Web Design
Kina 2004
149_4930

 

Vilde svaner.

En beretning fra en rundrejse i Kina

29.9.-23.10.2004.

Billeder fra turen. Der skal reduceres i antallet, og der mangler noter. Den ledsagende musik kan styres i øverste højre hjørne.

Vilde svaner.

En beretning fra en rundrejse i Kina

29.9.-23.10.2004.

 

 

Indhold

Allerede sidste år var det planlagt, at vi ville drage til Kina, men SARS- epidemien gjorde, at vi kom på andre tanker.

    Det kinesiske rejsebureau, som vi havde valgt krakkede som følge af, at turismen til Kina forsvandt.

    Vi måtte så finde noget andet, og faktisk er der mange tilbud om at komme til Kina. 8 dage, 16 dage – men da vi faldt over Albatros’s 25 dages tur med alle højdepunkter inkl. sejlads på Yangtse, ja, så var vi ikke i tvivl.

    Der blev købt og læst bøger, artikler i National Geographic blev genopfrisket. Kort over Kina, Hong Kong, Peking og Shanghai blev købt under forårets besøg i London, så vi følte os nogenlunde velforberedte til turen.

     

    Det er mange dage at pakke til, så selv lagrene i Sverige var taget med hjem. Ulla havde vasket alt,  så det var bare at få det lagt i kufferten.

    Turen er på 25 dage, startende d. 29. september.

    Vi skulle mødes med guiden kl.17.10 til fælles indcheckning, og formedelst små 400 kr. bringer en taxa kl.16 os til lufthavnen.

    Så var vi der også i god tid, og kunne i Karen Blixenudpege vores rejsefæller.

    Nogle havde vi set til introduktionsmødet , men der var jo også nogle jyder, bl.a. den forhenværende stadsbibliotekar fra Herning (Henning Gimbel).

    Alle var der til tiden, så vi fik hilst – også på vores guide, Christian Simonsen.

    Der var god tid til boarding så vi slentrede lidt rundt i afgangshallen uden dog at købe noget.

    Så gik det af sted med Finair AY0668 til Helsinki, hvor vi kom til en næsten nedlukket lufthavn og sad og hængte ca 2 timer indtil vi kom af sted med AY0091- en Boeing MD11 hvor der er plads til små 300 personer, så selv om vi havde fået plads på række 52 var det ikke så ringe. Ligesom på turen til Helsinki havde Ulla vinduesplads og skæbnen ville at guiden nu indtog det tredje sæde, så vi fik da snakket en hel del løst og fast om Kina og det at rejse.

    Forplejningen er ikke noget at skrive hjem om, men der skænkes nogle alvorligt store cognac fra flaske til plastkrus.

    Fordi vi sad og snakkede fik vi ikke set underholdningen - og vi skulle jo også sove lidt.

     

30.sept.

Efter 9 timer og 40 minutter landede vi i Bangkok, men skulle blive i flyet og suppleret med en teknisk fejl betød det ,at vi sad i ca 2 timer.

Sidste step tog 2.25, og vi landede i Hong Kongs nye lufthavn kl. 18.56. Tidsforskellen er 6 timer (dansk tid 12.56)

Indflyvningen skete mens de sorte skyer omgav os og solen gav sit helt specielle bidrag, men som lufthavnen ligger, kan man slet ikke se Hong Kong. Stor og moderne og med både kinesiske og latinske bogstaver.

Vi stod i den traditionelle kø ved paskontrollen, Da vi er på gruppevisum skulle vi dog stile op i samme rækkefølge som vi er opført i visummet. men ellers gik alt smertefrit, og vi fik hurtigt vores kufferter.

 

Det kinesiske selskabs guide stod og tog imod os og førte os til vores bus, som kørte os til vores hotel.

Vejen ind var ganske spændende: dels var der masser af lys i de tætstående bolighøjhuse, dels passerede vi den største container havn jeg har set.

To ganske flotte broer og en tunnel sikrer at vi også kan komme til vores hotel Charterhouse (20 etager beliggende meget centralt på Hong Kong island)

En tandbørste i munden og en klud under armen, og kl. 21 var vi klar til at gå ud og spise kinesisk. Restauranten lå et kvarters gang fra hotellet, og vi kunne så nyde varmen og begynde at indånde den nye atmosfære i hvad man kan kalde tæt, høj bebyggelse.

Et sted spilles der basketball mellem husblokkene i elektrisk lys - og der er ikke meget plads.

Vi blev bænket ved 4 borde, og så kom der ellers mange små lækre retter som pænt blev spist med pinde.

 

Ved 23-tiden blev der opbrud. Jeg havde i løbet af dagen sikret mig en generalforkølelse med rendetud, så jeg valgte at gå på værelset og skrive lidt, mens Ulla drog ud for at se på de nærmeste omgivelser.

Nu er det ikke noget problem for Ulla at orientere sig, men alligevel er det nu betryggende, at  gadeskiltene både er på engelsk og kinesisk.

 

Værelset er ret godt - ikke stort, men der er det, der skal være.

Jeg har ladet videoen ligge i dag, men der er indtil flere, der er startet ud, så den tur skal nok blive veldokumenteret.

 

1. oktober Hong Kong

Englænderne har været her, så der er dobbeltdækkere og venstrekørsel.

Nyt og gammelt mødes og utroligt at man bruger bambus til bygningsstillads, som vi har indtil flere gode eksempler på lige omkring hotellet.

 

I dag er det 1.oktober og dermed nationaldag, og det betyder, at mange har fri.

Vi skal på tur fra morgenstunden hvor vi først kører med de gamle toetages sporvogne ned til det finansielle centrum.

De har også dobbeltdækker sporvogne, De er bygget af træ og mere end hundrede år gamle. Der er rigtig mange mennesker med, så der bliver hurtigt trængsel - ikke mindst da vi skal af.

Fordi det er fridag har stuepigerne fri, og de sidder rundt omkring i små grupper og hygger sig, synger, spiser osv.

 

Så er det Peak Traintil toppen af Victoriabjerget.. Ikke at det er så højt – bare 552 m., men det er stejlt

Også er er der på grund af nationaldagen mange mennesker.

Kabelbanen går virkelig stejlt op, så husene synes af være drejet 45 grader.

Desværre er det totalt diset, så det forventede storslåede syn ud over byen bliver det ikke til.

 

Bjerget er i øvrigt grønt område, der fungerer som park, og vi går en tur rundt på stisystemet. Planterne er subtropiske meget grønt men ikke så forfærdelig mange blomstrende planter på årstiden. Men der er store sommerfugle, og vi ser også en enkelt pæn stor edderkop, som vækker opmærksomhed.

Et sækkepibe orkester dukker op i dagens anledning – jo, englænderne har været her.

Vi mærker allerede, at vi har ’fuldt’ program: Videre til Repulse bay, hvor nogle få kinesere bader. Her er varmt og skyggen lille, men selv om det er en udmærket og bred sandstrand er der næsten ingen kinesere der bader. Det er der ikke tradition for.

Der ligger en lille tempelpark med alskens guder for alskens ting - masser af røgelsespinde og masser af blankslidte statuer, fordi berøring skal hjælpe.

Det virker lidt som et gedemarked, men der er mennesker som står med deres røgelsespinde, og udsmykningen og de forskellige figurer kan Christian stort set forklare ud fra kinesernes traditioner og overtro.

Der er såmænd også en lille bro, hvis passage vil give dig et forlænget liv!

 

Videre til Aberdeen, som egentlig er en lille fiskerihavn, som nu mere er blevet en lystbådehavn. Vi sejles ud til Jumborestaurant. Det er en meget stor flydende restaurantkompleks med plads til 4300 gæster – ganske vist fordelt på 3 store både.

Udsmykningen er forbløffende farverig med udskæringer osv og maden god – bl.a. med en udmærket dim sung frokost.

Derefter hjem til hotellet, og så er der fri manøvre. For mit vedkommende er det op på sengen, da jeg har haft det rigtig skidt hele dagen, så Ulla drager selv på det nærliggende marked, som ligger nogle få hundrede meter fra hotellet..

Ved 17-tiden overbeviser Ulla mig om, at jeg også lige skal med over at se markedet - og det er som altid spændende: der er livlig handel selv om det er nationaldag, og ikke bare er fiskene levende, men også lugtfri, grøntsager osv. er også helt friske.

 

Halv syv mødes ca. halvdelen af gruppen for at tage på Hotel Imperial (?). Det ligger lige på havnefronten og vi har reserveret plads i barområdet, hvor der er frit udsyn ud over havnen

Her forventer vi at få et fantastisk udsyn til der fyrværkeri, som laves i anledning af nationaldagen

Det meste af byen var spærret af og forbeholdt fodgængere - og med de mange mennesker var det meget godt, at man også kunne tage kørebanen i brug.

Mens vi venter kan vi beundre lysene på den anden side af havneløbet, ikke mindst nogle højhuse, hvor farverne glidende skifter hen over regnbuens farveskala.

Og kineserne har virkelig forstand på fyrværkeri. Fra fire både ude på vandet sendes der i ca. ½ time kaskader af fyrværkeri op mod den mørke himmel. Det var ganske enkelt helt fantastisk og ikke set magen til – i hvert fald ikke af os.

Natmarked??? Kun Ulla???

2. Oktober: Canton

Vækning kl. 6.30 - afgang fra hotellet kl. 8. Vi kører med bussen til den nye jernbanestation, hvor kufferter bliver checket ind fuldstændig som i en lufthavn.

Med tog T828 vogn 8 plads 50/51 kl. 9.25, Der er masser af personale ombord i blå uniformer, som sælger og bringer aviser mm og der spares ikke på distinktionerne

Vi kører op gennem New Territoriumog lige efter grænsen kommer en af de store nye kinesiske millionbyer, hvor der produceres meget af det vi køber ”made in China”  bl.a.Shemzhen, som ligger i ’special economic zone’.

Landbrug med masser af vandingskanaler, mange mennesker

Der er rigtig mange fabrikker, og det er ikke usædvanligt, at ISO9001 er nævnt på facadeskiltningen på de store fabrikker under navneskiltet.

 

Det er typisk firkantede, fladtagede huse i 3-4 etager, der præger beboelseskvartererne - hvis det da ikke er de nye 25-30 etager høje bygninger.

Banen følger Dong-floden vestpå ind i Perleflodens delta med dens mange andre tilløbsfloder, som skaber meget vand i landskabet i form af kanaler, småsøer, som fungerer som karpedamme, hvor karperne næres af affald fra svinene.

Ca. 2 timer efter er vi i Canton(Guangzhou) i Guangdong-provinsen.. Blæst og kun 26 grader.

Det er tydeligt, at vi nu er kommet til Kina. De latinske bogstaver er stort set væk fra gadebilledet, som ellers præges af meget manuelt arbejde og transport til fods med kærrer, små og smalle varevogne, kraftige cykler.

 

Vi kører direkte til frokost i en restaurant, som ligger i forbindelse med en lille park.

Her er mulighed for at se, hvorledes restaurantens køkken fungerer, fordi det ligger ud  til en sti i parken, så vi kan iagttage arbejdet gennem ruderne. Udenfor i akvarierne svømmer de fisk, der skal lande på menuen.

 

Hotellet White Swanligger på den lille ø Shamioni Perlefloden, og er femstjernet med masser af luksus og forretninger med eksklusive varer og kinesisk håndværk og antikvitetskopier. Som sædvanligt når man ikke rigtigt at drage fordel af de mange stjerner, men lækkert er det – og ikke mindst udvalget ved morgenmaden.

Fra hotellet kan vi se ned over de relativt lave huse på øen, men også det bagvedliggende motorvejsnet i flere etager og de mange nye højhuse.

Vel indkvarteret drager vi videre til et nærliggende medicinmarked, hvor det er en blanding af faste forretninger og gadeboder. Man får det indtryk, at alt kan tørres. Det skal ses i sammenhæng med, at for kineseren er mad og medicin to sider af samme sag.

Svalereder, svampe, blomster, vandplanter, søheste, alt.

Noget andet er så, at det går stærkt ud over f.eks. bestanden af. søheste ude i bugten.

Ikke alt er dog tørret: her er mulighed for at købe kæledyr som skildpadder, hundehvalpe og  kattekillinger.

Husdyr som grise, høns og ænder er også en mulighed.

For ikke at tale om levende skorpioner, som omhyggeligt udvælges for med et par pinde at blive puttet ned i en plasticflaske til senere brug. Pris ca 150 kr pr. kilo – tror vi nok, at det var.

 

Efter at være mættet med indtryk af tørrede sager, går vi hjem gennem det gamle europæiske kvarter på Shamion-øen. Der er stadig bygninger tilbage fra forrige århundrede i europæisk stil, og man har prøvet at gøre området til en grøn oase, hvor der er opsat grupper af statuer.

I forbindelse med hotellet er en lille park, hvor folk spiller bold eller musicerer: Et lille orkester med kinesiske instrumenter akkompagnerer en mand og en kvinde, som synger.

Vi nyder slutningen på eftermiddagen med en øl ved Perleflodens bred, hvor vi kan iagttage den travle trafik på floden.

 

Aftensmaden indtages på en hotelrestaurant ved Perlefloden, hvor der nu er nu med mange mennesker (Folk i Canton har en uges ferie i frobindelse med nationaldagen) og på floden både med farverig illumination.

Vi ender op i hotelbaren med udsigt ud over floden over på det farvestrålende skue på den anden side.

 

3.oktober: Foggy Ressort (CaoPing)

Ikke noget med at sove længe i ferien: Bliver vækket 6.00, kuffert skal afleveres kl. 6.30 - og hotellet forlades kl.7.15.

Om morgnen kan vi se indtil flere adoptivforældre med deres nye børn, som godt nok er meget forskellige i deres aktivitet.

 

Turen til lufthavnen går ad næsten tomme veje. Der er ca. 45 minutters kørsel til den store nye lufthavn, som blev indviet i august.

På vejen kører vi i 1. eller 2.sals højde på løftede motorveje, som der er rigtig mange af bl.a. gennem moderne forretningsområder og områder med moderne hovedkvarterer som f.eks. flyselskabet Southern China, Canton radio.

Der er mange parker og generelt meget grønt med flotte beplantninger af  blomstrende træer og buske, selv da vi kommer udenfor byen er midterrabatten flot beplantet..

 

En meget flot lufthavn med seværdig arkitektur, hvor vi mødes af en morgensur indchecker som pludselig synes at overvægt er vigtigt (i stedet for at checke ind som gruppe). Det gik nu endda.

Der er naturligvis bagagecheck og Ulla går i fælden - først med rygsækken (en lille lommekniv, som hun får lov til at beholde på grund af dens lidenhed), dernæst med sin taske.

 

Flyveturen varer knap en time henover et mærkeligt landskab med mange klumper landsbyer, floder og så små pyramideformede knolde, korte bjergkæder, som undrer.

Det er naturligvis de specielle kalkstensformationer, karst-bjergene, som netop står lodret op som små spidser grønne søjlebjerge.

Karst-landskabet dannes ved at kalkbjergarter nedbrydes i nedbørsrige områder, og det forvitrede skylles bort.

Lander i Guilin, kommer nemt ud til bussen. Lidt overraskende er palmerne her kulørte, men det skyldes at de er af plastic.

Busturen giver mindelser fra Nepal: Blandet trafik, alle former cykler, gående, trehjulede motorcykler, og naturligvis biler.

Der er trafiklys i Guilin, men det tager man kun delvis sig af.

 

Efter at have forladt byen er vi på landet. Bjerglandskabet svarer lige til akvarellerne. Her er arbejdere med stråhatte på marken, der er vandbøfler.

