod penge, musikanter, udklædte hunde, løsgående hunde

Gouvernørpaladset (#1)er en del af en tidligere kirke, hvorfor der står nogle klokker uden for, og for at ikke vognhjulene skulle forstyrre guvernørens morgensøvn, har han sørget for, at brostenene er erstattet af jerntræ.

Der er her vi får kasketter, selv om vores hoveder åbenbart er større end de gængse hos denne sælger.

H.C.Andersen i den lille gårdhave

Det store billede af kulturhuset med billederne i farvet cement? Mur'maleri' med farvet grov cement

IMG_5562rz

På vej til næste plads Plaza de Catedral (#5) er der en del kvinder i flot festskrud. De sælger blomster, og 'negerkys', som Elena har sørget for, så på meget kort tid har alle mændene flotte aftryk af læbestift på kinden.

IMG_5566rz

Katedralen er bygget af jesuitterne og afsluttet af fransiskanerne.
Columbus søn  siges at være begravet her

I en sidegade ligger Hemingways favoritbar, Bogadito del medio, hvor turisterne står i kø for at komme indenfor.

I de nærmeste gader er der indhegninger omkring frilagte udgravninger af vandledninger og kloaker fra 1500-tallet

Mange bygninger rummer nu museer og forskellige specialsamlinger

Turen fortsætter til Revolutionsmuseet (#26) er indrettet i det tidligere præsidentpalads fra 1921. Fidel holdt tale herfra, da han kom til Havanna 8.januar 1959.
På pladsen overfor er der en samling af våben fra revolutionen (med en kopi af båden Granma i centrum, den båd Fidel og hans folk kom over med fra Mexico) og en tank Svinebugtsaffæren.

Der står en rest af den gamle bymur, som ellers blev fjernet i 1860.

Vi spiser på en privat restaurant La Laurent (paladar)  får bl.a. meget stor hummerhale til hovedret.
Jeg glemmer mit video på en karm, hvor vi spiste, men gruppen havde noteret sig, at det var mit, og rejselederen havde det med i bussen. Pyh.

Tilbage på hotellet får jeg fotograferet lidt af hotellet, og besøger centret overfor, hvor jeg får vekslet penge i automat.
Der går en del vand til for at opretholde væskebalancen, så jeg fortsætter til et nærliggende suppermarked for at købe vand. Det er stort og velassorteret med både afdelinger for kosmetik og elektronik. Kødet er dyrt, udvalget af fisk begrænset til frysevarer, men en del tomme hylder giver præg af, at det ikke er alt, der altid kan købes.
For en sikkerheds skyld bliver indholdet af ens pose checket op mod den kassebon, man har.

På vejen mellem supermarkedet og hotellet sidder folk og venter i træernes skygge på transport - den lokale bus eller de gamle taxaer prajes. Måske med mulighed for samkørsel.

Ca. 18:30 er her mørkt om end ikke bælgsort.

Vi skal til show om aftnen. Der er dresscode til showet: lange bukser og sko - ikke sandaler -  til mændene. Elena har fremtryllet et antal  sovjetiske limosiner, som egentlig var gaver til Fidel, som overdrog 9 af de 11 til taxakørsel. Det vakte minder fra min barndom, da de store taxaer havde ekstra sæde, der kunne slås op foran bagsædet. Sådan var det også her.

Tropicana_2016 (2).Movie_Snapshot_resize

Tropicana-kabareten (video) varede fra 22 til 23:30, entreen 85 cuc (inkl. champagne, 1/4 flaske rom, én cola). Der er mange mennesker (op til 1400, og derfor lidt kaotisk ved indgangen) under den åbne himmel, og ved indgangen får man en maskinrullet cigar. Et rigtigt flot show efter parisisk forbillede med rigtigt orkester og med gode sangsolister, dansere og flot akrobatik. Mændene flotte, kvinderne unge og smukke. Det koster ekstra, hvis man vil filme eller fotografere.

Når showet er afsluttet, åbnes der for adgang til scenen, hvor man så kan fortsætte som diskotek. 40 år yngre - så kunne det have været sjovt.

Jeg blev hængende i lobbybaren til langt ud på natten sammen med rejselederen og et par fra selskabet.

 

Havanna04_3 (3).Movie_Snapshot_rz

04. februar 2016  Sightseeing i Havanna

Vejret er stadig varmt og luftigt.

Vi kører først til revolutionsparken noget uden for centrum, hvor Fidel Castro holdt sine taler. Det er en meget stor plads, hvor der er bygget et ca 140 m højt Monumento José Marti, foran hvilken Fidels taler ellers blev holdt.

Flere ministerier ligger omkring pladsen i kedelige betonbygninger, bl.a. med billede af Ché og på  kommunikationsministeriet er det Camillo Cienfuegos (”Vas bien Fidel”) på gavlen.

Så på danseskolen Dance Compas (video), som har 300 elever, hvorfra man vælger de bedste til at indgå i dansekompagniet. Jeg troede, vi skulle lære at danse, men i stedet fik vi en opvisning af et ungt danseensemble, hvor rytmen fra trommer og anvendelse af stole og gulv var det væsentligste, men også spændende. Vi fik dog alle en tur på scenen for at checke, om vi havde rytme.

IMG_5623rz

Derfra kørte vi ud til Ernest Hemingways villa Finca Vigia, som ligger et stykke vej uden for byen i San Fransisco de Paula. Det er et hvidmalet træhus fra 1888, som ligger i et pænt grønt anlæg på 3.8 hektar. Man kan ikke komme ind, men gennem åbne døre og vinduer kan man fotografere ind i stuerne med de mange trofæer på væggene. Der er også hans swimmingpool og båden Pilar. 
Elena opdager frugter på 'agurketræet', som naturligvis må hentes ned, og som vi senere for serveret til frokosten
Udsigten heroppe fra er ganske flot.

Havanna04_2 (2).Movie_Snapshot_resize

Tilbage til frokost i privat villa, La Moraleja. Da vi kom ud derfra, var der linet en flåde af de flotte veteranbiler (video fra turen) op i gaden, og vi fik vores køretur i kortege gennem en del af Havanna, vi ikke havde besøgt, bl.a. Chinatown, Capitolio og mange andre indtryk for at ende op ved vores hotel.

Vel hjemme på hotellet valgte jeg at indhente den manglende nattesøvn, inden vi skulle til middag på en af de bedre restauranter, Tocororo, opkaldt efter nationalfuglen, en ret sjælden fugl. Selv om det var en statsrestaurant var maden god, serveret til jazztonerne fra en lille combo, hvor den ene af solisterne spillede rigtig godt på sin violin. Personalet var ganske effektivt – også til at tage af bordet, så vi var der kun en god time. Menuen var tapas, og rejer og hummerhale med enten kød eller fisk.

