Sidst opdateret 21. maj 2017

Sammenfatning

Billederne fra turen er samlet her.
Antallet skal reduceres...

Rejsen fandt sted 6.-26.april 2017. Den var planlagt af Kipling Travel og blev udført af Borneo Adventure.

De to stater

(Kortet er fra en artikel i National Geographic Magazin, så rejseruten er ikke min).

Sarawak Sabah Areal 125000 km2 72500 km2 Indbyggere 2,7 mio 3,5 mio Største staamme Iban Kadazan-Dusun Kristne 42% 27% Muslimer 32% 65% Buddhisme 13% 6%

Sarawak og Sabah er to af de ni delstater i Malaysia. De er så selvstændige, at de hver især har egen immigration – også mellem hinanden, så der er altid paskontrol, også hvis du kommer fra hovedlandet.
 

Naturen
Regnskoven er tættere, synes jeg, end dem jeg har set tidlligere. Træerne op til 80 m høje
Ca.25%  af naturen er beskyttet, og med et mål på 30% i 2025.
Jorden tilhører staten, og den kan  sælge eller tildele jord, f.eks. til de små stammesamfund, til at rydde mindre arealer til at dyrke ris, gummitræer eller peberkan, og den praksis der har været, hvor tildelt jord kunne sælges, hvis man kom i pengenød, er nu forbudt. Jordstykkerne kan i øvrigt gå i arv i familien.
Oliepalmerne trænger sig på regnskoven, navnlig i Sabah, hvor træhugsten har været værst, og genplantningen har våret med oliepalmer.. Nogle steder langs Kinabatangan-floden er der således kun en kort  bræmme urskov tilbage.
Heldigvis har dyrene efterhånden tilpasset sig de nye forhold, som trods alt er bedre end nøgne skovhugninger.

Alt gror. Op ad hinanden, på hinanden. Da der jo ikke er sæsoner her, har træerne heller ikke årringe -ja, hvem havde lige spekuleteret på det.
Der er mange forskellige træsorter i regnskoven. Alt jager mod lyset, og den hurtige vækst kan betyde skørbelige stammer, som vælter i storme og regnmængder.
Meget er 'hårdt' træ, som udnyttes til stier og trapper, møbler, som helst skal kunne klare det fugtige klima.
Utroligt meget af det, der gror, har man gennem århundreder erfaring for, hvilke skavanker, de kan helbred fra hjertestyrkelse, diabetes, svie, blodstop, smagsstoffer. Ja, listen er lang, men guiden viste og forklarede, og der er smagt på blade og frugter.

Græsrabatterne langs vejene slåes af korps med buskryddere, for at det ikke skal springe i buskads.

Spotterne er imponerende. De høje træer og det tætte løvhang kræver stor erfaring og viden for at kunne udpege dyrene mellem blade, lys og skygge – også fordi mange af dyrene forholder sig meget rolige, og mht fuglene er mange af dem utroligt små.
Og guidernes viden om landet, historien og naturen er stor.
Bjergene i Sarawak er kalk og limsten, oftest som små toppe og rummer ofte huler. Mange af dem ødelægges, fordi man udnytter dem som grusgrave
I Sabah er det reelle bjergkæder med store stigninger og dybe ofte smalle kløfter.
Normalt er de overbevokset, og jeg har kun set Mt.Kinabalu med en nøgen top.

Ved kysten kan der komme en aftenbrise, men ellers er der stillestående varmt og fugtigt. Temperaturen omkring de 30 grader, luftfugtigheden kender jeg ikke, men mit gæt er, at den var omkring 90%. I hvert fald svedte jeg både T-shirts, skjorter og underbukser, så de måtte til tørring under airconditionen.

Uanset at min mobiltelefon blev fragtet i en lårlomme i mine bukser, var der så fugtigt, at der trængte fugt ind under beskyttelsesglasset, hvilket gav problemer med at taste, fordi fugten gav en ektra hinde, hvor man ikke kunne bruge skærmen.
Jeg fik et nyt glas sat på hos Elgiganten, da jeg kom hjem igen.

Kulturen
Muslimerne var flest og mest synlige i Sabah, men i Sarawak er de fleste er faktisk kristne.

Muslimerne går med tørklæde og med fodlange gevandter. De unge piger med gamacher, hvis de har kortere klæder.
Der er muslimske skoler, og selv i små samfund er der moskeer.
De små samfund kan klare undervisningen i de små klasser, men derefter skal man rejse efter en større skole, ofte en kostskole. Skolegangen er gratis, højere uddannelser betales der for.
Hospitalerne er i princippet også gratis, men skal man f.eks. opereres, er der en prislap.

Stammer Iban i Nanga Sumpa
Longhousekulturen
Ens stammeforhold har stadig stor betydning. Det slår igennem i navngivningen: fornavn, stammenavn, stednavn. Til den store fest, som egentlig er en høstfest i maj eller juni (forskellig fra Sarawak til Sabah), som nu er belevet officielle fridage, samles familierne fra nær og fjern for at feste, spise og drikke

Folk er generelt smilende, imødekommende og hjælpsomme og med en fin humor. De unge lærer nu engelsk i skolen, som er fra 7 til 16, men de lidt ældre guider, jeg traf, kunne alle berette, at det var turisterne, der havde lært dem at tale et ganske udmærket og forståeligt engelsk.
Jeg har set tiggere i Kinabalu, men ellers virker befolkningen velklædt, rent og pænt.


Dagligdagen
Agerbrug, gartneri (Statuerne med kinakål, ananas, fisk i rundkørslerne /Sabah
Der dyrkes 'hill rice', som ikke kræver vand, og landet er 4. største producent af peber (Sarawak). Den gror op ad stænger, og bruges ofte som 'kantplante' ved et markstykke.

Der er fiskedamme såvel ude på landet som i floderne

De er selvforsynende med olie, og langs hovedlandevejene går de blå olieledninger. Prisen på benzin er en brøkdel af den herhjemme, diesel koster omregnet 3.00 kr/l. Boreriggene står uden for Borneo, men størstedelen af indtægterne går til hovedlandet.

Det lyder som om man har store problemer med korruption og vennetjenester. Penge og ordrer går fra offentlige politikere eller embedsmænd til deres familier og venner, og projekterne lider af overskridelser og forsinkelser.
 

Maden
Maden er spændende med meget grønt også fra den vilde natur, f.aks. bregnespidser
Maden er god og velkrydret. Der er altid ris (kogt eller stegt med et eller andet). Der er mange grøntsager (bregneskud, kål, løg, gulerødder – og alt det vi ikke kender). Ingefær anvendes rigtig meget og meget forskelligt.
Der er flere kødretter: Næsten altid høns under en eller anden form, eller svine- eller oksekød skåret i mundrette stykker og med en eller anden krydret sovs.
Når der er buffet, bestemmer men naturligvis selv mængden, men får man 'set dinner' består den ofte af 5 forskellige ting – i rigt mål..
Desværre har de også somme tider overtaget den kinesesiske praksis med at hakke kød og ben med den store kødøkse. Det ændrer ikke ved smagen, men det gør det vanskeligere at indtage med gaffel og ske, som er de normale spiseredskaber.

Morgen og aften kan man lugte røgen fra de mange ildsteder, hvor der laves mad. De har gas, men der er jo rigeligt med tilgængelige grene mm, som jo ikke koster noget.

Markeder
Jeg har set tre typer af markeder:
1. Rigtigt marked med alle slags fødevarer, inkl. frisk fisk, og frisklavede, dybstegte delikatesser.  hører også fiskemarkedet
2.Turistmarked hvor der primært sælges T-shits, nøgleringe og andre småting. Få steder håndværk, og deres flettede ting er flot flettet af ratan, men også meget stive, så de ikke lige kan klemmes sammen i en kuffert.
3. Decideret grøntsagsmarked og blomstermarked

Der er landevejssalg, men ikke så udbredt, som jeg så det f.eks. i Indokina


Trafik
Der er venstrekørsel, og der køres stærkt. Skilte med ‘Awas' (pas på) og skiltning med hastighedsbegrænsning har ingen virkning. Det eneste, der kan få farten ned, er hullerne og reparationerne i et noget nedslidt vejsystem (mest i Sarawak)..
I Sarawak var de i gang med et enormt motorvejsprojekt fra nord til syd, påbegyndt mange steder samtidigt, og med mange bulldozere og lastbiler. Dertil hørte en hæskare af sikkerhedsfolk med grønne og røde flag.
Bilparken er ny og voksende med deraffølgende trafikkaos omkring de store byer (dem er der så ikke så mange af), men folk flytter fra land til by, og den offentlige transport er ikke udviklet. Ofte består den af små 9 personers busser (Hiace), som kører bestemte strækninger, markeret på minibussen.
Undervejs har de en række muligheder for at lave u-vendinger, ofte styret af trafiksignaler..
Nu kunne det lyde som det rene anarki, men det er det faktisk ikke. Man kan sagtens flette og give plads, og det er heller ikke noget problem at gå over vejen.

