Sidst opdateret: 29. september 2012

Siden er under redaktion

Barcelona

28.08.2012 – 4.9.2012

Der findes jo andre storbyer end London. Ulla har været i Barcelona i 1994, og jeg har været i Lisabon, byer vi begge gerne vil vise fo finanden.

Der findes et slideshow af billeder fra feien.

Væsentlige highlights:
 - Ramblaen
 - Gaudi
-  Montjuic (Miro)
-  Piasso og Sydamerika
-  Pople Espanyol
-  Catalonsk Kunst
-  Bymuseet
-  Güell parken
 

Hovedindtryk

Vi er heldige at bo i den gamle bydel Ciutat Vella..og kan derfor nyde de små gyder i fulde drag. Det er en labyrint af smalle gyder, som fortrinsvis bruges af fodgængere. Op ad facaderne ser man smedejernsaltanerne med keramikpotterne med grønne planter.

Inde i bykernen Barri Gotic finder man resterne af de gamle romerske vagttårne bygget i kvadrer. Her er også domkirken og det gamle bispepalæ. Fra de senere tider er der mere eller mindre pompøse bygninger., som nu bruges til officielle gøremål, som f.eks. byens rådhus eller provinsens parlament.

De gamle smedejernslygter i gadebelysningen er stort set bevaret i deres mange udformninger og giver en herligt nostalgisk følelse.

Der er naturligvis højhuse, men i forhold til byens størrelse fylder de ikke meget, og hele centrum har kun få placeret mellem de normalt 5-7 etager høje bebyggelser.

Gamle bygninger fra tilbage fra romertiden, over middelalderen til nyere palæer

Arkitekten Gaudi er sammen med Picasso og Miro nok de mest kendte bysbørn. Malernes museer besøgte vi, men Gaudi er jo ikke noget man kan sammenstille til en udstilling: man er nødt til at opsøge den 'rene' vare. Hans huse ligger noget spredt i byen, så det var kun nogle af de mere markante, vi koncentrerede os om

De mange gyder giver mulighed for små torve, og der  spisesteder og udskænkning i tusindtal – og man bliver ikke generet af påtrængende tjenere uden for restaurationerne. Man kan så at sige selv vælge, hvor meget trafikstøj eller ro, man ønsker

Konkurrencen er stor, så det er nødvendigt at betjeningen er hurtig og professionel, og normalt kan man bruge engelsk. Mange listige steder, hyggelige pladser. Vi hat kun oplevet at få god og velsmagende mad, lidt tapas og meget fisk. Ramblaens turistpriser svarer nogenlunde til et dansk prisniveau, men skal ikke langt derfra, før det er en del billigere end derhjemme.

Generel har man været god til at bevare de gamle træer, som betyder skygge og giver plads for grønne parakitter, og det giver byen et grønt udtryk, når man går rundt, men som ikke er særlig synligt fra udsigtspunkter. Der er faktisk mange parker, og de bruges også flittigt.

Overraskende er det, at der er så rent. Det gælder i hvert fald i centrum og de mange gågader. Man gør også indsats. Der er masser af store papirkurve, som tømmes ofte. De kan vippes, og affaldet hældes dermed over i nogle store kurve.

Og folk bruger dem. På metrostationerne hænger der store plastsække med anvisning i, hvad der skal puttes i hvilken sæk, og selv sporarealerne mellem perronerne er stort set uden affald.

En hærskare af rengøringsmedarbejdere – mænd som kvinder – fejer og samler op. Smalle vogne, der er tilpasset gyderne fungerer som opsamlingsstationer.

Genbrugscontainerne har et mekanisk system, som gør det muligt for chaufføren at klare tømningen uden at forlade bilen.

Langs større strøg og på pladser er der store containerne,  ofte placeret ganske tæt ved hinanden, som ligesom genbrugscontainerne tømmes ofte. Man ser renovationsfolkene fra tidlig morgen til sen aften alle ugens syv dage.

Skraldecontainerne og genbrugscontainere i rigt mål

Selv om vi bor centralt, hører vi ikke meget til trafikken, og der er ikke noget dytteri. Som i Sverige holdes der tilbage for fodgængere, hvis det ser ud som om man skal over. Og alle fodgængerovergange har køreramper

Der findes rigtig mange steder, hvor man kan leje bycykler, og det bliver benyttet, og man har også  etableret cykelstier på mange veje.