Vi skal til den lille by Caoping, ligger ved Lifloden (Li Jiang), og hvor vores hotel ligger lidt uden for byen.

Da vi skal op til Foggy Ressorter der et trafikkaos af biler og busser, fordi der er så mange turister i de smalle gader – og den betjent, der står der, gør ikke meget gavn.

På dette tidspunkt er vi lykkeligt uvidende om, at årsagen er, at de alle skal i drypstenshulerne.

Her er varmt, strålende solskin og stilhed.

Hotellet har ikke så mange stjerner, men til gengæld er det hyggeligt, roligt og med den flotteste udsigt. At der også er en svømmepool gør jo ikke noget, når solen skinner og temperaturen er høj.

 

Der er en lille park, hvor der er masser af store sommerfugle.

Ned gennem parken kommer man hurtigt til en sti som dels fører ned til byen, dels til en mindre landsby og Kronehulen.

 

Mens Ulla er i pølen går jeg en tur ned til byen. Der en mange cykelrickshaw, som tilbyder et lift, men det er nu ikke nødvendigt.

Dalen udnyttes til rismarker og dyrkning af grøntsager. Risen er på forskellige stadier, så de små firkanter har deres forskellige farve og markerne er med eller uden vand på marken.

I selve byen er det gamle ved at forsvinde dvs træhusene rives ned, husene med soltørrede sten erstattes af beton med badeværelsesfliser.

Der er lidt turistboder, men ellers kan man gå uforstyrret rundt og nøjes med børnenes ’hello’.

Sidst på eftermiddagen vandrer vi bagom gennem en lille landsby med lave stengærder og gedebukke for at  komme op til indgangen til Kronehulen. Selv om der er ferie og har været mange turister i byen dagen igennem, er de nu draget af sted, så vi slipper for kø og sammenrend

En elevator fører os ned i dybet, derpå en kort vandretur, hvorefter vi køres i vogn gennem hulen, for endelig at blive ledt ombord i 12-mandsbåde, så vi kan sejle på den underjordiske ’flod’ og selv må sørge for at lyse op i mørket med de små lamper, der er i båden).

Jo da. Det er da ganske flot, men skæmmes af europæisk musac og dramatisk illuminerede gardiner og staglakitter - og -mitter.

Derfor var noget af det flotteste faktisk den sidste del af turen, da vi skal ud til den anden indgang. Her er ingen musac og drypstensformationerne er egentlig flottere.

Vel ude igen går vi ned langs floden  og må ganske vist atter opad for at gå bagvejen til vores hotel, henover rismarkerne og mellem de mange haver, hvor vi kunne se folk arbejde med at plante og vande. Det bliver lange arbejdsdage.

Vi er trods alt en pæn stor gruppe på de smalle stier. En mand der er på vej med to vandbøfler i tøjr kan ikke forhindre at den ene bliver så forskrækket, at den træder ved siden af stien og ender i vandingskanalen, så det ellers klare vand som bruges til (også) at rense grøntsager i bliver ret grumset.

Tilbage ved hotellet går der øl i den  vi er tørstige og der er en halv time til middag.

Ved middagen bliver der serveret 2 forskellige slags brændevin (af tekander). Den opbevares i store kobler, så man kan se, hvad den har trukket på – slanger og krybdyr, urter osv..

 

Derefter er der forestilling af 4-5 kvinder og lige så mange mænd fra lokalsamfundet. Der er opsat projektører, stolene fra restauranten sat ud på pladsen, og så bliver der sunget og danset.

Publikum inddrages til sidst i en dans mellem stolper, der rytmisk flyttes og ender med kædedans med alle gæsterne (det er stort set kun os danskere).

Og så sad vi ude i den lune stjerneaften - og de bar øl ind.

 

4. Okt. Yangshou - Månebjerget

Vi bor i små anneksbygninger og kl. 6.30 kommer der en og vækker os, men vi står nu ikke op, da vi først skal have morgenmad kl.8. Den er forsøgt gjort international – og det er ikke nogen stor succes, men den gode stemning kompenserer for det.

Der er ikke noget på programmet hele  formiddagen, og den bruger vi til at gå rundt nede i byen, ned til floden hvor vi pludselig kan konstatere myriader af skibe der kommer som perler på en snor for at komme til drypstenshulerne langs floden..

Her møder vi også første gang bambustømmerflåderne, bygget af 6-7 store bambus (15-20 cm i diameter) og formet, så man får en stævn.

De bruges til alt, herunder også til at sejle turister, som så sættes på et par stole fæstnet til flåden.

Der løber en rende oppe fra bjerget og gennem hele byen til floden, og den udnyttes maksimalt til rensning af fjerkræ, opbevaring af fisk til salg, rensning af grøntsager – og evt. vask.

Her må billederne hjælpe: isfugl

Kufferterne bringes til bussen af hotellets personale som transporterer det på en ladcykel. Da vi formentlig hver har kufferter med ca. 20 kg. Så er der noget at slæbe på.

 

Efter nogen parlementeren og telefonsamtaler med bussens ejer får guiden overbevist chaufføren om, at vi tager bjergvejen til Yangshou. Det har ikke været nemt, og man forstår det godt, når turen er kørt: bussen er stor og vejen hører absolut ikke til de bredeste.

Men det skal han have tak for, for det var ualmindelig flot, og gav os rejsens eneste ’fotostop’: et sted med rigtig flot udsigt ned til en sø og en landsby.

Hotel Yangshou Paradise(lavt gårdmiljø)

 

Lige udenfor hotellet starter turistgaden med alt, hvad der hører til at slag af akvareller, silke, T-shirts, pensler (til kaligrafi) og alskens souvenir i form af postkort, stempler mm.

 

Vi prøver at orientere os mellem skidt og kanel, men det eneste, det bliver til en silkeskjorte til mig.

Det forekommer så billigt, at vi helt glemmer at prutte. Andre deltagere i gruppen kan senere bekræfte, af man kan reducere prisen med ca. 2/3.

Senere erfarede vi også, at man skal vogte sig for efterligninger: I Kina er silke er ikke nødvendigvis silke, og kan kun afsløres hvis man brænder en tråd. Hvid røg = silke, sort røg = blandingsprodukt. (Vi har set det i praksis – men ikke afprøvet på erhvervelsen)

Syd for Jingbao-floden ligger der en klippe med et månerundt hul med en diameter på ca. 50 m. gennem klippen, som derfor hedder Månebjerget.

Vi skal se Månebjergeti solnedgangen..

Her er der en tradition for, at man ledsages af piger, som sælger kolde drikke og følger en op ad alle trapperne, så vi bliver formeligt overfaldet, da vi træder ud af bussen..

Månebjerget ca. 380 m.højt og der fører ca. 800 stejle trapper derop, så man kan godt få sved på panden af af opturen.

Solnedgangen er flot, også selv om jeg snyder for det sidste stykke til det øverste plateau (jeg synes, at stien blev lidt mere usikker end  jeg brød mig om).

Da vi kommer ned er det blevet mørkt, og da vi skal spise i landsbyen lige overfor hos en privat familie går vi gennem porten til landsbyen og ad snoede smalle veje med et par lommelygter.

Der er dækket op i husets gård, og der bliver serveret fortræffelig bondekost suppleret med prøver på mandens hjemmelavede brændevin, som bruges til at markere min fødselsdag med..

Familien har tjent pengene ved turismen, og ejer selv huset, som er  i 3 etager.

 

Vi har bestilt billetter til aftnens anden Liu SanJie-.forestilling og kommer lidt i tidnød, da der er Trafikkaos på grund af et eller andet ministerbesøg. Det medfører at vi kommer frem til parken samtidig med at første hold forlader parken – og vi kan ganske enkelt ikke komme frem med bussen men må stige ud og gå det sidste stykke.

Det foregår i en stor park – så der er et stykke at gå til vi kommer til amfiteaterets betonsiddepladser.

Stykket er baseret på en kinesisk musical fra 1961 om en oprørsk sangerinde, som hjælper lokale bønder mod deres herremand, med kidnapning og spektakulære oprør. Show har 500 optrædende og er  instrueret af en fransk filminstruktør.

Her var farver, sang,  bambusflåder, overraskende formationer der dukker op ’out of nowhere’ , beklædning med indbygget lys osv.

Mest betagende var dog nok, at det er naturen, der er hovedkulissen med de belyste, naturlige karstbjerge, som omgiver parken.

Efter forestillingen kommer en del af statisterne vores vej forbi, så vi kan beundre deres flotte, nationale brystsmykker.

Så det blev en god afslutning på min fødselsdag.

 

5. Okt. Cykeltur mellem søjlebjerge

Vi starter dagen med atter at tage ud til udskibningsstedet for at sejle på Lie. Det er en ’rutebil, så der kommer mange mennesker med deres pakkenelliker som skal til markedet.

 

Egentlig skulle vi først have været af sted om eftermiddagen, men der er forlydender om, at myndighederne vil gribe ind overfor den form for privatisme og forbeholde turistture til større både.

Floden har en del aktivitet, bl.a. mange både som samler søgræs til vandbøflerne, så bambusflåderne er på synkepunktet..

 

Der er flere både der fungerer som busser og derfor mærket med et nummer, så man kan se, hvilken ’linie’ det rejer sig om. og bringer folk med deres varer til markedet

Nogle steder er der meget lidt vanddybde og store grusbanker, men der styres behændigt udenom forhindringerne.

Karstbjergene fungerer som kulisser bag bambusbræmmen, og ind i mellem er der ganske høje klinter..

Vi lægger til ved en landsby, hvor vi kan få et indtryk af livet på landet. Der hersker fred og ro.

Da vi går land næste gang er det på den sydlige side af floden et sted, hvor den er en pontonbro af brædder over floden, hvor bådene kan passere, så her er strømmen åbenbart normalt ikke så stærk.

Hertil er cyklerne i mellemtiden blevet kørt i et par små lastvogne, og vi får udleveret de cykler, vi har bestilt: mountainbike eller konecykler.

Så bliver der ellers kontrolleret og rettet saddelhøjde.

Landingsstedet hører til en spændende landsby, hvor der er fest med store trommer og bækken. Om det nu er på grund af ferie eller fordi der skal fejres noget er ikke godt at vide.

Vi stopper op og besøger en familie som laver risbrændevin: Risen koges i store gruekedler, lægges ud på en speciel måde på gulvet for derefter at blive fyldt i krukker, hvor det så gærer.

Slutprodukter opbevares i meterhøje krukker, hvorfra en halv liter kan erhverves for 5 Yuan, påfyldt en plasticflaske.

Det smager såmænd ganske udmærket, så der røg en flaske i rygsækken..

Ellers er landsbylivet som vi nu synes det er naturligt: der er boder, marked med slagter og fisk i baljer, folk der spiller og sidder og snakker, bl.a. en ældre mand med skæg og lang pibe, som jeg hilser pænt på, mens damerne opsøger et lokalt toilet.

Så går det ellers derud af. Jeg har ikke kørt ret langt før min kæde knækker, så jeg må afvente cykelreparatørerne som heldigvis har en ny mountainbike med på ladet.

Jeg kan jo ikke påstå, at jeg er nogen rutineret cykelrytter, så jeg kæmper lidt med at finde de rigtige gear, og senere går kæden af, så jeg kommer noget bagud.

Skal jeg være ærlig, kommer jeg til sidst sammen med Ulla, som jeg indhenter. Hun er gået op ad de fleste bakker for ikke at belaste knæet for meget med den noget tunge damecykel, hun har valgt.

Men i øvrigt klarede alle turen, selv de ældste overhalede Ulla – uanset hans videostop.

Men turen er flot. Solen skinner og søjebjergene omgiver os på alle sider, og man kan i ro og mag studere bevoksning og de mange huler, der er i bjergene.

Der er folk ude på rismarkerne, hvor der høstes, og hvor vi kan se deres maskiner i brug (hvad gør den egentligt??)

Trafik er der ikke meget af: en motorcykel, lokale på cykel, små 3 hjulede biler, så det er ret afslappende.

Der er naturligvis små samfund undervejs med små markeder, og folk må komme langvejs fra.

De er ved at udbedre vejen, og her arbejdes med hakke og skovl: først sten (skærver) i hullerne, så småsten, og derpå  grus ovenpå tjærelaget.

Af praktiske grunde er der etableret et tjærekogeri på vejen, så det ikke skal transporteres så langt..

Der er ikke meget dyreliv, men ind imellem kommer der nogle af de store, flotte sommerfugle.

Der er ingen video fra turen, for apparatet ligger i rygsækken, men jeg gør nogle korte stop hvor jeg kan trække det digitale kamera frem, og berolige servicefolkene, som tror det værste og bliver  nervøse hver gang.

Vi kommer dog frem i god tid til frokosten over for hotellet

Om eftermiddagen har vi fri  og jeg var overbevist om, at man fra enden af turistgaden nede ved floden kunne se op ad floden, som havde set ret spændende ud, da vi køret over med bussen.

Det kunne man ikke på grund af flodens slyngning og bebyggelse, så vi tager hurtigt en sidegade og  tager turen gennem den lokale markedsgade med grønt og slagtervarer.

Vi må også notere os, at vi passerer et supermarked – men det bliver varerne jo ikke friskere af.

 

Så står der skarvfiskeri på programmet, og ved 18.30-tiden kører vi atter ud til udskibningsstedet..

Frygten for et turistteater bliver gjort til skamme: det er den samme fisker og hans kone,  som sejlede os ud om morgnen, som skal demonstrere fiskeriet, og samtidig drager en båd med skarvfiskeren af sted.

Fiskeren har hverken den kendte pyramidehat eller traditionelle påklædning, men gummistøvler og praktisk tøj.

De to både sejler parallelt, så vi kan se skarvfuglene dykke i vandet og der er myriader af insekter, der bolter sig i lyset fra båden. En flok skarv på 7-8 stykker svømmer foran skibet og dykker strømlinet og hurtigt ned og fanger deres fisk.

Ringen om halsen forhindrer dem i at sluge fisken, så når fiskeren mener at halsen er fyldt trækker han skarven ind med sin stang (der er en efterhængende snor på dem) får den op på stangen, og tømmer den så for dens fangst.

Det tog ved en god time, og så var der anledning til at se nærmere på manden en 2 år gammel skav (og holde den)

Fangsten fik vi med os, og den kom senere til at indgå i aftnens menu som friturestegte små fisk.

Video fra fisketuren ligger på Youtube.

Det var aftnen, hvor vi skulle smage slange, og vi så den blive slagtet og blod og galde hældt fra.

Slangen fik vi delt kogt med grøntsager, en slangesuppe, blod og galde i hver sin snaps.

Slangen smager ikke af meget - mest som høne eller kanin (Ulla siger ål)  - og snapsens særpræg overstyrede smagen af blod eller galde.

 

6. Okt. Shanghai

I dag er det rejsedag: Vækning 5.45, kufferter ud 6.30, morgenmad og så af sted kl. 7.15 mod Guilin og fly 4323 (Boeing 737-300) mod Shanghai.

På vejen ind gør vi et kort hold ved en landsby der laver møbler og meget andet af bambus.

Det sædvanlige blandede trafikmylder med cykler, kærrer, alle slags biler efterhånden som dagen skrider frem.

Der bæres utrolig meget på åg.

 

Risstråtoppe på rismarkerne bruges til dyrke svampe på. Eller til foder.

 

De sidder på hug og små skamler.

 

Det passer meget fint med tiden, så vi får stort set ingen ventetid i lufthavnen - 10 min. fra securitycheck til boarding.

 

Ulla har atter fået vinduesplads - men i dag er det overskyet og en del turbulens, så der er ikke meget af se på de ca. 1100 km. der er fra Guilin til Shanghai

 

Vel ude af lufthavnen kører direkte til den højeste bygning i Kina og med sine 421 m. den fjerde højeste i verden, Jin Mao Tower. Egentlig skulle det være tv-tårnet, men her slipper vi for at stå i kø.