Konceptet med bygninger, hvor stueplanet er små forretninger med metalrulleskodder er almindeligt, og giver samtidigt et antal velbesøgte landevejsrestauranter.

Den gamle byggestil ude på landet med blik som vægge og tag, eller bræddevægge er stadig de fleste, men er ved at blive erstattet af byggeri med pudsede elementblokke i pastelfarver. Der bygges ofte stadig på søjler af træ eller beton. Bliktag er stadig det mest anvendte, men der er også mordene fravede metaltag og teglsten. Eller flækkede bambus eller blade.

Industrien er primært i storbyernes industriområder, og undtagelsen er teglværker og palmeoliefabrikker, som er placeret, hvor det er praktisk.

Turister
På rundturen traf jeg flest englændere og amerikanere, mange rejste med deres børn endog meget små børn.
På baderesortet var 80% kinesere, hvilket svarer overens med en statistik, jeg læset i den lokale avis.
 

Jeg var fuldt udstyret med lommekamera, Christians Nikon med zoom-objektiv og mit videokamera. Det blev ikke til så meget video: markeder, rundturen i Singapore og landevejsoptagelser. Videokameraet er godt til at gengive bevægelse og sammenhænge, men det er ikke ‘skud’-beredt, og skærmen ikke optimal, hvis man skal finde noget på afstand i en fart. Der var Nikon’en suveræn, og uden zoom ville det ikke have været den samme tur, da jeg i princippet brugte kameraet som kikkert.

Turen dag for dag
5.-6.april 2017 Al begyndelse er svær
Der bliver ikke så meget udenomssnak i aften, hvor klokken har passeret 10:30 lokal tid, og jeg skal op 6:30 i morgen. Men så er der også gået 24 timer, siden jeg forlod Højergårdsvej.

Tog tidligt hjemmefra for ikke at skulle bakse med en stor kuffert i myldretiden. Jeg plejer at rejse med ca.12-13 kg, men vægten sagde 17,2 ved indcheckningen.
Jeg havde på forhånd opgivet at bruge automaterne, da der jo var tre destinationer. Det mente de godt, at de kunne, uden dog at havde sikret sig en aftale med dem. Jeg fik sat samtlige personer i Checkin Support sat i arbejde, og efter nogen kamp, fik de lokket de tre boardingkort ud af printeren.
Derefter gik alt som en leg, og det blev efterkontrolleret om kufferten ville dukke op, der hvor jeg sluttede rejsen.
Da jeg kunne se mit aftensmåltid forsvinde i det blå bestemte jeg mig for at købe et stykke smørrebrød hos Aaman – og det var rigtig godt.

Det var Lufthansa, der stod for turen til Franfurt. Den blev lidt over en halv time forsinket, fordi den vægt, der sørger for at maskinen er afbalanceret, var ude af drift . Og først skulle have besøg af en tekniker. Maskinen var en ældre Airbus 320-200 uden dikkedarer, men med god benplads.
Der var tid nok i Frankfurt til at finde Singapore Airlines gate. Her kunne de meddele, at maskinen fra Singapore var forsinket med 40 minutter i ankomsten, og selv om der blev gjort en ekstra forhåndsindsats med at checke pas og boardingkort inde i  selve venterummet, så tager det lidt tid at putte så mange mennesker ind på plads. Det var en godt fyldt Boeing 777-200,  jeg havde vinduesplads, ingen i midten og en engelsk kvinde på gangsædet. Hun var på vej for femte gang til New Zealand, hvor hun havde familie, men havde i øvrigt også været på Borneo.
Efter vi var blevet bænket i flyet, kunne kaptajnen meddele, at på grund af vindforholdene, var der kun en startbane i brug – og temmelig mange fly i kø. I alt gav det en times forsinkelse, som dog blev indhentet undervejs, hvor vi fik en turbulent tur, så udskænkningen af varme drikke blev suspenderet for en tid. Og egentlig blev det ved med mellemrum  på hele turen.
Over Europa var der tæt skydække, og da 'rullegardinerne' skulle lukkes ned, mens vi spiste eller sov, så var det næste jeg så Nicobarernes små øer liggende i mørkeblåt vand. Derefter blev det atter overskyet til vi nåede lidt før Singapore.
Forplejningen var god, og jeg nåede at se både en film og 8 afsnit af House of Cards – dvs nok ikke 100%, for øjnene må have glippet en gang i mellem.

Det var heller ikke noget problem at finde date til Silkairs gate til Kuching. Det var en af de tre Airbus 319, selskabet stadig har, men vi kom af sted til tiden og landede i en våd lufthavn – og 26 grader lidt over kl.20.
Paskontrollen var som den nye standard med fotografering og fingeraftryk. Tono Alseng fra Borneo Adventure stod med et skilt, og kørte mig de 20 minutter til centrum, hvor Batik Boutique Hotel ligger.

Her var to søde piger, og vi fik os en god snak om, hvad jeg skulle opleve, mens jeg fik en velkomstdrik af lokal risvin.

Tono havde fortalt, at på den tur, der starter i morgen, skal man ikke have sin kuffert med, da vi de næste par dage skal sove i de såkaldte ibanhuse, så jeg har pludselig haft travlt med at finde det nødvendigste, som samtidig kan være i rygsækken. Jeg tror, det er lykkedes, men der skal lige tages bestik af vejret i morgen tidlig, hvor der er afgang kl.8 til en 4-5 timers lang køretur.

Det betyder, at computeren bliver på hotellet sammen med kufferten, og dermed en afbrydelse i kommunikationen.



 7.-9.april I regnskoven (Nanga Sumpa)
Kort over Sarawak (Batang Ai-området ligger helt ude i kortets østligste del)

Videoen fra Kuching, turen til Batang Ai og Enseluai-vandfaldet.

Jeg havde sat vækkeuret til at vække tidligt, så jeg var sikker på at få pakket rigtigt og få min morgenmad kl.7. Det blev en omelet, som jeg dog selv ville have kunnet lave bedre. Kaffen var lidt uventet en tynd omgang, så jeg skiftede til the – og dertil friskpresset appelsinjuice.

Fik hurtigt pakket sammen og låst kufferten som jo skal blive her i mit fravær.
Gik ud i varmen, og indåndede de første sanseindtryk.
Hotellet ligger central ved en trebanet, ensrettet gade. Den hørte jeg ikke noget til i nat, men her til morgen skal jeg love for, at der er trafik. Tre veje samles lige ved hotellet, og der er ingen lysregulering, så man skal være hurtig, hvis man skal over gaden. Bilerne er nye og velholdte, de fleste små, men der er selvfølgelig også blærerøve i BMW X5. Hovedparten er Toyota i forskellige modeller, men også Honda og deres egen Proton.

Kuching er administrationsbyen for Sarawak og har 800.000 indbyggere. Navnet har byen ifølge legenden, fordi englænderen Charles Brooke i 1839 kom hertil, og spurgte en lokal, hvad stedet hed. Han svarede Kuching, fordi han troede Brooke havde peget på en kat, og derfor har byen indtil  flere statuer med katte, ja, der er sågar et kattemuseum.
8:20 dukker Borneo Adventure op med Tono som chauffør og Paul Mathews som guide. Til min overraskelse er der ikke andre i bilen, og det bliver der heller ikke. Vi har ca 5 timers kørsel foran os, og bortset fra morgentrafikken går det egentlig smidigt. Paul omtaler det som 'massagevejen', fordi man bliver gnubbet op og ned ad ryggen, da vejen er utrolig ujævn og desuden fyldt med lapperier. De kender jo turen, så pludselig uden noget nedsættes farten fra 80 til 30, fordi der er et specielt hul, som de kender.

Alt er grønt, mest regnskov, men noget er jo fældet for at kunne dyrke f.eks. ris og oliepalmer. Landskabet er fyldt med små, lidt stejle bakker og tilsvarende dybe kløfter.
Vi har ikke kørt ret langt, før store jordområder ved siden vejen i begge sider ikke bare er blevet ryddet, men hvor jorden flyttes fra bakkerne ned i dalene af utallige gravkøer. Og det bliver ved de næste fire timer. Ikke fra den ene ende til den anden, men flere kilometers mellemrum bliver der arbejdet. På forespørgsel om årsagen til denne fremgangsmåde, er svaret, at det er to forskellige myndigheder og entreprenører, der står for det, og de skal bare blive færdige samtidigt...Det betyder naturligvis også, at meget skal rives ned, elmaster flyttes osv. Og der er arbejde til adskillige mænd med grønne og flag ved de forskellige arbejdssteder.

Paul udpeger undervejs nogle eksempler på 'longhouses', som ligger ret markant i landskabet.

Der skal købes ind til vores frokost. Det foregår på markedet i Seridan, hvor Paul bruger en ½ time på at handle, mens jeg nyder at se udbuddet. Som altid masser af forskelligt grønt, som de ovenikøbet holder frisk ved at sprøjte med vand. Og det virker rigtigt frisk.
Og så var en enorm fiskeafdeling med friske fisk, blæksprutter, rejer. Naturligvis var der også mange forskellige tørrede fisk. Der var som en kuriositet og en afdeling for akvariefisk, som blev opbevaret i små plastikposer med vand – en fisk i hver, og mange rigtig flotte.

