Årets rejse 2015 blev en krydstogttur langs den grønlandske vestkyst fra Søndre Strømfjord til Thule og tilbage.

På tur i menneskenes land 2015

Denne beretning indledes med den lille takketale, jeg holdt den sidste aften før afrejsen:

Ulla og jeg har rejst meget, set mange spændende steder på kloden – og alligevel har denne rejse været helt anderledes.

Oplevelserne i ”Menneskenes land” har været uforglemmelige i en kombination af storslået natur, farverige bygder og glade mennesker, og indtrykkene er trængt langt ind i sindet på en ny og anderledes måde.

Nu forstår vi dem, for hvem grønlandsturen har været et glædeligt gensyn.

Medvirkende til turens succes har været vores tre guider, som vidende, informative og hjælpsomme har gjort deres til at formidle deres glæde for landet til os.

Også gruppen skal have tak. Vi har været mange. Vi kender kun navnene på få, men der er blevet talt sammen på kryds og tværs, og hensynet til andre har været enestående.

Vi må ikke glemme alle de tjenende ånder, som på ekselent måde har betjent os. Det har været som et 5* hotel, og vi er vist flere, der skal på skrump, når vi kommer hjem.

Vi kan ikke samle personalet til en hyldest, men vi kan bede vores guider om at udtrykke vores taknemmelighed og tilfredshed over for skibets daglige ledelse.

Tak til jer alle.

Og det var egentlig essensen af turen, men det skal naturligvis uddybes nedenfor.

Introduktion

Ulla har altid gerne villet til Grønland, så da der dukkede en nyhedsmail op fra Albatros med 'Albatros' store tur til Thule' gik der ikke mange timer, før rejsen var besluttet og bestilt, og Ulla betalte det ekstra beløb, der skulle til, for at få en af de fire store kahytter øverst oppe med egen altan.

Skal man ind til de små bygder er den eneste mulighed at sejle, og det blev til en sejlads på 4400 km fra Søndre Strøm til Thule og tilbage igen.

Søsygetabletterne fik vi ikke brug for, da der fra start til slut var spejlblankt hav. Vintertøjet blev ligeledes i kufferten, da vi stort set havde temperaturer på 7-10 grader. En ekstra trøje blev taget på på sejladsen på Isfjorden.

Til gengæld var der god brug for kikkerterne pga afstande til dyr og kyster. Af samme grund var det godt, at vi havde kunnet låne Flemmings Nikon med en stor linse. Videoen blev til gengæld næsten ikke brugt.

 Vi kom så langt mod nord, at der var lyst hele døgnet, og vi oplevede at midnatssolen aldrig går ned.

Nordligste breddegrad: N78 11' 20 – W73  09'2

Vestligste breddegrad: N77 47'86 – W 75 10'87

Naturen

Billeder af Grønlands fauna.

Mere end 80% af Grønland består af indlandsisen, som presses ud gennem de mange tungegletchere, og smeltevandet fører store mængder af sedimenter ud i fjordene, hvor de kan ligge som smalle strandarealer. I de tilfælde er ilandstigning enkel, for ellers er fjordene  ofte afgrænset af stejle, nøgne bjergsider på 5-800 m. Fjordene er dybe og smalle. Vi fik set rigtig mange gletschere af meget forskellig størrelse, og naturligvis mest imponerende, når de står 60-80 m op fra kanten.

Når det ikke var de nøgne, stejle fjeldsider var det grønne bjergskråninger, så man forstod, hvorfor landet blev kaldt Grønland.

Vi blev overraskede over, hvor meget plantevækst, der faktisk var. Ganske vist var vi der i sommermånederne, og der var altid noget at botanisere, og vi kunne følge forsinkelserne i plantevæksten, efterhånden som vi kom længere nord på.

Vi fik fotograferet og takket være Ullas medbragte Benny Gensbys ”Grønlands natur” fik vi verificeret mange af planterne, som ofte er i ministørrelse. En sædvanlig plante, som dværgbirken undgik vores fotografering, da den slet ikke ligner birk, men er 5-10 cm høj med næsten cirkelformede blade.

Sejladsen nordpå bød på stadig større isbjerge,  der blev fotograferet hyppigt, men som sjældent havde de dybblå farver, som kendetegner, at luften er presset ud af isen.

Det er begrænset, hvad vi så af dyrelivet. Det siger sig selv, når en væsentlig del af turen foregår til havs, men vi så dog nogle af havets giganter: finhvaler og pukkelhvaler, og oven i købet i stort antal.

Derudover fulgtes skibet af mange mallemukker og store flokke af søkonger, og sydpå gråmåger.

Søkongerne oplevede vi også på land på et stort fuglefjeld, som ikke svarede til vores forestillinger om et fuglefjeld, da det stort set bestod af større og mindre sten på klippesiden.

Den store oplevelse er at se isbjørn. Og vi var atter heldige: først en isbjørn, der lige havde trukket en sæl op til sin middagsmad, og som derfor ikke lod sig forstyrre af at skibet blot var 600 m fra den.

Anden gang var en svømmende isbjørn, denne gang blot nogle få hundrede meter fra os.

Når vi ikke så moskusokser og rensdyr var forklaringen, at de på grund af jagttrykket, som nu foregår både med hundeslæder og snescootere var presset længere ind mod indlandsisen.

Selv om vi også sejlede i havis et pænt stykke, lykkedes det ikke at se hvalrosser, men vi så nogle sæler stikke hovedet over vandet.

Byerne og bygderne

Vi besøgte hver dag et nyt sted. De gamle betegnelser med udsted, handelsplads. koloni, bygd eller by er nu alle ersattet af bygd.

Når skibet ankrede op ude på fjorden, var det tegn til indbyggerne om at nu skulle der ske noget:
nogle gik til landingsstedet for at se på os, andre havde travlt med at opsætte salgsborde med deres håndværk eller iføre sig nationaldragten og evt. invitere på salgskaffemik.

Og 110 personer fylder meget i et samfund på 50 – 850 personer, når vi som en lang slange drog op mellem husene, ofte for at blive modtaget af en lokal beboer i kirken.

Bebyggelserne, store eller små, ligger op ad klipperne, hvilket betyder at husene alle har havudsigt.

Det betyder også, at det ikke er udsædvanligt, at man er nødt til at bygge lange trapper op til sit hus

Man bliver i godt humør, når man nærmer sig en bebyggelse: husene er farvet i alle mulige glade og klare farver. Oven i købet har man traditionelt brugt bestemte farver til bestemte bygninger, f.eks. sygehuse, som er gule.

Nogle huse er bygget af brædder, men de nyere huse er bygget med vandfast  krydsfiner, og det er ikke usædvanligt at huse flyttes, når de forlades fra en boplads . De fleste er forsynet med tagpap, som er enkelt at vedligeholde. Under alle omstændigheder er klimaet hårdt ved bygningerne, som kræver deres vedligeholdelse.

På stedets højeste område er kirkegården normalt anlagt: De døde skal have den bedste udsigt .Kirkegården har en 'Himmelport', som kisten skal bæres igennem. Man kan jo ikke grave kisterne ned i grundfjeldet, så den placeres ovenpå, dækkes af store sten, og øverst dækkes graven med plasticblomster (evt. suppleret med et fiskenet, så de ikke skal blæse væk).

Bortset fra de større samfund er der ingen veje og ingen biler. I fangst- og jagtbygderne er der lavet specielle stativer til deres kajakker og til at placere byttet, ligesom der er hængt fisk og kød op til tørre. En del af det er til hundeføde.

Mange af kajakkerne ligger mere eller mindre forfaldne, for en stor del afløst af små motorbåde med hækmotor. Da brændstof er vigtigt for fangerne, er benzinprisen sat meget lavt - ca halvdelen af vores danskepriser.