Der er arrangeres flere steder arrangerede cykelture, hvor man lejer cykel og cykelhjelm og får en guide med på ruten.

Legepladser er der mange af, og de virker moderne og inspirerende.

.

Hvor der er mulighed for det er der opsat bænke eller enkeltstole (med armlæn) som er placeretså de opfordrer til gruppedialog.

En enkelt kat eller to så vi. Til gengæld er der rigtig mange hunde i snor – eller båret. De fleste er små tæppetissere, men også en del små buldogs. Trods dette er det yderst sjældent at se en hundelort.

Bybilledet er præget af såvel gamle som nye kunstværker, og mange af de gamle bygninger har udover altaner også bemalinger eller figurer i/på facaderne.

Drikkefontæner med Barcelonas byvåben set i forskellige udformninger mange steder, og de bruges faktisk. De springer ikke, men har hanefunktion, så der ikke er vandspild. Angiveligt skulle vandet være godt.

Vi har set ganske mange og gode museer,  normalt med audioguides og oftest med engelske tekster.

Byen præges af turister som dels kommer flyvende hertil, dels kommer med de store krydstogtskibe. Klientellet er både unge mennesker i shorts (pigernes ultrakorte) meget korte shorts, tynde stoffer, men der er alle typer repræsenteret.

Morsomt er det at se de unge kvinder ligefrem poserer, når de skal fotograferes med en baggrund, men så er der jo noget, man kan lægge op på Facebook

De (alt for) mange billeder kan ses i billedshowet. Efter en periode, vil der blive ryddet ud i  mængden.

Afgang 28.aug.

Bykort (pdf) over ‘vores’ område. Zoom’er man ind og følger vejen fra Mirador de Colom mod nordvest, finder man et lille stykke oppe et blåt ‘H’ og navnet ‘Acta Mimic’ (lige over det fremhævede Mercat Mare de Deu del Carme).

Nu starter vi så med at tage Barcelona før Lissabon, og 28.august tager vi af sted med SAS SK1585 i en MD81-82 efter at være hentet af Ali (vores faste taxachauffør), og vi er i lufthavnen i god tid. Selvbetjeningssystemet fungerer perfekt, og gør hele proceduren hurtigere.

Tre timer efter har vi flyttet temperaturen fra 18 grader til 32 grader, og det får os til at ændre beslutning om vores transport til centrum: Vi tager en taxa, og slipper dermed for en kilometers vandring med vores habengut ad Ramblaen i middagsheden og mylderet.

Hotellet, Acta Mimic, er moderne, men også absolut minimalistisk. Rummet er ikke stort, der er ikke megen fralægningsplads – ej heller oplukkelige vinduer eller køleskab. Men her er rent og pænt, og pladsen er veludnyttet. Hele den ene ende af værelset er en materet glasvæg, som sikrer, at der er masser af lys, også fordi badefaciliteterne er opbygget af glasvægge. Da vi alligevel har en stor kontorbygning som genbo, gør det ikke noget for udsigtens skyld. Der er både aircondition og sikkerhedsboks - og en god morgenbuffet.

Efter at have fået os placeret og lagt ting i sikkerhedsboksen på værelset er klokken belvet godt 14, og vi skal finde ud af, hvor vi egentlig er.
Lidt senere konstaterer vi, at vi på 10-15 minutter kan være på Ramblaen, hvor turisterne flokkes i stort tal. Der er mange fra krydstogtskibene - foruden alle de andre.

Uanset at det er lidt pebret at spidse på Ramblaen får vi en stor portion tapas, mens vi sidder og betragter mylderet af mennesketyper.

Her er det gågade med et par ensporede kørebaner i hver side af gaden, men ellers er trafikken ikke slem, og fodgængere respekteres. Det første indtryk er, at der er meget synligt kørende politi, og at der gøres en indsats for at holde byen ren.

