Huset gennem 140 år

Vi har samlet billeder fra årenes forandringer på grunden og i huset.

Grundstykket

Källaremoen er fra gammel tid et stort område med torp og grund. Som det fremgår i afsnittet ‘Källaremoens beboere ’  udstykkes området flere gange.

Grundkifte 1968
Davids far (Yngve Magnusson) købte jordstykket (?) omkring  'Källaremoen'  omkring 1968. Købt af Herbert Berggren (Gunnabo) som havde et andet sted og kun tog til Källaremoen, når der skulle laves noget der. Men det er formentlig kun omtalte litra A.

Der udstykkes 1,0340 ha af Källaremoen 1:3   d. 6.6.1968 til det nuværende grundstykke. 

Grundstykket er nu på ca 10.000 kvadratmeter og fordelt på et areal med græsplæne, et område med skov og resten egnareal bl.a. med den klippeformation, vi kalder “Bjerget”. Dets geologi har vi fået undersøgt, og beskrivelsen findes  her.

Og Källaremoen får betegnelsen 1:4.Kort  med koter og mål fra dette tidspunkt.
Udstykningsdokument..I 20XX ændres 1:4 til det officielle navn Källaremoen.

J.A. Darlin  fortæller, at han sjældent har arbejdet så hårdt, som den dag lantmäteren målte op. Han skulle blande og køre cement til grænsestenene. Besøget kostede i øvrigt næsten lige så meget som selve grundkøbet. Monikas far havde argumenteret for, at grundstykket skulle give tilstrækkeligt brænde. Man kan stadig undre sig over, at landmåleren ikke lod grunden følge det gamle stendige mod vest, men lade diget dele mellem Davids område og Källaremoen på halvvejen.

Senere blev arealet vest for ‘Källaremoen’ sat til salg.  Edor Gustafsson  fra  Bokelund  og  Yngve Magnusson  var begge interesserede, men landkommissionen valgte Edor, fordi Ynge ’kun’ var ärrende-bonde på Värmeshult

Vejmøde om Söllaryd-vejen

D.29.marts 2011 var der indkaldt til det afsluttende møde  omkring overdragelsen af Värmeshult-Sølaryd-vejens overdragelse til privatvej og demed vedligeholdelsen. Der blev dannet vejlaug (samfällighetsförening) bestående af ejerne omkring vejen. Den største skovejer (vores sydlige nabo, Frederik Stiernspitz) blev formand. Da alle efterhånden havde fået poster fik Ulla revisoropgaven.
Den enkelte ejendoms andel beregnes efter trafikbelastning i kørsler og ton. Vores ødegård klassificeres som fritidshus, og dermed enheder efter en fast skabelon baseret på 2 ture om ugen året rundt (700 enheder). 
I beregningen tages højde for sandsynligheden for hvor ofte man kører hvilken strækning. Summa summarum: det bliver ikke det helt store beløb, vi skal af med. og staten kan desuden søges om at bidrage.
Samtidig blev det konstateret, at den servitut på at bruge skovvejen ganske vist fremgår af vores landmåler-dokument, men aldrig er nået videre i systemet. en klar administrativ fejl, som der nu er rettet op på. Efter at have læst vores dokument, erkæ¦rede Börge Ericsson, hvis skovvej vi benytter, at han opgav at kræ¦ve erstatning for benyttelsen gennem årene. Det var rart at kunne afklare det i mindelighed, og så må vi jo bidrage til vedligeholdelsesomkostningerne på lige fod med David, når regningerne dukker op.
Mødet varede godt to timer, men så blev foreningens vedtæ¦gter, bestyrelsespladser mv. også klaret i samme moment.

Som man ser det...

Der er mange (typiske, sjældne??)  blomster  på ’bjerget’, som der må hærges om. Egentlig burde græsset slås med le i juli/august for ikke at kvæle blomsterne.Vi købte også en le for at prøve at slå med le,  men dels er det ikke nemt, dels er der rigtig mange store sten, man kan komme i karambollage med.
Så vi har købt en buskrydder, og den er mere præcis at styre.