I det omfang, der var fiskekuttere, førte det tankerne tilbage til barndommens små trækuttere i de indenlandske, danske farvande (der var også nogle af kutterne, der faktisk var kommet fra Danmark)

Tilsvarende er der stor forskel på vedligeholdelsen af hundeslæderne, fordi mange er blevet afløst af snescootere. I de større samfund, hvor der kommer turister, bruges de om sommeren til hundeslædekørsel

Det er ikke enkelt at bo og bygge på grundfjeld, så mange installationer trækkes i metalrør oven på jorden med elektrisk varme. Kloakering er heller ikke mulig, så der anvendes 'posetoiletter', dvs afføring mm opsamles i en kraftig plasticpose, som indsamles af renovationsfolkene.

Derfor møder man også 'servicehuse', hvor beboerne kan komme og vaske sig selv eller deres tøj, og i øvrigt mødes.

Man kan godt blive forvirret over husnumrene,  da der kan være store spring i numre til nabobygningerne. Det er da heller ikke husnumre til postvæsnet, men det nummer, der er blevet tildelt, da man fik lov til at bygge. Postbesørgelsen klarer man selv, idet alle har en postboks.

Fælles kommunikationen foregår ved opslag - typisk ved stedets butik - og der er både stort og småt - møder, personlige opslag, men også f,eks, opslag om stillinger.

For os syddanskere kan samfundene virke rodet med meget, som bare er efterladt, og som får lov til at ligge.

De fleste steder er der en heliport, så der er mulighed for at en helikopter kan lande. Afstandene er store, og vejrliget bestemmer, hvad der kan lade sig gøre – og hvornår, så man kan komme til at vente rigtig længe på turen til hopitalet med en komplikation. F.eks. bliver fødende altid indlagt en måned før forventet fødsel – for en sikkerheds skyld.

Man har tilpasset sundhedsvæsnet til forholdene: de små udsteder har et medicinskab med de mest anvendelige medikamenter, og en nøglebestyrer, som kan ringe til nærmeste vagthavende læge og  få anvisning på, hvilken medicin, der skal anvendes. Lidt større steder er der et 'sundhedshus' med en sygeplejerske, lidt større et sygehus med en læge og en sygeplejerske.
I øvrigt er al lægehjælp og tandlægehjælp gratis.
I Nuuk er det største hospital, og ellers hedder det Rigshospitalet.

Det er tankevækkende, når man befinder sig i de små samfund, hvorledes de overhovedet kan overleve. Landsstyret har forsyningspligt, og alle steder er der en større eller mindre forretning,  Pilersuisoq, hvor man kan købe næsten alting. Men varerne skal sejles eller flyves herop, og ikke mindst friske levnedsmidler er dyre.
Frisk mælk koster ca 50 kr. pr liter, så normalt køber man langtidsholdbar mælk.

Det er svært at holde på de ansatte, som også skal gennem en lang, mørk vinter. Hvordan fastholder man en lærer eller pædagog, selv om de hører til de højest lønnede. Mange steder er lærerjobbet derfor overtaget af en uuddannet, som skal undervise ned til 5-6 elever, som naturligvis undervises samlet, indtil de skal have de sidste klassetrin i en større by.

Det betyder ikke, at der ikke er tænkt moderne. I Sarfannquit var der således anskaffet Ipads til alle og moderne tavleudstyr.

Tilsvarende må man 'nøjes' med en kateket til gudstjenesterne, og præsten kommer kun nogle få gange om året, f.eks. til kirkelige højtider, konfirmation og bryllup.

Uanset de vanskelige vilkår og daglige udfordringer er de grønlændere, vi møder, glade og gæstfri, men også bekymrede over de ændrede vilkår for jagt og fiskeri efterhånden som isen bliver mere ustabil. Ved den sidste kommunalreform blev antallet af kommer skåret ned til fem - og dermed meget store - men centraliseringenhar har sine bagsider, når der fjernes funktioner ind til de større samfund.

Kaffemik er sociale sammenkomst, og man kommer ikke til noget bestemt tidspunkt, og kan gå og komme efter behag.

Nationaldragten ofres der meget tid på. For mændene er det enkelt: en hvid anorak, sorte bukser og støvler. Anderledes med kvinderne, hvor det er en hel komposition: først korte sælskindsbukser, så de lange kamikker og derpå det imponerende perlebroderi uden på en kort, farvet jakke. Omkring håndledene strikkede manchetter, hvor der er strikket perler ind i strikningen.

Guiderne

Anette Trøst Hansen, Kim Hansen og Axel Fiedler var de tre fortræffelige guider, der skulle tage sig af det store hold.

Deres forudsætninger var gode: antroplog mm, tidligere Sirius-patruljemand og bosat i fem år i Grønland, og en tidligere chef for Grønlands Kommando.

Alt var lagt i faste rammer til aftalte tider, som blev overholdt. På de daglige infomøder blev der redegjort for aktiviteterne den kommende dag, en introduktion til stedet og evt. et special indlæg.

Dagens program blev skrevet på tavlen ved skibets reception, og dagens sejlrute indtegnet på et stort Grønlandskort.

Deres styrker tilsammen gav et godt og alsidigt billede af den grønlandske natur og ikke mindst kultur, fortalt med stor veneration over for grønlænderne.

At vi i tilgift fik et ekspreskursus i grønlandsk, var en hyggelig, men svær udfordring.

Rejseberetning

Billedstoffet findes som tre forskellige diasshow, da der ikke inden for tekstens rammer kan gives andet end smagsprøver.

1. 83 indtryk fra Grønland

2. I menneskenes land.  Ca. 400 udvalgte billeder (inkl. version 1)

3. Den ‘nørdede’ udgave med ca 700 foto (inkl de andre versioner)

Grønlands fauna er samlet for sig selv

21.07.2015  Turen starter i  Kangerlussuaq

Hvor er vi henne (pdf-kort)

Flemming har tilbudt at køre os til lufthavnen, og henter os 06:30. Ved ankomsten til afgangshallen ligner det kaos med lang kø helt til terminal 2, fordi bagagebåndet var ude af drift

Det viser sig, at vi ikke kan bruge SAS-automaterne, og ved at spørge os frem kommer vi udenom al kø og kan gå direkte til indcheckning på SK7565, som viser sig at være et fly, som Albatros har chartret til sine mange grønlandsfarere.

Security går hurtigt, og vi har god tid til lige at få startet dagen.

Flyet er en Airbus 319. Ulla får vinduespladsen, men der er et tykt skylag, som forhindrer, at  man kan se noget, før vi passerer Grønlands østkyst og kommer ind over indlandsisen. Forplejningen er god og efter ca 4½ time lander vi i Kangerlussuaq ('den store fjord').

Tidsforskellen er fire timer, og klokken er ca. kl.10 lokal tid.

Vi er blevet instrueret om at mærke vores bagage tydeligt med kahytnummer, og vi skal ikke til noget bagagebånd, men bliver straks i tre busser kørt på en lille sightseeing i området, hvor buschaufføren fungerer som guide.

Efter at have fornemmet storheden i vidderne og klippelandskabet bliver vi kørt til roklubben, som er restaurant, og der er anrettet en stor  og velsmagende buffet, som kan indtages inde eller ude.

Her møder vi vores guider.

Da solen skinner fra en skyfri himmel, og der er omkring 20 grader, vælger vi at sidde ved bænkene udenfor. Gruppen er på små hundrede personer, så køerne er lange ved buffet og toiletter.

Herefter tager vi med tre specialkøretøjer de 35 km øst på for at komme til og på indlandsisen.

Det første, der slår en er den meget brede slette af sand, som smeltevandet har ført – og fører ud i Sønder Strømfjord. På dage med kraftigt smeltevand kan der føres så meget som 880.000 tons sand ud i fjorden, hvor de inderste 10 km nu er fyldt op med sand, så havnen er flyttet længere ud.

