Web Design
Beretning 1992

Og hvad bragte så 1992?

Først og fremmest vil vi huske året for den usædvanlige sommer. Højt klart solskin, varme uafbrudt i flere måneder.

Flemming bor stadig i en fremlejet lejlighed ved Herlev station. Han er fortsat glad for sit sygeplejestudium, og skulle være færdig sommeren 94. Det er en kombination af forelæsning/skolebænk og praktik på forskellige sygehuse og afdelinger, altsammen kombineret med skriftlige opgaver.

Hans store hobby er fotografiet, men ellers bruger han meget fritid med at spille og træne hold i volleyball.

Han klarer sig selv, men kommer da heldigvis forbi engang imellem for at få en sludder (eller udskrive opgaver på vores printer).

Christian håber på snart at være nået så højt op i boligkøen, at han får tilbudt en lejlighed på Østerbro i det kompleks, hvor Ullas familie også bor. Indtil da bor han stadig hjemme med de goder, der følger med det.

Han er også tilfreds med sit studie (offentlig driftsøkonomi). Studiet tages i moduler, og byggeklodserne kan føre til forskellige slutuddannelser. Det er vist ikke helt klart, hvormange moduler, han vil tage.

Christian spiller basketball af lyst og for kammeratskabets skyld.

Canada-gruppen hænger endnu sammen, omend de ikke ses så jævnligt som tidligere. De har været ude i flere sammenhænge og vist dias-foredrag med stor succes.

I øvrigt var Flemming og Christian sammen med nogle tidligere skolekammerater på 14-dages kanotur i Sverige. Det er jo dejligt, at de stadig har glæde af hinanden.

Ulla har haft et travlt år. Hun er en af eksperterne, dels når det drejer sig om vedligeholdelsen af det eksisterende edb-system i lufthavnen - og der sker hele tiden noget nyt - og samtidig er hun kraftigt involveret i beslutningsprocessen om det fremtidige system. Det har ud over mange møder givet en enkelt arbejdstur til Paris. I dagligdagen har det i perioder betydet et ekstra arbejdspres med færre fridage.

Det går "ufattelig godt" i Dansk BiblioteksCenter, og jeg er meget godt tilfreds med den nye ledelse og mine egne vilkår.

For at tømre de ledende medarbejdere sammen, har jeg deltaget i et par internatkurser på Samsø, og det har virkelig været positivt.

Jeg har fået kam til mit hår. Når edb-systemerne bliver så væsentlige for alle i deres arbejde, er der hele tiden fokus på nedbrud og udbygning. Det er en spændende udfordring hver dag, men heldigvis har vi efter 7-8 måneders hårdt slid fået styr på et helt nyinstalleret inddateringssystem og samtidig fået hele medarbejderstaben forsynet med datamater. Imidlertid får man ikke tid til at hvile på laurbærene, for de ene projekt starter efter det andet - og næsten alle kræver en eller anden indsats fra edb-afdelingen. Jobbet er en god blanding af planlægning af såvel drift og ressourcer, indkøb af maskiner og programmer og papirarbejde. Det har betydet meget lange arbejdsdage, men forhåbentlig vil det hjælpe lidt, når vi til januar får endnu en medarbejder.

Til gengæld er konsulentrejserne ophørt, så der er ikke længere de hyppige besøg i Sønderborg hos far. Det eneste, der efterhånden er tilbage, er turene til Essen og London. Essen blev det ikke til i  92, da det arrangement lå i efterårsferien, men London blev det til. Ulla meldte fra i år, men Bodil og Villy var på cockpit-tur til London, og dem var jeg sammen med et par dage, bl.a. til Annie get your gun. Årets teateroplevelse blev Lloyd Webbers første musical: Joseph and the amazing technicolor dreamcoat, som var flot sat op, meget farverigt og levende.

Noget af fritiden bruger jeg som forretningsfører for en biblioteksforening (Nyt dansk Litteraturselskab), så når først jeg når til efter aftensmaden, er der ikke meget energi tilbage.

Årets største oplevelse
var vores sølvbryllup. Efter en del diskussion om på hvilken måde dagen skulle markeres, blev det besluttet, at vi ville holde en fest for familie og venner.

Ca 50 mennesker dukkede op til den traditionelle morgensang og morgenmad, så vi havde overdækket vores terrasse med presseninger, så der kunne dækkes op her, men ellers var stuen blevet ommøbleret med ekstra borde og stole .

Flemming og Christian stod for morgenarrangementet. De havde aftnen før ophængt blomstersmykkede guirlander, dels over indgangsdøren dels over hele verandaen på 1.sal.

Til forskel for den silende regn tirsdag aften, var denne onsdag morgen skyfri og lun. Den obligatoriske "I østen stiger solen op" og en speciel sølvbryllupssang blev sunget, hvorefter man gik til morgenkaffen. Der var næsten hele familien, og stort set hele vennekredsen, samt arbejdskollegaer. Også nogle af sønnernes venner havde ofret deres morgensøvn.