Der manglede heller ikke færdigretter. Der var mange, der friturestegte f.eks. bananer, rejer mm. Enkelt og nemt: tre opøserskeer bindes sammen, dej ned i og så ned i frituren, fyldet på lidt efter, og til sidst pynten. Det så utroligt lækkert ud, og på lodgen, lavede de det også.
Ingen kød? Jo, høns og ænder, og sjovt nok flæskekød (mange er faktisk muslimer med tørklæde og det hele).

De har ingen køer eller får, men store hønserier og svinebesætninger

Vi kører gennem et landbrugsområde, hvor der dyrkes hill rice, grøntsager, masser af peber, palmer til olie og mange frugter fra ananas til mango og papaya. Risen er 'sticky rice', som ikke behøver at have fødderne i vand, og det snyder lidt, når man ser henover en 'græsmark' som lige nu er vissen.
Malaysia er nr. 4 på verdensranglisten, når det drejer sig om eksport af peber. Planterne gror op ad stænger som bønnestager, ca 1 meter mellem hver, ca 2½-3 meter høje, og anvendes ofte som hæk, men kan også være en hel mark.

Vi får tilberedt vores medbragte mad i et 'landevejskøkken' undervejs, hvor man lige skal have lidt under turen. Tilberedningen er næsten som at se en grønthandlerbutik blive findelt. En enklet kødret eller to, krydret ris, nudler og tre grøntsagsretter.
Her i middagsvarmen flokkes de store sommerfugle om blomsterne udenfor, men de er som bekendt bedst at huske, for de ikke nemme at få til at posere.

Jo længere vi kommer sydpå, jo tættere bliver regnskoven, men det betyder ikke, at der ikke bor mennesker, men de kan bare ikke ses fra vejen.

Vi når frem til Batang Ai, hvor man har opdæmmet floden med en stor dæmning med et kraftværk, der leverer strøm til rigtig mange mennesker.
Nu skal vi skifte befordringsmiddel til en lille selvbygget båd. Der er plads til kasserne med mad (vi har også med til lodgen), rygsækkene, som dækkes til med presenninger, to træsæder og en forhenværende plastichavestol uden ben til os tre. Derudover er der de to bådførere: i stævnen Saging og ved motoren Ingu. Det tager ca 3/4 time at sejle over den opdæmmede sø, hvor der stadig står toppene af de døde træer, og hvor man skal tage sig i agt for stammer under vandoverfalden.
Heldigvis er vandet helt klart, så man kan se et godt stykke ned, og båden ligger ikke dybt.
Vi sejler ind i det der nu er tilbage af floden, som dog er pænt bred. Nu skal der passes mere, på, for når floden snor sig lidt – og der er faktisk meget strøm, så lægges der jo aflejringer i 'svingene', så man skal kunne navigere i sejlrenden. Derfor manden i stævnen, som med en åre eller en stagestang, hjælper med at få båden på rette vej.
Ved de store forgreninger er der sat 'flodskilte' op, så man vælger den rette retning. Der er mange små tilløbende floder. Urskoven står helt ud til kanten på en skrænt, dvs. der er ikke et stykke, hvor dyrene ville kunne drikke. Vi hører fugle, men ser ingen.
Jo snævrere floden bliver, bliver udfordringerne større. Faktisk er dybden ikke ret stor, og strømmen hvirvles op over de klipper der er, og man bliver lidt bekymret, når man ser et fald på 30-40 cm som man skal op igennem. Men de to erfarne bådførere klarer det perfekt, og båden ligger utroligt stabilt.
Det største problem er egentlig at skulle sidde 1½ time i samme stilling, med krumme ben og øm røv, fordi man jo ikke må ødelægge ligevægten.

Kort over Nanga Sumpa
Vi når frem til Nanga Sumpa ca.kl.16 (Sumpa er en lille sideflod, hvor samfundet bor).
Af med fodtøjet, gennem spisesal/ophavsrum til en ny bygning med 3 værelser. Jeg skal bo i nummer 3.
Det første man træder ind i er et stort rum med fire senge med springmadrasser, et par natborde og et skrivebord. Naturligvis med myggenet over sengen.
Overraskelsen kommer i det næste rum: et wc og bad. Flot klinkebelagt. Der er sågar strøm – når generatoren kører.
Den luksus tilfalder hverken guider eller alle gæster, når det er højsæson. Til dem er der masser af separate brusere og toiletter i båse og håndvaske.

Egentlig havde jeg også troet, at jeg skulle bo i et 'iban'-hus, en særlig byggeskik som minoriteten af ibaner stadig opretholder.

Der står kaffe/the og kiks til fri afbenyttelse, der er et pænt bibliotek af efterladt litteratur.

Jeg går derefter en tur over broen til 'longhouset', som ligger på den anden side af Sumpa. Det ser nyt, og meget anderledes ud, end jeg havde forventet.

I mellemtiden er amerikaneren Emily kommet tilbage fra dagens tur sammen med hendes guide. En lærerinde midt i 30'erne, som har arbejdet med nødhjælpsarbejde og de sidste mange år arbejdet i utroligt mange lande for en amerikansk organisation, der driver internationale skoler. De sidste 6 år i Kina.
Der er forskel på folk her. Personalet, chauffører og guider spiser først, hvorefter der dækkes op for Emily og mig. Men vi taler nu meget godt sammen, så det er fint nok.
Vores bådsfolk? Jamen, de bor jo ovre i 'longhouse' på den anden side med deres familier.

Om aftnen vil stedets høvding gerne tage i mod ovre i huset. Vi husker vores lamper og går over i 'longhouse'.
Ganske kort kan man forklare et 'longhouse' med et fælles rækkehus, hvor hver familie har sin lejlighed. Alle lejligheder har udgang til et stort fællesareal, som strækker sig i hele husets længde.
Jeg vil senere mere detailleret fortælle om stedet og traditionerne omkring 'longhouse', men lige nu koncentrere mig om ceremonien.

Vi træffer høvdingen ved hans lejlighed. Det er ikke noget med fjer og åndefordrivelse, men en spinkel mand på 67, som faktisk har arbejdet på borerig i Danmark. Det tager vi også senere – tiden løber...

Vi placeres siddende på gulvet ved væggen overfor, og han kommer med en flaske samt en bakke med det rette antal glas. Han hælder op og fordeler et glas til hver. Tanken er at man skal bekræfte et venskab ved at alle drikker fra den samme flaske, man lige har set, der er hældt op fra – ingen gift.
Høvdingen løfter glasset, og man hilser. Egentlig skal man så 'bunde ud', men der er jo altid nogle, der lige skal smage først.
Der er en hjemmelavet krydret risvin med en styrke på ca.5%, og når glasset er tømt, kommer høvdingen rundt og fylder op hos dem, der ønsker det, til der ikke er mere i flasken.

Det er en standarddrik hos ibanerne og bruges ved flere forskellige fester og traditioner.

Alt i mens er livet gået videre i fællesrummet, hvor folk fletter måtter og kurve, snakker, leger med børnene.

Så giver vi hånd til høvdingen, hans kone, hans familie og hvem der ellers har involveret sig (de har ikke fået noget), og vi kan luske hjem gennem mørket, tage en kop the på vejen og ellers gå i seng. Så er klokken mellem 21 og 21:30, og da der først er morgenmad kl. 8 er der tid til en god nats søvn.

Imidlertid har ibanerne en del høns og flere haner, og der står ikke noget i deres reglement om, at de skal tie mellem solnedgang og solopgang. De galer ganske enkelt døgnet igennem, og de må sove på skift. Nå, det er jo kun lige, når man vender sig, det er et reelt problem.


Lørdag (8.april) skal jeg på trekking sammen med Paul. Jeg spiser morgenmad med Emily, som er vegetar, så jeg får begge æg.
Ved 9-tiden tager vi afsked med Emily, og vi andre bliver fragtet de få meter over floden, for at starte vores trekking der. Det er en smal, umarkeret sti som bruges af de lokale, når de skal frem til deres marker. Det bliver til en to-timers vandring gennem regnskoven med bambus, gummitræer, høje bregner, blomster. Planter i symbiose med myrer, hvor stænglen er hul, og som kan bruges til at holde fiskenet oppe.
Der er faktisk en del beplantninger med gummitræer i flere aldre. Man tapper dem max to gange om ugen, da det ellers går ud over træets vækst.
Andre beplantninger har ris eller peber, og disse rydninger gør det muligt indimellem at se skoven for bare træer.
Jorden tilhører byen, så man skal blot have sit ønske om at få et stykke jord godkendt på fællesmødes. Ophører man med at dyrke det kan det gå i arv eller i sidste konsekvens tildeles en helt ny
Fuglene er livlige her tidligt på dagen. Paul kan identificere lydende, men de er vanskelige at se. Vi ser dog den lille 'Spiderhunter' med langt næb og kort hale. Der er også isfugle og flere andre, jeg har glemt navnene på.
Et par orangutangreder bliver det også til. En del insekter, og vi hører en grøn træfrø som kvækker, hvilket ifølge 'de gamle' betyder, at den råber efter regn.