Vi skal forlade hotellet i morgen, så der afregnes for udlæg på hotellet, så man ikke skal stå i kø i morgen tidlig, hvor kufferterne skal med ud at køre på formiddagsturen, og derefter til lufthavnen inde i  Havana, hvorfra der flyves til Santiago de Cuba

 

Havanna_05_3 (2).Movie_Snapshot

5.februar 2016 Havanna - Santiago de Cuba

Vi vågner op til et vejrskift med stormende blæst fra nord, som får palmetoppene til at svaje, og høje, skummende bølger til at slå ind mod stranden.

Vi starter med at køre til arkivet Oficina de Asuntos Históricos del Consejo de Estado, hvor man har samlet dokumentationen om revolutionen. Det var en af Fidels medkæmpere, Cecilia Sánchez, som begyndte at samle alt, hvad hun kunne, og i 1964 fik overdraget den nuværende tidligere bankbygning som arkiv.

IMG_5662rz

Ã…rsagen til at vi kommer er, at Asger Jorn i 1968 udarbejder på to uger 9 vægmalerier (hvoraf det ene er på direktørens kontor, og derfor ikke er tilgængeligt) og to søjlemalerier.

Folketingsmanden Ole Sohn brugte tre år til at fremskaffe midler til at restaurere billederne, en restaurering, der varer indtil 2009. Kuratoren Armando taler varmt om processen (og har - ikke mindst efter ihærdigt arbejde af vores rejseleder, været inviteret til Danmark af Silkeborg Museum).
En skruetrækker og alcydmaling gør disse malerier til et unikt bindeled mellem Cuba og Danmark.
Et hold fra “Victors Farmor” står forgæves ved døren, da de ikke har fået booket tid.

Næste stop bliver det fine og dyre Hotel Nacional. Det er bygget i 1933, alle kendte besøgende har boet her og figurerer på en gang, Walk of Fame. Den viser sig desværre at være lukket af pga reparationsarbejde.

I stedet vandrer vi så mod Gonzales pladsen, hvor vi har udsigten til den nyåbnede amerikanske ambassade, foran hvilken Fidel Castro rejste 134 flagstænger med det sorte revolutionsflag, så den amerikanske lysavis med propaganda ikke kunne ses af folket.

Nu vajer Stars and Stripes atter i Cuba.

Havanna_05_3 (3).Movie_Snapshot

Stormomsuste går vi over Malecõn (strandvejen, faktisk var det forlængelsen Avenida Washington), hvor vi kan iagttage bølgerne brydes med klipper og murværk, og sender kaskader af vand over vejbanen.

Her er også mindesmærket for det amerikanske skib, Maine, der blev bombesprængt i 1898, kostede 260 sømænd livet og førte til,en konflikt, hvorefter spanierne overgav sig, og USA fik kontrollen over Cuba.

Frokosten indtages: God mad, hurtig betjening, og de første drikkevarer man bestiller, indgår i menuprisen.

Så er det tid at finde lufthavnen i Havanna . Den ligger ca 30 minutters kørsel fra centrum.

Indcheckningen tager sin tid, men vi har alligevel tid i den spartanske afgangshal til at få indtegnet ruten for den næste uges buskørsel på kortet, og løse gåden om at åbne en lille træboks, som Elena har købt. Vores svenske gæst Bjørn løser udfordringen, som naturligvis er enkelt, når man finder den.

Vi skal flyve på russisk med en Antonov-158-maskine (rute CU986), og til en forandring afgår flyet til tiden. (De sidste par ture har haft massive forsinkelser).

Turen til Santiago de Cuba tager 65 minutter, og det går hæderligt med min hørelse, selv om jeg har glemt at tage mine ørepropper ud at min jakke, som blev pakket i  kufferten

Vejret her på sydkysten har nu skiftet til overskyet, men varmt og uden blæst.

Vi er fremme ved hotel Meliã Santiago de Cuba ved 18-tiden. Hotellet er godt og er i øvrigt i min rejseguide fremhævet som et fint eksempel på moderne arkitektur.
Jeg spiser hotellets buffet sammen med Elena og lokalguiden, og får hyggesnakket om mangt og meget, inden vi tager afsked med dagen på baren på hotellets tagterrasse på 15. etage.  Der er flot optræden inden for, men kun få tilskuere, da man hellere vil klemme sig sammen på den lille tagterrasse og nyde den varme aften.  

Santiago_06_2 (12).Movie_Snapshot_resize

 

06.02.2016 Santiago de Cuba

Santiago-bykort.

Videoklip fra dagen.

Santiago de Cuba er tidligere hovedstad og den næststørste by. Indbyggere er ca 25% hvide, 25% negre og 50% mulatter.

Vi starter dagen med at køre ud til José Martis gravsted på Santo Ifigenia kirkegården.
Der står vagt ved mausolæet, og der er vagtskifte dagen igennem hver halve time til specielt komponeret musik. Selve vagtskiftet foregår med høje benløftninger i russisk stil. Man kan se ceremonien fra paradevejen foran mausolæet, hvor der nidkært holdes øje med, om de gule afmærkningsstriber overskrides.

Martis sarkofag står i bunden af mausolæet, som er bygget af sten fra 'Ungdommens ø' syd for Cuba, og der brænder en evig flamme.

På kirkegården ligger der tidligere store personligheder, der er gravsteder for faldne i krige, hvor cubanerne har deltaget, bl.a i Afrika.
Det er en ganske stor kirkegård med mange flotte gravsteder i  marmor, og det forventes af både Fidel og Raúl vil blive stedt til hvile her.

Vi fortsætter i revolutionshistorien med at aflægge Moncada-kasernen et besøg. Det var en stor militærforlægning, som blev angrebet af Fidel Castro i 1953, men angrebet mislykkedes.
Fidel flygtede op i bjergene, men blev fanget og fængslet, men blev løsladt efter to år, hvorefter han flygtede til Mexico.

Bygningen har mærker fra beskydning, men det er kun ganske få, der med sikkerhed er originale, da Batista fik skaderne udbedret.
Bygningen er nu delt mellem et museum og skole, og denne lørdag formiddag kæmper drenge  træningskamp i fodbold.
På vejen langs arealet er der med korte mellemrum opsat buster af historiens generaler.

Et lille ophold på Revolutionspladsen, hvor frihedskæmperen fra 1868, Antonio Maceo, som kæmpede med Cespedes og senere med Marti, troner på sin hest. Ellers præges pladsen præget af rustne jernsøjler, som skal forestille hans foretrukne våben, macheten. I den anden ende af monumentet brænder endnu en evig flamme.
Foruden det cubanske flag hænger her også det sorte revolutionsflag 26,juli.