I forbindelse med morgenkaffen var der arrangeret små "happenings": Vi fik overrakt skifteramme med billeder fra vores bryllup (vi havde ikke nogen selv), der var en specialfremstillet sang klippet ud som "Madam Blå", og Christian og Flemming overdrog os et par T-shirts med vores officielle bryllupsbillede på brystet og enslydende motto påtrykt ryggen: "Hemmeligheden ved vores ægteskab er, at jeg altid har fået det sidste ord: Javel, skat".

Festarrangement

Beslutningen om at afholde en fest førte hurtigt til de næste beslutninger:
-  vi ville til en forandring ikke selv stå for det praktiske
-  vi ønskede at holde folk sammen og undgå diskussioner om spirituøs tilbageholdenhed på grund af hjemtransport.

Efter nogen søgning fandt vi frem til Liselund Slot på Møn, som ideel ramme for arrangementet, og invitationerne blev udformet og tilpasset dette gennem flere henvendelser, hvori det vigtigste budskab var, at man skulle reservere to dage til arrangementet.

Ulla og jeg kørte i forvejen, idet vi havde pakket en pose til hvert værelse med en blomstrende lyng samt øl og vand, som en slags velkomst.

Vi skulle også orientere receptionen om, at gæsterne skulle nævne et eventyr af H.C.Andersen for at få det pågældende værelse (hotellets værelser er opkaldt efter eventyr, og vi havde kopieret og sendt gæsterne det eventyr, der svarede til det værelse, de skulle indkvarteres i).

Efter at man var blevet indkvarteret blev der serveret eftermiddagskaffe, og i fortsættelse heraf blev pakkerne pakket ud, mens alle så til. Efter det foretrak de fleste at gå en tur i parken i det strålende solskinsvejr. Det gav også mulighed for at få snakket med flere, end hvis man kun havde selve aftnen til rådighed.

Velkomstdrinken blev serveret på plænen foran slottet, og efter at vi havde taget et billede alle gæsterne oppe fra tårnværelset (brudesuiten), kom vi ned som de sidste. Her havde man impulsivt dannet espalier og afsang "Det er så yndigt at følges ad", da vi kom ud gennem døren. På traditionel vis blev der taget et billede, hvor alle var opstillet foran slottet, og herefter gik man til bords.

Lokalerne var hyggeligt intime, og vi havde valgt at lade gæsterne sidde ved runde borde (4-5 stykker). Christian var udnævnt til toastmaster, hvilket var noget af et job, da der var mange taler og sange. Et væsentligt bidrag var den tale som Flemming og Christian holdt. De havde delt opgaven mellem sig, og holdt en meget kærlig, morsom og personlig tale.

Der var personlige og originale sange med originale sangskjulere, og afslutningssangen blev serveret af fra hunden fra "Fyrtøjet". Denne sang blev kun fordelt til gæsterne i en konvolut med sang, et lille paphjerte og en blyant, således at hver enkelt kunne skrive en hilsen og derefter hænge det på den plante, som vi havde fået udleveret. Alle havde virkelig gjort noget ud af det!

Kaffen og cognac'en blev indtaget i en tilstødende stue, mens de to lokale musikere riggede deres udstyr op. De spillede populære melodier for "de unge på 40" på guitar, og det kunne virkelig få folk på dansegulvet. Den obligatoriske brudevals med de klappende gæster, der snævre dansegulvet ind, blev også klaret, og derefter gik dansen med sved på panden til langt over midnat.

Aftnen sluttede med krydret suppe, og efter improviseret klaverspil af gæsterne, havde alle trukket sig tilbage ved 3-tiden.

Dagen derpå
Næste morgen var der fælles morgenmad, og efter at vi havde fået smurt friske sandwich drog alle af sted i karavane for at nyde naturen på Møn. Først en lang vandretur på stranden nedenfor Møns Klint og senere frokost i det grønne med udsigt over vandet og øl, vand og vin til maden.

Ved 14-tiden blev festen officielt erklæret for afsluttet, og vi kunne tage hjem efter en absolut uforglemmelig fest.

Det er i sagens natur ikke så ofte, at man fejres som par: brylluppet, kobberbrylluppet og så nu sølvbrylluppet, hvor man endnu kan have deltagere, som var med fra 25 år siden - og hvor det er usikkert, om der vil blive lejlighed til en tilsvarende fest. Det er også tidspunktet, hvor ens børn er blevet selvstændige - og hvor man kan gøre en slags status på forløbet af ens relationer til familie og venner. Vi har været meget begunstigede: vi har et problemløst forhold til alle, som fungerer som én stor familie, og det bar festen også præg af.

Naturligvis var rammerne lidt ud over det sædvanlige, men gæsterne ydede også en imponerende indsats. Deltagernes tilfredshed blev i dagene efter festen fulgt op af blomsterhilsner, breve og telefonsamtaler.

Vores tur hjem fra Møn endte med et alvorligt sammenstød i et lysreguleret kryds nogle få kilometer hjemmefra. Der skete heldigvis kun materiel skade, men Volvo'en var så beskadiget, at det tog en måned at få den sat i stand igen. Så konstaterer man pludselig, hvor afhængig man har gjort sig af et køretøj.