Noget uden for byen erstattes asfalten af grus og fint sand, klipperne står med tydelige slibespor fra istidernes nedbrydning af bjergene, og der er mange spændende geologiske formationer.

Selv om chaufføren prøver at undgå hullerne, kan det ikke undgås at blive en noget bumpet tur.
Chaufføren sidder i et separat styrehus, hvorfra han kan fortælle om de specielle ting, vi ser.

Der bliver gjort stop ved et sted, hvor tre engelske fly gik tabt under et uvejr, hvor piloterne dog overlevede ved at springe ud i faldskærm (lufthavnen var amerikansk flybase). Vragdelene ligger stadig velbevarede spredt i området.

Derfra ser man nu i det fjerne lyset fra indlandsisen, og kan gå og undre sig over, hvor mange små planter og blomster, der faktisk er i den korte sommer.

Landskabet er relativt afvekslende, vejen snor sig op og ned, og vi passerer efterhånden mindre gletschertunger, og den store sø Lake  Ferguson som er et yndet udflugtsmål.

Både vandrere med telt og  mountainbikes færdes på vejen, hvor den ene stejle bakke afløser den anden.

På grund af afsmeltningen skal der køres stadig længere ud for at komme til et sted, hvorfra man har mulighed for at komme til at gå på indlandsisen.

Man må selv vandre det sidste stykke – og det går opad, og er ret stenet. Ulla opgiver efter et stykke, mens jeg fortsætter til kort før, man kan komme op på indlandsisen. Det er stort set nedsmeltet og meget snavset, og der er endnu et godt stykke vej, hvis man virkelig skal kunne sige, at man har gået på indlandsisen. Så vigtigt er det heller ikke for mig, så jeg begiver mig tilbage for at gøre flere botaniske opdagelser.

Heldigvis har vi rigtig flot vejr, og på tilbagevejen ses det hele i nye vinkler. Men turen tager sin tid, fordi vejens tilstand forhindrer større hastighed.

Vi bliver kørt direkte de 12 km vest for byen, hvor Sea Explorer er ankret op. Vi bliver iført redningsveste og bliver 10 personer ad gangen sejlet i Zodiac-gummibåde ud til skibet, hvor vi bliver ført til vores kahyt, hvor vores bagage allerede befinder sig.

Herefter er der præsentation af guiderne og første informationsmøde i ‘loungen’, inden aftensmaden serveres ved runde seksmandsborde.. Efter vores danske ur er vi nået til midnat , og inden vi får indrettet os er klokken blevet 2 – og vi har været oppe i i 23 timer, så vi har ingen problemer med at falde i søvn. Til gengæld gør tidsforskellen, at vi alligevel kan få 8 timers søvn.
Vi når dog forinden at få indtryk af den smukke udsejling gennem Sønder Strømfjord.

22.07.2015 Sisimiut

Hvor er vi henne? (pdf-kort)

Til vores store skuffelse er gårsdagens flotte vejr blevet afløst af finregn og lavthængende skyer, da vi sejler ind til Sisimiut ('de der bor ved rævehulerne', tidligere Holsteinsborg). Her kan vi lægge til ved kajen og gå i land ad landgangsbroen, og det er jo noget hurtigere end at skulle i bådene.

Sisimiut er Grønlands nordligste by med isfri havn i vinterperioden og samtidig den sydligste med hundeslædekørsel – dog først når sneen ligger fra november. Sisimiut er med sine små 5.400 indbyggere Grønlands næststørste bygd efter Nuuk.

Der har boet mennesker i Sisimiut-området i cirka 4.500 år: Saqqaq-, Dorset- og Thulekulturens folk, der alle kom fra Canada og primært levede af fisk, fugle og pattedyr som hval, sæl og rensdyr. I 1600-tallet kom de første europæiske hvalfangere til Sisimiut-egnen. De havde kun sporadisk kontakt med landets befolkning, og først efter den norske missionær Hans Egedes kolonisering af Grønland i 1721 blev der etableret fast kontakt mellem inuitter og europæere.

I 1756 blev en koloni oprettet med navnet Holsteinsborg efter Greve Johan Ludvig Holstein, og Sisimiuts gamle bydel består af huse fra koloniens første hundrede år.

På vejen op mod frilandsmuseet passerer vi et 'kunstnerkollektiv', hvor kunstnerne har der værksteder og udstillinger. Et par af kunstnerne modtager vores indtog  i byen med en lille præsentation af tilbuddene fra bygningens førstesal. Jeg besøger udsalget på tilbageturen, men synes ikke, at tingene er så raffinerede, som jeg ved, de kan være.

Vi er på det første hold, der skal besøge 'Qiviut', hvor ejeren fortæller om moskusokserne og specielt om anvendelsen af moskusoksernes inderhår. Vi bliver modtaget med forskellige grønlandske delikatesser (rejer, hvalkød, tørret fisk).

Det ekstremt varme og bløde  moskusuld  kommer fra moskusokserne i området omkring Kangerlussuaq, .

Forarbejdningen af ulden er en lang og langsommelig proces, der starter med, at man  indhandler skindene hos fangerne i løbet af den to måneder lange  vinterjagt.

Når moskusokserne er slagtet på slagteriet betragtes skindet som affald, og hvis man ikke er meget hurtig til at skille skindene ad, vi de hurtigt fryse sammen, når det er 30-40 graders kulde.

Derefter starter arbejdet med at få underulden af de store skind.
Dette gøres ved at klippe de lange sorte dæk-hår af. Dernæst kan underulden  rives af med kamme. Hele processen foregår ved håndkraft.

Når ulden er af skindet håndrenses den, og bliver spundet til det garn.

Hun har fået en forretning op at stå ved at købe og forarbejde håret, få det spundet i Danmark, og få strikket sjal, poncho, huer, vanter mm af ulden, som svarer næsten til lamaens uld.

Farvningen sker her.

Frilandsmuseet består af et antal gamle huse, som er en del af det lokale museum, med rigtig gode udstillinger. Ulla og jeg nåede faktisk ikke at komme i den egentlige museumsbygning, men fik både besøgt kirken og de øvrige huse (dog ikke den blå kirke fra 1775, som er under restaurering, og hvor de væsentligste genstande blev opbevaret i 'Gammelhuset' fra 1756 – og byens ældste hus).

Der er opbygget en kopi af et tørvehus, som var det normale beboelse før i tiden. Væggene er en bygget af vekselvises lag af tørv og tynde skiver af sten til at isolere . Indenfor er ovn og de store sengebrikse, hvor familien kunne sove.

Det gamle skibsværft benyttes til at udstille både og værktøj.

Efter frokosten går turen op gennem den nyere bydel med flere forretninger, boligkarreer mm ud til en kvindelig slædehundeejer, som livligt fortæller om sine hunde og opdrættet af dem. (Beskrivelse af hundeslæde og slædehunde).
På denne tid af året får hundene kun mad hveranden dag, da det er de fordres med rådt kød, og da de ikke arbejder tager det længere tid at fordøje maden.
Hundene står lænket to og to ude i det fri, og man ser tydeligt, hvem af de to, der bestemmer ved at iagttage halerne.

Selv om vejret klarer op, hænger skyerne så lavt, at man ikke kan se bjergtoppene på Kællingebjerget.

Vi passerer deres højskole, som er opkaldt efter Knud Rasmussen.

Da vi er tilbage på skibet præsenterer Kim en ekstra overraskelse, idet der kommer en grønlandsk fanger, som giver en 10-minutters opvisning i 'kajakkunst'.

De morgenfriske kan med fordel nyde synet af isbjergene, Diskobugtens kæmper, der presses ud af Ilulissat Isfjord.