Lidt afsides fra stien viser Paul mig gravstedet fra ikke bare en høvding, men høvdingenes øverste høvding. Han hed Pengaran (director) Jimbun, Han er begravet med mad og drikke, og en kostbar kinesisk vase, hvor der fortsat lægges penge. Desuden er hans personlige spyd og machete stillet ved graven. Han var en af dem, der kæmpede mod japanerne.

Turen går meget op og ned med dyb bevokset skrænt ned mod floden. Heldigvis har det ikke regnet, og alligevel er der steder, hvor det er glat. Enkelte steder har man ofret at sætte reb op.

Båden ligger naturligvis parat, da vi kommer ned til floden og foretager en noget primitiv ombordstigning, men det lykkes mig at komme tørskoet i båden.

Herefter følger en meget smuk tur med tæt regnskovsbevoksning, og det slutter brat med en stejl bjergvæg, hvorfra vandet fosser ned fra Enseluai-vandfaldet. Der er rigtig meget vand, og det er selvfølgelig det, der gør, at der selv ved lodgen længere er relativ stærk strøm.

Der er en lille grusstrand, som de bruger til at grille på. Da det jo står på så godt som næsten hver dag, er der et stativ af bambus og lagt an til bål. Der samles træ ind på hver sejlads, også i dag, hvor bådsmændene gik i land på en grusaflejring, hvor der også var landet noget træ. De bruger macheten til at flække grenene.
Kødet marineres og tilsættes diverse krydderurter. Nogle tynde bambusrør fyldes med ris og lukkes med et sammenkrøllet blad, inden de lægges på bålet. Tilsvarende puttes det marinerede kød i nogle tykkere bambusrør og proppes til med blade.
Noget af det reelle kød lægges på et stålnet og grilles 'normalt'.

Efter tilberedelsen sejles Paul og jeg de sidste få meter over til vandfaldet. Jeg var fuldt påklædt inkl. badebukser, men muligheden for at klæde sig af og placere tøjet tørt var indskrænket til mindre en en kvadratmeter, så det havde været en del smartere, hvis jeg kendt forholdene og havde kunnet sejles over i badebukser. Nå, men det lykkedes på akrobatisk vis. Jeg lånte Pauls gummisko (de er helt af gummi), så jeg bedre kunne få fodfæste på stenene.
Efter den noget svedige vandretur var det velgørende – og noget jeg ellers ikke optræder med.

Så var måltidet ved at være parat, macheterne blev slebet, bambusrørene med ris skåret i 10 cm lange stænger, og et snit, så de nemt kan lukkes op. Det hele bliver serveret som buffet i aluminiumsfade med låg, en god chilisauce, og der er rigeligt til alle. Meget går med tilbage til landsbyen.

Der er the efter maden, der vaskes op og ryddes op, affald brændes eller tages med tilbage

Imens slentrer jeg rundt og finder sten. Der er utallige stenarter repræsenteret, men jeg finder da nogle, jeg synes er nye og spændende. Guiden og bådsmændene sidder og snakker og finder sten, de kan få til at stå oven på en anden – ikke bare ligge, men stå som en obelisk. Det lykkes faktisk at lave flere.

Tilbage i båden, og nu går det i total stilhed uden motor med strømmen gennem den lille biflod. Det er befriende, ikke at have støjen fra påhængsmotoren. Fugle høres, få ses, og aber er der ingen af.
Et besøg i et lille samfund på otte familier i et beton 'longhouse' sejlede vi forbi, selv om det var i  programmet. Paul mente, det burde udgå nu, men det havde været en erstatning da 'vores' longhouse brændte.
Ved 14-tiden var vi tilbage, og man kunne få sig en kop the.
Jeg satte mig til at håndskrive dagens beretning, og da Paul dukkede op, fik vi en lang snak om principperne bag bygningen af et longhouse. Den spændende udredning må I også vente med at få deres lokale brændevin.
Der er voksdug på gulvet (jeg troede først det var klinker), og enten ligger man på en måtte eller bruger bare gulvet.
 
Vi tog så sammen på besøg på stedet. Langhuset er nyopført efter at en køkkenbrand satte ild til det hele, og huset brændte ned for tre år siden. En beboer brændte ihjel. Køkkenerne ligger nu adskilt fra lejligheden, som er 6*8 meter.
De har ingen møbler med sidder eller ligger på gulvet. Deres ejendele er i kasser og kurve linet op langs væggene, oog for at have gulvplads om dagen, stilles madrasserne op ad væggen. 
Ellers kan de bruge fællesrummet og samtidig være sociale.
Rummet bruges ved begravelser, hvor hele familien dukker op efter to dage, og hvor de sørger omkring liget, inden det skal kremeres. Det bruges til rådslagningsmøder, fester, f.eks. efter høsten, hvor familierne samles fra nær og fjern for at feste og drikke brændevin
En del af deres håndværk er hængt op uden for den enkelte lejlighed. Det er primært flettede ting, men også anden husflid i træ (bl.a. små kopier af deres både, trommer, (bl.a. en  ca 80 cm høj lavet af jerntræ, noget af det tungeste træ, der findes), macheter (for 140 kr, men jo ikke sådan at flyve rundt med). Tingene er til latterligt lave priser.
Der er mange hænder, der skal trykkes – typisk et lidt slattent fingerberøring – og mange småkommentarer bliver udvekslet, ofte muntre bemærkninger, som passer godt til deres form for humor.
På vejen ser vi både soltørring af sort peber, vaskning i floden af rågummi, som har ligget i rammer og er blevet ca. 3 cm tykke 'måtter'.  På en af verandaerne er der en klipning i gang, mens naboen med sin machete hugger en lang paddel.
 
Da vi kommer tilbage til lodgen, er der kommet et lidt ældre fransk ægtepar, hvor hun kan lidt engelsk og to yngre amerikanere fra Portland, hvor han heldigvis kan noget fransk.

Efter den rigelige og gode mad, skal seancen med høvdingen gentages med de nye  gæster (men jeg tager også med). De unge guider er ikke specielt gode i forhold til det, jeg har fået at vide, og noget decideret fejlagtigt. De to nyeguider har relationer til ibanfolket, så ganske vist kommer høvdingen med flasken, men det er de to, der gennemfører ceremonien.
Det er efter denne, jeg bliver fotograferet sammen med høvdingen og får en lang sludder med ham.

Jeg beslutter mig for at gå til flodpromenaden, som er positivt omtalt i guidebøgerne.
Der er ikke lang at gå forbi de store, dyre hoteller og indkøbscentre, men promenaden er en stor skuffelse for mig. Jeg havde nok forventet mig noget som i Nyhavn eller Singapore, hvor de mange mennesker kan sidde og se på andre mennesker over en øl eller kop kaffe.
Der var flere 'snackboder', men jeg havde egentlig sat næsen op efter en lokal restaurant, som den John og Solveig har omtalt.
Ind mod centrum langs gaden, som løber parallelt med parken er der lave gamle huse, men dels er det ikke restauranter, dels er de fleste af husene slemt medtagne, så efter at have taget billeder af lidt af hvert intensiverer jeg søgningen. Den fører mig til et stort kinesisk område med mange fiskerestauranter side om side. Det ser lækkert ud, og de laver jo maden efter menukortet, men det var indisk jeg gik efter.
Der er en hel kinesisk gade med lamper og det hele. Nå, ja, det kunne også gå an, hvis ikke det var fordi det kun var forretninger med guld og sølv, tøj osv.
Hurra! Der var også en Indian Mall – som viste sig også at bestå af lutter forretninger.
Jeg prøvede nogle af de små gyder, uden at finde andet end en kaffeshop, og som vandringen gik var jeg nået tilbage til udgangspunktet.
Jeg bed al skam i mig og gik ind i James Brookes Bistro og Cafe, bestilte kylling i ingefær. Fortræffelig ret serveret uden for lokalet med udsyn til en smuk rød, solnedgang. Inklusive udsigten blev det omregnet 45 kr.
Så luskede jeg hjem, og satte mig til at skrive videre på beretningen, finde billederne fra de første dage, så billeder og tekst kan følges så nogenlunde.

12.04.2017 Afsked med Bako, gensyn med Kushing

Naturens vækkeur starter med lyn og torden og kraftig regn ved 4 tiden. Tøjet er blevet helt tørt i nattens løb, og jeg skal have pakket til afrejsen.
Vi har aftalt at mødes kl.7 og tage endnu en tur, denne gang til et udsigtspunkt.
Paul sidder parat, og han fortæller om planter og fugle, som der rigtig er gang i. De er imidlertid svære at finde i det tætte løv – men Paul kan naturligvis identificere dem på deres sang.
Atter går det op og ned med trapper, og rod(!)eri, så det varer ikke længe, før tøjet er tilbage ved status quo. Det tog os ½ time at nå de 350 m op til udsigtspunktet, hvor vi kunne sidde på en bænk og nyde fuglene. Nogle er utroligt små, men ikke meget for at sætte sig i position.
Jeg skal lige hente nøgle og rygsæk på vej til morgenmaden.
Da jag låser mig ud mødes jeg af et forventningsfuldt, men  også skeptisk vildsvin, og det vælger at fortrække.