I forbindelse med et åbent-hus-arrangement hos Volvo, hvor vi havde betragtet alle de biler, vi afgort ikke har råd til, blev vi tilbudt en tur i en brugt stationcar. Den havde kun kørt 17.000 km, men det der gjorde det endelige udslag var, at der var servostyring og ABS-bremser. At der så også var elektronisk benzinindsprøjtning og centrallås var af mindre betydning. Vi traf en hurtig beslutning, og på den måde fik jeg faktisk en så godt som ny bil, som vi er blevet meget glade for. Det er en dejlig rummelig og sikker bil!

Årets sommerfest blev afholdt i pinsen, og vejret var så godt, at vi undlod at sætte pressinger op. Charmen ved arrangementet er først og fremmest, at deltagerne kender hinanden gennem adskillige år - og at det afvikles efter en fast plan: kaffe & kage, holdopdeling, opgaveløsning og evt. ekstra konkurrencer, hvis tiden tillader det. Herefter snobrød på bålet, senere det grillstegte lam og Ulla's hjemmelavede is. Afslutningen er fællessang omkring bålet til ud på de små timer.

1992-opgaven var at bygge et bygningsværk af medbragte papkasser. Dagen efter kommer en del for at beræfte overfor hinanden, at "vi er de bedste!"

Efter den ubehagelige oplevelse af Bibliotekscentralens konkurs oktober 1991, ønskede jeg at ofre næsten hvad som helst for en "rigtig" ferie.

Vi havde tidligere talt om at foretage en rundrejse i Argentina, men endte med at vælge Venezuela, som skulle være billigere. Vi rejste 3 uger i februar og fik en rigtig god tur ud af det med nogle utroligt spændende naturoplevelser ved "Angels Falls" (hvor vandet styrter lodret ned fra ca 1 km højde), Andesbjergenes tynde luft ved Merida og urskov og indianerlivet i Puerto Ayochuco i Amazon.

Afslutningen var en uges badeferie på Margueritta. Alt i alt mange indtryk, selv om det ikke har samme tiltrækningskraft som Brasilien stadig har på os.

Efter at have måttet opgive vores traditionelle efterårsferie til Østrig i to år, stod Ehrwald højt på prioriteringslisten, da der skulle besluttes ferier - og som sædvanlig var John og Solveig straks med på ideen. Hvad der næsten var endnu bedre, var en hurtig og bestemt tilslutning fra alle ungerne, som gerne ville med. Lasse kunne dog ikke få fri fra sit nye studium til sprogofficer.

Bortset fra noget let "grumset" vejr de to første dage, var alt ved det gamle. Vi fandt endnu et par nye udflugtsmål, som var både smukke og spændende, og vi fik virkelig "brugt" os selv på de 5-6 timers vandreture i bjergene.

Sverige nåede vi to gange: i slutningen af maj og slutningen af november. Vi benytter os uhæmmet af at nogle af vores gode venner har en ødegård, som de ofte inviterer os til.

I maj sikrede det usædvanligt gode vejr, at vi fik klaret en række vedligeholdelsesopgaver, og vi tilbragte al vores tid i det fri, ja, selv maden blev tilberedt i naturen: spændende bronzealder-kokkekunst i stengrube.

November er tid til at sikre Tomtebo mod vinterens frost. På grund af Ole's tilbagefald blev det desværre en tur alene, så vi måtte lukke huset. Vi fik da også gået nogle gode ture, men tiden med dagslys er meget kort i november, så det blev ikke til det helt store.

Og så er det år gået. Hvor blev det af? Ja, når man læser ovenstående er der jo alligevel sket meget. Her er ikke medtaget de mange gode timer, vi i øvrigt har tilbragt med familie og venner og ej heller begivenheder som Axels jubilæum. For os har 1992 været et godt og begivenhedsrigt år.

 

 Julen 1992

Vi er slet ikke klar til jul, eller sagt på en anden måde: vi er ikke begyndt på de traditionelle juleforberedelser, bortset fra at Ulla's dame-julefrokost er blevet afviklet. Ellers har også december stået i arbejdets tegn.

Christian laver opgave, der skal afleveres inden jul, Ulla har travlt med to samtidige projekter, som ikke rigtig forløber, som de skulle, og jeg har rigeligt at se til i det daglige. Summa summarum så er alle fortravlede og mødes i døren på vej ud og hjem. Det gør det selvfølgelig ikke bedre, at jeg har brugt en uge (inkl. en weekend i London).

Nå, men det har vi prøvet før, så mon ikke vi i løbet af den sidste uge når at få pyntet op, bagt lidt og ordnet vores grønkål.

Både dagene op til jul og mellem jul og nytår er godt belagt med engagementer, men 1.juledag ser vi frem til en stille "familiedag".

Nytår skal vi til Bente og Birger sammen med Bodil og Villy. Det er ved at blive en tradition, at vi er sammen nytårsaften, og nu er alle ungerne så gamle, at de kan klare sig selv.