23.07.2015 Qeqertarsuaq på Diskoøen.

Hvor er vi henne? (pdf-kort)

Under Diskoøens 1.000 meter høje fjelde er vi gået ind i en beskyttet naturhavn, der med rette bærer det danske navn Godhavn og på grønlandsk Qeqertarsuaq, som slet og ret betyder “Den Store Ø”.

Qeqertarsuaq var indtil 1950 den vigtigste by nord for Nuuk, alene på grund af den store mængde hvaler.

Helt tilbage fra 1700-tallet har hvalfiskeriet bragt velstand til Diskoøen, som dog i dag er på vej ind i glemslen med dalende arbejdsmuligheder og manglende forbindelser til fastlandet.

Vi bliver sejlet ind til landgangsbroen 'Kongebroen' (opkaldt efter et tidligere kongebeøg), og skal starte med at gå til den særprægede ottekantede kirke, der i folkemunde kaldes ”Vorherres Blækhus”.  Den er bygget i 1814, og har altså  haft sit 100-års jubilæum.

Den er smukt udsmykket, og skibet under loftet er en konebåd.

Bygningen er senere forlænget i den ene gren, og samtidig fik man lavet et selvstændigt klokketårn.

Peter Wille er grønlænder og kateket, og fortæller med sine ord om hans liv og om kirken.

Derefter kommer Ove Berthelsen (tidligere kommunaldirektør og meget andet) og beretter muntre historier fra hans liv og arbejde. Absolut muntert. Han afslutter med at synge tre sange på grønlandsk, hvilket han også gør godt.

Han har indforskrevet sin søn og svigerdatter med deres nye barn, så vi kan få et billede af en kvinde i nationaldragt ude på stedet, hvor vi skal mødes (”Krydset”, hvor de eneste to veje skærer hinanden).

Her skal vi fordeles til at antal lokale indbyggere, som har inviteret til 'kaffemik'.

Vi er 12 som skal besøge Martine, som er en meget lille, spinkel kvinde på 75.

Huset er et nyere træhus, og stuen er udsmykket med mængder af familiefotos, platter og utroligt meget nips.

Familien laver selv nationaldragterne, og et udvalg ligger placeret på en sofa, og bliver hurtigt samtaleemne. En af vores deltagere, Lene, bliver klædt på af værtinden i hele skruddet, så vi kan se, hvorledes dragten sættes sammen. Utrolig smukt og flot håndværk.

Bordet er dækket, og der er bagt boller og lavet lagkage, god kaffe og the, og snakken går livligt om hendes liv og familie. Det blev en uforglemmelig oplevelse.

Derfra skal vi gå et stykke udenfor byen for at spise vores medbragte madpakke på et udsigtspunkt, hvorfra vi kan nyde de mange grundstødte isbjerge.

Har man overskud tilbydes en tur ind til vandfaldet ved Rødeelven, et stort lavalandskab med dybe kløfter og et pænt stort, fossende vandfald.

Der gror rigtig mange forskellige planter på skrænterne, så der er masser at studere.

Ulla har afstået fra at tage turen, og bliver kørt tilbage til byen sammen med et par andre dårligt gående.

På vejen tilbage er der fodboldkamp mellem sangkor, der har været samlet i byen. Det er alle aldre og køn – og kun for sjov, men dog med en dommer.

I forbindelse med 'Kongebroen' ligger tidligere tiders landshøvdings residens med gamle kanoner opstillet. Bygningen er nu museum.
Her er samlet genstande, der har vedrørt embedet og dets indehavere (uniformer, dokumenter, fotografier).

Alle entreer indgår i rejsens pris, og det er jo herligt, at man vælge det, der interesserer en.

Midt på eftermiddagen stævner Sea Explorer igen ud i bugten med kurs nordover, mens vi kan nyde de mange isfjelde – det ene mere dramatisk og særegent end det andet.

24.07.2015  Upernavik – porten til Nordgrønland

Hvor er vi henne? (pdf-kort)

Kursen går nu mod Upernavik, som bliver vores første glimt af Nordgrønland.

Vi følges på vej af den lille stormfugl, mallemukken, der veksler mellem læ og luvart for at få fart og dynamik i sin flugt efter skibet.

Upernavik ligger på en ø af samme navn i den sydlige ende af Upernavik Isfjord. Upernavik betyder ”Forårsstedet”, hvilket henviser til, at det var her, man tog til om foråret, når isen brød op – dels for at handle og dels for at fiske og drive fangst ud til det åbne hav. Byen ligger på den sydlige del af øen, hvor havet som regel er roligt – uanset vejret.

Erhvervsmæssigt er Upernavik en blanding af gammel fangerkultur og højteknologisk fiskeindustri, hvor den traditionelle hundeslæde og den moderne snescooter arbejder side om side.

Selve byen blev grundlagt i 1772 som dansk kolonistation, men områdets historie går, som i resten af Vestgrønland, cirka 4.500 år tilbage, hvor grupper af jægere og samlere rejste langs kysterne af Alaska, Canada og til sidst Grønland.

Tåge og lavthængende skyer om morgnen får en til at blive lidt mistrøstig, men efter at vi har lagt til kaj ved 11-tiden bliver der huller mellem de rullende skyer.

Der er en time til frokost, og da der ikke skal bruges både for at komme i land, tager jeg en første tur op gennem byen.

Jeg benytter lejligheden til at gå en tur gennem det lokale – og eneste supermarked (Pilersuisoq), hvor man kan købe alt fra gummibåde, mountainbikes, elektronik – og naturligvis fødevarer. Jeg går efter postkort, men så mange turister kommer der ikke, så der er kun lykønskningskort.

Det går op ad bakke, og da jeg kan se kirken, som står på programmet, vender jeg tilbage til skibet.

Det viser sig imidlertid ikke at være den kirke, der er på programmet, men derimod en kirke i verdens ældste friluftsmuseum noget længere borte. (Museumsinformation)

Ulla bliver kørt derop, men vi går sammen hjem.

Kirken har, efter man havde bygget den nye, tjent som rådssal for den lokale administration, og museet rummede de gamle møbler og genstande.

Nedenfor kirken ligger et originalt tørvehus, som har været brugt af en gammel dame til op i 1950-erne.
 

På kirkegården oven for museet ligger den danske opdagelsesrejsende Peter Freuchens grønlandske kone, Navarana, begravet. Almindelige gamle grave er dækket af større sten, mens Navaranas har en betonplade med inskription. Kirkegårdsreglerne synes ikke helt at blive håndhævet her. Man går hen over gravsteder, og sine steder skal man passe på ikke at træde i et hul i en gammel kiste, som er blevet blotlagt, så man kan se ned til skeletterne.

De øvrige bygninger er et 'spækhus' med fyldig information og genstande med tilknytning til fangsten.

Her er kajakker og fangstudstyr, skind fra de forskellige sæler er spændt ud, og der er et fordelingsskema som viser, hvorledes fangsten fordeles mellem den der nedlagde byttet og hjælpere
 

Den sidste bygning rummer andre genstande fra stedet og desuden museets kontor og shop, hvor vi køber kort.

Her er også udstillet flot moderne keramik, og en tupitakudstilling af Ove Thomassen. De er flotte og ville være et godt køb, men er naturligvis ikke til salg. Selv om kunstneren er lokal, kender museumsmedarbejderen ikke til manden eller hans bopæl.

På tilbagevejen vil vi købe frimærker på posthuset, men det har lukket fem minutter tidligere.
Ulla får købt sig et halssmykke hos en lokal kunstner, som vi besøger. Det er en lille kopi 'konejern' udført i rentak.

25.07.2015  Kullorsuaq, ”Djævelens Tommelfinger” og Melvillebugten

Hvor er vi henne? (pdf-kort)

I løbet af natten havde jeg konstateret, at det havde regnet og at der var lavthængende skyer, hvilket kunne betyde, at vi ikke ville kunne se toppen af 'Djævelens tommelfinger’, som ‘denstore tommelfinger 'også kaldes.