En af de to lynhurtige elevatorer fører os op på 88. etage på 45 sekunder, hvor der er udsigt 360 grader rundt (og plads til 1000 mennesker)..

Bygningen rummer bl.a. ”Grand Hyatt Shanghai”-hotel

Bortset fra disen er det jo en imponerende udsigt, der er den ene skyskraber ved siden af den anden, men ind imellem er der alligevel blevet plads til mindre boligområder med 4-5-etages blokke og en del grønt, så Shanghai virker ikke trykkende indelukket.

Det var her vi første gang gjorde bekendtskab med flokke af Rolex-sælgere.

Derfra til Hotellet Shanghai Mansion, som er en overraskelse. Fra 1937, liggende lige nord for The Bundmed Wusong- flodens udmunding i Huangpu (som ca. 30 km. løber sammen med Yangtse, som udmunder ved Shanghai).

I sine velmagtsdage har det været et hotel med lejligheder og vi får en hjørnesuite med stue og  soveværelse, to tv og udsigt både mod syd og vest.

Her har vi direkte udsigt ned på de mange pramme, den russiske ambassade, det gamle posthus, broen med dragerne og ned langs The Bund, som er den gamle havnefront hvor der stadig er ca 50 gamle ’europæiske’ bygninger.

Jadetemplet bliver udskiftet med en tur på Byudstilling(Shanghai Urban Planning Centre), hvor der er en gigantisk modelby med alt, der er højere end 6 m. – både det nuværende og det planlagte.

Der er historiske billeder og promovering af Shanghais visioner som verdens finansielle centrum.

Her vises også eksempler på nogle af de produkter, de er stolte af som f.eks. det nye hurtigtog.

Inden middagen er vi lige et par stykker, der skal ud at sondere terrænet, og går en tur bag hotellet i de små gyder med gamle huse.

Selv om vi er i centrum af en storby, er der ingen tvivl om, at det ikke er hver dag, der kommer turister her. Vi køber drikkevarer hos en lokal handlende.

 

Vi spiser på hotellet. Resaturanten er så stor, at der godt kan være et stort bryllupsselskab i den ene halvdel, og det er jo altid interessant at sidde og være tilskuer.

 

Efter maden er det spørgsmålet, om vi kan komme op på tagterrassen for at se ud over byens lys. Men der er en etage udlejet til bryllupsfesten, som vi ikke kan passere. Guiden har en forestilling om, at vi kan komme derop ad en bagtrappe, men projektet opgives.

I stedet mødes vi for at se udsigten fra Jytte og Bents rum, og ender op hos os med et par flasker og får os en god hyggesnak..

 

7. Okt Havnerundfart – basar – silke - museum

Selv om der egentlig ikke er så langt kører vi i bus ned til The Bund, hvorfra vi skal starte vores sejltur på floden.

Der er mange turbåde, så de ligger uden på hinanden, og vi skal gå gennem to andre både for at komme med vores.

Desværre er det meget diset, så sigtbarheden er meget begrænset, og selv om det ikke skulle være usædvanligt, er det jo ærgerligt.

Havnen i alt ca 130 km, så vi ser kun lidt inderhavnen, hvor der er heftig trafik af ikke mindst mange pramme - med grøntsager på taget.

 

Bredfyldt lastede så der er ikke langt til rælingen

Eksempler på bugserbåde med lange slæb af pramme.

Xheck video?

Med den tætte trafik må der jo være nogle spilleregler og vi ser et godt eksempel på dårlig opførsel, da en turbåd lægger fra samtidig med at en slæbebåd med 3-4 pramme er ved at passere. Det får skipper til at sætte farten op og så sejle ind foran turbåden og dermed stopper den.

 

I den gamle bydel ligger Yuyuan-basarområdet, hvor vi skal på marked.

En af attraktionerne er et af Kinas mest berømte thehuse, Huxinting fra 1784. Det ligger midt i en lille sø (navnet betyder ’midt-i-søen-pavillion), og omkring ligger en travl og turistet basar med masser af forretninger, myriader af mennesker, fordi det er deres sidste feriedag

Der er også Yuyans have fra det 16. årh., men vi vælger at se på forretninger.

Der er et torv, hvor man demonstrerer gammelt (egns)håndværk, og det er faktisk ganske spændende.

Her køber Ulla en hel del flotte 'silke'punge og -tasker

Vi glemmer atter at prutte, for faktisk er det jo ganske billigt.

En vifte udskåret i sandratræ prissat til 188 Ұ ender med at gå for 60.

Ulla falder for en blå og hvid batikvest, som er en farvemetode (blue caloco dvs. indigo) som går tilbage til Tang-dynastiet. Håndværket er knyttet til Nantong.

Her demonstreres også håndlavet papir i lange baner, fremstilling af pensler, papirklip af profiler, der laves stempler og der sågar en, der laver træbuster efter siddende model!

Frokosten indtages på 4 sal i et stormagasin (alle restauranter synes at have ubegrænset kapacitet), så på vejen op kommer vi meget behændigt gennem afdelinger med kinesisk ’handicraft’.

 

Trafik: betjent ikke gode til at dirigere, hjælpere med fløjter.

Eftermiddagen er til egen disposition, så efter at have læsset af på hotellet, er der en gruppe inkl. Christian der drager til 'Silk King’ for at købe stof.

Undervejs på broen møder vi en ung kvinde med to kurve frugt på et bambus åg – og jeg skal lige mærke, hvad det vejer. Det er faktisk tungt, - og det koster køb af nogle importerede søde frugter.

Silk King’ Den ligger på en sidegade til The Bund  og er en velrenommeret forretning med et stort udvalg af silkestoffer (og cashmere) til alle priser. Ulla hjælper guiden til silke han kan få syet hos sin vietnamesiske skrædder, men får dog også selv købt tre forskellige silkestoffer.

Da jeg har set udvalget,  og at der kan regnes på gammeldags kugleramme, drager jeg på Shanghai Museum i en taxa og bruger ca 1 1!2 time på at se gammelt bronze (skulpturer, våben, husgeråd, klokker), lertøj og porcelæn, skulptursamling, maleri, jade, møbler, minoritets dragter mm. Et fantastisk flot og velordnet museum med mange spændende sager.

Om aftnen spises i centrum og der køres til akrobatshow med akrobater, jonglører, og motorcykler i 'dødsdrome. ?? Uddybes jfr video

Mødes på vores værelse for at drøfte dages forløb.

8. Okt.  Den store kanal (Tongli, Suzchou)

Kører fra hotellet ad motorveje

Her røde teglsten

Mange kanaler med sluser.

Krabber og rejer

 

Der er plantet mange træer i vejkanten.

Zhouandong er udskibning for sejlads på kanalen ind til Tongli.

Tongli

Gammel by med smalle gader og en del turister - vi var dog ikke specielt ramt. Noget af det første vi møder er en stor klasse af unge mennesker med deres malerkasser og staffelier.

Det hænger selvfølgelig sammen med, at Tongli ikke mindst er en malerisk kanalby med masser af broer, som er flere hundrede år gamle og hver har sit navn

 

Frokostrestauranten har en afdeling, hvor der er et specialbygget bord, der passer til lokalet og som giver plads til 20 personer.

Vi besøger en embedsmands hus med tilhørende have.

Her holder en storartet papirklipper til, og han får faktisk solgt ganske godt - også til os.

De fleste tager med på kanalrundfart i nogle fladbundede både, der vrikkes frem med åren. Undervejs genser vi de unge mennesker med deres staffelier, malende de pæne motiver langs kanalerne og deres broer.

På torvet - hvor der også er en tribune - er der stadig mange blomster og bannere efter nationaldagen.

 

Derefter kan vi selv slentre rundt på egen hånd, og vi går lnags kanalerne, gennem gamle beboelseskvarter, og til slut gennem turistgaderne. Det er en gade med meget gamle huse med oprindelse fra Ming-tiden.

Her falder vi for en ung pige, der sidder og maler et par små flakoner (snusflasker) på indersiden med en ganske lille bøjet pensel..

Det er en kunstart, der først er opstået i 1816 af kunstneren Ganhen

Også her kan man ikke være sikker på, at en snusflaske er en snusflaske: den kan være af almindelig glas (lettere) eller der kan være lagt et færdigt billede ind, men prisen burde afsløre det.

De ’rigtige’ går gennem en langvarig proces både indvendig (ru) og udvendig (glat og skinnende), og en dygtig kunstner bør være i stand til at skrive ens navn med små bogstaver.

Så går turen med bus de næste 20 km. til Suzchou, som dækker et område med ca. 6 mio mennesker og en masse højteknologisk industri.

Hotellet hedder Suzhou Guanyun hotel på vores hotelliste, men Glamor Hotel (ikke Glamour!) på stenen ved indkørslen - har fået helt nye bygninger - receptionen var her ikke for en måned siden. Værelset  er ganske pænt, men vi mangler vores spændende udsigt fra Shanghai.

Middagen indtages på hotellet, og derefter aftenforestilling i ’Fiskerens have'

Haven er smukt illumineret og her spilles 7-8 tableauer i de forskellige rum ( en komedie og ellers kinesisk sang og musik) ???

 

Efter at være kommet hjem prøve at få styr på nogle af indtrykkene, dvs. få skrevet lidt dagbog og gjort status over billedproduktionen: efter 10 dage er der taget 596 billeder og 6 timers film.

Restlager af film: 7, men nu er der efterhånden ved at være en række gentagelser.

9. Oktober Fiskerens have Silkespinderi

Busstoppesteder

Bonsai i midterrabatten

 

Vi vender tilbage til Fiskerens have, som er den mindste af de haver, der er i Suzchou., og med en historie, der går 1000 år tilbage til Song dynastiet. .

Christian er god til at åbne vores øjne for princippet i en kinesisk have: der skal hele tiden være noget uventet, noget man ikke kan se og så illusionsnumre med øjenbedrag i form af udkik gennem vinduer som virker som malerier, klipper og vand, der ?? får det hele til at se større ud end det egentlig er. Og så er der ro og plads til afslapning(?)

Køb af papirklip og en bog om haven.

Besøg på silkespinderi

Kina og silken har været knyttet til hinanden. Ikke bare som silkevejen, men første gang Kina omtales i vesten er som Cerae efter det romerske ord for silke, Ceres.

Her ser vi larverne spise sig store og fede i morbærblade, silkekokonnerne blødes først op i kogende vand ca ½ time for at man kan finde starten på tråden.

I spinderiet bliver 7 tynde tråde spundet sammen til én silketråd.

Herfra kan silken gå til farvning og vævning.

Det man ikke kan spinde tråde af bruger man til at lave ’quilt’ (ligner en vat-hue) af. Ved hjælp af fire stærke damer med håndelag kan man strække basismaterialet ud og af flere lag producere silkedyner.

At der faktisk ud over håndelaget skulle bruges kræfter blev dokumenteret af de danske kvindehold, som blev udfordret.

Tilstødende meget  stor og velassorteret forretning med færdigsyet tøj der ikke er alt for spraglet. Når vi nu er her – og det med sikkerhed er ægte silke, køber vi skjorter, bluse og bukser.

Ellers ser vi ikke meget til den højtbesungne kanalby, som vi har glædet os så meget til. Byen er moderniseret og moderne højhuse skyder op alle vegne.

Der er en endnu bevaret stump bymur, som nu er blevet en del af en velfriseret park.

I den står Det nordlige tempels pagode, som er 8-kantet og med 9 etager (det skal være et ulige tal). Det har de traditionelle udskæringer og malede motiver, men ellers fortsætter vi ad nyanlagte flisegange til byporten.

Selve byporten er konstrueret sådan at den har beskyttet for adgang  både når man kom ad kanalen og ad vejen . Check video?

Så har vi egentlig fri, men da Christian har talt om at gå på blomstermarked er vi en lille flok, der synes at det ku’ være meget sjovt at se.

Christian mener at det ligger tæt ved, checker på kortet uden at finde det og må spørge sig for. Der er lige så mange svar, som han spørger personer, så det ender op i at vi tager i taxa.

Det var nu også meget godt, for der var faktisk en god køretur dertil.

Det er ganske rigtigt et plantemarked, med løg (vi køber lotusløg med hjem), bonsai, potteplanter osv.

I de faste forretninger er her flere stenhuggere, hvor man bearbejder sten -  får det til at ligne noget, laver en opsats – og så har man dekorationen til sit hus eller have. Efter at have været i de kinesiske haver, kan vi se, hvor meget det betyder for kineserne, ja der er masser af sten i parker og i grønne anlæg langs vejene.

Vi skal besøge en af dem, og her er der udstilling i flere etager - og som stensamlere ender det med at vi køber en lille, hullet kalksten med opsats. Den vil kunne minde os om alle de store kalksten vi har set i haver og parker på vores tur.

For at illustrere betydningen kan det nævnes, at forretningen havde et decideret farvetrykt katalog.

I umiddelbar nærhed er der også et dyremarked med hunde, katte, fugle, fisk.

Vi får stoppet nogle taxi og i en forrygende oplevelse bliver vi kørt gennem den kinesiske eftermiddagstrafik tilbage til hotellet.

Dermed er vi jo ikke færdige, for vi skal jo også have inspiceret  den nærliggende markedsgade, hvor der er rigtig meget  lokalkolorit. ?? check video

Vi er en gruppe, der får en øl på et lokalt værtshus. Jeg glemmer min sten på et andet bord, men da jeg vender tilbage, har de helt styr på det, og den ligger parat til mig

Spisning i lokalt, men stort cafeteria uden turister.

Samvær på værelset.

 

10. Oktober  Cashmere – Victoria Prince

Vækning kl. 6, afgang 7.20 hvor vi skal af sted til banegården for at tage med eksprestoget på bløde sæder til Shanghai

Jernbanerejser er i Kina som alle andre steder lidt at se bagsiden af verden, men turen gennem vådområder med dets kanaler og grønne småhaver er rigtig spændende.

 

Selv om det er søndag er der et menneskemylder på banegårdspladsen, hvor  Shanghai-guiden dukker op igen, for at udfylde tiden til vi skal videre med fly.

 

Vi kører til en cashmere-fabrik, og det er ikke noget under at cashmere er dyrt. Der bliver årligt 50 g uld pr. får, dvs. at 6 får giver til en trøje.

Vi ser lidt demonstration inden vi kommer til det obligatoriske salgsafdeling. Ulla prøver en rigtig pæn bluse, men den tilhørende cardigan er ikke den rigtige størrelse - og prisen er lidt høj så det bliver der ikke noget ud af.

Fabrikken har stort rykind af turister og driver en pæn stor restaurant med Mongolian barbeque på fabrikken. Det har vi ikke prøvet før, og det er da noget af en oplevelse at se kokkene forvandle ens store portion af kød og grøntsager til en lille velsmagende portion ved at håndtere det på en stor opvarmet plade..

Taget i betragtning at vi befinder os i en lufthavn til en millionby, er hverken den eller antallet af flyvninger imponerende. Vores fly dukker ikke op, og vi får en forsinkelse på 1½ time. Tiden udnyttes til at læse lidt og til at sende lidt SMS hjem.

 

Det har vist sig, at vi alligevel ikke skal til Wuhan, men derimod til Yichang, som ligger en del længere vest på, og dermed slipper vi for en køretur, da det viser sig, at båden lægger ud fra Yichang.

Spiser på restaurant i Yichang (den trippende pige med det glade smil)

???

Det er blevet mørkt da vi kører til båden. Skibet ligger og ligner et krydstogtskib, og til vores store overraskelse bliver vi modtaget af skibets husorkester (!), som dog godt kunne bruge lidt flere undervisningstimer, men det er jo tanken der tæller.