Efter et break går vi ned mod havnen, som ligger ca 15-20 minutter fra hotellet. Her passerer vi den gamle toldbygning, den 56 meter høje Comlumbussøjle fra verdensudstillingen i 1888, som står ved den sydlige ende af Ramblaen, og den flotte gamle havneadministrationsbygning. Egentlig kan man komme op og nyde udsigten, men pt er den lukket på grund af renovering.

Det svarer lidt til Nyhavn, med et mylder af mennesker, der går frem og tilbage over en elegant fodgænger- og svingbro, som adskiller trafikhavnen fra lystbådehavnen, og som fører over til et mekka af forretninger og spisesteder, hvor man kan nyde udsigten ud over vandet og byen.
Vi slår os ned og får et enkelt måltid, da vi jo har spist sen frokost.

Der er kommet bekræftelse på en reservation til lørdag aften på et anbefalet spisested. Så er det på plads.

Onsdag 29.august

Nu skulle hele Ramblaen gøres færdig efter en fortræffelig morgenbuffet fik vi luffet os færdig til at komme af sted ved 10-tiden. Inden da havde jeg konstateret, at der var pc med printer til rådighed, så vi kan checke ind og udskrive boardingkort herfra. At den så var nede gav anledning til at følge nødproceduren: Receptionen udskriver fra en fra en usb-stick, som man naturligvis alligevel har med.

På denne tid er det til at komme til. De mange tegnere er ikke rigtig dukket op, spisestederne er stort set tomme, men blomsterhandlerne er i fuld gang med at sætte buketter sammen. I 30 graders varme!

H.C.Andersen var på besøg i 1862, og der hænger en plakette på Hotel Orient.
Vi passerer seværdigheder som Gran teatre del Liecu-teatret, som er Europas næststørste, og som udefra minder meget om His Majestys Theatre i London, Palau Güell, som er et af Gaudis arkitektoniske værker, og ikke mindst det store ' la Boqueria-marked (Mercat Sant Josep), hvor vi traditionen tro koncentrerer os om fiskeafdelingen. Bygningen stammer fra 1830’erne. Den er stor, udvalget af forskellige fisk og skaldyr  er enormt, og det er rigtig appetitligt. De andre sektioner er også indbydende i deres opsætning, så det var en god oplevelse.

Ramblaen slutter ved Plaça de Catalunya, hvor vi sætter os ved den gamle Cafe Zürich, hvorfra vi kan iagttage en travl trafik, fordi det er et knudepunkt for tog, Metro, turistbusser osv. Det er virkeligt kosmopolitisk. Pladsen er rigt forsynet med springvand og skulpturer, og sightseeingsbusserne har både fotostop og skiftested her.

Byens domkirke la Seu står på programmet. Den lukker af uransaglige grund 12:45, så den skal vi lige have med. Det er en stor gotisk kirke med det ene sidekapel ved siden af det andet, masser af guld og træskærerarbejder. Søjlerne hæver hvælvingerne højt over en, og højt oppe er flotte glasmosaikker.

Og så er vi i øvrigt i byens ældste del (Barri Gotic) med gamle romerske fæstningsmure og tårne, bispepaladser fra 1300-tallet og snævre gyder og smalle gader, som indimellem afslører listige, stille pladser. Og det meste er stort set bilfrit område, så det er en fornøjelse at slentre rundt.

Vi leder efter det underjordiske bymuseum uden at finde det, og da Ulla døjer med de 33 graders varme og min rygsæk føles tung om gør skjorten våd, går vi tilbage til hotellet.

Mens Ulla sunder sig, går jeg – nu uden rygsæk – ud for at finde museet. Jeg er lige nede at tage et par billeder med Columbus i medlys, og vandrer så rundt i de små gader – og finder indgangen gemt i en boghandel. Det koster 7 Є, men er gratis med det Barcelonacard, som jeg selvfølgelig ikke har med, så besøget udsættes til formentlig lørdag.

Men jeg får en god eftermiddag ud af at slentre rundt og se på bygninger og mennesker.

Ulla har talt meget om de mange ‘levende statuer’ på Ramblaen, men faktisk er det den eneste dag, hvor jeg så nogen: 3 stk. i alt.

Om formiddagen har vi lige passeret Plaça Reial et par gange. En oase af en firkantet plads  med palmer og fontæne omkranset af palæer for fordums konger, og nu overtaget af restaurationer hele vejen rundt.
Her beslutter vi os for at indtage vores aftensmåltid i en fortræffelig fiskerestaurant, MariscCO.