Heldigvis havde det lettet, da vi stod op, og vi ankrede op ved  Kullorsuaq (‘den store tommelfinger’). Landsætningen foregik med Zodiac-bådene på nogle europapaller på en klippe.

Derfra var der vandring op gennem bygden ad en smal og stejl sti, til man når op på et plateau, hvorfra der er udsigt dels til den 540 m høje klippe, som rager godt op i landskabet og ligner en tommelfinger, dels ind mod gletscherne og isbjergene mod øst og mod vest ud over Melvillebugten.

Der er heroppefra også en fin udsigt ned over byen, ud over bugtens isbjerge og krydstogtskibet.

Det er ikke nogen stor bygd, og der er kun en forretning, men til gengæld en stor skole, med 10 klassetrin, hvilket ikke er normalt, og et 'servicehus', hvor man bl.a. har medicinskabet, bademuligheder og vaskeri.

Der var slædehunde flere steder, et enkelt isbjørnekranie lå fremme til beskuelse.

Da vi  havde nydt sceneriet gik turen tilbage til 'anløbsbroen', hvorfra vi hurtigt blev sejlet tilbage til skibet. Ulla klarer turen med bravour, hvilket anderkendes af flere af vores medrejsende.

Efter frokost er der mere 'fritid' til at få styr på de mange indtryk.

Anette holder et godt foredrag om Knud Rasmussen efter eftermiddagskaffen, og efter dagens orienteringsmøde, holder Axel et foredrag om Thule, tvangsflytningen fra Thule/Pittufik til Qaanaaq, og amerikanernes indtrængen på Grønland.

Aftnens sejlads foregår langt til havs med en horisont spækket med store isbjerge og på et hav fladt som et strygebrædt.

26.07.2015  Det gamle Thule ved Dundasfjeldet

Hvor er vi henne? (pdf-kort)

I nat kunne vi så opleve midnatsolen: solen skinnede uafbrudt hele natten og kom aldrig under horisonten

Vi er kommet til isbjørneland, og der er inden for den sidste måned dræbt en og set flere, så det er ikke uden grund, at vores guider bærer geværer.

Vi bliver sat i land på stranden i bugten North Star, og bliver modtaget af oberst Kim Mikkelsen, som er dansk forbindelsesofficer til amerikanerne.

Han besvarer velvilligt spørgsmål om basen og forholdene. Thule Air Base ligger lige overfor i det, der oprindelig hed Pittufik (‘stedet hvor hundene er bundet’).

Da vi ankrer op, ligger der en olietanker, og kort efter kommer en svensk isbryder med et svensk-amerikansk forskningshold.

Her ved det gamle Thule grundlagde Knud Rasmussen i 1910 en handelsstation med Peter Freuchen som bestyrer. Man havde eget møntsystem, og overskuddet blev anvendt til de senere Thule-ekspeditioner.

Knud Ramussens handelsstation (dokument fra Mogens Førby om flytningen) blev flyttet til Qaanaaq, mens Peter Freuchens hus fra dengang stadig ligger der

Målet er resterne af den bebyggelse Thule/Pittufik (‘det øde og kolde sted langt nord på’), der blev tvangsforflyttet i 1953.

Tilbage er kirkegården og nogle få rester af de gamle tørvehuse, som her er træbeklædt indvendigt og med de isolerende tørv udvendigt, dog uden de lag af sten, vi ellers har set. Ruderne var oprindeligt lavet af sammensyede strimler af tarmskind fra remsælder. Indgangen ligger lavere end selve boligen af hensyn til kulden.(Skitse af tørvehus)

Ellers domineres turen af det høje Dundas-fjeld med sin karakteristiske flade profil og udsigten ud over isbjergene, som ligger spredt i det blå vand.

Det digitale herbarium får tilført lidt nyt, og atter klarer Ulla vandreturen ganske godt.

Da vi vender tilbage et par timer senere er der kommet yderligere en tremastet skonnert.

Vi sejler videre ved 13-tiden, og nu er sigtbarheden betydelig nedsat, så vi har atter været heldige.

27.07.2015  Kap Alexander

Hvor er vi henne? (pdf-kort)

Hele dagen i dag er afsat til at være på udkik efter isbjørne, hvalrosser og sæler. Besætningen på broen er suppleret af vores guider, som holder 'bjørnevagt' med tilladelse til at vække os, hvis der skulle dukke noget op.

Vi møder havisen drivende i store flager ved 6-tiden (eller tidligere) på vej mod den canadiske kyst, hvorefter der sejles tilbage mod Kap Alexander, som er Grønlands vestligste punkt.

Ca. 20 km fra den canadiske kyst opdager vores guide en isbjørn på isen ca 600 meter borte på positionen N 77 52'61 – W 74 21'72

Frem med kikkerterne og de store linser – og ganske rigtigt: der er en isbjørn , som netop har trukket en sæl op af havet, og som er travlt beskæftiget med at spise. Skibet nærmer sig langsomt bjørnen, så vi ender med at være ca 250 meter fra den, og tydeligt kan se blodsporene fra fanghullet til stedet, hvor den spiser.

Selv med Flemmings 300mm linse er billedet kun en stor plet, så da vi er færdige med at se på den går turen til pc'en for at se resultatet. Med billedprogrammet kan der fokuseres lidt mere, så man også kan se blodet om dens mund. Men billedet står stærkt og skarpt i erindringen.

Hermed er ønsket om at se en isbjørn blevet opfyldt.

Efter frokosten bydes der på 'champagne' på agterdækket for at markere vores held.

Senere på eftermiddagen holder den danske skibslæge, Flemming Ahlstrøm og hans kone Bodil et glimrende foredrag om deres årlige vikariater i det vintermørke 'udkantsgrønland' siden 2008. Spændende fagligt og konkrete episoder - og med stor kærlighed til grønlænderne.

Der er ikke så meget havis som forventet, så det besluttes, at morgendagens planlagte besøg i Grønlands nordligste bygd Siorapaluk kan afvikles efter aftensmaden. Der er jo lyst døgnet rundt, så det er ikke noget problem.
 

Siorapaluk ('lille strand')

Efter at skibet er ankret op kan vi se, hvorledes befolkningen samles på stranden for at se på turisterne. Og man forstår dem, for det er kun ca tre gange om året, der er skibe, der anløber bygden.

Som navnet antyder er der faktisk en nydelige sandstrand, og der er flere fra selskabet, der benytter lejligheden til en frisk dukkert.

Her kan vi besøge en tilflyttet japaner, Ikuo Oshim, der nu er storfanger. Udenfor huset har han en hævet platform, hvor fangsten parteres. Her ligger et udvalg af kranier fra hvalrosser og isbjørne, som fuglene hjælper med at rense for kød. Under huset fremviser (og sælger) han skind, han selv har garvet.

Bygden rummer ca 50 personer og er dermed truet på sin eksistens, da hjemmestyret har lov til at nedlægge bopladser med mindre end 50 indbyggere.

Der er en skole til 7 elever, som her kan gå i underskolen – dog uden uddannet lærer. Derefter må de flytte til Qaanaaq og bo på et kollegium, hvor der er ansat nogle 'mødre'.

Ellers er det en noget svinet plads med flere slagtestativer, fisk og kød hængt til tørre, bl.a sælhundens rensede tarme, som tørres og spises som en stor delikatesse. Der er en lille kirkegård, og børnene spiller fodbold, mens vikingerne bader i det kolde vand.

Der er midnatssol (polarnat), hvor solen står lavest kl.02.46, som Ulla naturligvis sidder oppe for at opleve

.

28.07.2015 Qaanaaq ('det høje nord')

Hvor er vi henne? (pdf-kort)

Efter morgenmaden sejles vi ind til Qaananq (bykort).