 

Skibet hedder Victoria Prince, og det er absolut første klasses, selv om vi indkvarteres på nederste dæk. Vi har stadig kahyt med egen balkon.

Victoria Prince er et luksuriøst skib i 4 etager, 109 besætningsmedlemmer (normeret til 121) og 130 passagerer (af 206 mulige). Selskabet ejes af en amerikansk kineser, og har yderligere fem tilsvarende skibe.

Vores skib er ombygget i 2004, så det var pænt. Man gør meget for at leve op til amerikanernes forventning til et ’cruise’.

Velkomst med præsentation af ledelsen.

I det daglige er der et dagligt program (med ret til ændringer, da det er vind og vejr – og nogle myndigheder langs floden, der bestemmer, hvad man kan gøre hvornår).

Om morgnen kan man lære og udøve TaiChi.

Der er daglige foredrag om kinesisk natur og kultur – f.eks. kan man lære kinesisk på en time (!).

Under sejladsen gennem kløfterne er der en ’turguide’, der via højttalersystemet (virker også udenfor) fortæller, hvad vi ser.

Yangtse Club’ er en stor bar med dansegulv, der er fitnessrum, frisørsalon, spillelokale med mahjong (et dominolignende spil) og kort (som blev flittigt brugt) og en tv-stue/bibliotek.

Satellit tv

De medsejlende kunstnere har salgsudstillinger, og man kan se dem arbejde. Der er naturligvis også mulighed for at købe vindjakker, T-shirts osv.

 

Ud over os 23 er der yderligere et hold på 8 danskere fra Kuoni, og så alle de andre fra hele verden.

 

11. Oktober De tre kløfters dæmning

Ulla står tidligt op og får gratis the kl.6.

Skibet er lagt fra kaj ca 6, og vi skal sejle op ad floden.

Vi når en første sluse til tiden 6.45 ved Gezhouba dæmningen, 2615 m bred og 47 m dyb. Der er blot en enkelt sluse, vi skal igennem.

Efter morgenbuffet’en er vi næsten fremme ved Sandouping, inde i Xiling-kløften hvor vi lægger til. Som alle vegne hvor turister kommer i flok,  overfaldes man af folk, der vil sælge bøger, fløjter, postkort.

Vi kører i bus sammen med de andre danskere med både vores egen og en lokal guide til De tre kløfters dæmning.

Vi starter med at se den fra en park i flodniveau, og den er stor men den måde den er bygget på gør, at den ikke umiddelbar er så imponerende som Itaipu (Brasilien).

Når den er færdig i 2009, vil anlægget med sine 26 turbiner og 23035 m lang, 185 m høj være verdens største og den vil kunne levere strøm til halvdelen af Kina.

Prisen ud over byggeriet er flytningen af 1.5 mio. mennesker, tab af ejendomme og frugtbar jord. Og historiske mindesmærker

 

Turen fortsætter og til et højdepunkt, hvor der er en model og godt overblik over både dæmning og sluser.

Sluserne er store Der er fem sluser, og det tager ca 3 timer at blive løftet de ca. 155 meter.

Der skal også laves en bådelevator, men den er ikke færdig og her har man måttet bede Siemens om hjælp.

På højden var her 28.000 arbejdere, og de mange murstensboliger, som ligger i området, er nu planlagt nedrevet for at give plads for hoteller og nye huse fordi kineserne forventer sig en stor turisme til dæmningen.

Tilbage på skibet skal vi nu gennem sluserne, og det er fascinerende at se, hvor hurtigt man kan fylde et slusekammer.

De tre timer bruger jeg til at lede efter min lommekniv og genopfriske Kinabogen.

Vel igennem sejler gennem bjergrigt landskab med dybe kløfter og meget stejle sider ned smalle terrasser, hvor det er muligt.

Vi lægger ind et ekstra sted, fordi en eller anden ViP skal komme (holde inspektion eller evaluere selskabets standard).

Han bliver også modtaget med hornmusik – men er ikke mere VIP end at han spiser sammen med os andre og deltager i de efterfølgende udflugter..

Mange steder er der mærker på bjergsiden, som angiver, hvortil vandet vil komme til at gå.

Monument flyttet i sikkerhed (en obelisk-sag)

Ved 16-tiden 0g en times forsinkelse i forbindelse med slusen når vi Xilling slugten, som er smal og farlig.? Rigtigt? Måske snarere heksekløften Wu Xia?

 

Desværre falder mørket på, så det bliver vanskeligt både at se og at fotografere.

Bjergene står også i dis, hvad de egentlig har gjort hele dagen selv om solen har skinnet ganske meget.

Det er et kuldistrikt, så der sejler rigtig mange pramme med kul.

Trafikken på floden – en enkelt junke

 

Kaptajnen holder reception med pindemadder og tager runden for at hilse på alle passagerne. Men vi blive ikke snydt for vores måltid, og så er der serveret spisning - stadig ved runde borde, og retterne stillet på den roterende plade, men der er kun kniv og gaffel.

Med samme times forsinkelse stopper vi op for natten i Badong, som ikke ser ud af noget på kortet, men som viser sig at være en halvstor by. Måske er den vokset så meget, fordi man har skullet genhuse nogle af de mange, der er nødt til at flytte.

Om aftnen laver medarbejdere fra skibets besætning 'fashion show' hvor de viser eksempler stilarter på tidligere tiders rober - og noget af det ny, man kan købe i kiosken.

Forklaring/brochure?

 

12. Oktober De tre små kløfter

Skibet lægger fra allerede 6.30, hvor det går ind i den næstsidste kløft, Wu Gorge, så vi er atter tidligt oppe.

Det er mørkt og diset, da vi starter ind mellem de høje bjerge, men efterhånden som solen stiger op og får magt, er det endnu engang en fantastisk sejltur.

Morgenmaden er af samme grund udskudt til 8.30, hvor vi er kommet gennem kløften.

 

Vi kommer til Wushanca. 9.30, hvor vi bliver omladet til en mindre båd, der dog er stor nok til at alle danskerne..

Båden skal føre os ind ad Daning floden til De 3 små kløfter.

Oplevelsen her er noget anderledes, og med strålende sol er der lagt op til en flot tur.

Den er som Yangtse har været: meget smalle og med meget stejle bjergsider.

De vil stort set være oversvømmet når vandstanden når det højeste.

Her er vandet grønt i modsætning til den brune Yangtse.

Her er de hængende kister, som er egetræskister som Ba-folket i bronzealderen har placeret i små sprækker på bjergsiderne

her er aber.

Her er resterne af pælestierne, som bestod i, at man havde sat pæle vandret ind i de stejle bjergsider for derefter at lægge planker på. Bambusstokene ca 100 km

Stalaktitter hænger frit ned fra de stejle bjergsider hvor de er overhængende

Her kan man se de ødelagte byer, stier, der ikke længere hænger sammen, huse der skal nedrives inden længe, marker der gror til, fordi stiforbindelserne er afbrudt.

 

geder

Og så nyere huse, som er bygget i sikkerhed.

Mange markstykker er ikke med terrasser trods skråningen.

Regeringen har bestemt, at der ikke nå dyrkes på arealer der skråner mere end en bestemt %, og at der i stedet skal plantes træer. De tror det vil få flere turister til!

Her er øer som ikke tidligere var øer, og toppe som snart vil være totalt oversvømmet.

Aber

 

Det er en rigtig god tur, og solen skinner fra en skyfri himmel,

Tilbage til frokost og efterfølgende hører jeg drageeksperten fra skibet vise og fortælle en udenads lektie om dragetraditioner.

Han hedder Zinger Zenger og han er femte generation af dragefremstillere, og med i hans udstilling er drager konstrueret og malet af hans far og bedstefar.

Han viser både store og små drager lavet med bambusskelet og bemalet silke. Nogle dragetyper er naturligvis mere populære end andre, men de har næsten altid relation til myter og hvad ting står for /betyder

Ved 15-tiden når vi den sidste, smalleste og med sine 8 km. korteste kløft, Qutanggorge (Blæsebælgskløften). Den gennemsejles på ca. 1/2 time.

 

Daxi village?

 

På grund af ViP'en får vi mulighed for en ekstra tur - mod ekstra betaling.

Skibet ankrer op ude på floden ud for Fengjie og vi bliver afhentet i en mindre båd for at blive sejlet til Baidicheng (White emperor city). Her kan man se tilbage ind i Yangtse, hvor de tre kløfter starter, og det er faktisk det motiv, der er afbilledet på 10 yan-sedlen.

Templet Baida Miao ligger på en klippetop, og allerede nu er vandet steget så meget at den hidtidige bro er sprængt væk, og landingspladsen ligger højt oppe.

Der er lift til toppen.

En del af anlægget er mere end 500 år gammelt, mens andet er renoveret, bl.a. Har kulturrevolutionen ødelagt meget her er figurer af Shu’s generaler, hvis bedrifter er klassiske i Kina

Ulla får vasket.

Kulbyen med de forskellige lasteprincipper

Forurenende cementfabrik

Kabaret om aftnen atter med besætningen som hovedkræfter.

 

13. Okt. Pagodetrappetårn i Shibaozhai

i dag kan vi sove længe.

Skibet har lagt til en gang i nat ved Shibaozhai (Stenskatfæstningen), og der er først morgenmad kl. 7.30.

En time efter vader vi gennem et andet krydstogtskib i køkkenniveau godt garderet med personale fra vores skib på strategiske punkter, så vi kommer den rette vej ud til land.

Interessant at se forskellen på de to skibes interne afdelinger – og tilfredshed med, at vores har den standard, det har..

Her er hele strækningen op til det tempel, vi skal se, besat af boder der sælger souvenir af alle slags, men klart dårligere kvalitet end vi ellers har set.

For at komme op til det hvide Tianzi-templet på toppen (Jade Seal Hill) har man lavet 'den røde pagode' - et 12-etagers og 56 m højt trappetårn, hvor der ikke er brugt et eneste søm.

CHECK beskrivelsesbladet fra Victoria Cruise

Oprindelig (indtil 1819) var den eneste adgang ved at bruge nogle jernkæder, der var fæstnet til klippen.

Som tidligere er der en konflikt mellem hvad der er gammelt og hvad der er nyt - og det meste er nyt fordi man har ødelagt det originale under kulturrevolutionen.

Ifølge legenden var der et lille hul i tempelmuren, hvorigennem der dryppede ris nok til at mætte munkene (deraf navnet Stenskat fæstningen). Da man grådigt gjorde hullet større, løb skatten tør (!)

 

Duck-hole

Rice hole

 

Vandet vil stige lagt op over den gule indgangsport, så der skal bygges en dæmning rundt om bygningerne.

 

De sidste 3 etager er sat på i 1950'erne, og der er kun plads til 6-7 stykker ad gangen, men da vi ikke kan se noget som helst pga. dis er det ligesom lige meget, men Ulla var dog deroppe..

Med stolthed kan guiden berette, at vi netop her kan se, hvor de tre køfter begynder/slutter og demonstrere, at motivet er gengivet på 10Y-sedlen. Da skibet sejler videre er det kun når det sejler tæt ved bredden, at man kan se noget, da der er tæt dis, som reducerer sigtbarheden til ca. 100 m., så det er heldigt at det er på vores slap-af-dag.

Vi overværer en præsentation af kinesisk akvarelmaling, hvor kunstneren der er med på skibet i løbet af 15-20 minutter fremstiller et traditionelt kinesisk bjerglandskab.

Det er fantastisk at se, hvorledes bjergene og deres skygger, træer og fugle tager form med mere eller mindre fortyndet tusch.

Og Li Jianer god – og vi ser ikke senere på turen noget der kan måle sig med hans arbejde. Så der er forskel.

Eks. Fra video eller hans brochure

Efter frokost kan man blive fotograferet i kejserdragter - hvilket vi afstår fra, og ellers få et besøg på broen.

Det ligner den forestilling man har om broen som arbejdsplads med radar og sonar og 3 mand på broen. Der er lidt mere brug af kikkert på grund af sejlforholdene og den tætte trafik, og skibet skal holde kontakt med de myndigheder, der overvåger trafikken og hvis bygninger vi ser med mellemrum oppe på bjergsiderne.

Vi glemmer helt at ’cruise director’ Kevin Hart (egentlig canadier) har et indlæg om Kina set med en herboende udlænding, så vi hører kun  det sidste. Han er kinesisk gift og har en pige

Der er 'farewell banquet' - og afregning for hvad vi har drukket undervejs til måltiderne.

Vi vil ankre op i Chongqing, men blive på skibet og sove.

14. Okt. Chongqing – perler - panda

 

Ved 4-tidenlægger skibet til Chongqing(det hører jeg dog ikke).

Vi er opfordret til at yde et ganske betydeligt beløb (330Y pr. person) som drikkepenge som deles blandt besætningen. Vi vælger et - synes vi – mere realistisk beløb, og vælger så at give vores egne bordtjenere et fortjent beløb direkte.

 

Floden har god fart på, hvilket man kan se af videoen.

Ved 7-tiden begynder det at regne så meget at vi må have jakkerne frem.

Kufferterne bares i land af løsarbejdere, som tager en kuffert på hver ende af en bambusstang.

Fordi det regner kappes man om at holde paraplyer over os og passe på at vi ikke skrider på den interimistiske (flydene) landgang.

Hele to mand hanker op i mig, og det koster naturligvis ved afleveringen ved bussen.

Bussen viser sig slet ikke at kunne rumme vores bagage. Vi får det meste med, mens resten transporteres separat. Et forsøg på at skaffe en større bus mislykkes, men på et senere tidspunkt tømmer de også bussen for dens kufferter og sender dem i forvejen til Dazu.

 

Chongqing er opført på et stejlt bjerg ud til floden, Vi kører op ad de stejle gader. Derfor ikke det traditionelle gittermønster i gadeplanlægningen

ingen cykler, fordi det er forbudt fordi gaderne er for smalle.

en stor by med 33 mio i kommunen.

Byen kendt for at være indhyllet i tåge, men også for smog og forurening

Vi kører op til en 50'er-bygning lavet i gammel stil, og som nu rummer det lokale koncerthus.

Nedenfor ligger en ny folkets torv, hvor man har revet det gamle ned.

Vi går på grønt- og ferskvaremarked med Christian som vidende guide, som prøver at relatere det vi ser til de retter vi har fået..

 

Derfra til en forretning, som bl.a. sælger ferskvandsperler.

Vi skal jo vide noget, og ham der skal underholde os, forbløffer ved at kunne stort set alle væsentlige danske fodboldspillere).

Der bliver åbnet en musling, og gættet på indholdet. Der var 29 perler i muslingen, men der kan være op til 50.

Der er et pænt udvalg af sorte, lyserøde og hvide. Farven afhænger af de mineraler, der er i vandet, hvor muslingen lever.

Der bliver købt kæder til svigerdøtrene.

Derfra op på E.Lings park, hvor Chang Kai Ceck havde sin villa. Parken er under konstruktion.

Her skulle være en utrolig flot udsigt over Yangtse og bifloden- men det er kun dis - desværre.

 

Et lille hus rummer en lang vægtapet af Yangtse malet af en kunstner, der har brugt næsten al sin tid på at optegne Yangtse, som den var.

Tapetet er nu forsynet med røde snore der viser, hvor højt vandstanden kommer til at gå, og hvor mange mennesker, der skal evakueres. Vi køber en trykt version

Her er også en række kunstnere som udfører mundmaling, mikrogravering, tegner på banyan.blade, skærer jade, og maler på indersiden af glas.

Ikke mindst mikrograveringen er utrolig: Under en kraftig lup afsløres det, at der kan være f.eks. en hele bogside på ½ cm.

