Island
IMG_0265rz

 

En dans på vulkaner

En rejse til Island 11.-16.juni 2016


Billeder er samlet her.

Videoklip kommer

Jeg havde et tilgodebevis fra vores rejse til New Zealand med Risskov Travel Partner, som jeg gerne ville have indløst, og jeg checkede bl.a. turforslaget til Island, som udover de normale highlights bl.a. indeholdt et besøg på Vestmannaøerne.
Turen omfatter kun det sydvestlige hjørne omkring Reykjavik – og en afstikker længere østpå på sydsiden af Vatnajökull, så det er kun en forlænget weekend, da den ene dag er afrejsedagen over midnat.

Det var desuden en anledning til at gense Island, hvor jeg i 1983 var udstationeret af firmaet i Reykjavik for at analysere processer i den islandske bibliotekscentral. Jeg boede i Nordens hus, og husets værtspar var så venlige at tage mig med på en lille sightseeingtur i omegnen. (Billeder fra turen i 1983)

Salgsbeskrivelse (pdf-fil)
IMG_0395rz

Naturen

Det er jo naturen, der trækker, når man vælger Island som rejsemål. Og man bliver ikke skuffet.

Allerede på turen fra lufthavnen kan man se resultatet af den vulkanske aktivitet med halvøens flade dække af mosbegroede sten.
Det ændrer sig og bliver til knudrede og fantasifulde former af lava både som løse sten og stående 'skulpturer'.

Det slår en, at der er millioner af blå/hvide lupiner overalt. Det viser sig, at dem er man begyndt at så, så de kan binde askeflugten. Og faktisk er det ganske flot med de kilometerstore blå/hvide arealer, som vi oplever gennem hele turen.

Alt virker grønt, og det varer lidt inden man konstaterer, at det grønne lag kun er få cm tykt, og dermed ikke stabilt på de ofte stejle skrænter.

I dette sydvestlige hjørne af øen er der dog også store flade strækninger med græsbevoksning, som kan bruges til landbrug.
Det er dog mest heste – utroligt mange heste – og endnu flere får, der går og græsser bag markernes hegn.

Næsten alle marker har med korte mellemrum gravet kanaler, så markerne afvandes, når vårløsningen sender vandmasserne ned til kysten.

Der er flere elve, og fælles for dem er, at når vandet når ned til det meget flade land de sidste kilometer mod kysten, så dannes der utroligt brede delta, hvor vandet fordeler sig i sedimenterne, som de selv fører med sig.

Der er masser af plads! Store områder uden bebyggelse, uden dyrkning og stort udsyn, store, flade arealer indrammet af lave snedækte bjerge.

Naturligvis er turen planlagt, så man på de få dage ser det, man 'bør' se.

Den eneste skuffelse var isbjergene i Jökulsárlón, men jeg må jo erkende, at jeg har set rigtig mange og store isbjerge og oplevet bræerne kælve.

Der er mængder af flotte vandfald, der er de utroligt mange gletschere fra Vatnajökull, og når sigtbarheden er der, synes man at kunne se til verdens ende.

Der er plantet læhegn nogle steder, som afslører, at hvor vi har vestenvind som hyppigst, har Island østenvind. Og vinden er meget stærkere på disse kanter, hvor den har frit løb henover havet. Da temperaturen holder sig omkring 10 grader, virker det rigtig koldt, og man finder hurtigt ud af, at en vindtæt jakke er en nødvendighed.

Grantræer ses plantet, vilde birketræer, der kun bliver et par meterhøjde buske, er ikke usædvanligt.
I den vilde natur ses gråpil, dværgpil (ell dværgbirk). Der er agerpadderok, løvefod, rødknæ, kæruld, meget høje mælkebøtter, masser af kvan, der stod med store knopper og en del andre kendte blomster.

2016-06-15 13-39-42_IMG_0664rz

By og land

Af landets 330.000 indbyggere, bor ca 200.000 i hovedstaden. Bebyggelserne på landet ligger meget spredt, og byerne på turen havde fra et par hundrede til et par tusinde indbyggere.

De ældre huse i byen er beklædt med malede bølgeplader af metal, men der findes også gamle huse af træ.

Der er pænt og ryddeligt alle vegne. Er der grafitti, er det udført som kunstneriske malerier på husgavle og plankeværk.

På min vej gennem byen var der flere steder hold af unge mennesker, som lugede parkernes bede og rensede græs mellem brostenene. Om det var fordi der skulle pyntes op til nationaldagen d.17 eller om det var et socialt tiltag, ved jeg ikke.

Der kommer ca 1 million turister til landet hvert år, og rigtig mange vælger at leje bil og tage den på egen hånd. De fleste er lejet, men der var også mobilhomes fra både Tyskland og Holland.