Og det var så den dag. Vi synes, at vi har været her meget længere, og det er en rigtig rar by: ren, hensynsfuld trafik, ingen brug af hornet, og trods de mange turister, er det til at komme til.

I morgen står der Gaudi på programmet. Der er adskillige bygninger, men de ligger ikke alle lige ved alfarvej, så vi starter med kirken, og så ser vi, hvad vi ellers kan nå.

Det bliver så også vores første tur med offentlige transportmidler, og det er jo altid spændende, hvilke udfordringer, det kan føre med sig.

Gaudi (Torsdag 30.august)

I dag står der Gaudi på programmet. Bortset fra fodboldholdet vel det, de fleste forbinder med Barcelona.

Med vores Barcelonacard stiler vi mod metrostationen Parallel, som ligger ca 10 minutters gang fra hotellet. Venter ca. 1 minut, og 6 stationer fremme stiger vi op lige ud for Gaudis ufuldendte mesterværk, La Sagra Familia katedralen.

Det ser enkelt ud, der er ikke mange ved indgangen, som imidlertid viser sig at være for grupper, så efter en lang vandring om til tredje side af kirken kan vi tilslutte os den flere hundrede meter lange kø. Med 6 billetluger tager det dog kun ca 20 minutter, før vi kan komme ind og beundre mesterværket. Med 2 timer til næste ledige elevator til tårnene fravalgte jeg turen, som Ulla prøvede ved sit første besøg.

Det er en helt anderledes tænkt katedral, end det vi ellers har oplevet. Fantastiske søjle- og buekonstruktioner, og udsmykningen er unægtelig også anderledes (Billederne derfra kan ses i slideshowet). Man begyndte at bygge for 150 år siden, og selv hvis spanierne får råd til at fortsætte byggeriet, vil det tidligst stå færdigt i 2020.

Der har været en anden arkitekt på efter Gaudis død, og man må indrømme, at det ikke er lykkedes at genskabe tonen i Gaudis færdiggjorte tårne.

Der bliver 8 tårne, og vinduerne er forsynet med flotte glasmosaikker.

Det er fortsat sommerligt varmt med strålende solskin, da vi bevæger os en kilometers penge østpå til de næst bygning: Casa Mila, også kaldet la Pedrera (plan). Der er adgang til herskabslejligheden, men Gaudis imponerende evne til at få lyset fordelt ned gennem en bygning, og få ventilationen integreret i byggeriet er imponerende. Det får man tydeligst et indtryk af på taget, hvor røgkanaler og ventilationskanaler er skjult i fantastiske, skulpturelle konstruktioner. Billederne derfra kan ses i slideshowet.

Da vi kommer ud derfra er det begyndt at småregne, men vi skal jo også nå Casa Batlló (folder), som er endnu et hovedværk. Inden vi når frem styrtregner det, og da Ulla er kommet af sted uden regnjakke, må vi – som så mange andre – købe en paraply, fra en af de mange sælgere, der pludselig skyder op som paddehatte.
Også dette hus illustrerer Gaudis evner som konstruktør. Der er ikke mange lige linier, og mange spændende detaljer. Og tagkonstruktionerne er fantastiske.

Da vi kommer ud er regnen ophørt. Vi mangler stadig Palau Güell (Güll-paladset), og selv om der ikke er længere, end vi kan gå, tager vi metroen to stationer, hvorunder vi konstaterer, at mit kort bliver afvist.

Ulla vil ikke stå mere i kø, så jeg tager selv oplevelsen i dette pragtfuldt udstyrede palæ med alle Gauidis opfindelser. Det er bygget i 1880’erne til rigmanden Eusebi Güell.Der er overdådige sale, lofter, glasmosaikker, og fyrstelige materialer. Atter de fantasifyldte skorstens- og ventilationskonstruktioner i glaserede porcelænsstykker, 20 ialt, og en storslået udsigt over en del af byen.
Fra kælderens staldområde op gennem bygningens luksuriøse lokaler imponeres man af, hvorledes Gaudi formår at skabe lys ind i lokalerne.