 

Mit videokamera har nu i et par dage råbt på rensning, men vi er ikke lige kommet forbi fotoforretninger. Men af alle steder er her en lille turistshop som har rensebånd – og med Sha Wangs hjælp bliver mit problem løst. Til gengæld skal han så lære hende at sige ’umbrella’ – for det regner jo.

God stærk mad i parkens restaurant

Vi er lovet at skulle se pandaer, så turen går til zoologisk. Udefra virker det meget ?? med nogle halvdårlige Walt Disney lignende betonfigurer.

Vi går målbevidst efter pandaerne, men de sover til middag og personalet vil ikke genne dem ud.

Vi udvider jagtterrænet over til de store tigre, som går hvileløst rundt bag glas og venter på dyrepasseren skal komme med mad. Men de er nu ganske flotte med deres lange ben.

Ellers kan man ikke påstå, at der er meget at se, eller at haven er specielt velholdt.

På tilbagevejen er pandaerne heldigvis blevet sulte, så de er rykket i fotopositur  nydende deres bambus.

Nu kan vi så se frem til næste destination, som er Dazu som ligger ca 160 km væk og, hvortil vi kører med bus.

 

På vejen er det stadig utroligt diset, så sigtbarheden begrænser sig til nogle få hundrede meter til hver side, men der er mange rismarker med vand og idet hele taget meget vand med mange ænder, mange hejrer eller ibis’er.

Vandbøflerne indgår som fast bestanddel.

Da vi kommer til Dazu begynder vi at kende tendensen: masser af højhuse og beton, så det virker ikke særligt inspirerende.

Chaufføren kan ikke lige finde hotellet, så vi kommer ind ad bagindgangen..

 

Hotellet hedder Dazu Hotel(***) og ligger lige op ad gågaden ved dens begyndelse.

Velinstalleret er der lige tid til at tage en runde i den nærmeste omkreds: går man til højre kommer man i et kvarter af blandet nyt og gammelt, til venstre en lang gågade med masser af butikker.

Billigt tøj> bukser 65-165 RBM

Masser af ensartede skoforretninger,

Mange gadekøkkener.

 

Dazu gennemgår også en modernisering - dvs hvad der lå inden for den gamle voldgrav er revet ned, voldgravsterrænet omdannet til pyntet park.

 

Resten nyt betonbyggeri

 

Byen kendt for produktion af sværd og knive.

 

God krydret mad på hotellet

15. Okt. Klippeskulpturer

Bus de ca 15 km. til Baodingbjerget med de mange skulpturer i en hesteskoformet dal.

Sat på Unescos liste over bevaringsværdig kultur. Mange mindelser fra SriLanka.

Hugget/skåret ud af klippen med stor individualisme og detaljer.

Også med farver og forgyldning.

 

Skulpturerne afspejler en blanding af buddhisme og taoisme med religiøse og ikke mindst etiske motiver – bl. A. forholdet mellem børn og deres forældre.

Ca- 10000 figurer påbegyndt hugget fra omkring år 500 f.kr. , bl.a. Den liggende Buddha

Køber chrysantenum granitsten - aldrig set før - troede først, at det var malet. i øvrigt mange sten, med mønstre, som sættes op, så man med lidt god samvittighed kan forestille sig et motiv, et landskab.

Frokost på en lokal krofatter - det blev det nu ikke krydret af

Kort bustur til Beibjerget (nordbjerget) med noget mere medtagne skulpturer.

De er måske lidt mere stilistiske.

Her vises donatorerne ofte afbilledet som skulpturer.

Tilbage ved hotellet ved 14-tiden - hvorefter der er fri manøvre.

Ulla går på jagt efter et par lette bukser efter at hun har slået hul på knæet ved Glamor hotel.

Ellers skal vi have fundet en hængelås til min kuffert og se, om det er rigtigt at man kan købe en god køkkenkniv for en 10-er.

Gamle mænd går stadig - men sjældent med en slags turban.

Flotte højbede med bl.a. Kål.

Mange kvinder strikker.

Børn fra skole ca. 17.30.

Ualmindelig mudret.

Kapokfremstilling, skotøjsfremstilling.

Hængelås.

 

16.okt. Xian -muslimer

Står op til endnu en diset dag med sigtbarhed på 3-400 meter, så vi får ikke så meget ud af busturen gennem bjerglandskabet. Vi kan se rismarkerne, og vådområderne, de hvide fugle - men ingen udsigt.

Bussen er god men vejen dårlig.

 

Efter 2 1/2 time kører vi uden om Chongqing for at ende op ved lufthavnen hvor vi skal med Hainan 7265 til xian.

Det tager en god time, men da vi skal fra lufthavnen i Xian får vi at vide, at vi ikke kan køre fordi præsident Putin skal bruge vejen, så vi spiser i lufthavnen,

papirklip på vej til bussen.

 

Folk går og cykler på vejen, gerne med paraply selv på motorcykel.

På vejen til hotellet gør vi en afstikker til en landsby, hvor man stadig kan finde familier, der bor i huler.

Familien vi besøger har bedsteforældrene boende i hulen mens sønnen og hans familie har et almindeligt forhus.

Men der er både strøm og vaskemaskine. Toiletter i baghaven - rene - med frit fald

 

Derfra til hotellet New world hotel (****) med en meget flot vestibule og en flot kulissevæg med soldater.

Ud på markedet som er anderledes og præget af byens muslimer, slagtere med lame og oksekød, masser af frugt - æbler og tørrede - gadekøkkener med lammespid og meget mere.

Meget under nedrivning. Moskeer, trommetårnet trommer kl. 17.30 da vi kommer forbi. Mange taxi (grønne) og cykel

Aftentur i markedsgaderne.

 

17.okt Terracottasoldater

Dagen starter med at køre ud til et medicinmarked. Vi er der ved 9-tiden, og da er det kun meget få, der har åbnet. Ulla får købt safran - og det er safran -, men ellers er der tørrede skorpioner, slanger, flagermus mm.

Vejret er desværre stadig ikke med os - sigtbarheden er stadig kun 4-500 m.

 

Derfra videre til en fabrik, som har specialiseret sig at lave kopier af terrakottasoldater. Der sidder et par arbejdere, som laver figurer, og vi ser en mage til ovn dem der ellers bruges.

Hænder og hoveder blev masseproduceret, men ellers er hver soldat bygget op i hånden. Først skal de tørres ved svag varme, derefter brændes de ved ca. 1000 grader (og det er temperaturstyringen der har været det vanskelige). Figurerne bliver i ovnen i flere dage til de er rødglødende – og så har man en terrakottafigur.

Vi køber et par små eksemplarer.

Der er også lakarbejder med indlagt jade (møbler) og porcelæn, hvor 2 vaser ryger med.

Der er også flotte, vævede kinesiske silketæpper – sælges med fragt og forsikring.

Turen til graven er generet af det dårlige vejr. Så vi kan ikke engang se gravhøjen, selv om den er ca. 50 m høj.

 

Da vi når frem til Bingmayongefter frokost kan vi konstatere, at vi ikke er de eneste. Der er mængder af busser.

Indgangen er lagt om gennem en nyanlagt park, og inde på området er der 3 store bygninger.

Det er den første kejser, Qin Shi Huang (221-207 f kr) som er kendt for at forene det kinesiske rige og gennemføre standardisering af mønt, skrivesystemer og mål og vægt. Da han var kommet på tronen for 2200 år siden planlagde han straks sit gravmæle, som man ved et tilfælde fandt i 1974, da nogle bønder skulle grave en brønd. 700.000 arbejdere siges at have været beskæftiget med arbejdet.

Der er en model af gravpladsen hvor man kan se, hvorledes der har været porte omkring den ca 70 m. høje jordhøj, hvor terracottasoldaterne er placeret mellem højen og de nu forsvundne mue.og en introduktion med film som viser, hvordan magtovertagelsen og bygningen af hans mausoleum kunne have taget sig ud, inkl. fremstillingen og bemalingen af soldaterne.

Der arbejdes med mange forskellige kameraer, og i første omgang sker der en teknisk fejl, så vi fortsætter. (Vi genoptog senere forestillingen).

 

I alt er der foreløbig ca. 8000 soldater og heste.

Det er lige så fantastisk, som vi havde forventet det. Der er bygget en hal over udgravningen, således at publikum kan gå rundt på en balkon og kikke ned på alle ca. 1000 soldater, som vi kan se og som står i række og geled i 11 rækker. 1.80 m høje og med løse, individuelle hovedet, forskellig statur og naturligvis med de kendetegn, der hører til en hær. Der er generaler, officerer, fodfolk, bueskytter, kavaleri og stridsvogne.

Det må have været fantastisk at se det bemalet, men den teknik der er anvendt gør, at farverne forsvinder inden for få minutter, når man udgraver figurerne. Med hjælp fra tyske kemikere har man nu fundet en metode til at bevare dem fremover.

Fundet under brøndgravning i 1974. Skulle alt udgraves ville man skulle flytte 12 landsbyer

 

Næste 2 haller er efter samme princip, men her mere under direkte udgravning, men til gengæld er der udstillet særlige eksemplarer i glasmontrer, så man kan komme tæt på dem.

Her kan man også se eksempel på kinesernes opfindelsesrigdom: et bronzesværd som er flot og skarpt takket være at det er forsynet med en tynd kromoxid-overflade, en teknik som først kendes fra tiden efter elektriciteten!

Sidste hal rummer yderligere udgravning samt de to unikke bronzevogne med heste og kusk. De blev fundet i 1980, og er nøje kopier af datidens inspektionskøretøjer. De er bygget af ca 3000 smådele, med seletøj af guld og sølv og de vejer ca 1000 kg hver..

Det ene har parasol (der kan slås ned), den anden er beregnet til ophold.

Da vi kommer hjem konstaterer jeg, at der 50 km vest for museet faktisk er en anden udgravning (kejser Han Jing Di, ca 50 år senere), som indeholder tilsvarende mængder af terracotta-figurer, og som også er åbnet for offfentligheden

Omsider får vi købt postkort af en af de mange der falbyder dem, men vi synes ikke rigtigt at vi har haft tid til at skrive, men nu skal det være.

Deltager mangler da vi skal hjemad – eftersøgning – taget hjem med taxa pga dårlig mave.

Bussen holder forkert da vi skal have vores nationale guide med hjem – og chaufføren får en bøde, da der – tilfældigvis? – kommer en lille politibil forbi. Det anbefales, at vi ikke forværrer situationen ved at fotografere

 

Parken i Xian inden vi skal have brødsuppe (var det den dag?)

 

Teater

 

18.okt. Xians moske, pagode og bymur

Xian

Den store moske

 

Den store vildgåspagode

bymuren

 

Nattog til Peking

Deler kabine med Sune og Rita

Helt moderne tog med fladskærms-TV i fodenden af hver seng.

Moderne toilet og gode faciliteter til etagevask

Cider og gang-chikane

 

19. Okt Peking: Den himmelske freds Plads (Tiannamen) & Den forbudte by

Vi vækkes brutalt af højttaleren, som fortæller at der nu er en time til vi ankommer (præcist) til Pekings banegård. Det er generende højt også den efterfølgende musik, så man kan ligeså godt stå op.

Senere prøver jeg at stoppe puder og dyner op omkring højttaleren, da det går op for Ulla, at det hun troede var korrektion af ventilationen faktisk var lyden, som var drejet godt op!

Hotellet Qianmen Hotel (****), (det hedder også  Juanguo Hotel – måske er det et hotelkædenavn) som ligger ganske godt tre kvarters gang fra Den himmelske plads og med mange gamle huse omkring.

 

Den himmelske freds plads

Vi kører dertil gennem hutong-kvarter, og bliver sat af noget borte.

Pladsen er større end som så, og der er bunkevis af grupper på vej over pladsen med deres holdkasketter, bannere og flag.

En gang i mellem giver højttalerne, der er indbygget i lygtepælene lyd fra sig.

 

Folkets store hal

Vi starter med Folkets store hal, som ikke er nogen smuk bygning. Den er da også først bygget i slutningen af 50’erne, men den massive klods med de store søjler i facaden rummer ikke bare plads til de 3500 delegerede, men rummer også en konferencesal med plads til 10.000, en banketsal med plads til 5000, så det er så store tal, at jeg uundgåeligt må sammenligne med de store konferencer, jeg har deltaget  i i USA.

De enkelte provinser har hver deres mødelokale med sit lokale præg i form af udsmykning, som fortæller noget om provinsen eller dens fremmeste håndværk. De fleste er møbleret med lænestole i en kreds – og ingen borde, og i de højloftede rum syner det ikke af meget.

Vi iføres plastiksutter, så vi ikke ødelægger gulve og tæpper.

På pladsen er Mao’s mausoleum, hvortil der er en kilometer lang kø.

Midt på pladsen står en obelisk monumentet for folkets helte, men ellers kan man tage sig af folk der vil sælge ure, postkort eller drager, som man kan se flyve over pladsen.

De 2 10 meter høje drageornamenterede steler, som beskytter indgangen

 

 og flaget

 

Fra Den himmelske freds portskuer Mao ud over folket fra et af de få portrætter, vi har set i Kina.

Her er publikumstribunerne /pladserne til de kinesiske ledere (der er plads til 20.000 på rækkerne), når der er parader.

Den himmelske freds port er mellemstationen til den forbudte by, som hedder sådan, fordi det kun var kejseren og hans embedsmænd, der havde adgang til det store område, som dækker ca. 8000 m 2.??

Der er en længdeakse, og ved siderne parker med bygninger og ..

På kortet ser det ikke stort ud, men når man står der er det imponerende.

Først skal man passere en af de 5 marmorbroer

 

Den forbudte by

Masser af restaureringsarbejde, bl.a. af tegltage, hvor man er gået på kompromis, så man ikke får de solide 20 kg tunge glaserede – men noget der ligner.

De mange tildækkede bygninger ødelægger noget af helhedsindtrykket.

Vi nærmer os voldgraven og passerer en flok soldater, der øver sig i parademarch

Ved voldgraven ligger Meridian-porten, som er den sydlige af de fire indgangsporte til området.

Atter er der et vandløb, der skal passeres – atter med 5 marmorbroer – hvoraf den midterste var reserveret kejseren (ligesom den midterste port var reserveret til ham)

På et hævet areal omkranset af drager mm ligger nu de tre paladser:

Paladset for Højeste harmoni (Taihedian), Paladset for Midterste Harmoni (Zhonghedian, væsentligt mindre) og Paladset for bevaring af harmonien (Baohedian).

 

Paladset for Højeste harmoni (Taihedian),

Bygget 1420, 35 m højt i 3 etager.

18 store røgelseskar symboliserende kejsertidens 18 gamle provinser.

4 kæmpe brozekar benyttet til vand til brandslukning og derfor hævet, så der kunne tændes bål under, så vandet ikke frøs.

Den midterste trappe todelt, så kejseren kunne bæres henover marmorudskæringerne i midten.

Trane: lykke og langt liv

 

Dyrefigurer på tagskæggene

 

Indenfor dragekronen

 

Paladset for Midterste Harmoni (Zhonghedian, væsentligt mindre)

Her er udstillet bærestole, som blev brugt til at transportere kejseren.

Paladset for bevaring af harmonien (Baohedian).

Trappen mod nord har i midten en ’drageflise’ på 3 * 16 m hugget ud i én 250 tons tung marmorblok

 

Fotoudstilling med bl.a. det gennemtrængende kvindeportræt fra..

For at finde et sted der ikke er overrendt vælger Christian ’Pensionistens have’.

Inden vi går ind fællesspisning af is i solen, og passerer ’De ni dragers mur’af glaseret keramik.

Dragen har været et symbol siden… på…?