Udenfor Reykjavik er trafikken ikke stor. Der er generelt godt skiltet. Vejene er generelt gode og asfalterede, men de fleste mindre veje er grusveje, og i alle tilfælde er de ret smalle. Broer er ofte ensporede.
Rundkørslerne er også indført mange steder hen.
Trafiklys var ret overraskende at se i drift flere steder på Heimaey, mens det var yderst få, vi ellers så uden for Reykjavik

Derfor er det ikke usædvanligt at se nye, moderne hoteller liggende uden for lands lov og ret, hvor der også er campingpladser og ´'bed & breakfast'.

Den islandske krone er ca 1/20 del af værdien på en dansk krone, så man skal lige vænne sig til prisskiltningen. I øvrigt behøver man ikke at have mange kontanter med sig, da man kan bruge kreditcard alle vegne.


2016-06-15 16-07-10_IMG_0690rz

Kultur

Islændinge er stolte af deres nation, deres vikingeaftamning og deres indretning og beklædning illustrerer kvalitet og design.

Man ser ingen fattige, ingen tiggere, og trods den overståede krise er bilparken ny, hvoraf mange naturligvis er 4-hjulstrækkere.

Der er mange specialforretninger med kunsthåndværk, godt og pænt håndarbejde og designvarer på strøggaden.

Islændinge har dansk i skolen, men man skal ikke regne med, at man kan bruge dansk i almindelighed. Til gengæld taler de fleste et rigtig godt engelsk, så der starter man oftest.
Tilsvarende er skiltning på museer og ved seværdigheder på islandsk og engelsk.

Bortset fra Reykjavik, som har højhuse, og huse op til fem etager, er det meste byggeri lavt, og nyder man udsigten over hovedstaden kan det ikke undgå at slå en, hvor grøn byen er med træer og parker.

Det islandske køkken er godt og præget af alt godt fra havet og lam – og det er gode og velsmagende retter. Den lokale øl, Viking og Gull, er fortræffelig.

På min vej gennem byen var der flere steder hold af unge mennesker, som lugede parkernes bede og rensede græs mellem brostenene. Om det var fordi der skulle pyntes op til nationaldagen d.17 eller om det var et socialt tiltag, ved jeg ikke.

Guide

Vores guide var Hugrún Sigurjónsdóttir, som har studeret i Århus i slutningen af 90'erne, så selv om hendes danske var lidt rusten, var det absolut forståeligt.

Hun havde styr på det, der skulle fortælles om de besøgte steder, og fortalte også mere generelle ting om livet og historien.

De lange busturer kunne godt have været anvendt til mere planlagt og sammenhængende systematisk information om det islandske samfund, men det er jo en smagssag.


 

Rejsen dag for dag

Til en forandring skulle man ikke af sted i nattens mulm og mørke, men først flyve kl.14.
Det gave tid til at pakke, rydde op og få bestilt materialer til skur og overdækninger til jeg kommer hjem igen.

Turen til lufthavnen med det offentlige tog en times tid, indcheckningen var med automat, og så videre tilsecurity.

Undervejs dertil gik det op for mig, at jeg ikke havde fået min lommekniv i kufferten.
Jeg havde til denne forlængede weekend bare taget en kabinekuffert, hvis lommer ikke skriger på, at her skal kniven placeres.
En sikkerhedsvagt målte bladet: det var ½ cm for langt. Nå, videre i køen, og jeg lagde den i bakken  med alt det øvrige. Ny konstatering af, at den skulle måles, bakken blev kørt på sidespor – men dukkede så pludselig op i rækken inkl. kniv. Alternativet havde været, at jeg skulle have været tilbage og checket den ind som bagage.

Flyet var allerede ved ankomsten annonceret til ½ times forsinkelse. Det endte med at blive 45 minutter før Icelandair FI205 (en Boeing 757-200) fik lettet.

Herfra gik det fint med et klart kik over Danmark, øerne ved Stavanger, lidt af Færøerne – og så ellers overskyet til vi landede i Keflavik, som tidligere var amerikansk base, men som amerikanerne forlod i 2006. (Island har i øvrigt ingen væbnede styrker, men er medlem af NATO).

Vi var 6 fra København, og da der skulle ventes på flyet fra Billund med yderligere 14 deltagere, fik vi en kop kaffe på firmaets regning og en god time til at gøre os bekendte med hinanden.

Vi var landet 15:40 (17:40 dansk tid), og Billund flyet (også forsinket) kom først næsten 2 timer efter, så kl. 18 kunne vi komme i bussen og køre det korte program til vores hotel.


IMG_0107rz

11.6.2016 Ankomst og turen til Hella

Hele halvøen, hvor Keflavik ligger er lava begroet med mos og ganske flad.
Senere kommer der så småbjerge af tuf – mere eller mindre nøgne.