Aftensmaden indtager vi på en lille restaurant Elsche ca 10 minutter fra hotellet, hvor vi får gode fiskeretter. Det var det eneste sted, hvor vi mødte en - i øvrigt flink - servitrice, der ikke kunne engelsk.

Indimellem regner det, men vi kommer både frem og tilbage i tørvejr, og satser på, at det gode vejr kommer igen i morgen, hvor vi skal op på det nærliggende 'bjerg' med parker, museer og fontæner.
Forinden skal jeg have fikset mit rabatkort, så det kommer til at fungere igen, og da Ullas begejstring for museer har sine grænser, tager jeg nok bymuseet i morgen formiddag.

Under jorden og i højderne (31.aug.2012)

Solen stråler atter fra en næsten skyfri himmel, og dagens første opgave er at få styr på vores bonuskort, Barcelonacard. Det går hurtigt at gå op gennem Ramblaen i den tidlige morgenstund, hvor kun blomsterbutikkerne er vågnet op. I god til når jeg Catalunya-pladsen, og finder nummeret, hvor det officielle turistkontor skal ligge. Men jeg kan ikke finde det.
Vader pladsen rundt uden resultat. Undrer mig! Spørger et par uniformerede herrer, som venligt – på engelsk – forklarer mig, hvor det findes. Det hjælper nu ikke så meget, da jeg misforstår budskabet, og må ty til en tjener, og efterfølgende en bod, hvor de sælger sightseeingture – før jeg nærmest falder over nedgangen i et hjørne af den store plads.
Kontoret ligger et plan nede, men bemandet med kompetente folk, som straks skifter begge vores kort ud – og de fungerede resten af ferien.

Det havde jeg så brugt næsten en unødig time på, da jeg fortsætter ned mod bymuseet. Gaderne gennemgår den store rensning med fejning, spuling og kørende koste – og der er virkelig rent i byen. Og det er ikke kun det offentlige der rydder op: de enkelte butiksejere er også ude at svinge kosten.

Bymuseet (plan) er i denne sammenhæng udgravningerne fra den romerske by Barcino som blev grundlagt af kejer Augustus år 12 f.kr. Her flere meter under jorden og under bygninger, der er i brug, går man i ruinerne og kan se vandløb, varmekanaler, huse med mosaikgulve.
Her kan man se resterne af værksteder for vaskerier, farverier og områder for tilberedning af fisk fra det 3. århundrede,  for ikke at tale om de 600 kvadratmeter med store kar til vinfremstilling - ligeledes fra det 3. århundrede.
Der er tale om ca. 4000 kvadratmeter under den nuværende jordoverflade. Vi har set romerske byer før, men her tilføjes nye aspekter.
Tillægsgevinsten er kirken, udstillingsområdet (dels en fast om middelalderen, dels en skiftende, som lige nu var tekstilindustrien i Barcelona), samt St. Agathas kapel.

Dagens fælles mål er Montjuic, som er et bjergområde lige vest for hotellet. Vi kører med vores metrokort fra Parallel med en kabelbane til stedet, hvor vi skifter til tovbane, som giver os en flot udsigt ned over byen. (se billedet ovenfor)

Ved udgangen fra svævebanen ligger det store fæstningsanlæg lige for, og bortset fra det imponerende militære anlæg, hvor flere kanoner står tilbage, er der fra toppen af anlægget fremragende udsigt ind over byen og ned over havnen.

Til gengæld er vandreturen til Joan Miro-museet langt længere end forudset. Turen gennem parken er ikke så tosset, for den er pæn og velordnet. Museet er ret så spændende – og trods hans store produktion også overskueligt. Også han har haft en begyndelse som ‘almindelig’ kunstner, inden han fandt sin personlige stil. Der må ikke fotograferes inde i museet, men der er en tagterasse med flere skulpturer. Billederne derfra kan ses i slideshowet.

De næste museer opgiver vi, da klokken har sneget sig hen mod 17, og vi går ned gennem et antal navngivne men sammenhængende velplejede parker med springvand og fontæner, til vi når vores foreløbige mål: Font de Magic, hvor vi har planlagt at sespringvandet med musik og farveshow.