 

Spisning i museum for kinesisk historie – kommer sent – så der er ved at være ryddet i restauranten. Men vi får dog mad, mens personalet går og rydder op.

 

Vores fine fornemmelser for placering af affald: nogle steder plastikduge lagt over – eller også bare ned på gulvet

 

Ulla og jeg går en tur omkring hotellet for at finde ud af, hvor vi er.

Der er ikke umiddelbart så mange forretninger før vi får drejet os ind bag hovedgaden. Så er der masser af små forretninger, men ikke umiddelbart noget gademarked som vi ellers har mødt det.

Vi passerer en af de store færdselsårer over en fodgængerbro og kommer herved over i en absolut lokal og fattig hutong.

Jeg har faktisk ikke taget billeder derfra, fordi jeg ikke følte det rimeligt at udstille de dårlige forhold.

Her er det virkelig småforretninger og mange baggårde

Avisbuddet på knallert

Ølflaskedepotet

Under nedrivning

 

Lige overfor hotellet er en tidligere uddannelsesinstitution med kraftfulde socialistiske skulpturer omdannet til supermarked i bedste udenlandske stil. Her er alt det, vi også kan købe hjemme.

 

Kinesisk rødvin produceres – mærker som The great wall ’Dynasty’kan drikkes – og findes også i flere prisklasser.

Kineserne laver fortræffeligt øl, og flaskerne er 550-670 cl i størrelsen.

 

Peking opera

Meget bekvemt ligger teatret ’Liyan Theatre’på vores hotel, så vi spiser også middagen her.

Det blev et af de kedeligste kinesiske måltider – kinesisk tilpasset amerikansk og europæisk smag – og dermed uden den vante finesse og spænding: stort set uinteressant.

Peking opera har ikke noget med opera at gøre, men omfatter skuespil, sang og akrobatik.

En original forestilling kan sagtens vare 3-4 timer, men så er det også en fordel at være godt inde i kinesisk historie. Her er forestillingen et udpluk på en times tid de elementer, der skal indgå – og med oversat tekst på en skærm, så alle kan følge med.

Noget af det mest imponerende er de små midler, skuespillerne bruger for at man kan følge situationen.

I det stykke vi så, drejede det sig om en bådsmand og en kvinde – og med få bevægelser og rytmisk samspil kunne der sagtens illuderes, at man kom op i båden og at den gyngede.

 

20.okt. Den kinesiske mur – Ming Gravene

 

Muren

Bustur til Mutianya 75 km NØ for Peking. Her står nogle sektioner stadig som oprindelig - ikke genopbygget -

Træerne i efterårsfarver

De sædvanlige salgsboder hele vejen op til svævebanen – man kan dog også tage trapperne op

Op med 700 m lang kabinesvævebane

Ligger så langt øjet rækker langs klippekammen.

Muren er en jordmur med en skal af sten. Denne del af muren stammer fra år 500 med senere udvidelser op til Ming dynastiet.

Den er bygget så5 eller 6 ryttere kunne ride side om side.

 

Store højdeforskelle – trapper

Tårne

Skydeskår følger muren/landskabet (ikke vandret)

Vi får cider inden vi starter.

 

Det er imponerende at gå her og fornemme historiens vingesus. Hele tiden kan man se kilometre frem – selv på en diset dag som i dag. Nogle af vagttårnene kan man komme op i.

Størst forbløffelse over stigningerne, som nødvendiggør trappetrin – af meget forskellig højde.

Ulla følger en del af gruppen, som har besluttet sig for at tage ’rodelbahn’ ned, mens jeg går tilbage og tager et stykke mod vest med inden jeg vender tilbage til udgangspunktet.

 

4 T-shirt for 2 dollar, men vi var standhaftige..

 

Vi har fået picknick madpakke med til dagens frokost: sandwich og ½ kylling, og den spiser vi ved bagsiden af en af de gamle ming-grave og op til en frugtplantage.

 

Konen med frugt – samler efterladenskaberne – bl.a. plastflasker, som er et hit.

 

Ming Gravene

Der er i alt 13 grave, som ligger i en dal efter gode kinesiske traditioner: med den naturlige åbning mod syd.

Vi kommer dog ind fra nordsiden til ChangLings grav, hvor kejser Yongle og kejserinde Xu ligger begravet. Gravhøjen er ikke udgravet

Det er faktisk et helt palads – hovedbygningen på 2000 m2 er den største trækonstruktion i Kina med 32 enorme træsøjler.

Der er udstillet en del gravfund og rekonstruktioner og klædedragt osv. Bl.a. fra den udgravede Ding Ling grav.

 

Åndealleen

Vi rejser jo mod syd og Peking, så også Åndealleen får vi bagfra.

Det er en 800 m lang vej flankeret med 36 store stenskulpturer, som står overfor hinanden parvis.

Der er generaler, embedsmænd, stående og knælende løver, kameler, Elefanter og fantasidyr, som består af en blanding af 7 dyr.

Den højeste stentavle i Kina (9 m) står her placeret i en portbygning stående på en skildpadde (symbolet på et langt liv)

 

Cloisonné (emalje)

Dagen er ved at rinde ud, da vi ankommer til en emaljefabrik.

Vi får her set, hvorledes man bygger mønstre op i kobbertråd og derefter benytter forskellige farvet emaljepulver i de rum, der opstår.

Vi ser også færdiggørelsen, hvor tingene slibes (brændes?).

 

Der er naturligvis også et enormt salgslokale, hvor man kan købe vaser, skåle, tandstikholdere og hvad man ellers ikke kan undvære.

Så vidt jeg husker, købte vi ikke noget her.

 

Middag lige henne om hjørnet – og det var rigtig godt.

Richards stunt hvor han vælter en øl, griber den, sætter fingeren i flaskehalsen – og sprøjter. Historien gentages næsten da hans kone Inger også vælter en øl – men med færre finesser.

 

21.okt. Himlens tempel - Sommerpaladset

 

Himlens tempel

Bustur langs Tiantan?park til sydporten. I areal er området næsten lige så stort som den forbudte by.

Der er entre for at komme ind i parken – og når der alligevel er så mange kinesere, skyldes det at man har indført meget billige rabatkortordninger.

Den runde alter består af tre marmorterrasser Alt kan deles med 9 her går 9 op i alting f.eks. fliserne på terrasserne, antallet af trapper, balustrader

herfra til Den kejserlige himmelhvælving

8-kantet omgivet af 5 m høj ekkomur (diameter 65 m)

 

Templet for bøn om god høst

 

Blåt tag

38 m højt, tre etager, som holdes oppe af 28 kæmpestore træsøjler

Der er ikke brugt søm:

4 centrale søjler: årstiderne

12 yderste:_ årets måneder

12 inderste dagens og nattens 12 timer

flot loft

 

Masser af mennesker laver taichi, spiller badmniton, laver pardans,

 

Spiller spil og instrumenter

 

Vi går ud via parkeringspladsen mod øst over befinder os kort tid efter i 1½ time i Dalle valle, som er et butikscenter i 4 etager baseret på masser af små boder med alt muligt. Vi skulle lige orientere os, og det blev kun til købt af en drage til Josefine.

 

Frokosten blev indtaget i en lokal restaurant lige overfor indkøbscentret. Det var stort, og det var støjende – ikke mindst når der kom nye gæster ind, og tjenerne skulle gøre opmærksom på, hvor der var pladser.

Fortræffelig mad, og da man kunne få hund her, måtte det jo prøves, så der blev bestilt en enkelt portion ’hund i suppe’, som vi så deltes om.

 

Sommerpaladset

Sommerpaladset ligger ca 12 km nv for centrum. Det er bygget af  ekskejserinde Cixi startende i 1888 – og alt er kunstigt: en kunstig sø (Kunming), det opgravede jord kunstige bjerge, masser af klipper hentet hertil.

 

Bronzefigurer af det mytiske dyr qilen der er en blanding af flere dyr  står foran paladset Renshoudian (velvilje og langt liv).

Den lange trækorridor på 728 meter som løber langs søen dekoreret med ca 1400 malerier både på ydersiderne og inde i korridoren som fortæller både dagligdagssituationer og genfortæller kinesisk historie og legender.

Frem til dragebådene og marmor båden som er hugget af et stykke

 

Turister linet op to og to til fintælling inden afgang

Spisning i samme restaurant som dagen før, da det havde været så godt – og de gentog succesen med nye retter – takket være Christians og Xha Wangs indsats overfor køkkenet.

 

22.okt.

Aftalt at tage med på tur til en hutong og en børnehave.

Vi kører i taxi (kører langs muren ind til alle regeringsbygningerne) til Trommetårnet, og skal så vandre i de gamle gader - men ak hvor forandret - det hele er revet ned.

Gaden under renovering med nye kantsten som efter cementeres med håndkraft

Gammel kineser med plusfours og lange strømper.

Mange pæne røde rickshaw, som bl.a. transporterer en flok nordmænd ind på samme børnehave.

Mange pædagoger til at aktivere børnene, som arbejder med bolde, sjipper, har trampolin og bløde gulvfliser i den ene gård. Der er mange legeredskaber. Mange til at passe børnene

Børnene er fra 3 1/2 år og sommer der også alle hverdage.

 

Vi går langs en sø med skyggefulde piletræer, og kommer så til et område med restaurerede - eller i hvert fald pæne - gårdbygninger.

Selv om det kan forekomme fattigt holder der ganske mange nye biler.

Her spiser vi hos en familie - 7 mand i datterens værelse 6 mand i stuen. Der er flere rum, med fjernsyn, dobbeltsenge ..

 

Langs søen kommer forbi et tidligere prinseslot, hvor Kinas sidste kejser Pu Yi blev født, og hvor Song Ching Lee(gift med Sun Yatsen) har boet fra begyndelsen af 60’erne til hendes død i 1981.

Hverken Christian eller Wang har set det. Komplekset er stort, der er fotografier og genstande om

Vi skal have afsluttet vores handel i den lokale ’Dalle-valle’, hvor vi havde set på en Northwest goretex med fleece, som vi kunne få til 300.

Nu var vi flere af sted – og det endte med at Ulla fik en rød for bare 180 RBM (150 kr.)

Jeg havde set videofilm til 40-45 RBM, men her kunne de let presses ned til 20, så det var jo en god forretning.

Så ville jeg også have købt et reservebatteri til Kyocera-apparatet, men her kom jeg til kort, da ingen havde set sådan et kamera før – og ikke lige havde et passende batteri.

Vi når lige at gå en tur op i ’antikivitetsgaden, som ikke ligger så langt fra hotellet. Her sælges bøger og kunst og lidt souvenir. Vi får købt et tandstiksbæger med blå drage og det hele.

 

Aftnen afsluttes med festmiddag med pekingand

Jeg har det skidt og er lige ved at opgive at tage med, så efter måltidet går jeg i seng efter at have pakket kuffert, mens Ulla går med de andre på en nærliggende bar.

 

23.okt.

Så er festen slut. Rutinemæssigt stilles kufferterne ud kl 7, og vi forlader hotellet kl 8,

Turen går til lufthavnen, hvor vi tager afsked med Xha Wang, som har været en meget kompetent og næsten usynlig guide, som har holdt styr på os og stået bi.

 

Der er ikke for meget tid til at nå Finair Ay 0052 til Helsinki, og jeg er endda lige ved at komme for sent, fordi jeg kommer i tanke om, at jeg burde have noget autentisk kinesisk musik til at bruge som underlægningsmusik på videoen. Egentli skyldes det kun, at de kinesiske penge nu er små efter at vi har købt risvin i taxfree, og priserne er ikke i Yuan men i US$ - så det fik jeg ikke.

Symptomatisk er det, at vi fra flyet mans vi holder i kø kan ca 60 aktive byggekraner stå skulder ved skulder.

I Helsinki kan vi nu opleve forretningerne inden vi skal videre med AY0663 til København, hvor vi lander kl. 17.00. Vi mangler min kuffert, så vi skal lige have anmeldt den og have særlig toldbehandling inden vi kan komme ud, hvor Axel og Tove samt familien fra Ravnsletvej står og venter.

Kufferten kommer mandag – og det er vi glade for, for i modsætning til tidligere, hvor vi har haft film og video i håndbagagen var den denne gang i min  kuffert.

 

 

 

 

Diverse

 

 

Mad:

4-6 kolde forretter – småhapser

7-10 hovedretter med fisk (hele), suppe, kød og grøntsager

 

Tofu – soyamasse kan tilberedes på mange måder

Lotusrødder (kan marineres i Fanta)

Radis  ”Smuk i hjertet”

Hvidløgsstængler

agurker”

auberginer – både som vores og kinesiske

sukkerærter, bønner

kinakål

asparges”

spinatblade”

jordnødder i retter eller selvstændigt

and

kylling

Svinekød (sur/sød, friturestegt, marineret, sammen med grøntsager

Oksekød

Lammekød

Rismarksål,

saltet vandplante salat.

Hjertesvampe

De lange tynde svampe

Supper med kød, fisk, grønt, æg, nudler – og suppelignende retter

Budding

Vandmelon

Brødsuppe

 

Specialiteter:

Pekingand

Hund

Slange

Æsel (røget, marineret skåret i ’spegepølseskiver’

 

De fleste steder serveres the til – låget rejses, når potten er tom

 

Dynastierne

Han 206 f.K, - 220

Tang 618 –907

Ming 1368-1644

Qing 1644-1912

 

Taxa

Det største problem ved at køre taxa i Kina er, at man ikke kan bruge engelsk.

Man skal have et hotelkort eller få nogen til at skrive adressen på kinesisk, så man kan vise den til chaufføren.

Han sidder ofte med hvide handsker beskyttet af en plastikkuppel.

Taxametret starter med 10 Yian, og når de er brugt fortsætter taxameteret.

Man får en fin udskrevet regning med tidspunkt, antal kørte km. Og beløb, når man betaler.

 

Ejerlejligheder:

I Dazu 300 kr/m2

 

Xian-undervejs

Mindre gravhøje i landskabet med eller uden port (kineserne kan godt lide porte – det gælder også nye ejendomsområder)

 

Også enkeltgrave med små (ca. 1 meter høje) gravsten – i grupper

 

Sommerpaladset

Tog et blad fra et gingotræ

 

Drikkevand

Oftest stillet til rådighed i flasker

Ellers selv koge og termoflaske

The til rådighed

 

Hatte

Der er flere forskellige typer flettede hatte, og efter at have undret os over, hvordan man holder den flade hat på hovedet kosnaterede vi, at der faktisk er en ’underhat’ der passer tæt til hoevdet.

 

Turist skarvmanden

Med hat og groft slag

 

Man bruger ikke blot paraply men også parasol (dog den samme genstand) – både når man går og når man cykler

 

Kasseapparater er ikke på mode på gademarkederne. Her bruges kurve eller poser, som gør det nemt at finde de sedler man skal bruge.

 

Fisk på markederne er normalt holdt friske i baljer med vand  evt. med iltningssystem, men alligevel der der nu nogle, der i dagens løb opgiver ævred.

 

Så vidt vi bemærkede bruger man ikke stykpriser, men vejer tingene, uanset om det er småkager eller blomkål.

Som vægt bruger man en handy bismervægt.

 

Mange skildpadder i alle størrelser – både på madmarkeder og dyremarkeder – og i restauranternes akvarier.

 

Til transport af svin, ænder og høns anvendes flettede bambuskurve

 

Kineserne laver koste at alle former for grene og kvas, og de findes i forskellige længder. De bruges flittigt i huse, på fortove, gader – ja selv landeveje og motorveje!. Vi så ingen fejemaskiner på hele ferien.