Der er undervejs store arealer med blå/hvide lupiner, lidt mælkebøtter, ranunkel og noget jeg mener er den gule arktiske valmue.

Vi gør et kort holdt ved en sømandskirke i Strandarkirkja, hvor der er en flot natur ud mod havet.
Kirken er oprindeligt bygget engang i det 12. århundrede. Historien er, at nogle sømænd skulle navigere tilbage gennem det farlige farvand i en storm. De bad til Gud, og lovede at bygge en kirke, hvis de kom velbeholden i land. En lysende engel ledte båden gennem skærene, og som lovet byggede søfolkene en trækirke, som blev senere betragtet som en valfartskirke, hvor man kunne bede om at få opfyldt sine ønsker.

På vejen videre mod Hella, hvor vi skal bo, gør vi endnu et stop i Eyrarbakki. Stedet har engang været den største havn på sydkysten, og dermed handelscentrum med fiskeri som hovederhverv. Den mistede betydningen i begyndelsen af det 19.århundrede, bl.a. efter brobygning over den nærliggende elv.
Da vi var temmelig forsinkede, blev det kun et kort ophold, som ikke gav tid til at besøge kirken fra 1890 med altertavle af danske dronning Louise (Christian IX), eller de gamle huse i øvrigt, som bl.a. omfatter det ældst bevarede tømmerhus (1765, nu museum). Det må blive en anden gang.

En anden historisk begivenhed er, at det var herfra en ung købmand i 985 sejlede mod Grønland, men landede i Nordamerika. Det fortalte han Leif Eriksson, som købte hans båd og selv tog turen til Amerika.

Der drejes nordpå, og her grønnes landskabet, der kommer rigtig mange islændere, køer og får. Vi ser et stort mejeri, men ikke umiddelbart køer.
Mange gravede kanaler i de flade marker, flere floder.

Vi bliver mødt af et eller andet stort cykelløb med hundredvis af cykelryttere med startnumre i det grusede og til tider meget udfordrende, bakkede terræn her lidt længere inde i landet.

Ved 20:30-tiden kom vi til vores hotelStracta, hvor de havde ventet med at fjerne buffeten. Så vi fik næsten natmad, da kl. var 22 dansk tid.
Hotel Stracta i Hella er moderne og med gode værelser. Her er velfungerende internet – gratis – og der er en del tv-stationer, som dog modtages noget hakkende. Men så kan man skifte til internettet, hvor streamingen er upåklagelig.

IMG_0141rz

12.6.2016 Historie, vandfald og vulkanhistorie

Nu er der jo lyst hele natten, men alligevel var det dejligt at se, at solen kastede sine stråler på nabobygningen.

Efter morgenmaden var der god tid til at slentre rundt ved hotellet, fotografere blomster, heste og vulkanen Hekla med snedækket top, som tydeligt ses.

Nu er det blevet landbrugsland. Heste og får, dyrkede marker på i det meget flade landskab. Stadig kanaler og små åer, men også plantede læhegn – foruden de mange lupiner.

Turen starter kl.9 med kurs mod Saga Centret, der ligger i Hvolsvöllur. Det er en blandet bolcheforretning, hvor der først og fremmest præsenteres  hovedtrækkene af Njals saga i tekst og tegninger. Meget tekst, men det fremkalder minder om noget, man har læst for mange år siden. Historien udspiller sig i denne egn og er egentlig vel historisk dokumenteret. Selve genfortællingen er kort, og man får et godt overblik af hovedbegivenhederne.
Derudover er der et lille kunstgalleri, et lokalhistorisk museum med ting fra lokale virksomheder (det er ens egen levetid, der udstilles), og mere spændende: et broderiprojekt om Njals Saga, hvor man har nået 45 meter af de planlagte 90 meter. Man kan kalde det et islandsk Bayeuxtapet. Folk kan reservere de figurer, de kunne tænke sig at brodere, så det er forankret i lokalsamfundet.

For den der skal have repeteret Njals saga, har jeg kopieret artiklen fra Den store encyklopædi.

Turen fortsætter til Seljalandsfoss'en , som er et prægtigt vandfald som styrter ud over en lodret klippe i 60 meters højde. Trods det store antal turister går det egentlig ubesværet. Der knipses og videofilmes, og det er da også spektakulært. Ikke mindst at man kan gå bag om vandfaldet, og få nogle helt anderledes billeder.

Vi skal nå bilfærgen tilVestmannaøerne kl.12:30. Ruten er nu flyttet fra Thorlákshöfn til havnen iLandeyjarhöfn, så sejlturen er reduceret fra 2½ time til 35 min.