Vi finder et listigt sted at hvile benene, inden vi går en kort tur til Joan Miro-parken, hvor vi også finder den skulptur, der har givet parken dens navn.

Så skal vi bare have tiden til at gå til fontæneshowet starter 21:30, men vi skal jo også have noget at spise, så vi finder et sted, Tapa Tapa, som er en kendt kæde, og strækker tiden, til det passer.

Ca. en time ser vi de forskellige kaskader af vand med skiftende farver og  tilhørende musik. Vi har set andre, tilsvarende arrangementer, men langt fra så flot.

Selv om det kun er et par stationer, vælger vi at tage metroen tilbage til hotellet. Da vi kommer op fra stationen, konstaterer jeg, at min pung er borte. Vi havde godt nok haft et lille sammenstød med nogle unge mænd ved indgangen til toget – og vedkommende forsvandt hurtigt ud af toget igen, da det satte i gang. Men selv om jeg havde pungen i bukselommen, bmærkede jeg det ikke.

Hermed er kreditkort, førerbevis, sygesikring (gult og blåt) samt ca 100 Euro gået fløjten. Pisseærgerligt! Ringe hjem og få stoppet kortene og gennemtænke, hvad der ellers skal huskes.
Hotellet gav os beredvilligt nye nøglekort, men i morgen skal vi så have hævet nye kontanter. Heldigvis har Ullas pung ligget i boksen her på hotellet med hendes kreditkort, så alt er ikke tabt (og vores pas, flybilletter mm er også i boksen). Stadig er det en stor ærgrelsesværdi, når man i øvrigt prøver at være omhyggelig og forsigtig.

Nu er aftnen så gået med at få rede på de akutte udfordringer, så morgendagens program er ikke blevet fastlagt.

Så skinner solen igen (1.sept.2012)

Vi bliver stadig mere glade for vores hotel, fordi det ligger godt i forhold til steder og transportmidler – og sørme om ikke der er mindre en 200 m til en politistation, hvor jeg kan udfylde fire sider blanketter (første side af sættet)- Flink, engelsktalende betjent, og det hele er klaret på under en time, selv om jeg lige måtte tilbage efter et par briller.
Det sidste Mastercard/Eurobonuskort blev spærret, og nyt bestilt.
Henne om hjørnet fandt jeg en bank, hvor hæveautomaterne var indendøre, og det fungerede fint med Ullas kort.

Således kommet til muffen fortsætter vi vores sightseeing. Det var Picasso-museet, der stod for tur.
Der er skilte undervejs, men på et tidspunkt tager jeg i farten fejl af Picasso-museet og Picasso-gaden, så vi får en ekstra vandring.
Det betyder, at vi faktisk kommer til den gade, hvor vi skal spise i aften, og derudover kommer forbi Mercat de Born (Born er bydelen), som atter er en flot markedsbygning bygget i støbejern og glas.
Efter at have studeret kortet en ekstra gang, finder vi museet i et palæ i en fornem gammel gade.
Han er jo fra byen, og det er en rigtig fin samling, de kan byde på. Vi har ganske vist set mange af perlerne for år tilbage på en udstilling i London, ligesom vi har været på Picassomuseet i Paris. Jeg kan ikke lade være med at beundre hans tidlige værker, bl.a. småskitser til malerier, men der er også flere malerier fra hans ‘blå periode’.

Museet ligger i et flot, gammelt palæ i den gamle bydel, og det er ganske enkelt så charmerende at gå rundt i de smalle gader og passere masser af små pladser. På hver gadehjørne og mere til er der stole og borde udenfor, og der er et mylder af mennesker uden at det af den grund føles overfyldt.

Vi ville have været inde at se et museum med præcolumbuansk kultur, men Ulla havde fået ondt i knæene af først en lille times vandring til Picasso, derpå en god times kikken på skilderier, så jeg ledsagede hende tilbage til Ramblaen, for så selv at vende tilbage til 'Museu Barbier Mueller d'art precolombi'. Det er ikke noget stort museum, faktisk kun tre sale, men med mange spændende genstande. Men indrømmet, at det har vi set større og mere imponerende på stedet i Syd- og Mellemamerika.