Santiago_06_2 (20).Movie_Snapshot_resize

Fra den ene militære historie til den anden: Den store fæstning El Morro, bygget ca år 1600 for at beskytte havnen mod pirater.

2016-03-18 13-59-22 - IMG_6045

På vejen fra bussen til fæstningen går man spidsrod mellem sælgere af diverse håndværk, bl.a. mange udskårne træfigurer med umiskendelige afrikanske træk. På vejen tilbage køber jeg da også en sindrigt udskåret figur i et specielt, velduftende træ for 20 CUC. I øvrigt et heldigt køb, da der ikke senere kom tilsvarende tilbud.

Fæstningen er stor, og bygget med mange etager, vinkler og krinkelkroge, som gjorde det muligt at forsvare anlægget med blot 400 soldater, og i tilgift får man den flotteste udsigt udover det blikstille, azurblå Caraibiske Hav.

Der står stadig gamle kanoner på nyere lavetter, og der affyres en kanonsalut herfra hver aften. I nogle af lokalerne er der mindre udstillinger, bl.a. om det skæbnesvangre søslag, hvor den spanske flåde blev skudt i sænk og spanierne overgav sig til amerikanerne i 1898.
Det er utrolig velbevaret og stort i sit anlæg, ja, imponerende.

IMG_5720cr

Frokosten skal indtages på en lille ø, Cayo Granma, som nås på en kort sejltur. Her kunne man bl.a. vælge blæksprutter – og de var rigtig gode.

Der ligger krydstogtskibe i havnen, og passagererne sætter deres præg på livet.

For at få frokosten ned, går vi en tur rundt om øen på ca. 20 minutter. Det giver mulighed for at studere planter og sommerfugle, og ikke mindst et driftigt lille samfund med (fiske)spisesteder og b&b i de mere eller mindre forfaldne små træhuse.

Så mangler der bare en lille byvandring fra Cespedes-pladsen med velrestaurerede bygninger, og hvor Fidel holdt sin første tale efter revolutionen havde sejret.
Der er aftalt mødested på Plaza de Dolores, så jeg får vekslet lidt flere CUC i en automat på vejen, og kan ellers nyde de mange smukke bygninger og forretninger i gågaden.
På pladserne spilles domino (ses ofte), i gårdrestauranterne helsteges grise, og folk kommer gående med store, pyntede lagkager til deres søndagstradition.

Der er 30 grader og ingen vind, så jeg slutter dagen med at gå til poolen med min guidebog for at få styr på dagens oplevelser.

Med innovation er mange lastbiler ombygget til 'busser' med sindrige måder til at komme med i form af påhængstrapper og 'altaner'.

 

 

07.02.2016  El Cobre, Las Tunas, Camaguey

Kort over strækningen (pdf-fil)

På hotellet ligger der en vejledning i, hvorledes man skal forholde sig ved jordskælv. Men det er ikke uden grund: denne morgen var der et mindre jordskælv, som dog ikke voldte nogen skade. Det var imidlertid det 40. inden for kort tid.

Den ene dag tager den anden, og nu er det blevet søndag. Programmet hedder vækning 06, morgenmad 07, afgang 08 til den lang dags bustur.
Vi kører et par minutter i otte – vi er vel erfarne rejsende...

Første stop er i El Cobre, et område hvor der tidligere blev udvundet kobber fra de åbne miner.
At man nærmer sig et sted ud over det normale fremgår tydeligt af de mange boder med 'den barmhjertige jomfru' i flere størrelser, solsikker og stearinlys til at ofre – og hvad der ellers kan sælges.

Turens eneste par regndråber får vi ved souvenirboden.

I den lille by er åbne boder med brød og kød i det åbne

Camaguey_07 (2).Movie_Snapshot_resize

Her findes kirken som rummer en af Cuba største religiøse genstande: Den barmhjertige Jomfru, som historien fortæller flød rundt på vandet i 100 år til den blev fundet af tre drenge.
Nu er de søndag, så der er messe, og derfor begrænset adgang til fotografering. Men det er altid interessant at se opførelsen af en katolsk messe  med messedrenge, bærende på lys, bladre i biblen for præsten, og forsamlingens deltagelse gennem bøn, sang og gymnastik med skiftevis at stå op, ned at sidde.

 

IMG_5740rz

Landskabet skifter fra Sierra Maestro til stadig fladerne landskaber. Her er mange fugle, blomstrende træer, masser af vild natur, slugter, udtørrede floder og stadig sukkerrørsmarker.

Grønne bananer tranporteres i mængder som last på lastbiler.

Camaguey_07_2 (19).Movie_Snapshot_resize

Ophold i byen Bayamo, hvor Cespedes frigav sine slaver.
Folk og børn i 'sundays best' – og ikke mindst børnene præsenteres. En gadestrækning er blevet reserveret til at små børn kan cykle på trehjulede cykler, der åbenbart er stillet til rådighed. Ellers kan de få en tur i en af de små vogne, trukket af geder.

Telefonbokse lever sammen mobiltelefonerne, og også her ser man at wifi er kommet til byen og har trådløst netværk i centrum, hvor ung som gammel går på nettet.  Det ses tydeligt her på Parque Céspedes, hvor der går endnu en statue af landsfaderen.

I den anden ende af pladsen er der en statue af Pedro Felipe Figueredo, som skrev Cubas nationalsang. 
Sangen hedder El Himno de Bayamo og blev skrevet i 1868 i forbindelse med slaget ved Bayamo.

Også her er der etableret en flot gågade – og rigtig mange mennesker – mange cykler – også cykeltaxa

Sidst på dagen når vi vores hotel – af Elena omtalt som 'socialisthotellet'  - Hotel Camaguey,  som er et to-stjernet hotel.

 

IMG_5752rz

8.februar 2016 Camaguey, Sancti Spiritus, Clara Maria

Kort over ruten (pdf-fil)

Videoklip fra dagen.

Vi skal se lidt af byen, og da vi bliver sat af bussen viser det sig at Elena har bestilt cykeltaxi, så vi nemt og hurtigt kan komme rundt og indånde byens charme.Byen er Cubas trediestørste, en af de syv først anlagte, og er efter angreb fra pirater flyttet flere gange fra kysten ind i landet.
Gaderne er smalle, ensrettede og kringlede med flot restaurerede lave huse i klare farver og høje smalle døre, og mange af husene har gitre af træ (reijas) foran vinduerne.
Byen er ved at kunne gøre København rangen stridig som cyklernes by: Der er rigtig mange og mange gamle, sikre modeller.