Øgruppen Vestmannaøerne opstod ved et underjordisk vulkanudbrud for omkring 10.000 år siden og består i dag af 15 øer, men der er en af øerne, der er yngre end de øvrige: I 1963 skabtes øen Surtsey. Det var også i forbindelse med vulkansk aktivitet under havet, og helt frem til 1967 kunne man se flydende lava på øen.

Vi kommer til hovedøen Heimaey, der er den største og eneste beboede ø. efter en flot tur: det blæser en halv pelikan, og vi er jo ude i det store Atlanterhav, som vugger skibet lidt kraftigt.
Vi indleder turen med at spise en i øvrigt rigtig god frokost med en spændende torskeret.
Vores bus er blevet i land, men en lokal bus med lokalfødt chauffør henter os til rundturen.

Heimaey indskrev sig i historien i 1973, da vulkanen Eldfell vågnede af sin dvale og sendte aske, pimpsten og lava ud over øen, udvidede øen med 2 kvadratkilometer, og der opstod bl.a. en ny naturlig havn. Alle øens 5.000 indbyggere blev heldigvis evakueret, da alle fiskerbåde var i havnen pga dårligt vejr. Udbruddet varede ½ år, og øen blev 2 kvm² større.

IMG_0181rz

I dag er byen genopbygget med nye, flotte huse. Sporene fra vulkanudbruddet ses rundt omkring, og flere steder har man bevaret ruiner af huse, som ikke blev helt dækket af lava, og derfor kaldes Heimaey ”Nordens Pompei”.

Der er bygget et museum om begivenheden, Eldheimar, som har reetableret/udgravet et hus, der blev begravet af det op til 50 meter høje lag af aske og lava. Det er suppleret med optagelser og plancher som beskriver den frygtelige tragedie for befolkningen. Et flot og informativt museum med digital guide.

Udsigten heroppefra til de to vulkaner, der forenede kræfterne er utrolig smuk og betagende.

De næste par timer kører vi sightseeing med en lokal buschauffør. Vi kommer tilVestmannaeyavöllur, hvor der hvert år i august er musikfestival i det fri med 15.000 tilskuere, som sidder op ad bjergsiderne.
Her er også en rekonstruktion af hus, svarende til de otte huse fra 900-tallet, som blev udgravet i 1970'erne i Herjólfur-dalen. Huset er bygget af sten med græs på taget og bygget som et 'langhus', dvs to sammenbyggede huse, bestående af hver sin store sal (den ene ende adskilt til dyrene) med højt til loftet.
Island var i tidlige tider dækket af skov, men ellers er tømmer indført med vikingerne fra Norge.

Rundturen byder på mange smukke udsigtspunkter, bl.a. til den højtliggende meteorologiske stationStórhöfdi, hvor man er ved at blæse omkuld.

I nærheden heraf er der mulighed fra et fugleskjul at iagttage fuglene på fjeldsiden, og jeg gør et helhjertet forsøg på at finde lunde-fuglen. Der var lidt kamp om fuglepladsens udsigtshuller, men nogle fandt de små fugle, som også lå på havet. Jeg havde medbragt kikkert, men mener ikke, at jeg faktisk så lunder, men en del andre søfugle.

Sidste stop var ved den gamle danske befæstning, Skansinn, som blev opført af Frederik II i 1586. Den indgik i kampen mod 300 slavehandlere fra Nordafrika i 1627, kaldet 'Det tyrkiske angreb'. 242 indbyggere supplerede dem, der allerede var indfanget på sydkysten, blev sejlet bort til slaveri.

Under anden verdenskrig havde englænderne hovedkvarter og kanoner her
Fæstningen blev genopbygget 1991-92, og heroppefra kan man se ned på den stavkirke, som nordmændene har foræret dem.

Det lyder utroligt, at man kan få 3½ time til at gå på 13 kvadratkilometer, men det gik fint, og det var en dag, hvor man sige, at det ikke mindst blev vejret, der blev udslaggivende for oplevelsen.

Tilbage til Island med færgen kl.18:30. Selv om det stadig blæste kraftigt, var søgangen ikke så mærkbar.

IMG_0294rz

13.6 2016 Vandfald, basaltklipper og små isbjerge

Det har været en lang dag med ca.700 km i bus. Vi startede fra hotellet kl. 8, var tilbage kl.20.

Men dagen har naturmæssigt atter været fyldt med fine oplevelser, og vejret har været flot, omend skyerne i en periode hang nede omkring de 150 m, så toppene var usynlige.

Vi er tæt ved vulkanen Eyafjallajökull, som formørkede Nordatlanten efter sit udbrud i 2010. Den standsede lufttrafikken i flere dage, men begravede også en stor gård, som dog blev reddet. Vi stopper op ved gården, hvor historien er genfortalt i tekst og billeder.