 

Trafikken i Kina er anderledes end herhjemme. Først kan man blive forvirret, men faktisk afvikles trafikken let og smertefrit. Det betyder ikke, at der ikke kan være kø i myldretiden, og den blandede vv gør ikke at det afvikles hurtigere.

Generelt kører kineserne ikke så hurtigt, men det betyder så også, at man kan flette og lade folk komme ind på tværs ude at der sker noget.

Cyklerne har typisk bredde cykelstier, men i krydsene hersker ragnarok. Her forfølger enhver sit eget mål, og reglen er: har du sat retning og hastighed – så fortsæt, så forholder de andre sig til det.

Man dytter, men ikke i irritation men for at fortælle trafikanterne , at de ikke skal ændre kurs.

I krydsene er det helt almindeligt, at der er politihjælperne med hvidehandsker og flag, som prøver at holde masserne tilbage, når der er rødt.

Trafikreguleringen sker mange steder med trafikfyr, hvor rød og grøn tælles ned i sekunder.

Trafikbetjente ses også, men tilsyneladende lader de folk selv finde ud af det, og fløjter mere end de dirigerer.

 

Drager sættes op på broen i Shanhai, og på den Himmelske plads

 

Flodbådene har som oftest placeret urtepotter /plantekasser med grønt, formentlig til brug til madlavningen. Men faktisk ser man anvendelse af potteplanter, blomster, bonsai osv. ved huse og på altaner.  

 

Sejlturen på Li ændres, fordi myndighederne åbenbart havde luftet tanken om, at det kun var de store både, der måtte have flodsejlads for turister, og ikke en lille lokal fisker.

Der er i øvrigt flodbusser – med bemaling (f.eks. nummer) som fortæller, hvilken ’linie’, det er.

 

Store kedler i Yangshou hvor man hælder vand i, og kan skænke en varm ’vælling’?

Vi så den også i cykelversion.

 

Rytmisk plankedans i Foggy Ressort

 

Livagtig bambusslange i bambusfabrikation.

 

Mens vores guide kunne tale højt nok til vores gruppe var der mange andre turistguider, der havde monteret megafoner og dermed var yderst gennemtrængende og irriterende, fordi de overdøver alt og alle.

 

Hvor stor udbredelse aviserne har ved jeg ikke, men vi har set både uddelere ved vejkryds og knallertkørende avisbude i hutongerne.

Avisopslagstavler, som jeg kendte det i min barndom blev også flittigt brugt.

 

Det er stort set lykkedes kineserne at udrydde naturens fugle – dels fordi man mente, at de spiste for meget afgrøde, dels fordi der sprøjtes flittigt på markerne.

Fugle ses derfor ofte som sjældenheder i fuglebure, som f.eks. musvitter. Ved at hænge dem op uden for sin forretning kan man skabe lidt behagelig ’musak’.

 

Umiddelbart er der meget larm, så hvorfor man også kunne købe levende cikader i glas på dyremarkedet, som man tydeligt kunne høre.

 

Der er plantet mange træer i byerne langs vejene, så det virker grønt og på varmere årstider vil kronerne jo kunne give skygge.

Beplantningen er også fremtrædende langs vejene og jernbanelinien, faktisk så meget at det til tider tager udsynet til landskabet.

 

Kineserne har lagt mao-tøjet fra sig og udskiftet det med jakkesæt. Uanset om vi taler om gadefejere eller matroser, så går de i jakke og bukser.

 

Daglejere i Chongqing, som står ved vejsiden med deres værktøj /redskaber parat til at tage arbejde.

 

Kulskibe og kullagre langs Yangtse

Skibsværfter langs Yangtse.

Fortøjningsbøjer før og efter de store sluser.

Sømærkerne på floden.

Der er taget højde for, at vandet skal stige yderligere 25 meter, så ved de større landgangssteder er der lavet flydende pontoner, lange trappeforløb og evt. transportXXX, som naturligvis vil kunne tilpasses vandhøjden.

Containere ser vi ikke på floden, men eksempler på tætstuvede både med lastbiler som på den måde undgår at skulle køre på bjergvejene.

 

Bjergene står 500 til 1000 meter stejlt op og virker derfor imponerende.

De virker … og de er foldet/forskudt i en eller anden tidlige geologisk periode, så man tydeligt kan se brudfladerne stå skævt.

 

Der er mange terrasser, men der er også dyrkede marker, som er så skrå, at det næsten må være umuligt at bearbejde jorden, men det hjælper nok lidt, at landbruget her er maskinløst.

 

Hotellerne et styringspanel mellem sengene hvor man kan styre lys (inkl. natlys, så man kan finde toilettet) tv, radio osv.

 

Vejnettet dog ellers generelt godt udbygget.

I  de store byer er der bygget veje i flere etager gennem bebygget område, og der er masser af betalingsveje.

 

Den der troede at man ville komme til et socialistisk land med ligelig fordeling af goderne er kommet for sent.

 

Mange kukkede forretninger – ikke fordi der er ferie – men fordi de ganske enkelt ikke har kunnet lejes ud.

De gamle træskodder er afløst af rullegitre af metal.

 

Muslimerne i Xian går med deres lille kalot og kvinderne med deres tørklæder.

Her grilllammespyd og oksekød

 

Klassisk akrobatik i Xian

 

Flagets 4 stjerner: bønder, arbejdere, borgere, de intellektuelle

 

Guiden, Christion har haft en stor andel i, at det blev en utrolig vellykket tur. Hans entusiasme og store viden, som gjorde at han dels kunne svare på de mærkeligste spørgsmål, dels havde lyst til at øse af sin  store viden.

Med humor blev det nok også til nogle røverhistorier, men det gav fin kolorit.

At han så personligt er fascineret af mad og madlavning var heldigt for os, for bortset fra en enkelt middag gik vi fra den ene gastronomiske middag til den næste med alskens specialiteter, netop fordi Christian havde nogle retter, som han syntes, at vi skulle prøve. Og samarbejdet med de mange forskellige køkkener fungerede.

 Christian fortæller

 

De første billedhuggerier startede ca år 800

I det er område er man faktisk blevet ved med at lave statuer helt op i det 19. århundrede

 

Den største og den enklest tilgængelige – det er den rene tegneseriekunst. Det hele går ud på en belæring om, hvordan man skal leve sit liv – moral og religion, men også dagligdags episoder

Guderne ser faktisk meget dagligdags ud.

Det er ikke kun grotter – der er enkelte grotter også – men der er overhængende klippe, der skærmer billederne for regn og vind og vejr

 

Nordbjerget efter frokost er under et halvtag

De er meget slidte men også tidligere (?)

Ved Nordbjerget kommer der ikke så mange turister

Der er varmt og fugtigt hele året og de dyrker grøntsager og ris.

De sørger for ca 1/3 af hærens forsyninger af mad.

Det var en garnisionsby – en slags Fredeicia –

Der kan I se lodrette klipper – der er ingen relieffer her – men det kunne der godt have været.

De er hugget ud af klippen, og det er ret utroligt at se, man har ike kunnet lave ret mange fejl som håndværker

Bemalineg er formentlig fra 4-500 år siden – man kan se de er malet op flere gange.

I de senere år er man begyndt at restaurere – det er lidt hårdhændet - desværre

 

Lokale rutebiler – så står man og venter ved vejsiden og kommer så op – det koster ikke så meget – og der må man gerne tage sine høns osv med

 

Om man kan få kørekort – ja, der er skam køreskoler og det er faktisk svært at få – ja, man skulle ikke tro dett.

Man har også et pointsystem, så hvis man begår en forseelse og bliver dømt, så ryger der et point eller flere point- jeg tror det er 10 eller 12 point de har, så når de er opbrugt skal man op til en ny køreprøve – det koster en masse penge og besvær.. men det er jo i Kina, så man kan slippe om ved det andre måder.

Kineserne er meget barmhjertige mennesker De kan da godt forstå, at det kan være svært for en kone at gå op til køreprøve- og hvis hun ikke kan finde ud af det – herregud hun er jo kun et menneske som os andre  giv hende dog det bevis – åh herregud.

 

I ser også, at politiet griber ikke ind overfor ulovligheder – det er sådan en slags hvad skal vi kalde det humanistisk tradition Åh herregud, det er da også synd for vedkommende – man kan jo ikke være perfekt

 

Kineserne er meget familieorienteret – det er ikke bare den nærmeste familie, det er slægten og dem skal man hjælpe – man er stærkt forpligtet overfor dem. Hvis grandonkel Rasmus ringer og siger: jeg har lavet en eller anden forretning og den er ikke gået så godt – ka’ du ikke lige låne mig nogle penge – så kan man ikke undslå sig, så må man sige ja, eller også må man komme med en løgn, det er helt i orden at lyve, det må man gerne – bare den er god – historien.

Hvis man har et giftermål eller en begravelse – navnlig giftermål – de er meget dyre og de bliver dyrere og dyrere år for år, så regeringen har måttet indføre regler og restriktioner for hvor meget man må bruge

Her må man låne penge af familien og slægten, ja det skal man gøre, for man skal jo vise ansigt udadtil, man skal vise status

 

De har et slags ikke banksystem, men puljesystem eller andelssystem  fra gammel gammel tid. Man har aldrig stolet på myndigheder og den slags – go det har der været god grund til – så man har lavet en slags investeringsforeninger.

Det fungerer stadigvæk – også blandt kinesere der udvandrer – de behøver ikke at være blodsbeslægtede, men kan for eks. Være opvokset i den samme landsby

Det foregår på den måde – ja, det er en form for hasard – hver måned indskyder man en aftalt pulje. Hver person der deltager indskyder et fast beløb hver måned og spillet forløber i det antal måneder som der er deltagere i spillet , så hvis der er 17 personer – så varer spillet i 17 måneder.

Der er så en kassemester – og det er altid svært at finde en kassemester – at finde en man stoler nok på – der er flere eksempler på nogle der er løbet bort med midlerne

Så foregår det sådan, at man mødes engang om måneden , og så byder man på puljen lige som på auktion, men det er skjulte bud . og der er masser af – de sætter rygter i gang og bagtaler hinanden.

Fru Wang skal bruge penge til et bryllup, så hun har brug for pengene og vil nok godt give meget. Men så er der gamle hr. Ying, som sætter det rygte i gang at han har tænkt sig at købe en knallert  - det skal han i virkeligheden ikke – han bluffer bare – og så bliver der budt op, og det ender med, at fru Wang får pengene til en ret høj pris. Men selv Ying har bluffet gør det ikke noget, for de bliver alligevel alle sammen inviteret med til brylluppet 

Og når spillet så er slut, så får man udbetalt puljen, dvs det man har indbetalt + de ekstrabeløb, som de der har budt på puljen har indbetalt.. Man kan kun byde på puljen én gang. Iløbet af spillet. Men altså betale hver måned.

 

De elsker at spille hasard på alle måder Vi har set dem sidde og spille kort her i byen – og man spiller altså om penge. Det er strengt taget forbudt, men myndighederne ser gennem fingrene med det nu

Spillene er meget enkle det er ikke intellektuelt stimulerende spil Det gælder selvfølgelig om at vinde penge.

Der er kun 2 ting der kan få kineseren til at savle – det er penge og mad .alt andet er faktisk ligegyldigt – nej, medicin kommer faktisk ind på en tredjeplads

 

 

Harkeri – hvis i åbner vinduet om morgen så er der næsten en morgenkoncert.

Men man kører kampagner i disse år mod spytteri, og det har faktisk hjulpet I mange at storbyerne spytter man ikke nær så meget som man gjorde før.

 

Der er jo latinske bogstaver nu – det er alt for let at rejse nu. Tidlieger stod det kun på kinesisk.

 

Hvor får de pengene fra til byggeprojekter, veje, broer, lufthavne og alt mulig andet.

Man hører mange mærkelige historier.

Man har en stor befolkning – og de sparer meget op – det gør alle asiater – det er deres erfaring at man ikke kan stole på systemerne – de har det med at bryde sammen eller snyde folk, så man sparer op selv.

De folk jeg kender i byerne sætter deres penge i bankerne – og det vurderes at være sikkert nok. Det ville skabe social uro, hvis bankerne gik fallit.

Men rygterne siger, at det går dårligt for de kinesiske banker. De er inde i en privatiseringsproces

Tidligere ejede staten alle banker, ligesom alt andet men man søger at få bankerne over på private hænder eller delvi private hænder fordi staten vil godt stadig have en finger med i hvad der foregår og kontrollere det lidt i hvert fald og kunne gribe ind.

Man har et aktiemarked også og børser, men det er ikke særlig udviklet

Der findes to slags aktier A og B men det er ikke ligesom derhjem,. Den ene type kan alle kinesere købe, den anden kan udvalgte kinesere og udlændinge købe.. Og der er mange kinesere i byerne, der køber aktier., fordi de har hørt eller læst at det er sikreste vej til styrtende rigdom. Hidtil er det også gået meget godt.

 

Der er også mange kinesere der er forsigtige. De forstår det ikke rigtigt, og det er noget kapitalistisk noget.

 Men kineserne er bondesnu på mange måder – med stor skepsis over sådan nogle ting - de er vandt til at snyde hinanden på alle mulige måder – så mange af dem tror det er et trick.

Så kan man investere i fast ejendom – det er selvfølgelig kun dem der har penge.

også penge fra rige kinesere

 

Staten tjener også penge på skat. Man betaler indkomstskat i princippet i hvert fald. Hvis man tjener mere end 101.000 Y om måneden – det er der ikke mange der gør – men det er der nogen der gør,  så betaler man 35 eller 40% i skat.

Men længere ned på skalaen der betaler man ikke skat – jeg kan ikke huske hvad bundfradraget er det er ret højt – så de fleste betaler ikke skat. Først når man kommer over 8000 skal man betale 8-12%.

Jeg kender også mange kinesere som tjener en god løn, men så laver de aftaler om at få udbetalt lønnen i mindre rater, som så er skattefri hver især

 

Staten producerer også ting

Staten er stadig den største arbejdsgiver især hæren. Hæren sidder på en stor del af tobaksproduktionen, som de tjener penge på . Også på tøj i øvrigt. De producerer alt lige fra køleskabe til kampvogne.

 

Unge kinesiske mænd fra landet de søger til hæren – måske fordi der ikke er andre muligheder – det er ikke almindeligt at unge mænd i byerne melder sig til hæren. Så det mest mænd fra landet. Så er de der i 3 år og får måske en håndværksmæssig uddannelse – arbejder i nogle af hærens fabrikker. Og værksteder

Så kommer de også lidt ud at rejse og væk fra familien. Deres arbejdskraft er jo meget billig – næsten gratis. Og det de producerer er af høj kvalitet som kan eksporteres. Og det er også en måde staten tjener penge på.

 

Man køber sin lejlighed før den overhovedet er påbegyndt. Man må så låne penge i banken med afbetaling over 15-20 år. På den måde for entreprenøren penge – og han sørger selvfølgelig for at det bliver billigere end det blev annonceret, så de får penge til sig selv og til de embedsmænd, der er involveret.

 

Kun få usikre statistikker, bl..a de økonomiske nøgletal som bliver publiceret hver 3. måned – men som offentliggøres inden de 3 måneder er forbi! Dvs. at det er måltallene, man får

Væksttal er baseret på faste ting som f.eks. huse, veje producerede enheder – men der er jo ingen der siger noget om kvaliteten, men som stadig tælles som produktion og dermed vækst.

.

 

De har en enorm eksport til USA, Japan og Europa. Amerikanerne er vrede på kineserne hvert år, fordi de har et stort handelsunderskud. Og kineserne har den frækhed at kopiere mange amerikanske varer og sælge dem undt omkring. Kineserne har speciel status i USA som ’særlig begunstiget samhandelspartner’

Og den forhandles hvert år. Og hvert år siger kineserne, ja, men vi er også et udviklingsland, så vi skal have særstatus, men de spiller også på den hest hvor de siger de er et udviklet land , en rumfartsnation, vi kan det hele.