Til forskel fra andre byer, er der ikke en central plads, men flere jævnbyrdige pladser. 
På rundturen ser vi fine eksempler på 'murales'

Vi startede fra Plaza Leyenda og kørte til Plaza San Juan de Dios.  Pladsen er smuk og fredfyldt med blomsterkummer. Der er nogle få boder, hvor der sælges souvenir, bl. a. gode lædertasker.

Camaguey_08_2 (4).Movie_Snapshot_resize

Kirken Iglesia San Juan de Dios dominerer billedet. Kirken har det specielle træloft, som vi efterhånden har set flere gange i kirker og palæer. Nonneklostret ved siden af er nu blevet kontoret for restaurering og der er lukket for adgang til klosterhaven.

Ved Plaza del Carmen ligger den totårnede kirke for enden af pladsen ved siden af en skole, hvor der er frikvarter lige nu.
Hundene går fredeligt rundt mellem et antal livagtige skulpturer af som manden med den typiske vogn, konerne på bænkene, det unge par og avislæseren.

Ved indgangen til pladsen får vi lejlighed til at se en 'bodega', dvs en cubansk rationeringsbutik, hvor man kan indløse sine madrationer til f.eks. ris.

På vejen derfra passerer vi en robust traktor med ladvogn, hvorfra man med håndkraft losser løse fliser af til et hus, der er ved at blive rnoveret. Ting tager den tid, der må til.

Camaguey_08_3 (10).Movie_Snapshot_resize

Vi bliver transporteret videre til Plaza de los Trabajadores, hvor vi besøger kirken Iglesia de Mercedoverfor. Det mest specielle ved den, synes jeg var resterne af udsmykningen i de buede hvælvinger. Der er en flot, blå bygning (Casa Natal del Mayor?), hvor der sidder et våben, som i det ene felt har en hund. Det ville vi næppe have opdaget, hvis ikke Elena sørgede for, at der generelt var fokus på hunde, hvor vi kom frem, og kunne vi ikke spise op, fik hun samlet sammen, så hun havde noget til de sultne hunde, vi traf undervejs.

IMG_5753cr_rz

Mange små hunde færdes fredeligt. Nogle lukket ud af deres ejere, andre overladt til skæbnen. Er man heldig, vil der være en familie, der tager sig af den og byder den inden for, men man ser også mennesker, der bringer mad til deres favorithunde i flokken.

Endelig når vi Parque Ignacio Agremonte med en stor rytterstatue af byens frihedshelt af samme navn fra første uafhængighedkrig.

Der er en katedral, men jeg kan ikke se, at jeg har billeder derfra.

Der er et lille galleri, som ud over kunstnerens værker (bl.a. et lavet af Boccanero-øldåser) også rummer et omfattende rarietetskabinet med alt fra engelske mugs til gamle  brugsgenstande og legetøj.

Ruten til Sancti Spiritus byder på store sletter med masser af kvæg, folk der med manchetter og sejl høster foder til deres heste eller slår græs i den brede rabat ved vejsiden.

Der er mange fugle hejrer, ibis, og de store gribbe.
Der er mange gårde, og nogle minder om ranches med port og lang indkørsel
Militærets køkkenhaver, som vedligeholdes af soldater, fordi militæret ikke skal belaste befolkningen.
Mange store blomstrende træer i med forskellige farver. Mango-træer, vand i floderne, og som andre steder bruger folk banelegemet som vandresti.

Camaguey_08_3 (17).Movie_Snapshot_resize

 

Sancti Spiritus

Vi spiser frokost på Meson de la Plaza, en god restaurant med spansk mad suppleret med en sangria-drink, hvorefter vi går en kort runde i centrum - atter med flot renoverede bygninger i blåt, gult og hvidt.

Pladsen har en buste af Marti, og er omkranset af renoverede bygninger, bl.a. biblioteket i et stort palæ.
Vi slentrer en tur gennem centrum ad den flotte gågade med grøn beplantning i store krukker og mange forretninger.

Den blå kirke, Iglesia Parroquial Mayor del Espíritu Santo, er åben og atter kan den specielle tagkontruktion beundres. (Ikke fotograferet af en eller anden grund!)

Sidste oplevelse her er et besøg på et apotek med naturmedicin. Det gamle inventar er bevaret med smukke porcelænsbeholdere i gamle glasskabe. Personalet fortæller om planternes forskellige  anvendelser og påvirkning af vores helbred, og der bliver da også langet nogle varer over disken. (Elenas Cubakure)

Den videre tur mod Cayo Clara Maria ændrer ikke naturen. Der er stadig fladt, og det er først da vi kommer til den nogle og tredive kilometer dæmning over til øen, det bliver spændende.
Til begge sider er der lav og tæt mangrove imellem de mange øer i øgruppen.

IMG_5765rz

 

09.02 - 10.02 Strandferie

Video fra hotellet i Clara Maria og turen til Santa Clara 9.-11.02.2016

Hotel Meliã las Dunas er stort. Der er et mylder af mennesker, og da vi får udleveret kortet over hotelområdet kan man se, ud over et stort parklignende område med  hvorledes der er spredt ca 80 blokke med to etager

Stisystemet er omfattende med vejvisere undervejs, men man skal lige finde ud af systemet og der, hvor der skal reserveres bord.

Der er en gigantisk buffetrestaurant og et antal specialrestauranter, og om aftnen er der forskellig optræden rundt omkring i ‘hovedbygningen’ f.eks. med sang og dans fra ‘Cats’, og orkestre med gode solister..

Svenske Barbo fylder 60 og dagen markeres ved midnat i den ganske store lobbybar.

Selv om det er all-inclusive- betales der mange drikkepenge over skranken – det giver hurtigere betjening og mere rom i glasset.

Vi fortsætter fejringen af Barbro om aftnen i stedets fiskerestaurant – vist nok noget hotellet havde book'et.

Trods champagne og lagkage med lys, blev det ikke helt den succes, det burde have været, da betjeningen var langsom og uprofessionel.

Efter to aftner med nattesæde og en del at drikke springer jeg baren over i aften.

Gik tidligt efter håndklæde og gik direkte til stranden. Flot lyseblåt vand, lang, lang bred strand, og ledige liggestole. Jeg finder en i solen, men uplanlagt falder jeg i søvn, og da jeg ikke havde smurt mig ind, bliver det skæbnefuldt med en forbrændt krop som resultat.
Det sætter nogle begrænsninger for soldyrkelsen den sidste dag

På andendagen gik en videorundtur på området, inden jeg gik til stranden. Vejret stadig godt, overskyet og efterhånden blæsende. Jeg måte sidde i skyggen, men fik lidt sol på ryggen, mens jeg kunne iagttage både strømmen af mennesker på stranden og pelikanerne kamikaze dyk tæt ved de badende.

