Jeg har måttet finde et billede fra tiden i en bog. Men det viser anvendelsen af vaskebræt og zinkbalje og en grukeddel bag vaskekonerne.
Vi har to af mine forældres zinkbaljer i Sverige.

Dagligdagen
Storvask var et flerdages projekt. Der  skulle tændes op i grukedlen i kælderen, og det tog tid inden den store vandmængde var varmet op. Man havde vaskepulver, men jo ikke dagens effektive enzymberigede. Det var f.eks. Henko og Persil.

Man skal også huske på, at alle nutidens kunststoffer til finvask ikke fandtes. Det var sort set alt sammen bomuld og krævede efterfølgende strygning eller rulning.
Derfor kunne alt snavstøjet kommes i det samme varme vand i grukedlen, hvor det stod i blød natten over.

Næste dag startede så den egentlige vask i store zinkbaljer med et vaskebrædt, en træplade med påsat bølget zinkplade. Det var hårdt for hænderne at stå en hel dag og gnubbe på tøjet – det kostede nogle beskadigede knoer.

Storvasken inddrog også far, for det var tungt at flytte det våde tøj fra grukedlen til zinkbaljen og derfra til et par store trækar med det kolde skyllevand. Der blev skyllet, til der ikke kom mere sæbe ud af tøjet. Mellem skylningerne lå tøjet på en vaskebænk og kunne dryppe lidt af. Det sidste hold skyllevand blev tilsat en lille pose ‘blåelese’, som gjorde, at det hvide virkede mere hvidt.

Dernæst kom et krævende arbejde med at vride tøjet. F.eks. sengetøjet skulle man være to til,

Om tøjet så blev hængt ud i haven eller op i kælderen kom an på vejret.

Senere – på Ringridervej – ofredes det at leje en vaskemaskine, som med strøm kunne varme vandet op og sørge for at vaske det – og som oven i købet var forsynet med en lille vridemaskine, som man kunne køre tøjet igennem.

Vaskemaskinen blev bragt på en motorcykel med sidelad, men skulle også bæres ned i kælderen.

På et tidspunkt på Ringridervej blev udstyret udvidet med en rulle med trævalser, som stod under kældertrappen, og hvor vi  alle deltog i koldrulningen. Endnu senere var far faldet over en bordrulle, dvs. den var ikke større og tungere end den kunne stå på et tæppe på stuebordet. Det ændrede ikke det praktiske arbejde, men det var mere komfortabelt.

Et andet begreb var 'hovedrengøring'. Det var også et  flerdagesprojekt, og betød at alt – ja, alt – blev ryddet. Tæpper blev flyttet ned i haven på bankestativet, gardinerne vasket og strøget. Vægge og lofter blev rengjort, møblerne trukket ud fra væggene, de stor lænestole med fjedre blev banket.
Alle hylder blev ryddet, alle bøger støvsuget (vi havde en Nilfisk). Alt blev vasket af.
Alle de moderne, effektive rengøringsmidler, vi har i dag, fandtes ikke, så det var typisk brun sæbe eller sæbespåner, der blev anvendt.

Det foregik to gange om året: forår og efterår, og vendetæpper og madrasser blev båret ned til bankning med en tæppeanker, og gardiner blev banket og vasket, og derefter vendt til den anden farve. Lysegrønt om foråret, rustrød om efteråret.

Økonomi og sparetider
Vore tiders daglige bad er langt fra min barndoms hygiejne. Man levede op til ordet lørdag’s egentlige betydning: vaskedag. Karbadet blev fyldt hver lørdag. Merete og jeg gik i bad sammen, for vi kunne jo sagtens være to.
Jeg havde en lille metalbåd, som kunne sejle selv, hvis den fik et lille ‘fyrfadslys’ sat ind, hvor varmen medførte at vandet cirkulerede og drev båden fremad.

Tilsvarende brugte man sit tøj mere end en dag, hvilket formentlig hængte sammen med, at de moderne, hurtigttørende stoffer ikke var opfundet, og naturligvis at man ikke bare kunne smide tøjet ind i en vaskemaskine.

Man kunne spare på gassen ved at bruge høkasse evt. i sengen hvor den varme grød blev pakket ind i avis og så kunne koge videre under dynen.

Der blev syltet og henkogt rigtig meget, og køkkenhavne var ikke bare for sjov. Den gav et væsentligt bidrag til den daglige husholdning.

Jeg fik karakterpenge og lommepenge for at hjælpe med dagligdagens opgaver.
Dem supplerede jeg ved at sælge affaldsben til benmel fra et spisested i Østergade, klude mm hos en klunser.
Datidens mange hestevogne gav også penge, når man kunne sælge hestepærerne til far til gødning til jordbærrene.
Senere underviste jeg Birgit Bjerregaard Jensen i tysk, var medhjælper på turistbureauet under Ellesøe, hvor jeg både skulle vurdere udlejningsværelser, tage med turister på rundvandring i skanserne og i øvrigt på kontoret fik lært at tage og bruge telefon, noget der ellers ikke var min stærke side. Jeg nød utrolig stor XXX
Og så en spændende sommer som ‘kustode’ på Sønderborg Slot.