Afgangen er sat til 9:30 og amerikanerne skal også med tilbage.
Der er ombordstigning fra stranden,  og så fortsætter sejladsen sydpå, så vi kan beundre de smukke klippeformationer – og pludselig er vi ved det ikoniske symbol for nationalparken: en enkeltstående skulpturel klippe.
Så går turen tilbage forbi fiskerne, og en ørn følger os i lav højde et stykke af vejen, og vi ser dens mislykkede dyk efter fisk.

Bilerne står og venter, og jeg bliver kørt til hotellet. Paul har tilbudt at komme og køre mig til Sarawakmuseet, som ligger i den anden ende af byen.
Mit værelse er ikke parat, så jeg kan ikke som planlagt få skiftet.
Paul er der kl. 12, og det tager ikke lang tid at køre til museet, hvor vi får taget hjertelig afsked.

Museet er i to etager, men har problemer med at holde temperatur og fugtighed, så meget er pakket sammen til sikker opbevaring, inden det nye 5-etages museum, som bygges overfor, er færdigt.
Nan må ikke fotografere, og det respekterer jeg naturligvis, selv om der var mange spændende ting som f.eks. masker, store træfigurer, redskaber. Der var tekster på engelsk, så man kunne læse sig til en masse. Der var naturligvis også et eksempel på et oprindeligt 'longhouse', som trods alle ligheder også er lidt forskellige fra egn til egn.
Da var klokken så blevet næsten 14, og jeg vandrede gennem den kinesiske gade, som jo nu var i fuldt funktion med masser af mennesker.
Jeg begyndte at få en ubændig trang til en kold øl i stedet for det lunkne vand, jeg gik med, og den bevilgede jeg så mig selv på James Brookes Bistro Cafe.

Det sidste stykke vej passerer et meget omtalt spisested, Topshot, som ligger oven på et garageanlæg. Paul har anbefalet det, og det samme har amerikanerne, så det skal prøves.

Tilbage ved hotellet er værelset nu klar, bagagen bragt op, og så skal der pakkes om, inden flyveturen i morgen. Apparaterne skal lades op, og jeg gør mig parat til at få skrevet på dagbogen. Men jeg er egentlig fysisk træt, og jeg er nem at overtale til at lægge mig i stedet.

Topshot er åbenbart meget populært. Man står i kø ved elevatoren op til fiskerestauranterne, hvor der er friske fisk, krabber, hummer, muslinger, blæksprutter og meget mere.
Forretningerne ligger yderst, og her kan man vælge lige nøjagtig, hvad man vil have, og tilberedes, som du ønsker det. Meget afregnes efter vægt.
Resten af taget er besat med borde, og der er mange mennesker, og der kommer hele tiden flere.
Der bliver serveret rigtig mange krabber, men også den dampede fisk – catonese style, chefs specialitet går der mange af. Den var også god.
Ca kl.20 var jeg på hotellet igen, og kunne se at rejsepc'en skulle have en oprydning, hvis den ikke skulle gå helt i stå.

Efter hjemkomsten fik jeg at vide, at adgangen ril øerne var lukket af udenrigsministeriet.

15.04.2015 Evakuering på åbent hav
Dagens 'breaking news' kommer, når hændelsen sker.

Englænderne skulle nå et tidligst fly på vej hjem, så de var over alle bjerge, da jeg kl.7 satte mig i båden sammen med guiden Akok.
Så gik det over stok og sten. Selv om havet ser totalt roligt ud, er bølgerne ½-1 meter, så når man kommer med fuldt træk fra to Ymaha85-motorer, så kan det ikke undgås, at det slår som på en ujævn vej.

Dagens program er at se Sepilok Orangutan Sanctury, hvor indfangede orangutanger bliver trænet til at blive sat ud i vildnisset igen. Der er et par tyskere med i bussen, men de har ellers et andet rejseprogram.
Først til legepladsen: det var bare festligt at se dem gå tovgang med deres lange arme, brydes lidt og drille hinanden. Det foregik fra en bygning med en hel glasvæg lavet, så vi kunne se ud, men orangutangerne kan ikke se os.

På samme lokation ligger 'Bornean sun bear conservation centre'. Her er der tale om at redde bjørne, som har levet i fangenskab, f.eks. i forbindelse med udtræk til kinesisk medicin. De er små og nuttede, men har nogle lange køer, som gør dem til fortræffelige klatrere.

Så skiftes der bus til en større, hvor dem der skal til Kinabatangan River samles og køres til 'jetty boat' for at blive sejlet til floden.
Mens vejret var fint, da vi forlod Turtle Island, har skyerne nu trukket sig sammen, og på vejen til Sepilok silede det ned, og jeg kapitulerede af lånte en paraply fra den lille bus. Det hjalp. I hvert fald hold regnen op, mens vi så orangutanger.

Den begyndte så forfra ved bjørnene og på turen ind til Sandakan. Skibet blev lastet med kufferter og 12 personer, og vi kunne tage af sted.
De mørke skyer blev  mørkere, og vi kunne høre tordenvejret. Vi havde ikke sejlet længe, før besætningen besluttede at sænke presenningerne ned over de åbne vinduer, fordi regn og skumsprøjt stod ind over os.
Efter måske en halv times sejlads sagde det pludselig 'BANG' – meget højt, og dækslerne fra elinstallationerne fløj gennem skibet Min sidemand råbte op, var som en fuldstændig stivfrossen person at se på og på vej ned på gulvet. Jeg greb ham i armen, og fik et kraftigt stød. Konen sad paralyseret overfor, kaptajnen stod og jamrede sig: lynet var slået ned i båden og havde ødelagt alt teknisk.
Heldigvis er mobiltelefonen opfundet, og der blev ringet til de andre både, som var undervejs. En, der var foran os vendte tilbage, og mens bølgerne slog fik de efter nogen tid så meget styr på bådene, at de kunne placeres side mod side. Kufferterne røg gennem vinduerne, og vi andre fulgte efter – en efter en – fra fordæk til fordæk.
Operationen lykkedes, men ingen havde sindsro til at forevige situationen, heller ikke de to tilskuere, der var i båden.
Efter en times tid holdt det op med at snurre i fingrene, og min sideman kom sig.

15:45 er der atter bådtur, denne gang ned ad floden. Det er stadig Abbas, som er guide for en større gruppe englændere, der med et falkeblik udpeger de forskellige mål. Det er mere af det samme, udvides med de bittesmå sorte glossy swiptlot og til sidst en krokodille, hvis to øjne jeg slet ikke kan finde i vandet.
Atter holdt det tørvejr.
Der ligger mange lodges langs floden, hver har sine egne udflugter. Lidt speciel er det , jeg kalder Canon-bådene fyldt med kinesere med utroligt store objektiver på trefod.
Jeg blev indrulleret i den engelske gruppe, og de tog pænt imod mig, og kunne ikke tåle at se mig være på vandvognen, så et par fra Bristol (ham der var min sidemand på båden) skaffede et glas, og jeg fik et glas rødvin. Det var nu også ganske rart.
Om aftnen dukkede de to tyskere fra forleden op. Folk rejser de samme steder hen men i forskellig rækkefølge

Jeg havde lavet en aftale med Abbas, at vi efter middagen kunne løbe billederne fra hans bådture igennem, så jeg i det mindste kan få den engelske betegnelse og google videre derfra.
Det blev en udvidet snak på 1½ time, hvor 18 fugle blev navngivet.
I mange tilfælde kunne han gøre det bare ud fra 'thumnailen', og kunne straks se krokodillen på billedet, hvor jeg måtte have det forstørret flere gange endnu.
Meget dygtig og behagelig fyr. Han bekræftede i øvrigt, hvad også Paul havde sagt, at man i deres skoletid ikke havde lært engelsk, så det var gennem deres arbejde med turisterne, de nu kunne det ganske godt.