Passerede poolen for evt. at kunne finde Elena, men det lykkedes ikke. Tilbage i huset kom rengøringsdamen og kunne fortælle, at vaskeriet havde afvist mit vasketøj, fordi der manglede en detalje. Hun havde nye blanketter med og forsikrede mig, at jeg ville få tøjet tilbage i dag – vasket eller uvasket.

Fik tændt telefonen og sendt en besked til Elena – og lukket ned igen. Mobilens væsentligste funktion på denne tur at fungere som vækkeur.
Der var en besked på min dør, da jeg kom tilbage til værelset: Elena var blevet syg, og forhindret i aftnens aftale.

 

Camaguey_08_3 (19).Movie_Snapshotrz

11.02.2016  Santa Clara,bjergtur, sukkerrør, Trinidad

Kort Santa Clara - Trinidad (pdf-fil)

Video fra hotellet i Clara Maria og Santa Clara 9.-11.02.2016

Vi forlader strandhotellet og kører ad den eneste vej over dæmningen til fastlandet.

Ikke så lang tid efter begynder landskabet at ændre sig, da vi skal passere bjergkæden Escambray.

Det bliver en rigtig fin tur med bjergene i horisonten, inden vi kommer til Santa Clara. Den eneste årsag, at turisterne kommer her er pga Che's mausoleum og museum.

Dunas_Santa9_11 (4).Movie_Snapshot_resize

Inden vi når hertil, gør vi ophold i udkanten af byen ved et museum (Tren Blindado) til minde om et vellykket angreb på et pansret militærtog, hvor Che's få mænd tilfangetog næsten 500 mand og deres våben ved at afspore toget ved hjælp af en Caterpillar bulldozer, som rev skinnerne op. Der opstillet 6 af de pansrede vogne, som fortæller begivenheden i tekst og billeder - på spansk og engelsk.

Så blev det tid til at besøge en cigarfabrik. Her måtte der ikke fotograferes. Jeg tænkte på min far, som jo var uddannet cigarmager. Men her er flertallet af de 250 arbejdere kvinder. De ruller ca 13.000 cigarer om dagen. Hver medarbejder ruller sin specielle cigar, og får de tobaksblade, der lagringsmæssigt svarer hertil. Der lægges indmad, omblad og til sidst dækblad, som skæres så det kan rulles om cigaren og afsluttes med en speciel lim.
Cigarerne lægges i pres, for senere at blive sorteret, så farven er ens på cigarerne inden de skal pakkes. Forinden bliver det lige kontrolleret med en maskine, om der er det rigtige træk i cigaren.
Interessant at se, og der er ikke noget med at rulle cigarer på kvindelårene.
I denne socialistiske sammenhæng belønnes merproduktion med tillæg udbetalt i CUC i stedet for pesos nacional.

Frokosten blev indtaget lidt uden for byen på Los Caneyos, en stor, men ganske behagelig restaurant  med omkringvandrende høns, papagøjer i bur og en god buffet, som blev indtaget udendørs.

Tilbage til Santa Clara, som Che indtog i 1958, og på Plaza de la Revolución ligger Che's mausoleum og museum lige ved siden af hinanden under en stor statue af Che med armen i slynge  (han faldt og brækkede armen under slaget).
Che's rester blev ført til mausoleet i 1997, og det kan hurtig overses, mens der er en del interessante effekter: af Che's  dokumenter, breve og billeder på museet. (Chés afskedbrev til Fidel).

Herefter begynder den egentlige tur mod Trinidad. Det er en rigtig flot tur, med kløfter, høje skrænter, reelle stejle bjergsider.

Vejene er så smalle, at blot en cyklist kan nedsætte farten, og to busser kan knapt passere hinanden.
Der løber geder, høns, svin med deres unger, hunde og katte over vejen, så der må ofte tudes i hornet for ikke at køre dem over.
Heste og køer går med oksehejrene, og der bliver pløjet med oksespand.
Husene er en god blanding af træhuse og pudsede stenhuse.

Turen bliver en times tid længere end planlagt, fordi en afkørsel bliver overset og bussen må køre samme vej tilbage for at komme på rette spor.

Dunas_Santa9_11.Movie_Snapshot_resizeVi skal prøve det med sukkerør, og det får vi så ved Torre de Manaca Iznaga. Vi er ikke de eneste, der kommer hertil, og fra bussen og til ejendommen skal vi atter gennem spidsrod af gode tilbud.
Navnet skyldes, at der er bygget et højt tårn, som står meget markant over markerne – formentlig bygget for at kunne overvåge sukkerrørsarbejderne.
I haciendaens baghave står der en gammel presse (sjovt nok er fabrikatet Trappiche, som det argentinske vinmærke), og fire raske mænd - mig inklusive - griber fat i stangen, der skal drejes rundt, mens sukkersaften (guarapo) presses ud af sukkerrøret. Saften ender i små glas, og mod en ekstra skilling kan smagen forbedres med et skvæt rom.

 

IMG_5820rz

Trinidad

Vi skal bo i casas particulares â€“ privat bed&breakfast.
Vel fremme står vores værtsfolk parate til at tage imod os.  Kufferterne i bussen er pakket, så de kan tages ud i den rækkefølge, vi skal indkvarteres. 
Jeg skal bo sammen med Ketty og Poul Erik samt Grethe og Verner hos El Hermano Mason.

Det er ikke fordi der er så langt til det private hjem, men fortovene i Trinidad er meget smalle, og gaden har absolut toppede sten (Elena siger, det er balaststen fra Bremen...) og er ikke velegnede til at trække kufferter med hjul, så man får sved på panden.
Det skal betænkes, at det først var i 1953 under Batista, der blev ført veje til byen – ellers var adgangen med skib.

Boligen har det omvendte, blå anker, der viser, at der er privat udlejning, og vi får anvist vores værelser. Mit er 'inden for gitteret', spartansk indrettet, men med eget bad og toilet.

De to andre par bor på den anden side af gitret: Grethe og Verner ved siden af mig, Ketty og Poul Erik oppe ved tagterrassen på første sal.
Det er lidt trist, at familien overhovedet ikke taler engelsk, så jeg måtte have fat i den medbragte parlør for at finde ud af, hvad 'morgenmad' hedder, da vi jo skal have aftalt en tid.

Det lykkes også, og gæstfriheden er stor. Der er værtinden, en bedstemor og en datter. Manden ser vi først næste dag.

Elena gav os lige en aftentur i centrum og udpegede kendetegn og spisesteder, hvorefter vi skulle kunne klare os selv..