Bygden er på 650 indbyggere, og de lige hovedgader er anlagt i 1953, da man skulle indlemme de tvangsforflyttede mennesker fra Thule i nyopførte huse.

Det lokale supermarked Pilersuisoq er også postkontor, og Ulla går ind og køber frimærker direkte ved kassen.

Der er en moderne kirke med nydeligt inventar og en lidt speciel altertavle af C.F.Hansen, som viser Jesus med varme sokker tage imod to grønlandske børn.

Knud Rasmussens gamle handelsstation fra 1910 er flyttet hertil fra Thule, og anvendes nu som museum, og der er faktisk udstillet mange spændende ting, f.eks.snebriller lavet af hvalrostand fra omkring år 1300.

Undervejs til hotellet passerer vi en familie, som har åbnet deres hjem og serverer kaffe og kage – og har lagt noget af deres håndværk frem til salg. Værtsparret står udenfor i skindtøj, og har en baby i en 'hætte' af sælskind på ryggen.

De sælger også noget skindtøj og kamikker, konejern (specialkniv) til at partere sæler mm.

Vi har fået at vide, at der på hotellet kan købes rigtig flot souvenir. Det viser sig at være en sandhed med modifikationer, da der kun er et meget lille udvalg af håndværk på hotellet (men pænt) – og ikke det, vi går efter, så vi tager slukørede vores penge med tilbage.

Ellers er der i sagens natur ikke meget at se. Der er en stor sten'grøft' til at klare smeltevandet, og det er hundehvalpetid, som er lette fotomotiver.

Ad havnevejen passerer man nogle af de små præfabrikerede huse, Thuleindbyggerne blev installeret i, da de blev tvangsforflyttet.

Resten af dagen er til fri disposition, hvis man da ikke lige vil deltage i en yoga-lektion, som en af rejsedeltagerne har tilbudt. Ca. 50 har meldt sig til arrangementet i loungen.

Temperaturen er ca. 10 grader, vandet er næsten spejlblankt, og skibet bevæger sig stille og roligt mod næste mål.

Aftnens indlæg er med guiden Kim, som fortæller om sine år i Sirius.

29.07.2015 Kap York

Hvor er vi henne? (pdf-kort)

Vi sejler ind mod Kap York og vind- og isforholdene er, så vi kan komme i land.

På vejen kan vi inde på en bjergtop se et privat rejst monument for Robert Peary, som har udforsket dette område.

Landgangen sker tæt ved gletscheren Adusaq, som rejser sig med sine 70 meter.

Fra skibet havde vi konstateret store flyvende flokke af søkonger, og her er forklaringen: de mange små klippestykker giver fuglene gode betingelser for at bygge reder, så vi sidder lige under et stort fuglefjeld.

Der er rester af gamle tørvehuse, og også nogle fangsthytter, hvoraf en har haft besøg af en isbjørn, som stort set har splittet alt ad,da den ikke kunne komme ind ad den forstærkede indgangsdør.

Mere i øjnefaldende er en rød aluminiumshytte, konstrueret af en dansker med det formål at skabe en let bolig, nem at bygge og hvor der er tænkt på det meste – blot ikke, at der under disse klimatiske forhold danner sig kondens på siderne. Det blev ikke den ønskede succes.

Her ved Kap York har der været verdens største nedslag af jernmeteoritter, som blev vist og beskrevet på museet i Qaanaaq

Vi er tilbage på skibet til frokost. Den afbrydes pludseligt, da der meldes 'isbjørn'. Pludselig er der langt fra spisesalen til det store kamera, men heldigvis er der en elevator, og heldigvis tæt på soldækket, hvor man har  gode muligheder for at skifte side efter motivet, og det lykkes at få den svømmende isbjørn i 'kassen'.
 

En af deltagerne, Erik Daugaard Jensen, giver et indlæg om havnebyggeri i Grønland, som han har været med til at projektere.

Ved afslutningen af indlægget meldes der om hvaler, så slutningen må vente til en anden gang,da alle styrter ud for at se skuespillet.

Om aftnen vises den gamle, danske film Qivitoq fra 1956, som faktisk stadig er seværdig – og vi kan supplere billederne med vores egne indtryk.

30.07.2015 Aappilattoq

Hvor er vi henne? (pdf-kort)

Vi står op til solskin og skyfri himmel – og spejlblankt hav.

Indsejlingen til Aappilattoq  (det røde fjeld) er næsten ubegribelig smuk med sine mange isbjerge.

Fra at være et udsted i 1805 (laveste 'rang'), blev det i 1850 handelsstation. Der bor 150 indbyggere og skolen har 30 elever – og er til 8.klasse.

Byen byder på en lidt vanskelig landgang, da byen er hæftet på de store klippeformationer, så vi skal klatre over grundfjeld og klippeblokke

Axel leder turen til udkikspunktet over byen, som nås via en ganske høj trappe og derefter over klipperne. På vejen ligger der to kirkegårde, hvor sten er lagt henover kisterne. De kunsige blomster er sikret med fiskenet, for at de ikke skal blæse væk.

Der er en fantastisk udsigt heroppefra ud over fjorden med fiskekuttere og isbjerge. Ulla er med næsten til toppen.

Lidt specielt er det, at der ligger en død hund til afhentning sammen med toiletposerne,

På tilbagevejsen besøges kirken, som ligger på en knold med en trappe derop, separat klokketårn og i øvrigt en nydelig kirke. Men en lang og vanskelig vej fra kirke til kirkegård ved begravelser.
Herfra kan man se det overdækkede 'brættet', hvor man tidligere solgte dagens fangst.

Kaptajnen har om eftermiddagen et indlæg om at sejle i arktiske farvande. Han har næsten halvtreds års erfaring fra grønlandske afrvande og fra Antarktis.

Om aftnen vises en interessant engelsk dokumentarfilm om Niaqornat, ' The village at the end of the world'. Vi kommer til at møde en af personerne fra filmen næste dag.

Det er sidste chance for at se midnatssolen kl.01.46 natten til fredag, da vi nu er på vej tilbage.

31.07.2015 Uummannaq og Niaqornat

Hvor er vi henne? (pdf-kort)

Atter vågner vi op til en skyfri dag. Det blæser lidt mere, og der er små krusninger på vandet. Temperaturen 8 grader kl.7.

Uumannaq (den hjerteformede) har navn efter det 1175 m høje bjerg, der ligger bag byen. Her der landgangsbro,

Her bor der 1300 indbyggere i byen, og efter de mange besøg i de små bygder virker det næsten forkert, at der er asfalterede gader, biler og taxa..

Et forsyningsskib er lige kommet i havn, så nu har vi også set det .

De, der ikke skal på helikoptertur (og det skal vi ikke), mødes ved kirken, som er en stenkirke med tilhuggede kvadrer udvendig og groft tilhugget granit indvendig fra 1905 (1935). Det er den eneste stenkirke i Grønland, som stadig er i brug.

På vejen dertil ser vi 'brættet' i funktion, idet en fanger er ved at partere en sæl og sælge til en husmoder.

Vi får introduktionen udenfor kirken af Kim, som udpeger de steder, vi fik fortalt om ved gårsdagens infomøde.

Vi beslutter os for først at tage til udsigtspunktet, et plateau, hvor man har placeret en radiostation.

En ganske høj, men ny renoveret trætrappe fører derop, og herfra er en fin udsigt over byen og fjorden.

Det hjerteformede bjerg står umiddelbart øst for os med sine stejle klippeformationer.

Tilbage ved kirken ligger dels tre tørvehuse, hvoraf der er adgang til det ene, som har været beboet til op i 1980'erne, og som står med sit interiør fra dengang. Ikke stort, men egentlig ganske hyggeligt med udklip fra ugeblade og aviser som vægdekoration.