En anden erfaring var, at de vilde blomster vil have gødningsfattig jordbund. Således lykkedes det os at udrydde de oprindelige opretstående kobjælder med gødning, fordi vi gerne ville passe på dem. Ak ja!

På Källaremoen har der været 4  tjærebrændingsmiler  (beskrivelse). Den bedst bevarede ligger i 'nordskoven's vestlige ende. Den er ca. 400 år gammel.Tjærebrændingen har været anderledes i dette område: Man har gravet en rende på 5-10 m fra et højtliggende sted, lagt bark i bunden af renden og så lagt træet, dækket med jord, og tændt ild foroven og med en blæsebælg pustet ilden igennem, så tjæren fra fyrrestubbene er løbet i forvejen ned i beholderen for enden af renden.
Faktisk var det en bedre forretning af fremstille tjære end at dyrke marken. Brugene i Småland var for det meste meget små, og det reducerede muligheden for sædskifte, med det resultat, at udbyttet blev mindre.

1966 -2000

Ikke mindst Monika Darlins far (Folke Andersson  1901- 1992, född i Gripenberg Gällarryd, vägmästare i Värnamo) har tilført stedet mange ting. Han har været rådgiver, bl.a. sikret, at der tidligt kom tag over jordkælderen. Han etablerede den nuværende græsplæne ved hårdt arbejde: en almindelig håndgræsslåmaskine med sin kone  Maria  spændt for, for at slå det naturlige (ukrudts)græs.

Folke Andersson boede i Värnamo, men var ofte på Källaremoen. Ja, han tog turen hertil med fuglefrø, for at fuglene skulle holde til på stedet.

Han etablerede en stor køkkenhave (samme sted som nu), plantede de ribs- og solbærbuske, stikkelsbær og æbletræer (som han podede), rhododrendronen ved ‘nordskoven’ mm.
De store egetræer, der er på grunden stammer fra olden, som han hentede i Apladalen og puttede i jorden

Karrussellen, lavet efter et engelsk forbillede, gyngestativet og vippen er hans værk ligesom nordpilen på klippen i græsplænen og de støbte trin ved det gamle das er hans værk. Karussellen blev nedtaget august 2010, da den var forfalden.

Endelig ligger hans to gravhunde (tax) begravet på grunden, markeret med to metalskilte i den vestlige del af skoven.

Omkring 1986 blev der tyndet ud i bevoksningen, og de fældede træer indbragte 9.000 kr.

2000  -

Vi måtte tidligt konstatere, at naturens afgrøder må deles med dyrene, og vil man have noget for sig selv må det bskyttes af hegn og net. Så vi har indhegnet haven  og på frontsiden lavede vi noget, der kunne ligne et smålandshegn. Vi var rundt at se på de mange hegn i området. Vi brugte vores ener som stolper, men opgav at binde rafterne med grankviste.

Vi har tidligt fået etableret et parkeringsområde, så bilen kan holde nogenlunde skjult. Gruset blev leveret af XXXX

Vi har i XXX plantet et egetræ, som formentlig vil komme til at stå som et minde over vores periode på Källarmoen. Frøet er hentet ved ‘Massahuset’ ved  Fegen  i Västergötland i 1998.

Vi har plantet et nyt æbletræ, da det ene af de gamle træer faldt i en storm, og det andet mistede ca. halvdelen af sin krone. Den er blevet liggende som en skulpturel fuglefodringsplads.

Før Edor Gustafsson på Bokelund døde, købte vi købt et par granitsøjler, som vi gerne ville sætte op som indgangsportal. Det blev realiseret i sommeren 2010 sammen med David Magnusson, hvor fælles anstrengelser førte til placeringen lige overfor den gamle vej til Östra Berg /Norra Söllaryd.

November 2013 kommer David, og i løbet af tre timer bliver der fældet 38 store træer, som er udvalgt for at give bedre udsyn på grunden.

Huset
I afsnittet Källaremoens beboere er en nogenlunde komplet fortegnelse over de mennesker, der har boet på Källaremoen.

I dette afsnit koncentreres emnet til det hus, vi ser i dag, og om den viden der er samlet om forandringer .