Således rustet var vi syv der fulgtes ad til Mali???. Vi blev modtaget med beskeden om, hvilke retter, der var udsolgt, og flere dukkede op, så de fleste fik spaghetti med skinke og ost. Det tog ca 3/4 time at fabrikere, for som tjenerne sagde: vores køkken er desværre ikke så stort. Men det var velsmagende og vi havde det hyggeligt sammen.

Undervejs blev vi informeret om, at der ville blive blive en strømafbrydelse, så vi var tilbage på værelserne i god tid til den planlagte strømafbrydelse, som kom 22:20, men kun varede et kvarters tid.

 

Trinidad_12.Movie_Snapshot_resize

12.02.2016 Trinidad

Bykort over Trinidad (pdf-fil)

Videoklip fra dagen

Madrassen er ok, og efter at have sat vækkeuret, som jeg rigtig godt indtil 03:40, hvor stedets hane åbenbart var blevet utilfreds med et eller andet. Den galede, så det var en lyst med korte mellemrum.

Morgenmaden blev serveret på tagterrassen. Der var det basale. Vi havde nok sat næsen op efter æg, men det fik vi ikke, men mætte blev vi endda med pølse og ost, og vi havde god tid til at spise, inden vi skulle til mødestedet.

Vi bestiller bord på restauranten overfor og menuen, inden vi drager af sted for at sikre os mod retter, der er udsolgt.

Det bliver Diamante, som ligger lige over for vores logi. Vores værtinde fik fremskaffet menukort, som har normalpriser og ikke turistpriser. Nu får vi se, om det holder.

Det blev  en formiddagstur rundt i centrum, hvor der er mange smukt restaurerede huse. En hel skoleklasse i skoleuniformer kom her lidt over 9 til undervisning.

Første stop er ved det gamle Izmaga palæ, som er ved at blive ombygget til hotel, som dog har overskredet tidsplanen med flere år. I samme gade møder skoleeleverne i deres skoleuniformer nu ind.

Vi fortsatte til babalawaen, som er ypperstepræst i santeriareligionen, en blandingsreligion mellem den traditionelle afrikanske tro og katalosismen. Dette tempel hører under gudinden Yamaya, som er en af de ca 600 guder. I lokalet er der samlet flere symbolske ting, som Elena levende kunne berette om. Vi får en gennemgribende forklaring på, hvad santeriareligionen går ud på. Det gør Elena ud fra egne erfaringer, for vil man tæt på cubaneren er det en fordel at dele samme kultur, og den kan umiddelbart aflæses af farvede armbånd. Hun er derfor på vej op gennem hierakiet.

Trinidad_12 (3).Movie_Snapshot_resize

En af deltagerne blev ovenikøbet helet af babalawaen, med tobaksrøg, affejning med en kost af hestehale og indviet vand.
I et skab står andre indviede ting.

Flere gange på turen så vi mennesker helt klædt i hvidt, fordi vedkommende for nylig er blevet indviet i santeria.

Som et kuriosum præsenterer Elena os for stedets pelsløse hund. Det er jo ikke hver dag, man kan røre ved sådan en. Sidst prøvede jeg det i Mexico.

På den videre vej står døren åben til et savværk besøges – og vi vader ind i et enkelt værksted, som jeg nok snarere ville kalde et snedkeri, hvor man bl.a. foretog fræsning. Arbejdstilsynet havde ikke været her endnu.

Markant ses tårnet i forbindelse med det gamle nonnekloster, som nu rummer museum (Museo de la Lucha Contra Bandidos) om revolutionstiden - billeder og genstande, og en lidt anden indfaldsvinkel -  nemlig kampen mod de kontrarevolutionære. Det ene af lokalerne har faktisk også engelske tekster.
I gården står nogle eksempler på gaver fra Sovjet: en bevæbnet motorbåd og en solid lastvogn.

De over 100 trin op i klokketårnet retfærdiggøres af en storslået udsigt over Trinidad og bjergene.

Plaza Major er stedet, hvor der tidligere var slavemarked. En nydelig plads med attraktive bygninger omkring.

I skyggen bag søjlerne sidder en ung pige, som jævnfør traditionen markerer sin 15-årigs fødselsdag i stort skrud, diadem og smykker. Det er noget af en udstilling, men pigen er køn i sit festskrud.

Katedralen ved Plaza MajorParroquial Mayor, er Cubas største kirke og den eneste kirke med flere, store håndskårne gotiske altre i meget smukt træskærerarbejde, ligesom der er fire sideskibe i stedet for de sædvanlige tre.

Musikanter spiller lystigt på den høje trappe med flere spisesteder ved siden af.

Trinidad_12_3 (2).Movie_Snapshot_resize

Vi finder ind i Casa del Trova, som er et kulturhus med musik, og hvor et orkester med ældre musikanter spiller på livet løs, og der er også et par unge dansere, der optræder til nogle af numrene. Alt imens får vi så en ny drink, Trinidad  Colonial.

Tæt ved i en snæver gyde ligger et enormt marked af turistsouvenir: udskårne ting, duge, massevarer, læderting, men meget 'same -same'. De broderede ting er klart de mest neutrale, og giver minder om både Madeira og Recife.

Jeg får købt et par af de pæne trææsker med 'hemmelig' lås/åbning.

Cuba_2016-02-12 13-58-14_IMG_5823rz

De, der vil, kommer med på det sorte marked for at købe Cuba-cigarer til en lav pris. Alligevel er det en dyr fornøjelse, da 5 premium cigarer i cedertræsæske koster 40 CUC (ca. 300 kr.).

Frokosten bliver indtaget på på balkon i en god restaurant inde bag i en gård, hvor de fleste af os spiste en rigtigt god hummer. Til en afveksling stod musikanterne nede i gården og dermed på afstand.

Derefter splittede holdet op. Næsten alle tog en badetur til Det caraibiske hav. Jeg er ved at skifte ham, så jeg har ikke brug for mere sol, og går i stedet en runde mere i byen. Får købt et læderbælte, som jeg plejer på disse ture.

Solen er vendt tilbage, og heden får en til at krybe i skyggen langs husmurene, til jeg finder et listigt sted - og dem er der rigtig mange af - og får mig en cocktail, inden jeg drager hjemad.
Undervejs er der flere steder, hvor der lyser fuglesang fra fuglebure uden for husene.
Her får jeg styr på mit kuffertindhold, får flyttet video og billeder over på pc'en. 
Finder min guidebog og notesbog og går op på tagterrassen for at samle op på, hvad vi har set (og kunne have set), indtil Grethe og Verner kommer tilbage fra badeturen og byder på en øl.
Og så går snakken.

I morgen skal vi køre kl.8, og vi fem her i huset har besluttet at bestille cykeltaxi til at køre vores kufferter. Ikke fordi det er så langt, men brolægningen er umulig og fortovene max 50 cm brede, så det var en kamp at få dem hertil i går.