Danmarks Radio
Far havde før krigen købt en radio, MagnaVox,som først blev brugt til at kunne følge med i de engelske udsendelser til Danmark. Den var med radiorør og havde langbølge, mellembølge og to kortbølgeområder.
Danmarks Radio havde ét program, København/Kalundborg, som sendte på langbølge. Sendetiden var dog begrænset - jeg tror fra 6-24.
Da vi flyttede til Ringridervej var en undtagelse var, når der var 6-dagesløb i Forum. Da kunne sendetiden godt forlænges.

Her blev bortset fra ‘Pressens Radioavis’på de faste tidspunkter, men også ‘Gammeldags dansemusik’ med Bror KallesKapel, eller hørespil af teaterstykker eller senere føljetoner af krimiserier, der kunne lægge provinsbyens gader mennesketomme. (f.eks. Shivaskriget, Gregorymysteriet m.fl. De kan høres på DR’s Bonanza-side).
Hver dag var der transmiteret middagskoncert fra restaurant Wiwex (som lå lige uden for Tivoli). Det var ‘salon’musik med akkompagnement af bestik.
Der var hver dag speciel børnetime om eftermiddagen, hvor de enkelte dage havde sin egen målgruppe.Om mandagen var der ‘Ugejournalen’ med orientering om ugens begivenheder, og ellers var der ‘Onkel oplæser’ og hørespil.

Senere var det radioen, der bragte nyt om bl.a. Koreakrigen og den første ‘Sputnik’, og da jeg overtog den, fandt jeg programmerne fra Radio Luxemborg, som spillede meget populærmusik, og AFN (American Forces Network), som var den amerikanske radio i det besatte Tyskland. Her var også rigtig meget god musik.

Aviser
Der var tre aviser i Sønderborg. De to lå i Jernabnegade: den socialdemokratiske Sønderjydem, som vi holdt, og Jydske Tidende, som fik gik over til efter Sønderjyden lukkede i 1956.
Jydske Tidende ophørte i 1991.

Desuden var der Dybbølposten nede ved Rådhustorvet. Den ophørte i 1970.
Aviserne havde udhængsskabe, hvor dagens avis var sat op, så alle kunne læse dagens avis.

Da Halberg flyttede ind i Sundsvalsgade, begyndte vi at bytte avis. De havde Politiken, og det var jo noget helt andet.

Telefoni
Far var blevet udnævnt til kriminalbetjent 1.10.1941, og det medførte at vi fik telefon. Den hang på væggen inde i spisestuen.
For at ringe op, skulle man dreje på et håndtag, hvorefter man fik forbindelse med en telefonistinde, og kunne bede om et nummer, som man så blev forbundet til. Man skulle også huske at ‘ringe af’ ved atter at dreje på håndtaget.
Ikke mindst mor var glad for livlinjen til Horsens til sin familie. Fars familie havde ikke telefon.
Jeg havde jo hørt mange gange, hvorledes proceduren var, og på et tidspunkt blev jeg taget i på egen hånd at have ringet op til familien i Horsens.
Men det var dyrt at ringe sammen – der var specielle takster for indenbys og udenbys – så brevskrivningen var det vigtigste kontaktmiddel.

Da det var en tjenestetelefon blev private samtaler foretaget, når far var på arbejde. Generelt blev telefonen betragtet som et meddelelsesmiddel til korte beskeder.

Senere blev telefonen udskiftet med en med drejeskive, og senere igen med trykknapper.

Efterhånden som antallet af abonnenter blev større skiftede vi nummer fra 558, 2558 osv.

Biler
Som sagt andetsteds var antallet af biler ret begrænset, da jeg var dreng. Det var varevogne, og folk som havde behov for en bil for at kunne udføre deres arbejde.
Bilerne havde trinbræt, reservehjulet sad enten i forskærmen eller bagpå. Der var ikke meget bagageplads, så ofte havde bilerne sat en ekstra boks bagpå.
Bilerne var forsynet med afviservinger, som man slog ud, når man skulle dreje. Nogle lastbiler og busser havde endda nogle, der bevægede sig op og ned.
Da man begyndte at anvende blinklys, gav det i begyndelsen udfordringer, fordi man var vant til at kikke ved dørstolpen.

Sikkerhedsseler var ikke opfundet, og næsten alle biler var sorte eller mørkeblå. Egentlig var det først, da VW kom på markedet, at man kunne få andre farver.

Vi havde ikke bil (far og mor fik bil i 1975), så vores ferierejser til Horsens foregik med tog, hvis ikke HH hentede os i X1766.
Omkring 1960 begyndte vi at leje bil hos Rossen, som havde udlejningsbiler nede på hjørnet af Grundtvigs allé og Skovvej.
Da nabo Schmidt købte en folkevogn, lånte vi den somme tider.
Vores to campingferier i Danmark foregik i HH’s folkevogn samt hans campingudstyr (telt osv.), som velvilligt blev stillet os til rådighed.