Bygningen før 1874

Selv om man kan følge Källaremoen tilbage til 1653 er der ikke – mig bekendt – nogen dokumentation for, hvordan beboerne har boet.

Men som fæstebønder under godset Ed har det været arbejdssomme og nøjsomme folk, som på den magre og stenede jord kunne skaffe sig ekstra udkomme.

Generelt er beboerne på Källaremoen noteret som fattige, og stedet opgøres til 1/4 mantal og senere 1/8 mantal og med et dyrehold på 2-3køer – og naturligvis høns og en urtehave

Man kan gætte på, at beboelsen har været en 'enkelstuga' med tilhørende jordkælder. Jordkælderen på den vestlige side af ’bjerget’ er gammel og har haft tætning af birkenaver kan stadig ses, men hvor dett oprindelige hus lå, kan ikke identificeres, men på det gamle kort fra 1786 ser det ud, som om det lå langs med klippeknolden, og dermed tæt ved jordkælderen.

1874 – den nuværende bygning

Johan Nilsson flytter til Källaremoen 1859 i den på det tidspunkt eksisterende bygning, og familien må være bygmestrene til den nuværende 'parstuga' fra  1874.

Tagkonstruktionen er den originale med bjælke i toppen i hele husets længde, og ca. 100-150 år gammel. Det kaldes 'åstak', dvs uden spær og taget har været træspån, som formentlig senere er dækket af de håndstrøgne teglsten.

Huset har været bygget helt efter normen med indgang, køkken mod nord og en stue på hver side.

Adgangen til loftet skete via en smal trappe, hvor det nuværende badeværelse er etableret.

Der var kaminer i de to kamre (og dermed to skorstene), og der har været et ildsted til madlavning samt en gammeldags bageovn. Ildstedet er senere udskiftet med et moderne støbejernskomfur, som vi fandt i vådområdet overfor huset, hvor det var smidt, da det blev udskiftet i 1965. De samlende dele var rustet op, så det ikke kune tages op i sin helhed. Men støbegodset afslørede, at det var et komfur fra Norra Hammars Bruk.

• Norra Hammars Bruk begyndte at lave støbegods og komfurer i slutningen af 1870-erne, så det har formentlig været husets første komfur.
  Norra Hammars Bruk ligger ved  Tabergsån  i den sydlige del af Jönköping (Norrahammar) og har bl.a. støbt motorer til Volvo.

Tre af sønnerne var stenhuggere, så der har været ekspertise til at lave trappesten og den nye jordkælder. Om det er nye eller genbrug af ældre sten til laden overfor - tja...

Der har været stald syd for huset og i den østlige ende af den ’toilet’, og her kan fundamenterne stadig ses. Anna-Lisa kunne huske den, og den er formentlig revet ned engang i 1950'erne. Anna-Lisa har pløjet med køer, og kunne berette om laden overfor, at der var lokum i den østlige ende og mod vest var hønsehuset (som blev taget ned og flyttet til Värmeshult).

Der har været vandløb bag ved disse udhuse.

Verandaen er ikke på billedet fra 1911, men er sikkert tilføjet af Gustav Jonsson i 1920'erne, hvor det kom på på mode.

Anna-Lisa (født  1922) og som boede der indtil 1948 kunne fortælle, at belysningen var karbidlygter,  og at vandet blev hentet i brønden på traditionel vis med en spand på en stang.
Mysteriet med jernbeslagene på ‘bjerget’ fortalte hun, var befæstigelser til den ‘vedbod’, man havde der.
 

Bygningen 1948 – 1965

Källaremoen blev solgt af  Axel Karlsson  omkring 1948 til ??. til Herbert Berggren fra Gunnabo.

I  Knut Johanssons  bog ‘Folkene på småställene’, som er skrevet i 1961 står:
“Under 1900-tallet försvann Källaremoen. Det upphörde att finnas till. Här var inte längre en plats där en familj kunde livnäre sig”.