Defra fortsatte vi til endnu et spektakulært vandfald, Skógafoss, som ligger på den oprindelige høje kystlinie. Vandet kommer fra en af Mýrdalsjökulls bræer.

Man kan gå helt hen til det i nedfaldsniveau, men der er desuden en trappe der fører op til en platform de 60 meter oppe, hvor man kan se vandet falde ud over kanten over 25 meters bredde. Min læge vil blive glad for at høre, at jeg klarede alle trinnene, selv om det trak i lungerne.
Hvis solen havde skinnet, skulle der have været flotte regnbuer, men i dag er det overskyet. Men flot er det jo. Der er noget dragende over vandfald.

Nogen gjorde opstigningen lettere med en kameradrone. Nye tider – ny teknik, som vi oplevede flere gange.

Næste natursceneri finder vi ved lavastranden Reynisfjara, hvor der er sort sand og flade sten, slebet af århundreder af havet.

IMG_0286rz

Der er en kraftigt og ikke ufarlig, stor brænding fra havet – der ligger ikke land mellem Island og Sydpolen – og her ude i vandet står der enorme søjler af lava og desuden nogle fantastiske klippeformationer.
Sagnet fortæller, at det ikke lykkedes to trolde at trække et skib i land, og ved daggry blev de til søjlerne

Reynisdrangar er navnet på stedets basaltsøjler og basalthuler, Halsanefshellir, som jeg ikke har set mage til siden en ferie i Ardeche
Her fik jeg så omsider set en lunde oppe på fjeldet 66 m højt mellem alle de andre beboere.

Frokostopholdet gøres i Vik i en bistro i forbindelse med en travlt optaget tankstation. Der er langt mellem tankstationerne, og der er rigtig mange turister i lejede køretøjer – mange i firhjulstrækkere
Ved siden af ligger en stor, toetages forretning med strikvarer og fritidstøj – og naturligvis souvenir. Fra førstesalen kan man se ned i fabrikationshallen, hvor strikkemaskinerne arbejder.
Kirken ligger højt oppe på bjergsiden, men der var for langt at gå med den tid, der var til rådighed – og måske heller ikke umagen værd.

Fra Vik kan man se flere lavaformationer, der står ude i vandet.

Vi kører igennem landsbyenKirkjubæjarklaustur, som er servicecenter, og når til nationalparken Vatnajökull.

Vatnajökull er ikke blot Islands største gletsjer (13% af landet), men også den største i Europa, og under den ligger flere af Islands mest aktive vulkaner. I det kæmpemæssige gletsjerlandskab løber vandløb, der fører smeltevand væk fra gletsjeren, og der er mange gleschertunger, der kommer ned fra plateautet, den ene efter den anden.

Der er et stort, fladt og nøgent areal mellem Vatnajökull og kysten med flere brede, flade smeltevandsdelta.

IMG_0363rz

Efter endnu flere timers kørsel med de store, golde flader mod syd og Vatnajökulls gletschere ankommer vi til Jökulsárlón – gletsjersø (lagune) med få og små blånende isbjerge, der stille glider forbi på deres vej til havet. Isbjergene kommer fra den 30 m høje Breidamerkurjökull,som dog ligger næsten skjult i dis.

Lagunen er dannet, når strømmen i havet ikke kan nå at fjerne mængden af sedimenter, der føres med ud de sidste 1½ km. Det er i øvrigt Islands dybeste sø med sine 248 meters dybde.

Den har været brugt som filmkulisse i mange film, bl.a. James Bond-filmen ”A View to a Kill” ”Die another Day”, ”Tomb Raider” og ”Batman Begins”.

Det blev nu lidt af en skuffelse. Formentlig fordi, forventningerne var skruet for højt op, efter de gange vi har set kælvende gletschere generere rigtig store  isbjerge. Der var lavthængende skyer, der gjorde det svært at se gletscheren, og der var ikke mange isbjerge, og dem, der var, var små.
De blå farver var OK inkl. de sorte aflejringer af aske fra fordums udbrud.

'Hvis der er interesse for det, ville rejselederen arrangere en sejltur på Jökulsarlón', stod der i rejsebeskrivelsen. Alt var dog booket til de næste par timer til de amfibiebåde, der anvendes til sejlads på søen, så det var ikke muligt.

Vi skal samme vej tilbage, og gør stop ved en adskilt del af samme gletscher, Breidamerkurjökull, hvor man kommer helt tæt på gletscheren og også se ned på den. Her er ingen isbjerge på søen, men skosser af opbrudt is fra søen. Her sejles der med gummibåde.

Endnu et stop ved et 'visitorcenter', hvorfra der udgik flere vandrestier og med udsigt til en gletscher i et område, hvor der gror vilde birketræer. Ikke som vores markante birketræer, men det der nu kan få fodfæste i det barske klima: buskads og 'træer' i en god mandshøjde.

