Web Design
Beretning 2002

Beretning 2002

2002 er nu ved at rinde ud, og traditionen tro prøver vi at gøre status over årets gang.

I år har vi tilbragt hele vores ferie og vores fridage i det svenske, og vi har været begunstiget af det flotteste vejr faktisk hver gang. Kun Merete og Mogens fik en gang svensk regnvejr – stort set snævert begrænset til perioden fra de ankom og til vognen kørte hjem gennem skoven. Surt show.

Men alle de andre gæster har kunnet glæde sig over smukt vejr og mange myg og knot (mitter). Oliver er næsten blevet fast inventar, når vi drager af sted, og det er til stor glæde for begge parter.

Sæsonen startede 5. april og sluttede 11. november. I alt er det blevet til 14 besøg, men rigtig mange dage, som virkelig har givet os et indtryk af årets gang. En del tid er gået med at lave et fotografisk herbarium af de mange vilde planter, der gror på grunden.

Eftersommeren var så solrig og tør, at det gik ud over den sædvanlige svampehøst.

Til gengæld er det jo rart med sol og varme, når man har sat sig for at male veranda. Al den gamle maling blev brændt af – noget af et hestearbejde – og afslørede i øvrigt, at de affasede hjørner på stolperne oprindeligt har været  malet røde. Det skal de så være igen, men vi nåede kun at få malet 2 gange med den hvide linoliemaling.

Ulla har investeret i en havefræser, så jeg ikke behøver at få ondt i ryggen af at grave de ca. 200 m2 køkkenhave – og det er også hurtigere. Der blev sat kartofler, høje og lave ærter, bønner (både alm. og pralbønner), porrer, grønkål, 3 slags løg, spidskål, persille mm.

Belært af sidste års ta’ selv bord for dyrene investerede vi i et nylonhegn, så vi kunne se spidskålen og grønkålen uantastet gro sig stor og flot. Da vi kom derop i slutningen af oktober, havde der været et kraftigt snefald, som havde lagt hegnet ned – så der stod kun kålstokkene tilbage. Porerne gik også til dyrenes velfærd, så nu gør vi nok alvor af at lave et rigtigt smålandsk hegn for at beskytte vores grøntsager. Meget passende er David, som ser efter huset, ekspert i hegn, så han har lovet at give os instruktion.

Taget i betragtning af at vi i øvrigt kun sjældent ser rådyr er det ganske imponerende. De fornøjede sig også med at spise skuddene på et lille, selvdyrket egetræ, som vi har plantet i plænen og på vores nye svenske syrenhortensia, så nu er der sat hegn op omkring dem, så planterne kan få deres barndom i fred.

Uanset at Ulla havde flere weekender fri i november kom vinteren så tidligt til Sverige, at vi for en sikkerheds skyld (og heldigvis) tømte vand af 27. okt, og lukkede helt ned 11. november. Så må huset passe sig selv de næste 4 måneder.

Dermed har rejseaktiviteterne været begrænset. Det blev til et par ture til Jylland, dels til Merete og Bjarke med tur til Tipperne, dels i forbindelse med Nanas konfirmation i Esbjerg.

I embeds medfør har jeg været på Cebitmesse i Hannover i foråret, en enkelt dag i London (Hitachi) og til den tilbagevendende CA-World, som atter blev afholdt i Orlando. Alle fandt sted i første halvår.

På arbejdet er der foretaget en organisationsændring efter at vi har ansat en driftschef til at tage sig af den del af mine aktiviteter. Jeg kan så koncentrere mig om vores supportfunktion, huset egne medarbejdere (som er vokset med yderligere 80 efter opkøb af Indbindingscentralen) og systemer samt alt, hvad der hedder indkøb af it-udstyr og licensstyring. Det er såmænd også rigeligt. En følgevirkning er, at de traditionelle ture til London i december ikke længere kan retfærdiggøres, men det var sjovt så længe det varede.

Ulla har længe set frem til at udnytte muligheden for at gå på nedsat til (og stadig med fuld pension) og det blev bevilget fra 1. september. Selv om det kun er en enkelt dag i et vagtmodul, betyder det meget, når man gerne vil have nogle samlede fridage.

Efter endnu en kontrol på øjenafdelingen på Herlev sygehus i  april, kunne der glædeligvis ikke konstateres nogle ændringer i Ullas øjne i forhold til sidste år. Det lettede og beskeden er, at skulle der føles noget unormalt, skal Ulla søge øjenlæge.

Den 21. sommerfest løb af stablen d.8.6 begunstiget af godt vejr til at lave legevogne.

Jeg er omsider blevet færdig med fars beretning. Jeg må erkende, at de mange ekstra informationer, der dukkede op efter fars død i kalendere og breve gjorde, at projektet greb om sig. Der er lavet mange kopier, scannet mange billeder, fordi det ligesom blev naturligt at prøve at komme hele vejen rundt om fars verden. Som udløbere har jeg fået god behandling af museet i Horsens, og Oliver og Josefine måtte med på brandvæsensmuseum i Gentofte for at se en Gideon-brandbil (fra 1919), mage til dem, oldefar har stået og set på som dreng!

Året sluttede med børnebørn til teaterforestilling på biblioteket og julebagning. Det blev også til en julekoncert i Sorgenfri Kirke med New Orleans Delight (som spillede til min 60-års fødselsdag)

Ulla har fri det meste af julen, og det er meget godt, da der er lagt op til familiejul i Herlev med børn, svigerbørn og børnebørn.

Nytåret skal fejres med John og Solveig samt Oliver, og Ulla starter det nye år med at have vagt

Til det historiske petitstof hører, at 2002 blev året,

  • hvor vi fik ordnet både hoved- og kældertrappe,
  • hvor den gode sommer fik valnøddemængden til at vokse – og give større nødder, så glassene røg i drivhuset, når de faldt ned,
  • hvor 6 nye kyllinger blev reduceret til to, da en hurtigt døde af kulde og de 3 hanekyllinger, alle måtte af med hovedet (- og vi har ikke fået æg endnu)
  • hvor Ullas bil blev renoveret og hellakeret, så den kan holde de næste mange år
  • Ullas mormors gamle stueur fra 1922 fik en gennemgribende renovering, så nu holder det forhåbentlig resten af vores tid
  • hvor vi erhvervede et langbord fra Ole og Kristine til ødegården