Herbert Berggren brugte ikke huset, og det stod og forfaldt. Huset var i den periode stort set faldet fra hinanden. Det eneste, der er intakt, er ydervæggene og taget. Inde i huset er alt faldet fra hinanden. Der var ingen gulve, men kun jord, mellemetagen er faldet ned, væggene borte. Vinduerne er smadret - og graver man foran huset finder man stadig glas.

Verandaen er faldet sammen og erstattet af en meterhøj myretue.

David kan huske, at han som dreng i 50’rne legede i huset, træbeklædningen bærer stadig spor af drengene skyden med haglgevær.

David mindes også, hvor dårlige adgangsvejene var i 50’erne. Vejen fra Östra Berg var i så dårlig stand, at man dårligt kunne cykle, når man skulle hertil for at plukke bær. Vejen hertil var elendig, og der var ingen der kunne give en klar beskrivelse af vejen dertil. Mange havde dog opholdt sig på arealet i forbindelse med deres søndagsskoleudflugter

Sven fra  Kårebo  havde køer gående på græs om sommeren og havde kartofler på grunden.

Området foran huset var ved købet oplagsplads for træstammer med mængder af stålorme.

På moseområdet vest for huset fortæller David også, at der har været en kilde, hvor man havde vand til de tørre perioder, da vandspeglet ligger lavt, fordi der er så meget sten og grus. For den kyndige skulle sporene af denne kilde stadig kunne ses.

Bygningen 1965-2000

I  1964  beslutter staten, at øde ejendomme enten skal rives ned eller sælges, og.  midt i 1960’erne blev der åbenbart foretaget offentlig besigtigelse af huse med henblik på at beslutte, hvad der skulle ske med huset.

I 1965 bliver det derfor sat til salg af  Herbert  Berggren  fra Gunnabo. Køber af  hus og den omkringliggende jord er  Monika Darlin.
Prisen for ‘ruinen’ er 3000.- kr.

Genopbygningen overlades til den bedste snedker i området,  Holger Lindqvist (f.1910) fra Gölsebo (Se Gällerydboken 2 s. 330), Han døde mere end 90 år gammel. Han var ungkarl og hjalp gerne folk inden for en meget stor omkreds bl. a. Rammsjöberg“ og fik sig en god snak, gerne om kvinder. Han var velrenomeret. Han lærte også David at benytte grævlingefedt (som koges, skummes af, hældes på glas og smides i fryseren). Når det skal bruges, tager man en teskefuld, og gnider det på, der hvor man har smerter, f.eks. i led.

Holger vælger selv materialer (de brede gulvplanker - desværre ikke helt tørre, så der er opstået mellemrum mellem plankerne), og finder de gamle, tidssvarende døre et eller andet sted, og fragter selv alt materiale på taget af sin lille Morris.

Som det fremgår af indledningsbilledet har der har været to skorstene, men 'for et pænt beløb' nedrev folk fra Kårebo skorstenen fra soveværelset (sporene ses på loftet), fordi den var faldet sammen. Man ser stadig på loftet stedet, hvor den har været ført gennem taget..

Huset er på sydsiden forsynet med de originale håndstrøgne tagsten, som er ca. 100 år gamle.

Samme folk fjernede det gamle brændekomfur, som er genfundet i vådarealet overfor. Komfuret blev erstattet at det nuværende Husquarna, men desværre uden den vandbeholder, der kunne sørge for, at der altid var varmt vand.

Trappen til loftet var en stejl hønsestige med smalle trin, som gik op fra bagindgangen. Den blev taget ned, da badeværelset blev etableret, og den nuværende trappe blev sat op.
Fra køkkenet var der adgang til et fadebur (samme skabslåge som ved bagindgangen), som tidligere var bygget ind under trappen til loftet.

• Det lidt interessante er, at på billedet af huset fra 1952 er der ingen bagindgang eller udvidelse af køkkenet, så hvornår det er sket fortæller historien intet om. Og det har ikke været nogen enkel opgave, da de store kvadersten må være flyttet med.

Den runde markering i væggen inde i stuen viser, at der er en kanal bagved, hvor J.A. oprindelig havde påtænkt var at tilslutte en ovn. Det blev dog opgivet og senere erstattet af el-radiatorer.