Der skulle pakkes til tidlig afgang i morgen, og derefter gik jeg til ro,

Kort over Tabin

Får sagt farvel til englænderne, der alle skulle forlade Borneo igen, inden jeg ene mand bliver proppet ind i den sædvanlige lille bus.
Her kl.7 kan man notere sig, at det er et muslimsk område. Skolebørnene står i deres muslimske skoledragter opstillet i gården på de skoler. vi passerer.
Egentlig er de næste 160 km og to timer tankevækkende. Ved  Kinabatagan River havde vi set, hvorledes der kun var en smal bræmme regnskov tilbage ind til oliepalmerne.
Det skyldes til dels, at staten har givet de lokale jord, men at mange har solgt den videre, når de kom i pengenød. Derfor er det nu blevet forbudt, at sælge den tildelte jord.
Men sket er sket, og selv om det bidrager rigtig meget til landets økonomi, er det et trist syn, kilometer efter kilometer og så langt øjet kan række, ser oliepalmer i alle aldre, ryddede områder gjort klar til nyplantning. Ingen tvivl om, at regnskoven er truet, og dermed hele faunaen.
Efter godt to timer kommer vi til Lahad Datu, hvor jeg til min undren bliver sat af ved en lille flyveplads. Forklaringen viser sig at være, at Tabin Wildlife Resort har indskrivningskontor samme sted.
Papirerne bliver udfyldt, og jeg får en bog om Tabin og et hæfte til udfyldning, efterhånden som man ser de dyr, man har præsenteret.
Kort tid efter kommer der en bil fra lodgen og henter mig, og vi kører de sidste 26 km ad, hvad jeg ville betegne som skærveveje – meget udjævne, så man kan kun køre 30 km/t.
Bliver mødt afen ung Alister, som har arbejdet her i to år. Han kan fortælle, at mit værelse ikke er parat, så han viser et par film om Sabah og Tabin, går en præsentationsrunde omkring komplekset, som er rigtig nydeligt.
Frokosten serveres 12:30, og derefter kan jeg jo så vente, til jeg ved to-tiden spørger om der skulle være et værelse til mig. Jeg ved ikke om personalet har haft frokostpause, men nu skete der trods alt noget, så jeg fik mit værelse sammen med en undskyldning fra rengøringsholdet.

Vi skal på tur til 'mudderbjerget', hvor der hele tiden pumpes mineralholdigt mudder op fra undergrunden. Flere dyr, men bl.a. elefanterne kommer og drikker deres vitaminpille, og vælter sig i mudderet for at holde insekterne borte.
Al vandring skal man beskytte sig  mod allestedsnærværende igler (de spredes som svenske flåt), så jeg køber mig et par iglesokker i den lille – meget lille - forretning. Det blev ca 45 kr for et par one-size sokker, som man tager på i de udleverede støvler, sætter ens benklæder ned i sokken og binder den under knæet.
Det var næste dag lykkedes en igle at komme gennem alle forhindringer – ubegribeligt. Men der sad den så på min fod. Jeg pillede den af og smed den i toilettet og skyllede ud. Næste gang jeg kom derud, var den på vej op ad wc-kummen. Pakkede den ind i wc-papir, og skyllede ud igen. Dette gentog sig: det lille stædige bæst på et par cm og ikke tykkere end sejlgarn var sejlivet, så slutresultatet blev, at jeg smed den ud i naturen, hvor den kom fra.

Der er fire kinesere foruden mig, der skal på turen.
Vi bliver kørt et godt stykke ad 'elefantstien', indtil der er 700 m tilbage. Men hvilke 700 meter.
Vi går i 5-15 cm mudder, så man næsten ikke kan få sin støvle med, og det er glat som bare pokker.
Vi ser hverken dyr, eller fugle, men dog nogle insekter.
Da vi omsider for kæmpet os hen til sensationen, indrømmer jeg blankt, at der er langt fra brochurernes omtale og billeder. Det bobler ikke rigtigt i hullerne, der er nærmest som en stor grusdynge med elefantspor, så der er ingen af os, der får taget certikatet for at have gennemført turen: et certifikat med ens eget håndaftryk. (Det viser sig, at dem producerer de på lodgen). Der er i øvrigt heller ingen dyrespor at vurdere, da tidligere regn har slettet dem.
Der var bygget et højt fugletårn, hvorfra man skulle kunne nyde fuglene, men de holdt siesta, så efter min opfattelse var det ikke tiden værd. Men sådan kan det gå.
Jeg havde fået det ud af det, at jeg var drivvåd fra yderst til inderst, så der skulle både et bad og en total omklædning til. Desværre er det med at tørre tøj ikke det nemmeste, når ikke der er fuld sol.

.
Der er ca 400 m at gå til vandfaldet, og det er atter delvist på en muddersti, og derefter en tur gennem Lipad-floden, hvor man skal ramme trædestenene. Jeg konstaterer, at det ikke er min favoritdisciplin, men får god hjælp af guiden og en af kineserne. Vandfaldet er faktisk meget pænt todelt, og vandet ikke så mudret som de floder, vi ellers har set.
De to piger og en af kineserne hopper i, mens jeg sidder og hælder vandet fra mine gummistøvler.
Vi er tilbage ved 12-tiden, så der er tid til at vaske iglesokkerne inden lunch.
Spiser den sammen med et dansk ægtepar, som skal flyve videre efter lunch.

Så er der dømt siesta. Jeg helliger mig pc'en, og tager en powernap.

En lidt senere drive til områdets grænse. Det bliver til flere ørne og hornbills. Vi får en halv times tid til  at vandre i den oliepalmeplantage, der grænser op til Tabin Wildlife Resort. Vi ser ingen dyr, men guiderne fortæller, at der er er en del dyr, der er ved at tilpasse forholdene.
Da vi vender næsen tilbage, er det blevet mørkt. Stjernerne står klart i mørket, og som sædvanlig oplyses horisonten af lyn og torden. Der bliver spottet flere dyr, men der er for lidt lys til at fotoapparatet kan fokusere, så jeg så reelt ikke, hvad vi så.
En af kineserne er ivrig fotograf, og får nogle sindsygt gode billeder i en fantastisk kvalitet – selv om objektivet er meget stort.

Han er også med på aftnens natvandring, som mest bliver til insekter, men også 'the barking gekko', som vækkede mig i går nat med sin gøen. Det lød fuldstændig som en hund! Den er ikke mere end 12-15 cm, men har en kraftig stemme.
I det hele taget er natten fyldt af lyde fra frøer, cikader og en hærskare af forskellige natsværmere og andet.
Et væltet træ forhindrer os at gennemføre sidste del af ruten som planlagt.

Dagens sidste timer går med at skaffe plads på pc'en, som er ved at være fyldt op af billeder og video.

19.04.2017 Midlertidigt farvel til regnskoven
Jeg har ingen aktiviteter i dag, bortset fra at pakke og komme til Kinabalu.
Jeg lader alarmen gå som vanligt, men har lavet endnu en til kl.7, så der kan soves længe.
Efter morgenmaden er jeg eneste gæst på resortet.
Jeg går en tur for at indfange nogle sommerfugle, men det bliver ikke til så mange. Jeg får snakket lidt med den gode spotter, som jeg møder undervejs.
Forbereder slutpakningen og går over i Hunters Place i hovedbygningen, hvor der er gode stole, strøm og the.
Bad og omklædning før lunch, kufferten udenfor døren, og 13:30 er der afgang til lufthavnen.

Allister kommer med deres certifikat for, at man har klaret turen til mudderbjerget – og så er det farvel.

De to lægestuderende piger skal også til Kinabalu, og køreturen tager ca 1½ time, så vi er i god tid.

Flyet er en propelmaskine (ARP 72-500), og den ankommer som planlagt, og vi kommer af sted til tiden.

Bliver hentet af en noget tavs chauffør, som også skal hente mig i morgen.
Jesselton Hotel er at sammenligne med det gamle Strand Palace Hotel i London, men dog væsentligt mindre og kun i tre etager. Til gengæld ligger det rigtig godt, nogæe få hundrede meter fra promenaden langs vandet.
Efter to uger med ret ensartet buffet, og med viden om, at byen er der, hvor man kan spise sig mæt i hummer uden at blive ruineret, spørger jeg mig for i receptionen, som henviser mig til markedet med fiskebutikker. Det ligger kun ganske tæt ved hotellet. Det er enormt, og der er alt godt fra havet.
Jeg får min hummer med stegte ris tilføjet store rejer og blæksprutter. Der, hvor jeg spiste, var de muslimer, så forestillingen om en flaske hvidvin gik fløjten. Men de 100 ringit svarende til ca 150 kr, var godt givet ud.
 

20.04.2017 Poring Hot Spring og Kinabalu Nationalpark.
Kort over Kinabalu mm

Chaufføren er allerede kommet, da jeg går til morgenmaden. Jeg sidder, så jeg kan følge med i trafikken udenfor, og lidt senere kommer guiden, hvorefter de forlader bilen. De vender dog tilbage ½ times tid senere, og jeg får hilst på den nye guide, Reynold.
Efter det, jeg tidligere har oplevet i Sabah som fladt, må jeg nu ændre min mening radikalt. Det er utroligt bjergrigt med dybe dale og kløfter, hårnålesving, som ikke lader Østrig noget tilbage.

Guiden er endnu engang af den informative type, som forstår at fortælle og sætte tingene i perspektiv.
Det meste vil jeg formentlig kunne huske, til jeg skal summere mine oplevelser.
Første stop er i et lille sted, Nabalu, som har det ugentlige marked. Men det er primært et turistmarked, hvor du kan købe t-shirts, hatte, udskårne nøgleringe, lidt kurve og træarbejder. Same same.
Ret skal være ret: der er nogen der sidder på deres måtter og sælger lidt grøntsager, og en del tørrede fisk. Egnen er kendt for sin dyrkning af ananas, som der var et rigt udvalg af, ligesom der var en del bananer.
Der var fyldt med store og små turistbusser, så det er åbenbart valgt til at være toiletstop-

Næste stop efter en fortsat bjergkørsel – nu ned ad bakke – og med meget flotte udsigter – er Poring Hot Spring. Poring betyder egentlig kraftig bambus, og de var store. Udover at blive brugt til stilladser og møbler, kan man bruge dem som tagbeklædning, når man flækker dem.