På vejen derfra var 'Santa Maria del Mar'-kirken åbnet. En stor og bred kirke bygget af sten fra Montjuic-bjerget og med høje søjler i det de kalder catalansk gotik og med masser af flotte glasmosaikker.
Jeg begiver mig videre hjemad ad nye smalle gyder gennem 'Born'-bydelen. Det er en ren oplevelse.

Så var dagens ration af museer opfyldt.

Vores bordreservation skulle bekræftes en sidste gang om eftermiddagen, og det havde vi bedt hotellet om at gøre. Comerc24 skulle være alle tiders kulinariske oplevelse. Middagen kommer så til at gøre det ud for vores bryllupsdagsgave. Det er ganske vist først på søndag, men da har de lukket..

Vi går de ca. 45 minutter gennem den gamle bydel, og kommer i god tid, inden restauranten åbner. Jeg mener, at den har en Michelinstjerne. På slaget 20:30 bliver der åbnet, og vi er de absolut første. Vores tilsagn om en plads ved baren byttes ud med et rigtigt bord og stole, og det er vi godt tilfredse med.

Det er jo altid en fornøjelse at komme steder, hvor man skal leve op til sit renommé: Der er en restaurationschef til at redegøre for menukortet, en somelier til  at tådgive om vinen, din faste tjener osv. Vi er normalt ikke til spanske vine, men opholdet her har åbnet vores øjne for mangfoldigheden, og aftnens vin var superb.

Ulla har jo ikke den store appetit, så hun vælger en enkelt ret med 'skovkanin', men jeg skal prøve 'Festivalmenuen' med 7 retter og 5 desserter. Det lyder grådigt, men portionerne er små – og flere af desserter som 'hapser'.
Vi kan vælge mellem forskellige brød og fem forskellige olivenolier med hver deres særpræg, inden vi får en serie små lækre og velsmagende 'appetizers'-

Mine syv retter var bl.a. tun tatar, jomfruhummer, en lille bøf – alt sammen velsmagende og med spændende tilbehør, som man godt nok fik forklaret, men alligevel ikke rigtig forstod.  Alt i alt blev det den kulinariske oplevelse, vi havde forventet.
Da vi forlader restauranten efter ca. 2½ time får vi udleveret et menukort, som fortæller, hvad vi har fået at spise og drikke, så det skal jeg have studeret nærmere.

Det var også en fornøjelse at se, hvorledes en professionel  restaurant holder styr på fremdriften på de enkelte borde og gør det meget opmærksomt og stille, alt imens alt bliver serveret elegant og dekorativt.
Aftnen kostede os ca. 1600 dKr, og det ville vi ikke kunnet få det til i København.

Sidste museumsdag (2.sept.)

I dag er det søndag, og dermed skal det besluttes, hvilke museer, vi gerne vil se, da mandag stort set er lukkedag.

Ulla har fået museumsallergi, så jeg har planlagt atter at tage til Montjuic for at se Museu Nacional D'art de Catalunya med bl. a. middelalderkunst fra området.

Jeg konstaterer, at det tager ca. 15 minutter af gå fra den ene ende til den anden af 'Font Magica', og  kan herefter spare mine rabatbilletter, da det er gratis at komme ind søndag.

Det er et fantastisk museum, hvor man delvist har genskabt de kirkerum, hvorfra man har hentet de gamle kalkmalerier fra regionen. Virkelig spændende romansk kunst. Og det fortsætter med skulpturer mm, så alene det, var besøget værd. Der er en del billeder derfra i billedshowet.

Rammerne er imponerende. Da jeg tidligere har fotograferet ud over byen, var jeg sikker på, at det var en stor katedral, men det er et palæ (Palau Nacional), og såmænd blot fra 1929 - året. hvor der var international udstilling på Montjuic..
Der er også en barok- og en renæssancesektion og en kunstafdeling. Barokken ser jeg, mens jeg springer renæssancen over, for da har jeg været igennem en stor afdeling med såvel malerier som skulpturer, og så er der ligesom ikke mere plads i hovedet.

Malerierne er en fin samling med rigtig gode malerier af kunstnere, jeg aldrig har hørt om. Men spændende og interessant.