Alt vand fra køkkenet blev ledt gennem et afløbsrør som Folke etablerede ned til en tønde, som var placeret i den sænkning, der er nord for kapriolfoleumsbedet.

Telefon Efter indflytningen i 1966 var det første, der blev lagt ind,  telefon, for at kunne komme i kontakt med omverdnen.  Installationen beløb sig til 400 kr., da reglerne var, at alle kunne betale det samme for at få installeret telefon, uanset strækning.

For at beskytte huset blev der lavet hvidmalede masonitplader efter mål til ruderne i stuen og køkkenet. De kunnne enkelt sættes foran vinduerne fra ydersiden, og vi brugte dem også i mange år, når der blev lukket ned for vinteren.

I de første mange år var der ikke lagt gulv på loftet, men da der blev råd, blev der lavet gæsteværelse og trægulv (og isolering), hvor børnene kunne lege.

Gæsteværelset er rosa, malet af Folke Andersson, fordi J.A. og Monikas datter gerne ville have den farve.

Brændeskur med toilet bygges i 1972-73. Atter var det Holger Lindquist, der påtog sig opgaven. Dog var det Folke Andersson, der støbte fundamentet.

Folke Andersson forhindrede at herligheden brændte ned en meget tør sommer, hvor han - uvist af hvilken grund - kom til Källaremoen og konstaterede, at der var ild i det tørre græs. Han rekvirerede brandvæsnet, som dengang havede station i Bor, og ilden blev slukket. Ilden var opstået som følge af en henkastet aluminiumsform, hvorfra solstrålerne havde kunne antænde det tørre græs.

Det er svært at forestille sig, at den granskov, der omgiver huset, først blev plantet omkring 1970  - til Monikas fars store ærgrelse.

Men efter at skoven mod syd er fældet i 2009, og der kun er en tynd bræmme af træer, kan man godt danne sig et indtryk af, hvor meget lysere, der har været på grunden.

Da huset var genopstået som Fugl Phønix blev det i en periode næsten et udflugtsmål for egnens beboere.

Modernisering 1991

Efter at have levet med brænde og petroleum i 25 år besluttes en gennemgribende modernisering:

• Der indlægges el, dvs der kan etableres el-komfur, køleskab og el-radiatorer samt varmvandbeholder
• Den gamle vandpumpe erstattes af indlagt vand via pumpe i jordkælderen (pumpen ligger stadig fra dengang).  Brønden blev gjort dybere, og der blev sat ringe i den i stedet for stensætningen. Om den oprindelige brønd er det fortalt, var engang tørret ud, men man klarede sig og dyrene med vand fra en kilde, der er på grunden. Vandinstallationerne udføres af Bors Rör
• Den nye brønd har aldrig været løbet tør.
• For at få plads til badeværelset flyttes trappen til tagetagen til stuen, hvor der døren til gangen flyttes. Den nye trappe og badeværelset blev lavet af Eber Lindkvist. Han var dygtig nok, men som svinede ret så meget – bl.a. når der blev arbejdet med gipsplader, og han var ikke god til at rydde op efter sig.
• Badeværelse med toilet og vaskemaskine ( Eber Lindkvist og Bors Rör)
• Löfgren i Gällaryd etablerede afløb til trekammer system.
• Maleren Gustafsson fra Värnamo tapetserede stuen, mens Darlin selv malede. Tapetet er af en så god kvalitet, at det stadig er det, der er i stuen 25 år efter, og der ligger en rest tapet som reserve, som stadig ser fuldstændig ud, som det, der sidder på væggene.
• De musesikre rum på førstesalen blev lavet af David Magnusson.

Den anerkendte maler anbefalede at bruge moderne træimprægneringsmidler. Det kunne vise sig at være en fatal fejl, da de moderne midler ødelægger træets celler, så de ikke kan ånde – og skaden er uoprettelig. Det gode gamle falunrød tillader træet at ånde, og umiddelbart kan man se, at algerne trives på de moderne midler.

Bygningen efter år 2000

Vi har anskaffet og læst rigtig mange bøger om vedigehold af gamle huse, og prøvet at efterleve reglerne.