Restauranten åbner først kl.20, og da vi går over gaden er der kø udenfor, men vi går direkte ind, og vi får et bord – og endda med to tillægspladser. Andre af vores rejsefæller har indfundet sig, så det bliver noget af en danskeraften.
Det viser sig, at vores værtspar ejer restauranten, og mutter står og dirigerer slaget fra køkkenet.
Vores søde tjener får lært, hvorledes man laver irish coffee – uden de rigtige ingredienser – til fælles morskab. Flere gange må han over gaden for at hente de nødvendige ingredienser i værtens hjem. Men det lykkes, og det siges, at han ramte tæt på.

Cienfuegos_13.Movie_Snapshot_resize

13.02.2016  Trinidad - Cienfuegos - Havanna

Kort Trinidad - Cienfuegos (pdf-fil)

Videoklip fra dagen

Manden i huset sørger for den tidlige morgenmad, som står klar på tagterrassen 06:15, og kl. 7:00 stiller cykeltaxaen. Han får bundet alle kufferterne på cyklen og vi følges til vores mødested, hvor vi naturligvis kommer alt for  tidligt. Det gør nu ikke så meget, for vi kan stå og følge byen vågne op med brødsælgere, folk på vej til arbejde til og fra stoppestedet, hvor vi står.

Elena har lagt et besøg i den botaniske have Jardin Botanico Soledad uden for Cienfuegos ind i programmet til alles store tilfredshed. Det bliver til en spændende tur gennem en del af haven sammen med en af de ansatte, så vi får vist og forklaret mange af de planter, vi har set fra bussen på køreturene. En del af dem er endemiske, en del har sjove formeringsformer. Der kolibrier, som ikke lader sig indfange af kameraet, ligesom sommerfuglene sværmer ubekymret omkring.

Videre til den franskprægede industriby Cienfuegos, hvor vi får fornemmelsen af større velstand, en planlagt by med brede gader i kvadrater.

Vi kommer gennem en af de butikker, hvor de lokale kan handle med deres lokale mønt (peso nacional). Det er en blandet landhandel med alt fra beklædning, spande, stof i metermål – og hvad kan ellers kan behøve – hvis det ellers er på hylderne.
Varerne er placeret på hylder fra gulv til loft – og der er højt til loftet, så man bruger trappestiger, der kan skydes frem og tilbage som i min barndoms skobutikker.

Cienfuegos_13 (3).Movie_Snapshot_resize

Det er også lykkedes Elena at finde et lokalt markedMercado Municipal, hvor de private selv kan fastsætte deres priser på deres varer. Det er altid spændende at gå på markeder, og dette er ingen undtagelse, selv om ikke alle boder er optaget. Der er mange grøntsager, ikke så meget kød, men det der er, er pæne udskæringer.
Man skal selv medbringe bæreposer, men ellers kan man købe plastposer af posedamer/mænd.

Turen gennem gågaden ender ved byens store plads, Parque José Marti, som er omkranset af smukke, renoverede bygninger: byens katedral, teater, skole, rådhus. På pladsen er der naturligvis en statue af Marti.

Vejen til vores frokost fører os gennem kvarter med store villaer, yachtklubber og ved målet et stort, maurisk inspireret palæ Valle de Palacio (nu statsrestaurant) bygget af en spansk sukkerrørsbaron.

Frokosten blev indtaget i restaurant Pelicano (paladar), i frisk luft og med afbestilt musik.

Tissepause ved et sted, hvor der var et lille basin med maller, og et lokomotiv af ældre årgang.

Ris- og sukkerrørsmarker på vejen til Havanna, hvor vi atter indkvarteres på Hotel Melisã Havanna.

 

IMG_5898rz

14.02.2016 Vinalesdalen

Kort Havanna - Vinales (pdf)

Videooptagelser fra dagen.

Turen til Vinales blev flyttet til i dag, for at vi kunne komme i danseskole, der ellers ville være lukket. Det er en tur på ca 3 timer ud og 3 timer hjem.

Da Vinales er en turistmagnet med mange busser er afgangstidspunkt sat til 07:45, så vi kommer af sted før de andre.

Ud af Havanna er området fladt med en del industri, og da vi kommer på motorvejen, må man erkende, at de udnytter det udlagte vejareal.

Der er tre baner i hver retning, men der køres primært i den yderste venstre, fordi den er i bedst stand. Hastigheden varierer mellem 80 og 100 km, men der er meget at se til for buschaufføren, for motorvejen er ikke forbeholdt motorkøretøjer. Her er cykler, hestevogne, oksespand, gående og stående, der venter på transport.

Køer, hunde og høns har ikke lært færdselsreglerne, så med mellemrum må der bremses op, for ikke at køre dyrene over.

Der er mere vand i floderne her, store vandbassiner med tilhørende kanalsystemer, og sukkerrørene afløses efterhånden af flere tobaksmarker med deres karakteristiske tørrelader med palmegrenstag.

Vi passerer ad snoede veje henover bjergkæden Vulcanos ??? med smukke udsigter over kløfterne, og på et tidspunkt dukker de særprægede kalkhorster op, som man har set afbildet i så mange rejsebeskrivelser.

Den tidlige afgang fra Havanna har båret frugt: der er kun en enkelt gruppe før os, der venter på sejladsen på den underjordiske flod i Cueva del Indio (Indianerhulen). Turen dertil er ikke hverken speciel lang eller spændende i forhold til andre drypstenshuler, jeg har set, men som fænomen er det jo stadig spændende.
De små motorbåde kan tage 14 personer, og hele turen kan klares på ca ½ time.
Dermed kommer vi også i god tid til vores frokost i St.Vicente, og er i lang tid de eneste gæster.

Vinales_14_3 (2).Movie_Snapshot_resize

På vejen derfra passerer vi tobaksbonden Benito (video). Tobaksplanterne står på marken, tørrehuset er fyldt med bundter af tobaksblade, som ikke er så skrøbelige, som man kunne forvente. Han fortæller beredvilligt om produktionen, og viser, hvorledes man ruller en 'bondecigar'. Den overdrages til test hos en af gruppens rygere. Han selv ryger 5-6 stykker om dagen.

60.000 tobaksplanter plantes ud – man sår de meget små tobaksfrø i september – november og høster fra januar til marts, hvor planterne er ca halvanden meter høje. Man høster det hele manuelt.
Bladene bliver syet sammen og tobakken skal tørrer i laden i 3 måneder, og når regntiden starter vil fugtigheden gøre bladene bløde, de bliver bundtet og skal gæres under palmeblade i 40 dage før det bliver solgt til tobakslageret. Som Benito siger: staten køber 90% og jeg beholder 20% - et eksempel på et cubansk regnestykke. 
Nogle steder gennemgår bladene endnu en gæringsprocess.