Umiddelbart ved siden af ligger to bygninger, som udgør byens museum.
Det er prisværdigt, som der er samlet materiale ind og givet fine introduktioner – dog er mange kun på grønlandsk -, men den unge mand, der passer museet, forklarer beredvilligt.

Der er et rum om 'Julemandens hus' (DR's juleserie - efter sigende skulle julemanden bo i Spralebugten), udstillet mineraler, dragter gamle fund, kajakker, lokalhistorie, Wegener mm.
Ulla får købt flere kort på museet og frimærker – denne gang på posthuset.

Julemandens hus inde på kysten fra Flemming Jensens julekalender springer vi over, da hytten passeres under frokosten.

På sejladsen kommer næste oplevelse: mængder af finhvaler. De må ses i diasshowet

Hvor er vi henne? (pdf-kort)

Da vi nærmer os Niaqornat (den hovedformede [fordi øen fra luften ligner et hoved]) bemærker man straks den i øjnefaldende er den store vandtank med 3 mio liter vand, som hentes fra en vandsø oppe over fjeldet, hvorfra man tidligere måtte vandre den lange vej.

Det er en lille bygd med 50 indbyggere. og blot 5 elever i skolen

Velkomsten i kirken foretages af renovationsmanden fra gårsdagens  film , som  nu er  elværksbestyrer.

Kirken er fyldt til bristepunktet, og der opfordres til at give et bidrag til kirkens jubilæum i kollekten – jeg tror, det blev årets største kollekt.

Der serveres kaffe og kage på stranden, og man kan gå rundt og se på det håndarbejde, der vises frem og sælges

Som i andre fangstsamfund hænger kød og fisk til tørre på stativerne (hundefoder)

Rensdyrjagten går ind 1.august, og mange af fangerne er allerede taget af sted-

Fiskerbåde på vandet

Der er vandring til kirkegården, som ligger højt – op ad trapper og smalle grusstier – men interessen for de døde tabes, da farvandet nedenfor er fyldt med hvaler – ikke bare finhvaler, men også pukkelhvaler, som viser deres haler og luffer.

Jeg er kommet af sted uden stor linse og uden kikkert, så det var lidt træls.

Da vi skal sejle tilbage, bliver vi sunget ud af bygden af det kor, der kan samles, når jægerne er draget på renfangst, og som afskedssalut har de ofret et fyrværkeri på os, som de fyrer af på stranden, mens vi sejler bort. Det var bevægende.

Tilbage på skibet opdager vi pludselig hvaler igen, og jeg får nogle pukkelhvaler på kornet - dog kun vinkende ‘luffer’ og ingen hale.

01.08.2015 Eqi-gletscheren og Ilulissat

Hvor er vi henne? (pdf-kort)

Der har været fuldmåne, og vi står op til endnu en dag med blå himmel og spejlblankt hav.

Vi har sat kurs mod Eqi-gletscheren ligger ca 80 km nord for Ilullisat,

Fjorden er ikke så bred og er kranset af stejle og nøgne klippeformationer og et enkelt pænt stort vandfald. Isbjergene er ikke store, og der er en masse små-is, så sejladsen foregår med forsigtighed.

Ved middagstid ankrer skibet op foran gletscheren med agterenden til, så alle kan nyde den 60-80 m høje gletscher.

Der er dækket op på det udendørs dæk, og der serveres barbeque, som indtages i sol og med flottest tænkelige udsigt

.

Gletscheren burde kælve, men det er kun småstykker, der falder i vandet, mens vi er der.

Det er samme vej tilbage, og efter maden sætter vi os til at skrive postkort. Der sker hele tiden så meget, og det er lyst døgnet rundt, så det er ikke for tidligt at få dem skrevet.

Det viser sig, at isen har pakket sig ganske massivt  i fjorden på vej til Ilullisat.
Ikke mindst er det en udfordring, at et af isbjergene er meldt til at være på ca 50 kvadratkilometer!, så kaptajnen må forsøge en omvej.

Ilullisat er med sine 4500 indbyggere den trediestørste by. Den blev grundlagt af hollandske hvalfangere,  og blev handelssted i 1721 og koloni i 1782.

Vi kommer ind med nogen forsinkelse, så det bliver sent, inden vi skal på en vandring ud ad byen til nationalparken, som kom på UNESCOs Verdensarvsliste i  2004, og som ligger omkring Isfjorden. Det går som sædvanligt pænt op ad bakke gennem byen.

Der er en portal ved indgangen til parken med lidt information, og derfra går en træbro gennem landskabet. Indgangen til selve parken er markeret med et messingplade på et af gangbrædderne.

Området ligger som vild natur, og angiveligt er der flere vilde planter, som vi endnu ikke er stødt på, men da der er rester af gamle begravelser på området, skal man holde sig til stien, så der bliver ikke botaniseret.

Isfjorden er 1200 m dyb, 7 km bred og 40 km lang, men det kan man ikke få indtryk af herfra, hvor det blot er isbjerg ved isbjerg, som kommer inde fra Semeq kujalleq gletscheren (Jacobshavngletscheren), som kaster 20-35 m is af hver dag.
Den har gennem årene trukket sig 60 km tilbage

Fra stien kan vi se ud på de store isbjerge, som går på grund ved udmundingen af fjorden på Isfjeldsbanken. Her ligger de så, til de er smeltet så meget, at de kan fortsætte deres færd.

På et tidspunkt stoppes der op for at dvæle ved udsigten, og det viser sig, at Anette har båret på et antal flasker med ‘bobler’, og der udskænkes rundhåndet til alle. De friske kan fortsætte endnu et stykke vej og få mere udsyn, men jeg følger Ulla tilbage til indgangen, hvorfra der vil køre taxi.

Ulla er blevet kørt både frem og tilbage, så på tilbagevejen benytter jeg muligheden for at se på, hvad souvenirforretningerne har at byde på her.

I udkanten af Ilullisat er der et bredt bælte, hvor slædehunde står bundet og står og glammer. Og det er smidtsomt – fra den ene gruppe til den næste. Mødrene til hundehvalpene har særstatus og har fået et lille hundehus, hvor de kan opholde sig.

Næste dag er til egen disposition, dvs også de individuelle ture, man har tilmeldt sig.

2.8.2015 Sejlads på Isfjorden og Ilullisat

Hvor er vi henne? (pdf-kort)

Bykort bemærk de skraverede områder med slædehunde.

Vi har booket en sejlads på isfjorden, og vi er på det første hold. Den lille turbåd har pladser både indenfor og udenfor og der serveres the eller kaffe.
Det bedste udsyn får man naturligvis udenfor, men isbjergene er med til at sænke temperaturen betydeligt, så de ekstra tæpper, der er stillet til rådighed gør god gavn. Her på tæt hold erkender man størrelsen. Mange er 5-6 etager høje, og imponerende er det.
Vi oplever desværre ikke at se nogen, der vender eller kælver, men fra vores tur til Argentina ved vi, hvorledes det kunne have set ud.

Turen varer et par timer, og vel tilbage kan vi tage Ilullisat i øjesyn.

Til en forandring er her et rødt sygehus i stedet for det normalt gule.

Vi følges til Glacier Shop, hvor vi køber fedtstensfigurer. Den ene i grøn fedtsten lavet af en kendt kunstner, Lars Kristoffersen, de to andre mindre figurer af grønlændere.

Ulla gik tilbage til Zodiac-bådene efter vores kik ind på et kunstnerværksted, mens jeg returnerede for at få afsendt vores postkort.

Jeg får derfor anledning til at gå gennem en anden bydel. Posthuset ligger et stykke uden for centrum, og der er langt og stejlt. Vejen fører forbi Zionskirken og Knud Rasmussens barndomshjem, som nu er et ganske velorganiseret museum.