Et sidste toiletstop i Vik. Vi passerer de vandfald og seværdigheder, vi har set, men nu er det klaret op, og solen står, så belysning og skygger får det til at se nyt ud.

Der er lige tid til at sætte elektronikken til opladning inden spisetid, og i aften er det portionsanrettet torsk, som jeg ofrer et glas chardoney til.

Det bliver så vores sidste overnatning på Stracta hotel i Hella.

IMG_0453rz

14.06.2016 Den gyldne cirkel

I dag skal vi køre ”Den gyldne cirkel”, som er en rute, der inkluderer tre af Islands mest berømte seværdigheder.

Turen går først til det mægtige vandfald Gullfoss, der er et af de smukkeste i Island. Vandfaldet er en del af den vandrige elv, Hvitá, og vandmasserne kommer især fra gletsjeren Langjökull. Floden flyder ned over tre trin og efter to fald (11 m og 21 m) falder vandet 32 m ned i den 20 m brede kløft for derefter at fortsætte videre 2½ km gennem den dybe kløft.

Man kan gå langs floden i forskellige højder, om dermed få forskellige vinkler på på Gullfoss, mens kaskaderne af vand danner finregn over vandfaldet.
Det er store vandmængder, der løber ned gennem vandfaldet: 140 m3/s om sommeren, ca det halve om vinteren. Rekorden er 2000 m3/s.

I første halvdel af 20. århundrede planlagde private at købe jord op, så man kunne etablere vandkraft. Takket være at Sigríður Tómasdóttir, som boede ved vandfaldet, protesterede og på bare fødder gik de 120 km til Reykjavik på grusvejene, og fik overbevist folk, blev der ikke bygget noget kraftværk. Hun har så fået en statue ved vandfaldet.

IMG_0480rz

Herefter går turen til det geotermiske område ved Geysir. Der er tale om et pænt stort område med mange små dampskyer, der stiger op fra jorden der afslører den termiske aktivitet.

Der er ingen tvivl om turistinteressen for stedet, og parkeringspladsen havde den største samling af turistbusser, vi så på turen.

Efter 10.000 år er den gamle gejser, som gav stedet navn, ophørte med at springe. 'Gamle geysir' havde i sin storhedstid sprunget ca 50 m op, og ofte i meget lang tid ad gangen. I forbindelse med et jordskælv i 2000 levede den op en periode på to dage og sprang op til 120 m.
Fra nogle er der kun dampudslip, i andre står vandet og koger (Little geysir), og atter andre 'lækker' lidt vand som afsætter gule aflejringer af svovl.
I dag er det kun den aktive gejserStrokkur, som med 5-7 min. mellemrum sender søjler af kogende vand 10 – 30 m op i luften, så droneflyverne skal holde sig på sikker afstand.

Jeg så også gejser i Island i 1983, men dengang fremprovokeret med sulfo, en praksis der ikke bruges mere.


IMG_0530rz

Vi fortsætter gennem et smukt landskba med en del sommerhuse til nationalparken Þingvellir (Thingvellir), hvor verdens måske ældste parlament blev grundlagt i disse meget specielle omgivelser, hvor skellet er mellem den europæiske og den amerikanske kontinentalplade.

Altinget blev grundlagt i 930 og fungerede på Thingvellir i mere end 850 år, indtil 1798.

Altinget var tingsted for hele landet, og der findes skrevne kilder helt tilbage til tingets første tid. Tingsamlingen blev afholdt en gang om året og varede omkring 14 dage. Møderne blev holdt under åben himmel, hovedsagelig samlet omkring to steder, Lögberg (lov-klippen) og Lögrétta (domstolen). Her blev loven deklameret og kundgjort og anker fremsagt. Deltagerne holdt taler, fremlagde ideer og forslag. I dårligt vejr blev møderne holdt i kirken.

Lovsigemanden var valgt for tre år befandt sig ved Lögberg og var ansvarlig for procedurerne, for at huske og recitere lovene, da de ikke var nedskrevet. Han skulle komme gennem alle lovene i løbet af et år Folk kom rejsende fra hele landet for at deltage i tingmøderne, de byggede interimistiske huse eller boder med tørv eller stenvægge og tækkede dem med uldent klæde, som de selv medbragte.

Stednavne, såsom Druknesøen og Galgeklippen, kaster lys på nogle af de grusomme sider af tinghandlingerne. Man har gjort op, at i perioden 1602 – 1750 blev 30 mænd halshugget, 15 hængt og 9 brændt. 18 kvinder blev drunket. Man kunne blive udstødt af samfundet og ved mindre forseelser blev der idømt bøder.