 

 

 ¾ af Kinas befolkning bor ude på landet og de har det ikke for fedt. Derfor vil de gerne flytte til byerne. Det er det samme problem i udviklingslandene: de skaber slum og arbejdsløshed og udnyttelse af folk og skaber sociale problemer.

Det er måske ikke så galt i Kina fordi de har stæk social kontrol med folk mere end så mange andre udviklingslande. Den sociale kontrol er godt nok slækket meget de sidste 10-15 år . Nu kan man rejse frit, Tidligere kunne man ikke bare rejse hvorhen man ville i Kina

 

Man har stadig et identitetskort  alle kinesere har et identitetskort 

Hvor der sår, hvor de er registreret henne – og man kan ikke bare sådan uden videre ændre sin registreringsstatus, især ikke hvis man er født på landte – så kan man ikke bare flytte ind til byen og få bystatus. Det skal man have for at kunne købe en lejlighed eller for at få et job, barn i skole og sådan noget..

Det kan man ikke. Dvs det kan man nu godt alligevel for man kan betale sig fra det, men så er man jo i lommen på nogle mennesker

I Shanghai deporterer man hvert år mindst 100.000 illegale immigranter – ud på landet igen med dem. Så tager de bussen ind til Shanghai bagefter.

Der er mange millioner – især unge mænd – som driver rundt og søger arbejde i byerne som daglejere f.eks.  Man ved ikke hvor man dte er, men et eller andet sted mellem 100 mio og 240 mio. og man kan se dem stå på gadehjørnerne i storbyerne tidligt om morgnen, og vente på at der kommer nogen

Mange af dem får ikke noget arbejde eller har i perioder ikke noget særligt, men så må de jo stjæle for at få mad.

Og mange af dem, som bliver henrettet og som man læser om . det er ganske almindelige kinesere, som ikke har til den daglige ris

Det bliver også dyrere og dyrere. Man er ved at lave systemet om fra planøkonomi til meget rå røverkapitalisme – det kan man roligt kalde det.

Tidligere bestemte staten jo alting. Hvis man havde fået en eksamen på et universitet, ja så sendte staten en hen til et sted, hvor man skulle arbejde ofte i en helt anden del af landet

Alle fik den samme løn uanset om man var arbejder eller hjertespecialist

Og det fungerede jo så nogenlunde i lang tid. Så indførte man gradvist økonomiske reformer fra 1979 der kom så større spredning i løn og nu er forskellene meget meget store. I byerne er lønne større end på landet. Mange læger tjener f.eks. mange penge – ikke bare deres almindelige lønningspose men også fra bestikkelser fra patienterne.

 

Tidligere betalte staten alle ens udgifter gennem livet. Den arbejdsenhed man var tilknyttet: den betalte ens pension når man blev gammel, den betalte ens sygeudgifter, de betalte også ns børns børnehave og skolegang osv.

Det er ikke længere sådan. Nu skal man betale det meste selv, og man går mere og mere over til, at man skal betale det hele selv.

De statsansatte har stadig visse privilegier de får delvist dækket deres medicinudgifter

Men det er dyrt nu at sende sine børn i børnehave eller skole, især når man skal på universitetet – det koster enormt mange penge –

Her i Xian hørte jeg, at sådan et universitet der ikke er noget særligt kostede 5-6000 Y i semestret.

Nogle af de fine universiteter er meget dyre.

Mange forældre er også begyndt at sende deres barn i terpeskole om eftermiddagen og om aftnen – i byerne i sær -  for at de kan lære noget mere.

Det er meget vigtigt at få en god eksamen. Får man en god eksamen kan man komme ind på et prestigefyldt universitet  og er man kommet ind der – er ens lykke gjort. Det er et godt papir.

Det bliver sværere og sværere at komme ind på Peking Universitet, for det er det mest prestigefyldte universitet..

 

På grund af et-barnspolitiken er der også mange forældre og bedsteforældre der har meget store forventninger til det ene barn , som skal opfylde alles forventninger.

Det er meget almindeligt at læse artikler i avisen om børn der går til klaverspil, malerskole og terpeskole  om aftnen – de bliver pæcet frem, de skal lære en hel masse og kunne det hele

 

Det kinesiske uddannelsessystem er ret hårdt. Det bygger på Konfutse’e ideer, som understregede værdien af ’lærdom’.

Menneskets værdi var først noget, når man havde lærdom.

Det er også derfor der er en næsegrus beundring for alle lærere og undervisere i fjernøsten.

 Tidligere var der forskellige priser for kinesere og udlændinge, men med et forfalsket studiekort som fortalte at Christian var lærer kunne han købe til kineserpris.

 

Man har stor respekt for autoritet.

Den måde man lærer på i fjernøsten det er at man kopierer, man stiller ikke spørgsmål, men parerer ordre. Man lærer store mængder fakta udenad uden at forholde sig kritisk til det.. Når først man mestrer det, kan man så tænke sit.

Kineserne er gode til at huske ting. Du kan f.eks. give dem et telefonnummer  en gang – og de kan huske det uden at skrive det ned.. De er de ret dygtige til.

De er også dygtige til matematik og fysisk – altså disse hårde fag -.

Kinesere der tager udenlands for at studere i USA eller Europa får topkarakterer hele tiden, fordi de er myreflittige og er vant til at terpe, og sidde oppe hver nat og lære udenad..

De er ikke altid så gode til at tænke kreativt.

 

I en kinesisk skoleklasse – der er mange elever mellem 40 og 100 – normalt og der er altså meget stille. Børnene sidder stille og roligt og adlyder læreren, der er altså disciplin og det er ikke noget med at det er korporlig disciplin  De behøver ikke at slå børnene. Det er den respekt de har overfor alderdommen, lærere og forældrene

 

Det er ved at ændre sig, for de små børn nu er snotforkælede som et resultat af et-barnspolitiken. Det er også derfor I ser flere små fede børn . Bedsteforældrene og resten af familien propper dem med kager og ting som skal være så godt for det her ene lille barn.

 

Under Mao havde man det stik modsatte af etbarnspolitiken – Mao mente at en stærk nation var en nation med mange indbyggere, så han gav flidspræmier og økonomisk støtte til kvinder der fik mange børn.

Men efter han døde begyndte man at tænke sig om igen – og fra starten af firserne begyndte man så gradvist at indføre etnarnspolitiken.

 Den har været forholdsvis succesfuld i hvert fald i byerne.

Man man skal søge sin arbejdsenhed om at få lov til at få et barn.

Det gik fint dengang alle virksomheder var statsvirksomheder …hvor der var en embedsmand på virksomheden eller i det nabolag jvor man boede som man kunne gå hen til

Der havde man så en kvote for hvert år – et vist antal kvinder kunne få et vist antal børn . Det var noget man havde planlagt et centralt sted. og så skulle kvinderne søge. Og de fik altid nej første gang- der var jo flere der gerne ville have børn. Og man prøvede altid at få kvinderne til at vente længst muligt med at få børn til de var højt oppe i tyverne eller i 30’erne.

Og så kunne man så få lov til at få ét barn.

Hvis man nu gik hen og blev gravid i utide, så blev der sat sanktioner i værk.

Først prøvede man med et meget stærkt gruppepres – og det gør man stadigvæk – den stakkels pige er socialt uansvarlig – så må man så abortere – og i Kina aborterer man altså helt hen i 7-8 måned.

 

På statsvirksomhederne har man en lægeklinik hvor kvinderne kommer og bliver checket hver måned – ikke bare for at se om de er gravide men altså også for alle mulige andre ting og de bliver rådgivet om sundhed og kostplan og prævention ikke mindst. Man kan sige meget om etnarnspolitiken men i Kina kan man tale frit og åbent om prævention.

 Ellers har kineserne et meget tabubelagt forhold til sex og kropsfunktioner – kondomerne var gratis på statsvirksomhederne – og det er de vistnok stadig – men kun for de kvinder der er gift.

De andre kvinder har jo ikke brug for det det er klart.

 

For nogle kvinder lykkes det så alligevel at skjule en graviditet – og hvis de så får et barn mere, så træder der økonomiske sanktioner i kraft- så bliver deres pension halveret og barnet får ikke noget gratis..

I byerne har det været så effektivt, at det faktisk har været umuligt at få mere end ét barn.

På landet er det noget lidt andet. Der er det mere almindeligt med 2 børn. Og det er det også fordi på landet har man ikke noget pensionssystem, som i byerne –

Når man bliver gammel er det bare ærgerligt. Det er ens børn der tager over – og efter traditionen er det den ældste søn.. Pigerne dem gifter man jo bort – og så tilhører de en anden familie og ser formentlig ikke deres egen familie mere.

Derfor er det et problem på landet hvis man får en datter – især hvis man får to døtre, for de vil ikke kunne forsørge forældrene, når de bliver gamle. Derfor er det så utrolig vigtig at få et drengebarn – ellers overlever man ikke.

Så det er meget almindeligt at man tager ind på klinikken og får scannet for at se, om det er et drengebarn. Er det et pigefoster, ja, så aborterer man. Det er forbudt nu – ja, det har det været i flere år , og lægerne derude får meget strenge straffe , men det kan nu sagtens lade sig gøre alligevel.

Det er også derfor at børnehjem bugner af pigebørn, der er næsten aldrig drenge.

Vesterlændinge der tager til Kina for at adoptere får derfor kun piger. Det er ikke fordi kineserne ikke kan lide piger, men det er en livsnødvendighed at få en dreng ude på landet.

 

I byeren er det anderledes. De unge er ligeglade med om de får en dreng eller en pige. Traditionen med drengebørn er død – det er kun bedsteforældrene der beklager sig engang imellem.

 

Statspensionen er ofte så lille at man ikke leve af den og mange statsvirksomheder går så dårligt, at de ikke har råd til at udbetale den – eller pensionsmidlerne er svindlet bort – det er der en masse skandaler om.

 

Et generelt pensionssystem har altså en folkepension har man diskuteret man det har man opgivet igen i hvert fald foreløbig. Der er ikke råd til det.

 

Mange piger bliver ikke talt med ude på landet – så de indgår ikke i befolkningsstatistikken.

Man kan også læse at der er flere drenge end piger – altså statistisk er det skævt fordelt – det kan vær rigtigt på grund af aborteringerne , men det kan også være forkert på grund af de ’skjulte’ piger på landet.

Men det er et faktum at ude på landet er piger blevet en mangelvare.

De har sgu ikke lyst til at blive gift med en bondeknold langt ude på lalndet – hvo de så skla gå i marken  og have et hådrt liv. De har jo set fjernsyn og hørt om at det er meget sjovere inde i byende vil heller på en pæn og ren fabrik, og sende penge hjem til far og mor.

Så bondemænd ude på landet de har svært ved at blive gift..Men hvor der er behov er der selvfølgelig forretningsfolk der lukrerer på det. Der er opstået baner igen, hvor unge piger bliver lokket med gyldne løfter , men bliver bortført til en fjern ende af landet og tvangsgifter dem- et sted hvor de ikke kan forstå sproget og hvor de ikke kan stikke af.

 

Befolkningen vokser stadig, men befolkningskurven vil knække omkring år 2030-2040. Gennemsnitlevealderen er omkring 71 år.. I slutningen af 40’erne var den 47-48 år.

 

Noget af det Kina tjener penge på er tobak. Kina er den største producent af tobak – det er der ikke mange der ved, men det er de – men der er intet af det, der går til eksport.. Det bruges alt sammen indenrigs. Alle kinesiske mænd ryger – der er også en del kinesiske kinder der ryger, men de gør det ikke offentligt – det anses for moralsk løssluppent.

 

Stampet lerjord har været fantastisk holdbart – man har lavet nogle forskallingsbrædder og så stampet jorden. Selv bymure der er rejst for tusind år siden og uden beskyttelse står endnu

Der hvor floderne har skåret sig ned og efterladt stejle brinker Der er mange  millioner kinesere der bor i jordhuler det kan man gøre uden at de falder sammen

Det er ikke noget kineserne er vilde med at indrømme, men det er faktisk en smart måde at bo på det er billigt, lunt om vinteren og kølig om sommeren.

 

Ved Xian Her har der ligget landsbyer i hvert fald de sidste 8000 år og her kan man ikke stikke en spade i jorden når der skal bygges huse veje eller graves brønde uden at der dukker noget fortid op.

Byerne har haft bymure og voldgrave for de 6-8000 år siden.

Oprindeligt har området her været dækket af urskov ret lang  frem i tiden. Der har været elefanter og næsehorn, og de forvandt omkring år 500 efter at være blevet dræbt ved jagt.

 

Her dyrker man ikke meget ris: man får kun en afgrøde og man mangler vand så det er ikke praktisk med vådafgrøder, så man dyrker hvede og majs og frugttræer . æbler og ferskner.

Der dyrkes også kiwi – det er faktisk en kinesisk plante som hedder kinesisk stikkelsbær – også på latin – men new zealænderne har senere givet frugten navn.

 

 

Den hule vi skal se, der er der bygget en bolig foran, og så bor  bedsteforældrene inde bagved i jordhulen 

Her i Nordkina har man haft gulvvarme i mindst 2000 år – selv de fattigste bønder havde det.

Man laver en  stor hul under sengen (?) hvor man opholder sig om vinteren – og står kakkelovnen uden for, så er der varmerør der går ind og varmer under sengen – og så opholder man sig her: sover, spiser, laver lektier.

Der hvor der ikke er flodbredder .. har man også gravet jordhuler. Det har man gjort ved at grave et stort hul ned i jorden 5 * 20 m. – måske 5-10 meter høje sider, og i hver af de lodrette sider graver man så en hule ind.. Nogle af hulerne kan være meget store med 6-7 m til loftet.

Slut bånd A

 

start  Bånd B (Den store Kanal Suchou, opdyrkning af perler)

Kina kalder har altid været betegnet som  ”riget i midten” – det er herfra det sker Kina er noget andre har kaldt landet.

 

 

Der samles plastflasker – også engangs- ind på samme måde som vi herhjemme samler ølflasker – de kan sælges kilovis.

 

Megafoner anvendes af guider

 

Huang He betyder den gule flod

 

Billede af goretex-jakken og der blev købt cowboy-bukser i Dazu

I Dazu også hængelås og øloplukker

 

Mineulykke mens vi er der

 

Glødende wok i Xian – med blæser på

 

Birthday cake bakery på det store forretningsskilt i Peking

 

Der er ikke ovne i et kinesisk køkken

I Kina får man ikke maden på en tallerken, men retterne placeres på en roterende plade hvorfra man deler maden. Normalt får man 4-6 kolde småretter mens man sammensætter hovedmåltidet, som ofte er 8-12 retter, herunder altid en suppe og en fiskeret. Der er mange spændende marinerede og højstegte grøntsager. Man får ris eller nudler til – men ikke altid. Og der levnes betydelige mængder – som går til svinefoder.

Man deler øl – ikke en hver – hældes op

 

Taxa – fast pris på de første kilometer, derpå takst – kører på meter Chaufføren beskyttet i en plastickuppel.. Får skrevet navn ned på seddel, for de kinesisje taxachaffører taler ikke engelsk – og navne kan godt være forskellig på engelsk og kinesisk,

 

Pengene hedder officielt Yuan, men kaldes til daglig for ’Kuai’ og ’Renmimbi’ (RMB) 10 Jiao (kaldes ’Mao’) skal til en Yuan.

 

Peking ligger på højde med Madrid, ca 12 mio

 

 

Affald fra måltidet enten ud på bordet hvor der er lagt plastic eller ned på gulvet, som hyppigt fejes