De gipsplader og den isolering som hurtigt blev købt for at kunne indrette hele førstesalen, står stadig ubenyttet, da Ulla syntes det ville være synd at skjule tagkonstruktionen med 'åskonstruktionen' og træspåntaget.

Noget af det første, vi gik i gang med, var at omorganisere i køkkenet, hvor vi fik sat ekstra køkkenelementer op, så der kunne blive et fornuftigt køkkenbord. Skuffehåndtagene blev skiftet og skabslågerne blev malet, og rammerne farvet røde for at kvikke det lidt op.

Væggene blev malet i de to forskellige nuancer.

Vi har slebet alle vinduer, kittet om og malet med linoliemaling, og det er faktisk en stor fornøjelse at arbejde med linoliemaling.

I en periode købte vi endog farvepulver, så vi selv kunne blande linoliefarver, som vi bl.a. brugte til dørkarme og dørtrin. Den lille farvehandler i Värnamo, hvor vi handlede, lukkede desværre. Dog først efter at vi havde købt tapet til soveværelset, hvor planen var at vi ville opsætte paneler på svensk vis. Det er dog ikke sket endnu.

Karmtræ og lister købte vi på trælasten i Bor, som nu heller ikke eksisterer mere.

Veranden fik den store tur i XXX hvorunder vi konstaterede, at de affasede kanter på stolperne oprindeligt havde været røde, så det blev de igen.

Den væsentligste forbedring, vi har udført, er at sætte forsatsruder med energiglas i stue og køkken. Vi fandt en løsning fra  ‘Optoglas’,som fylder minimalt, og som isolerer godt og som betød, at de nuværende vinduer og karme kunne bibeholdes. Der måtte dog tilføjes en liste på midterrammen aht anverferne og to vindueskarme blev gjort bredere med en liste, så der kunne placeres blomster.

Under stormen  Gudrun  i 2005 faldt der et grantræ ned over redskabsskuret. Det blev reetableret af Davids firma, Skanska’ og betalt af forsikringen. Samme storm ødelagde telefonforbindelsen, og da vi ikke var abonnent, og mobiltelefonen var blevet hvermandseje, blev forbindelsen ikke genetableret.
Der var også faldet en del af vores egne grantræer, som skulle saves og hugges op - samt opbevares i tørvejr. I den forbindelse påtog David sig at bygge en tilbygning til redskabsskuret.

Håndværkerne

Det er jo ikke alt, man kan klare selv, så man må have hjælp af professionelle.

Her har vi fået gode anbefalinger af David Magnusson. Som det fremgår, har David også selv ydet god, praktisk støtte til mange opgaver: bygning af brændeskur, træfældning, stolpeopsætning og sammen med Lars renovering af indgangen til jordkælderen.

Tidligt fik vi brug for en blikkenslager til at ordne frostspængte rør. Karl-Erik Svensson (KES i daglig omtale) fra Bors Rör blev anbefalet, og ham har vi haft god brug for flere gange.

Da KES gik på pension fastholdt vi at bruge Bors Rör, som har sørget for udskiftning af pumpe og vandvarmer.

Som elektriker blev Rydaholms elektriske installationer anbefalet. Han lagde el ind i værksted og brændeskur (2006) og opsatte en udvendig stikkontakt.

Arne Eriksson fra Högahult har stået for malingen af huset i 2014 med henholdsvis falunröd og moderne imprægnering (jf. ovenfor) og ligeledes ståltaget over jordkælderen (2014).

I alle tilfælde er det imponerende, hvorledes man kan ringe til til dem på alle tider af dagen – og de kommer hurtigt og til aftalt tid! Og ofte er vores behov netop op til en weekend.

Træet til skuret blev købt hos en bonde med eget savværk i XXX.

At købe træ er en fornøjelse: den danske beregning pr. 30 cm gælder ikke her. Her finder man den dimension og den ca længde, man skal bruge, men når der skal afregnes tager man det ikke så nøje, så man kan sagtens få halve og hele metre med i prisen.

fjernelse af sten ved brændeskur

gruset til p-plads