På vejen tilbage aflægger jeg besøg i det nye kunstmuseum, der er placeret i den gamle bestyrerbolig, som vi netop havde set i Qvitoq. Der er skiftende udstillinger af kunstnere, og en fast udstilling med grønlandsmaleren Emmanuel A. Petersens ganske gode malerier og skitser af livet i Grønland.

Aftnen bød på hvalcruise ved Asiatt (Egedesminde). Den begyndte ved 21-tiden med varm 'glühwein' på agterdækket.

Hvalerne var ikke rigtigt samarbejdsvillige, og fangsten indskrænkede sig til to sovende finhvaler, som flød med strømmen liggende i vandskorpen og blot med mellemrum sendte et 'blås' af sted. Men interessant nok at opleve.

Til gengæld havde vi set hvaler i stort antal forleden, og nogle få på sejladsen på Isfjorden.

Dagens overraskelse er tre detaillekort, som ligger på vores værelse som en gave fra Albatros.

03.08.2015 Sarfannquit

Hvor er vi henne? (pdf-kort)

Natten har budt på stille vuggen, men da vi skal op er der smult vande, og klart vejr bortset fra en diset bræmme lige over vandkanten.

Vi passerer Sisimiut for at sejle ind i en smal fjord, hvor bygden  Sarfannquit ligger. Faktisk ligger den på en ø ved et lille sund, som giver adgang til den næste fjord.

Vi skal op ad de mange trapper til kirken, hvor vi bliver modtaget af Tora, som er lærer på skolen, og som i korte træk introducerer os til stedet og dets dagligdag.

Kaffe og boller serveres i den nærliggende skole, som består af to klasselokaler med fint av-udstyr og en herlig udsigt.

Ad flere trapper kravler vi op til kirkegården, hvorfra der atter er en flot udsigt. Ud over kirkegården er det også et mindesmærke.

På vejen ned til Pilersuisoq har flere opstillet deres borde  og præsenterer deres håndarbejde.

Så går bådene tilbage til skibet, som nu skal sejle os tilbage til Sønderstrøm.

Vi får planen for afrejsen i morgen, og inden kaptajnen skal holde sin afskedtale får jeg lejlighed til at bringe vores tak til guiderne. Heldigvis var  guiderne glade for rosen og mange af deltagerne udtrykte tilfredshed med, at jeg havde taget initiativet.

Ved afskedsmiddagen blev alle de tjenende besætningsmedlemmer kaldt frem, gruppe for gruppe, og høstede naturligvis stort bifald.

4.08.2015 Hjemrejse

Resten af turen var ren rutine: betaling af drikkevarer og drikkepenge, sejlads ind til busserne, indcheckning og sikkerhedscheck – og så tilbage med det chartrede SAS-fly, SK7566.

Ulla nåede at købe den kasket, hun havde forsøgt at købe på hele turen, i souvenirbutikken, så nu kan den gamle fra Alaska (2008) pensioneres.

På turen hjem kom vi til at sidde ved siden af en ung kvinde, som havde været på besøg hos en veninde i Ilullisiat, og var mindst lige så begejstret som os.

 Skibet og livet ombord

Der er link til billede af vores kahyt på øverste dæk på Sea-Explorer..

Livet om bord

Ulla og jeg har altid fravalgt krydtogter, fordi vi gerne vil bestemme selv, men skal man til de små bygder i Grønland, så er der der ikke andre muligheder. Albatros' program gav os de mange små samfund, så det måtte så blive det.

Sea explorer 1 er bygget til sejlads i arktiske farvande, og størrelsen passede godt til de ca 110 personer, der var på rejseholdet.
Oplevelsen var bedre end forventet. De 110 deltagere var interesserede i samme oplevelse, alle tider blev overholdt ,og trods lidt aldersforskelle var der ingen problemer med at få talt sammen.

Et udvalg af billeder vedrørende skibet

Som vi boede, havde vi fornøjelsen af at høre – og se -når Zodiac-bådene blev hejst ned fra dækket over os

En anden fordel var, ar vi havde soldækket lige udenfor og dermed adgang til skibets forstavn, så man hurtigt kunne skifte fra skibside til skibside. Der fandtes desuden både fitnessrum og jacuzzi..

Servicen var eminnet. Vi havde en 'cabin steward',  Isagani fra Philippinerne, som havde ansvaret for os i vores kahyt på 37 kvm med masser af skabe og skuffer.

Skibet fungerede som et luksushotel, og man slap for at skulle pakke kuffert sammen hver dag, fordi man havde sit faste værelse.
Luksus'en bestod af mange ting. De 45 medarbejdere på skibet, som skulle tage sig af os, gjorde det perfekt
Mens morgenmaden blev indtaget, blev kahytten rengjort og klargjort. Og tilsvarede blev der dækket af til natten, mens vi spiste aftensma..

For de morgenfriske var der’early bird’ med kaffe, the og en croissant, og det benyttede Ulla sig af de fleste dage.

Ulla skaffede sig hurtigt præcedens for et bestemt bord i restauranten, og dermed også den samme tjener, Richard,som passede ‘vores’ bord.. 

Morgenmaden havde den store buffet, og ønskede man noget andet, bestilte man det bare hos tjeneren. Således fik Jørgen omelet de sidste mange dage – og til sidst uden at bestille den: det var indkodet hos tjeneren, og kom automatisk.

Til såvel frokost som middag var der menukort med 5 forretter, 5 hovedretter og 5 desserter at vælge mellem. Og det var vel at mærke ikke de samme, som de 7 kokke havde på programmet.
Det gav to uger med rigtig mange, velsmagende fiskerette, ogdet betød, at vi alle dage fik retter, som matchede de bedste restuaranter.

Drikkevarerne kom fra baren, og blev effektueret af Rose Katherine Bartolay, som var tilknyttet baren..

I faste rammer

Dagen havde ellers et nogenlunde fast progran:

Man skulle i land i en bygd, og det var næsten altid med Zodiac-bådene. Man havde sine 'personlige' redningsveste i sin kahyt, så når man  skulle i bådene, kom man 'påklædt' og kunne checke ud (og senere ind), så der var styr på, om alle var med.

Frokosten blev normalt indtaget på skibet.

Der var kaffe(/the og diverse kager midt på eftermiddagen, og derefter i forbindelse med præsentation af morgendagens program, stod tjenerne ved indgangentil loungen med fade med forskellige lækre kanapeer, så man kunne fornøje sig med dem, mens de sidste minutter gik inden oplæggene.

Med stor præcisition løb Kim dagens forløb igennem og tog de store træk for den kommende dag, mens Anette og evt. Axel uddybede programmet.

I en række tilfælde blev det suppleret med specielle indlæg om Knud Rasmussen, isbjerge, Thule og amerikanerne osv.

Efter middagen om aftnen var der specialforedrag eller filmforevisning, så vi kom ikke sovende til vores oplevelser.

• SEA EXPLORER 1 Maksimum fart:             16 knob Service fart:  14.5 knob Økonomisk fart: 12 – 13 knob Maskiner: 2 MAN B&W diesel maskiner. 8 cylindre. 1.800 HK paa hver maskine. Omdrejninger før gear 750 rpm. Skrueaksel efter gear 195 rpm. Hjælpemaskiner: 2 MAN B&W Holeby. 1000HK/ 2 stk skrueaksel generatorer. 700 HK Vandproduktion. Omvendt osmose. 50 tons/dag. . Stabilisator finner til modvirkning af rulning. Ankre:  2 stk med hver 250 meter kæde. Besætning totalt:    67  personer. Organisation: Kaptajn, dæk 3 off/7 sailors. Maskin 5 off/6 motormen. Hotel (Admin, house keeping, galley, restaurant, bar, hospital) 45. Hvor fra: Danmark, Philippines, Indonesia, Nicaragua, Guatemala, Chile, Guyana, Romania, Honduras, Costa Rica, Ukraine, India, El Salvador, Tyskland, Jamaica, Makedonien

•