Det tog så ca 1½ time, hvorefter jeg begav mig til et frilandsmuseum, Pople Espanya, som blev bygget i forbindelse med verdensudstillingen i 1929, hvor man opbyggede en by med kopier af huse fra de forskellige regioner i Spanien. Den udleverede guide viser med farver, hvorfra de enkelte bygninger er hentet.

Jeg kunne heldigvis komme ind på seniorbillet, for så spændende var det nu heller ikke. I bygningerne var der i dag små specialforretninger med salg af alt fra keramik til mad. Mange kunstnere har til huse her, og lidt specielt er, at der er også et arbejdende glaspusteri.

Da vi ofte har købt glas med hjem fra ferier, og da vi i øvrigt ikke har set noget, vi ville købe, besluttede jeg mig for at købe en moderne vase. Da jeg belært af erfaringen kun havde begrænsede midler med og ingen kreditkort, måtte jeg vende lommeulden ud for at skrabe sammen til den.

Eftermiddagen gik så med en fælles tur i kvarteret nordvest for hotellet. Det kloster, vi ville se, var lukket, men så fik vi en tur på en anden 'Rambla', (Rambla del Raval). Det er helt anderledes med indisk indslag, döner og kebab, og advarsler om at passe på sine ting.
Lidt derfra ligger gårdarealerne til det gamle Hospital de la Santa Creu , hvor Gaudi i øvrigt udåndede. Efter 1930 er bygningerne overtaget af det catalanske nationalbibliotek. Det så spændende ud, men da det er søndag, er der lukket.

 Der faldt også et par kirker ind på vores vej.

Vi ledte efter en bestemt bygning (Palau de la Virreina) uden at finde den, og besluttede derefter at gå ad de små smøger ned mod havnen for at indtage vores aftensmåltid der.

Vejret i dag har været klart, og blev så overskyet hen på eftermiddagen, så man kan holde det ud.

Sidste runde med Gaudi og afskedsmiddag (3.sept)

Vi tager metroen til Vallcarta -stationen, hvorfra der skiltes fint til Güell-parken. Man har oven i købet anlagt rulletrapper, så vi let og smertefrit kan komme op i parken, Det virkelig stejle gader, så ikke mindst for Ulla er det en stor lettelse. Vi kommer så ikke ind ad hovedindgangen, men ad en bagvej, hvor vi kan se ned på portnerboligerne (kaldet Hans og Grete og heksens hus) og den store plads, hvor den lange bænk befinder sig-
Pladsen er understøttet af søjler, som samtidig er nedløbsrør, hvorfra noget af vandet løber ud i et par fantasifulde fontæner. Man skal have set det, for at forstå det.

Parken er en kombination af natur og manipulation, men bestemt spændende. Igen: man kan ikke forklare det med ord.

Udsigten heroppe fra er storslået, og Gaudis ufuldendte kirke synes tydeligt med sine høje tårne.

Der er dømt museumsfri dag, så da vi har nydt mesterværkerne, går vi ned mod Placa Lesseps, som fører og gennem et helt anderledes kvarter, med moderne bygninger, og masser af trafik.

Vi er tilbage på hotellet i god tid til at afvente, at vi kan checke ind og udskrive boardingkort. Der kommer både besked på mobilen og i mailen, og der er der ingen problemer med systemet, og da vi er så tidligt på den, er der masser af sæder at vælge imellem, så vi vælger to i den række, hvor der kun er to sæder.

Så slentrer vi ind til området ved domkirken, men pga mandagslukning er restauranten ved museet lukket ned, så vi må finde på noget andet.
Det er så ikke noget problem, da der er masser af andre listige, stemningsfulde steder.

Vi har bestemt, at vores afskedsmiddag med Barcelona skal være på fiskerestauranten, som vi startede med at besøge på Placa Reial, som vi har besøgt før, og her får vi hver en grillstegt hummer.

Det blev så afslutningen for en oplevelsesrig ferie i Barcelona, hvor det var fint at have en hel uge, så det kunne tages i et afslappet tempo.

I morgen er det bare med at komme til lufthavnen. Flyet afgår 12:35, så man kan alligevel ikke rigtig nå noget om formiddagen, så hellere være i god tid.

Vores gratis transport er ophørt i dag, så vi tager med lufthavnsbussen fra Catalunya-pladsen, når vi har fået pakket vores habengut.