I 1662 blev Island en del af det daeligt se skellet mellem de tektoniske plader i form afstejle vægge af sten og vulkansk lava fra den tid, da islands største sø, Tingvallavatn, opstod gennem en sprække mellem kontinenterne for tusind år siden.

Over 10.000 år er pladen mod vest fortsat med at flytte mod vest, mens den østlige plade (den europæiske) flytter sig ca 3 mm årligt mod øst. Det betyder at pladerne er flyttet ca 70 m fra hinanden gennem årene. Samtidig er dalen sunket ca 40 m, som ses når man sammenligner med højden på søen.

Ikke mindst det at opleve og stå her midt i forkastningen har altid været et stort ønske, som nu gik i opfyldelse.

Herfra er der ikke langt til Reykjavik, og sidste nske rige, og dermed dansk lov.Lögrétta førte dog lokale retssager indtil 1798.

I 1930 blev Thingvellir udnævnt til nationalpark, og i 2004 blev parkens kulturelle betydning internationalt anerkendt, da den kom med på Unesco’s World Heritage List.

Geologisk er det et spændende område, fordi det ligger, hvor to tektoniske plader mødes.Tingstedet (Almannagjá-kløften) kan man tydstop er i Perlan i udkanten af Reykjavik. Det er et højtliggende bygningsværk, som primært omfatter 6 store varmtvandsbeholdere. Der har gennem årtier været beholdere her, men i 1991 blev komplekset udvidet med en kuppel, stort udstillingsområde (10.00 m2), restaurant og butikker.
Øverst er der en platform på fjerde sal, hvorfra man har en fin udsigt over byen – ikke mindst denne solrige dag.

Her tager vi afsked med guiden, som af uransaglige grunde ikke skal følge os til lufthavnen senere.

 I Reykjavík indkvarteres vi på Centerhotel Arnahvoll – et af flere i Centerhotel-gruppen i byen. Det ligger i centrum, lige overfor Reykjaviks nye og imponerende koncerthus.

Koncerthuset og konferencecentret Harpa ligger direkte ved havnen. Det blev åbnet i 2011. På et areal på 28.000 m² findes der bl.a. restaurant, butik flere sale og en koncertsal med 1.600 pladser. Det er tegnet af Henning Larsenog gruppen Batteríið.De imponerende glasfacader er skabt af Ólafur Elíasson. Han kan noget med glas og lys!

Risskov Travel havde endnu en dårlig dag, da rejseprogrammets oplysning om, at middagen indgik i rejsens pris blev underkendt af selskabet – selv om det står sort på hvidt.

Jeg fik lokket gruppen fra Holbæk med på en restaurant i nærheden, Icelandic bar, som jeg havde læst om og fik anbefalet af receptionen, og selv om maden ikke fejlede noget, svarede det ikke helt til mine forventninger.

Islændingene er for første gang med i EM-fodbold, og hvad var mere passende end efter vores måltid at gå på byens torv og opleve slutningen af kampen sammen med islændingene. Vi kom til jubelbrølene på torvet netop som Island scorede kampens første mål.
Det gav en utrolig stemning, at vikingerne kunne holde 1-1 mod Portugal med fodboldstjernen Ronaldo. Det var sjovt at opleve.
Også her var der droner over det tætpakkede torv.

2016-06-15 09-52-21_IMG_0611cr

15.06.2016 Hvalsafari og sightseeing

Onsdag morgen måtte jeg tidligt op, for kufferten skule pakkes færdig og stilles i receptionen, inden jeg lidt over 8 gik det korte stykke til havnen for at komme på hvalsafari med Elding Whale Watching.
De fleste skulle i Den blå lagune, men det er ikke lige mig.

Man måtte næsten knibe sig i armen, for der var næsten ingen vind, og masser af sol.

Skibet Eldey sejlede ud kl.9 i et næsten blikstille hav, og efter en lille times sejlads var vi ude i Faxaflói-bugten, hvor der skulle søges efter hvaler. Guiden var en ung kvinde med et rigtigt godt engelsk og god viden, som blev viderebragt via højttalere. Sammen med et par kolleger stod hun i en 'udkikskurv' med den store linse og afsøgte havoverfladen.

Det blev en vellykket tur. Selv om skibet ikke var overfyldt, er man jo nødt til at finde et sted, hvor man forventer størst chance for at opdage noget, så det blev på det øverste udkiksdæk mod stævnen.

Det blev til flokke af springende, store delfiner (Hvidnæser), en enkelt vågehval og en lundefugl på vandet samt et par sæler. Der var flere større hvaler, men de havde bestemt sig for at dukke op på siderne af skibet - og det kan slet ikke betale sig at prøve at flytte position.