Det er et meget velordnet område med ganske mange større og mindre basiner, men det har ikke den samme charme, som da man på New Zeeland selv skulle grave sig ned til det varme vand. Her kommer det op et bestemt sted, hvorfra det i rør ledes til poolområdet. Her er der så også koldtvandshaner, så man kan blande til ønske temperatur – hvis man kan blive enig med de andre 10 i poolen.
Jeg måtte jo have dagens svedetur, og den fik jeg ved at gå en lille time op ad trapper for at komme en tur over den lange hængebro. Der er naturligvis et net, og ellers lagt et bræt i bunden.
Den er lavet af forskere, da de skulle studere dyrelivet.
Der må maksimalt være 6 personer ad gangen på hver af de fire sektioner. Det er en underlig fornemmelse at hænge 43 meter over kløften, og giver en minder om de store hængebroer i Nepal.
Så er det frokosttid, det bliver en 'set meal', dvs retterne er lavet til dig og ikke en buffet.

Jeg kunne ikke rigtig se formålet med at sidde i varmt vand i varmen, men der var et sommerfuglehus, som kunne friste. Her var en samling af udstoppede sommerfugle og andre insekter, inden man gik ind gennem slusen til en lille blomsterhave, hvor sommerfuglene fløj frit omkring.
De stammer alle fra Sabah, og den ene er flottere end den anden. Der er naturligvis flere ekemplarer af hver art, uden at det gør det så meget nemmere at fotografere, for de finder altid tidspunktet til at lette, når man endelig har fået zoomet ind mellem bladene.

For mig blev det dagens oplevelse, som bagefter på guidens forslag blev fulgt op med et besøg ved et stor grøntsagsmarked. Området her omkring er kendt for sine grøntsager, og der stod da også en stor kinakål som symbol i byens rundkørsel.
Det var så indbydende præsenteret. Der var både frisk frugt og grønt, men også tørrede ting som salatblade med chili og meget andet.
Det de ikke får solgt i tide, bliver givet til børne- og alderdomshjem, og det sidste ender på en fabrik, som laver det om til biomasse.
På den anden side af vejen lå en række blomsterhandlere, som både solgte afskårne og pottede blomster.

Et kvarters tid senere kørte vi op i skyerne til Mount Kinabalu Heritage Resort & Spa, som ligger lige ved nationalparken. Nydeligt hotel, som nu ligger så højt, at temperaturen ikke kræver aircondition.
Næsten som sædvanligt falder skyerne ved 17-tiden som kraftig regn.

Jeg har bestilt aftensmad til klokken 19, og i den store spisesal, hvor der vel er plads til et par hundrede personer, sidder vi 15, men maden er ok-
Regnen fortsætter hele aftnen, mens jeg pakker kuffert til morgendagen.

21.04.2014 Sidste naturdag  (Kinabalu National Park)
Reynold og Hans (chafføren) kommer 7:45, mens jeg går og studerer området. Der er klart vejr og blå himmel, så det tegner godt. Det tager ca 20 minutter at køre til parkens indgang, og her er allerede travlt.
Mount Kinabalu er et søgt mål for bjergbestigere, som gerne vil bestige de 4092 m høje bjerg. Man skal have speciel tilladelse til at bestige bjerget. Der er lavet lidt om på ruten efter jordskælvet i 2015, og der er rigtig mange unge mennesker samt en del bærere med kogeudstyr, råvarer – samt båre.
Turen kan gøres på lidt over 3 timer, hvis man er god.
Vi er kørt op i 1866 meters højde, og jeg får et billede af bjergtoppen og det nærliggende vandfald, før Reynold og jeg begynder at gå ned ad den smalle bjergvej for at se på flere fugle.
Han fortæller samtidig om de træer og buske, vi ser undervejs. Her i højderne er det egetræer, men vel og mærke er der langt til vores egetræer.
Efter at være kommet ned til Tympohon Gate i 1524 m går vi et par kilometer af en udmærket 'trail', som dog stadig har efterveer efter gårsdagens hæftige regn. Jeg har jo set andre regnskove, og alligevel synes jeg denne er tættere og anderledes. Hvis jeg ellers kunne huske, hvad guiden fortalte om planterne og deres anvendelse mod svie, kløen, myggestik, fugtighedscreme, drikke, så kunne jeg åbne et apotek. Der ligger mange års erfaringer bag brugen af plantemedicin.
Der er en pæn stor botanisk have med de lokale planter, ikke mindst orkideer. Der er ikke så mange, der blomstrer nu, men til gengæld i alle størrelser fra noget næsten ikke synligt til ranker og placering bag på bladede. Og flere lokale planter, som har bestemte anvendelser. Jeg syntes, det var utroligt spændede. Der var et indhegnet eksemplar af gigantblomsten rafflesia - dog kun som ‘knop’

Derfra til et pænt stort 'galleri', hvor de på gammeldags maner viste noget om deres kultur, dyrelivet i form af tableauer med udstoppede dyr, sommerfugle, biller mm.
Mest forbløffende fandt jeg dog den samling af de mange forskellige bjergarter, der er hentet ned fra Mt.Kinabalu.

Det var så egentlig dagens program.
Der var en nydelig og spændende buffet med kokkehueudstyrede kokke i betjeningen. Sådan en omfattende buffet kostede omregnet 110 dkr.,  det samme som jeg gav for en fuglebog undervejs.
 

Turen tilbage ad de snoede bjergveje med langsomt trækkende lastbiler med lange haler af biler efter sig, var som turen frem, og i udkanten af Kota Kinabalu var der meget lange bilkøer, så det varede ca 2½ time at nå frem til Berringgis Beach Resort syd for Kota Kinabalu,

Alt er moderne, velplejet med såvel pool som strand, og der er kontakt til omverdnen både med tv og internetforbindelse.
Jeg har været ude at inspicere omgivelserne. Stranden består af brunt sand, uden spændende skaller, og man kan gå ganske langt ud, før det bliver dybt. Jeg sluttede ved den vestvendte strand med en mojito.
Der ventede jeg så på solnedgangen som et symbol på en vellykket ferie.

Således gik der så to meget spændende og forskellige oplevelser, primært i naturen, og jeg har været usandsynlig heldig med, hvad jeg har fået set af dyr og fugle, gode informative guider – og ikke mindst har vejret været med mig.

Nu skal de næste to dage bruges til at fordøje indtrykkene

Hotellet har en shuttlebus til Kinabalu, som jeg har reserveret plads på for at se deres museum – og måske få endnu en hummer.



22.04.2017 Kinabalu
Bykort over Kinabalu
Så har man set det med:  Regnvejr fra morgenstunden, grå skyer overalt.
Til shuttlebussen kl.9 er vi kun to: en amerikaner fra Hawai (og alle mulige andre steder, og nu lærer i Myanmar) og så mig.
Det regner kraftigt på turen ind til byen, som varer ca.45 minutter. Da vi når frem til centrum forespørger jeg, om chaufføren skal lige tilbage, og om han i bekræftende fald kunne sætte mig af ved 'Muzium Sabah' (video), som ligger ikke så langt fra den internationale lufthavn. Det indviljer han i, og den hopper Steve med på.
Museet ligger i en bygning, hvis arkitektur er inspireret af Sabahs langhuse. Selve museet er i to etager med fire 'gallerier', og man mødes af et stort hvalskelet.
Her må der gerne fotograferes, så jeg græmmes, da det lille kamera fortæller mig, at batteriet er ved at være fladt, og ikke mindst fordi det sidste jeg gjorde, da jeg pakkede rygsækken var at efterlade tasken med kort og reservebatterier på værelset. Det blev så videoen, der måtte holde for.

Der er en spændende udstilling om dragter og hovedbeklædninger og etnografiske genstande. (Museumsplan)
Man kan jo ikke komme uden om, at befolkningen langt op i det forrige århundrede var hovedjægere i forbindelse med deres stammeopgør og krige. Uniddelbart er det ikke som i Sydamerika mumificerede hoveder, men simpelthen kranierne, der hænges op ved deres huse.
Der er et spændende afsnit om geologi og sten og huler, herunder hulernes anvendelse som begravelsespladser – og her er man blevet begravet i kister med dekorerede låg af jerntræ.
Det historiske afsnit fylder ikke meget, men er koncentreret om japanernes hærgen under 2.verdenskrig, herunder dødsmarchen fra Sandakan til Ranau, hvor 2000 australske og 500 britiske krigsfanger blev tvunget til at gå den lange vej, og hvor kun 6 personer overlevede,.
Der er en meget imponerende samling keramik, både lokal og kinesisk, som en illustration om kinesernes indflydelse på Borneo.
Endelig var der en lidt gammeldags opsætning af naturscenerier, men hvor du i hvert fald kunne se dyrene i udstoppet form.
Området er meget stort og rummer også en sektion med en botanisk have og to afdelinger med frilandsmuseum, hvor jeg dog kun så den ene. Og så var klokken 12, hvor Steve og jeg havde aftalt at splitte om en taxa tilbage til centrum.
Jeg var lige en tur gennem museumsbutikken, hvor jeg faldt for en maske.