Der er dog andet at vise frem: Han har en trærotte i bur uden for hønsehuset, fordi den alene med sin lugt kan holde rotterne væk. Der er kamphaner, og han har forskellige træer og vækster i sin have.
Hans Iphone10 (en majskolpe) kan han bruge til at hidkalde høns og kalkuner fra hele gårdsarealer med enkle kaldelyde.

Der bydes på en lille kop kaffe med rom, og vi kan se et almindeligt hjem i dette egentlig ret store træhus. Der er dog også blevet bygget et muret hus til sønnen, som har overtaget driften.

Vinales_14_3 (4).Movie_Snapshot_resize

Mere bisart end spændende er næste stop med et stort, moderne vægmaleri, Mural de la Prehistoria, – ca 60 m højt 100 m bredt i klare farver.
Det blev lavet i 1960'erne på Fidels foranledning, og en af Diego de Rivieras elever stod for projektet. Det kræver konstant renovering, så 'gyngerne' til malerne hænger ned i lange reb fra toppen af klippen.
Mens vi venter på plads i pinacolada-boden, fremviser en bonde nogle trick med en stor, nyvasket, hvid stud. Han kan både få den til at går til højre og venstre, ligge og sove i hans skød og lægge sig på kommando. Børn og andet folk kan få en ridetur.

Den serverede pinacolada drikker man så meget af, som man vil fylde op med rom efterfølgende. Jo, der bruges rigtig meget rom på Cuba.

Sidste stop er på et højtliggende hotel, som giver en flot udsigt over den spændende dal, hvor vi kan få et godt billede.

Vi er tilbage ved 17:30-tiden, og jeg har aftalt med Elena, at vi tager en snak i lobbybaren. Efter en timestid beslutter vi os for at spise i hotellets asiatiske restaurant, hvor vi i dagens anledning får en en meget velsmagende Valentinsmiddag.

Endnu et par timers snak i baren, og i seng før midnat.

 

IMG_5909rz

15.02.2016 Havana på egen hånd

Havannabykort (pdf-fil)

Video er der ikke noget af, da jeg kun medbragte det lille digitale kamara.

Inden morgenmaden sikrer jeg mig en billet til shuttlebussen, og jeg er inde i centrum kl.10.

Jeg har bestemt mig for at gå til Capitol og det flotte teater.

Man er ved at udskifte vandrørene i vejen, så den er afspærret for kørende trafik, og fungerer derfor som gågade.
Her ligger også byens chinatown, og en gamle tobaksfabrik

Derfra langs parker til jeg når starten på Prado â€“ et flot anlagt område der ender ude ved havet.
Der er bronzeløver placeret i hjørnerne i de tre kvadrater, der plantet skyggefulde træer og murede bænke langs siderne, flot belægning, hvor flere hold skolebørn spiller bold.

Sidder på en lille bar og får en Boccanero, den lokale ‘classic’-øl, som de fleste foretrak, mens jeg han se på masser af mennesker, som skal med de offentlige busser på begge sider af den travlt  befærdede vej.

Ny Film (6).Film_Snapshot_resize

Om aftnen var vi til koncert på "Sociedad Cultural Rosalia de Castro" (video), som er et spillested med restaurant i en spændende tidligere meget stor herskabsvilla med højt til loftet.

Vi spiste der også, og inden spilleriet begyndte 22:30 var der ca 400 tilhørere til de ca 10 musikere og 10-12 solister, som underholdt os i et fyrværkeri af rytmisk musik og en fantastisk god stemning, hvor folk dansede med på det lille areal foran scenen, eller fulgtes med solisten rundt i lokalet. Særkendet er, at solisterne mindst skal være 65, og den ældste var den lille ca halvanden meter høje Juana Bacallao på 96, som stadig har er formidabel stemme.
Det forvirrede mig på et tidspunkt, at lyden naturligvis kom fra højttalerne, mens solisten vandrede rundt mellem publikum. Da alle jo i dag har mobiltelefon, og der derfor er mange, der gerne vil have gode billeder og video med hjem, er det en udfordring, hvis man ikke står i første række, da der hele tiden er nogen, der lige skal rejse sig for at få et godt billede.
Dertil kom, at der ikke var lys nok i salen uden for scenen, så videoapparatet kunne få noget fornuftigt ud af det. Men man har oplevet det og vil altid huske det.
Det var en værdig afslutning på ferien.

Via Elanas netværk havde en bagagebærer fundet en chauffør, som   i statens bus kørte og frem og tilbage. Alt kan lade sig gøre på Cuba.
Oven på den festlige oplevelse sluttede vi med en enkelt drink i baren.
 

IMG_5953rz

16.02.2016 Hjemturen begynder

Nu tager det jo ikke lang tid at pakke en enkelt kuffert - det er mest at sikre sig, at man har tingene der, hvor de skal være, når man skal i lufthavn, sikkerhedskontrol osv.
Vi triller af sted 10:30, gør et enkelt stop på vejene til Varadero på en udsigtspunkt Mirador de Bacunayagua, som samtidig byder på en flot udsigt ned over en kløft, og til til herbraiet et cubamaghoni-træ og brød.... træ med store frugter.
Vi er heldige at vi er nogenlunde de første, der skal checkes ind, for det er aldrig sjovt bare at stå stille og vente.
Der bliver taget et gruppebillede, og derefter er defr så et par timer, til flyet skal lette igen kl. 16:50.
Det viser sig at blive en anderledes tur. Flyet, en Airbus 330 er heldigvis bedre indretning og benplads end den der førte os til Cuba. Til gengæld har vi kun fløjet en god time, da vi rammer ind i et uvejr (som jeg godt nok havde set omtalt på CNN om morgnen).
Det betød at turbulensen kastede rundt maskinen, så man måtte afbryde og udskyde serveringen en timestid, til man kunne stå oprejst.
For at det ikke skal være løgn, så kom der flere gange længerevarende turbulens, og selv da vi nåede ind over Europa, måtte sikkerhedsbælterne spændes, da der også her fra turbulens i 12 km højde. 
Vi kom dog godt frem og ned i Tegellufthavnen i Berlin, hvor vi havde ca 1½ time til paskontrol og sikkerhedskontrol inden de sidste 40 minutter til København.
Min kuffert var en af de første på bagagebåndet, så jeg skulle lige rundt og sige farvel, inden jeg med Metro, S-tog og bus nåede Højergårdsvej lidt før 12.

Her sluttede en så på alle måder god ferie med mange gode oplevelser og indtryk.