Jeg var ikke specielt heldig med mine optagelser: stort hav, lille skærm, zoom-fokusering og en stabil hånd giver udfordringer. Men jeg så det, og billederne er lagret i hovedet.

Efter tre timer kunne vi gå i land som rødhuder med al den sol og friske havluft.

2016-06-15 13-26-37_IMG_0662rz

Jeg havde bestemt at gå ud at gense Nordens Hus, hvor jeg boede i 1983.

Det ligger længere ude, end jeg huskede, men en fin tur langs park og sø, rådhus, gennem villakvarterer til det åbne område, hvor Nordens Hus og bl.a. Universitetet ligger. Jeg var lige inde at se i huset, og talte med et par bibliotekarer i husets bibliotek. Hele indretningen stod som dengang,

Nordens Hus i Reykjavik er tegnet af Alvar Aalto og bygget af de fem nordiske lande. Huset er et af Alvar Aaltos sidste værker. Det blev indviet i 1968.

Huset har fra begyndelsen fungeret som forum for formidling af nordisk kultur og nordisk samarbejde.

Selve bygningen er ikke særlig stor, men dens placering vidner om Aaltos fornemmelse for omgivelserne. I al beskedenhed har han placeret bygningen på en forhøjning midt ude i mosen og derefter udformet en lille sø nord for huset. Søen spiller sammen med to større søer der ligger i retning mod Reykjaviks centrum. På den måde fremhæver han placeringens naturlige karakter og forbindelsen mellem menneske og natur, bygningen og dens omgivelser.

Selve bygningen er i udgangspunktet lav og hvidmalet. Op fra den rektangulære grundetages flade tag rejser der sig på den ene side en iøjnefaldende form beklædt med mørkviolette glaserede fliser.

Biblioteksrummet åbner sig overraskende ved at dets form og lofthøjde markeres af en spids formation op fra bygningens midte. Midt i rummet er gulvfladen sænket og fører ned til bibliotekets forsænkede etage, mens ovenlyset strømmer generøst ned fra loftet gennem en iøjnefaldende krystalformet konstruktion der hæver sig fra taget.

Ved siden af biblioteket ligger koncert- og konferencesalen. Dens asymmetriske form skaber sammen med de panelklædte vægge en god akustik til både musik og tale.
Som i de fleste af Alvar Aaltos bygninger har han også designet inventaret. Mange af hans møbler, lamper og andet inventar er stadig i produktion. I Nordens Hus i Reykjavik er alle indretninger, lamper og så godt som alle møbler Alvar Aaltos eget design.


Herfra er der ikke så langt til den store Hallgrimskirke, som ligger højt, og dertil med sit 75 m høje tårn er som byens vartegn, som man kan se fra alle steder. Det er en nøgtern kirke uden mange dikkedarer holdt i hvidt, og med et stort orgel med 5275 piber. Organisten sad og spillede -  muligvis fordi der var uge med opførelse af orgelkoncerter.

Den stod færdig i 1986, og jeg kan på mit billede fra 1983 se, at der endnu ikke var tagdækket dengang.

På vej til kirken ligger et stort museum for Einar Jónsson, som desuden har en lille, ganske spændende skulpturpark, bl.a. med værket Alda Aldanna af Einar Jónsson

Vejret var for godt til at gå på museum, så jeg gik en tur gennem byens forretningsstrøg. Fandt 'Den danske kro' i en sidegade, hvor man kunne nyde en øl udendørs.

Jeg skulle også lige prøve at se musikhuset indefra, og det var ikke mindre betagende.

Jeg havde bestemt at sætte punktum for oplevelserne med at spise på'Fish Company' tæt ved torvet. Det var kreative, spændende fiskeretter til rimelige priser.Det mere muntre var iagttagelsen af et kinesisk selskab på 30, som dukkede op, og hvor placeringen gik af sig selv: alle kvinderne satte sig ved det ene bord, mændene ved det andet.

Tilbage på hotellet fortsatte jeg udskejelserne med et glas rødvin i restauranten på 8.etage, til vi blev afhentet af vores bus kl.21.

Vi skulle være i Keflavik lufthavn tre timer før afgang, og da indcheckning og sikkerhedskontrollen gik smertefrit, var der masser af tid til at få en snak.
Der var syv ruter, der skulle starte mellem 1:00 og 1:35, så der var mange i afgangsområdet.

Vi kom af sted med en halv times forsinkelse, og således kom vi også det senere til København.

Også her gik det kvikt, og jeg var hjemme kl.8 efter at være blevet praktisk talt gennemblødt af et skybrud på de 200 m, der er fra busstoppestedet.

Hverdagen var hermed begyndt: der skulle slås rugbrød op, dagens avis læses, men ved 10-tiden kunne jeg mærke trangen til at ligge ned efter at have været i gang i næsten 30 timer.