Tilbage i byen gik vi efter en Guiness, og Steve kendte en irish pub, og så sad vi og talte snusfornuft med udsigt ud over fiskerihavnen-
Jeg havde fortalt, at jeg gik efter hummer. Steve fulgte med, men hvor jeg forleden havde spist på en af mange spisesteder, var de nu ved at pakke fiskeauktionen sammen, så der var ingen hummer.
Vi gik ind på en 'rigtig' fiskerestaurant, og jeg fik min 700 g hummer – men til en noget højere pris end forleden.

Pick-upstedet var tæt ved, og vi var lige nået frem, da den lille bus kom. Steve besluttede at tage med tilbage, selv om han egentlig havde en senere tid.

Til solnedgangstid mødtes vi til en gin og tonic. Og det var så den dag.
Det skal siges, at regnen i øvrigt ikke generede os i løbet af dagen.

23.04.2017  Sidste dag i Borneo
Jeg fik taget afsked med Steve i morges, og gik så tilbage til værelset. Der er en åben veranda med stole og bord, og jeg besluttede mig for at sætte mig der med pc'en og prøve at få mere styr på billederne. Det var nu ikke så nemt, for jeg så hele tiden mit spejlbillede på skærmen, så på et tidspunkt skiftede jeg til papir og kuglepen for at lave sammenfatningen på ferien.
Ikke, at der ikke skete noget, mens jeg sad og skrev: Pludselig kom der en egern, som lige gjorde et kort ophold ved mine fødder.
Lidt senere hørte jeg noget, der lød som et vandfald. Det var det naturligvis ikke, men derimod en slange fra vandbeholderen på taget af bygning 3, som var sprunget.
Jeg gik i receptionen for at rapportere det, og det blev modtaget med en hvis skepsis, så receptionisten gik med tilbage og fik syn for sagn. Det varede dog 3/4 time, før der dukkede en op, der kunne lukke for vandtilførslen.
I dag var der atter blå himmel og fuld blus på varmen, så ved middagstid trak jeg indenfor.
Ved 17-tiden havde jeg samlet en del, og så skulle jeg jo lige havde den sidste solnedgang ud over havet. Det var en tredie version, fordi der var nogle meget lave skyer i horisonten.
Så starter hjemturen med et par dage i Singapore, hvor skrædderen skal hjemsøges som det første.

24.04.2017  Rejsedag og skrædder

Så gik der stort set en dag med at komme fra Kinnabalu til Singapore. Det var Silkair A320-200, der stod for transport og service, og så var frokosten reddet..
Blev modtaget af et skybrud og tordenvejr.
Lufthavnen Changi har tre store termninaler, men det blev tydeliggjort af 'stop-over-bussens afhentning af andre passagerer i en anden termnnal. Det var en køretur.

Af uransaglige årsager valgte chafføren at sætte de nye passagerer af først, selv om vi faktisk kørte lige forbi mit hotel Furama. Inklusive immigration, ventetid og transporten var jeg først på hotellet lidt i 16 (landede 14:15), og jeg havde jo en aftale med skrædderen.
Jeg havde et google-kort med de 950 m, der var fra hotellet, jeg fandt Coleman Street. Her ligger to store forretningskomplekser, Peninsula Plaza og Peninsula Shopping Center.
Jeg havde et klart billede fra besøget i 2007 af, hvordan forretningen var synlig fra rulletrappen.
Startede i Peninsula Plaza uden at finde Dreamland, og forsøgte forgæves at spørge mig frem.
Prøvede så Peninsula Shopping Center, hvor informationen ikke kunne hjælpe, og en skrædder, jeg spurgte, mente det var i Plaza.
På den måde gik der ca 45 minutter med at køre op og ned og gå rundt, så jeg besluttede at gå hjem igen.

Det skal siges, at det begyndte at regne, da jeg startede turen, men jeg havde taget min poncho med. Det er en dårlig kombination, når luftfugtigheden i forvejen er høj, for jeg var selvfølgelig drivvåd, da jeg kom tilbage til hotellet.
Jeg fik conciergen til at ringe til forretningen og få den præcise adresse, etage og butiksnummer – og det fik han. Jeg var ventet.
Han mente, jeg burde skifte skjorte, inden jeg gik, hvilket jeg afviste, og han tilbød mig så at låne en af hotellets paraplyer, og så var det af sted igen.
Det var Peninsula Shopping Center, 3.etage, forretning 03-05 – og så er det jo nemt, selv om forretningen var flyttet.
Hun havde fundet mine tidligere ordrer fra 2005 og 2007 frem med stofprøver og mål og det hele, og selv om klokken nu var blevet 18, var vi begge glade for, at det lykkedes.
I løbet af en times tid blev der valgt stof, taget mål, valgt detaljer osv. Det hele bliver leveret på hotellet ved 18-tiden onsdag, så det kan komme med i kufferten.

Egentlig havde jeg planlagt, at besøget skulle afsluttes i Long Bar på Raffles Hotel, men det sprang jeg over og tog tilbage, for at planlægge morgendagen.

26.04.2017 Sidste naturindtryk
Busserne på den røde rute starter ikke så tidligt, så jeg havde tid til at grovpakke kufferten og finde rejsetøjet frem.
En kedelig overraskelse var det, at måtte konstatere, at mine gode travesko står et eller andet sted i junglen, så jeg må rejse hjem i sandaler.
Det begyndte at regne på turen til Gardens by the Bay (video), men heldigvis ikke mere end det passede med at jeg stod af ved det store conventionscenter.
Taget i betragtning, at det er en af byens store, nye seværdigheder, var vejen dertil dårligt skiltet, så jeg gik på fornemmelsen, som også var rigtig. Det er et meget stort område med spændende skulturelle konstruktioner. Der er to hovedattraktionen: The Flowerdom, og The Cloud Forest.
Jeg skulle have mine adgangsbilleter på mit Stov-over-card, men det virkede ikke, så jeg fik på besdte diskotekvis et stempel på armen – og det fungerede.
The Flowerdome er både bygningsmæssigt og indholdsmæssigt imponerende. Her er sukkulentverdnen, de enkelte verdensdele, palmer, grantræer, beobabtræer – og mængder af blomster alle vegne – i bede og på vægge og deres naturlige voksesteder. Lige nu var der tulipaner i alle faver. Meget flot, overskueligt og suppleret med diverse figurer til at illustrere regionen, hvor planterne stammer fra.
I The Cloud Forest modtages man af et 35 m højt vandfald foran en blomstrende væg.
Her er igen mange orkideer og  næsten en ny regnskov.
Fra 6. etage går man så ned ad en 'canopy', som fører en fordi den ene blomsterverden efter den anden.
Man går ovenover trætoppene, bag vandfaldet, kan se staglamitter og staglakitter og store sten med amatyst ??
Det var virkelig en god og spændende oplevelse, som tog sine to timer.

Mistede et kvarter fordi den røde bus lige var kørt, da jeg kom til stoppestedet, og derefter ved startstedet, hvor der var ventetid på et kvarter før næste afgang.
Derefter fik jeg så en ny strækning op gennem Little India med meget mere til jeg stod af på Peoples Park lige ved hotellet lidt over 14.
Værelseskortet var sat ud af drift, så det måtte jeg have reetableret. Fik skiftet tøj, pakket sammen og afleveret kufferten til conciergen. Afregnet med hotellet, og gik så i byen for at finde en kinesisk restaurant. Det var nu ikke noget problem, da hotellet ligger på grænsen til Chinatown, og i centret overfor kunne man vælge og vrage. Der er så mange spisesteder, man tvivler på, at kineserne selv laver mad.

Så satte jeg mig i lobbyen med pc'en og checkede post efter at have fået en anden kode, da jeg nu havde forladt værelset.

Tøjet var kommet fra skrædderen og i god tid fik jeg pakket de 2 kg ned i kufferten.
Bussen til lufthavnen kom næsten på minuttet, der var ikke mange i lufthavnen, så det gik hurtigt at få boardingpas.
Til gengæld var jeg der næsten to timer før check-in-tid. Jeg havde siddet i hotellets bar, så jeg savnede ikke noget, og tog toget til afgangsgaten.
Her sker der jo ikke meget, bortset fra sikkerhedskontrollen, men der er både plads og masser af siddepladser.
Plads 51A er ganske vist en vinduesplads, men også langt tilbage. Til gengæld tæt ved toilettet.

Hjemturen bød atter på en del turbulens, men det er der åbenbart blevet mre af.

I Kastrup var der 4 grader, og med 22 kg kuffert valgte jeg en taxa hjem frem for at skulle tilkæmpe mig plads i myldretidens S-tog.

Jeg havde slukket fyret, da det jo alligevel snart var 1.maj, som plejer at være slkke-dag. Det blev hurtigt tændt, for der var kun 12 grader i huset, så det var ikke det forventede forår, jeg kom hjem til.